Direkte adgang til overordnet navigation (Tryk på "Enter")
Adgang til sidens indhold (klik på "Indgang")
Direkte adgang til andre websteder (Tryk på "Enter")

Europa-Parlamentet godkender EU's flerårige budgetramme 2014-2020

Plenarmøde Pressemeddelelse - Budget19-11-2013 - 12:34
 
Marco picture of a Euro coin - illustration   EU's næste flerårige budget har et stærkt fokus på investeringer i jobs, mindre virksomheder, forskning og uddannelse © BELGA/EASYFOTOSCHROMORANGE/K.NI

Efter måneders komplicerede forhandlinger gav Parlamentet tirsdag sit samtykke til EU's flerårige budget for 2014-2020 også kendt som den flerårige finansielle ramme. Parlamentet har fået alle de betingelser opfyldt, som det fremsatte i en resolution i juli måned efter politiske møder på højeste niveau mellem Parlamentet, det irske formandskab og Kommissionen. Det samlede budget for de næste 7 år er på 960 milliarder i forpligtelser og 908 milliarder i betalinger (i 2011 priser).


Løsning på de ubetalte regninger

Parlamentet krævede først og fremmest, at der blev fundet en løsning på de underskud på betalingsbudgettet, som i de senere år har gjort det næsten umuligt for Kommissionen at opfylde sine finansielle forpligtelser, for at sikre, at man ikke ville komme til at indlede 2014 i rødt. Medlemsstaterne gik med til at tilføje yderligere 3,9 milliarder euro for 2013.


Aftale om fælles retsgrundlag for alle EU-programmer

For det andet insisterede Parlamentet på, at alle retsgrundlag for de forskellige EU-programmer bliver færdiggjort på grundlag af fælles beslutningstagning mellem Rådet og Parlamentet. Det er nu blevet besluttet, og som resultat vil mange programmer blive stemt under denne uges Plenarforsamling i Strasbourg.


Højniveaugruppe om egne indtægter

For det tredje insisterede Parlamentet på oprettelsen af en højniveaus arbejdsgruppe om "egne indtægter", der skal arbejde på at reformere EU's nuværende indtægtssystem, eftersom det nuværende system med alle dets undtagelser, rabatter, forskellige finansieringskilder og afhængighed af de nationale budgetter er blevet uigennemskueligt. Medlemsstaterne gik med til at oprette arbejdsgruppen, som snart vil begynde sit arbejde.


Bedst mulig udnyttelse af hver en krone

I aftalen fra juni 2013 sikrede Parlamentet allerede de centrale prioriteter i sit forhandlingsmandat. Herunder også næsten fuld fleksibilitet til at flytte ubrugte midler (betalingsbevillinger) til et andet år samt udstrakt fleksibilitet for forpligtelserne, både mellem år og mellem udgiftskategorier. Fleksibiliteten er nødvendig for at sikre, at hver en krone på EU-budgettet bliver brugt, hvor der er mest brug for den. Denne fleksibilitet er særlig vigtig nu, hvor de årlige budgetter vil falde.


Midtvejsrevision

Et andet vigtigt resultat for Europa-Parlamentet var aftalen om en "revisionsklausul", der betyder, at EU-Kommissionen i 2016 skal fremlægge en gennemgang af, hvordan EU's flerårige budget (den flerårige finansielle ramme - FFR) fungerer, under hensynstagen til, hvordan den økonomiske situation ser ud på det tidspunkt. Der vil blive lagt særlig vægt på at tilpasse den fremtidige varighed af FFR - der pt. er 7 år - med EU-institutionernes 5-årige politiske cyklusser. Kommissionens gennemgang vil blive ledsaget af et lovforslag til revision.


Næste skridt

Efter Parlamentets samtykke idag vil Rådet endeligt godkende FFR-aftalen som A-punkt på konkurrencevneerådets møde den 2. december.


FFR-forordningen blev godkendt med 537 stemmer for, 126 imod og 19 undladelser.

Den ledsagende interinstitutionelle aftale blev godkendt med 557 stemmer for, 118 imod og 11 undladelser.



Ref. : 20131118IPR25541
Ajourført den: ( 19-11-2013 - 13:21)
 
 
Contact
 
 
  • Jens JENSEN

  • Media Services & Monitoring Unit
  • Telephone number(+45) 33 14 33 77
  • Telephone number(+33) 3 881 74713 (STR)
  • Mobile number(+45) 41 19 05 11
 
 
  • Rikke ULDALL

  • Press Unit
  • Telephone number(+32) 2 28 42976 (BXL)
  • Telephone number(+33) 3 881 72033 (STR)
  • Mobile number(+32) 498 98 32 57
 
 
Audiovisuel