|
|
|
Nicole FONTAINE, Formand for Europa-Parlamentet
Dødsstraf Åbent brev til det amerikanske folk
|
|
 |
|
Et stort flertal blandt alle nationaliteterne og de politiske tendenser i Europa-Parlamentet, som er det demokratiske talerør for 370 mio. europæere, der i dag udgør Den Europæiske Union, forstår ikke, at De Forenede Stater i dag er det eneste blandt verdens store demokratier, som ikke har afskaffet afsigelse af dødsdomme og anvendelse af dødsstraf.
Hver gang der er fastlagt en henrettelse i en af delstaterne i Deres land, antager de følelser og den fordømmelse, den bevirker, nu en verdensomspændende dimension. Alle interventioner til fordel for mildhed fra de højeste religiøse eller politiske myndigheder over for de guvernører, som den endelige afgørelse afhænger af, afvises.
Den nylige henrettelse af Rocco Derek Barnabei vakte særlig stærke følelser i Europa, både fordi der endnu en gang var tvivl med hensyn til hans virkelige skyld, og fordi hans familie ud over at være af amerikansk nationalitet ligeledes stammer fra en af Den Europæiske Unions stater: Italien.
De diplomatiske demarcher, som vi er mange, der har foretaget over for Virginias guvernør, efter anmodning fra den dødsdømtes nærmeste og de foreninger, som støtter hans sag, var resultatløse. Derfor tillader jeg mig at sende Dem dette åbne brev, ikke for at belære Dem, men inden for rammerne af en loyal dialog, som sømmer sig for det venskab, der forener vore store kontinentale blokke.
På denne side af Atlanterhavet bestrides det ikke, at Deres store land i vidt omfang i hele verden symboliserer frihed og demokrati. Ingen har glemt, hvad Europa skylder Deres land for den hjælp, som det ydede Europa til at genvinde friheden, og som det betalte med sine børns blod under de to verdenskrige. Ingen bestrider, at dødsstraffen er anerkendt af den amerikanske Højesteret i overensstemmelse med De Forenede Staters forfatning. Ingen bestrider endvidere, at der efter afsigelsen af dødsdomme følger en årelang procedure, som giver de dømte mulighed for genoptagelse af deres sag. Ingen bestrider ethvert organiseret samfunds ret til at sikre sig mod forbrydere, som truer personers og goders sikkerhed, eller til at idømme dem straffe, som står i forhold til deres forbrydelser.
Europa glemmer ikke, at det indtil for nylig selv anvendte dødsstraf og ofte på grusom måde. Visse stater havde afskaffet den for lang tid siden i deres strafferet eller i praksis. Men for mindre end to årtier siden havde nogle store europæiske nationer med et stærkt engagement i menneskerettighederne og de universelle værdier, heriblandt mit fædreland, Frankrig, endnu ikke opgivet dødsstraffen, og da disse landes parlamenter bekvemmede sig til at afskaffe den, var de politiske debatter lige så voldsomme, som de er i dag i De Forenede Stater. I dag er enhver polemik forstummet.
Men der har udviklet sig en kollektiv bevidsthed i hele Europa, og den har fjernet de betænkeligheder, som fortsat eksisterede. Denne bevidsthed, som jeg i dag tillader mig at opfordre det amerikanske folk til at nå frem til, er baseret på følgende elementer: en objektiv undersøgelse har aldrig bevist, at dødsstraffen havde en afskrækkende virkning på den grove kriminalitet, og i ingen af de europæiske lande, som for nylig har afskaffet dødsstraffen, er denne grove kriminalitet taget til. Nutidens samfund har tilstrækkelige midler til at beskytte sig herimod på anden måde end ved at bryde princippet om menneskelivets ukrænkelighed. At straffe med døden er blot den gamle gengældelsesrets arkaiske overlevelse: du har slået ihjel, altså skal du dø. Henrettelsers makabre scenario har mindre med værdighed end med et lovligt mords offerritual at gøre. Når en fuldstændig stabiliseret retsstat, som råder over andre midler til at forsvare sig med, anvender dødsstraf, svækker den ethvert menneskelivs ukrænkelige karakter og den moralske myndighed, den kan have til at forsvare den, overalt i verden, hvor den forhånes. Endelig er alt for mange af de dømte, som man har frataget livet, senere blevet kendt uskyldige, og da er det samfundet, der netop i den rets navn, som det har givet sig selv, selv har begået en uoprettelig forbrydelse.
Har der i hele vore moderne samfunds retsvæsens historie blot været en uskyldig, som man har sendt i døden ved en fejltagelse, skønt denne overhovedet ikke er nødvendig, ville dette være nok til radikalt at fordømme selve princippet om dødsstraf. Men vi ved alle, at dette er tilfældet, navnlig i De Forenede Stater.
Jeg ved, at størstedelen af befolkningen i Deres land fortsat går ind for bevarelse af dødsstraffen, og at inden for et demokrati er folket enerådende. Men er det tilstrækkeligt for ansvaret hos dem, der skal lede deres land med klogskab og modernitet? Da præsident Lincoln afskaffede slaveriet, havde han da støtte fra størstedelen af Sydstaterne? Da præsident Roosevelt lod De Forenede Stater kæmpe på europæernes side for at genskabe fred og frihed i en verden, som var ødelagt af nazismen og dens allierede, fik han da straks bred støtte blandt amerikanerne? Da præsident Kennedy indførte ophævelse af raceadskillelsen, som fortsat eksisterede i visse amerikanske delstater, havde han, uden tvivl med sit eget liv som indsats, mod til at gå imod de mange, som selv ved anvendelse af vold agtede at opretholde den. Kan vore dages politikere på grund af opportunisme eller tragten efter vælgertække blot være en bleg skygge af disse store visionære personligheder, som har skabt den amerikanske nations union og storhed?
Ikke som dommer, men som ven af et meget stort land og ledefyr for verden, fremsætter jeg ønske om, at De Forenede Stater slutter sig sammen med Europa om at afskaffe dødsstraffen, som ikke længere har nogen eksistensberettigelse i det nye årtusind, vi er på vej ind i.
|
|
|
|
|
|
EN FR