Syrien: MEP’erne fordømmer formodet brug af kemiske våben 

 
 

Del denne side: 

MEP’erne debatterede d. 17. april situationen i Syrien, der nu går ind i sit ottende år med konflikt. Læs mere om Parlamentets svar på krisen i Syrien.

Douma, området for de kemiske angreb, Syrien d. 16 april, 2018. ©Hassan Ammar/AP Photos/European Union-EP 

Syv år med kampe i Syrien har tæret hårdt på landet landets befolkning og ført til en af de værste humanitære kriser siden Anden Verdenskrig. Ved åbningen af Parlamentets plenarsamling d. 16. april fordømte parlamentsformand Antonio Tajani det mistænkte brug af ulovlige kemiske våben i et angreb af det syriske regime for nyligt: “Parlamentet skal gøre det klart og tydeligt, at brugen af kemiske våben er uacceptabelt og er en rød linje, der ikke kan krydses ustraffet.”

Også lederne af de politiske grupper fordømte brugen af kemiske våben. De fleste udtrykte støtte til de angreb, som USA, Storbritannien og Frankrig efterfølgende udførte på kemiske faciliteter i Syrien, mens andre kritiserede de tre lande for at handle uden et FN-mandat.

EU’s udenrigschef Federica Mogherini understregede under debatten d. 17. april, at “Der er ikke nogen militær løsning på krigen.” Hun opfordrede EU til at bruge sin politiske kapital til at skubbe på for at få de syriske parter tilbage til forhandlingsbordet.

I en betænkning, som Parlamentet vedtog d. 15. marts, fordømte MEP’erne den stigende vold i Syrien. De beskyldte Assads regime og hans allierede i Rusland og Iran for ”afskyelige forbrydelser” og opfordrede til ”at forny og intensivere det globale samarbejde for at få en fredelig og bærdygtig løsning på konflikten.”

EU’s svar på konflikten i Syrien

Over 13 millioner mennesker i Syrien mangler humanitær hjælp, mens 5,6 millioner har forladt landet. En ud af tre skoler er blevet beskadiget eller fuldstændig ødelagt, og 35% af syrerne har ikke adgang til rent drikkevand.

EU er den største humanitære donor i Syrien. Siden konflikten brød ud i 2011, har EU og medlemslandene bidraget med 10,6 mia. euro i nødhjælp. EU giver også støtte til de nabolande, der modtager flygtninge, såsom Tyrkiet, Jordan og Libanon. Den 24.-25. april vil EU og FN afholde en Syrienskonference i Bruxelles.

Parlamentet fortsætter sin opfordring til at afslutte volden i Syrien på bagrund af FN’s sikkerhedsråds resolution 2254.