Den demokratiske opposition i Venezuela - 2017, Venezuela

Den demokratiske opposition i Venezuela: Nationalforsamlingen (Julio Borges) og alle politiske fanger, som er oplistet af Foro Penal Venezolano, repræsenteret ved Leopoldo López, Antonio Ledezma, Daniel Ceballos, Yon Goicoechea, Lorent Saleh, Alfredo Ramos og Andrea González

Den demokratiske opposition i Venezuela, Modtager af Sakharovprisen 2017

© EU 2017 - EP/AP Images / Ariana Cubillos

I 2017 blev Sakharovprisen givet til den demokratiske opposition i Venezuela, dvs. til landets nationalforsamling (repræsenteret ved Julio Borges) og til alle politiske fanger på Foro Penal Venezolanos liste, repræsenteret ved Leopoldo López, Antonio Ledezma, Daniel Ceballos, Yon Goicoechea, Lorent Saleh, Alfredo Ramos og Andrea González.

I flere år har Venezuela været i politisk krise Det regerende parti har løbende begrænset retsstaten og den forfatningsmæssige orden, og i marts 2017 fratog højesteret den demokratisk valgte nationalforsamling dens lovgivningsmæssige beføjelser. Julio Borges, formanden for nationalforsamlingen, opsummerede situationen i Venezuela med følgende ord: "Det er ikke blot en politisk konfrontation i Venezuela. Det er en vital, eksistentiel, værdibaseret konfrontation.
 
På en baggrund af hyperinflation, kaos og uro, som har stået på i mindst et årti, har den venezuelanske regering forfulgt, chikaneret og tilbageholdt hundreder af politiske modstandere.  De politiske fangers identitet og status rapporteres af Foro Penal Venezolano, en fremtrædende venezuelansk menneskerettighedsorganisation, som yder gratis juridisk bistand til mennesker med begrænsede økonomiske ressourcer, der formodes at være blevet tilbageholdt vilkårligt, tortureret eller forulempet under demonstrationer.

Den venezuelanske regering har tilbageholdt oppositionsledere som f.eks. Leopoldo López, Antonio Ledezma, Daniel Ceballos, Yon Goicoechea, Lorent Saleh, Alfredo Ramos og Andrea González. Nogle af dem blev midlertidigt løsladt i 2018, men mange sidder stadig i husarrest eller i fængsel, i nogle tilfælde under barske og umenneskelige vilkår.
 
Efter mere end tre år i fængsel har den venezuelanske oppositionsleder Leopoldo López siddet i husarrest siden juli 2017 og har ikke fået lov til at vende tilbage til det politiske liv. En anden fremtrædende oppositionspolitiker og forhenværende borgmester i Caracas, Antonio Ledesma, havde siddet i husarrest siden 2015, men havde held til at flygte fra landet i november 2017, mens andre forhenværende borgmestre, Alfredo Ramos fra Iribarren og Daniel Ceballos fra San Cristóbal, også har været fængslet i lange perioder. De er begge blevet løsladt.

I kølvandet på præsidentvalget i maj 2018, som oppositionen boykottede, og hvis resultat de fleste internationale aktører ikke har anerkendt, herunder EU, har den venezuelanske regering forsøgt at forbedre sit image ved at løslade nogle politiske fanger. Sakharovprismodtageren Lorent Saleh, en studenterleder og aktivist for demokrati, holdes fortsat isolationsfængslet i Heliocoide-fængslet i Caracas, selv om hans helbred er svigtende.

Sakharovprisen er en anerkendelse af deres mod og deres fortsatte indsats for en fremtid med frihed og velstand i Venezuela.

Nadia Murad og Lamya Haji Bashar - 2016, Irak

Raif Badawi - 2015, Saudi Arabien

Denis Mukwege - 2014, Den Demokratiske Republik Congo

Malala Yousafzai - 2013, Pakistan

Nasrin Sotoudeh - 2012, Iran

Jafar Panahi - 2012, Iran

Mohamed Bouazizi - 2011, "Det arabiske forår", Tunesien

Ali Ferzat - 2011, "Det arabiske forår", Syrien

Asmaa Mahfouz - 2011, "Det arabiske forår", Egypten

Ahmed El Senussi - 2011, "Det arabiske forår", Libyen

Razan Zaitouneh - 2011, "Det arabiske forår", Syrien

Guillermo Fariñas - 2010, Cuba

Andre prismodtagere