Venezuela: Europa-Parlamentet vil kun anerkende et fair valg 

 
 

Del denne side: 

Der venezuelanske præsidentvalg, der finder sted d. 20. maj, bør blive suspenderet, indtil det kan blive betragtet som pålideligt og gennemsigtigt, siger Europa-Parlamentet.

Venezuela ©EP/AP Images/Ariana Cubillos 

MEP’erne har opfordret til en øjeblikkelig suspendering af den første runde af valget i en betænkning fra d. 3. maj med 492 stemmer mod 87.

Fair valg

Europa-Parlamentet har advaret præsident Nicolas Maduros regime om, at det kun vil anerkende et valg, der respekterer lige, fair og gennemsigtige forhold for deltagelse. MEP’erne vil ikke anerkende den kommende afstemning, hvis det venezuelanske regime nægter at frigive politiske fanger, ikke ophæver forbud mod politiske modstandere i valget og undlader at give ordentlige garantier for, at en demokratisk valgproces kan finde sted.

“Valg, der ikke garanterer og respekterer de fundamentale demokratiprincipper, er ugyldige og kan ikke blive anerkendt af det internationale samfund eller i særdeleshed af EU,” siger Francisco Assis (S&D, Portugal), der er formand for Parlamentets Merkosurdelegation. ”Det er derfor, at den eneste mulige løsning er at suspendere valget indtil dets uafhængighed og pluralisme er garanteret.”

I øjeblikket oplever Venezuela en alvorlig politisk og økonomisk krise. Inflationen har gjort det svært for millioner af venezuelanere at få råd til mad og medicin og oppositionen, der i 2017 modtog Parlamentets Sakharov-pris, er blevet forhindret i at stille op i til præsidentvalget.  

Det er ikke første gang Europa-Parlamentet har opfordret regeringen i Venezuela til at forsvare menneskerettighederne, demokrati og retsstaten i landet. I 2017 fordømte MEP’erne en beslutning af Venezuelas højesteret om at suspendere nationalforsamlingens magt og beskyldte regimet for at undertrykke befolkningen gennem vold.

I februar opfordrede MEP’erne til at forlænge EU’s sanktioner mod præsident Maduro og andre militære ledere, der er ansvarlige for krisen i Venezuela. Parlamentet advarede mod, at fremtidige valg kun ville blive anerkendt, hvis reglerne for afstemningen blev aftalt med oppositionen og opfordrede til løsladelse af alle politiske fanger.

Parlamentets formand Antonio Tajani understregede i april, at det kun kan blive en legitim regering, valgt igennem fair og gennemsigtige valg, der kan genskabe tilliden til retsstaten og bygge bro over den voksende splittelse i Venezuela såvel som tage hånd om migrationskrisen i landet. Omkring to millioner mennesker har i de senere år forladt landet.

Ifølge Francisco Assis viser valget i Venezuela, “at præsident Maduro ikke er interesseret i dialog og forsoning, hvilket er nødvendigt for at opnå politisk og social stabilitet og effektivt bekæmpe den alvorlige humanitære krise, der lige nu påvirker millioner af venezuelanere.”