(Højtideligt møde åbnet kl. 11.05)

Formanden. - Mine damer og herrer, det er en særlig dag for Europa-Parlamentet. Vi er glade for, at vi endelig kan høre Leyla Zanas stemme. Da Europa-Parlamentets daværende formand Klaus Hänsch holdt sin tale her i Parlamentet i forbindelse med tildelingen af Sakharov-prisen til Dem, ventede han utålmodigt på den dag, hvor De personligt kunne tale til os. Dengang modtog Deres mand, Mehdi Zana, prisen på Deres vegne, og i dag vil jeg også byde ham velkommen som en fri mand efter mange års fængsling - og vi taler om intet mindre end 16 år i fængsel - og efter års lidelser i de seneste tiår.

(Bifald)

Fru Leyla Zana, inden De får ordet, vil jeg gerne minde Parlamentet om grunden til, at vi tildelte Dem Sakharov-prisen, trosfrihedens pris, og jeg vil også benytte lejligheden til at byde velkommen til fru Roth og fru Lalumière, der som ledere af deres respektive grupper var nogle af dem, der foreslog Dem som modtager af denne pris for næsten 10 år siden.

Fire år tidligere - under den værste konfliktperiode i det sydøstlige Tyrkiet - var De den første kurdiske kvinde, der blev valgt til den tyrkiske nationalforsamling. Da De indtog Deres plads i Parlamentet, lovede De - på kurdisk - at kæmpe for, at kurdere og tyrkere kan leve sammen under demokratiske rammer. Og det var på grund af dette samt Deres efterfølgende indlæg og skriverier, at den nationale sikkerhedsdomstol i Ankara idømte Dem 15 års fængsel sammen med Deres tre kolleger fra det tyrkiske parlament, Dicle, Sadak og Dogan.

De var helt klar over effekten af Deres ord og det sprog, de talte, da De aflagde Deres ed, og De har betalt en høj pris herfor udtrykt i år og helbred. Men trods det kæmpede De vedholdende for deres folks rettigheder og afviste den benådning, De blev tilbudt af sundhedsmæssige årsager. De nægtede at forblive tavs, selv da det betød en forlængelse af Deres straf. Og de måtte bære byrden alene. Men mange mennesker i det internationale samfund støttede Dem.

Dette Parlament - Europa-Parlamentet - fordømte anklagerne mod Dem og domfældelsen af Dem som en krænkelse af de demokratiske principper. Europa-Parlamentet har krævet dem løsladt i mange beslutninger.

De kan imidlertid være tilfreds med, at Deres lidelser ikke har været forgæves, og at Deres personlige kamp har været et vigtigt bidrag til de ændringer, der har fundet sted i Tyrkiet, siden De blev valgt som parlamentsmedlem. Det er f.eks. ikke længere ulovligt at tale kurdisk, man er begyndt at tillade radioudsendelser og undervisning på kurdisk, der er ikke længere erklæret undtagelsestilstand i det sydøstlige Tyrkiet efter den ensidige våbenstilstand fra PKK, og den langvarige væbnede konflikt, der har varet i 15 år, er praktisk taget ophørt.

Der er utvivlsomt lang vej endnu - hvilket De har forklaret os i de seneste dage - og der skal fortsat mange forbedringer til i den konkrete situation, hvad angår respekten for det tyrkiske folks friheder og rettigheder. Men da den tyrkiske appelret endelig besluttede at løslade Dem den 9. juni i år - mine damer og herrer, vi taler ikke om noget, der skete for lang tid siden, idet fru Leyla Zana fortsat sad fængslet så sent som den 9. juni i år - levede De op til vores tillid ved at opfordre Deres landsmænd til at kæmpe for fred og anerkendelse i det sydøstlige Tyrkiet og ved at kræve, at PKK's efterfølger Kongra-Gel bevarer våbenhvilen.

Fru Zana, De har gang på gang vist sandheden i det, De sagde, da De atter blev stillet for en domstol: "Jeg er først og fremmest kvinde, dernæst mor og endelig politiker. I min egenskab af kvinde, mor og politiker sværger jeg, at jeg vil kæmpe for broderskab mellem det tyrkiske og det kurdiske folk".

Fru Zana, jeg vil gerne have lov til at bruge Deres egne ord og byde Dem velkommen på deres eget sprog, kurdisk:

"Sti Leyla Zana, hatenava we yave parlemento e ji bo me serblindi ye."

Fru Zana, det er en stor ære at have Dem på besøg i vores Parlament.

Tale fra fru Leyla Zana, modtager af Sakharov-prisen i 1995

  Leyla Zana, modtager af Sakharov-prisen (tale holdt på tyrkisk og kurdisk). - (FR) Hr. formand, Deres udtalelser på tyrkisk og kurdisk udgør en meget sigende gestus, og inden jeg påbegynder min tale, ønsker jeg at takke Dem på catalansk.

(Bifald)

Hr. formand, ærede medlemmer, kære venner, i 1991 talte jeg for første gang på kurdisk fra parlamentets talerstol under edsaflæggelsesceremonien i den tyrkiske nationalforsamling. Ved at udtale ordene "jeg forpligter mig til at tjene broderskabet mellem det kurdiske og det tyrkiske folk" ønskede jeg at henlede opmærksomheden på det faktum, at de forskellige folk, sprog og kulturer kan leve i broderlig sameksistens. De år, jeg tilbragte bag tremmer omgivet af døvstumme mure, vil forblive i vores bevidsthed som lidelse uden anerkendelse. Under alle omstændigheder ville kampen for frihed, retfærdighed og lighed ikke have været mulig uden lidelse. De år, jeg har tilbragt i fængsel, har ikke knust mit hjerte, fået mig til at fremsætte bebrejdelser eller gjort mig vred. Jeg har måttet gennemleve disse år som følge af min kærlighed til demokratiet, og det er, hvad jeg har gjort. Jeg har i dag indledt min tale på vores brodersprog, tyrkisk, og ønsker at afslutte den på mit modersmål, kurdisk. Mit mål er endnu en gang at understrege broderskabet mellem folkene, sprogene og kulturerne. Jeg hilser Dem i denne ånd og dette venskab.

Jeg retter en varm tak til Parlamentet, fordi det har fundet mig værdig til Sakharov-prisen. Jeg takker Dem ligeledes for den ufejlbarlige solidaritet, De har udvist over for mig og mine venner i de år, jeg sad fængslet. Det er nemlig ikke mig alene, De har tildelt denne pris, det er det kurdiske folk, og det er det tyrkiske folk, som er vores broderfolk. De har i virkeligheden givet denne pris til Tyrkiet, til forkæmperne for fred, lighed, frihed og broderskab. De har givet prisen til de børn, der har mistet deres forældre i krigene, til de kvinder, der har mistet deres børn, til de undertrykte uanset farve, sprog, religion og race. De har kort sagt givet den til håbet, et håb med store fremtidsudsigter. De har givet offentligheden mulighed for at komme til orde, De har tilskyndet den til at tage ordet. Det forhold, at de værdier, Sakharov repræsenterer, er hellige og ukrænkelige værdier, har øget det moralske og humanitære ansvar, der påhviler mig, og det er jeg fuldt ud bevidst om her i dag. Tabet af børn forfærder mig, uanset hvor i verden det sker, men selvfølgelig frem for alt i mit eget land. Jeg føler en skærende smerte. Jeg beder Dem høre min stemme og høre den som en repræsentant for de mødre, hvis hjerte brænder af smerte, for børn, unge, kvinder, tusinder, titusinder og millioner personer eller mennesker. Krigene har forårsaget store lidelser, de har påført dybe sår, der har været megen lidelse, naturen har lidt, blomsterne, fuglene og sommerfuglene har grædt. Krigene i Irak, Palæstina, Halepche, Balkan, Beirut, Tjetjenien, Irland, Spanien og de øvrige krige, som jeg ikke kan komme i tanke om på stående fod, har lært os meget og gør det fortsat. Vi ved af bitter erfaring, at vold avler vold og ikke løser nogen problemer. Vi ved ligeledes, at en politik, der er baseret på repression, fornægtelse, udryddelse og foregivelse skaber endnu mere uretfærdighed, fattigdom og lidelse. Vi bør følgelig afvise vold og krig uanset årsag og begrundelse. Vi burde være i stand til at afvise volden. Vold er forældet. Vor tids sprog og løsning er dialog, kompromis og fred. Det er ikke at dræbe, men at lade leve.

De er som medlemmer af Europa-Parlamentet samlet her i dag i fred til trods for århundreders og generationers splittelser og krige. Kan den enhed, De har skabt under hensyntagen til de nationale særegenheder, ikke betragtes som et af de mest slående eksempler på fredelig sameksistens?

Hr. formand, ærede medlemmer, jeg er et retfærdighedssøgende menneske og vil derfor over for Dem rette min første appel til mig selv, idet jeg på ære forpligter mig til at opfylde mit folks, mit lands og den demokratiske offentligheds forventninger, det være sig med livet som indsats. Jeg påtager mig denne forpligtelse uden at forvente noget til gengæld.

Min anden appel retter jeg til mit land, Tyrkiet. Den tyrkiske regering bør bestræbe sig på at finde en demokratisk løsning på det kurdiske problem og finde en passende benævnelse herfor. Alle levende væsener på jorden har et navn, blomsterne, træerne, fuglene. Alle har de et navn. Kun kurderne har ikke noget navn. Der er ikke nogen grund til ikke at definere dette problem og ikke give det en passende betegnelse. Der er ingen grund til at frygte dialog og fred. Kurderne ønsker en fredelig løsning inden for rammerne af Tyrkiets territoriale integritet. De er Den Tyrkiske Republiks primære og grundlæggende elementer. De respekterer alle de værdier, der symboliserer Den Tyrkiske Republik, men regeringen er øjensynlig ubøjelig og vil ikke forstå, at kurdernes initiativ er oprigtigt og baseret på et ønske om at indlede en dialog. Hvis ikke man bestræber sig på at nå en fredelig løsning, vil denne dialog være dømt til at forsvinde, uanset hvilket parti der er ved magten. Der er uden tvivl truffet omfattende foranstaltninger i retning af øget demokrati, men iværksættelsen heraf synes kun at have været af kosmetisk art. Københavnskriterierne bør omsættes til virkelighed og ikke kun til ord.

(Bifald)

Der er frem for alt behov for hurtigst muligt at fjerne grundlaget for den væbnede konflikt og volden. En juridisk løsning, der kan føre til afvæbning, vil udgøre et første vigtigt skridt i retning af fred. Og dog er der endnu et behov, der bør tilgodeses snarest, og det er behovet for at tillade, at de politiske fanger, intelligentsiaen, forfatterne og politikerne tager del i det demokratiske liv. Desuden ønsker vi at skabe demokratiske rum uden hindringer for ytrings- og forsamlingsfriheden. Sociale og økonomiske foranstaltninger, der har til formål at ophæve de regionale forskelle, er af afgørende betydning. Hindringerne for anvendelsen af vores modersmål i medierne bør ophæves, og det bør være muligt at lære sproget på grundskoleniveau. Der bør udarbejdes en ny demokratisk forfatning, der er i overensstemmelse med folkeretten, og i denne forfatning bør kurderne, som den tyrkisk præsident Sezer har anført det, anerkendes som elementer af flertallet og beskyttes. Ingen bør være i tvivl om, at kurderne slutter op om de trufne demokratiseringsforanstaltninger.

Min tredje appel retter jeg til verden og først og fremmest Europa. Fred i Tyrkiet vil betyde fred i Mellemøsten, fred i Europa og fred i verden. I dag er freden i Deres hænder, i vores hænder. Det vil lykkes os at skabe fred, hvis vi hjælper hinanden, og for at gøre det må vi tage udgangspunkt i det, der er retfærdigt. Hvis man ved, hvad der er retfærdigt, ved man også, hvad der er uretfærdigt. Men hvis man kun kender uretfærdighed, vil man aldrig kunne skabe retfærdighed. Retfærdighed er indledningsvis at benævne et problem og derefter at anerkende dets eksistens og definere det. Alt, hvad der ikke har et navn og ikke er defineret, er identitetsløst. Det betyder, at det pågældende element betragtes som ikkeeksisterende. Det er på tide, at verden anerkender kurdernes politiske, sociale og kulturelle rettigheder, idet kurderne udgør en befolkning på mere end 40 millioner mennesker. Kurderne har åbenlyst givet udtryk for, at de ønsker at opnå fuld anerkendelse og blive optaget i det aktuelle verdenssamfund. Vi forventer af verdenssamfundet, at det respekterer vores ønske, og at det ikke indgår som et redskab i internationale forhandlinger. Hvis problemet ikke gribes an ud fra en samvittighedsmæssig og humanitær vinkel, vil der fortsat hvile en potentiel trussel over freden regionalt og på verdensplan. Hele nationer har været overladt til sig selv, fordi de har rejst mure i stedet for at bygge broer. Europa har lidt under dette i mange år, og menneskeheden har væltet disse mure én efter én. Europa og verden burde være i stand til at nedbryde de usynlige mure, der er opført mellem dem og kurderne, og i øvrigt tjene som brohoved for en løsning på dette problem. Man bør tage i betragtning, at hvis Tyrkiet i fremtiden bliver medlem af EU og løser det kurdiske problem, vil den vestlige civilisation kunne mødes med Mesopotamiens omfattende kulturelle rigdomme. Først da vil den vestlige civilisation blive en virkelig demokratisk civilisation.

Min fjerde appel retter jeg til demokratiets og fredens fortalere. Det er ikke tilstrækkeligt selv at være tilhænger af fred og pacifist, det skaber ikke i sig selv fred. Hvis mennesket ikke kæmper med sig selv og selv kæmper mod krigen, kan intet få krigene til at forsvinde. Følgelig bør vi tjene som krigere for fred og organisere os overalt, hvor der er krig.

Og min sidste appel retter jeg til kurderne, til de kurdere, der kæmper for demokratiet i alle de geografiske områder, de er bosat i, om først og fremmest at slutte fred indbyrdes. De bør fremme demokratiet, sikre frihederne og udvise samhørighed. Solidaritet forudsætter respekt for hinandens værdier, samhørighed forudsætter solidaritet, styrke forudsætter samhørighed og fred styrke. Man bør gøre sig klart, at alle forsøger at skabe sin egen udgave af det kurdiske folk, og at mange misbruger det tyrkiske folks sag. Den eneste måde, hvorpå vi kan komme denne tendens i forkøbet og forhindre dette, er ved at skabe enhed og samhørighed indadtil, indbyrdes fred, solidaritet og en fælles politik.

Hr. formand, ærede medlemmer, hvorfor skulle tyrkere, kurdere, tyskere, franskmænd, lazere, circasiere, spaniere, georgiere, assyrere, amerikanere, tjekkere, arabere, yazidier, bretonere, catalanere, persere, tjetjenere, de oprindelige folk i Australien, amerikanske indianere, alawiter, sunnitter, afrikanere, palæstinensere, jøder, katolikker, protestanter, muhamedanere, kristne, hvide, sorte og alle verdens folk ikke kunne leve sammen i fred og fordragelighed?

Vi ser alle op på de samme stjerner, vi er alle rejsende på samme planet og lever alle under den samme himmel. Med Victor Hugos ord er freden den altopslugende lykke, og vi bør derfor glemme alt, hvad der har med krig at gøre, smerten, hævngerrigheden og hadet. Vi må indoptage alt dette, for i modsat fald vil vi ikke kunne rejse sammen og være lykkelige.

Jeg tilegner denne tale broderskabet og det tyrkiske og kurdiske folks lykke. Jeg hilser Dem med kærlighed og venskab.

(Bifald)

  Formanden. - Fru Leyla Zana, i Deres tale omtalte De Tyrkiet som Deres land og opfordrede til anerkendelse af det kurdiske folk på tyrkisk territorium. Så, fru Zana, på samme måde, som jeg tidligere bød dem velkommen på Deres eget sprog, kurdisk, vil jeg også gerne have lov til at takke Dem på Deres andet sprog, tyrkisk:

"Konuşmanız için içten teşekkürler."

Hvilket betyder "mange tak for Deres tale".

Fru Zana har holdt en glimrende tale for os om identitet og om processen med at overvinde de antagonistiske forskelle, der har bekæmpet hinanden gennem hele historien. Det er et godt eksempel på skabelsen af en fælles identitet, der er mere kompleks end vores egne individuelle identiteter, da den omfatter en større virkelighed. Leyla Zana er et eksempel på netop denne søgen efter en multi-identitet, der er forenelig med alles individuelle identitet. Endnu en gang, fru Zana, "Konuşmanız için içten teşekkürler".

(Bifald)

(Højtideligt møde blev hævet kl. 11.35)

FORSÆDE: Ingo FRIEDRICH
Næstformand