Artikel
Telekommunikationspakken til afstemning i næste uge
Informationssamfundet - 19-11-2009 - 10:00
Bliver fremtidens internet billigere?
Europa-Parlamentet og Rådet er blevet enige om de sidste detaljer i telekommunikationspakken. Adgangen til internettet var det sidste udestående mellem parterne, og det lykkedes Parlamentet at sikre, at myndigheder ikke kan afbryde adgangen til internettet uden en forudgående procedure, der blandt andet inkluderer brugerens "ret til at blive hørt". Parlamentet stemmer om telekommunikationspakken tirsdag den 24. oktober i Strasbourg.
Efter lange forhandlinger nåede Europa-Parlamentet og Rådet den 5. november frem til en aftale om telekommunikationspakken. Hvis en offentlig myndighed agter at lukke for en brugers adgang til internettet, kan det kun ske efter en retslig eller administrativ procedure, der sikrer brugernes ret til at forsvare sig selv.
For Parlamentets forhandlere har det fra starten været et centralt krav, at der skulle indføres klare retssikkerhedsgarantier angående retten til internetadgang, i overensstemmelse med Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder. Begrænsninger af brugernes adgang til internettet må kun indføres, hvis de er "passende, proportionelle og nødvendige".
Den svenske MEP Christian Engström (Greens/EFA), som i årevis har kæmpet for internetbrugernes rettigheder, sagde efter kompromiset var blevet indgået: "For at være helt ærlig: jeg troede aldrig, at det ville ske! Det er ikke alt, som vi kunne have ønsket os, og det er ikke afslutningen på kampen for et frit og åbent internet. Men det er et meget større skridt i den rigtige retning, end jeg havde turdet håbe på."
Næste skridt
Parlamentets tredjebehandling, hvor kompromisteksten kommer til afstemning i hele Parlamentet, er planlagt til tisdag den 24. november. I denne tredje fase kan hverken Rådet eller Parlamentet komme med yderligere ændringer, kun godkende eller afvise lovteksten.
Du kan nedenfor læse mere om Telekommunikationspakken.
Ref.: 20091113STO64409
