Direkte adgang til overordnet navigation (Tryk på "Enter")
Adgang til sidens indhold (klik på "Indgang")
Direkte adgang til andre websteder (Tryk på "Enter")

Parlamentet skærper reglerne om hvidvaskning af penge

Plenarmøde Pressemeddelelse - Retlige og indre anliggender / Økonomiske og monetære anliggender11-03-2014 - 16:42
 
A suitcase full of seized money during a press conference of the Dutch and Antwerp judicial police, Belgium.©BELGA/J.ROOSENS   Hvidvaskning af penge udgør årligt mellem 2 og 5% af det globale BNP Belgium.©BELGA/J.ROOSENS

Virksomheds- og fondsejere vil skulle opføres i offentlige registre i EU's medlemslande, siger et lovforslag, som MEP'erne stemmer om tirsdag. Forslaget vil også kræve, at banker, revisorer, advokater, ejendomsmæglere og kasinoer og andre skal være mere opmærksomme på mistænkelige pengeoverførsler foretaget af deres kunder. Formålet er at gøre det sværere at skjule tvivlsomme forretninger og bekæmpe skatteunddragelse.


 

"De offentlige registre vil gøre livet vanskeligere for kriminelle, der forsøger at gemme deres penge. Pt. mister vores økonomier enorme beløb som følge af skatteunddragelse, sagde ordføreren fra Udvalget for Borgerrettigheder Judith Sargentini (De Grønne, NL). "Idag er en god dag for lovlydige borgere, men en elendig dag for kriminelle", tilføjede ordføreren fra Økonomiudvalget Krišjānis Karinš (EPP, LT).


Registre skal vise, hvem der reelt står bag en virksomhed

 

Ifølge MEP'ernes ændringsforslag til direktivet om hvidvaskning af penge, skal oplysninger om de ultimative, egentlige ejere af bl.a. virksomheder, fonde, holdingselskaber og truster opføres i et offentligt, centralt register i hvert EU-land.


Disse registre skal forbindes på tværs af EU og være "offentligt tilgængelige efter forudgående identifikation af den person, der ønsker at få adgang til oplysninger, gennem grundlæggende onlineregistrering", siger MEP'erne. De indsatte dog også en række bestemmelser i det ændrede direktiv til beskyttelse af privatlivets fred og for at sikre, at kun de allermest nødvendige oplysninger bliver opført i registret.


Mere opmærksomhed om mistænkelige transaktioner

De foreslåede regler vil kræve, at bl.a. banker, finansinstitutter, revisorer, advokater, skatterådgivere og ejendomsmæglere er mere på vagt over for mistænkelige pengeoverførsler foretaget af deres kunder. Udkastet til de nye regler omfatter kasinoer, men det vil være op til medlemslandene selv at beslutte, om andre spilletjenester, der udgør en mindre risiko, også skal omfattes.


Den ændrede tekst muliggør en risikobaseret tilgang, der giver medlemsstaterne bedre mulighed for at identificere, forstå og mindske hvidvaskning af penge og risici for finansiering af terrorvirksomhed. Parlamentet stemte også om en forordning om pengeoverførsler, som skal gøre det lettere at spore betalere og betalingsmodtagere og deres aktiver.


Politisk udsatte personer

Reglerne om "politisk udsatte personer", dvs. personer, der udfører et politisk hverv og som derfor kan være mere udsatte for korruption end andre, skal udvides til også at omfatte "indenrigspolitisk" udsatte personer. Det gælder personer, der har eller som har haft et højerestående offentligt hverv for medlemsstaten som fx statsministre, regeringsmedlemmer, højesteretsdommere og parlamentsmedlemmer.


I tilfælde af højrisikorelationer, der involverer sådanne personer, skal der iværksættes yderligere tiltag for at fastslå formue- og indtægtskilder.

 

Næste skridt

Europa-Parlamentet vedtog sin førstebehandling af lovforslaget, så Parlamentets arbejde indtil nu kan overføres til det næste Parlament, som vil kunne vælge at arbejde videre på grundlag af førstebehandlingen efter valget i maj.


Den lovgivningsmæssige beslutning om indsatsen mod hvidvaskning af penge blev vedtaget med 643 stemmer for, 30 imod og 12 undladelser.


Den lovgivningsmæssige beslutning om pengeoverførsler blev vedtaget med 627 stemmer for, 33 imod og 18 undladelser.

Ref. : 20140307IPR38110
 
 
Kontakter