Direkte adgang til overordnet navigation (Tryk på "Enter")
Adgang til sidens indhold (klik på "Indgang") (Tryk på "Enter")
NOT FOUND ! (Tryk på "Enter")

Europa-Parlamentets Journalistpris går til journalister fra Polen, Sverige, Ungarn og Storbritannien

CULT Kultur 13-10-2010 - 16:45
 

Europa-Parlamentets årlige pris for fremragende journalistik blev her til formiddag uddelt af Europa-Parlamentets formand Jerzy Buzek til journalister fra Polen, Sverige, Ungarn og Storbritannien inden for de 4 kategorier: den trykte presse, radio, TV og web. Det er 3. gang, at prisen uddeles. Hver vinder modtager 5000 EUR.


Witold Szablowski fra den polske avis Gazeta Wyborcza vandt prisen for artiklen "I dag skyllede to lig op på stranden". Artikel beskriver problemerne med illegal immigration til EU. Juryen beskriver artiklen som "informativ, levende og autentisk". Som et af jurymedlemmerne rosende udtrykte det, så er artiklens skrivestil som i "et litterært værk".


Kasja Norell og Nuri Kino fra Sveriges Radio Ekot vandt radioprisen for en undersøgende reportage om EU's finansielle støtte til Tyrkiet. Reportagen viser, at EU's støttemidler ikke når frem til lokale landmænd i Tyrkiet. Programmet, der er optaget i Tyrkiets landregioner og i Ankara, blev af juryen beskrevet som "en fremragende undersøgelse" karakteriseret ved sin "perfekte timing og længde".


Zsolt Németh fra MTV Ungarn vandt TV prisen for sit "Euforia" program, som præsenter EU's historie på en forståelig og underholdende måde for unge og personer uden noget dybere kendskab til EU. Juryen roste programmets kvalitet og også dets fantasi. Frem for alt formår programmet at være "attraktivt, underholdende og lærerigt på samme tid".


James Clive-Matthews fra England vandt webdelen med sin blogartikel "EU-topia - hvor stor procentdel af lovene kommer fra EU". Skribenten har foretaget et "ekstraordinært researcharbejde" og artiklen er ikke alene "informativ og interessant", men også meget "forståelig og overbevisende" samt skrevet med "humoristisk sans", siger juryen. Clive-Matthews, der er "en af de få bloggere, der dækker EU på seriøs vis" har udført en seriøs statistisk og sammenlignende undersøgelse, men artiklen kan samtidig "læses med fornøjelse".


Ved prisoverrækkelsen sagde Europa-Parlamentets formand Jerzy Buzek: "Med beslutningen om at oprette denne pris, ønsker Europa-Parlamentet at fremme den kritiske og upartiske journalistik. Jeg ved, hvor vanskelig en opgave det kan være at forklare EU og dens politikker og beslutninger. Men det er afgørende".


"Jeg kommer fra et land, hvor journalister i næsten 50 år ikke havde lov til at publicere, hvad de så; at skrive, hvad de tænkte og at sige højt, hvad de følte. Jeg ved hvor værdifulde disse værdier - disse fælles europæiske værdier - er. Jeg mener, det er endnu vigtigere at lytte til dem, der er kritiske, fordi de repræsenterer en kontrolinstans, der tvinger os til at forklare vores politikker bedre, og nogen gange hjælper de også ved at påpege fejl, vi måtte have begået."


Prisuddelingen blev efterfulgt af en paneldiskussion med titlen: "Journalister - en truet art?". Næsten alle nationale vindere fra EU's medlemslande deltog i arrangementet. Halvtreds unge journalister, der deltager i en workshop arrangeret af Europa-Parlamentet, var også til stede.



Ref. : 20101011IPR86428
 
 
 
Kontakter
 
 
 
  • Teodor STOYCHEV
  • Telephone number(+32) 2 28 40764 (BXL)
  • Telephone number(+33) 3 881 74601 (STR)
  • Mobile number(+32) 498 98 39 86