Dag mod Homofobi: I Tjetjenien må du lyve eller dø

Den Internationale Dag mod Homofobi fejres hvert år 17. maj for at markere vigtigheden af, at lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og interseksuelle (LGBTI) ikke diskrimineres.

Du må lyve eller dø: EU-lovgivere er bekymrede over homoseksuelles rettigheder i Tjetjenien.

For at markere dagen diskuterede MEP'erne i går rapporteringerne fra uafhængige russiske medier og menneskerettighedsorganisationer om de grusomheder, homoseksuelle mænd oplever i Tjetjenien. Der vil blive stemt om en resolution 18. maj.

Under debatten mødtes MEPerne med repræsentanter fra EU-Kommissionen og Rådet for at samle informationer om de seneste rapporter, at mere end 100 mænd, der menes at være bøsser i Tjetjenien i Rusland, er blevet forfulgt, anholdt og minimum tre er blevet slået ihjel. De diskuterede også Rådets LGBTI-guidelines, der er blevet implementeret, og hvad EU kan gøre for at stoppe overtrædelser af menneskerettigheder.

EU kæmper for princippet om de universelle menneskerettigheder, der inkluderer at kulturelle, traditionelle og religiøse værdier ikke kan bruges til begrundelse for nogen form for diskriminering af LGBTI-personer. Derfor har Rådet i sin guidelines til støtte for LGBTI-personers rettigheder fra 2013 lavet en tjekliste, der kan bruges til at se om rettigheder bliver overtrådt.  

”Vi er respekteret på globalt plan som det kontinent, der har opnået mest, og det endda på en svær baggrund: Vi har haft katolske og meget konservative regeringer tidligere og i dag. Men vi har også set, at vi kan opnå meget, og Parlamentet er den mest højlydte institution,” siger Parlamentets næstformand Ulrike Lunacek (De Grønne/EFA, Østrig).

I Parlamentet

Europa-Parlamentet har adresseret LGBTI-personers rettigheder siden 1984 med flere resolutioner og rapporter på en lang række områder inklusiv homofobi, propaganda-love mod homoseksuelle, interseksuelle personers rettigheder og opfordring til en specifik EU-strategi for LGBTI og andre.  

I februar 2014 vedtog Parlamentet en resolution om en fremtid EU-strategi mod homofobi og diskrimination pga. seksuel orientering og kønsidentitet og har også vedtaget en rapport om udviklingen på global plan efter 2015, der opfordrer til, at udviklingsbistand også skal gives til beskyttelse og respekt for menneskerettigheder inklusiv for LGBTI-personer og personer med HIV.