Høringer af kommissærkandidaterne - fra venstre mod højre: Ferdinando NELLI FEROCI, Jacek DOMINIK, Martine REICHERTS, Jyrki KATAINEN 

De fire kandidater til EU-Kommissionen, udpeget til at tage over efter de kommissærer, der indtrådte i Europa-Parlamentet efter valget i maj, blev godkendt i Parlamentet onsdag morgen. De fire bliver kommissærer indtil udgangen af Kommissionens nuværende mandatperiode, der udløber den 31. oktober 2014. Kandidaterne blev hørt i de parlamentariske udvalg mandag aften.

Plenarforsamlingen godkendte de fire kandidater i én samlet afstemning med 421 stemmer for, 170 imod og 32 blanke. I overensstemmelse med Parlamentets forretningsorden var de fire kandidater forud for afstemningen igennem en høring i de parlamentariske udvalg, der er ansvarlige for deres ansvarsområde. Høringerne fandt sted mandag aften (for yderlige oplysninger, se pressemeddelelsen, der kan findes via linket til højre for denne tekst).


Kandidater og ansvarsområder
Jyrki Katainen (Finland) bliver kommissær for Økonomiske og Monetære Anliggender. Han erstatter Olli Rehn.


Fernando Nelli Feroci (Italien) bliver kommissær for Industri og iværksætteri. Han erstatter Antonio Tajani.


Martine Reicherts (Luxembourg) bliver kommissær for Retlige anliggender og grundlæggende rettigheder og medborgerskab. Hun erstatter Viviane Reding.


Jacek Dominik (Polen) bliver kommissær for Budget og finansiel programmering. Han erstatter Janusz Lewandowski.


Næste skridt
Rådet skal nu endeligt godkende udnævnelsen af de fire nye kommissærer, før de officielt kan indtræde i Kommissionen. Den endelige godkendelse forventes at være på plads i løbet af et par dage.


Alle dokumenter om høringerne kan findes på udvalgenes hjemmesider.