Direkte adgang til overordnet navigation (Tryk på "Enter")
Adgang til sidens indhold (klik på "Indgang")
Direkte adgang til andre websteder (Tryk på "Enter")

Bologna-processen: MEPerne ønsker bedre mobilitet for studerende

Andet Artikel - Uddannelse14-03-2012 - 12:11
 
Bologna-processen er nu ved at blive forstærket ©Belga/EPA   Bologna-processen er nu ved at blive forstærket ©Belga/EPA

Bologna-processen er betegnelsen for et samarbejde, som de europæiske undervisningsministre indledte i 1999. Målsætningen er, at Europa udvikler sig til et fælles område for videregående uddannelse, hvor de studerende frit kan bevæge sig over grænserne. Tirsdag vedtog Europa-Parlamentet en betænkning af Luigi Berlinguer (S&D, Italien), som anbefaler flere penge til de europæiske uddannelsesinstitutioner for at opfylde målene i EU´s 2020-strategi for vækstskabelse.


I Bologna-deklarationen udtrykker medlemsstaterne en fælles vilje til at arbejde for udvikling af sammenlignelige uddannelser og uddannelsesbeviser, udvikling af en fælles gradsstruktur, udvikling af et fælles meritsystem baseret på ECTS, fjernelse af mobilitetshindringer for såvel studerende som undervisere og styrkelse af en europæisk dimension i uddannelserne.


Bologna-processen er nu ved at blive forstærket med henblik på at strukturere uddannelsessamarbejdet omkring målsætningerne i EU´s økonomiske 2020-strategi for vækstskabelse. Bologna-processen "er en forudsætning for en fuldstændig gennemførelse af EU's indre marked og et uundværligt værktøj til imødegåelse af udfordringerne fra den økonomiske og finansielle krise", hedder det i betænkningen.


Ifølge MEPerne skal den gensidige anerkendelse af kvalifikationer styrkes gennem det europæiske meritoverførsels- og meritakkumuleringssystem (ECTS). Herudover skal der ske en yderligere harmonisering af akademiske standarder, og der skal gøres en indsats for at fremme mobiliteten blandt studerende og undervisere på tværs af medlemsstaternes grænser. Endelig skal administrative hindringer for den akademiske mobilitet reduceres til et minimum.


Ordfører Luigi Berlinguer fastslår, at universiteterne har brug for en styrket finansiel støtte i forbindelse med omlægningen og standardiseringen af uddannelsessystemerne.

Ref. : 20120309STO40297