Direkte adgang til overordnet navigation (Tryk på "Enter")
Adgang til sidens indhold (klik på "Indgang")
Direkte adgang til andre websteder (Tryk på "Enter")

Budget 2014: Parlamentet stemmer imod Rådets nedskæringer på forskning og beskæftigelse

Plenarmøde Pressemeddelelse - Budget23-10-2013 - 13:37
 

Parlamentet gik onsdag imod Rådets foreslåede nedskæringer på forskning og beskæftigelse i en afstemning om EU's 2014-budget. MEPerne gik også imod nedskæringer på finansieringen af internationale politikker som fx humanitær bistand til Mellemøsten og syriske flygtninge og tilføjede midler til grænseagenturet Frontex, der overvåger EU's ydre grænser.


Parlamentets holdning til 2014-budgettet blev vedtaget med 480 stemmer for og 119 imod, mens 86 undlod at stemme.


Parlamentet foreslår et 2014-budget på 142,6 milliarder euro i forpligtelser og 136,1 milliarder euro i betalinger. Disse beløb ligger henholdsvist 8,1 milliarder euro (forpligtelser) og 4,3 milliarder euro (betalinger) under dette års budget. Rådet har tidligere beskåret Kommissionens budgetudspil med 240 millioner euro på forpligtelserne og 1,06 milliarder euro på betalingerne til henholdsvist 141,8 milliarder euro og 134,8 milliarder euro.


Skær ikke på områder, der er vigtige for økonomisk genopretning, siger MEPerne

På områder, som er afgørende for at sætte skub i økonomien, som fx den digitale dagsorden, forskning, innovation og jobskabelse (for unge), fulgte det samlede Parlament anbefalingerne fra Budgetudvalget om at tilbageføre de 629 millioner euro i betalinger, som Rådet foreslog at skære i juli, og tilføjede i stedet ekstra 34 millioner euro til disse budgetområder.


Flygtninge

MEPerne stemte også for at tilbageføre de 250 millioner euro til bistand til flygtninge fra Mellemøsten, som Kommissionen oprindeligt havde sat på budgettet, og supplerede desuden dette beløb med yderligere 50 millioner euro. MEPerne stemte også for at tilføje penge til humanitær bistand, særligt med henblik på situationen i Syrien.


Anne E. Jensen (Venstre / ALDE), der er Parlamentets ordfører på 2014-budgettet, understregede at budgettet for hjælp til flygtninge i Mellemøsten må afspejle de reelle behov: "EU skal leve op til sine løfter og forpligtelser. Jeg er helt sikker på, at alle forstår situationens alvor og behovet for humanitær bistand til dette område", sagde hun.


Forhandling om "jumbo-pakke"

Formanden for Budgetudvalget Alain Lamassoure (EPP, FR) refererede til de mange budgetmæssige udeståender: " Vi står foran forhandlinger om en jumbo-pakke, som inkluderer ændringsbudgetter for 2013, 2014-budgettet og den flerårige finansielle ramme 2014 - 2020. Parlamentet viser ansvarlighed denne uge ved at hastebehandle ændringsbudget nummer 6, som er nødvendigt for at Kommissionen kan betale regningerne fra næste måned og frem. Vi må alle, både Rådet, Kommissionen og Parlamentet, tage ansvar i de kommende vanskelige forhandlinger. Men én ting skal være klart: Parlamentet vil ikke tillade, at underskud bliver videreført til næste år".


Næste skridt

Efter Plenarafstemningen har Europa-Parlamentet og Rådet nu en 21-dages forligsperiode til at nå frem til en aftale om budgettet. Hvis de når frem til en aftale, vil den skulle endeligt godkendes på Plenarforsamlingen i november.


I mellemtiden venter Parlamentet stadig på, at Rådet godkender ændringsbudget nummer 8 (3,9 milliarder euro). Beløbet er nødvendigt for at dække dette års underskud på betalingerne. Rådets godkendelse af ændringsbudgettet er en forudsætning for, at Parlamentet kan godkende EU's flerårige budgetramme 2014-2020. Et andet ændringsbudget (nummer 9), som vil skulle dække støtte til Tyskland, Østrig og Tjekkiet til at udbedre skaderne efter oversvømmelserne tidligere i år og kompensere Rumænien for tørke, mangler også stadig at blive aftalt.


Parlamentets og Rådets positioner for hvert enkelt politikområde er vist i tabellen til højre.


Debat: Tirsdag den 22. oktober
Afstemning: Onsdag den 23. oktober
Procedure: Budget
#EUBudget #MFF

Ref. : 20131018IPR22651
 
 
Kontakter
 
 
  • Jens JENSEN
  • Media Services & Monitoring Unit
  • Telephone number(+45) 33 14 33 77
  • Telephone number(+33) 3 881 74713 (STR)
  • Mobile number(+45) 41 19 05 11
 
 
  • Rikke ULDALL
  • Press Unit
  • Telephone number(+32) 2 28 42976 (BXL)
  • Telephone number(+33) 3 881 72033 (STR)
  • Mobile number(+32) 498 98 32 57