Fri bevægelighed er retten til at flytte til en anden medlemsstat med henblik på en række forskellige formål fra at udøve en økonomisk aktivitet, til at modtage tjenesteydelser, gå på pension, uddanne sig eller ledsage familiemedlemmer. Den frie bevægelighed skal sikre, at EU-borgere ikke behøver at foretage en formel anmeldelse af deres tilstedeværelse til indvandringsmyndighederne i værtsmedlemsstaten ved kortvarige ophold som for eksempel i turisme‐ eller indkøbsøjemed. I en indledende periode på tre måneder kræver retten til fri bevægelighed i EU udelukkende besiddelse af et gyldigt pas eller identitetskort. I denne periode behøver medlemsstaterne ikke at udbetale sociale ydelser.

Undersøgelser har konsekvent påvist, at de fleste EU-borgere flytter til et andet EU-land for at arbejde i det pågældende land. I tilfælde af at en EU-borger ikke har held til at finde et arbejde eller opnå en rimelig indtægt og derfor bliver hjemløs, giver direktivet om fri bevægelighed (2004/38/EF) medlemsstaterne mulighed for at tilbagesende EU-borgeren på helt særlige betingelser, hvis denne enten ikke opfylder eller er ophørt med at opfylde betingelserne for ret til ophold.

Hjemløse er en af de udsatte grupper, som er omfattet af EU's politikker om social inklusion og fattigdomsbekæmpelse. Uanset deres nationalitet har hjemløse EU-borgere i denne sammenhæng først og fremmest behov for tiltag, som kan fremme deres sociale inklusion i samfundet for så vidt angår adgang til ordentlige boliger, sundhedstjenester, uddannelse og til arbejdsmarkedet. Medlemsstaterne kan benytte EU's finansielle instrumenter som de europæiske struktur‐ og investeringsfonde (ESI-fondene) eller Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede (FEAD) med henblik på bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse af de mest sårbare personer i EU.