Artikel
 

MEP'er skeptiske over planer om kropscannere

Sikkerhed og forsvar - 28-01-2010 - 16:15
Del/Gem
Er kropsscannere en fornuftig sikkerhedsforanstaltning eller en krænkelse af privatlivets fred?
©Belga/AFP/P Ellis

Er kropsscannere en fornuftig sikkerhedsforanstaltning eller en krænkelse af privatlivets fred?©Belga/AFP/P Ellis

Der var stor skepsis blandt MEPérne, da forslaget om indførsel af kropsscannere i europæiske lufthavne blev drøftet onsdag den 26. januar i Parlamentets Udvalg om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. EU´s anti-terrorkoordinator Gilles de Kerchove mente til gengæld, at kropsscannerne er centrale for europæiske flypassagers sikkerhed. Indtil videre har kun Holland, Storbritannien og Italien bebudet, at de vil gøre brug af de nye scannere.

Kommissionen er netop nu ved at udarbejde en forordning, som skal supplere de fælles grundlæggende normer for civil luftfartssikkerhed i Europa. Blandt de 'tilladte metoder' til screening af personer er de såkaldte kropsscannere.
 
Udspillet kommer, efter at den 23-årige nigerianer Umar Farouk Abdulmutallab i juledagene forsøgte at sprænge et amerikansk fly med næsten 300 passagerer i luften.
 
En kropsskanner laver en tredimensionel model af passagerne og gør det muligt at se gennem tøj. Metal, væsker, kemikalier eller plasteksplosiver bliver opfanget af kropsscanneren.  
 
Krænkelse af privatlivets fred
 
Udvalgsmedlemmerne var dog yderst skeptiske i forhold til idéen om indførsel af de nye scannere. Flere MEP´er mente, at scannerne ville have en 'alvorlig indvirkning på retten til privatlivets fred'.
 
"Den amerikanske præsident har åbent sagt, at den episode, der fandt sted den 25. december sidste år var udtryk for en systemisk fiasko fra den amerikanske efterretningstjenestes side", sagde britiske Philip Bradbourn (ECR).
 
Flere udtrykte desuden bekymring over prisen på de nye scannere, som koster omkring 115.000 euro stykket.
 
De Kerchov: behov for mere forskning
 
EU´s anti-terrorkoordinator Gilles de Kerchove fortalte, at der fra EU's 7. rammeprogram om forskning og innovation var overført ca. 200 millioner euro til forskning i netop luftfartssikkerhed. Han mente, at der var behov for yderlig forskning i udviklingen af kropsscannere.
 
"Jeg har indtryk af, at teknologien har udviklet sig til en ny religion i terrorbekæmpelsens navn", sagde tyske Alexander Alvaro (ALDE), som ikke mente, at det var hensigtsmæssigt at pumpe yderligere penge i antiterror-teknologi.
 
Alvaro så hellere, at EU og USA bliver bedre til at dele efterretningsoplysninger med hinanden, herunder `terrorlister´. Men han erkendte samtidig, at der er mange juridiske hindringer, som skal overvindes først.
 
Læs nedenfor Pressetjenestens dækning af mødet.
 
Ref.: 20100121STO67830