Direkte adgang til overordnet navigation (Tryk på "Enter")
Adgang til sidens indhold (klik på "Indgang") (Tryk på "Enter")
NOT FOUND ! (Tryk på "Enter")

"Rettighedsbrev" skal sikre retfærdig rettergang i hele EU

Plenarmøde Borgerrettigheder 13-12-2011 - 15:22
 

Enhver mistænkt eller anklaget for at have begået en forbrydelse i EU vil straks skulle underrettes om hans eller hendes proceduremæssige rettigheder i et let forståeligt sprog, siger en ny lov, som MEPerne vedtog tirsdag. Alle mistænkte, der er anholdt eller som tilbageholdes, skal have skriftlig besked om deres rettigheder, herunder retten til at forblive tavs, ret til akut lægehjælp samt retten til at kontakte pårørende. Danmark er på grund af retsforbeholdet ikke omfattet af de nye regler.


Det nye direktiv, som der allerede er indgået aftale om med medlemslandenes regeringer, fastsætter minimumsstandarder for retten til informationer i strafferetssager.


I dag kan borgere, der anholdes og sigtes for en lovovertrædelse ikke være sikre på, at de bliver ordentligt informeret om deres rettigheder overalt i EU. I nogle medlemsstater gives information om rettigheder i forbindelse med rettergang kun mundtligt, mens andre medlemslande giver informationen skriftligt, men kun på anmodning og ofte i et kompliceret og teknisk sprog.


"Det nye direktiv er en vigtig hjørnesten i sikringen af, at mistænkte og tiltalte i hele EU får en retfærdig rettergang takket være fælles regler. Vores borgeres rettigheder styrkes. Enkeltpersoner kan kun udøve deres ret til forsvar, hvis de ved, hvad disse rettigheder er. Parlamentet har udvidet listen over rettigheder, som det er vigtigt, at der oplyses om for eksempel lægehjælp, kontakt med familiemedlemmer etc.", sagde Parlamentets ordfører fra Udvalget om Borgernes Rettigheder, Birgit Sippel (S&D, DE).



Information, der skal gives inden første politiafhøring

Enhver, der er mistænkt eller anklaget for at have begået en forbrydelse, skal straks som et minimum oplyses om følgende proceduremæssige rettigheder:

  • Retten til adgang til en advokat

  • Enhver ret til gratis, juridisk rådgivning og betingelserne for at opnå den

  • Ret til at blive informeret om anklagen

  • Ret til tolkning og oversættelse

  • Retten til at forblive tavs


Oplysningerne skal gives enten mundtligt eller skriftligt og senest før den første officielle politiafhøring.


Rettighedsbrev ved anholdelse

Myndighederne vil være forpligtede til at give enhver, der er anholdt, tilbageholdt eller genstand for en europæisk arrestordre, skriftlig information i form af et "rettighedsbrev". Ud over de rettigheder, der er nævnt ovenfor, skal brevet give den anholdte oplysninger om:


  • Retten til adgang til materiale om sagen

  • Retten til at kontakte konsulære myndigheder samt retten til at kontakte en af sine nærmeste (fx et familiemedlem eller en arbejdsgiver)

  • Retten til akut lægehjælp

  • Hvor mange dage, man kan frihedsberøves, inden man kommer for en dommer


Rettighedsbrevet skal også indeholde grundlæggende oplysninger om mulighederne for at anfægte lovligheden af anholdelsen, få en gennemgang af frihedsberøvelsen eller anmode om midlertidig løsladelse.


Direktivet indeholder vejledende bestemmelser for de oplysninger, der skal gives i rettighedsbrevet. Medlemsstaterne kan tilpasse modellen til nationale regler samt tilføje yderligere oplysninger.


Medlemsstaterne har nu to år til at implementere det nye direktiv i den nationale lovgivning.


Storbritannien og Irland har valgt at tilslutte sig direktivet. Danmark er det eneste EU-land, der ikke er omfattet.


Aftalen om det nye direktiv blev vedtaget med 663 stemmer for, 24 imod og 17 undladelser.

Ref. : 20111213IPR33947
 
 
 
Kontakter
 
  • Isabel Teixeira NADKARNI
  • Telephone number(+32) 2 28 32198 (BXL)
  • Telephone number(+33) 3 881 76758 (STR)
  • Mobile number(+32) 498 98 33 36