Bartolozzi (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, i forslaget til direktiv om miljøansvar er der valgt en harmonisk indfaldsvinkel, hvor der lægges pres på virksomhederne for at få dem til at forebygge forurening og erstatte skaderne. For at nå disse målsætninger foreslås der udelukkende nogle få bestemmelser. Enhver grundlæggende ændring af dette forslag til direktiv ville have ført til en uigennemførlig og ikke særlig praktisk løsning på et spørgsmål, som i sig selv er komplekst. Det arbejde, som hr. Manders og de andre parlamentsmedlemmer har udført i udvalget, er efter min mening det nærmeste, man kan komme en enighed i betragtning af disse begrænsninger.

Retsudvalget har nemlig ikke foretaget en grundlæggende ændring af Kommissionens indfaldsvinkel, men blot gjort nogle af de fundamentale principper mere præcise. Direktivet har ikke tilbagevirkende kraft. Undtagelserne i forbindelse med en tilladelse, som gives ud fra den viden, man har på det pågældende tidspunkt, skal bevares, og selv om ansvaret er obligatorisk, skal forsikringen ikke være det. Direktivets hovedprincip er, at forureneren skal afholde de udgifter, der er forbundet med afhjælpningen af den miljøskade, som han har forårsaget. Bevidstheden om denne skades økonomiske konsekvenser medfører, at der bliver gjort en større indsats for at forhindre, at den opstår. Derfor tager princippet om, at forureneren betaler, sigte på at regulere erstatningsspørgsmålet og fremme forebyggelsen. En obligatorisk ordning for finansiel sikkerhed risikerer at skabe uligevægt i dette forhold, eftersom virksomhederne vil være mindre tilbøjelige til at forebygge skaden, hvis de ved, at deres økonomiske ansvar dækkes af en police, en afgift eller en fond. En obligatorisk ordning for finansiel sikkerhed kunne uden tvivl beskrives som et princip om, at forsikringsgiveren betaler, og det giver en risiko for, at ansvaret overføres fra den erhvervsdrivende til den, der garanterer den finansielle sikkerhed.

Vi skal alle være socialt ansvarlige for at beskytte miljøet, da det i sagens natur er en begrænset ressource. De erhvervsdrivende er nødt til at erkende, at deres handlinger har følger, og at de skal erstatte enhver skade, som de forvolder forsætligt eller på grund af skødesløshed.

Derfor er princippet om, at forureneren betaler, acceptabelt. Takket være Retsudvalgets fornuftige indfaldsvinkel får vi et direktiv, hvor der både tages hensyn til den industrielle udvikling og miljøet.