One in five under 25 can't find a job within the EU. Parliament wants to use unspent 82 billion euros from structural funds to create new job opportunities in...(read more) Facebook
The EU's trade deficit with China tripled in just 10 years. How do we rebalance? As a first step, Members want to establish a monitoring board to find out to...(read more) Facebook
Some Parliament members are suggesting that European politicians should show Euro 2012 in Ukraine the red card in protest over the treatment of opposition...(read more) Facebook
Strong - but not invulnerable. Despite an impressive 4 metres and 600kg, the blue fin tuna is an endangered species. And why? Overfishing and illegal catches....(read more) Facebook De danske ministre fremlagde mandag til onsdag i denne uge det danske EU-formandskabs prioriteter i Europa-Parlamentets udvalg. Ministrenes præsentation blev fulgt op af spørgsmål fra MEPerne.
International handel
EUs internationale handelspolitik bør fokusere på eksport og gevinster på investeringer her og nu for at skabe vækst og arbejdspladser frem for at fokusere på langsigtede, strategiske projekter som WTO Doha-forhandlingerne, sagde handelsminister Pia Olsen Dyhr til Udvalget for International Handel onsdag.
Som særlige prioriteter nævnte ministeren bedre adgang til de brasilianske, russiske, indiske og kinesiske markeder for eksportvarer fra EU, fremskridt i forhandlingerne om en frihandelsaftale med Indien samt påbegyndelse af forhandlingerne om en tilsvarende aftale med Japan. Ministeren tilføjede, at formandskabet også vil prioritere bilaterale handelsforhandlinger med Canada, Colombia, Kina og Singapore.
Flere MEPer mente, at formandskabets prioriteter er "meget ambitiøse" og bemærkede, at handelsforhandlingerne med Indien, Japan og Colombia er særligt vanskelige. De satte desuden spørgsmålstegn ved, hvorvidt EU bør indgå aftaler, der kan vise sig at skade egne producenter, miljøet eller menneskerettigheder.
I sit svar sagde Pia Olsen Dyhr, at grøn vækst er en overordnet prioritet og lovede, at formandskabet ikke vil glemme EUs ansvar for at sikre fair global handel. Hun tilføjede, at "EU vil kunne drage fordel af at se handel og miljø i sammenhæng".
Ordstyrer: Vital Moreira (S&D, PT)
Kvinders rettigheder og ligestilling
Formandskabet skal være en katalysator for fremskridt på områder som underrepræsentationen af kvinder i virksomhedsbestyrelser, ligestilling mellem kønnene (i uddannelsessystemet såvel som andre steder) samt bekæmpelse af vold mod kvinder, sagde ligestillingsminister Manu Sareen i Udvalget for Kvinders Rettigheder og Ligestilling onsdag.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen nævnte ligeløn for kvinder, flere kvinder på arbejdsmarkedet samt reduktion af erhvervsmæssig kønsopdeling som prioriteter. Et andet mål er at genoplive forhandlingerne om barselsdirektivet.
MEPerne stillede spørgsmål om den stigende andel af ældre, hvordan man skaffer flere ind i "grønne jobs", reducerer pensionskløften mellem mænd og kvinder samt øger andelen af kvinder i beslutningstagende stillinger, fx via kvoter.
Ordstyrer: Mikael Gustafsson (GUE, SE)
Retsudvalget
Endelig vedtagelse af den nye aftale om et fælleseuropæisk patent, der pt. er strandet i Rådet pga. manglende enighed om sædet for patentdomstolen, "er afgørende for innovationen inden for EU" og en prioritet for formandskabet, sagde justitsminister Morten Bødskov og erhvervsminister Ole Sohn i Retsudvalget onsdag. Ministrene fremhævede også direktivet om årsregnskaber, der har til formål "at gøre virksomhederne mere ansvarlige" samt forordningen om grænseoverskridende arvesager, hvor der allerede er indgået en delvis aftale mellem Parlamentet og Rådet.
Ordstyrer: Klaus-Heiner Lehne (EPP, DE)
Konstitutionelle Anliggender
En mellemstatslig "finanspagt er den eneste mulige vej frem", sagde europaminister Nicolai Wammen til Udvalget for Konstitutionelle Anliggender onsdag.
Wammen mindede MEPerne om, at Parlamentet skal stemme om en protokol til chartret for grundlæggende rettigheder som Det Europæiske Råd vedtog i 2009 for Den Tjekkiske Republik. Med mindre den tjekkiske regering ikke ønsker det, "skal vi levere, hvad vi lovede (...), hvad enten vi kan lide det eller ej", sagde ministeren.
Ordstyrer: Carlo Casini (EPP, IT)
Indre Marked
"Finansiel konsolidering og vækst er de to ben, som Europa skal stå på", sagde erhvervs- og vækstminister Ole Sohn til Udvalget for det Indre Marked onsdag morgen. Ministeren understregede vigtigheden af Akten for det Indre Marked og sagde, at formandskabet vil søge at skabe resultater på så mange af de 12 forslag som muligt.
Han tilføjede, at modernisering af EUs udbudsregler, standardiseringssystemet, alternativ og online tvistbilæggelse samt anerkendelse af erhvervskvalifikationer vil stå højt på dagsordenen, og at formandskabet håber at kunne nå frem til førstebehandlingsaftaler om Roaming III-forordningen samt håndhævelse af intellektuelle ophavsrettigheder.
Ordstyrer: Malcolm Harbour (ECR, UK)
Udvalget for Industri, Forskning og Energi
Energieffektivitetsdirektivet er blandt topprioriteterne for det danske formandskab fortalte klimaminister Martin Lidegaard Parlamentets Industriudvalg onsdag. Dette direktiv vil blive "en drivkraft for Europas økonomiske opsving", sagde han.
Andre prioriteter omfatter yderligere modernisering af energiinfrastrukturen, Energikøreplanen 2050, Køreplanen for lavkulstofsøkonomi, forordningen om sikkerhed i offshore olie- og gasudvindingen samt lovgivningsforslaget om udveksling af oplysninger i forbindelse med mellemstatslige aftaler på energiområdet.
Akten for det Indre Marked er også her en væsentlig prioritet, understregede erhvervs- og vækstminister Ole Sohn i sin præsentation. Han tilføjede, at det digitale indre marked og den digitale dagsorden er af særlig stor betydning for EUs "finansielle konsolidering og vækst". Andre prioriteter er 'Connecting Europe Facility', direktivet om adgang til offentlige data samt en afklaring af fremtiden for ENISA.
Horisont 2020, EUs rammeprogram for forskning og udvikling 2014 - 2020 er også en nøgleprioritet, sagde videnskabsminister Morten Østergaard tirsdag. I disse udfordrende tider viser Kommissionens forslag den rigtige vej til at styrke forskning og udvikling for at skabe vækst og arbejdspladser, understregede ministeren.
Andre lovgivningsmæssige prioriteter inkluderer det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi, EURATOM og Global Monitoring for Miljø og Sikkerheds-programmet (GMES), som har til formål at bekæmpe klimaforandringer og miljøforringelse.
Ordstyrer: Amalia Sartori (EPP, IT)
Beskæftigelse og Sociale Anliggender
På beskæftigelsesområdet vil bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden være en hovedprioritet for formandskabet, fortalte beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og social- og integrationsminister Karen Hækkerup MEPerne i Udvalget for Beskæftigelse og Sociale Anliggender onsdag. De nye forslag angående den Europæiske Socialfond (ESF) og Den Europæiske Globaliseringsfond (EGF) vil spille en central rolle for dette arbejde, tilføjede de.
MEPerne udtrykte deres bekymring over den stigende arbejdsløshed for alle aldersgrupper pga. krisen og bad om, at der bliver iværksat særlige tiltag for at skaffe nye jobs. De øvrige prioriteter blev også debatteret: udstationeringsdirektivet, direktivet om sociale forandringer og udviklingsprogrammet samt ændringer til forordningen om social sikring.
Ordstyrer: Pervenche Berès (S&D, FR)
Regionalpolitik
Det vil være en hovedprioritet at komme så langt som muligt i forhandlingerne om en reform af samhørighedspolitikken, fortalte Europaminister Nicolai Wammen Regionaludvalget onsdag. Han understregede, at Parlamentet og Rådet nu har fælles kompetence over regionalpolitikken samt at ny EU-lovgivning på området vedtages gennem den fælles beslutningsprocedure.
Wammen forsøgte også at mane myten om, at Danmark som nettobidragyder, ikke vil være interesseret i at bringe forhandlingerne videre, i jorden, og fortalte MEPerne, at formandskabet vil føre forhandlingerne parallelt med forhandlingerne om den flerårige finansielle ramme. Ministeren gjorde det klart, at forhandlingerne om samhørighedspolitikken ikke bliver færdige under det danske formandskab, men han lovede at viderebringe MEPernes synspunkter til Rådet.
Ordstyrer: Danuta Hübner (EPP, PL)
Fiskeri
Formandskabet vil fokusere på reformen af den fælles fiskeripolitik (FFP), der bør indarbejdes i 2020-strategien for at sikre "en bæredygtig forvaltning af fiskeriressourcerne i EU-borgernes interesse", sagde Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Mette Gjerskov i Fiskeriudvalget onsdag. Det danske formandskab vil også fokusere på at opdatere lovgivningen om en indsats for dybhavsfiskeriet, den langsigtede forvaltningsplan for østersølaksen samt en forbedring af fiskeripolitikkens eksterne dimension, så den følger "de samme principper og standarder som inden for EU-farvandene".
Ordstyrer: Gabriel Mato Adrover (EPP, ES)
Udenrigsområdet
Det danske formandskab støtter op om EUs udenrigstjeneste EEAS, EU-udvidelsen og den europæiske naboskabspolitik, sagde europaminister Nicolai Wammen til Parlamentets Udenrigsudvalg tirsdag aften. Ministeren understregede, at et tættere dialogbaseret forhold mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter er vigtigt for både nye og gamle medlemsstater for at opnå politisk integration og velstand. Formandskabets involvering i udenrigspolitiske områder vil afhænge af omstændighederne. "Menneskerettigheder vil være det ledende interne og eksterne princip", tilføjede Wammen. Derudover vil det "at tale med én stemme" samt indirekte samarbejdet med EUs høje repræsentant for udenrigsanliggender Cathrin Ashton stå højt på dagsordenen.
Ordstyrer: Elmar Brok (EPP, DE)
Retlige og Indre Anliggender
Etableringen af et fælles, europæisk asylsystem er en central prioritet på området for Retlige og Indre Anliggender, sagde justitsminister Morten Bødskov onsdag. Migration, genbosætning, visumpolitik og et forstærket Schengensamarbejde står også højt på den danske dagsorden, tilføjede han.
For at forbedre indsatsen mod terror og grænseoverskridende kriminalitet vil formandskabet også søge at fremme forhandlingerne om forslaget til et europæisk passagerregister (Passenger Name Record), sagde ministeren og tilføjede, at det udkast til en aftale mellem EU og USA, som i øjeblikket diskuteres i Parlamentet "er det bedst mulige resultat". Bødskov nævnte også forslag om sprængstoffer, internetkriminalitet, lovpakken om beskyttelse af ofre samt adgang til dokumenter.
Ordstyrer: Juan Fernando López Aguilar (S&D, ES)
Landbrug
"Sammen skal vi støbe fundamentet til det hus, der skal udgøre fremtidens landbrugsstøtte", sagde Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Mette Gjerskov til Landbrugsudvalget tirsdag eftermiddag. EUs nye landbrugspolitik skal være "egnet til fremtiden" og tilpasses "de ændrede behov, prioriteter og forventninger fra de europæiske landmænd, borgere og skatteydere".
Formandskabet vil presse på for fremskridt med hensyn til lovpakken om fødevarekvalitet samt kigge nærmere på den stigende antibiotikaresistens. Danmark vil desuden tage hul på debatten om fremtidige forslag til økologisk produktion samt den nye EU-strategi for dyrevelfærd, som Kommission fremlagde i sidste uge.
Ordstyrer: Paolo de Castro (S&D, IT)
Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed
EU bør bygge videre på de klimamål, som vi opnåede i Durban, sagde klimaminister Martin Lidegaard til Miljøudvalget tirsdag. Han tilføjede, at udkastet til en køreplan for en kulstoflav økonomi er "nøglen til fremtidig klimapolitik". MEPerne understregede, at formandskabet har et "window of opportunity" til at fremme en reform af handelssystemet for emissioner samt støtte en effektiv pris på kulstof.
Dyrevelfærd, reform af landbrugsstøtten og den fælles landbrugspolitik er også prioriteter her, fortalte Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Mette Gjerskov. Gjerskov og fungerende sundhedsminister Pia Olsen Dyhr understregede desuden begge, at antibiotikaresistensen er et område, hvor der skal sættes ind.
Europa er nødt til at anvende sine ressourcer mere effektivt og bæredygtigt, sagde miljøminister Ida Auken tirsdag til MEPerne i Miljøudvalget, hvor også Margrethe Auken er medlem. Ida Auken tilføjede, at EU vil forsøge at skabe bæredygtige mål på Rio 20 topmødet i juni. MEPerne opfordrede til fremskridt med hensyn til verserende lovgivning, såsom regler for GMO-afgrøder.
Ordstyrer: Matthias Groote (S&D, DE)
Kultur og Uddannelse
Bekæmpelse af for tidligt skolefrafald, øget mobilitet samt forbedring af de unges erhvervskvalifikationer er hovedprioriteterne på området for unge og uddannelse, sagde uddannelsesminister Christine Antorini til Kultur- og Uddannelsesudvalget tirsdag. Ministeren understregede behovet for at indføre benchmarks for at kunne måle effekten af uddannelse på unges mobilitet og egnethed til beskæftigelse.
"Erasmus for alle"-programmet er også en vigtig prioritet. Forhandlingerne om et navn til programmet og de ressourcer, der skal afsættes til det, bliver videreført de kommende måneder, tilføjede hun.
Kulturminister Uffe Elbæk fortalte, at formandskabet på området for kultur og idræt vil fokusere på programmet "Et Kreativt Europa", digitalisering af Europas kulturarv samt udviklingen af de kulturelle relationer uden for EU. Der vil også blive lagt særlig vægt på sport, herunder især bekæmpelse af dopingmisbrug og forudaftalte kampresultater, sagde Elbæk.
Ordstyrer: Doris Pack (EPP, DE)
Transport
Tidligere MEP og nuværende transportminister Henrik Dam Kristensen fortalte tirsdag i Transportudvalget, at formandskabet vil fokusere på "europæisk merværdi" samt grænseoverskridende infrastrukturprojekter i forhandlingerne om retningslinjerne for det transeuropæiske netværk samt forslaget til 'Connecting Europe Facility'.
Ministeren håber også at nå frem til en aftale om forbedrede jernbaneforbindelser og inviterede desuden MEPerne til at deltage i en konference om trafiksikkerhed for unge til juni. Nogle MEPer kritiserede formandskabets prioritet om at favorisere grænseoverskridende brug af "øko-combies" (større og tungere køretøjer).
Mindskelse af bureaukratiet for at hjælpe EU-fartøjer til at klare sig i den globale konkurrence, indsats mod pirater samt fremskyndelse af de fælles, internationale regler for uddannelse og kvalifikationer for søfolk er formandskabets topprioriteter for søtransport, sagde erhvervs- og vækstminister Ole Sohn.
Ordstyrer: Brian Simpson (S&D, UK)
Økonomiske og Monetære Anliggender
De vigtigste prioriteter er "two-pack"-forordningerne, der skal forstærke den finanspolitiske overvågning samt den økonomiske og finansielle overvågning af eurolande med alvorlig finansiel ustabilitet, sagde økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager i Økonomiudvalget mandag.
Andre prioriteter omfatter en styrkelse af reglerne for økonomisk styring, finansiel krisestyring, samarbejde om skattespørgsmål samt energiafgifter til sikring af klimamålene. Vestager understregede, at Europa-Parlamentet spiller en vigtig rolle ikke blot som medlovgiver, men også mht. at fremme samarbejdet mellem EUs 27 medlemsstater, de 17 eurolande og de fremtidige europagtlande.
Ordstyrer: Sharon Bowles (ALDE, UK)