Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2016/0070(COD)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0319/2017

Indgivne tekster :

A8-0319/2017

Forhandlinger :

PV 29/05/2018 - 3
CRE 29/05/2018 - 3

Afstemninger :

PV 29/05/2018 - 7.10
CRE 29/05/2018 - 7.10

Vedtagne tekster :

P8_TA(2018)0213

Vedtagne tekster
PDF 489k
Tirsdag den 29. maj 2018 - Strasbourg Foreløbig udgave
Udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser ***I
P8_TA-PROV(2018)0213A8-0319/2017
Beslutning
 Konsolideret tekst

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 29. maj 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (COM(2016)0128 – C8-0114-2016 – 2016/0070(COD)) (Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0128),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, artikel 53, stk. 1, og artikel 62 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0114/2016),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til de begrundede udtalelser, som inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af den bulgarske Nationalforsamling, det tjekkiske Deputeretkammer og det tjekkiske Senat, Folketinget, det estiske parlament, det kroatiske parlament, det lettiske parlament, det litauiske parlament, den ungarske Nationalforsamling, den polske Sejm og det polske Senat, det rumænske Deputeretkammer og det rumænske Senat og det slovakiske Nationalråd, om at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

–  der henviser til udtalelse af 14. december 2016(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  der henviser til udtalelse af 7. december 2016(2) fra Regionsudvalget,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 11. april 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelser fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Retsudvalget (A8-0319/2017),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  tager Kommissionens erklæring, der er vedføjet som bilag til denne beslutning, til efterretning;

3.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

(1) EUT C 75 af 10.3.2017, s. 81.
(2) EUT C 185 af 9.6.2017, s. 75.


Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 29. maj 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/... om ændring af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (1)
(EØS-relevant tekst)
P8_TC1-COD(2016)0070

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53, stk. 1, og artikel 62,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2) ,

efter den almindelige lovgivningsprocedure(3) , og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Fri bevægelighed for arbejdstagere, etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser er grundlæggende principper for det ▌indre marked, som er stadfæstede i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Gennemførelsen og håndhævelsen af disse principper er videreudviklet af Unionen og har til formål at sikre ensartede spilleregler for virksomheder og overholdelse af arbejdstagernes rettigheder.

(2)  Fri udveksling af tjenesteydelser omfatter virksomheders ret til at levere tjenesteydelser i en anden medlemsstat, hvortil de midlertidigt kan udstationere deres egne arbejdstagere for at levere de pågældende tjenesteydelser. I overensstemmelse med artikel 56 i TEUF er der forbud mod restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Unionen, for så vidt angår statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i en anden medlemsstat end modtageren af den pågældende ydelse.

(3)  I henhold til artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union skal Unionen fremme social retfærdighed og beskyttelse. I henhold til artikel 9 i TEUF skal Unionen tage hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse og bekæmpelse af social udstødelse samt et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed , ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter.

(4)  For at sikre, at nærværende direktiv anvendes korrekt, bør der ske en styrkelse af koordineringen mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder og/eller organer og samarbejdet på europæisk plan om bekæmpelse af svig i forbindelse med udstationering af arbejdstagere.

(5)  Knap 20 år efter vedtagelsen af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/71/EF (4) er det blevet nødvendigt at vurdere, om ▌det stadig har den rette balance mellem behovet for at fremme fri udveksling af tjenesteydelser, sikre ensartede spilleregler og behovet for at beskytte udstationerede arbejdstageres rettigheder. For at sikre, at reglerne anvendes ensartet, og for at skabe en reel social konvergens bør der sideløbende med revisionen af direktiv 96/71/EF gives prioritet til at gennemføre og håndhæve Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/67/EU (5) .

(6)  Tilstrækkelige og nøjagtige data vedrørende udstationerede arbejdstagere har afgørende betydning, navnlig med hensyn til oplysninger om antallet af udstationerede arbejdstagere i specifikke beskæftigelsessektorer og medlemsstater. Medlemsstaterne og Kommissionen bør indsamle og overvåge sådanne data.

(7)  Princippet om ligebehandling og forbuddet mod enhver diskrimination på baggrund af nationalitet har været fastlagt i EU -retten siden de grundlæggende traktater. Princippet om ligeløn er blevet gennemført gennem afledt ret ikke kun mellem mænd og kvinder, men også mellem ansatte med tidsbegrænsede kontrakter og sammenlignelige fastansatte, mellem deltids- og fuldtidsansatte og mellem vikaransatte og sammenlignelige ansatte i brugervirksomheden. Disse principper omfatter forbuddet mod foranstaltninger, der direkte eller indirekte forskelsbehandler på grundlag af nationalitet. Under anvendelsen af disse principper bør den relevante retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol tages i betragtning.

(8)  De kompetente nationale myndigheder bør i overensstemmelse med deres nationale lovgivning og/eller praksis være i stand til at verificere, at de betingelser for indkvartering af udstationerede arbejdstagere, som fastsættes enten direkte eller indirekte af arbejdsgiverne, er i overensstemmelse med de relevante nationale bestemmelser, der er gældende i værtsmedlemsstaten, og som også kan finde anvendelse på udstationerede arbejdstagere.

(9)  Udstationerede arbejdstagere, der midlertidigt sendes fra deres faste arbejdssted på den medlemsstats område, hvor de har været udstationeret, til et andet arbejdssted, bør som minimum modtage samme ydelser eller godtgørelse af udgifter til dækning af udgifter til rejse, kost og logi til arbejdstagere, der er hjemmefra i erhvervsmæssigt øjemed, som gælder for lokale arbejdstagere i den pågældende medlemsstat. Det samme bør gælde for udgifter, der afholdes af en udstationeret arbejdstager, når denne er nødsaget til at rejse til og fra sit faste arbejdssted i den medlemsstat, den pågældende er udstationeret i. Dobbelt betaling af udgifter til rejse, kost og logi bør undgås.

(10)   Udstationering er af midlertidig karakter, og den udstationerede arbejdstager vender sædvanligvis tilbage til sit hjemland efter udførelsen af det arbejde, der var årsag til udstationeringen. I lyset af den lange varighed af visse udstationeringer og i erkendelse af forbindelsen mellem værtslandets arbejdsmarked og de arbejdstagere, der er udstationeret i sådanne lange perioder, er det imidlertid nødvendigt for udstationeringer på over 12 måneder at fastsætte, at værtslande bør påse, at virksomheder, der udstationerer arbejdstagere til deres område, sikrer et supplerende sæt vilkår, som obligatorisk finder anvendelse på arbejdstagere i den medlemsstat, hvor arbejdet udføres. ▌Denne periode bør forlænges efter en begrundet meddelelse fra tjenesteyderen.

(11)  For at sikre større beskyttelse af arbejdstagere er det nødvendigt at værne om friheden til at udbyde tjenesteydelser på et fair grundlag på både kort og lang sigt, navnlig ved at forhindre misbrug af de rettigheder, som er garanteret ved traktaterne. Regler, der sikrer en sådan beskyttelse af arbejdstagere, kan imidlertid ikke påvirke den ret, som virksomheder, der udstationerer arbejdstagere til en anden medlemsstats område, har til at påberåbe sig den frie udveksling af tjenesteydelser ▌også i tilfælde , hvor udstationeringen overstiger ▌12 måneder . Enhver bestemmelse, der gælder for arbejdstagere, som er udstationeret i forbindelse med en udstationering på over 12måneder, skal derfor være forenelig med denne frihed. Det følger af fast retspraksis, at begrænsninger af den frie udveksling af tjenesteydelser kun kan ▌accepteres, hvis de er begrundet i tvingende almene hensyn, og hvis de er forholdsmæssige og nødvendige.

(12)  Det supplerende sæt vilkår, som skal sikres af en virksomhed, der udstationerer arbejdstagere i en anden medlemsstat, bør også omfatte arbejdstagere, der udstationeres for at erstatte andre udstationerede arbejdstagere, for at sikre, at sådanne erstatninger ikke anvendes til at omgå de ellers gældende regler.

(13)  Ligesom direktiv 96/71/EF bør nærværende direktiv ikke være til hinder for anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 (6) og forordning (EF) nr. 987/2009 (7) .

(14)  Da arbejdet i sektoren for international vejtransport er kendetegnet ved høj mobilitet, rejser gennemførelsen af dette direktiv i sektoren særlige juridiske spørgsmål og vanskeligheder ▌, der vil blive adresseret gennem særlige regler for vejtransport, der også styrker kampen mod svig og misbrug, inden for rammerne af mobilitetspakken .

(15)  På et virkeligt integreret og konkurrencepræget indre marked konkurrerer tjenesteydere ▌på ▌faktorer såsom produktivitet, effektivitet, arbejdsstyrkens uddannelses- og kvalifikationsniveau samt kvalitet og innovation i forbindelse med deres varer og tjenesteydelser.

(16)  Det henhører under medlemsstaternes kompetence at fastsætte regler om aflønning i overensstemmelse med deres nationale lovgivning og/eller praksis . ▌Lønfastsættelse er alene et anliggende for medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter. Det skal især sikres, at nationale lønfastsættelsessystemer og de involverede parters frihed ikke undermineres .

(17)  Ved sammenligning af den løn, der udbetales til udstationerede arbejdstagere, og lønnen i overensstemmelse med lovgivning og/eller praksis i den medlemsstat, til hvis område arbejdstageren er udstationeret, bør bruttolønnen tages i betragtning. Det er den samlede bruttoløn, der bør sammenlignes, og ikke aflønningens enkelte bestanddele, som er gjort obligatoriske, jf. artikel 3, stk. 1. For at sikre gennemsigtighed og hjælpe de kompetente myndigheder, når de gennemfører inspektioner og kontroller, er det ikke desto mindre nødvendigt, at de bestanddele, som aflønningen består af, kan identificeres i tilstrækkeligt omfang i henhold til national lovgivning og praksis i afsenderlandet. Som fastsat i artikel 3, stk. 7, i direktiv 96/71/EF bør ydelser, der specifikt vedrører udstationeringen, betragtes som en del af aflønningen. Sådanne ydelser bør derfor tages i betragtning ved sammenligningen, medmindre de vedrører udgifter, der reelt afholdes i forbindelse med udstationeringen, såsom udgifter til rejse, kost og logi.

(18)  Ydelser, der specifikt vedrører udstationeringen, tjener ofte flere formål. For så vidt som formålet med dem er godtgørelse af udgifter, der er afholdt i forbindelse med udstationeringen, såsom udgifter til rejse, kost og logi, skal de i overensstemmelse med direktiv 96/71/EF ikke betragtes som en del af aflønningen. Det tilkommer medlemsstaterne at fastsætte regler om godtgørelse af disse udgifter i overensstemmelse med deres nationale lovgivning og/eller praksis. Arbejdsgiveren bør godtgøre udstationerede arbejdstagere sådanne udgifter i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis, der finder anvendelse på ansættelsesforholdet.

I betragtning af relevansen af ydelser, der specifikt vedrører udstationeringen, bør usikkerhed med hensyn til, hvilke bestanddele af de ydelser, som specifikt vedrører udstationeringen, der er afsat til godtgørelse af udgifter, undgås. Sådanne ydelser bør betragtes som værende betalt som godtgørelse af udgifter, medmindre de vilkår, der stammer fra love, administrative bestemmelser, kollektive aftaler eller kontraktmæssige aftaler, og som finder anvendelse på ansættelsesforholdet, definerer, hvilke bestanddele af ydelserne, der er afsat til godtgørelse af udgifter.

(19)  Aflønningens bestanddele og andre arbejds- og ansættelsesvilkår i henhold til national lovgivning eller ▌kollektive aftaler, jf. artikel 3, stk. 8, bør være klare og gennemsigtige for alle tjenesteydere og udstationerede arbejdstagere . Ud over kravene i henhold til artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/67/EU er det derfor berettiget at pålægge medlemsstaterne at offentliggøre aflønningens bestanddele og det supplerende sæt vilkår i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1a , på det centrale websted omhandlet i artikel 5 i direktiv 2014/67/EU, eftersom gennemsigtighed og adgang til oplysninger har afgørende betydning for juridisk sikkerhed og retshåndhævelse. Hver medlemsstat bør sikre, at dens websted indeholder nøjagtige oplysninger, og at det ajourføres regelmæssigt. Sanktioner over for en tjenesteyder på grund af manglende overholdelse af de arbejds- og ansættelsesvilkår, som udstationerede arbejdstagere skal sikres, bør fastsættes på en forholdsmæssigt afpasset måde, under hensyntagen til navnlig om oplysningerne på det centrale nationale websted om arbejds- og ansættelsesvilkår er angivet i overensstemmelse med artikel 5 i direktiv 2014/67/EU med overholdelse af arbejdsmarkedets parters autonomi.

(20)  Direktiv 2014/67/EU indeholder en række bestemmelser til sikring af, at reglerne om udstationering af arbejdstagere håndhæves og overholdes af alle tjenesteydere. I artikel 4 i direktiv 2014/67/EU fastsættes elementer, der kan tages i betragtning i forbindelse med den samlede bedømmelse af de specifikke situationer med henblik på at identificere ægte udstationeringssituationer og hindre misbrug og omgåelse.

(21)  Arbejdsgiverne bør inden udstationeringens påbegyndelse træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at sikre væsentlige oplysninger om arbejds- og ansættelsesvilkårene i overensstemmelse med Rådets direktiv 91/533/EØF (8) for så vidt angår udstationeringen.

(22)  Dette direktiv fastsætter en afbalanceret ramme med hensyn til den fri udveksling af tjenesteydelser og beskyttelsen af udstationerede arbejdstagere, og rammen er ikkediskriminerende, gennemsigtig og forholdsmæssig, samtidig med at den respekterer de nationale arbejdsmarkedsrelationers forskellighed. Dette direktiv er ikke til hinder for anvendelse af arbejds- og ansættelsesvilkår, der er mere favorable for udstationerede arbejdstagere.

(23)  Med henblik på at bekæmpe misbrug i situationer med underkontrahenter og for at beskytte udstationerede arbejdstageres rettigheder bør medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 12 i direktiv 2014/67/EU for at sikre underkontrahentansvar.

(24)  Hvad angår imødegåelse af svig i forbindelse med udstationering bør den europæiske platform for forbedring af samarbejdet i forbindelse med imødegåelse af sort (9) arbejde, der er oprettet ved afgørelse (EU) 2016/344, inden for rammerne af sit mandat deltage i overvågning og evaluering af tilfælde af svig, forbedre gennemførelsen og effektiviteten af administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne, udvikle varslingsmekanismer og bidrage med bistand og støtte til et styrket administrativt samarbejde og udveksling af oplysninger mellem forbindelseskontorerne. I dette arbejde skal platformen arbejde tæt sammen med ekspertudvalget for udstationering af arbejdstagere.

(25)  Visse tilfælde af svig eller misbrug i forbindelse med udstationering er af grænseoverskridende karakter, hvilket berettiger konkrete foranstaltninger, der tager sigte på at styrke den grænseoverskridende dimension af tilsyn, undersøgelser og udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater. Med henblik herpå bør de nationale kompetente myndigheder inden for rammerne af det administrative samarbejde, der er omhandlet i direktiv 96/71 og 2014/67/EU, navnlig artikel 7, stk. 4, have de nødvendige midler til at gøre opmærksom på sådanne tilfælde og udveksle oplysninger, der skal forebygge og bekæmpe svig og misbrug.

(26)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF(10) om vikararbejde indeholder princippet om, at de grundlæggende arbejds- og ansættelsesvilkår for vikaransatte mindst bør være de samme som dem, der ville gælde for sådanne arbejdstagere, hvis de var ansat af brugervirksomheden til at udføre det samme arbejde. Dette princip bør også gælde for vikaransatte, der er udstationeret til en anden medlemsstat. Når dette princip finder anvendelse, skal brugervirksomheden informere vikarbureauet om, hvilke arbejdsvilkår og lønforhold der er gældende for dets arbejdstagere. Medlemsstater kan på visse betingelser indføre undtagelser fra princippet om ligebehandling og ligeløn i henhold til artikel 5, stk. 2, og artikel 5, stk. 3, i direktivet om vikararbejde. Når en sådan undtagelse finder anvendelse, behøver vikarbureauet ikke informeres om brugervirksomhedens arbejdsbetingelser, og oplysningskravet bør derfor ikke finde anvendelse.

Erfaringen viser, at arbejdstagere, som et vikarbureau har udstationeret i en brugervirksomhed, til tider sendes til en anden medlemsstat i forbindelse med udveksling af tjenesteydelser. Disse arbejdstagere bør sikres beskyttelse. Medlemsstaterne bør sikre, at brugervirksomheden informerer vikarbureauet om de udstationerede arbejdstagere, som midlertidigt arbejder i en anden medlemsstat end den, de er udstationeret til, for at gøre det muligt for arbejdsgiveren i passende omfang at anvende de arbejds- og ansættelsesvilkår, der er mest favorable for den udstationerede arbejdstager.

(27)  I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter(11) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændringer af direktiv 96/71/EF

I direktiv 96/71/EF ▌foretages følgende ændringer:

1)  I artikel 1 foretages følgende ændringer:

a)  titlen affattes "Genstand og anvendelsesområde"

b)  I artikel 1 tilføjes stk. 1a: "

"Dette direktiv sikrer beskyttelsen af udstationerede arbejdstagere i løbet af udstationeringen i forbindelse med den frie udveksling af tjenesteydelser ved at fastsætte obligatoriske bestemmelser vedrørende arbejdsvilkår og beskyttelse af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed, som skal overholdes."

"

c)  Artikel 1, stk. 3, litra c), affattes således: "

"c) i sin egenskab af vikarbureau eller i sin egenskab af virksomhed, der stiller arbejdstagere til rådighed, udstationerer en arbejdstager i en brugervirksomhed, der er etableret eller har et forretningssted i en medlemsstat, dersom der inden udstationeringsperioden er indgået en ansættelseskontrakt mellem vikarbureauet eller den virksomhed, der stiller arbejdstagere til rådighed, og arbejdstageren."

"

d)  I artikel 1, stk. 3, indsættes følgende efter litra c): "

"Hvis en arbejdstager, som er udstationeret i en brugervirksomhed af et vikarbureau eller en virksomhed, der stiller arbejdstagere til rådighed, i forbindelse med levering af tjenesteydelser over grænserne i henhold til artikel 1, stk. 3, litra a), b) og c), udfører arbejde for brugervirksomheden på en anden medlemsstats område end den, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde for enten vikarbureauet eller den virksomhed, der stiller arbejdstagere til rådighed, eller brugervirksomheden, betragtes arbejdstageren som udstationeret til den pågældende medlemsstat af det vikarbureau eller den virksomhed, der stiller arbejdstagere til rådighed, som arbejdstageren har indgået en ansættelseskontrakt med. Vikarbureauet eller den virksomhed, der stiller arbejdstagere til rådighed, betragtes som den virksomhed, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, og skal fuldt ud overholde de relevante bestemmelser i dette direktiv og direktiv 2014/67/EU.

En brugervirksomhed skal informere vikarbureauet eller den virksomhed, der stiller arbejdstagere til rådighed, som en arbejdstager rettidigt er blevet udstationeret fra inden påbegyndelsen af det arbejde, der er omhandlet i artikel 1, stk. 3, andet afsnit."

"

e)  I artikel 1 tilføjes stk. 5: "

"Dette direktiv påvirker på ingen måde udøvelsen af de grundlæggende rettigheder, der anerkendes i medlemsstaterne og på EU-plan, herunder retten eller friheden til at strejke eller til at tage andre skridt, der er omfattet af specifikke ordninger for arbejdsmarkedsrelationer i medlemsstaterne, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis. Det berører heller ikke retten til at forhandle, indgå og håndhæve kollektive aftaler eller til at tage kollektive skridt i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis."

"

2)  I artikel 3 foretages følgende ændringer:

a)  Stk. 1 affattes således:"

▌Medlemsstaterne påser, at de i artikel 1, stk. 1, omhandlede virksomheder, uanset hvilken lovgivning der finder anvendelse på ansættelsesforholdet, uden forskel sikrer arbejdstagere, der er udstationeret på deres område, arbejds- og ansættelsesvilkår, som dækker følgende områder som i den medlemsstat, på hvis område arbejdet udføres, er fastsat:

   ved lov eller administrative bestemmelser og/eller
   ved kollektive aftaler eller voldgiftskendelser, der finder generel eller anden anvendelse i overensstemmelse med artikel 3, stk. 8.
   a) maksimal arbejdstid og minimal hviletid
   b) mindste antal betalte feriedage pr. år
   c) aflønning, herunder overtidsbetaling; dette gælder ikke for erhvervstilknyttede tillægspensionsordninger
   d) betingelserne for at stille arbejdstagere til rådighed, især via vikarbureauer
   e) sikkerhed, sundhed og hygiejne på arbejdspladsen
   f) beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til arbejds- og ansættelsesvilkår for gravide kvinder og kvinder, der lige har født, samt for børn og unge
   g) ligebehandling af mænd og kvinder samt andre bestemmelser vedrørende ikkeforskelsbehandling
   h) betingelserne for arbejdstageres indkvartering, når de ydes af arbejdsgiveren til arbejdstagere, der ikke er på deres faste arbejdssted
   i) ydelser eller godtgørelse af udgifter til dækning af udgifter til rejse, kost og logi til arbejdstagere, der er hjemmefra i erhvervsmæssigt øjemed; dette gælder udelukkende for udgifter til rejse, kost og logi afholdt af en udstationeret arbejdstager, når han/hun er nødsaget til at rejse til og fra sit faste arbejdssted i den medlemsstat, han/hun er udstationeret i, eller når han/hun midlertidigt af sin arbejdsgiver sendes fra dette arbejdssted til et andet arbejdssted.

Med henblik på anvendelsen af dette direktiv fastlægges begrebet aflønning i henhold til national lovgivning og/eller praksis i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren er udstationeret, og betyder alle de bestanddele af aflønning, der er obligatoriske efter national lov eller administrative bestemmelser, kollektive aftaler eller voldgiftskendelser, der finder generel anvendelse i den pågældende medlemsstat eller finder anden anvendelse i overensstemmelse med artikel 3, stk. 8 .

Med forbehold af artikel 5 i direktiv 2014/67/EU offentliggør medlemsstaterne i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis uden unødig forsinkelse og på en gennemsigtig måde på det centrale officielle nationale websted, der er omhandlet i nævnte artikel , aflønnings bestanddele i overensstemmelse med første afsnit, litra c), og alle arbejds- og ansættelsesvilkår i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1a.

Medlemsstaterne sikrer, at oplysningerne på det centrale officielle nationale websted er nøjagtige og ajourførte. Kommissionen offentliggør på sit websted adresserne på de centrale officielle nationale websteder.

Hvis oplysningerne på det centrale officielle nationale websted ikke i overensstemmelse med artikel 5 i direktiv 2014/67/EU angiver, hvilke arbejds- og ansættelsesvilkår der finder anvendelse, tages dette i betragtning i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis i forbindelse med fastsættelse af sanktioner i tilfælde af overtrædelse af nationale bestemmelser, der vedtages i medfør af dette direktiv, i det omfang det er nødvendigt for at sikre, at de er forholdsmæssige."

"

b)  I artikel 3 indsættes følgende stykke:

▌"

"1a. Når en udstationerings faktiske varighed overstiger 12 måneder, påser medlemsstaterne, at de i artikel 1, stk. 1, omhandlede virksomheder, uanset hvilken lov der finder anvendelse på ansættelsesforholdet, uden forskel sikrer de arbejdstagere, der er udstationeret på deres område, i tillæg til de arbejds- og ansættelsesvilkår, der er omhandlet i stk. 1, alle de relevante arbejds- og ansættelsesvilkår, som er fastsat i den medlemsstat, på hvis område arbejdet udføres:

   a) ved lov eller administrative bestemmelser og/eller
   b) ved kollektive aftaler eller voldgiftskendelser, der finder generel eller anden anvendelse i overensstemmelse med artikel 3, stk. 8."

Første afsnit finder ikke anvendelse på følgende områder:

   a) procedurerne, formaliteterne og betingelserne i forbindelse med indgåelse og ophævelse af ansættelseskontrakter, herunder konkurrenceforbud
   b) erhvervstilknyttede tillægspensionsordninger.

Den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udføres, skal på grundlag af en begrundet meddelelse fra en tjenesteyder, udvide perioden, inden hvilken bestemmelserne i dette stykke anvendes, til 18 måneder.

Hvis virksomheden omhandlet i artikel 1, stk. 1, erstatter en udstationeret arbejdstager med en anden udstationeret arbejdstager, som udfører den samme opgave på samme sted, er udstationeringens varighed i forbindelse med dette stykke den samlede varighed af de enkelte berørte arbejdstageres udstationeringsperioder.

I forbindelse med denne artikel fastlægges begrebet "den samme opgave på samme sted" under hensyntagen til bl.a. arten af den tjenesteydelse, der skal leveres, det arbejde, der skal udføres, og arbejdspladsens adresse(r)."

"

c)  Der tilføjes følgende stykke:"

" 1b. Medlemsstaterne foreskriver, at de i artikel 1, stk. 3, litra c), omhandlede virksomheder skal sikre udstationerede arbejdstagere de vilkår, der i henhold til artikel 5 i direktiv 2008/104/EF finder anvendelse på vikaransatte, der stilles til rådighed af vikarbureauer, der er etableret i den medlemsstat, hvor arbejdet udføres.

Brugervirksomheden underretter de i artikel 1, stk. 3, litra c), omhandlede virksomheder om de vilkår, som den anvender vedrørende arbejdsvilkår og aflønning, i den udstrækning det er omfattet af første afsnit i dette stykke."

"

d)  Stk. 7 affattes således: "

"7. Stk. 1-6 er ikke til hinder for anvendelse af arbejds- og ansættelsesvilkår, der er mere favorable for arbejdstagerne.

Ydelser, der specifikt vedrører udstationeringen, betragtes som en del af aflønningen, hvis de ikke udbetales som godtgørelse af udgifter, der reelt er afholdt i forbindelse med udstationeringen, såsom udgifter til rejse, kost og logi. Arbejdsgiveren godtgør med forbehold af stk. 1, litra h), arbejdstageren sådanne udgifter i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis, der finder anvendelse på den udstationerede arbejdstagers ansættelsesforhold.

Hvis det ikke af de arbejds- og ansættelsesvilkår, der gælder for ansættelsesforholdet, fremgår, om der er, og i bekræftende fald hvilke, bestanddele af en ydelse, som specifikt vedrører udstationeringen, der betales som godtgørelse af udgifter eller som en del af aflønningen, anses hele ydelsen for at være betalt som godtgørelse for udgifter, der reelt er afholdt i forbindelse med udstationeringen."

"

e)  I stk. 8, andet afsnit, tilføjes "eller som supplement til", hvormed afsnittet affattes således: "

I mangel af eller som supplement til en ordning til konstatering af, at kollektive aftaler eller voldgiftskendelser finder generel anvendelse, jf. første afsnit, kan medlemsstaten beslutte at lægge følgende til grund:

   de kollektive aftaler eller voldgiftskendelser, der er alment gældende for alle tilsvarende virksomheder i det berørte geografiske område og i den pågældende sektor eller erhvervsgren, og/eller
   de kollektive aftaler, der indgås af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter på nationalt plan, og som gælder på hele det nationale område

såfremt deres anvendelse på de i artikel 1, stk. 1, omhandlede virksomheder på de områder, der er nævnt i stk. 1, første afsnit, i nærværende artikel, ikke medfører forskelsbehandling mellem disse virksomheder og de øvrige virksomheder, der er nævnt i dette afsnit, og som befinder sig i en tilsvarende situation.

"

f)  Stk. 9 affattes således: "

"Medlemsstaterne kan bestemme, at de i artikel 1, stk. 1, omhandlede virksomheder skal sikre arbejdstagere omhandlet i artikel 1, stk. 3, litra c), de vilkår, bortset fra dem, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1b, som gælder for vikaransatte i den medlemsstat, hvor arbejdet udføres."

"

g)   Stk. 10 affattes således: "

Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne under iagttagelse af traktaten uden forskel pålægger nationale virksomheder og andre staters virksomheder arbejds- og ansættelsesvilkår på andre områder end dem, der er nævnt i stk. 1, første afsnit, for så vidt der er tale om grundlæggende retsprincipper (ordre public)."

"

3)  Artikel 4, stk. 2, første afsnit, affattes således: "

Medlemsstaterne sørger for samarbejde mellem de offentlige myndigheder, som i henhold til den nationale lovgivning har kompetence til at overvåge de i artikel 3 omhandlede arbejds- og ansættelsesvilkår, herunder på EU-plan. Dette samarbejde består bl.a. i, at de pågældende offentlige myndigheder besvarer begrundede forespørgsler fra hinanden om oplysninger vedrørende grænseoverskridende tilrådighedsstillelse af arbejdstagere, og i at åbenlyst misbrug eller grænseoverskridende aktiviteter, der anses for ulovlige, bekæmpes, såsom grænseoverskridende sager om sort arbejde og proformaselvstændig beskæftigelse i forbindelse med udstationering af arbejdstagere.

Hvis forbindelseskontoret eller den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvorfra arbejdstageren er udstationeret, ikke har de oplysninger, som den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten har anmodet om, efterspørger vedkommende disse oplysninger hos andre myndigheder eller organer. I tilfælde af vedvarende forsinkelser i leveringen af oplysninger til værtsmedlemsstaten underrettes Kommissionen, der træffer passende foranstaltninger."

"

4)  Artikel 5 affattes således: "

"Værtsmedlemsstaten og medlemsstaten, hvorfra arbejdstageren er udstationeret, er ansvarlige for overvågningen, kontrollen og håndhævelsen af forpligtelserne i henhold til dette direktiv og direktiv 2016/67/EU og træffer passende foranstaltninger i tilfælde af manglende overholdelse af dette direktiv. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

De sørger især for, at arbejdstagerne og/eller arbejdstagerrepræsentanterne råder over egnede procedurer med henblik på gennemførelse af forpligtelserne i dette direktiv.

Når en medlemsstat i forbindelse med en samlet bedømmelse, der foretages i henhold til artikel 4 direktiv 2014/67/EU, fastslår, at en virksomhed uretmæssigt eller svigagtigt har givet indtryk af, at en arbejdstagers situation falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 96/71/EF, skal den pågældende medlemsstat sikre, at arbejdstageren drager fordel af relevant lovgivning og kollektive overenskomster.

Medlemsstaterne sikrer, at denne artikel ikke fører til, at den pågældende arbejdstager underlægges mindre gunstige vilkår end dem, der gælder for udstationerede arbejdstagere."

"

5)  I bilaget affattes første afsnit således:"

"De i artikel 3 nævnte aktiviteter omfatter alle de aktiviteter inden for byggeri, der vedrører opførelse, istandsættelse, vedligeholdelse, ombygning eller nedrivning af bygninger, og navnlig følgende arbejder:"

"

Artikel 2

1.  Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest to år efter dette direktivs ikrafttræden de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser .

De anvender disse love og bestemmelser fra to år efter dette direktivs ikrafttræden. Indtil denne dato finder direktiv 96/71/EF fortsat anvendelse som affattet forud for de ændringer, der indføres ved nærværende direktiv .

Lovene og bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.  Dette direktiv finder anvendelse på vejtransportsektoren fra datoen for anvendelsen af en lovgivningsmæssig retsakt om ændring af direktiv 2006/22/EF for så vidt angår håndhævelseskravene og om fastsættelse af særlige regler med hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EU om udstationering af førere i vejtransportsektoren.

3.  Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

4.  Kommissionen tager anvendelsen og gennemførelsen af dette direktiv op til revision. Senest fem år efter dette direktivs ikrafttræden forelægger Kommissionen en rapport for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om dette direktivs anvendelse og gennemførelse og foreslår om nødvendigt fornødne ændringer af direktivet.

Denne rapport skal indeholde en vurdering af, hvorvidt der er behov for yderligere foranstaltninger med henblik på at sikre ensartede spilleregler og beskytte arbejdstagerne:

1.  i forbindelse med underkontrahenter

2.  i lyset af artikel 2, stk. 2, under hensyntagen til udviklingen vedrørende den lovgivningsmæssige retsakt om ændring af direktiv 2006/22/EF og om fastsættelse af særlige regler med hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EF om udstationering af førere i vejtransportsektoren.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på [tyvende]dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende .

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i ..., den […].

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

BILAG TIL DEN LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

ERKLÆRING FRA KOMMISSIONEN

Artikel 3, stk. 7, andet afsnit, i direktiv 96/71/EF, som ændret ved det direktiv, der er blevet vedtaget i dag, fastsætter, at ydelser, der specifikt vedrører udstationeringen, betragtes som en del af aflønningen, hvis de ikke udbetales som godtgørelse af udgifter, der reelt er afholdt i forbindelse med udstationeringen, såsom udgifter til rejse, kost og logi. Det fastsættes også, at en arbejdsgiver, uden at dette berører stk. 1, første afsnit, litra h), godtgør den udstationerede arbejdstager sådanne udgifter i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis, der finder anvendelse på ansættelsesforholdet.

Som Kommissionen forstår det, er national lovgivning og/eller praksis, der finder anvendelse på ansættelsesforholdet, i princippet den nationale lovgivning og/eller praksis i hjemlandet, medmindre andet fastsættes i overensstemmelse med EU-reglerne om international privatret. I lyset af Domstolens dom i sag C-396/13 (præmis 59) omfatter godtgørelse også den situation, hvor arbejdsgiveren afholder udgifterne til arbejdstagerne, uden at sidstnævnte først betaler dem og derefter anmoder om at få dem godtgjort.

Kommissionen bemærker, at det i det direktiv, som er blevet vedtaget i dag, fastsættes, at eftersom international vejtransport er kendetegnet ved høj mobilitet, vil de reviderede regler om udstationering først finde anvendelse på denne sektor fra datoen for anvendelsen af den lovgivningsmæssige retsakt om ændring af direktiv 2006/22/EF for så vidt angår håndhævelseskravene og om fastsættelse af særlige regler med hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EF om udstationering af førere i vejtransportsektoren.

Kommissionen opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til hurtigst muligt at vedtage retsakten for at tilpasse reglerne til de udstationerede arbejdstageres specifikke behov i sektoren og samtidig sørge for, at det indre marked for vejtransport fungerer hensigtsmæssigt.

Indtil datoen for anvendelsen af den sektorspecifikke retsakt forbliver direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EU i kraft inden for vejtransport. Disse lovgivningsmæssige retsakter finder ikke anvendelse på vejtransport, der ikke udgør udstationering.

Kommissionen vil fortsat nøje overvåge, at de gældende regler, navnlig i vejtransportsektoren, håndhæves korrekt, og i givet fald træffe foranstaltninger."

(1)* TEKSTEN ER ENDNU IKKE ENDELIGT UDFORMET AF JURIST-LINGVISTERNE.
(2)EUT C af , s. .
(3) Europa-Parlamentets holdning af 29.5.2018.
(4)2 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (EFT L 18 af 21.1.1997, s. 1).
(5)3 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/67/EU af 15. maj 2014 om håndhævelse af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser og om ændring af forordning (EU) nr. 1024/2012 om administrativt samarbejde via informationssystemet for det indre marked ("IMI-forordningen") (EUT L 159 af 28.5.2014, s. 11).
(6)4 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 166 af 30.4.2004, s. 1).
(7)5 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 284 af 30.10.2009, s. 1).
(8)6 Rådets direktiv 91/533/EØF om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet (EFT L 288 af 18.10.1991, s. 32).
(9)7 Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2016/344 af 9. marts 2016 om en europæisk platform for forbedring af samarbejdet i forbindelse med imødegåelse af sort arbejde (EUT L 65 af 11.3.2016, s. 12).
(10)8 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF af 19. november 2008 om vikararbejde (EUT L 327 af 5.12.2008, s. 9).
(11)9 EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.

Seneste opdatering: 31. maj 2018Juridisk meddelelse