Artikel
 

Debat om fredning af tun

Miljø - 08-02-2010 - 18:22
Del/Gem
Debatten starter tirsdag kl. 15.00 ©Belga/Science

Debatten starter tirsdag kl. 15.00 ©Belga/Science

EU vil muligvis støtte et forslag om at forbyde ikke-indenlandsk handel med almindelig tun. Beslutningen vil blive truffet i forbindelse med Doha-konferencen, som finder sted i marts. Tirsdag eftermiddag vil MEP'erne spørge ind til, hvad der er Kommissionens og Rådets strategi forud for forhandlingerne.

CITES
 
Hvert år bliver store mængder af vilde dyr og planter fjernet fra naturen og solgt. Denne handel udgør en stor trussel mod naturen. CITES er en aftale mellem 175 lande, der prøver at styre handlen med vilde dyr og planter.
 
CITES er forkortensen for “Convention on International Trade in Endandered Species of Wild Fauna and Flora” bedre kendt som "Washington-konventionen".
 
Der er ikke tale om en egentlig organisation, men en international aftale. De enkelte lande skal opfylde en række kriterier og efterleve det regelsæt, som er vedtaget af medlemslandene. CITES-listen opdateres løbende på partskonferencer hvert andet år. Aftalen omfatter i alt øjeblikket mere end 5.000 dyrearter og 28.000 planter (indenfor alle tre kategorier).
 
Doha-konferencen i marts

Doha-konferencen finder sted fra den 13. - 25. marts. Her vil de 175 CITES-medlemmer mødes for at drøfte, hvordan man bedst sikrer overlevelsen af en række nye dyrearter, der ventes at blive føjet til listen. Det drejer sig blandt om isbjørne, afrikanske elefanter, tigre, hajer og den nordatlantiske tun.
 
Det ventes, at EU-landene fastlægger en fælles forhandlingsposition forud for konferencen, når fiskeriministrene mødes den 26. februar i Bruxelles.
 
Tunfangsten større end først antaget
 
Importtal viser, at den faktiske tunfangst er væsentligt højere end tilladt, mens den tilladte fangst løbende har været højere end, hvad forskerne har anbefalet. Fra 1957-2007 faldt tunbestanden med 75 % i den østlige del af Atlanterhavet og Middelhavet. Herudover er ynglebestanden i Middelhavet blevet halveret mellem 2002 og 2007.

Flere miljøorganisationer presser på for at få tun optaget på CITES-listen. Blandt andet mener WWF, at tunavlen vil blive udslettet i løbet af blot 3 år, hvis fiskeriet fortsætter i samme størrelsesorden som i dag.
 
MEP´er ønsker tun indført på CITES-listen
 
Europa-Parlamentets Udvalg om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed opfordrer i et beslutningsforslag Kommissionen og Rådet til at optage atlantisk tun på CITES - listen over truede dyrearter.
 
Udvalget henviser til, at det videnskabelige udvalg under Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT) på et møde i oktober 2009 anslog, at den nuværende gydebiomasse er under 15 % af, hvad den var, før fiskeriet begyndt.
 
"Den blå tun er alvorligt truet af udryddelse. EU er nødt til at handle hurtigt og gå i brechen for et midlertidigt forbud mod handel med denne art, når parterne mødes på CITES-konferencen i Qatar. Tabet af biodiversitet er en alvorlig global udfordring. Det skal stoppes", mener formanden for miljøudvalget, Joe Leinen (S&D, Tyskland).
 
Mourad Kahoul fra foreningen ´Euroméditerranéenne des Pêcheurs professionnels de Thon´ er imidlertid kritisk i forhold til at inddrage atlantisk tun på CITES-listen. Han mener, det vil være "en uansvarlig handling", da det vil "ramme en sektor, som allerede er hårdt ramt af den økonomiske krise".
 
Følg debatten tirsdag eftermiddag
 
MEP'erne vil i morgen udspørge Kommissionen og det spanske formandskab om strategi forud for Doha-konferencen. Du kan følge debatten direkte på tirsdag fra kl. 15.00.
 
Ref.: 20100205STO68535