Kvinder bør udgøre 40% af bestyrelser 

Pressemeddelelse 
 
 
""I dag udgør kvinder kun 17,6% af bestyrelsesmedlemmerne blandt børsnoterede selskaber. Parlamentet presser på for at få en mere retfærdig fordeling ved at øge andelen af kvinder til 40% i 2020." © BELGA/EASYSTOCKFOTO/A.Brockwell  

Børsnoterede selskaber i EU skal indføre gennemsigtige ansættelsesprocedurer for at sikre, at mindst 40% af deres bestyrelsesmedlemmer i 2020 er kvinder, siger et udkast til et ny EU-direktiv, som Parlamentet stemte om onsdag. MEP'erne foreslår, at der indføres sanktioner for virksomheder, der ikke sikrer gennemsigtige ansættelsesprocedurer. I 2013 var kun 17,6% af de menige bestyrelsesmedlemmer i EU's største virksomheder kvinder.

"Vi har vedtaget en konsekvent løsning og sendt et kraftigt signal til Rådet, men også til de europæiske interessenter og samfund", sagde medordfører for forslaget Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (EPP, EL) fra Europa-Parlamentets Udvalg for Kvinders Rettigheder. "Det er væsentligt for børsnoterede selskaber at udvikle sig og inkludere højt kvalificerede kvinder i deres beslutningsproces for at styrke konkurrenceevnen, men samtidig fuldt ud respektere EU's principper om værdier og lighed", tilføjede hun.


"Resolutionen præciserer og forbedrer åbne og gennemsigtige procedurer for udnævnelse af menige bestyrelsesmedlemmer i børsnoterede selskaber. Parlamentet har gjort sit hjemmearbejde, og nu er det op til Rådet at komme videre og sammen med os og Kommissionen sørge for at færdiggøre dette direktiv inden EU-valget og dermed komme tættere på ligestilling i de europæiske virksomheder. Det vil vise vores borgere, at vi kæmper for ikke-forskelsbehandling og lige muligheder for alle på arbejdsmarkedet", sagde medordføreren fra Retsudvalget Evelyn Regner (S&D, AT).


Gennemsigtige og lige ansættelsesprocedurer

MEP'erne opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at børsnoterede selskaber indfører effektive og bindende tiltag, der skal garantere lige adgang for både kvinder og mænd til menige bestyrelsesposter for dermed at sikre, at mindst 40% af ikke-ledende bestyrelsesposter i 2020 er besat af kvinder. Offentlige virksomheder vil skulle opfylde disse tiltag allerede i 2018.


Hvis to kandidater er lige kvalificerede, bør virksomheden prioritere kandidaten for det underrepræsenterede køn. MEP'erne understreger, at kvalifikationer og erfaring skal forblive de centrale kriterier.


Anvendelsesområde

Ansættelsesreglerne vil ikke gælde for små og mellemstore virksomheder (SMV'er), dvs. virksomheder med færre end 250 ansatte. MEP'erne opfordrer dog EU-medlemsstaterne til også at give SMV'erne incitamenter til at forbedre kønsbalancen i deres bestyrelser.


Sanktioner

Virksomheder, der ikke overholder reglerne, vil skulle forklare hvorfor samt informere de kompetente nationale myndigheder om, hvad de vil gøre for at nå målet i fremtiden.


Sanktioner, som fx bøder, bør pålægges virksomheder, der ikke lever op til gennemsigtighedskravene for ansættelsesprocedurerne, og ikke for manglende opfyldelse af målsætningen om 40% kvinder i bestyrelserne, siger MEP'erne. De foreslår, at udelukkelse fra offentlige udbud bør tilføjes listen over sanktionsmuligheder, som bør gøres obligatoriske snarere end vejledende, sådan som Kommissionen har foreslået.


Næste skridt

Parlamentet godkendte det ændrede forslag med 459 stemmer for, 148 imod og 81 udeladelser. Inden direktivet kan træde i kraft vil Parlamentet og Ministerrådet sammen skulle forhandle om en endelig tekst.