Artikel
Ny mandatperiode, ny Europa-Kommission
Høringer - Institutioner - 27-10-2009 - 15:30
Den nuværende Kommissions mandatperiode nærmer sig sin afslutning, og snart skal der sættes navne på de nye kommissærer. Det er Kommissionens formand, José Manuel Barroso, som har til opgave at udpege de enkelte kommissærer. Men før de kan påbegynde deres arbejde, skal de godkendes af Parlamentet.
Kommissionens nyvalgte formand, José Manuel Barroso, vil snart udvælge sine kommissærer blandt de kandidater, som medlemslandene har forslået. På nuværende tidspunkt er det ikke sikkert, hvor mange af de "gamle kommissærer", som vil blive siddende på deres poster. Forskellige lande har forskellige ønsker, men uanset hvor meget et medlemsland lobbyer for en bestemt post, er det i sidste ende Barroso, som træffer afgørelsen.
Høringer af de indstillede kommissærer
I forbindelse med Europa-Parlamentets godkendelse af den nye Kommission, skal de relevante fagudvalg afholde høringer med samtlige indstillede kommissærer. Under høringerne skal de besvare en lang række spørgsmål om deres personlige kvalifikationer og faglige baggrund. Efter udvalgshøringerne tager Parlamentet stilling til den samlede kommission.
Hjemmeside om høringerne
Europa-Parlamentets vil i løbet af de næste par uger oprette en særlig hjemmeside dedikeret til Parlamentets høringer af de indstillede kommissærer. Her vil man kunne følge høringerne direkte og finde baggrundsmateriale om de indstillede kommissærer.
Ref.: 20091026STO63219

