Oleg Sentsov, Sakharovprismodtager 2018

© Sergei Venyavsky/Getty Images

Oleg Sentsov er en ukrainsk filminstruktør og forfatter og en højlydt kritiker af Ruslands annektering af Krim.

Sentsov blev født i Simferopol i 1976, studerede økonomi i Kiev og arbejdede efterfølgende som manuskriptforfatter og filminstruktør i Moskva. I 2012 fik han sin spillefilmsdebut med den prisvindende film Gámer. I 2013 blev han aktivt medlem af AutoMaidan-bevægelsen, som arbejdede for friheds- og menneskerettigheder og var med til at give næring til EuroMaidan-revolutionen. I forbindelse med den ulovlige annektering af Krim i 2014 organiserede Sentsov humanitær hjælp til de omringede ukrainske soldater, og forsynede dem med mad og medicin samt hjælp til at evakuere af deres familier.

Den 10. maj 2014 blev han arresteret i Simferopol på Krim på anklager om planlægning af terrorhandlinger mod det russiske de facto-styre på Krim. Den russiske sikkerhedstjeneste transporterede ham til Rusland. Han tilbragte et år i fængsel, før han blev stillet for en militærdomstol, som afsagde en dom over ham på 20 års fængsel, ved noget, som Amnesty International beskrev som "en ekstremt kynisk skueproces". De russiske myndigheder behandlede ham som russisk statsborger, selv om han aldrig havde haft et russisk pas og erklærede, at han kun havde ukrainsk statsborgerskab.

Sentsov blev anklaget for at have stået i spidsen for en terrororganisation med planer om at sprænge monumenter på Krim i luften. Han fastholdt hårdnakket, at han var uskyldig, og der blev ikke fremlagt noget afgørende bevis for, at han var involveret i kriminelle aktiviteter. Anklagemyndighedens centrale vidne trak sin oprindelige tilståelse tilbage og afslørede, at han havde afgivet den under tortur. I sin tale i retten gjorde Sentsov grin med processen med den opdigtede anklage og udtrykte sit håb om, at folk i Rusland ikke længere ville være bange.

Sentsov blev efter domsafsigelsen sendt til en flugtsikret straffekoloni i Sibirien nord for polarcirklen, tusindvis af kilometer væk fra hjemmet. I fængslet fortsatte Sentsov kampen for sine overbevisninger. I maj 2018 indledte han en 145 dage lang sultestrejke, hvor han krævede løsladelse af alle ukrainske politiske fanger i Rusland. Han blev tvunget til at afslutte den under trussel om tvangsfodring og på grund af sin kritiske helbredstilstand.

Den 14. juni 2018 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning, hvor det insisterede på en øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af Oleg Sentsov og alle andre ulovligt tilbageholdte ukrainske statsborgere i Rusland.

Det internationale samfund, menneskerettighedsgrupper, russiske filmmagere, anerkendte filminstruktører og berømte skuespillere støttede Sentsov og opfordrede til, at han blev løsladt. Det russiske menneskerettighedscenter Memorial anerkendte ham som politisk fange.

I september 2019 blev Sentsov løsladt fra fængslet og vendte tilbage til Ukraine. Hans løsladelse var en del af en aftale mellem Rusland og Ukraine om indbyrdes udveksling af grupper af fanger. I en erklæring udtrykte Europa-Parlamentets formand sin lettelse over nyheden om Sentsovs løsladelse. Han roste ham som en modig mand, der havde modstået uretfærdigheden med værdighed.

Den demokratiske opposition i Venezuela - 2017, Venezuela

Nadia Murad og Lamya Haji Bashar - 2016, Irak

Raif Badawi - 2015, Saudi Arabien

Denis Mukwege - 2014, Den Demokratiske Republik Congo

Malala Yousafzai - 2013, Pakistan

Nasrin Sotoudeh - 2012, Iran

Jafar Panahi - 2012, Iran

Mohamed Bouazizi - 2011, "Det arabiske forår", Tunesien

Ali Ferzat - 2011, "Det arabiske forår", Syrien

Asmaa Mahfouz - 2011, "Det arabiske forår", Egypten

Ahmed El Senussi - 2011, "Det arabiske forår", Libyen

Razan Zaitouneh - 2011, "Det arabiske forår", Syrien

Guillermo Fariñas - 2010, Cuba

Andre prismodtagere