Pressemeddelelse
 

Europa-Parlamentet godkender Kommissionen

Høringer - Institutioner - 09-02-2010 - 17:56
EP Samling
Del/Gem

Europa-Parlamentet godkendte tirsdag i Strasbourg EU-Kommissionen med 488 stemmer for , 137 stemmer imod og 72 hverken for eller imod. Det foregik ved en enkelt afstemning om hele Kommissærkollegiet, bestående af kommissærer fra hvert af de 27 medlemslande.

Under debatten tirsdag formiddag, sagde Europa-Parlamentets formand, Jerzy Buzek: "Det er første gang, vi udnævner Europa-Kommissionen i vores egenskab af reel medlovgiver. Dette er indgangen til et nyt årti med en ny måde at arbejde på for de europæiske institutioner ".
 
Kommissionens formand, José Manuel Barroso lagde i sin tale vægt på, at det var "af afgørende betydning for Kommissionens demokratiske legitimitet" at stå til ansvar over for Parlamentet . Den særlige situation i øjeblikket med økonomisk krise, klimaændringer og spørgsmål om energisikkerhed betyder, at der lige nu er brug for "stærke europæiske institutioner" til at tackle disse udfordringer, sagde han, og understregede, at det var op til Kommissionen og Parlamentet at arbejde sammen "for at sikre, at EU er mere end summen af de enkelte dele".
 
Joseph Daul (EPP, FR) understregede, at hans gruppe bakker op om Kommissionen. Han mente, det var vigtigt at sikre implementeringen af Lissabontraktaten. I den forbindelse understregede han, at EU's nye Høje repræsentant for Udenrigsanliggender havde en vigtig rolle at spille i forhold til at være Europas talerør i resten af verden og sikre EU's tilstedeværelse på den internationale scene i et omfang der matcher EU's førerstatus på  verdensplan i forhold til BNP, markedsstørrelse og bidrag til ulande. Men på en række områder -  fra Haiti til Iran til Afghanistan, Yemen, Cuba og i forhold til de transatlantiske forbindelser, har EU's stemme indtil nu ikke kunne matche ambitionerne", sagde han og opfordrede kraftigt til at vedtage et "ambitiøst program" for at afhjælpe dette. Han mente desuden, at Kommissionens politiske retning skulle afspejle resultatet af valget i 2009.
 
Martin Schulz (S & D, DE) beklagede, at de indstillede kommissærer havde indgået et "tavshedsløfte" med Barroso under høringerne i Europa-Parlamentet for ikke at sige noget forkert.  De kommissærer, der havde indledt en reel dialog med Parlamentet, som Michel Barnier, Joaquin Almunia og Kristalina Georgieva, havde til gengæld vundet ved det, sagde han. Schulz understregede, at Kommissionen bør arbejde som et kollegium og ikke som et "præsident-vælde."
 
Guy Verhofstadt (ALDE, BE) sagde, at hans gruppe, ALDE, "er en ansvarlig gruppe," og at de ville stemme for Kommissionen, selv om støtten vil være betinget.  Han forventede, at den nye Kommission ville blive en drivkraft for Europa, "hvilket ikke har været tilfældet  de seneste fem år", og understregede, at Kommissionen skal fungere som et reelt kollegium, med stærkt sammenhold og evne til at finde politikker, som kan blive bakket op af de tre politiske familier, som er repræsenteret i Kommissionen, herunder de liberale. Endelig bør den nye Kommission havde det som sin hovedprioritet at finde et svar på den økonomiske krise og komme med en brugbar strategi for Europa i 2020. "Men lyt ikke for meget til medlemsstaterne", sluttede han.
 
Daniel Cohn-Bendit, fra den grønne gruppe følte, at han var i selskab med en 'koalition af hyklere', da mange medlemmer ønskede at stemme for en Kommission, de ikke i virkeligheden ikke støttede. De fleste af de indstillede kommissærer havde ikke vist tilstrækkeligt med "visioner og ambitioner" i deres udtalelser, mente han, og beklagede, at MEP'erne stadig ønskede at bakke op om dem, hvilket antyder, at "alle de nuller til sammen giver et plus".
 
 
"ECR støttede dig, fordi du lignede en reformator. Vi forventer, du at leve op til dette ry", sagde Jan Zahradil (ECR, CZ), til Barroso. "I 2005 fik man ideen til at mindske bureaukratiet  ved at forenkle lovgivningen. Hvorfor ikke genoplive denne idé nu?" spurgte han. "Hvis du viser, at du er en reformator, bakker vi op om dig , men hvis du følger forældede metoder, går vi imod dig", konkluderede han.
 
 
Lothar BISKY (GUE / NGL, DE) kritiserede Kommissionsformandens 'neoliberale guidelines'. Det nye kollegium af kommissærer vil også afspejle dette, mente han og sagde:  "Du vil ikke få godkendelse fra min gruppe, og dit kollegium kan se frem til hårde, men retfærdige meningsudvekslinger."
 
 
På vegne af EFD-gruppen, sagde Nigel FARAGE til Barroso: "Foran os har  vi Europas nye regering - en regering, der med Lissabon-traktaten nu har enorm magt", herunder "evnen til bogstaveligt talt at overtage lande. Og alligevel siger Europa-Parlamentets store gruppe-ledere her til morgen, at du skal have endnu flere beføjelser! " Han sagde, at "stakkels Grækenland" er "fanget i euroens økonomiske fængsel" og "det samme vil ske for Spanien, Portugal og Irland".
 
Danske talere under debatten
Søren Søndergaard var på talerlisten under debatten med Kommissionen og lagde ud med lykønske Barroso med, at det var lykkedes ham at sammensætte en Kommission, som afspejler hans politiske projekt med EU - et politisk projekt som hans gruppe imidlertid er totalt uenige i. "Vi må vi konstatere, at vi står over for en Kommission, som accepterer social dumpning. En Kommission, for hvilken det indre marked er vigtigere end forsvaret af almindelige lønmodtageres interesser," sagde han og tilføjede, at også i forhold til ligestilling, som Barroso havde fremhævet under debatten med GUE-gruppen, var den gal, da der var færre kvinder i Kommissionen i dag end  i den udgående Kommission. "Det er kort sagt en ommer,". sluttede Søndergaard.
 
Den forrige EU-kommission blev godkendt i november 2004 med 449 stemmer for, 149 imod og 82 hverken for eller imod. Den nye kommission vil sidde indtil den 31. oktober 2014.
Ref.: 20100209IPR68680