51 danske unge skal bestemme Europas fremtid 

Pressemeddelelse 
 
 
51 danske unge skal bestemme Europas fremtid © European Union 2016 - EP  

Over 8000 unge europæere samles til European Youth Event for at give deres bud på de vigtigste emner op til Europa-Parlamentsvalget.

 

Fattigdom, fællesskab og bæredygtighed bliver nogle af de hotteste emner, når unge mennesker fra forskellige EU-lande mødes og kommer med ideer til Europas fremtid.

 

Det er tredje gang, at The European Youth Event (EYE) løber af stablen. Arrangementet finder sted i Europa-Parlamentet i Strasbourg den 1.-2. juni - altså et år inden Europa-Parlamentsvalget.

 

Blandt de mange deltagere er 51 danske unge. Danskerne kommer fra Sukkertoppen Gymnasium, Danske Studerendes Fællesråd, DSU København, Rønde Højskole og Kolding Polar Bears.

 

Til EYE kan de unge i alderen 16-30 år deltage i 400 aktiviteter, debatter og workshops i parlamentsbygningerne i Strasbourg.

Bedste ideer i ungehøring

 

Parlamentets formand, Antonio Tajani, vil byde de unge velkommen, og 50 MEP’ere vil være til stede.

 

Blandt gæstetalerne er modtagerne af Sakharov-prisen Lamiya Aji Bashar og Denis Mukwege og EU-kommissær Marianne Thyssen.

 

De unge skal diskutere fem emner:

 

  • Rige og fattige: Opfordring til en fair fordeling
  • Sikker og farlig: Overlevelse i en turbulent tid
  • Hver for sig og sammen: At arbejde for et stærkere Europa
  • Gamle og unge: At følge med den digitale revolution
  • Lokalt og globalt: Beskyttelse af vores planet

 

Senere skal de unge præsentere de bedste ideer under en særlig ungehøring i Europa-Parlamentet til efteråret.

 

Hvis I ønsker kontakt til de danske grupper, må I gerne henvende jer til:

Lea Hovmand Jørgensen, pressemedarbejder på Europa-Parlamentets kontor i Danmark, tlf. +45 33 17 05 50 eller mail lea.jorgensen@ep.europa.eu.

 

 

#EYE2018 #ep19dk #eudk