Direkte adgang til overordnet navigation (Tryk på "Enter")
Adgang til sidens indhold (klik på "Indgang")
Direkte adgang til andre websteder (Tryk på "Enter")

NSA-overvågning: MEPerne vil ophæve SWIFT-aftalen med USA

Plenarmøde Pressemeddelelse - Grundlæggende rettigheder23-10-2013 - 15:02
 
Network cables. ©BELGA/AFP/T.Coex   ©BELGA/AFP/T.Coex

EU bør suspendere aftalen med USA om Terrorist Finance Tracking Programme (TFTP) som reaktion på påstande om det amerikanske National Security Agencys overvågning af overførsler af EU-borgeres bankdata via SWIFT, siger en ikke-bindende resolution vedtaget af Europa-Parlamentet onsdag.


Resolutionen, der var fremsat af S&D, ALDE og De Grønne blev vedtaget med 280 stemmer for, 254 imod og 30, hverken for eller imod.


Selv om Parlamentet ikke har nogen formel beføjelse til at iværksætte en suspension eller ophæve en international aftale, er Kommissionen "nødt til at handle, såfremt Parlamentet trækker sin støtte til en given aftale tilbage", siger den vedtagne tekst. MEPerne tilføjer, at Parlamentet vil tage Kommissionens svar på denne efterspørgsel med i betragtning, når man fremover overvejer, om man skal give sit samtykke til internationale aftaler.


Europol bør undersøge beskyldningerne


MEPerne beklager, at ingen EU-lande har undersøgt den påståede overvågning og opfordrer EU-landene til at tillade en undersøgelse foretaget af Europols Center til Bekæmpelse af It-Kriminalitet. Resolutionen opfordrer også til en "fuld teknisk undersøgelse på stedet" af påstandene om, at amerikanske myndigheder har haft uautoriseret adgang til eller har oprettet "mulige bagdøre" i SWIFT-serverne.


Udvalget for Borgerrettigheders særlige undersøgelse af masseovervågning af EU-borgerne bør også fortsat undersøge påstandene, tilføjer teksten.


Behov for høje standarder for databeskyttelse


Parlamentet understreger, at enhver udveksling af data med USA skal være baseret på en sammenhængende, retlig ramme for databeskyttelse, der giver juridisk bindende standarder for beskyttelse af personoplysninger, bl.a. med hensyn til formålsbegrænsning, dataminimering, information, adgang, rettelser, sletninger og klagemuligheder.


Baggrund


TFTP-aftalen mellem EU og USA om behandling og overførsel af oplysninger om bankoverførsler, der har til formål at spore terroristers pengeoverførsler, trådte i kraft i august 2010. Forlydender i pressen påstår, at det amerikanske National Security Agency (NSA) har overvåget EU-borgernes personlige økonomiske oplysninger, som håndteres af det belgiske selskab SWIFT. TFTP-aftalen sætter skrappe begrænsninger for de amerikanske myndigheders adgang til disse oplysninger. Hvis beskyldningerne viser sig at være rigtige, udgør de et klart brud på aftalen mellem EU og USA.


Debat: Onsdag den 9. oktober 2013

Afstemning: Onsdag den 23. oktober 2013

Procedure: Udtalelse fra Kommissionen fuldt af debat og resolution

#SWIFT #NSA #PRISM #EPInquiry #EUdataP

Ref. : 20131021IPR22725
 
 
Kontakter
 
 
  • Jens JENSEN
  • Media Services & Monitoring Unit
  • Telephone number(+45) 33 14 33 77
  • Telephone number(+33) 3 881 74713 (STR)
  • Mobile number(+45) 41 19 05 11
 
 
  • Rikke ULDALL
  • Press Unit
  • Telephone number(+32) 2 28 42976 (BXL)
  • Telephone number(+33) 3 881 72033 (STR)
  • Mobile number(+32) 498 98 32 57