Direkte adgang til overordnet navigation (Tryk på "Enter")
Adgang til sidens indhold (klik på "Indgang")
Direkte adgang til andre websteder (Tryk på "Enter")

Parlamentet støtter overgangen til avancerede biobrændstoffer

Plenarmøde Pressemeddelelse - Miljø28-04-2015 - 14:24
 
Agriculture - Harvested grain corn and a flask of corn oil, used both as a cooking oil and a feedstock used for biodiesel   Anvendelsen af landbrugsjord til dyrkning af biobrændsel reducerer det areal, der er til rådighed for fødevareafgrøder ©BELGA/AGEFOTOSTOCK

Parlamentet stemte tirsdag om et lovforslag, der vil indføre loft over produktionen af biobrændstoffer fra fødevareafgrøder og fremme overgangen til alternative kilder. De nye regler har til formål at mindske udledningen af drivhusgasser som følge af den stigende anvendelse af landbrugsjord til dyrkning af afgrøder til biobrændstoffer.


"Det er lykkedes os at få en meget teknisk, teknologisk og ideologisk sag igennem", sagde Parlamentets ordfører på forslaget Nils Torvalds (ALDE, FI), da Parlamentet havde godkendt loven (der var allerede indgået en politisk aftale mellem Parlamentet og Rådet om de nye regler forud for afstemningen).


Torvalds gjorde sig dog også overvejelser om, hvorvidt loven i dens ændrede form er skrap nok: "Vi havde meget højere mål. Både hvad angår reduktionen af drivhusgasser og teknologisk fremskridt. Hvis Europa ikke bevæger sig fremad, vil det sakke agterud. Vi har også problemet med det blokerende mindretal i Rådet, som nogen gange udvikler sig til et mindretalsdiktatur af medlemsstater, der er bange for fremtiden", tilføjede han.


Førstegenerations biobrændstoffer skal tjekkes
Ifølge nuværende lovgivning skal EU-landene sikre, at minimum 10% af energiforbruget i transportsektoren i 2020 vil stamme fra vedvarende energi. De nye regler vil sikre at:


• Førstegenerations biobrændstoffer (fra afgrøder dyrket på landbrugsjord) ikke udgør mere end 7% af energiforbruget i transportsektoren i 2020


• Brændstofleverandørerne skal rapportere de anslåede drivhusgasemissioner forårsaget af omlægningen fra dyrkning af fødevarer til dyrkning af biobrændstoffer (også kendt som de indirekte ændringer i arealanvendelsen, fra engelsk "indirect land use change", ILUC) til EU-landene og Kommissionen


• Kommissionen skal rapportere og offentliggøre data om ILUC-relaterede emissioner


• Kommissionen skal aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Ministerrådet om mulighederne for at inkludere ILUC-emissionstallene i de eksisterende kriterier for bæredygtighed


Fremme af avancerede biobrændstoffer
EU-landene vil senest 18 måneder efter direktivets ikrafttræden skulle opstille nationale mål for, hvor stor andelen af avancerede biobrændstoffer - dvs. biobrændstoffer, der stammer fra visse typer affald eller nye kilder som fx tang, skal være af det totale brændstofforbrug til transport.


Næste skridt
Medlemsstaterne skal leve op til de nye regler i 2017.


Baggrund
Anvendelsen af landbrugsjord til dyrkning af biobrændstoffer reducerer det areal, der er til rådighed for dyrkning af fødevareafgrøder. Dermed øges presset for at frigøre mere jord, fx gennem skovrydning, til dyrkning af fødevarer - en proces, der er kendt som indirekte ændringer i arealanvendelsen ("indirect land use change", ILUC). Denne skovrydning medfører en øget udledning af drivhusgasser, hvilket kan ophæve en del af eller i nogle tilfælde endda alle gavnlige virkninger ved at anvende biobrændstoffer.


Ref. : 20150424IPR45730
Ajourført den: ( 28-04-2015 - 16:06)
 
 
Kontakter
 
 
 
 
 
   
Fakta
 

De fleste førstegenerations biobrændstoffer er fremstillet af majs, sukkerrør eller raps Andengenerations biobrændstoffer er fremstillet af fx affald eller tang

 
 
Pressemeddelelse om udvalgsafstemningen (14.04.2015)