Direkte adgang til overordnet navigation (Tryk på "Enter")
Adgang til sidens indhold (klik på "Indgang") (Tryk på "Enter")
NOT FOUND ! (Tryk på "Enter")

MEPerne støtter de nye sanktioner mod Iran og advarer mod yderligere konfliktoptrapning

Plenarmøde Eksterne forbindelser 02-02-2012 - 15:56
 

MEPerne bakker op om de skrappe nye EU-sanktioner over for Iran, som skal forsøge at bringe Iran til forhandlingsbordet, men understreger, at sanktionerne ikke må ramme civilbefolkningen. Parlamentet kræver også, at Iran stopper sit hemmelige atomprogram og fordømmer truslen om at lukke Hormuz-strædet i en resolution vedtaget torsdag.


Parlamentet bemærker, at de nye sanktioner, som omfatter gradvis forbud mod import af iransk råolie til EU, vil kunne medvirke til, at den iranske regering begynder at respektere FNs resolutioner samt til at undgå yderlige konfliktoptrapning. MEPerne ønsker dog også at sikre, at sanktionerne målrettes mod den ansvarlige elite og ikke almindelige borgere. Man skal især sikre sig, at særligt udsatte grupper ikke bliver ramt. MEPerne er samtidig bekymrede over konsekvenserne af importforbuddet for olie for nogen EU-lande og anmoder Rådet om at gøre noget for at opveje konsekvenserne.


MEPerne mener, at en blokade af Hormuz-strædet vil kunne føre til en regional konflikt og udløse repressalier fra det internationale samfund. De opfordrer de iranske myndigheder til at undlade at blokere strædet.


Diplomatisk løsning vigtig

Parlamentet støtter Rådets engagement i arbejdet for en diplomatisk løsning på det iranske atomspørgsmål og EUs mål om at nå frem til en langsigtet, bred løsning. Parlamentet understreger, at uoverensstemmelserne med Iran i forbindelse med landets atomprogram skal løses fredeligt, og at der ikke er nogen militær løsning på konflikten.


MEPerne anerkender, at dialog og samarbejde med Tyrkiet kan være en vigtig faktor i forhold til at nå frem til en løsning.


De beklager, at Kina og Rusland fortsat afviser at støtte sanktioner mod Iran i FN's Sikkerhedsråd og opfordrer Rusland til at indstille støtten til Irans nukleare udvikling, indtil Iran fuldt ud overholder sine forpligtelser i henhold til de relevante FN-resolutioner.


Baggrund


EUs udenrigsministre blev den 23. januar enige om yderligere sanktioner mod Iran, herunder et gradvist forbud mod import af iransk råolie til EU fra den 1. juli. EU køber idag ca. 20% af Irans olieeksport.


Grækenland er mest afhængig af Iran. Grækerne køber omkring en tredjedel af deres olie fra Iran. Italien og Spanien køber hver lidt over 10%.

Ref. : 20120201IPR36947
 
 
 
Kontakter