FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

(Mødet åbnet kl. 9.05)

  Pervenche Berès (PSE). - (FR) Hr. formand, jeg vil gerne tale om dagsordenen. De emner, som vi skal tale om i formiddag, er meget vigtige. Det glæder mig, at Europa-Parlamentet har mulighed for at diskutere dem i en rolig atmosfære og med gensidig forståelse.

Der var dog også foreslået andre emner til dagsordenen, især en analyse af betydningen for hele EU af Mittal Steels fjendtlige købstilbud til Arcelor. Jeg synes, at det ville have været naturligt, at Europa-Parlamentet udtalte sig om denne sag.

(Formanden fratog taleren ordet)

  Formanden. - Fru Berés, dette er ikke et indlæg til forretningsordenen. Jeg forstår, at De ønskede at tale om dette spørgsmål, men hvis De ønsker at komme med et indlæg til forretningsordenen, er jeg nødt til at påpege over for Dem, at det ikke er det, og at jeg derfor beklager ikke at kunne blive ved med at give Dem ordet.

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om ytringsfrihed og respekt for religiøs tro.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, de kontroverser, vi har oplevet i de seneste uger i forbindelse med karikaturtegningerne, som blev trykt i en dansk avis, udgør uden tvivl en meget beklagelig udvikling, fordi det rører ved noget, som medlemmerne af EU og EU selv i mange år har støttet sig til, nemlig et tillidsfuldt, konstruktivt samvær mellem forskellige religionssamfund i vores lande.

Den tillid og den gode vilje, som er blevet udtrykt i alle medlemsstater og også af institutionerne i EU i de senere år, synes nu svækket. Vi har oplevet voldelige demonstrationer, som også har krævet dødsofre. EU-repræsentationer og andre af medlemsstaternes institutioner i forskellige stater er blevet angrebet og beskadiget. Der er blevet fremsat trusler. Der er iværksat boykotforanstaltninger.

Alt dette er en udvikling, som vi skal beklage dybt, og som må foranledige os til at spørge: Hvad er gået galt her? Hvad kan man gøre her for at forhindre lignende hændelser i fremtiden? Forskellige principper for vores samvær står på spil og skal diskuteres i forbindelse med dette spørgsmål.

Først og fremmest er der den konsensus, at vi skal fordømme enhver form for vold, enhver voldelig reaktion fra militante grupperinger. Rådsformandskabet har også gjort det på en tydelig måde fra begyndelsen af.

Vi forventer også af de ansvarlige regeringer, at de er sig ansvaret og ansvarligheden også i folkeretlig forstand bevidste og må træffe tilsvarende beskyttelsesforanstaltninger.

Nu handler det - hvad angår spørgsmålet om vold og voldelige sammenstød - om at tage beroligende skridt og bidrage til en afspænding af situationen. Rådsformandskabet har lige fra begyndelsen af disse hændelser varetaget sit politiske ansvar. Allerede den 30. januar forsikrede Rådet Danmark og Sverige og alle andre berørte lande om sin fulde solidaritet. Udenrigsministrene i Rådet har dog samtidig også understreget betydningen af presse- og ytringsfriheden, som udgør en grundsøjle i vores værdier, som vi forsvarer i EU. Denne ytringsfrihed er et vigtigt gode, som vi skal forsvare, og som vi også har kæmpet længe for i vores samfund i vores europæiske historie. Men samtidig betyder udøvelsen af denne ret til fri meningsudveksling ligesom udøvelsen af enhver anden ret en høj grad af ansvar, den enkeltes ansvar, institutionernes ansvar.

Tidligt forsøgte EU, men også FN og andre organisationer som f.eks. især organisationen Islamisk Konference i erklæringer at tydeliggøre de principper, som vi skal holde os til i denne konflikt. Den fælles erklæring fra FN's generalsekretær og generalsekretæren for organisationen Islamisk Konference samt fra den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik af 7. februar var i denne sammenhæng af stor betydning. Her understreges netop en ansvarlig omgang med religiøse overbevisninger samt ytringsfrihed samtidig med pressens ansvar. Pressens ansvar er pressens eget ansvar. Det er ikke muligt i vores samfund - og det er også godt på den måde - at regeringer foreskriver over for uafhængige pressemedier, hvad de kan sige, og hvad de ikke kan sige, inden for de grænser, som sættes af retssystemerne. Disse retssystemer skal være i overensstemmelse med de internationale normer, især med den europæiske menneskerettighedskonvention.

Voldelige overgreb blev også afvist og fordømt i den omtalte erklæring af 7. februar, og der blev opfordret til dialog. Den 8. februar telefonerede rådsformanden, udenrigsminister Plassnik, med den tyrkiske vicepræsident og udenrigsminister Gül. Det var meget bevidst, at vi inddrog Tyrkiet i bestræbelserne på en beroligelse, for netop Tyrkiet kan spille en meget aktiv og konstruktiv rolle i forbindelse med fremme af dialogen mellem Europa og den muslimske verden. Vi har derfor også - det er en østrigsk foranstaltning - inviteret High Level Group under Alliancen af Civilisationer, som står under FN's protektion, til at afholde dets næste møde i Østrig.

Den 8. februar gav rådsformanden, forbundskansler Schüssel, ligeledes i en erklæring udtryk for sin bestyrtelse over præsentationer på en muslimsk emigrantorganisations hjemmeside med sæde i Antwerpen og over den iranske avis Hamschahris opfordring til en holocaustkarikaturkonkurrence. Også her må vi tydeligt melde ud, at sådanne initiativer og opfordringer skal fordømmes og afvises.

Som De ved, befinder den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Javier Solana, sig for øjeblikket i Mellemøsten. På et møde med generalsekretæren for organisationen Islamisk Konference, Ekmeleddin Ihsanoglu, den 13. februar blev mulighederne for en målrettet dialog mellem Europa og den muslimske verden drøftet. Denne diskussion vil generalsekretæren og den højtstående repræsentant fortsætte sammen med generalsekretæren for Den Arabiske Liga og sammen med repræsentanter for landene Saudi-Arabien, Egypten, Jordan, Den Palæstinensiske Myndighed og Israel.

Vi, Rådet, men også de enkelte medlemsstater vil fremme dialogen med den islamiske verden og fortsætte ad denne vej med dialog mellem civilisationerne, mellem religionssamfundene. Også den finske udenrigsminister Tuomioja har allerede meddelt, at dialogaktiviteterne vil være et centralt anliggende for det finske formandskab.

Vi vil som formandskab også fremover tage skridt til at mildne situationen. På næste udenrigsministermøde den 27. og 28. februar vil mulighederne for forstærkede EU-dialogaktiviteter med den islamiske verden være et vigtigt emne.

I den aktuelle krise kræves der leadership blandt de valgte politiske repræsentanter i EU. Dette leadership kan og skal selvfølgelig ikke bestå i, at der foreskrives adfærdsforholdsregler fra statens side over for medierne. Jeg har allerede fremhævet betydningen af ytrings- og pressefriheden for vores værdier, for værdierne i EU. Denne frihed fra censur ønsker vi under ingen omstændigheder at sætte på spil. Det har taget alt for lang tid og været alt for svært at tilkæmpe sig den. Denne frihed - det har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol også understreget i utroligt mange grundlæggende afgørelser - inkluderer også tilladelse af nye, kontroverse tanker og enhver diskussion. Den inkluderer også friheden til på den ene side at begå fejl og på den anden side at kritisere fejl på det allerskarpeste. Som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol sagde i en grundlæggende afgørelse for 20 år siden: Ytringsfriheden inkluderer også at chokere og irritere. Domstolen sagde dog også, at der selvfølgelig skal være grænser for denne frie meningsudveksling, og det er dér, hvor andres følelser, især også andres religiøse følelser, såres.

Det politiske leadership i EU skal også vise sig ved, at vi formidler troværdigt, at ytringsfrihed og respekten for andres kultur og religion ikke er i strid med hinanden, men supplerer hinanden og er forenelige med hinanden. Svaret på den nuværende krise hedder efter vores mening ikke mindre ytringsfrihed, men snarere troværdigt engagement fra det demokratisk pluralistiske Europa i dialogen mellem kulturer og civilisationer. Vi skal sige til de muslimske samfund i verden, at vi fortsat ønsker at følge vejen for udvikling af tillidsfulde relationer sammen med dem. Vi skal sige til vores muslimske medborgere i EU, at Unionen er et godt sted, hvor de respekteres ligesom udøvere af andre religioner og kan føle sig godt tilpas, og hvor de har mulighed for at præge forholdene demokratisk. Ved at gribe denne udfordring vil det være vigtigt for os især at støtte os til den tillid, som kunne opbygges i de forløbne år i alle medlemsstater mellem religionssamfundene indbyrdes samt mellem de politisk ansvarlige og religionssamfundene.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på nogle aktiviteter, som er blevet iværksat i mit eget land, Østrig, for medlemsstaternes ansvar er også meget påkrævet her, og Rådet, som taler på vegne af sig selv og EU samlet, skal naturligvis også støtte sig til de enkelte medlemsstaters aktiviteter her.

Hvad angår Østrig, var det en af de vigtigste samtaler, som østrigske toprepræsentanter førte netop i de sidste dage i søgningen efter en afspænding af situationen, den 7. februar, mellem udenrigsminister Plassnik og formanden for det islamiske trossamfund i Østrig, Anas Schakfeh. I den forbindelse blev betydningen af det fredelige samvær mellem de forskellige religionssamfund i vores lande fremhævet, og det blev erklæret, at det nu handler om at stå sammen og også gøre vores løbende samtale, som har stået sin prøve i praksis, synlig udadtil. Det er en dialogkultur, som vi har opbygget i Østrig, men også i alle andre medlemsstater i løbet af årene, og som nu skal stå sin prøve i en krise.

Der har netop i de seneste måneder været meget vigtige arrangementer i Østrig, f.eks. en stor konference om emnet "islam i et pluralistisk samfund", hvor utroligt mange religiøse, politiske ledere - Afghanistans præsident, Iraks præsident, Irans tidligere præsident, høje gejstlige honoratiores fra alle religionssamfund - deltog. For to dage siden inviterede forbundskansleren alle ledere fra de store anerkendte religionssamfund i Østrig til et møde. Ved denne lejlighed blev det understreget af alle i enighed, at det kun er et fredeligt samvær, en fredelig - også kritisk - diskussion med hinanden, der er den rigtige vej for at forhindre en udvikling, som den vi har måttet opleve i de seneste uger. Det handler altså om at fortsætte denne dialog, men det handler også om at forsvare vores værdier som f.eks. retten til fri meningsudveksling.

(Bifald)

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (EN) Hr. formand, offentliggørelsen af tegninger i danske og andre europæiske aviser og den efterfølgende reaktion har rejst mange følsomme og grundlæggende spørgsmål. Tegningerne har skabt vrede blandt mange muslimer over hele verden. Vi skal respektere, at det er følsomme spørgsmål, som man skal have ret til at protestere imod under fredelige former, og som er en grundlæggende rettighed i ethvert åbent samfund.

Jeg deler den holdning, som den danske statsminister, Anders Fogh-Rasmussen, gav udtryk for, da han fastslog, at den danske regering respekterer Islam som en af verdens største religioner, og at regeringen ikke havde til hensigt at krænke de muslimske samfund og ikke støtter aktiviteter med dette formål. Jeg ønsker i dag personligt at understrege min dybe respekt for de islamiske samfund og de bidrag, som de har ydet og fortsat yder til Europa.

Kommissionens bekymring vedrører ikke den fredelige reaktion på tegningerne, som har været fremherskende blandt de berørte grupper. Bekymringen vedrører den voldelige reaktion fra et mindretal, som også mange muslimer har taget afstand fra. Kommissionen fordømmer derfor stærkt den vold, der er udøvet over for vores kontor i Gaza og andre medlemsstaters missioner, herunder især Danmarks. Det er ironisk, at formålet med disse missioner er at skabe reelle fordele for befolkningen i værtslandene.

Den rette løsning er heller ikke en handelsboykot, som vil skade alle parters økonomiske interesser og virke hæmmende for handelsforbindelserne mellem EU og de involverede lande. Handelen og de bredere forbindelser, som følger med, er et middel til fremme af gensidig forståelse. Lad os slå helt fast, at en boykot af danske produkter pr. definition er en boykot af europæiske produkter.

(Bifald)

Jeg har talt med den danske statsminister og understreget over for ministeren, at Danmark har Kommissionens støtte. Jeg ønsker i dag endvidere at give udtryk for min støtte til Danmarks befolkning, som helt korrekt har ry for at være blandt de mest åbne og tolerante folkeslag, ikke blot i Europa, men i hele verden. Jeg ønsker i dag at byde Danmarks repræsentanter i form af en delegation fra det danske folketing velkommen.

(Bifald)

Jeg har også talt med rådsformanden, kansler Schüssel. Kommissionen vil fortsat arbejde sammen med det østrigske formandskab og alle parter, der ønsker en effektiv og fredelig løsning på problemet.

Med denne situation rejses store spørgsmål. Vores europæiske samfund er baseret på respekt for det enkelte individs liv og frihed, ligestilling mellem mænd og kvinder, ytringsfrihed og en klar skelnen mellem politik og religion. Vores udgangspunkt er, at vi som mennesker er frie, uafhængige, lige og ansvarlige. Vi skal beskytte disse principper.

Ytringsfrihed er en del af Europas værdier og traditioner. Lad mig slå følgende fast. Ytringsfrihed kan ikke forhandles. Som alle former for frihed afhænger bevarelsen af denne frihed af det enkelte individs ansvarlighed.

(Bifald)

Vi fordømmer alle former for fordomme og diskrimination. Men regeringerne eller andre offentlige myndigheder kan ikke foreskrive eller sanktionere det enkelte menneskes holdninger. Og disse holdninger vedrører udelukkende det enkelte menneske og ikke et land, en befolkning, en religion, og vi skal ikke lade andre foregive, at det forholder sig sådan.

(Bifald)

Ytringsfrihed og pressefrihed er grundlaget, ikke blot for at kunne offentliggøre en holdning eller nogle tegninger, men også for at kunne kritisere dem. Ytringsfrihed går i begge retninger.

Der er også begrænsninger forbundet med ytringsfrihed, og disse begrænsninger skal respekteres. De er defineret og håndhæves gennem EU-medlemsstaternes lovgivning og retssystemer. Det er naturligvis helt uacceptabelt at overskride rammerne for den lovgivning, som er fastsat af demokratiske institutioner.

Religionsfrihed kan heller ikke forhandles. Europa skal respektere religionsfriheden, ligesom EU skal respektere ytringsfriheden, og det gør EU. Religionsfrihed er en grundlæggende rettighed for det enkelte individ og samfundet. Heri indgår respekten for integriteten af alle religiøse overbevisninger og alle de måder, hvorpå disse praktiseres. Muslimer skal have og har ret til at praktisere deres tro, ligesom alle andre har ret til at praktisere deres tro.

EU og medlemsstaterne har i lang tid arbejdet på at fremme dialogen mellem forskellige samfund, både inden for EU og mellem de muslimske nabolande og andre dele af verden. Gennem vedvarende og fredelig dialog under hensyntagen til ytringsfrihed kan der opnås gensidig forståelse og respekt. Jeg ønsker at fortsætte bestræbelserne på at fremme dialogen mellem kulturer og religioner. Dialogen skal være baseret på tolerance, ikke fordomme, og religions- og ytringsfrihed samt de værdier, som er forbundet med disse værdier.

Vold er dialogens fjende. Vi må ikke lade et mindretal af ekstremister vinde. De bedste af vores værdier skal vinde over de værste fordomme.

(Bifald)

  Hans-Gert Poettering, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, kære kolleger, PPE-DE-Gruppen følger diskussionerne om karikaturtegningerne med stor bekymring. Men for os er én ting helt klart, og det lader vi os lede af. Vi vil forsvare pressefriheden, og vi vil beskytte troende menneskers følelser og symboler, som er vigtige for dem, uanset religion. Vi vil forsvare menneskerettigheder og resultaterne af oplysningstiden, og vi vil beskytte retten til at tro, til at være forskellige og til anerkendelse. Vi kan kun gøre dette på samme tid, hvis der som det første er selvbeherskelse og besindighed på alle sider. Derfor appellerer vi i dag især til alle repræsentanter for medierne i Europa, i Iran, i andre islamiske lande. Vi appellerer til dem, som ønsker at puste striden om karikaturtegningerne op til en politisk grundlæggende strid. Vi vil ikke gå en god fremtid i møde, hvis vi besvarer polemik med polemik, aggression med aggression, manglende følsomhed med manglende følsomhed. Vi ønsker et system, som forsvarer ytringsfriheden som en af de vigtigste menneskerettigheder, og som samtidig er sensibel over for de grænser, der befinder sig i de andres frihed og værdighed. Det skal være et system, hvor der vises respekt for andres tro og religiøse følelser, og som samtidig gør det muligt at føre en fredelig og konstruktiv samtale om det, der adskiller os ved første øjekast eller i kernen af vores væsen, vores værdier, vores erfaringer og følelser.

Det resulterer i følgende: Vold som middel til ophidselse eller indignation over andre meninger må aldrig accepteres. Vi fordømmer alle, som har organiseret de voldsomme reaktioner i forskellige lande i verden. Det var jo ikke nogen spontan reaktion - i øvrigt er denne reaktion først kommet måneder efter - men den var til dels organiseret af regimer, som ikke arbejder for ytringsfrihed, men undertrykker mennesker, også det skal vi sige med al tydelighed!

(Bifald)

Vi vender os mod alle former for vold. Ikke kun mod vold mod mennesker, men også mod vold mod ting, mod flag eller bygninger, og vi fordømmer dem på det skarpeste. Det handler nu om, at vi også bliver lidt mere konkrete. At besværge dialog mellem kulturerne alene er ikke tilstrækkeligt - vi skal være mere konkrete. Jeg vil gerne - jeg ved, at det alt sammen er ufuldkomment, men det er en tilskyndelse til eftertanke - stille to meget konkrete forslag: For det første bør vi - fordi vi skal begynde ved de unge mennesker - nedsætte et udvalg af skolebogseksperter og undersøge skolebøgerne i Europa og i den islamiske verden for, hvilke ord og værdier man udbreder om hinanden dér. Et sådant udvalg bør ligge under EU og organisationen Islamisk Konference i fællesskab, med størst effekt med deltagelse af FN's generalsekretær ved udvælgelsen af eksperterne.

Vi og den islamiske verden har hidset os op over nogle karikaturtegninger i en europæisk - dansk - og i nogle andre aviser. Det er kun én dokumentation ud af hundrede - for ikke at sige tusinde - karikaturtegninger, hvor vores værdier, de kristne værdier, og vores overbevisning også fremstilles karikeret i den islamiske verden. Det skal ophøre - hos os, men også i landene i den islamiske verden!

(Bifald)

Desuden var vi sammen med andre kolleger ved Euro-Middelhavs-konferencen i Barcelona. Vi burde benytte Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet til at føre repræsentanter for den valgte politik og repræsentanter for civilsamfundene fra Europa og fra vores partnerlande sammen til regelmæssige samtaler og målrettede drøftelser som led i Barcelona-processen. På denne måde kan Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet være et afgørende sted for et møde for dialog mellem kulturerne.

Tillad mig at komme med en personlig bemærkning: Fra 1999 og frem til 2006 har jeg besøgt 16 arabiske og islamiske lande. Jeg husker en samtale med en meget engageret, troværdig højtstående repræsentant for gejstligheden i Saudi-Arabien. Det var alt i alt en vidunderlig samtale. Denne personlighed spurgte mig, hvordan muslimer bliver behandlet i Europa. Jeg svarede, at vi ofte ønskede, at der var en bedre integration af folk, men at de kunne udleve deres tro. Jeg stillede derefter følgende modspørgsmål: Er det sandt, at hvis en muslim ønsker at blive kristen, så straffes han eller hun med døden ifølge loven i Saudi-Arabien? Jeg fik ikke noget svar på det.

Tolerance er vigtig. Den går imidlertid ikke kun i én retning, men i begge retninger. Tolerance, forsoning og forståelse skal baseres på sandheden, og det går vi ind for. Jeg bifalder eftertrykkeligt det, som kommissionsformanden sagde. Den, der angriber et land i EU, angriber os alle. I denne betydning er vi naturligvis solidariske med Danmark, og vi bør på baggrund af denne debat sende et signal om tolerance og forståelse, imidlertid på grundlag af gensidighed og accept af sandheden. Kun på denne måde kan vi gå en god fremtid i møde for dialog mellem kulturerne.

(Bifald fra højre og fra midten)

  Poul Nyrup Rasmussen, for PSE-Gruppen. - Hr. formand, Hr. rådsformand! Hr. Barroso, formand for Kommissionen! Martin Schulz, vores gruppeformand, har bedt mig om i dag at tale på Den Socialistiske Gruppes vegne, og det gør jeg gerne i denne sag. Det har været forfærdeligt og oprørende at se mennesker blive slået ihjel, mit og andre landes flag blive brændt, ambassader angrebet og boykot iværksat, så masser af uskyldige mennesker har mistet deres job. Det har været dobbelt trist, fordi vore landes historie også handler om tolerance og forståelse og respekt for andre folk. Vi har været forrest i international solidaritet og i økonomisk og politisk bistand til fattige folk rundt om i verden. Vi har altid kæmpet for retfærdighed og folkenes ret til deres egen selvstændige stat i fredelig sameksistens, ikke mindst i Palæstina.

Det er fuldstændig afgørende, at de voldsomheder, vi ser, ikke løber løbsk. Den vold må standse nu. Og jeg vil gerne personligt og på mit lands vegne takke hr. Barroso for det klare signal her i dag i Parlamentet og for solidariteten med mit land og med alle de lande, der er blevet angrebet. Et angreb på et medlemsland er et angreb på hele EU.

Men det er også vigtigt at understrege, at EU står for det modsatte af fremmedhad og intolerance. Europas værdier bygger på respekt for folkeslag og for religioner. Hele vores blodige historie har lært os den gensidige forståelses, værdighedens og sameksistensens visdom. Derfor er det første, jeg i dag gerne vil sige til hele den muslimske verden og til alle i Europa: Ytringsfriheden kan vi ikke gå på kompromis med - ingen regering eller menig borger kan sætte spørgsmålstegn ved den frihed. Men ytringsfriheden befinder sig ikke i et tomrum - den må og skal forvaltes under ansvar. Vi kan heller ikke gå på kompromis med respekten for andre folkeslag og for andre religioner. Det er også en fundamental del af de menneskerettigheder, som Europa og FN bygger på. Derfor skal ytringsfriheden gå hånd i hånd med respekten for andre folkeslag. Sådan må det være!

Jeg vil gerne benytte min ytringsfrihed i dag til at kritisere og tage klar afstand fra de tegninger af profeten Muhammed, der blev bragt i en dansk avis for nogle måneder siden. Det var arrogant, det var respektløst, og det var udtryk for en total mangel på viden om islam. Og jeg vil gerne understrege, at tegningerne ikke er udtryk for den almindelige danske befolknings holdninger. Vi ved godt i Danmark og rundt om i Europa, at vi ikke behøver at kritisere andre eller tale ned til andre, når det drejer sig om noget, de betragter som helligt, for at elske vores eget land, vores egen værdighed, vores egen religion. Jeg ved også, at mange i Europa ikke kan forstå, at den danske statsminister nægtede at mødes med ambassadører fra den arabiske verden. Det kan jeg heller ikke forstå. Men hvad der er sket, kan vi ikke ændre. Og allervigtigst er det, at den danske regering efterfølgende klart har brugt sin ytringsfrihed til at udtrykke respekt for andre folkeslag og deres religioner, ikke mindst islam. Nu må vi se fremad!

(EN) Vi ønsker at sende et klart signal i dag. At afvise nye provokationer, som kan bruges af ekstremister i Europa og i den muslimske verden til at anspore til vold og intolerance og til at skabe nye myter om hinanden.

Vi har oplevet det mange gange før hos fremmedfjendske og populistiske partier i Europa og hos de ekstremistiske kræfter i den muslimske verden. Men vi siger nej til dem, som mener at det er "dem imod os". Alt for længe har yderfløjene på begge sider i Europa haft mulighed for at udbrede det forkerte budskab. Og det værste er, at de har skabt had og frygt og samlet en skare af tilhængere af deres synspunkter. Det er på tide, at der fastlægges en ny, moderat og ansvarlig dagsorden, som hr. Barroso udtalte, en ny dagsorden som klart og tydeligt viser, at der er en anden måde at gøre tingene på.

I Europa ønsker vi ikke at bære ved til ekstremisternes bål. I Europa-Parlamentet ønsker vi at sende et klart signal. Vi ønsker at forene alle kræfter i en ny og langt stærkere dialog med den islamiske verden, hvor vi bygger på uforbeholden respekt - en respekt, der er grænseoverskridende og gælder alle mennesker og religioner. Vi ved, at vi lever i en globaliseret verden. Det giver os et særligt ansvar. I den globaliserede verden er det ikke "dem imod os", det er kun "os". Og nej, det er ikke et sammenstød mellem religioner eller civilisationer.

Vi har været vidne til tåbelige handlinger, der var skabt ydmygelse og hån. Denne handling blev udnyttet af ekstremister til at anspore til had og vold. Men hvis man skal prøve at forstå det bredere reaktionsmønster, var disse tegninger dråben, der fik bægeret til at flyde over. Vi skal ikke glemme de mange års sociale og økonomiske frustrationer i mange muslimske lande. Vi skal indse, hvad ydmygelse og arrogance fra dem, der har magt og overskud, kan føre til.

Lad os ikke falde for fristelsen til at indføre kortsigtede sanktioner, men stå ved vores økonomiske og politiske samarbejde. Vi skal lægge alle de begivenheder, som tegningerne satte i gang, bag os. Det skal være slut med provokationer, og det næste skridt skal være de fælles bestræbelser på at opbygge en bedre dialog - kritisk, åben, vedvarende og konstruktiv.

(Bifald)

  Karin Riis-Jørgensen, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, i dag er det vigtigste budskab fra Den Liberale Gruppe at sikre og forsvare ytringsfriheden, ikke blot i Europa, men også i Kabul og Teheran. Det er helt uacceptabelt, at voldelige protester, angreb på ambassader, afbrænding af flag og boykot af varer skal erstatte dialogen. Vi har oplevet, at en europæisk virksomhed har boykottet danske varer, og det er uheldigt og ikke et tegn på europæisk solidaritet.

Vi er alle chokerede og bedrøvede over de seneste 14 dages begivenheder, og ingen har været mere chokeret end jeg og alle andre danskere. Muslimerne bør dog erkende, at de globale spændinger kun har medvirket til at øge støtten til ekstremt højreorienterede partier, der er imod indvandring, og har været misbrugt af ekstremister i og uden for Europa.

Alle europæiske borgere skal udvise personlig ansvarlighed for at lægge låg på den stigende vrede. Vi skal ikke lade ekstremisterne triumfere på bekostning af et flertal med moderate holdninger, og vi skal sammen værne om artikel 11 i traktaten om at fordømme vold og voldelig adfærd over for medlemsstaterne. Når det danske og andre europæiske flag brændes, skal EU vise den form for solidaritet, som vi har været vidne til her i dag, og afvise krav om, at regeringerne skal undskylde på vegne af de uafhængige medier ...

(Bifald)

... især da følgende er fastsat i § 77 i den danske grundlov: "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres".

EU skal endvidere afvise bestræbelserne fra Den Islamiske Konference og Den Arabiske Liga på at få udarbejdet en FN-resolution, evt. bakket op af sanktioner, der skal beskytte religioner imod fjendtlige ytringer. Et sådant tiltag vil være i strid med det forfatningsmæssige grundlag for mange liberale demokratier og vil samtidig være en opfordring til global kriminalisering af tankefrihed.

(Bifald)

Ingen kan benægte, at muslimerne er i deres gode ret til at føle sig krænket over disse tegninger, ligesom sikher, jøder, kristne eller andre troende har ret til at tage anstød af pressens skriverier. Klager skal dog behandles gennem de relevante retlige kanaler. I et civiliseret samfund kan en krænkelse aldrig være begrundelse for vold. I et sekulært demokratisk samfund som vores er pressefrihed helt afgørende, for det er denne frihed, der styrker de principper for demokrati og pluralisme, som vores union bygger på, og som anerkendes universelt i internationale konventioner. Alle troende skal værne om disse værdier, som sikrer at alle i Europa kan praktisere deres tro frit og åbent, men som samtidig sikrer retten til ikke at være troende.

Dermed ikke sagt at pressefrihed skal betyde total frihed til at krænke andre. Det siger sig selv, at der efter den 11. september og bombeangrebene i Madrid og London skal gøres en større indsats for at sikre, at forholdet mellem forskellige samfund er så harmonisk som muligt. Den Liberale Gruppe er overbevist om, at den nuværende situation ikke kan løses af "tankepolitiet", men udelukkende gennem dialog. Derfor støtter vi initiativet "Alliance of Civilisations", udarbejdet af FN's generalsekretær, og vi bifalder indsatsen fra kommissæren for retlige anliggender, hr. Frattini, i forbindelse med organiseringen af en rundbordsforhandling med mediechefer, journalister og religiøse ledere. Men vi sætter grænsen ved Deres forslag om en adfærdskodeks for pressen, og vi opfordrer hr. Solana til også at sætte grænsen her. Det vil blot medføre større mistillid og gensidig antagonisme. Hvis de forskellige samfund ikke kan drøfte spørgsmål om deres kulturelle svage punkter, hvordan kan de så opnå gensidig respekt?

Inden jeg slutter af på dansk, ønsker jeg personligt at takke kommissionsformanden, hr. Barroso, og mine kolleger i Parlamentet for at vise solidaritet.

Ytringsfriheden er en ret, men ikke nødvendigvis en pligt. Men ytringsfrihed er en ret, som hverken må betvivles eller gradbøjes. Hvis vi først begynder at gradbøje ytringsfriheden og samtidig parkerer vores ret til kritisk analyse af alle religioner, vil den fundamentale ret til at tænke og ytre sig frit blive indskrænket.

  Daniel Marc Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, kære kolleger, Hannah Arendt sagde, at frihed ødelægger og gør ondt. Mennesker kan endda flygte fra den, for den kan af og til være besværlig og ubehagelig. Jeg mener, at der er én ting, vi som politiske mennesker og som politikere ikke må gøre, nemlig f.eks. at forsøge at formulere over for pressen, hvad dens grænser er. Det kan og må politikere ikke. Hvad der er common sense, det ved kun et samfund. Vi politikere kan naturligvis diskutere, hvor vi sårer mennesker med vores handlen - når vi f.eks. laver udlændingelove, som i Danmark, som sårer indvandrere og ikke respekterer dem. Det kan vi kritisere her, som Europarådet har gjort over for Danmark. Eller vi kan kritisere, når f.eks. de tyske delstater formulerer et spørgeskema for muslimer, som helt tydeligt ikke respekterer muslimerne. Det kan vi som politikere sagtens kritisere og diskutere.

Hør lige her: Hele diskussionen om grænserne er en samfundsmæssig diskussion. Hr. Barroso har ret: Man har ret til at offentliggøre karikaturtegninger, mod os politikere, mod mig, mod Hans-Gert Poettering og hvem som helst. Vi har ret til at sige i samfundet, at det ikke passer os. Muslimerne har ret til - og vi respekterer det - at demonstrere imod det. Som medlemmer af det jødiske fællesskab har demonstreret mod et teaterstykke af Rainer-Werner Fassbinder. Det er en samfundsmæssig konflikt. Vi kan dog ikke formulere en code of conduct for pressen. Det skal pressen selv gøre eller lade være, det er ikke vores opgave!

I den globale konfrontation siges det altid, at religionerne skal respekteres. Ja, men religionerne er i det offentlige rum, og som sådanne vil de - religionerne - være mål for blasfemiske karikaturtegninger. Det hører til religionen og demokratiet som luften til åndedrættet, sådan er det nu engang. Det betyder ikke, at man skal anse disse karikaturtegninger for at være gode, smagfulde. Frihed er hverken smagfuld eller smagløs. Frihed er noget, som vi har kæmpet for, og der er endnu ikke noget samfund, der er brudt sammen, fordi der var for meget frihed, men det er altid brudt sammen, fordi der var for lidt frihed. Alt for lidt!

Derfor er jeg ikke solidarisk med karikaturtegningerne. Jeg kan sige Dem, hvilke jeg har smilet underfundigt over, hvilke jeg har grinet over, og hvilke jeg fandt frastødende. Jeg er solidarisk med alle mennesker, ofrene for vold er i denne konfrontation. Jeg synes, at det, som f.eks. store europæiske virksomheder har gjort, er forfærdeligt - Carrefour, Nestlé - der har skiftet annoncer i Saudi-Arabien med mottoet "Vi er ikke danskere, vi er franskmænd!". Det er smagløst, det kan vi angribe! Men undgå selvretfærdighed!

Lad os ikke tage religionen ud af den samfundsmæssige diskussion, for religionerne har også krav på at sige, hvad der er rigtigt eller forkert. I abortspørgsmålet, i spørgsmålet om homoseksualitet er det ikke meningen, at vi skal karikere dem, hvis de siger noget sludder - det er nu vores frihed at gøre det. Denne frihed ønsker vi også at forsvare.

Hvis vi respekterede indvandrerne mere i vores verden, hvis vi respekterede dem mere med vores love, havde de mulighed for at diskutere vores frihed anderledes. Lad os give dem den frihed, som vi kræver for os selv, og de vil omgås denne frihed ansvarsfuldt!

(Bifald fra Verts/ALE-Gruppen)

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand, blandt alle de klare holdninger, der er fremkommet hidtil i sagen om Muhammed-tegningerne, har kun få været overbevisende. Emnet egner sig til alle former for manikæisme, og jeg mener, at det er en fælde, vi for enhver pris skal undgå. Jeg mener, at det er nødvendigt med klare og nuancerede overvejelser om de forskellige facetter i det problem, som vi står over for.

Der er først og fremmest spørgsmålet om ytringsfrihed, som naturligvis er prøvestenen i demokrati og ligeledes prøvestenen i et verdsligt offentligt rum, som vi med rette anser for vigtigt. I det rum anser vi den kritiske ånd, et personligt forhold til tro og tolerance for at herske. Lad os ikke gå på kompromis med denne anskuelse, men lad os samtidig blive enige om, at forsvaret for disse principper ikke skal slås i hartkorn med fornærmelser, sammenblandinger, fordømmelser og endnu mindre være en begrundelse for dem. Vi siger hele tiden, at vi alle lever i den samme verden, som bliver stadig mindre, hvor alt er indbyrdes afhængig, og hvor hverken Europa, den vestlige verden generelt eller noget andet område er centrum. Det skal vi naturligvis drage alle slutninger af. Vi bliver konstant overvåget af hele menneskeheden. Vi skal derfor bestræbe os på at frembringe en form for global samfundsopfattelse. Det enkelte menneskes frihed sker med respekt for alle.

Hvad skal man omvendt mene om en række arabiske staters reaktion, der er helt ude af proportion, på disse sager, som først og fremmest er et forsøg over for deres befolkninger på at forskønne deres lederes prestige, der er noget blakket, efter at de har underkastet sig en større magt, der er meget mere skyldig end det fredelige Danmark? Det er for øvrigt de radikale islamister, der kappes med de europæiske højreekstremister om at udnytte disse sager til at anspore deres respektive tropper og lukke munden på de fornuftige, modige og progressive stemmer, der kæmper mod dem. Det værste vil dog være, hvis vi mod vores vilje kommer til at bære vand til deres mølle i stedet for at bryde den onde cirkel.

Lad os se ud over den nuværende uro og de forkastelige overdrivelser, som den medfører, og i stedet koncentrere os om det vigtigste, nemlig det bitre udtryk hos de personer, der er ramt af en dyb følelse af uretfærdighed, dominans og ydmygelse, som den vestlige verden - lige fra Palæstina til især Irak - er ansvarlig for.

Den store palæstinensiske digter, Mahmoud Darwich, understreger det mere generelt ved at sige, at arabere og muslimer har følelsen af at stå uden for historien. Jeg mener, at det netop viser den væsentlige rolle, som Europa kan spille, nemlig at bygge broer mellem befolkninger. Men for at et sådant mål skal være troværdigt, kræver det, at vi helt klart frigør os fra dem, der ved at opføre sig som verdensherrer hver eneste dag fører os længere og længere ud til randen af en konflikt. Det kræver også, at der anvendes den samme internationale ret i alle lande uden undtagelse for i særdeleshed at afslutte konflikten i Mellemøsten, som til stadighed er en giftig kilde af håbløshed. Vi må håbe, at den ulykkelige sag om karikaturtegningerne kan være afgørende for de strategiske valg, som ligger foran os!

(Bifald fra venstre)

  Jens-Peter Bonde, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Godmorgen, kære EU, globaliseringen er sandelig kommet. Jeg havde aldrig troet, at andre mennesker ville brænde det danske flag med en sådan lidenskab. Men vi vil aldrig opgive ytringsfriheden. Både ytringsfrihed og religionsfrihed skal respekteres.

Redaktøren af Jyllands-Posten har undskyldt for at have såret de mange gruppers følelser. Han ville ikke have trykt tegningerne i dag. Danske imamer har distribueret de tegninger, som de ikke brød sig om. Hvorfor være så krænket over tegninger, som de selv har sendt videre til så mange?

Den danske statsminister har helt korrekt nægtet at påtage sig ansvaret for indholdet i de danske aviser, men når 11 arabiske ambassadører anmoder om et møde, er det statsministerens pligt at mødes med dem. Han burde have forklaret, at ytringsfrihed begrænses af de danske domstole, ikke af regeringen. Han burde have rådgivet om muligheden for at henvende sig til den særlige pressemyndighed for at få en vurdering.

Blasfemi er en forbrydelse i henhold til dansk strafferet. Enhver lokal redaktør skal udvise global ansvarlighed. Tegninger i en avis kan spredes via internettet og globale medier vidt omkring. Adskillige mennesker har mistet livet.

Den danske udenrigsminister holdt en fremragende pressekonference efter nedbrændingen af de danske ambassader. Han talte om dialog og venskab i stedet for fjendskab. I Danmark kommer man i fængsel, hvis man brænder Koranen. Jeg kunne ikke være mere enig. Venskab i stedet for fjendskab. Vi skal lære at respektere og samarbejde med muslimer, selv om vi aldrig vil opgive ytringsfriheden.

Gruppen for Selvstændighed og Demokrati advarede imod inddragelsen af grundlæggende rettigheder i EU-ret. Følsomme afgørelser om ytringsfrihed og religiøse rettigheder skal afgøres lokalt inden for internationale rammer, som er fastsat af FN og i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention. Vi kan tilbyde dialog inden for rammerne af den nye fælles Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet. Vi kan ændre vores udvekslingsprogrammer, således at europæere får mulighed for at besøge de arabiske lande, og således at unge arabere kan besøge os. EU kan åbne markederne for flere af deres produkter, prioritere fred og fremgang i Mellemøsten, men statssponsorerede handelsboykot af danske produkter skal tages op til behandling inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen.

Islam handler ikke om den danske grundlov. Danske imamer har ikke ret til at appellere til andre nationer. Muslimer kan gå rettens vej ligesom alle andre borgere. Hvis dette ikke er nok, kan man henvende sig til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol her i Strasbourg. Globaliseringen er sandelig kommet. Vi skal alle være åbne og fordomsfrie. Der er ingen let vej tilbage. Vi skal alle være lidt rummelige for at kunne leve i den globale landsby. Nogle små tegninger kan være starten på en tredje verdenskrig, ligesom første verdenskrig blev sat i gang, da en ung studerende skød ærkehertugen, Franz Ferdinand, i Sarajevo. En enkelt skud fra en ung mands pistol - eller en satirisk tegning - er måske ikke årsagen, men vi skal forstå budskabet. Vi skal alle leve sammen i denne verden. Det er stadig den eneste verden, vi har.

Vi skal alle være her!

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand, under drøftelse af retten til frihed og ytringsfrihed udtalte Oliver Wendell Holmes, en af USA's højesteretsdommere, at der ikke findes absolutte rettigheder. Rettigheder kan begrænses. Han gav som eksempel, at man ikke har ret til at råbe "ildebrand" i en tætpakket biograf, medmindre der rent faktisk er ildebrand.

En af de vanskeligheder, som vi møder i vores drøftelser, er det berettigede ønske om at sikre, at pressen og medierne i Europa har ytringsfrihed, frihed til at lave sjov, frihed til at komme med satiriske kommentarer og i nogle tilfælde frihed til at komme med fornærmende kommentarer. Et demokrati har brug for en sikkerhedsventil i form af humor og ironi for at kunne fungere ordentligt. Jeg tror ikke, at der er nogen i Parlamentet, som kan acceptere den voldelige reaktion i visse lande i Mellemøsten på offentliggørelsen af disse tegninger og karikaturer.

I debatten, forhandlingerne og mediedækningen glemmer man ofte, at der også har været mange fredelige demonstrationer, hvor muslimer og ikke-muslimer sammen har protesteret imod de tegninger og billeder, som de har fundet krænkende, ikke i relation til deres religiøse tro som sådan, men som mennesker. Respekten for den menneskelige værdighed er en lige så vigtig rettighed i et demokrati som ytringsfriheden.

En af de største udfordringer, som vi står over for i EU i dag, er at sikre, at vi ikke reagerer refleksmæssigt på enhver negativ eller skandaløs begivenhed. For mig personligt, der kommer fra et lille land som Irland, har det været et chok at opleve nedbrændingen af en dansk ambassade og offentlig afbrænding af det danske flag, som er symbolet på et land, der har kæmpet for frihed og imod intolerance. Jeg har ligeledes fundet det særlig usmageligt og uhyggeligt at følge mediedækningen, der fokuserer på nogle få personer i disse demonstrationer, der påfører skade på sig selv, især unge mennesker. I forbindelse med medierne plejer man at sige, at jo mere dramatisk, jo større chance for at komme på forsiden.

Hvordan skal Europa reagere? Formanden, hr. Barroso, udtalte helt korrekt, at EU er solidarisk med vores danske kolleger, da en boykot af danske produkter er en boykot af alle europæiske produkter. Vi skal sikre, at vi kan hjælpe vores kolleger i den danske regering med at modstå det pres, som de udsættes for af medierne med henblik på at ændre deres nuværende holdning. Selv om vi er kritiske over for den danske regerings politik og udøvelse af takt og tone, har den danske statsminister, Anders Fogh-Rasmussen, været principfast. Han har fastslået, at han ikke flytter sig vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt regeringen skal kontrollere medierne. Om 50 år vil han blive hyldet for denne indstilling. Det er en fordelene ved demokratiet.

Jeg ønsker til slut at fremhæve, at begge parter i debatten vil forsøge at fremlægge det som et sammenstød mellem civilisationer, religioner eller kulturer. I dag er der mere end nogensinde behov for respekt og tolerance. Vi skal respektere forskellene og skabe en fornuftig og meningsfuld rolle for de forskellige regioner i EU, men vi forventer gensidig anerkendelse.

Man kan ikke tildele frihed. Man kan fratage nogen deres frihed, men den frihed, som giver os tro og lidenskab, der brænder i vores hjerter, skal altid bevares og beskyttes.

(Bifald)

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand, alt i alt er det efter min mening beskæmmende, hvor ringe solidaritet de fleste europæiske regeringer har udvist med Danmark i denne sag. Det er ligeledes beskæmmende, hvor krybende og fejt de fleste meget forsigtige udtryk for solidaritet også i dag øjeblikkeligt følges af alle mulige formuleringer for frem for alt ikke at træde de islamiske fanatikere over tæerne.

Vi burde trods alt alle føle os som danskere i dag, for de forbryderiske aktioner mod ambassader, boykot af danske produkter, truslerne og de voldelige demonstrationer er egentlig rettet mod friheden og mod hele det frie Vesten. Enhver, som reagerer på denne trussel med en slet skjult opfordring til selvcensur, allierer sig med terror.

Kan jeg for øvrigt gentage det spørgsmål, som gjorde, at chefredaktøren for en jordansk avis blev arresteret og sat bag tremmer? Hvad skaber flest fordomme mod islam, offentliggørelse af et par karikaturtegninger eller billederne af islamiske gidseltagere, som foran kameraerne skærer halsen over på deres ofre? Kan jeg også spørge, om der et eller andet sted i verden findes blot ét islamisk land, hvor folk, der ikke er troende, eller som har en anden tro, får den respekt, som muslimer kræver af os?

Spørgsmålet er samtidig svaret. Det er altså på høje tid, at vi udtrykker os i tydelige vendinger og også beder de muslimer, som bor i Europa, og som i parentes bemærket, for øvrigt med rette, ubekymret nyder godt af religionsfrihed, ytringsfrihed og alle vores sociale ordningers velsignelser, om at relativere og være klar over, at demokrati drejer sig om meningsforskelle og sommetider også om meget modstridende standpunkter.

Den, som ikke kan leve med det, kan bedre bruge friheden til at flytte til et af de mange lande, hvor de infleksible og ofte særdeles grusomme islamiske love gælder.

Jeg er fuldstændig enig med den danske dronning Margrethe 2., som viser sig at være meget modigere end alle europæiske autoriteter tilsammen, og som jeg derfor gerne citerer: "I disse år udfordres vi af islam. Både globalt og lokalt. Vi har ganske givet ladet det flagre i alt for lang tid. Fordi vi er tolerante - og temmelig dovne. Der må vises et modspil, og man må en gang imellem løbe den risiko at få en mindre flatterende etiket hæftet på sig."

Lad os altså forsvare ytringsfriheden med næb og kløer. Lad de europæiske lande, hvor der allerede på nuværende tidspunkt findes frihedsødelæggende love, som begrænser den politiske ytringsfrihed, f.eks. Belgien, nu tage initiativ til at afskaffe disse mundkurvslove og på den måde afgive et tydeligt signal til alle dem, som bekæmper friheden.

Lad os også tage ved lære af forhandlingerne med Tyrkiet, for Tyrkiet kan aldrig blive en europæisk medlemsstat, fordi det ganske simpelt ikke er et europæisk land, men også fordi islams grundlæggende principper er uforenelige med de europæiske værdier som frihed, adskillelse af kirke og stat og ligeværdighed mellem mænd og kvinder. Det er på tide, at vi har mod til at sige det, især nu hvor premierminister Erdogan er så arrogant, at han vil pålægge os begrænsninger af ytringsfriheden.

Til sidst vil jeg om hele denne danske sag nævne et imponerende citat fra fru Doornaerts klumme i den flamske avis De Standaard: "Det ser ud, som om Europa ikke kan frigøre sig for tilbøjeligheden til fredeliggørelse. Det burde trods alt have lært, at det er umuligt at fredeliggøre et totalitært uhyre. Jo mere næring man giver det, desto dristigere bliver det." Jeg har absolut ikke samme politiske overbevisning som fru Doornaert og hendes avis, men det ville være godt, hvis vi tænkte grundigt over disse profetiske ord.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, det tilkommer naturligvis ikke mig at kommentere en debat her i Parlamentet. Jeg vil dog på vegne af Rådet takke mange gange for det stærke budskab, som er udgået herfra i dag - bekendelsen til værdierne, men også bekendelsen til en tolerant dialog med andre civilisationer og religioner.

Jeg vil også understrege, at det selvfølgelig er meget vigtigt for Rådet, at alle institutioner i EU, Kommissionen, Europa-Parlamentet og også Rådet er enige her og taler samme sprog. Jeg synes, at det er meget vigtigt. Den debat, som vi har oplevet i dag, vil også lette Rådets arbejde i fremtiden.

Kommissionsformanden har sagt det, utroligt mange talere har sagt det, og jeg vil også på vegne af Rådet endnu en gang gentage det, som jeg sagde i min indledende erklæring: Ethvert angreb på en medlemsstat i EU, enhver boykot mod en medlemsstat i EU, er et angreb mod EU, og vi er selvfølgelig solidariske med Danmark. Det vil jeg også gerne give udtryk for på vegne af Rådet.

Der er blevet præsenteret en række meget interessante idéer her, som Rådet gerne vil tage fat på. Jeg er enig med hr. Poettering i, at det handler om også at nå de unge mennesker, netop de unge mennesker - i skolerne, men også i familierne, for opdragelsen begynder selvfølgelig i familien - og jeg er enig med hr. Poettering i, at det er vigtigt også at undgå stereotyper og klichéer i skolebøgerne. Jeg mener derfor, at det er en god idé at foretage en revision her.

Jeg kan kun være enig med hr. Rasmussen i, hvor vigtig dialogen mellem civilisationerne er, og at vi har brug for en åben, kritisk, respektfuld dialog med hinanden. Det er efter min mening meget vigtigt. I virkeligheden må ekstremister ikke triumfere. Det er en vigtig udtalelse, som vi skal komme med her. Selvfølgelig handler det ikke om at gå i knæ for ekstremister på grund af tilfældige fordele. Her skal vi være enige og solidariske. Jeg kan kun være enig med hr. Cohn-Bendit, og jeg har også sagt i min erklæring, at jeg også er af den opfattelse, at pressens ansvar er dens eget ansvar, og at det ikke handler om, at regeringerne siger til pressen, hvad den kan gøre, eller hvad den ikke kan gøre.

Jeg ved, at der igennem årene, årtierne igen og igen er gjort forsøg på i Europarådet og i andre institutioner at udarbejde en adfærdskodeks. De er alle mislykkedes. Jeg er af den opfattelse, at det handler om eget ansvar her. Det er meget vigtigt.

Rådet vil arbejde videre i den ånd, som denne debat også er ført i her i dag, på en bedre forståelse mellem civilisationerne og religionssamfundene, men også tale et tydeligt sprog, når det handler om at afvise vold, og når det handler om at afvise, at der anvendes vold eller iværksættes boykotforanstaltninger mod medlemsstater i EU. Her skal vi være solidariske.

(Bifald)

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 10.00.

  Ana Maria Gomes (PSE). - (PT) Jeg har stemt for denne beslutning, fordi jeg forsvarer ytringsfriheden som en europæisk og universel værdi og fordømmer vold som udtryk for indignation uanset dens mål, herunder europæiske ambassader og interesser.

Jeg har stemt for, fordi der i beslutningens andet punkt udtrykkes fordømmelse over misbrug af ytringsfriheden til at tilskynde til religiøst had eller til at udbrede fremmedfjendtlige og racistiske holdninger.

Jeg mener dog, at beslutningen som helhed savner balance, fordi der i særlig grad fokuseres på ytringsfriheden og ikke på den islamofobiske hensigt, der ligger bag de karikaturtegninger, som en ekstremt højreorienteret og fremmedfjendtlig avis i Danmark har offentliggjort.

At forsvare ytringsfriheden og de øvrige grundlæggende rettigheder indebærer, at Europa-Parlamentet også eksplicit må tage afstand fra islamofobi og fordømme alle forsøg på at forbinde islam og muslimer som sådan med terrorisme.

Ved at stemme for denne beslutning har jeg også ønsket at vise min solidaritet med den danske befolkning. Jeg støtter dog ikke den modvillige og arrogante holdning, som statsminister Fogh Rasmussen og hans regering har udvist, og som jeg mener har medvirket til, at denne hændelse har kunnet udnyttes af ekstremistiske reaktionære kræfter, der både i Vesten og i den islamiske verden ansporer til "civilisationernes sammenstød".

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om Irans konfrontation mod det internationale samfund.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, i denne erklæring fra Rådet om Irans konfrontation mod det internationale samfund vil jeg gerne tage stilling til følgende emner: For det første nuklearspørgsmålet, for det andet forbindelserne mellem EU og Iran og for det tredje de seneste optøjer i Teheran.

Hvad angår nuklearspørgsmålet, er en løsning på det iranske atomspørgsmål et centralt anliggende for det internationale samfund, som har alvorlige betænkeligheder ved det iranske atomprograms fredelige natur. I de seneste år har EU ikke skyet nogen bestræbelser på at finde en løsning ad forhandlingsvejen og presse Iran til tillidsskabende foranstaltninger, hvad angår landets atomprogram. Iran har på det seneste bevæget sig i den forkerte retning med ensidige skridt - som senest genoptagelsen af uranberigelsesaktiviteter i Natanz og udsættelsen af anvendelsen af IAEA-tillægsprotokollen.

IAEA's Styrelsesråd har med vedtagelsen af resolutionen af 4. februar, som tydeliggør sagen over for FN's Sikkerhedsråd, sendt et klart signal til Iran. Det brede flertal, som resolutionen blev vedtaget med, er et bevis på, at Europas store bekymring over det iranske atomprogram deles af det samlede internationale statssamfund.

EU sætter under ingen omstændigheder spørgsmålstegn ved Irans ret til anvendelse af atomkraft til fredelige formål. Årsagen til konflikten skal søges i det forhold, at Iran hidtil ikke har gjort nok for at skabe den nødvendige tillid til den fredelige karakter ved landets atomprogram. Tværtimod, Iran har i løbet af de seneste 18 år ikke deklareret en væsentlig bestanddel af sit meget omfattende atomprogram over for IAEA og har hidtil nægtet IAEA vigtige informationer. Dette vedrører især graden af udvikling af uranberigelsesteknologi og området "weaponisation", dvs. militarisering af landets atomprogram.

EU's mål er fortsat at opnå en løsning på problemet gennem forhandlinger. Det kræver imidlertid en tilstrækkelig grad af vilje til samarbejde og gennemsigtighed fra iransk side, især over for IAEA, og til tvingende nødvendige tillidsskabende foranstaltninger såsom udsættelsen af følsomme nukleare aktiviteter fra iransk side. Det russiske forslag om opbygning af en russisk-iransk uranberigelseskapacitet på russisk jord som alternativ til berigelse i Iran er et vigtigt bidrag og støttes fuld og helt af EU.

EU - jeg gentager det med al tydelighed - er fortsat forpligtet til at finde en diplomatisk løsning på det iranske atomspørgsmål, hvor IAEA skal spille en central rolle. Sikkerhedsrådets beskæftigelse med det er ikke ensbetydende med en forringelse af IAEA's rolle, men skal snarere styrke IAEA's autoritet og gøre det muligt at gennemføre de foranstaltninger, der kræves i IAEA's Styrelsesråds resolutioner.

Hvad angår forbindelserne EU-Iran, betragter EU fortsat menneskerettighedssituationen i Iran med stor bekymring. Situationen forværres, og fra de iranske myndigheders side træffes der ingen konkrete foranstaltninger til en lovgivningsreform og en reform af den officielle praksis. Trods gentagne spørgsmål fra EU har Iran ikke givet noget fornyet tilsagn til en fortsættelse af menneskerettighedsdialogen, som er afbrudt for nærværende. EU vil fortsat bringe sine menneskerettighedsanliggender på tale både direkte over for den iranske ledelse og i offentlige erklæringer og i internationale organer.

Den iranske præsidents udtalelser om Israel er blevet fordømt af EU og hele det internationale samfund med al tydelighed og meget skarpt. Irans holdning til Mellemøsten giver anledning til alvorlig bekymring. Iran støtter fortsat palæstinensiske grupperinger, som af EU er kategoriseret som terrororganisationer. Med bekymring tager vi den kendsgerning til efterretning, at Irans præsident for kort tid siden mødtes med nogle ledere af sådanne grupperinger i Syrien, og opfordrer Iran til at tilslutte sig den internationale konsensus om nødvendigheden af en tostatsløsning i Mellemøsten-konflikten.

De gentagne forsøg fra Irans præsident på at benægte forbrydelserne under holocaust og hans krav om at "fjerne" Staten Israel skal tilbagevises på det skarpeste. Sådanne udtalelser er fuldstændig uacceptable. De står desuden i fuldstændig modsætning til de bestræbelser, som adskillige politiske og religiøse ledere har gjort, der netop efter hændelserne i de seneste dage fra alle sider arbejder målrettet for en dialog mellem kulturerne, som er præget af gensidig respekt.

EU's forbindelser til Iran vil afhænge af fremskridtene i forbindelse med samtlige problematiske punkter: ved atomspørgsmålet og andre anliggender i forbindelse med masseødelæggelsesvåben, menneskerettighederne, bekæmpelsen af terrorisme og holdningen til Mellemøsten. Mulighederne for EU's fremgangsmåde revideres fortsat meget nøje og afvejes i lyset af den iranske sides fremgangsmåde og erklæringer.

Hvad angår optøjerne, kan angrebene mod EU's institutioner - det blev understreget tydeligt i debatten her - ikke retfærdiggøres af noget og er fuldstændig uacceptable. Formandskabet har fordømt angrebene og opfordret Iran til at opfylde sine forpligtelser i overensstemmelse med den beskyttelse, der er fastsat i Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser fra 1961. Formandskabet har i overensstemmelse med disse forpligtelser også mindet Iran om, at det folkeretlige ansvar for at sørge for, at forpligtelserne overholdes, påhviler staten.

(Bifald)

FORSÆDE: Ingo FRIEDRICH
Næstformand

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand, det er klart, at Iran er nødt til at træffe synlige og troværdige foranstaltninger for at genopbygge det internationale samfunds tillid. I de seneste par måneder har spørgsmålet om atomprogrammet været genstand for dyb bekymring hos EU, som er helt berettiget. Regionen har ikke brug for flere spændinger og udsigt til nuklear optrapning. Til trods for de fortsatte bestræbelser på at få gang i en dialog med den såkaldte EU3-gruppe og andre internationale partnere har Iran ikke involveret sig på en overbevisende måde. Af denne grund og som følge af afstemningen i Den Internationale Atomenergiorganisation i Wien den 4. februar er Irans atomprogram nu indberettet til FN's Sikkerhedsråd.

Iran reagerede med en beslutning om at optrappe sine berigningsaktiviteter og indstille gennemførelsen af den yderligere protokol. Det er helt uacceptabelt, selv om Iran forventes at fortsætte samarbejdet med Den Internationale Atomenergiorganisation på grundlag af ikke-spredningstraktaten.

En stor del af det internationale samfund, herunder Rusland og Kina, støtter indberetningen af Iran til FN's Sikkerhedsråd og er enige om, at Iran igen skal suspendere sine berigningsaktiviteter. Der skal ikke herske nogen tvivl i Teheran om det internationale samfunds indstilling. Samtidig skal der stadig være mulighed for et forhandlet forlig gennem diplomatiske bestræbelser, hvis Iran træffer de nødvendige foranstaltninger.

Irans taktik med at forsøge at skabe splittelse i det internationale samfund er slået fejl ligesom sidste efterår. Det russiske forslag om berigning af uran uden for Iran er stadig på bordet og skal undersøges grundigt. Hvis Iran endnu en gang suspenderer sine berigningsaktiviteter og accepterer Ruslands forslag, vil Sikkerhedsrådets inddragelse måske alligevel ikke være nødvendig. Det afhænger meget af Irans vilje til at indgå kompromiser og indgå i et samarbejde med det internationale samfund, og det skal gå hurtigt.

Vi skal ikke spekulere på yderligere tiltag nu, men hvis situationen fortsat forværres, skal vi overveje mulighederne for yderligere foranstaltninger gennem FN. FN's Sikkerhedsråd vil vende tilbage til spørgsmålet i lyset af hr. ElBaradeis rapport og det næste møde i Den Internationale Atomenergiorganisation, som indledes den 6. marts. Omvendt kan der gøres mere gennem EU-aktioner, hvis situationen ikke udvikler sig i den rigtige retning. Hvis situationen forværres, skal vi genskabe Irans engagement gennem en række EU-instrumenter. Vi vil gøre en konstruktiv indsats, og det er Iran klar over.

Atomspørgsmålet er ikke en disput mellem Iran og Europa eller en disput mellem Iran og USA, men mellem Iran og hele det internationale samfund. Det er heller ikke en disput om Irans rettigheder i henhold til ikke-spredningstraktaten. Det drejer sig om Irans manglende evne til at skabe den nødvendige tillid til, at atomprogrammet har fredelige formål. Rent faktisk har Iran ret til at udvikle forskning, produktion og anvendelse af atomenergi til fredelige formål. Derfor har vi brug for objektive garantier for, at Irans atomprogram har fredelige formål.

Jeg ønsker at sige et par ord om præsident Ahmadinejads udtalelser om spørgsmål, der påvirker regional stabilitet og internationale forbindelser. Hans uacceptable udtalelser om Israel og jødeforfølgelsen skabte stor forargelse i hele verden. Vi føler, at disse udtalelser er særdeles krænkende for os alle. Det er endvidere fuldstændig uacceptabelt - som formanden netop har understreget - at Iran fortsat støtter terrororganisationer i Mellemøsten.

Med hensyn til menneskerettigheder vil jeg minde om, at Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 12. december vurderede, at situationen var alvorlig nok til at vedtage konklusioner om situationen for menneskerettighedsdialogen mellem EU og Iran. EU bekræftede endnu en gang - og det er efter min opfattelse et grundlæggende krav til Iran - at det vil være afgørende for opnåelse af fremskridt i forholdet mellem EU og Iran, at der udvises større respekt for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i Iran.

Jeg ønsker at fremhæve nogle punkter, der giver anledning til bekymring. Der har været et stigende antal offentlige henrettelser og dødsdomme - især henrettelse af unge kriminelle. Iran henrettede flere ungdomsforbrydere i 2005 end på noget andet tidspunkt i de senere år. Der er begrænsninger af ytringsfriheden med udbredt censur af internettet og pressen - selv den tidligere formand for parlamentet og præsidentkandidat, hr. Karroubi, kunne ikke få tilladelse til at sende sin nye tv-kanal fra Dubai. Hvad angår krænkelser af menneskerettighederne er vi meget bekymrede over samvittighedsfangernes skæbne, f.eks. hr. Akbar Ganji og hans advokat, hr. Abdolfattah Soltani. Listen over menneskerettighedsproblemer i Iran er bekymrende lang.

Kommissionen ser frem til en fortsat udveksling af synspunkter med Parlamentet om Iran. Situationen er kritisk, men det overordnede mål på lang sigt vil dog trods alt stadig være at forsøge at skabe bedre og mere vidtrækkende forbindelser med et land, der er en vigtig regional og international medspiller.

(Bifald)

  Michael Gahler, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, på vegne af PPE-DE-Gruppen erklærer jeg vores fulde støtte til det internationale samfunds politik over for Iran, som det fremgår af IAEA's Styrelsesråds beslutning af 4. februar, men også af EU-udenrigsministrenes holdning af 30. januar og EU-3's beslutning sammen med USA, Rusland og Kina i London.

Også i min egen regering følger forbundskansler Merkel og udenrigsminister Steinmeier beslutsomt denne kurs sammen. Det skal understreges over for Irans ledelse, at den ikke kan splitte det internationale samfund og naturligvis heller ikke de enkelte EU-organer. Det vil Europa-Parlamentet tydeliggøre i dag med sin beslutning.

Vi anerkender den principielle ret for hver medlemsstat i forbindelse med ikkespredningsaftalen til civil anvendelse af atomkraft. Men de mange røde linjer, som Iran har overskredet, har ladet tilliden til regimets oprigtige hensigter svinde. Det begrænsede samarbejde med IAEA, truslen fra Irans præsident om at træde tilbage fra ikkespredningsaftalen, udsættelsen af samtalerne med Rusland, som var planlagt til torsdag i denne uge, og især genoptagelsen af uranberigelsen er ikke egnet til at skabe tillid og afspænde situationen.

Så meget desto mere handler det om fortsat at optræde enigt og beslutsomt over for Iran. Alt, hvad der kan bidrage til at formidle et indtryk af uenighed og eftergivenhed over for Teheran, hjælper lidt. Den naturlige længsel efter fred for vores folk gavner ikke dem, der tror, at vores ubetingede fredsvilje alene på den anden side fører til omvendelse og indsigt. Netop når der prædikes had og fjendtlighed på den anden side, og der handles forsætligt mod de internationale forventninger, bør vi ikke over for den anden afsløre alt det, vi gør, som kan være en konsekvens af deres handlen.

Efter min mening er de diplomatiske bestræbelser endnu ikke afsluttet. Vi tilbyder et konstruktivt samarbejde. Vi opfordrer Iran til at vende tilbage til samarbejdet med IAEA før behandlingen af emnet i FN's Sikkerhedsråd. Vi støtter også Ruslands tilbud om at foretage berigelsen af uran til civile formål uden for Iran. Vi spørger os selv, hvorfor Iran selv ønsker at berige uran. Landet fører ikke en eneste …

(Formanden afbrød taleren)

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, jeg ville have undret mig over det modsatte! Jeg anmoder imidlertid om også at tænke over, hvad der er det vigtigste: at vi har tid til en fornuftig forhandling, eller at kolleger skælder ud her, når der stemmes. Jeg ville godt have hørt hr. Gahlers indlæg til ende, fordi det var meget spændende. Det spørgsmål, han kastede ud i forsamlingen, er jo et af de spørgsmål, som beskæftiger os mest for nærværende.

Hvordan omgås vi et regime, som på sin side helt åbent afprøver alle grænser? Hvilke svar giver vi som statssamfund herpå? Jeg vil i mit indlæg forsøge at tilføje nogle spørgsmål set fra min gruppes synspunkt til disse spørgsmål. Irans præsidents udtalelser behøver man ikke at kommentere i denne forsamling. En statschef, som fornægter holocaust, som sætter spørgsmålstegn ved Iraels eksistensret, er ikke nogen dialogpartner for os.

Alt, hvad hr. Ahmadinejad repræsenterer af værdier, er det modsatte af det, som vi repræsenterer af værdier, og det ville glæde mig at føre en værdidebat med disse mennesker. Det gjorde vi allerede i morges, det var godt, det var seriøst og overvejet. Denne debat, på et roligt niveau og selvbevidst, bør vi føre og derefter se, om der foruden hr. Ahmadinejad er andre dialogpartnere for os i regionen. Før vi filosoferer over enden på vores muligheder, bør vi tænke over starten på vores muligheder.

Er der ikke nok moderate stater i regionen, som er parate til dialog, som vi kan samarbejde med, som måske ikke deler vores værdier en til en, men som fra deres side overhovedet ikke har nogen interesse i, at Iran bliver til en førende atommagt i regionen. Disse stater er der, og de er efter min mening en egnet dialogpartner for EU. I denne forbindelse kommer karikaturkonflikten naturligvis ikke kun på det mest ugunstige tidspunkt, men den er netop også ekstrem kontraproduktiv. For vi har netop brug for disse stater på grundlag af gensidig respekt. Derfor har løsningen på denne karikaturkonflikt også højeste prioritet med henblik på at løse problemerne i hele regionen.

Derfor råder jeg til ikke at sidestille "Iran" og "islam". En aggressiv statschef for en stat er én ting. Han repræsenterer imidlertid ikke med noget af det, han gør, det overvejende flertal af fredselskende muslimer i verden, som vi skal samarbejde med.

Jeg synes, at IAEA's forslag om, at berigelsen generelt - og det gælder for alle stater - skal ske under IAEA's kontrol, er rigtig. Vi skal støtte dette forslag. Jeg synes i øvrigt, at det er absolut berettiget at minde om, at en nuklear nedrustningsdebat ikke må reduceres til denne region. Vi har brug for den globalt! I denne forbindelse vil jeg gerne komme med en henvisning: Når stater, som allerede besidder atomvåben, behandles anderledes end de stater, som er på vej derhen, når der udføres forebyggende angreb mod et land, selv om der ikke har været nogen masseødelæggelsesvåben, opmuntrer regimet til hurtigst muligt og så ulovligt som muligt at anskaffe sig atomvåben, for dem, der besidder dem, bliver ikke angrebet. Det er en logik, som vi også skal diskutere, som blev udløst af et fuldstændig forkert forebyggende angreb, der også blev gennemført tidligere i regionen, og som vi vægrede os kraftigt imod.

Jeg mener, at den logik, der lå bag, var meget, meget farlig. Derfor skal vi opgive strategien om målrettet tænkning. For strategien om målrettet tænkning fører til en militarisering af tænkningen. Vi skal styrke de diplomatiske muligheder skridt for skridt. Det var en enorm succes for EU-3, at vi fik Kina og Rusland med ved samme bord og dermed understregede over for Iran, at statssamfundet ikke lader sig splitte. Lad os tale om diplomatiske succeser i stedet for at filosofere over militære muligheder. Vi bør gøre alt, hvad der står i det internationale statssamfunds magt for at gøre følgende klart over for Iran: Vender landet ikke tilbage til forhandlingsbordet inden den 6. marts, er Sikkerhedsrådets vej forprogrammeret. Imidlertid skal de næste skridt afgøres dér og ikke i tilfældige regeringscentraler.

(Bifald)

  Annemie Neyts-Uyttebroeck, for ALDE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. kommissær, ærede kolleger, efter to et halvt års intensive undersøgelser og inspektioner kan Den Internationale Atomenergiorganisation ikke bekræfte, at det iranske nukleare program har en fredelig karakter, og meget vigtige spørgsmål er stadig ubesvarede.

Den nylige iranske beslutning om at genoptage arbejdet med at berige uran og samtidig standse alt frivilligt samarbejde med Atomenergiorganisationen er særdeles foruroligende, især i lyset af erklæringerne afgivet af den iranske præsident, som benægter Israels eksistensberettigelse, ligesom den generelle stramning, som må konstateres i Iran.

Henvisningen af spørgsmålet til Sikkerhedsrådet sætter fart på, selv om der er truffet beslutning om at vente på den næste rapport, som hr. El Barradei forelægger den 6. marts i år.

Indsatsen er usædvanlig høj. Ikke-spredning af atomvåben og masseødelæggelsesvåben bringes i fare. Stabiliteten i hele regionen er i fare, men også effektiviteten af Den Internationale Atomenergiorganisation selv. Jeg bruger sjældent stærke ord, men jeg kan sige Dem, at dette spørgsmål lægger pres på hele den internationale retsorden.

Selv om konferencen om en revision af ikkespredningsaftalen er mislykket, hvad der er meget beklageligt, viser det sig alligevel, at de permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, Kina, Rusland og de andre, som De kender, i dag sammen med EU er enige om at forhindre spredning på fredelig vis, og det er faktisk en grund til beskeden tilfredshed.

Nu er det op til Iran helt åbent og i fornyet samarbejde med Atomenergiorganisationen at overbevise verden om, at det kun har fredelige formål i tankerne.

(Formanden fratog taleren ordet).

  Angelika Beer, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, kære kolleger, vi har noteret, at vi befinder os i en situation, der har eskaleret. Vi må konstatere, at Ahmadinejad-strategien er en ny strategi. Han ønsker et brud med Vesten, han ønsker at opbygge en islamisk region og overtage ledelsen dér. Vi oplever en mobilisering af nationalstoltheden i Iran. Hvad er europæernes svar på det?

Jeg forventer, at vi lader ratio herske og foretager klare analyser. Hr. Schulz, jeg er enig med Dem, når De siger, at vi skal opgive strategien om målrettet tænkning, vi har brug for en ny dialogpartner, vi skal være aktive for at fokusere på diplomatiet. Jeg siger dog også på grund af de vanskelige forhandlinger i de senere dage, at den militære mulighed diskuteres, og jeg forlanger af dem, som har dette i baghovedet, at de tænker det til ende. Jeg forventer en definition fra Dem på, hvordan De påtænker at håndtere en militær eskalation, og om Deres omgang hermed gør det muligt for os at opnå vores mål, nemlig at forhindre atomvåben i Iran og garantere Iraels sikre eksistens. Jeg tror ikke, at det er tilfældet.

Derfor appellerer jeg endnu en gang til at tage højde for vores argumentation - som vi ikke kunne diskutere - om at give afkald på militære tankespil under afstemningen i dag og følgelig - trods alle hadetaler fra Ahmadinejad - at fokusere på diplomatiet.

Spørgsmålet om, hvorvidt der skal iværksættes sanktioner, hvilke sanktioner der er fornuftige, og om verdensfreden er truet, skal en hr. Chirac, der på en gang truer med Frankrigs anvendelse af atomvåben, ikke svare på. Det skal heller ikke besvares af fru Merkel. Det afgørende spørgsmål om verdensfreden skal FN træffe beslutning om og ikke nogen andre, og vi bør ikke foregribe det.

(Bifald)

  Miguel Portas, for GUE/NGL-Gruppen. - (PT) Hr. formand, der er absolut intet godt at sige om præstevældet i Teheran. Det er et uvidende og arrogant regime, som præsidentens erklæringer om holocaust viser. Ikke engang Le Pen kunne gøre det bedre. Det er også et reaktionært og fundamentalistisk regime, der dagligt krænker menneskerettighederne. Det er endelig et farligt og ryggesløst regime, der søger at sikre sin overlevelse gennem uranberigelse, så det kan blive medlem af de atombevæbnede staters klub.

Lad det dog stå helt klart, at Europa bør gøre alt - undtagen krig - for at undgå, at Teheran får kernevåben. Netop derfor er vi ikke enige i beslutningsforslaget, mere specifikt punkt 7. At indbringe spørgsmålet om Irans atomprogram for FN's Sikkerhedsråd er et forkert og uansvarligt skridt, da verden dermed kommer tættere på en forebyggende krig, denne gang i form af et militært kirurgisk indgreb.

Europa har et alternativ til at eskalere konflikten. Det kan og bør omskabe det, der i dag er et problem, til en enestående mulighed for menneskeheden og den iranske befolkning. Jeg minder om ikkespredningstraktatens artikel 6, hvoraf det fremgår, at parterne forpligter sig til at gennemføre forhandlinger, der skal afslutte våbenkapløbet og munde ud i en traktat, hvis mål skal være total og fuldstændig nedrustning under international kontrol.

Det er her, der skal tages fat - ikke med krig. De af EU's medlemsstater, der har underskrevet aftalen, har muligheden for at finde en anden vej end våbnenes i forhandlingerne med Iran. Rådet mener, at EU endnu ikke har gjort alt det, vi kan, så Chirac, Blair og Merkel bør nu sende verden et tegn på god vilje.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand, selv om jeg ikke selv er shiit, må jeg sige, at Den Islamiske Republik Irans nuværende atomambitioner virkelig går over min forstand. Grundlæggeren af denne republik, ayatollah Khomeini, afviste jo principielt atomenergi som "uislamisk teknologi". Nu til dags betragter præsident Ahmadinejad imidlertid atomenergi som Allahs velsignelse! Det er sandelig en shiitisk "kernespaltning".

Samtidig er jeg stadig forvirret over Teherans atomhensigter. På den ene side lyder det meget beroligende, når revolutionsleder Khamenei siger, at islam forbyder brugen af masseødelæggelsesvåben. I overensstemmelse med dette hævder de iranske magthavere, at de også kun stræber efter fredelig anvendelse af atomenergi. På den anden side tyder hele det persiske atomprogram klart og tydeligt på, at landet hemmeligt ønsker at have mulighed for at bruge atomvåben. Derfor har Teheran i årevis leget katten efter musen med Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA) i Wien.

Jeg spørger Rådet og Kommissionen, hvordan vi nu kommer videre. Hvad De end gør, råder jeg Dem indtrængende til i hvert fald ikke længere at tolerere, at mullaherne løber om hjørner med Dem, men kort sagt at holde alle muligheder åbne over for et terrorregime, som hidtil kun har været ude på at trække tiden ud og drive en kile ind mellem henholdsvis EU og USA og EU og Israel. I mellemtiden tikker det iranske atomur ildevarslende videre. De må overbevise russerne og kineserne om, at de ved fælles bestræbelser skal standse det. Jeg venter stadig på en sådan europæisk diplomatisk handlekraft!

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand, Irans præsident fortæller os, at Iran ligesom alle andre lande har ret til at udvikle atomvåben. Det ville være rigtigt, hvis Iran var et almindeligt land, men det er det ikke. Det er et diktatur, som åbent har anfægtet retten til at eksistere for et af sine nabolande. Derfor kan Israel meget vel være det første mål for iransk aggression, og landet skal have vores garanti for sikkerhed på nuværende tidspunkt.

Som situationen er nu, vil det videre forløb i Iran afhænge af en fælles indsats fra alle verdensmagterne. Det vil være vanskeligt at opnå, da Rusland ønsker at drage fordel af Irans atomprogram og sælger våben til Iran - ligesom Kina - mens Indien planlægger at bygge en gasrørledning fra Iran. Det er derfor op til Europa at tage føringen og spille en aktiv rolle i løsningen af konflikten. Vil Europa være i stand til at udarbejde en fælles strategi i samarbejde med USA eller bukke under for den næste kreative vrangforestilling, udtænkt i Teheran? Hvis FN's Sikkerhedsråd ikke kan magte opgaven, hvis det ikke lykkes os at få ændret den iranske politik gennem et program med økonomiske og finansielle sanktioner, skal vi ikke blive overrasket over at se jagerfly i luften over Natanz eller Isfahan på et eller andet tidspunkt i fremtiden.

  Hans-Peter Martin (NI). - (DE) Hr. statssekretær, der var noget bevægende over den måde, De stavrede rundt på i sagen om Iran og landets atomprogram ved hjælp af det manuskript, De havde liggende foran Dem. Det viser, hvor langt en østrigsk regeringsrepræsentant er fra dette emne i første årti af det tredje årtusind. Det er godt på den måde! Vi har lært af historien, og De har talt meget om ansvar i første indlæg. Hvis De kombinerer de to ting, ville det imidlertid være nærliggende at tage initiativer, at sige, at perspektivet i forbindelse med denne konflikt skal gå endnu længere end det, som de tidligere talere har sagt.

Man må ikke tage bagvendt på det, man skal begynde med det principielle, og det betyder no nukes. Det er ikke til at forstå, hvorfor den ene, de gode - hvem definerer det? - må have våben og den anden ikke. Hvis De ser det ud fra et østrigsk perspektiv, kan De måske gøre det godt i meget længere tid end ved blot at være kortfristet og overvejende diplomatisk og rar.

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, Iran har i adskillige år forsøgt at eksportere sin fundamentalistiske revolution fra de shiamuslimske lande til Sunni-befolkningens områder, herunder Palæstina, hvor Iran gennem Syrien og terrorgruppen Hezbollah samarbejder med islamisk Jihad og Hamas, som begge er tilhængere af teokrati under sharia-lovgivningen. Et Iran med atomvåben er derfor en særlig trussel imod sikkerheden i den vestlige verden, og især i Israel.

Der er ikke enighed om, hvordan man skal håndtere situationen i Iran, som helt klart overtræder traktaten om ikke-spredning af kernevåben og aftalerne med Storbritannien, Frankrig og Tyskland, men jeg bifalder afstemningen i Den Internationale Atomenergiorganisationen den 3. februar med henblik på at tage Iran op til behandling i FN's Sikkerhedsråd. Jeg bifalder endvidere Kinas og Ruslands forsinkede støtte. Den traditionelle pagt - hvormed Iran støtter Rusland i Den Islamiske Konference i forhold til Tjetjenien til gengæld for Ruslands støtte i forbindelse med atomteknologi og vetoret i Sikkerhedsrådet, når det er nødvendigt - er tilsyneladende ved at blive opløst.

Kina afviser naturligvis yderligere spredning af kernevåben og er endvidere bekymret over sine egne islamiske trusler. Irans kompromisløshed og afvisning af Ruslands rimelige tilbud om berigning af uran er et vink med en vognstang for Rusland og Kina. Kun Syrien, Cuba og Venezuela afviste forslaget. Iran forpligtede sig straks til at genoptage den kommercielle berigning af uran, som kan anvendes som brændstof til kraftværker eller, som Iran i virkeligheden ønsker, til atombomber. Iran har nedlagt forbud imod uanmeldte besøg af inspektører fra Den Internationale Atomenergiorganisation.

Vestlige efterretningstjenester hævder, at Iran anvender et netværk af skuffeselskaber til at købe dele til fremstilling af missiler og bomber fra Vesteuropa og ansætte fattige atomfysikere fra det tidligere Sovjetunionen. Jeg er enig med alle, der siger, at Vesten skal benytte alle muligheder for at forhindre atomvåben i Iran. Jeg tager skarpt afstand fra den forsonende udtalelse fra den britiske forsvarsminister, Jack Straw, som hævder, at et militært indgreb er utænkeligt, hvorimod hans chef, premierminister Tony Blair, helt korrekt ikke vil udelukke det.

  Lilli Gruber (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg ønsker at minde medlemmerne om de grundlæggende fejl, som mange begik under krigen i Irak, når man skulle vurdere Saddam Husseins politik om masseødelæggelsesvåben. Efterretninger den gang og i dag er usikre, måske endda vildledende. De er hovedsageligt baseret på følgeslutninger og ofte uden de nødvendige oplysninger som grundlag. De bedste efterretningstjenester i dag har ikke en eneste pålidelig kilde i Iran, der kan tilvejebringe oplysninger om intentioner og muligheder for gennemførelse heraf i Teheran.

Selv om Den Internationale Atomenergiorganisation ikke er perfekt, er organisationen vores eneste mulighed for at overvåge atomprogrammer i Iran. Mellem 1991 og 1998 og til trods for Saddam Husseins bestræbelser fra 1992 og frem kunne Den Internationale Atomenergiorganisation ikke erklære Irak fri for masseødelæggelsesvåben. Lad os derfor ikke begå flere kostbare fejl baseret på forveksling af mistillid med velunderbygget mistanke. Det er, hvad de politiske krigsmagere forsøger at få os til, og det er ganske enkelt ulogisk.

En af de erfaringer, vi skal drage af situationen i Irak, hvad angår atomprogrammet, er meget enkel: Det var bombningen af Osirak-reaktoren i 1981, som fik Saddam Hussein til at træffe beslutningen om at etablere et seriøst atomprogram. Jeg kan sagtens forestille mig, hvilke katastrofer der ville følge i kølvandet på et såkaldt "kirurgisk angreb" af denne type i dag.

Vi har tid til at forhandle, vi har fornuftige politiske og retlige begrundelser for at anmode om, at Iran fuldt ud overholder bestemmelserne i traktaten om ikke-spredning af kernevåben, og der er en politisk og social opposition i Iran, der bestemt ikke er svag. Men hvis vi ønsker at skabe betingelser for sikkerhed og stabilitet i Mellemøsten, skal vi som europæere slå fast, at internationale rettigheder og forpligtelser gælder for alle.

Det betyder også, at vores amerikanske venner skal ændre det politiske mønster i forhold til Iran og anerkende, at de seneste tiltag har været ineffektive, og at de skal vedtage en mere samarbejdsvenlig politik for at sikre alles interesser i denne afgørende del af verden.

(Bifald)

  Cecilia Malmström (ALDE). - (SV) Hr. formand, situationen i Iran giver virkelig anledning til bekymring. Ikke nok med at status for menneskerettighederne er deprimerende, styret driver også gæk med verdenssamfundet ved at krænke internationale principper og blæse på IAEA's krav. Tanken om, at Iran kan få kernevåben, er naturligvis yderst skræmmende ikke mindst på baggrund af udtalelserne og truslen mod Israel og for, hvad det kan betyde for resten af regionen. Det lader også til, at urolighederne om Muhammed-tegningerne passer styret i Teheran aldeles godt, og meget tyder også på, at urolighederne opildnes netop fra Teheran.

Det er på tide, at EU udarbejder en meget tydelig strategi mod Iran. Den bør omfatte flere forskellige punkter, nemlig internationalt samarbejde, tydelig støtte til dissidenter og demokratiske kræfter i og uden for Iran, f.eks. ved folkeafstemninger, kraftig fordømmelse af de grove krænkelser af menneskerettighederne, krav om opfyldelse af internationale konventioner samt naturligvis dialog og diplomati. Strategien bør dog også omfatte forberedelse af eventuelle sanktioner, som skal besluttes af FN's Sikkerhedsråd.

  Bernat Joan i Marí (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, vores strategi over for det iranske regime er tilsyneladende stort set slået fejl. I Iran oplever vi nu den værste fase af det teokratiske regime. Henrettelserne fortsætter, menneskerettighederne krænkes som aldrig før i Irans historie, blandingen af religion og politik er tungere end i nogen anden del af verden, og regeringen mobiliserer sin egen befolkning og andre befolkninger i Mellemøsten til at bekæmpe demokratiet.

Jeg tror, at alle accepterer, at udviklingen af atomkraft og atomvåben i Iran vil være farlig for hele regionen. Derfor er jeg enig i, at vi skal være forsigtige, når vi taler om atomkraft i den pågældende region, idet vi kan risikere at give det iranske regime den ideelle undskyldning for at fortsætte sit atomprogram. Irans regering kan blive fristet til at sige, at Iran har ret til at udvikle sit eget atomprogram, hvis Israel ikke stopper sit atomprogram.

Vi skal være opmærksomme på, at vi også taler om Syrien og Libanon, den fremtidige fredsproces i Israel og Palæstina, teokrati og demokrati, menneskerettigheder og universelle værdier, når vi taler om det iranske regime.

  Tobias Pflüger (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, det fælles beslutningsforslag er meget problematisk. I nr. 7 og 4 støttes EU-3's eskalerende holdning. EU-3 bidrager denne gang væsentligt til eskalationen. Jacques Chiracs udtalelse om, at han er klar til anvende atomvåben mod såkaldte terrorstater, er en skandale. Også Angela Merkels historiske sammenligning er fuldstændig uacceptabel. Det er ikke kun Irans atomprogram, der er farligt. Også atomvåbene i EU - Frankrig, Storbritannien - og i USA skal nedrustes i henhold til ikkespredningsaftalen. Anvendelse af atomkraft i sig selv er problematisk.

Tilsigelsen af Iran til at møde i FN's Sikkerhedsråd er det første skridt hen imod et militært angreb mod Iran. Enhver militær mulighed skal udelukkes. Her har den tyske SPD-formand Matthias Platzeck fuldkommen ret. Irak-krigen er tydeligt en blåstempling af konflikten med Iran. De usigelige udtalelser fra Irans præsident mod Israel og overtrædelsen af menneskerettigheder i Iran må ikke instrumentaliseres, så det bliver en krigspolitik mod Iran.

  Georgios Karatzaferis (IND/DEM). - (EL) Hr. formand, vi er nødt til at drøfte det igennem og se på, hvad det er, vi frygter. Kernevåben eller den, der besidder dem? Vi er bange for besidderen. Vi er ikke bange for kernevåben, for da Israel fik kernevåben efter den samme model for nogle år siden, gjorde vi ikke det samme postyr ud af det. Så vil De sikkert sige, at Israel har demokrati, og Iran har diktatur. Ja, men Pakistan har også en diktator, Musharraf, og det land giver vi lov til at have kernevåben. Så lad os se på kendsgerningerne. Det er historien om David og Goliat om igen. Dengang var det ikke tilladt at bruge slynge og sten, men David gjorde det og gik over i historien.

Hvad er så kendsgerningerne? Kendsgerningerne er, at vores venner gerne må have kernevåben, men ingen andre. Det er skræmmende, og det er an-ti-de-mo-kra-tisk! Vi skal bruge dialog, ikke trusler. Trusler er altid en farlig vej at følge. De fører til invasion, til krig og til død. Der er aldrig nogen, der har taget skade af di-a-log! Vi er nødt til at finde ud af at tale sammen, uanset hvor meget den anden part sætter hælene i. Vi er nødt til at forsøge, fordi vi er de mest civiliserede!

  Ģirts Valdis Kristovskis (UEN). - (LV) Hr. frattini, mine damer og herrer, det har i et stykke tid nu stået klart, at spørgsmålet om det iranske atomprogram skal behandles af FN's Sikkerhedsråd. Jeg vil minde om, at det netop var Irans atomprogram, som var emnet for de mest ophedede diskussioner, da Europa-Parlamentets betænkning om masseødelæggelsesvåben blev drøftet i slutningen af året. Parlamentsmedlemmernes anmodning om konstruktive tiltag blev afvist med argumentet om, at problemet med Iran kun kunne løses gennem forhandlinger. Det er imidlertid tydeligt, at den anspændte situation mellem Iran og det internationale samfund kun er forværret.

Mine damer og herrer, i de seneste måneder har det været nødvendigt at konsolidere internationale kræfter. Nu anerkender ikke blot Den Internationale Atomenergiorganisation, men også alle fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, at Irans atomprogram ikke er af fredelig karakter.

Det er naturligvis ikke blot Europa-Parlamentet, der skal træffe beslutning om det videre forløb, men vi skal understrege, at staternes manglende evne til at nå til enighed om en fælles aktion på konferencen til revidering af traktaten om ikke-spredning af kernevåben i 2005, blot resulterede i en besættelse hos Irans lederskab.

Mine damer og herrer, mens spørgsmålet om Irans atomprogram behandles af FN's Sikkerhedsråd, må Europa-Parlamentet og de nationale regeringer i denne situation igen og igen fremhæve behovet for en fælles indsats fra det internationale samfund. Vi skal huske, at enhver tvivl eller mangel på overbevisning styrker det iranske regime, opmuntrer fanatikerne og giver dem præcis det, de ønsker.

  Bruno Gollnisch (NI). - (FR) Hr. formand, vi bør først og fremmest huske på, at det er Europa, der har solgt atomteknologien til Iran. Det har vi tendens til at glemme, da det ikke sætter os i den bedste position til at protestere i dag. Dernæst skal vi hele tiden tænke på, at der er meget stor forskel på graderne af berigelse af uran til civile eller militære formål. Er det endvidere ikke chokerende for lige at nævne atomvåben igen, at det internationale samfund har ladet flere lande, der ligger i Øst- og Vestiran, erhverve atomvåben uden reaktion?

Da jeg her udelukkende taler om de ydre aspekter af den iranske opstand, minder jeg Dem om, at de mest radikale og fjendtlige former for islamisme kommer til os fra andre lande end Irak i modsætning til det, som en række talere har sagt.

Endelig er vi blevet overdænget med så mange løgne i fortiden, at vi har ret til at blive bedre informeret. Vi må sikre, at de lovbestemmelser, som vi taler for, bliver ens for alle. Det er en betingelse for vores troværdighed.

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. næstformand i Kommissionen, hr. formand for Rådet, vi må ikke lade evnen til dialog ødelægge på grund af fundamentalisterne og dem, der benytter mulighederne for frihed i Europa forkert. Med udgangspunkt i karikaturkonflikten og frem til de drastiske og uacceptable udtalelser fra Irans præsident må disse ting ikke føre til, at de moderate, som der findes i alle regioner og alle lande i verden, mister samtaleevnen over for hinanden.

Jeg mener, at det er det afgørende punkt, herunder at sørge for i Iran, at sådan en præsident ikke kan sætte sig igennem, men at de mange veluddannede unge mennesker, som ønsker at leve fornuftigt, har et perspektiv. Derfor skal vi fortsætte denne evne til dialog for også at satse på interne reformprocesser her.

Det betyder også, at man ikke må gå for hurtigt op ad eskalationsstigen. Man kan ikke gå et skridt tilbage på en eskalationsstige, og derfor skal det overvejes omhyggeligt. Derfor er jeg glad for, at vi kan føre en dialog med Irans udenrigsminister f.eks. på mandag i Udenrigsudvalget, som vil være bestanddel af en sådan debat.

Verdenssamfundet skal optræde beslutsomt, når det handler om et brud på rettigheder, hvad enten der er tale om et retsbrud som led i ytringsfriheden, eller når det handler om at sørge for, at Iran holder sig til ikkespredningsaftalen og de aftalte regler. Hvis det ikke sker på en fornuftig måde inden den 6. marts, skal det også understreges over for Iran, at verdenssamfundet står sammen, og at der også kan finde drøftelser sted i FN's Sikkerhedsråd.

Derfor handler det om, at vi skal sørge for i en sådan dialog at skabe en mere fredelig verden, og at vi nu ikke må tale os selv ind i foranstaltninger, som gør det umuligt at benytte eskalationsstigen således, at den tjener freden, og i den forbindelse ikke henfalder til en automatisme, hvorfra der ikke er nogen udvej.

  Christa Prets (PSE). - (DE) Hr. formand, Iran går på eskalationskurs, hvilket vi desværre må konstatere, og det er helt sikkert ikke den rigtige vej med henblik på at overtage en ansvarsfuld rolle i den internationale fredsproces i fremtiden, især i Mellemøsten, sådan som Iran altid gerne fremstiller det. Jeg har også forståelse for, at et land skal gøre fremskridt inden for videnskab og teknik til fordel for landets borgere. Denne mulighed skal stå landet åben. Men ved et i den grad tveægget område som nuklearforskning skal det internationale statssamfund gå frem sammen, og alenegang kan ikke accepteres.

Afgørende er det også, at der opbygges gensidig tillid, både fra USA's og Europas side og fra Irans side. Men hvordan skal det fungere, hvis begge parter taler om militære muligheder? Det er en kendsgerning, at den politiske situation i regionen ikke har den stabilitet, som vi ønsker for de mennesker, der lever dér. Derfor opfordres alle lande i denne region til at indgå i en proces med dialog.

Regional stabilitet og sikkerhed kan ikke opnås udefra, og magtspil må ikke føre til, at dørene lukkes, og at vi så ikke længere ved, hvad der foregår bag disse døre. Lad os ikke give fundamentalisme og fanatisme nogen chance.

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, det beregnes, at Iran kan have udviklet atomvåben i løbet af 3-10 år, selv om denne udvikling kan være nået det punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage, længe inden. Forhandling med Iran er blevet endnu vanskeligere på grund af krigen i Irak, som ikke blot er en katastrofe, men også kan ende med at være et geopolitisk vanvid. Det iranske regime må ikke udvikle atomvåben. Det er et religiøst fundamentalistisk, barbarisk, terrorvenligt og antisemitisk regime.

Verden vænnede sig til den nukleare afstand mellem den demokratiske vestlige verden og den kommunistiske østlige del under den kolde krig, men man undgik katastrofen under denne konfrontation, fordi begge sider var rationelle. De religiøse fundamentalister i Iran er ikke rationelle. En iransk atombombe kan vise sig at være den største selvmordsbombe, som verden nogensinde har oplevet. I denne situation er alle muligheder farlige, men det farligste er ikke at gøre noget overhovedet.

  Koenraad Dillen (NI). - (NL) Hr. formand, vi har længe vidst, at der er enighed om, at vi ikke kan tillade et regime af religiøse galninge, der råder over masseødelæggelsesvåben. Dertil var denne forhandling ikke nødvendig. Det er snarere relevant at spørge, om vi ikke skulle have grebet ind meget tidligere. Tillad mig i dette ene minut at gøre opmærksom på det hykleri, som Europa og USA ofte udviser i den slags sager for at kunne føre realpolitik.

Det var jo Frankrig, som tilbød ayatollah Khomeini beskyttelse og asyl, og som var med til at sørge for, at shahens Persien kunne henfalde til obskurantisme. Når vi i dag med rette er chokerede over, at mindreårige på en barbarisk måde henrettes i Teheran, som samtidig fører an i hetzen mod Danmark, må vi så ikke spørge, hvordan det står til med menneskerettighederne i det store islamiske land Saudi-Arabien, som anses for at være USA's og vores store forbundsfælle? For slet ikke at tale om Pakistan, som forsynes med atomvåben. Hvad gør vi, hvis der i morgen kommer en ny Ahmadinejad?

  Jana Hybášková (PPE-DE). - (CS) Hr. formand, i morges meddelte Iran, at endnu fire personer vil blive henrettet. I januar blev 18 personer henrettet, og i december blev 35 henrettet. Vi snakker og snakker, mens Iran fortsætter sin åbenlyse fremstilling af atomvåben. Hverken USA eller Israel kan beskytte os. En militær løsning, der vil koste millioner af menneskeliv, er ikke en løsning på nuværende tidspunkt. Hvis vi skal finde en løsning, skal vi forstå baggrunden for Irans handlinger. Det vil være en stor fejl at tro, at Iran handler af frygt eller ængstelse. Persere er ikke arabere.

Iran regerede over Mellemøsten i meget gamle dage og i fem hundrede år i middelalderen. Landet er overbevist om sin position som leder i Mellemøsten og ønsker at fremstille atomvåben for at sikre denne position. Irans naturlige historiske partner i dette overherredømme er Rusland. Iran er en nation med en hastigt voksende uddannelsesmæssigt tilbagestående, isoleret og radikaliseret befolkning, der undertrykkes af et hårdt totalitært regime. Det har ikke noget at gøre med radikal islam. Vi har at gøre med et radikalt totalitært regime. Totalitære regimer har brug for eksterne fjender, de har brug for at angribe Vesten, at blokere radioudsendelser og henrette egne borgere. I modsætning til tidligere totalitære regimer kan det med den transcendentale forståelse af den islamiske ideologi berettiges, at disse våben anvendes. Vi skal støtte dialogen med de personer, der viser interesse for denne dialog, og de personer der har brug for denne dialog. Vi skal dog være tydelige, målrettede og principfaste over for de totalitære regimer.

(Bifald)

  Marek Maciej Siwiec (PSE). - (PL) Hr. formand, Den største fejl i forbindelse med politik er naivitet. En tale på ét minut som denne kan kun appellere til følelser og fantasi.

Naivitet er det, vi alle udviser, når vi ytrer disse kloge ord, når vi bekræfter hinanden i troen herpå og er uberørt af, at ordene ikke har nogen virkning overhovedet. Vi gentager de samme ord i en uendelighed. Iran skaber konstant nye situationer. Er Iran nået videre i udviklingen af atomvåben? Ja. Er Iran nået videre i udviklingen af atomenergi. Ja. Er Iran nået videre i udviklingen af effektive måder at levere disse våben på. Ja. Iran er nået videre i alle disse forhold, men vi ytrer stadig de samme kloge, men naive ord.

Vi skal forberede os på den dag, hvor atomvåben i Iran er en realitet. Til den tid vil vi være nødt til at ændre vores forsvarspolitik, for Europa vil også være påvirket, og vi må aldrig glemme, hvor dyrt naiviteten har kostet Europa tidligere.

  Panagiotis Beglitis (PSE). - (EL) Hr. formand, der er ting, man må konstatere og ikke kan sætte spørgsmålstegn ved. Ganske vist bifalder vi ikke Irans diktatoriske regeringsmodel, vi fordømmer krænkelserne af menneskerettighederne, men vi er alle nødt til at anerkende, at den iranske befolkning har valgt sin nye politiske ledelse via en demokratisk proces.

Den anden konstatering er, at Iran har en umistelig ret til at udvikle et atomprogram til fredelige formål. Den tredje konstatering er, at atomprogrammet ikke kun identificeres med præsident Ahmadinejad, men har støtte fra et bredt flertal blandt Irans politiske kræfter og befolkning. Der findes ingen løsning uden for den politiske og diplomatiske vej med dialog, forhandling og respekt for folkeretten.

EU, både formandskabet og Kommissionen, må hjælpe med at bremse truslen eller anvendelsen af militære midler eller forebyggende indgreb mod Iran. Det afgørende spørgsmål for os alle er opbygning af gensidig tillid på grundlag af reelle kendsgerninger og fakta og ikke simple informationer. Hr. kommissær, hr. rådsformand, det er på alle måder i EU's interesse at afværge, at vi får et nyt Irak i området.

  Marcello Vernola (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, vi er nødt til at standse uranberigelsen, som ikke foregår på en tilstrækkeligt gennemsigtig måde.

De iranske lederes opførsel over for Det Internationale Atomagentur gjorde det ikke muligt at skabe det nødvendige tillidsgrundlag mellem Iran og det internationale samfund. Der er stadig stærk tvivl omkring Irans påstand om, at landet udelukkende ønsker at udvikle atomenergi til fredelige formål.

De seneste handlinger fra Teherans side, bruddet på de segl, som Det Internationale Atomagentur havde anbragt, og indstillingen af den frivillige overholdelse af tillægsprotokollen om beskyttelse tyder på det stik modsatte af hensigtserklæringerne fra landets regering og vores forsøg på at finde en forhandlingsløsning.

Ud fra alt dette konkluderer vi, at Iran på internationalt plan ser sig selv som lederen af det islamiske oprør mod Vesten og således har til hensigt at fastslå sin egen militære overlegenhed i forhold til de andre muslimske lande. Derfor bliver det strategisk vigtigt at angribe og dæmonisere Israel. Iran føler sig uovervindelig og urørlig på det økonomiske, industrielle og finansielle område og på energiområdet, og af den grund frygter vi, at enhver forhandling vil blive en fiasko.

Delegationen fra Forza Italia foreslår derfor, at den iranske udenrigsminister inviteres til Bruxelles for at mødes med Parlamentets Delegation for Forbindelserne EU-Iran. Vi er nødt til at forklare, at det ikke er muligt at skabe dialog mellem Europa-Parlamentet og den iranske regering, hvis den iranske regering ikke opretter en tilsvarende parlamentsdelegation.

Vi skal således opfordre til fortsatte drøftelser med alle de politiske flertals- og oppostionskræfter i Iran og give udtryk for vores solidaritet med Israel, når det gælder de angreb, som landet fortsat udsættes for. Desuden skal EU gøre en indsats for at skabe sikkerhed i Mellemøsten. Derfor opfordrer vi til at stemme imod ...

(Formanden afbrød taleren)

  Monika Beňová (PSE). - (SK) Jeg tror, at langt de fleste fornuftige og fredelige personer i verden ikke har noget problem med Iran som sådan. Iran er et land med en befolkning af borgere som os selv med hverdagens glæder og bekymringer. Vores problem er ikke landet og borgerne. Vores problem er Mahmoud Ahmadinejad, der blev udpeget som Irans præsident ved en tilfældighed, og dennes fundamentalistiske holdning.

Alle problemerne stammer fra denne fanatiske persons syge tankegang, både hvad angår genoptagelsen af atomprogrammet, de brutale verbale angreb på Israel eller den primitive og uanstændige afvisning af jødeforfølgelsen, den værste ugerning og det mest forfærdelige folkemord i menneskehedens historie.

Jeg mener derfor, at det er vigtigt at skelne mellem disse to forhold og ikke identificere hele landet med præsidenten og dennes politik. Det forholder sig desværre sådan igennem hele historien, at det gentagne gange er lykkedes fanatiske personer ikke blot at involvere deres egne nationer og lande, men ofte også hele regioner og to gange endda hele verden, i krig. Det er her, at den største fare ligger.

Mine damer og herrer, situationen er alvorlig, men ikke håbløs. Det vil imidlertid aldrig lykkes at bekæmpe fundamentalisme med en anden for fundamentalisme - det er mit budskab til George Bush. Vi skal udvise ansvarlighed, og vi skal træffe gennemtænkte foranstaltninger for at sikre, at de fremtidige generationer ikke en skønne dag vil beskylde os for at have håndteret denne alvorlige situation dårligt.

  Luís Queiró (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, trods de internationale anstrengelser er det mere og mere tydeligt, at Iran enten øger sin indsats ved forhandlingerne eller slet ikke er interesseret i at standse uranberigelsesprogrammet og den efterfølgende udnyttelse til militære formål.

Iran er i dag en stat, der ikke overholder det internationale samfunds regler, der ikke synes at have noget ønske om at gøre det, og som fremstår som en trussel for freden i området og i verden. Iran er i dag en potentiel fare. Et Iran med kernevåben bliver en reel fare.

Borgerne forventer på denne baggrund, at EU værner om deres sikkerhed og bidrager til stabiliteten i verden. Borgernes forventninger skal først og fremmest imødekommes af dem, der har påtaget sig opgaven med at lede forhandlingerne med Iran trods den - givetvis kalkulerede - risiko, at landet ikke vil acceptere det internationale samfunds legitime krav.

Jeg mener ikke, hr. formand, at det er tilstrækkeligt blot at lade sagen gå tilbage til FN's Sikkerhedsråd. Efter vores opfattelse må EU's første opgave være at sørge for, at det internationale samfund fortsat står fast sammen imod den trussel, som Iran udgør for såvel regionen som resten af verden.

Vi må således ikke lade aktuelle vanskeligheder og politisk følsomme tider føre til splittelse, når det er vores egen globale sikkerhed, det drejer sig om. Iran skal vide, at den diplomatiske vej stadig er farbar, men at landet bør genskabe tilliden gennem konkrete, kontrollerbare handlinger, hvor det fuldt ud og vedholdende suspenderer alle uranberigelses- og oparbejdningsaktiviteter. Det skal også indstille sin provokatoriske retorik om Israel og holocaust og forpligte sig til en i det internationale samfunds øjne acceptabel politik, hvad angår respekt for menneskerettighederne og politisk opposition.

Hvad skal der så gøres for at nå disse mål? Det er det afgørende spørgsmål, som vi må besvare.

Om EU har en relevant rolle at spille på den internationale scene, hr. formand, afhænger i stadig højere grad af, hvad vi gør. Vi håber, at EU i denne særligt svære tid vil vise sig i stand til at udfylde sin rolle i verden, en rolle, som Europa-Parlamentet så ofte har efterlyst. Vi for vores del ønsker, at EU skal udfylde denne rolle.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Mine damer og herrer, det ord, der oftest er anvendt i denne morgens forhandlinger, er ordet "dialog". Dialog mellem kulturer, mellem civilisationer og endda mellem EU og Iran. Forholdet mellem EU og Iran har i de senere år været baseret på en fremgangsmåde i tre trin, som omfatter handelssamarbejde, politisk dialog og dialog om menneskerettigheder. Jeg er den klare overbevisning, at denne fremgangsmåde trods de mange skuffelser og tilbageskridt i de seneste uger og måneder er den eneste rigtige. Det er naturligvis helt uacceptabelt, at den iranske præsident sætter spørgsmålstegn ved eksistensen af en anden stat, nemlig Israel, og Iran skal ikke have lov til at udvikle atomvåben og heller ikke have lov til at omgå international ret og afgørelserne fra internationale organisationer. Jeg er imidlertid overbevist om, at der stadig er mulighed for dialog og opnåelse af en diplomatisk løsning. Jeg støtter derfor førnævnte dialog med de reformvenlige grupper i Iran og de omkringliggende regioner.

  Pierre Schapira (PSE). - (FR) Hr. formand, jeg kan ikke dy mig for at skabe sammenhæng mellem udtalelserne fra præsident Ahmadinejad, der opfordrer til at slette Israel fra landkortet og Irans beslutning om at genoptage dets aktiviteter med urankonvertering. Jeg mener ikke, at sammenfaldet mellem disse to begivenheder er tilfældig. Jeg mener heller ikke, at Europa-Parlamentet med fornuft kan se bort fra disse to begivenheder.

Adskillige lande udvikler deres nukleare muligheder. Det internationale samfund bekymrer sig dog udelukkende om udbredelsen i de lande, der udgør en umiddelbar trussel for verdensfreden. Jeg tror, at eftersom Iran ikke ligefrem indbyder til at have tillid til dem i dag, så skyldes det bl.a., at landets præsident kommer med militaristiske, holocaustbenægtende og antisemitiske holdninger. Det er præsidentens ondsindede intentioner, som gør genoptagelsen af aktiviteterne med berigelse af uran så bekymrende for verdensfreden. Derfor glæder jeg mig over beslutningen.

  Inger Segelström (PSE). - (SV) Hr. formand, den igangværende diskussion er meget vigtig. Debatten her i Europa-Parlamentet og i medierne, hvad angår Mellemøsten, drejer sig oftest om valget i Palæstina og om Irak. Nu, hvor det gælder Iran, er det spørgsmålet om kernevåben, som diskuteres. Samtidig krænkes menneskerettighederne, hvilket mange af de foregående talere har nævnt.

Som medlem af Indenrigsudvalget og Udenrigsudvalget og som næstformand for de socialdemokratiske kvinder i Europa får jeg meget urovækkende rapporter og beretninger om krænkelser af både kvinders og børns rettigheder. Spørgsmålet om menneskerettighederne skal have større opmærksomhed. Jeg synes, vi burde handle betydeligt mere effektivt, end vi gør i dag.

Der sker store ændringer i det iranske samfund netop nu. Vi er for få, der taler om dialog, og for mange, som er fastlåst i spørgsmålet om en omfattende konflikt. Dialogen skal genoptages mellem EU og Iran. Udtalelserne om Israel er uacceptable ligesom henrettelser, dødsdomme og politiske fanger. Diplomatiske løsninger skal træde i stedet for en optrapning af vold og krænkelser. I moderne konflikter er det altid civile, kvinder og børn, som først og fremmest skades og krænkes. Det må stoppe nu - mens der stadig er mulighed og tid til det.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, som denne debat også har vist, er løsningen på det iranske atomspørgsmål fortsat et centralt anliggende for det internationale statssamfund og EU. Faktisk er tvivlen på fredsviljen i dette atomprogram på sin plads.

Jeg vil dog endnu en gang understrege - og det blev også nævnt af mange talere her - at EU fortsat er forpligtet til at finde en diplomatisk løsning på det iranske atomspørgsmål som led i multilateralismen, især IAEA. Det er vigtigt at understrege. Vi mener, at det russiske forslag om at opbygge en russisk-iransk uranberigelseskapacitet på russisk jord ville være et godt alternativ til berigelse i Iran. Denne løsning støttes fuldt ud af EU. Det blev nævnt, at Østrig skal tage initiativer. Jeg taler naturligvis som repræsentant for Rådet her, og som sådan repræsenterer jeg en holdning, som Rådet generelt - uafhængig af eventuelle nationale holdninger - følger.

Det er dog også vigtigt - og det blev sagt af mange talere, og det er jeg taknemmelig for - at spørgsmålet om atomprogrammet ikke er det eneste spørgsmål, som er vigtigt og væsentligt i vores forhold til Iran og skal løses, hvis vi ønsker et bedre forhold til denne regering, til denne præsident. Det er et spørgsmål om menneskerettigheder. Jeg vil gerne minde om, at Iran siden 1975 uden forbehold har været part i de to FN-pagter om civile borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske og sociale rettigheder. Der er altså en klar folkeretlig forpligtelse for Iran til at opfylde de forpligtelser, der er indeholdt i disse vigtige aftaleinstrumenter.

Endelig vil jeg bekræfte, at jeg også er af den opfattelse, hvilket hr. Brok og andre talere har udtalt, at dialogen med de kræfter i Iran, der er for fredeligt samvær og for overholdelse af forpligtelserne, naturligvis skal fortsætte. Vi vil videreføre denne dialog. Vi er naturligvis parate til dialog. Imidlertid - og det skal vi sige med al tydelighed - må vi ikke tillade, at denne dialog misbruges. Derfor skal vi meget nøje holde øje med, hvem vi fører denne dialog med. Her synes også spørgsmålet om støtte til civilsamfundet i Iran at være af særlig vigtighed.

(Bifald)

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, et vigtigt punkt er efter min mening, at det internationale samfund - og selvfølgelig også Europa - på ingen måde står splittet i spørgsmålet om, hvordan vi skal tackle forbindelserne med Iran.

Iran har overskredet mange grænser, når det gælder uranberigelse, systematiske krænkelser af kvinders, mænds og ikke mindst børns værdighed samt støtte til organisationer, som vi med rette definerer som terrororganisationer. Der er dog stadig håb om dialog og en diplomatisk løsning.

Sådan som mange var inde på - også hr. Schulz - er Iran ikke islam, og derfor er det nødvendigt med en regional dialog for stabilitet og fred, der navnlig inddrager Iran, men også alle de andre aktører i regionen, som er interesserede i en seriøs dialog med det internationale samfund.

Iran er heller ikke præsident Ahmadinejad. Det var der mange, som sagde, og det minde fru Běnová om for lidt siden. Der er ingen tvivl om, at Europa kan gøre en politisk indsats i dialogen med civilsamfundet og de moderate kræfter, som kæmper for frihed i Iran, og som ønsker at bruge fornuften, frit vælge deres skæbne og ikke lytte til præsidentens ord, der tilskynder til had og vold.

Hvilke muligheder har vi så? Jeg mener, at Sikkerhedsrådet i dag bør vise sin troværdighed og myndighed. De, som her i Parlamentet tvivlede på Sikkerhedsrådets rolle, tvivler indirekte på den rolle, som vi alle tillægger det. Sikkerhedsrådet er den internationale legitimitets forum. Ingen behøver at tvivle på, om Sikkerhedsrådet indleder en bred og indgående debat om Iran-krisen, for det er netop i dette forum, at spørgsmålet skal tages op. Vi har tit ønsket, at Sikkerhedsrådet skulle gribe ind. Nu er tiden kommet til, at vi giver Sikkerhedsrådet mulighed for virkelig at spille den rolle, der tilkommer det.

Hr. formand, Europa skal nu vælge, om det vil arbejde for fred og stabilitet i området - hvilket efter min mening er vores pligt - eller om vi skal lade som ingenting og risikere at få en aggressiv atommagt i området.

Europa har en vigtig mulighed for at udvise diplomati og fasthed. Før vi så meget som overvejer nogen som helst form for ikke-fredelig løsning, er det efter min mening bedre at understrege, at demokrati, fasthed og diplomati kan løse konflikterne og hindre en potentiel vold, som vi for enhver pris skal undgå.

Der er ikke tale om et sammenstød, men vi har et forskelligt syn på rettigheder, værdier og demokrati. Hvis vi omringer Iran med demokrati og diplomati, kan vi hindre katastrofale konsekvenser.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag kl. 11.30.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Iles Braghetto (PPE-DE). - (IT) Hvad skal vi gøre ved "atommullaherne"? Hvilke initiativer skal vi tage over for styret i Teheran, der er stærkt på vej til at fremstille atomvåben? EU skal indtage en fast holdning, så situationen i Mellemøsten og på det euroasiatiske kontinent ikke bliver eksplosiv.

Ayatollahernes atomvåben er et stærkt afpresningsmiddel over for det iranske folk og lukker munden på de mest frie og åbne stemmer. Der hersker tilsyneladende dyb tavshed i det iranske samfund. Derfor er det nødvendigt med et initiativ, som hjælper dem, der i Iran kæmper for frihed, menneskerettigheder og respekt for enhver tro og religiøs overbevisning. Iranernes tavshed skyldes ikke, at de frivilligt giver op. Det er dem selv, der skal demontere mullahernes bomber, nemlig de iranske mænd og kvinder, som holder af deres land. Iran er ikke islam, og Iran er ikke præsident Ahmadinejad. Derfor skal dialogen fortsætte og styrkes.

Vi står ikke over for et kultursammenstød, men over for forskellige holdninger til menneskerettigheder, frihed og demokrati. Vi skal fremme et mere opmærksomt og respektfuldt syn på alle dele af menneskeheden, for kun på denne måde kan vi vinde over hadet og volden.

FORSÆDE: Luigi COCILOVO
Næstformand

  Formanden. - Vi går nu over til afstemning

(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)

Før afstemningen

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, jeg vil bare gerne protestere imod, at dette beslutningsforslag kun foreligger på engelsk, fordi alle andre sprogversioner måtte gå i papirmøllen på grund af fejl. Teoretisk set kan man slet ikke stemme. Jeg vil ikke blokere afstemningen, emnet er vigtigt, og vi skal stemme, men jeg mener ikke, at man kan arbejde på denne sjuskede måde her, når der kun står så få beslutninger på dagsordenen som i dag.

(Bifald)

  Formanden. - Jeg noterer mig en protest, som jeg vil tilslutte mig, selv om de ansvarlige tjenestegrene fortæller mig, at andre sprogudgaver var tilgængelige. Vi lader dog nødvendigheden af at stemme være vigtigere.

Afstemningen er afsluttet.

Indstilling ved andenbehandling (A6-0007/2006)

  Christine De Veyrac (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Betænkningen om et EF-flyveledercertifikat, som vi skal til at stemme om, har stor betydning for etableringen af det fælles europæiske luftrum.

Den europæiske harmonisering af nationale certifikater gør det reelt muligt for flyvelederne at arbejde i hele det område, som hører ind under det fælles luftrum. Certifikatet betyder desuden forbedringer med hensyn til sikkerhed i forbindelse med styring af trafikken og sikrer en harmonisering af uddannelsen af kommende flyvelederne på et højt fagligt niveau.

I betænkningen foreslås en godkendelse af Rådets fælles beslutning, hvor den aftale, der blev indgået mellem Europa-Parlamentet og Rådet for nogle måneder siden, gentages. Med kompromiset, som vi fandt frem til sammen med Rådet, tages der på en gang holdning til de berettigede bekymringer om skærpelse af sikkerheden og kravet om fri bevægelighed for flyvelederne.

På et tidspunkt, hvor EU ofte misforstås af borgerne, er det vigtigt, at vi støtter projekter som dette med henblik på at give borgerne fornyet tillid til opbygningen af Europa.

Jeg vil slutte med at takke Kommissionens tjenestegrene for deres samarbejde.

  Fernand Le Rachinel (NI), skriftlig. - (FR) En gang er ingen gang, men vi har dog gentagne gange kunnet glæde os over denne tekst. Indførelsen af et enhedscertifikat for flyveledere er et stort bidrag til målet om sikkerhed, som alle håber for dette område, hvor vi desværre har set alt for mange eksempler på flykatastrofer. I den forbindelse glæder det mig også, at et supplerende system med sorte lister over flyselskaber, der betragtes som farlige, er blevet etableret og skal gælde for alle EU-landene.

Jeg mener desuden, at det skal bemærkes, at EU går i den rigtige retning, når det drejer sig om harmonisering af uddannelse og faglige kompetencer hos flyvelederne. Vi er ikke vidne til en udligning med laveste fællesnævner, tværtimod. Hvad angår adgangsbetingelserne til uddannelsen, de krævede kvalifikationer og indholdet af grunduddannelsen er der især planlagt et relativt højt niveau for sociale, tekniske, sproglige og faglige normer.

Det er også meget vigtigt, da flyvelederne desværre alt for ofte skal klare ekstreme og farlige situationer som flykapring eller krisesituationer i luften. Lad os derfor beskytte dette fag, for passagerernes sikkerhed inden for en hel sektor er afhængig af det.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg bifalder direktivforslaget, som har til formål at øge sikkerhedsstandarderne og forbedre driften af EU's lufttrafikstyring. Det glæder mig, at det er lykkedes Rådet og Parlamentet at indgå et tilfredsstillende kompromis om de ændringsforslag, som vi vedtog under førstebehandlingen.

Forslag til beslutning om Iran (RC-B6-0096/2006/rev.)

  Hélène Goudin, Nils Lundgren og Lars Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Junilisten støtter helhjertet IAEA's bestræbelser på at nå en fredelig løsning på konflikten mellem Iran og det internationale samfund og mener, at det er FN's Sikkerhedsråd, som har det endelige ansvar for at afgøre, hvilke foranstaltninger der bør iværksættes. Eftersom Iran ikke er en del af EU's nærområde, er dette ikke et spørgsmål for EU, medmindre medlemslandene kan opnå enighed i Rådet om et fælles standpunkt.

Sverige bør arbejde for, at Iran ikke udvikler sig til en atomvåbenmagt. Spørgsmålet er imidlertid ikke et, som Europa-Parlamentet skal behandle. Vi har derfor valgt at afstå fra at ændre i beslutningen og har stemt nej til den som helhed.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Titlen på den beslutning, som Europa-Parlamentets flertal har vedtaget, afslører dens virkelige formål, nemlig at støtte den seneste eskalation og skærpelse af situationen omkring Irans atomprogram.

Det er ikke tilfældigt, at Europa-Parlamentets flertal har forkastet det ændringsforslag fra vores gruppe, hvor vi kræver en fredelig politisk løsning på striden om Irans nukleare programmer, bekræfter vores modstand mod enhver militær aktion eller trussel om magtanvendelse og advarer om, at enhver militær aktion vil føre til en endnu alvorligere krise i området. Det samme gælder andre ændringsforslag, hvor vi opfordrer alle lande til at afholde sig fra truslen om brug af magt mod Irans territoriale integritet og utvetydigt tage afstand fra ethvert forebyggende angreb.

I stedet for at støtte foranstaltninger, der kan fremme afspænding i de internationale forbindelser, går Europa-Parlamentets flertal ind for, at sagen skal indbringes for FN's Sikkerhedsråd. Det har længe været et krav fra USA, der på den måde søger at isolere Iran internationalt og pseudolegitimere ny indblanding og nye farlige militære eventyr for at gennemtvinge sit herredømme i regionen og forsvare sine økonomiske interesser.

Vi har derfor stemt imod.

  Richard Howitt (PSE), skriftlig. - (EN) Parlamentets Labour-medlemmer støtter beslutningsforslaget om Iran og fordømmelsen af diverse udtalelser fra den iranske præsident og deler den alvorlige bekymring om de iranske myndigheders holdning til atomprogrammet. Parlamentets Labour-medlemmer støtter endvidere stærkt involveringen og initiativerne fra EU3, Den Internationale Atomenergiorganisation og FN's Sikkerhedsråd, som bekræfter behovet for at løse disse problemer med fredelige og diplomatiske midler. Den britiske regerings holdning er, at et militært indgreb er utænkeligt og ikke på dagsordenen.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Efter den uventede sejr for Irans nye præsident, hr. Mahmoud Ahmadinejad, er der opstået en meget anspændt situation mellem Iran og det internationale samfund, som har resulteret i en række forhandlinger blandt medlemsstaterne om Irans ønske om at udvikle atomenergi.

Jeg bifalder udviklingen af atomkraft, når det er til civilt brug. Derfor skal der lægges så meget diplomatisk pres på den iranske regering som muligt for at få Iran til at overholde bestemmelserne i traktaten om ikke-spredning af kernevåben, så alle mistanker kan udelukkes.

jeg ønsker at understrege, at Irans befolkning ikke bør dæmoniseres eller anklages på nogen måde. Vores disput er udelukkende med lederskabet, og jeg beklager præsident Ahmadinejads udtalelser for nylig om Israel.

  Erik Meijer (GUE/NGL), skriftlig. - (NL) Irans indbyggere har ingen udsigt til demokrati, menneskerettigheder eller garantier for mindretal, således som vi kender til i Europa. Staten styres af en gruppe mennesker, som er dybt overbevist om, at Gud står på deres side. De tror, de har ret til at beslutte, hvordan deres befolkning skal leve.

Mange mennesker har forladt landet, og hos dem, der er tilbage, længes især mange kvinder og unge efter forandring. Derfor er det kortsynet kun at betragte Iran som en lukket blok, som truer omverdenen. I endnu højere grad end i Irak og Afghanistan er en militær invasion, som den amerikanske præsident tilsyneladende overvejer, ikke nogen løsning. At true med atombomber, som den franske præsident offentligt overvejer, er endnu mere farligt. Begge trusler kan kun føre til, at folk i Iran søger beskyttelse i det undertrykkende regime, som så bliver det mindste onde for dem. Det fjerner fuldstændigt udsigten til virkelige forandringer, menneskerettigheder og demokrati. Europa skal hellere give mulighed for, at eksiliraneres forskellige organisationer, som betyder en støtte til bestræbelserne efter forandringer i selve landet, kan fungere legalt.

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Det fælles beslutningsforslag om Iran fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, Den Socialdemokratiske Gruppe, Den Liberale Gruppe og Gruppen Union for Nationernes Europa bringer ved til bålet og er et forsøg på at forberede offentligheden og få den til at acceptere den nye krig, der forberedes af imperialisterne under påskud af atomrisiko. På trods af verbale udtalelser om, at man ikke ønsker krig, på trods af EU's verbale forsikringer om, at man ikke bestrider Irans ret til fredelig udnyttelse af atomkraft, er det tydeligt, at imperialisterne er ved at gennemføre en planlagt angrebsplan for med ethvert middel at få kontrol over energikilderne og over hele området.

De uenigheder, der måtte komme til udtryk, hænger sammen med internt fjendskab blandt de imperialistiske lande om fordelingen af byttet. Samtidig forsøger man også at forhindre andre lande i at udvikle teknologi og gøre sig uafhængige af store imperialistiske lande.

På denne baggrund konstruerer man en ny udgave af krigsplanen mod Irak. Uanset hvilket ansvar den iranske regering har, bør og vil befolkningerne ikke acceptere de imperialistiske planer mod Iran og andre lande i området.

Enhver invasion, med eller uden Sikkerhedsrådets godkendelse, vil blive mødt med et globalt ramaskrig og en mobilisering af hele freds- og græsrodsbevægelsen. Hvilke alvorlige politiske problemer der end måtte være i Iran, er det kun den iranske befolkning, der er kompetent til at løse dem.

(Mødet udsat kl. 11.45 og genoptaget kl. 12.05)

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

  Formanden. - Mine damer og herrer, hr. præsident for Republikken Østrig, det er mig en stor ære at byde Dem velkommen til Europa-Parlamentet.

Det glæder os alle, at De er her hos os som præsident for det land, der har formandskabet for EU. Før De overtog dette hverv som præsident for Deres land, var vi mange her i Parlamentet, herunder jeg selv og nogle af dem, der har hilst på Dem på gangene - der allerede havde haft lejlighed til at lære Dem at kende i forbindelse med Deres lange karriere som velanset parlamentsmedlem og formand for det østrigske parlament. De har i forbindelse med alle Deres funktioner altid udvist en ubestridelig forpligtelse over for Europa, de europæiske værdier, den østrigske sag i Europa og Europas sag i hele verden.

Deres besøg i dag i Europa-Parlamentet giver os lejlighed til at udtrykke vores store respekt og hylde Deres bemærkelsesværdige personlige indsats. Vi hylder samtidig Deres land og den særlige plads, det indtager i Europas historie og kultur, samt det bidrag, som Østrig har ydet til den nylige udvikling af EU og debatten om dets fremtid.

De bestrider, hr. præsident, Deres hverv på et vanskeligt tidspunkt i Europas historie, hvor vi alle står over for store udfordringer. Nogle af disse har vi behandlet her i Parlamentet de seneste dage.

På kort tid har det østrigske formandskab allerede vist, at det er helt klar over de omstændigheder, det tilfalder det at udøve formandskabet for EU under og behovet for at genskabe borgernes tillid til det europæiske projekt ved at fremme integrationen og konsolidere udvidelsen, og nærmere bestemt at sørge for, at vi udnytter den nuværende tænkepause bedst muligt, så vi, når den er ovre, kan give forfatningsprocessen nyt liv.

Få lande er i en så god position som Østrig til at klare disse udfordringer. Østrig lå i udkanten af EU, da der var 15 medlemmer, men nu ligger det i hjertet af et Europa med 25 medlemmer, som snart bliver til 27 eller flere. Det kommer til at ligge mere og mere i hjertet af det store Europa.

For Østrig og østrigerne er den frie bevægelighed for varer, arbejdstagere og tjenesteydelser derfor ikke blot en formel bestemmelse i traktaten, som ikke berører dem. Tværtimod, det er dagligdagen. De ligger på en korsvej mellem alle Europas veje. Og derfor har vi blikket rettet mod Dem og Deres regering, for vi håber, at De i de kommende måneder kan være med til at bringe EU videre i en integrationens ånd, der er baseret på de værdier og mål, der er vores grundlag.

Hr. formand, vi er glade for, at De er her sammen med os i dag, og vi håber, at De kommer til at spille en afgørende rolle for den retning, som Europa skal tage fremover. De og den østrigske regering kan være sikre på, at Parlamentet vil arbejde på at forsvare og fremme det fælles europæiske mål, idet vi altid vil være opmærksomme på den opfattelse, som Europas borgere har heraf.

Hr. præsident, det er mig en stor ære nu at give Dem ordet i Europa-Parlamentet.

(Bifald)

  Heinz Fischer, præsident for Republikken Østrig. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, kære medlemmer af Europa-Parlamentet, jeg vil først takke for den meget venlige præsentation og indledning. Jeg håber ikke, at De placerer stigen for højt, men vi vil anstrenge os. Et venligsindet parlamentsmedlem - hun kommer fra Østrig - gav mig et råd for nogle dage siden om, at jeg ikke bør dvæle for længe ved indledende floskler i min tale i dag til Europa-Parlamentet. De, mine damer og herrer, har ofte stats- og regeringschefer fra alle mulige forskellige lande som gæster på denne talerstol, og De er interesseret i politik, ikke i komplimenter. Godt, jeg vil følge dette råd. Jeg håber, at det var et godt råd.

(Bifald)

Men én ting har jeg tilladelse til, nemlig til at sige, at jeg på en måde betragter mig som en gammel parlamentarisk slagtehest, som gerne indånder parlamentsluft, fordi jeg - som formanden nævnte - har været medlem af det østrigske parlament i mere end 30 år. En betydelig del af disse mange år faldt i den periode, hvor delingen af Europa i Øst og Vest med jerntæppet syntes at være et næsten urokkeligt faktum.

Den russiske intellektuelle Andrej Amalrik skrev en fascinerende bog med titlen "Vil Sovjetunionen eksistere indtil 1984" og forudsagde et sammenbrud af det sovjetiske imperium. Men det syntes i første omgang kun at have lidt med politisk realisme at gøre. 1989 og månederne før og efter Berlinmurens fald var for mig og vel for de fleste af os lidt af et politisk under. Siden har jeg troet på muligheden for et poltisk under eller i det mindste på muligheden for at opnå det, der i første omgang synes vanskeligt og udsigtsløst.

Begejstringen for det europæiske projekt er i hvert fald for nærværende blevet styrket væsentligt og har fået en ekstra dimension. Foruden filosofien fra grundlæggerne af det europæiske projekt, nemlig fredstanken, og foruden idealet om personlig og økonomisk bevægelighed i et så stort europæisk område som muligt udviklede der sig for millioner af mennesker, som efter afslutningen af Anden Verdenskrig måtte udholde hele fire årtiers kommunistisk diktatur, et perspektiv med hensyn til at opnå et liv i demokrati og frihed.

Derfor er spørgsmålet om en yderligere, ny udvidelsesrunde, som også burde være en slags genforening af Europa, efter kommunismens sammenbrud og udvidelsen af EU fra 12 til 15 medlemmer - som også har gavnet Østrig - automatisk kommet på dagsordenen.

Det var ikke let, men også det har vi i mellemtiden, nemlig i 2004, klaret, og Bulgarien og Rumænien følger nok efter i nær fremtid. Man skal også nævne Kroatien i denne forbindelse.

Dermed kastes spørgsmålet om Europas grænser og Europas identitet yderligere ud i luften og diskuteres. Hvor meget er der ikke diskuteret og skrevet om Europas grænser? Imidlertid kan der af og til også gives forholdsvis nøgterne svar på selv komplekse spørgsmål.

Europas geografiske grænser er lette at definere i Vesten, i Norden og i Syden. De står ikke til diskussion. Og i Østeuropa er de geografiske grænser i hvert fald ikke identiske med kulturhistoriske grænser og heller ikke med eksisterende statsgrænser. Med henblik på det europæiske projekt af i morgen er vi derfor forpligtede til at definere fornuftige politiske grænser - som ikke må have evighedsværdi - og på tværs af grænserne at udvikle partnerskab gennem intensivt samarbejde med de tilgrænsende stater - stikord "mod Europa" - og etablere et samarbejde.

Med henblik på skabelsen af politiske grænser for det europæiske projekt er både opfyldelsen af tiltrædelsesbetingelserne og EU's evne til at optage flere lande i hvert fald vigtige faktorer.

At også de vestlige Balkanlande fortjener et europæisk perspektiv, såfremt de opfylder tiltrædelseskriterierne på det givne tidspunkt, er min faste overbevisning, og her ville det være useriøst at nævne frister og datoer nu.

Til et sådant perspektiv, som jeg netop har forsøgt at skitsere, har vi ubetinget brug for forbedrede spilleregler. Alle har forhåbentlig forstået, at et EU-25 plus overhovedet ikke kan fungere optimalt, måske overhovedet ikke tilfredsstillende med strukturerne fra EU-12.

(Bifald)

For at løse dette problem blev EU-Konventet indkaldt, som efter min mening har udarbejdet udkastet til en forfatningstraktat på en imponerende måde.

Evnen til kompromiser har i sidste ende også gjort det muligt for alle regeringer og Europa-Parlamentet at tilslutte sig en tekst, som ganske vist ikke kunne opfylde alle vores individuelle ønsker, men som alt i alt er eller ville være værdifuld og nyttig for det europæiske projekt.

Negative folkeafstemninger i to europæiske stater har ikke kun i første omgang stillet lyssignalet på rødt, men har også formørket Europa-stemningen kraftigt - og stemninger spiller nu engang en væsentlig rolle i politik. Vi befinder os nu i en refleksionsfase, men disse refleksioner skal gøres synlige og hørbare, således at man kan godkende, modsige og diskutere. Mine personlige refleksioner fører mig til den overbevisning, at det ville være en fejl modløst at opgive projektet i forbindelse med forfatningstraktaten og så at sige følge den til kirkegården.

(Bifald)

Jeg mener også at have forstået, at der er stærke argumenter imod at give sig i kast med hele proceduren igen. Jeg er enig med dem, der mener, at det er hensigtsmæssigt igen at tage højde for målene i forfatningstraktaten med fornyede kræfter efter denne refleksionspause, da traktaten jo også vil bidrage til at styrke det demokratisk-parlamentariske EU-system. Det østrigske formandskab bestræber sig på at udføre gode tjenester til gengæld og at bane vejen.

(Bifald)

Tidligere hørte vi også stikordet "folkeafstemning". Jeg vil gerne komme med nogle personlige bemærkninger hertil. Jeg er absolut ingen tilhænger af det såkaldte plebiscitære demokrati. Vi er meget, meget sparsommelige i Østrig, hvad angår folkeafstemninger, af gode grunde. Men hvis vi anvender eller ønsker at anvende folkeafstemningen i EU's medlemsstater med henblik på europæiske afgørelser med meget stor rækkevidde fra tilfælde til tilfælde - nemlig i enkelte lande - synes en sådan situation, nemlig at afholde en folkeafstemning i nogle lande i EU og ikke i andre, altså det, som jeg altid - jeg undskylder over for tolkene - kalder et "folkeafstemningskludetæppe", at være temmelig utilfredsstillende.

Så synes jeg, at det ville være bedre undtagelsesvis at gennemføre en folkeafstemning i hele Europa med dobbelt flertal i enkelte tilfælde af ganske særlig betydning.

(Bifald)

Skulle en sådan tanke grundlæggende finde positiv resonans i Europa, måtte man naturligvis opnå enighed om yderligere tekniske spørgsmål, f.eks. om, hvordan en beslutning om gennemførelse af en sådan folkeafstemning i hele Europa kan komme i stand.

Et andet emne af central betydning - set med østrigske øjne måske endda af mest central betydning - som jeg ubetinget vil tage fat på, er spørgsmålet om den sociale dimension, prioriteringen af de sociale komponenter i den europæiske politik.

Markedsøkonomien er uden tvivl slået igennem i Europa. Men accepten af markedsøkonomien og også accepten af det europæiske projekt kræver en markedsøkonomi med en tilstrækkelig social komponent, dvs. en social markedsøkonomi, hvor det enkelte menneske ikke bliver betragtet som en ren omkostningsfaktor og er forpligtet i forhold til bæredygtighedsprincippet.

Begrebet "humankapital" har altid forekommet mig mistænkeligt.

(Bifald)

Det bekender jeg, og 19 millioner arbejdsløse er simpelthen - jeg tror, at sådan ser man det meget bredt - ikke acceptabelt. Faldet i arbejdsløsheden, der hænger som en møllesten om Europas hals og ved Europas prestige, skal være et højt prioriteret nationalt og europæisk anliggende, hvis vi vil undgå at bringe accepten af den europæiske model i fare.

Europa skal stå på to ben: en sund økonomi og en sund social symmetri.

I den forstand vil jeg i høj grad også bifalde, hvis det rent faktisk lykkes Dem - hvilket jeg hører - at finde et kompromis i spørgsmålet om tjenesteydelsesdirektivet i morgen, hvor der også tages hensyn til arbejdstagernes og mange erhvervsdrivendes bekymringer og ubehag. Også på spørgsmålet om kontrolmuligheder og gennemførelsesbeføjelser synes praktiske svar - som jeg forstår det på diskussionerne - vigtige.

I begyndelsen af det østrigske formandskab blev der inviteret til en stor Europa-diskussion med titlen "Sound of Europe" i Salzburg - ikke uden henvisning til Mozart. Først fik politikerne ordet, derefter kunstnerne. Naturligvis benyttede kunstnerne retten til at holde et spejl op for politikerne og med tydelige ord påpege politikkernes ufuldkommenheder. Ikke alt det, der blev sagt dér, overbeviste mig. Men én ting er i hvert fald rigtigt: Den kulturelle dimension af det europæiske projekt er karakteriseret af mange skjulte skatte og uanede reserver. Europa kan i dag bedre og bedre holde trit med USA, men er - det siger man - en dværg militært, og i den forbindelse irriterer sidstnævnte mig mindre end en social slagside.

(Bifald)

Men bør vi ikke gøre os mere bevidste om, hvordan relationerne på det kulturelle område ser ud? Summen og varigheden af de kulturelle ydelser i Europa - fra Iliaden frem til nutiden - udgør en utrolig rigdom på skatte. Her skal vi ikke gemme os for nogen. Lad os også benytte denne rigdom til styrkelse af den europæiske identitet, til bevidstgørelse af fælles træk, og lad os ikke glemme, at den moderne kunst, skabelsen af kunst af i dag, skaber den kulturelle arv af i morgen! Og det, der gælder for kunst, gælder også for uddannelse og videnskab.

For mindre end to uger siden inviterede den tyske forbundspræsident Horst Köhler, som om kort tid også vil have æren af at tale her, syv europæiske præsidenter til en dialog i Dresden. Som afslutning på dette møde blev der organiseret en samtale med studerende fra mere end et dusin lande. Disse studerende havde forberedt sig meget omhyggeligt til dette møde og overrakte os et "Dresden-manifest" med meget konkrete krav til emnet Europa. Et af disse krav lød f.eks.: at hæve udgifterne til forskning og udvikling - hør venligst - ikke kun til 3 % af BNP, men derimod til 5 %, sikkert en meget, meget modig, måske utopisk målsætning for rent faktisk at opbygge et vidensamfund i Europa.

Og der var også andet i dette "Dresden-manifest" fra de unge studerende, nemlig kravet om at oprette et fælles hus for europæisk tidshistorie, hvor der berettes objektivt om historien i det 20. århundrede og om Europa af i dag, og hvor det europæiske projekt præsenteres omfattende.

Jeg fortæller ikke kun om det i dag meget kort, fordi jeg vil bevise over for disse unge mennesker, at deres ønsker og deres anliggender tages alvorligt, idet jeg endda præsenterer dem i det højeste europæiske forum, men fordi uddannelse og forskning faktisk, som De alle ved, er produktionsfaktorer af helt særlig kvalitet. Man kan sige, at det er utopiske mål. Men "die Existenz der Utopie ist nun einmal die Voraussetzung dafür, dass die Utopie aufhört, eine Utopie zu sein" (utopiens eksistens er nu engang forudsætningen for, at utopien ophører med at være en utopi), har Martin Walser engang skrevet, og jeg mener, at han har ret i denne konstatering.

(Bifald)

Østrig har nu haft EU-formandskabet i præcis halvanden måned. Vi har altså afsluttet første kvartal for så at overgive formandskabet i slutningen af juni i Finlands pålidelige hænder, som vi afstemmer os på bedste vis med. Forbundskansler Schüssel berettede for præcis fire uger siden over for Europa-Parlamentet om det østrigske formandskabs mål. Jeg vil ikke gentage noget af det, som blev sagt dengang, højst tilføje, at der også er sket meget i disse fire uger, og at noget har videreudviklet sig. Det gælder f.eks. det østrigske formandskabs vigtige punkt Balkan - den 20. februar begynder forhandlingerne om Kosovo i Wien - men også for forberedelserne til EU-latinamerika-Caribien-topmødet i Wien i midten af maj.

Vi var imidlertid utroligt meget berørt af de enorme spændinger og voldelige handlinger, som tilsyneladende blev udløst af de såkaldte Muhammed-tegninger. To holdninger synes i den forbindelse at pralle uforsonligt af på hinanden: grundprincippet om presse- og ytringsfrihed på den ene side og det stærke behov for beskyttelse af religiøse følelser og værdier på den anden side.

Jeg betragter en hensyntagen til religiøse følelser, til det, som er helligt for mennesker i ordets sandeste betydning, som et vigtigt element i samværet mellem mennesker og folk og ikke som en urimelig indskrænkning i en grundlæggende rettighed.

(Bifald)

Hvis et såkaldt afbildningsforbud udgør et væsentligt element i en religion, skal og må man ikke overtræde dette princip dobbelt, idet det ikke kun er afbildningsforbuddet, der overtrædes, men det krænkende brud på et tabu forstærkes også yderligere ved en karikerende fremstilling. Ligesom der i forbindelse med kunstneres uomgængelige frihed - jeg var forslagsstiller i det østrigske parlament med henblik på en forankring af kunstneres frihed i den østrigske forfatning - i øvrigt kendes til lovforbehold og kræves hensyntagen, gælder det også for den journalistiske frihed. Hvis milliarder af mennesker skal leve fredeligt sammen på en planet, er respekten for andres værdier og gensidig hensyntagen ikke nogen undværlig luksusartikel. Det gælder i øvrigt i alle retninger.

(Bifald)

På den anden side - det vil jeg gerne sige meget tydeligt - kan den systematiske pusten til vold som vold eller en slags selvjustits helt sikkert ikke være nogen adævate svar.

(Bifald)

Jeg agter og respekterer f.eks. de muslimer særligt, der - som f.eks. i Østrig - meget, meget tydeligt har givet udtryk for deres protest, men fredeligt med tydelige, men fredelige demonstrationer. Jeg fordømmer skarpt og tydeligt adfærden hos regeringer og myndigheder, der tillader, at diplomatiske repræsentationer og uskyldige mennesker angribes og udsættes for fare. Det er i hvert fald fortsat vigtigt, at der er en vilje til og en ærlig hensigt med den fortsatte intensivering af dialogen mellem kulturerne, mellem religionerne, mellem civilisationerne og især mellem mennesker. Det opfordrer jeg alle berørte parter til.

Lad mig afslutningsvis sige følgende: Det europæiske projekt, som er baseret på mange fælles træk, vil efter min mening få succes. Vi har derfor ret og pligt til at styrke tilliden til, at det vil lykkes at skabe et fremtidens Europa af det "gamle Europa" og det "nye Europa". Jeg er Dem meget taknemmelig for, at De har givet mig lejlighed til at reklamere for det i det højeste europæiske parlamentariske forum, gå ind for det og tilbyde Østrigs samarbejde og mit personlige samarbejde.

(Vedvarende bifald)

  Formanden. - Hr. præsident, jeg vil gerne udtrykke nogle få ord som tak for Deres. De har lyttet til det råd, som medlemmet gav Dem. De har fulgt rådet og er gået lige til sagen. De har berørt de spørgsmål, der er polemiske i dag, og De har udtrykt Dem meget klart om de rettesnore, der er nødvendige for at blive ved med at opbygge Europa. Jeg er sikker på, at det bifald, De har modtaget, er et godt bevis på den interesse, som Parlamentet har lyttet til Deres tale med.

Jeg takker Dem endnu en gang, hr. præsident, fordi De har været her hos os, og jeg ønsker Dem held og lykke med Deres lands formandskab.

(Bifald)

(Mødet udsat kl. 12.30 og genoptaget kl. 15.00)

FORSÆDE: Antonios TRAKATELLIS
Næstformand

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om udsigterne for Bosnien-Hercegovina.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, der hersker ingen tvivl om, at der er gjort store fremskridt i Bosnien-Hercegovina siden Dayton-fredsaftalen med henblik på at skabe et multietnisk demokrati, og det bør vi hilse velkommen og glæde os over. Jeg synes, og det siger jeg som østriger, der så at sige så det foregå lige i nabolaget, at det er væsentligt, at vi, som fascineret af rædslerne fulgte den utrolige grusomhed, krigen og menneskenes lidelser for 10 år siden, kan sige med en vis tilfredshed i dag, at der kun er en lille sandsynlighed for en væbnet konflikt dér. Det kan verdenssamfundet, men frem for alt EU notere sig som en stor succes.

At der er blevet indledt forhandlinger om en stabiliserings- og associeringsaftale mellem EU og Bosnien-Hercegovina, er et vidnesbyrd om, hvad der med succes er blevet opnået i løbet af disse 10 år. Republika Srpskas og Føderationen Bosnien-Hercegovinas sammenlægning af deres forsvarsministerier, som blev gennemført i slutningen af 2005, er et vigtigt eksempel på disse fremskridt, hvor alle forsvarsopgaver og personellet er blevet overført til et fælles forsvarsministerium for hele staten, hvilket uden tvivl var en milepæl i landets udvikling. Den europæiske EUFOR-mission, Althea, arbejder tæt sammen med disse nye fællesstrukturer og fortsætter fremskyndelsen af forsvarsreformen.

Der er flere eksempler på, hvordan landet gør fremskridt med henblik på sin integritet og at påtage sig et ansvar for sig selv. Jeg vil her nævne indførelsen af en moms for hele landet gældende pr. 1. januar 2006.

Et helt væsentligt reformfremskridt var aftalen om politireformen, som nu er inde i en implementeringsproces, og enhver, som har iagttaget og fulgt disse forhandlinger, vil vide, hvor vanskelige de har været, og hvor stor intern modstand der har været mellem de etniske grupper i landet. At overvinde disse hindringer er uden tvivl en stor præstation, og det kan man kun lykønske Bosnien-Hercegovina med.

EU's politimission i Bosnien-Hercegovina - EUPM - vil spille en stor rolle i denne reformproces. Så sent som den 1. januar 2006 blev EUPM's mandat forlænget med yderligere to år, efter at det oprindelige mandat var udløbet. EUPM har til opgave at yde endnu større proaktiv støtte til politiet i dets bekæmpelse af organiseret kriminalitet, og det er af relevans for vores medlemsstater, fordi organiseret kriminalitet i vores nabolande naturligvis også har en indvirkning på os. EUPM, EUFOR og EU's Høje Repræsentant/EU's særlige udsending arbejder tæt sammen på det område for at sikre de udøvende myndigheder en koordineret, sammenhængende og effektiv støtte.

I de seneste måneder er der også gjort bestræbelser på en mulig reform af Dayton-forfatningen. Den bliver ganske vist konstant kritiseret for at være for kompliceret, men man må ikke glemme, at den har gjort det muligt - som jeg nævnte i starten - at skabe fred i landet, så der ikke længere er nogen fare for, at det kommer til fjendtligheder.

Selv om de forhandlinger, der blev påbegyndt sidste år og genoptaget i begyndelsen af 2006, ganske vist er blevet udsat på ubestemt tid, og parternes ledere indtil videre ikke har kunnet opnå enighed om en samlet pakke, skal det siges, at der er gjort fremskridt, og vi kan forvente, at det vil føre til konkrete resultater. Jeg vil her særligt minde Parlamentet om fremskridtene med hensyn til menneskerettighederne og styrkelsen af den position, som formanden for landets ministerråd har, hvilket giver anledning til en vis optimisme.

Denne reformproces, som også omfatter forfatningsreformen, er en proces og ikke en begivenhed på et bestemt tidspunkt, hvorfor vi alle må se realistisk på det. I et valgår er der mange ting, som er vanskelige at gøre i et demokrati, navnlig når der er tale om vidtrækkende reformer. Rådet har i sine konklusioner i januar slået fast, at det hilser diskussionen om forfatningsreformen og de fremskridt, der er gjort hidtil, velkommen. Alle disse bestræbelser og også verdenssamfundets og EU's bidrag har som ledemotiv, at institutionerne i Bosnien-Hercegovina må påtage sig et større ansvar, og det kan man opsummere med ordet ejerskab.

Et andet vigtigt spørgsmål, som vil optage os i 2006, er den Høje Repræsentants fremtid og verdenssamfundets tilstedeværelse i Bosnien-Hercegovina. Det er hævet over enhver tvivl, at landet har behov for international hjælp også inden for en overskuelig fremtid, men målet må være at erstatte et "push" fra verdenssamfundet - der frem for alt kommer til udtryk i den Høje Repræsentants altomfattende beføjelser, de såkaldte Bonn-powers - af et "pull" fra Bruxelles. Som led i overgangsprocessen fra den Høje Repræsentant i sin nuværende form til en særlig udsending fra EU skal de internationale aktørers beføjelser og muligheder for at intervenere begrænses i tråd med ejerskabsbegrebet, hvor yderligere beføjelser og ansvar skal overdrages til landets institutioner.

Vi bør glæde os over, at det er helt på linje med den nye Høje Repræsentant, Christian Schwarz-Schillings, erklærede mål, som afløste Paddy Ashdown i slutningen af januar. Han har sagt, at han i højere grad vil påtage sig en facilitatorrolle og gøre landet mere europæisk og gøre mindre brug af de beføjelser, som den Høje Repræsentant har, og som han vil skulle gøre mindre og mindre brug af i takt med, at reformprocessen skrider frem.

Vi hilser derfor hans tilkendegivelse velkommen, ifølge hvilken han kun vil gøre brug af sine beføjelser til at intervenere under ekstraordinære omstændigheder.

Som det er tilfældet med de andre Balkanlande, er det stabiliserings- og associeringsprocessen, som udgør den ramme, inden for hvilken Bosnien-Hercegovina vil blive forberedt til integrationen i de europæiske strukturer. Indledningen af disse forhandlinger og dermed også om traktatforbindelser med EU er et vigtigt skridt i Bosnien-Hercegovinas udvikling hen imod EU.

Den første forhandlingsrunde den 25. januar 2006 ledet i fællesskab af Kommissionen og den bosniske chefforhandler Davidovic blev afsluttet med et positivt resultat, og de videre fremskridt, som forhåbentlig vil blive opnået snart, vil naturligvis afhænge af, i hvilket omfang denne reformproces kan fortsættes.

Østrigs præsident har allerede nævnt Vestbalkan som et centralt punkt for det østrigske formandskab, og det er det, idet vi samtidig må stille et medlemskab af EU i udsigt for disse lande, fordi sådanne udsigter er drivkraften bag reformerne, som disse lande har behov for, og som vi ønsker at fremme, hvilket vi også skal. Det er vigtigt, at disse reformer bringer fremskridt på mange forskellige områder, det være sig med hensyn til at bekæmpe korruption, styrke den offentlige forvaltning, uindskrænket samarbejde med Den Internationale Straffedomstol for det tidligere Jugoslavien - det sidstnævnte punkt er særlig vigtigt for alle lande i regionen, som er berørt heraf. Der vil være behov for samme fremskridt på mange andre områder, hvor de påkrævede reformer bliver gennemført, så Bosnien, Hercegovina og alle de andre lande i regionen kan blive moderne og demokratiske.

Og hvordan ser prognoserne så ud? Resultatet af topmødet mellem EU og Vestbalkan i Thessaloniki i juni 2003 var, at EU gentog sin bekendelse til dette europæiske perspektiv for alle lande på Vestbalkan. Denne grundlæggende forsikring af, at disse landes fremtid ligger i EU, blev understreget og bekræftet af Rådet i juni 2005. Fremskridtene i denne førtiltrædelsesfase vil selvfølgelig afhænge af, om Københavnskriterierne og betingelserne i stabiliserings- og associeringsprocessen bliver opfyldt.

Kommissionens meddelelse om de fremtidige forbindelser mellem EU og landene på Vestbalkan, som blev præsenteret i slutningen af januar 2006 og hilst velkommen af Rådet, skitserer de førtiltrædelsesskridt, som rækker videre end mødet i Thessaloniki, og jeg er sikker på, at kommissær Rehn vil informere Parlamentet udførligt om dem.

I forbindelse med det forestående uformelle møde mellem EU's og Vestbalkans udenrigsministre i Salzburg den 10.-11. marts 2006 vil EU's mål i den henseende blive bekræftet, hvor der også skal opnås enighed om, hvordan og med hvilke midler EU kan forstærke sit engagement i regionen. Mødet burde være en god lejlighed til at blive enig om konkrete foranstaltninger til fremme af stabilitet, sikkerhed og velstand på Vestbalkan ved gradvist at integrere regionen i de europæiske strukturer, idet Kommissionens meddelelse, som jeg nævnte før, skal være et vigtigt grundlag herfor.

Jeg vil slutte med at sige noget, som jeg har sagt før, nemlig at det er et vigtigt punkt for det østrigske formandskab. Denne high-level event med hensyn til Vestbalkan vil forhåbentlig motivere og tilskynde disse lande yderligere til at gå videre med reformerne og integrationen i de europæiske strukturer.

Vi er optimistiske med hensyn til Bosnien-Hercegovinas fremtid, som EU kan yde et væsentligt bidrag til.

(Bifald)

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg ønsker at starte med at udtrykke min glæde over, at det østrigske formandskab sætter fokus på det vestlige Balkan. Jeg ser meget frem til at arbejde sammen med formandskabet, Rådet og Parlamentet om opnåelsen af de næste vigtige skridt i retning af at bringe det vestlige Balkan tættere på EU.

Bosnien-Hercegovina står ved en skillevej. I november indledte landet forhandlinger om en stabiliserings- og associeringsaftale med EU. EU's nye særlige udsending/højtstående repræsentant, Christian Schwarz-Schilling, har afløst Lord Ashdown i Sarajevo. Hr. Schwarz-Schilling vil benytte sig mindre af sine forvaltningsbeføjelser og overdrage flere opgaver til politikere fra Bosnien-Hercegovina. Vi befinder os nu i en æra, hvor Bosnien-Hercegovina skal udvise mere politisk ansvarlighed.

Inden jeg skitserer den nyeste udvikling og vores politiske målsætninger, beklager jeg på forhånd, at jeg må forlade Parlamentet inden afslutningen af forhandlingen i dag. Jeg skal forlade Parlamentet kl. 16.00 i eftermiddag sammen med formanden, hr. Barroso, for at indlede en tredages rundtur til seks byer i det vestlige Balkan, hvor sidste stop er Sarajevo på lørdag. Jeg håber derfor, at vi er færdige kl. 16.00.

Bosnien-Hercegovina er i gang med stabiliserings- og associeringsprocessen. I november indledte vi officielt forhandlingerne om en stabiliserings- og associeringsaftale i Sarajevo. Den første reelle forhandlingsrunde fandt sted i slutningen af januar 2006. Forhandlingerne gik fint, og vores bosniske partnere havde forberedt sig grundigt.

Kommissionens arbejdshypotese er, at forhandlingerne vil finde sted om ca. et år. Opfyldelsen af denne målsætning vil dog kræve, at Bosnien-Hercegovina opfylder alle EU's reformkrav. I denne sammenhæng er det vigtigt for Bosnien-Hercegovina at samarbejde fuldt ud med Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende det Tidligere Jugoslavien. For at undgå misforståelser ønsker jeg at fastslå, at der ikke er nogen genveje. Fuldt samarbejde er en nødvendig forudsætning for at indgå en stabiliserings- og associeringsaftale og opnå fremskridt i forhandlingerne. Det er endvidere helt afgørende at gennemføre aftalen om omstrukturering af politistyrkerne, vedtage og gennemføre al nødvendig lovgivning om offentlig radio- og fjernsynsvirksomhed og ikke mindst sikre, at der er tilstrækkelig lovgivningsmæssig og administrativ kapacitet til at gennemføre aftalen. Vi har dermed et meget klart budskab. Bosnien-Hercegovina skal udnytte de muligheder, der er til rådighed. Derfor skal reformerne fortsætte med målrettethed.

Det er korrekt, at det internationale samfund har spillet en vigtig rolle i forbindelse med at støtte reformerne i landet. Men de lokale myndigheder skal dog også have noget af æren, for de har opnået store fremskridt i et ret kompliceret miljø - for at sige det mildt. Vi håber, at der vil være yderligere fremskridt, og at der vil være større lokal politisk ansvarlighed. Vi er klar til at støtte processen fuldt ud. Det internationale samfund vil tilpasse sin rolle til denne udvikling i retning af mere lokal ansvarlighed. Jo mere landet kan vise udvikling og politisk ansvarlighed, jo mindre skal det internationale samfund gribe ind. Jeg mødtes for nylig med EU's nye særlige udsending/højtstående repræsentant, hr. Schwarz-Schilling, som er enig i, at det internationale samfund skal have en ny rolle, og at Bonn-beføjelserne skal finde anvendelse.

Reformen af "Dayton-forfatningen" er en anden vigtig udfordring for de bosniske politiske ledere. Landet har brug for en forfatning, som sikrer fuld forenelighed med den europæiske menneskerettighedskonvention, giver mulighed for effektive beslutningsprocesser og effektiv styreform, og som medfører at struktureringen af regeringen er mindre omkostningskrævende for almindelige borgere og skatteydere.

Det er med andre ord nødvendigt for Bosnien-Hercegovina at udvikle en demokratisk, funktionel og økonomisk rimelig multietnisk stat for bedre at kunne tjene borgerne og støtte de reformer, som EU-integration indebærer og nødvendiggør. Jeg bifalder derfor de nylige bestræbelser fra de førende politiske partier og politiske ledere på at finde praktiske og anvendelige løsninger på disse meget vigtige udfordringer. Jeg opfordrer de politiske ledere til at fortsætte dialogen for at opnå endnu mere ambitiøse resultater. Vi forventer ikke en forfatningsmæssig revolution, men snarere en udvikling. Forfatningsudviklingen skal være en proces, der er drevet frem af enighed med Bosnien-Hercegovinas politiske ledere i førersædet. Det internationale samfund kan fungere som formidler. Vi kan tilbyde opmuntring og støtte, men de bosniske politikere skal gå forrest.

Forfatningsudviklingen er ikke som sådan en forudsætning for at afslutte forhandlingerne om en stabiliserings- og associeringsaftale. Men vi skal understrege, at EU helt klart har en vigtig rolle i processen. Bosnien-Hercegovina skal med andre ord sikre, at landets forfatningsmæssige bestemmelser garanterer fuld og effektiv gennemførelse af stabiliserings- og associeringsaftalen og dermed bane vejen for landets integration i EU.

Jeg ser frem til at drøfte situationen og de fremskridt, der er opnået i Bosnien-Hercegovina, med Europa-Parlamentet ved en senere lejlighed.

(Bifald)

  Doris Pack, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mere end 10 år efter Dayton må navnlig de bosniske politikere spørge sig selv, om de har gjort alt, hvad der overhovedet var muligt for at sikre en god fremtid for deres lands børn, så brug venligst mandatet ansvarsfuldt.

Når det er sagt, vil jeg gerne ligesom rådsformanden fremhæve, hvor meget de har opnået. De har nu en indenrigsminister og en forsvarsminister, de har et fælles momssystem og er - i hvert fald på papiret - gået i gang med politireformen. I modsætning til den gængse opfattelse i vores lande er Bosnien-Hercegovina ikke et arnested for kriminalitet. Landets opklaringsprocent for forbrydelser er højere end i EU, og antallet af traditionelle forbrydelser er lavere der end hos os. Det er ikke noget, vi har fundet på, det fremgår af statistikkerne. Det synes jeg, at Bosnien-Hercegovina fortjener ros for.

Hr. Schwarz-Schilling, den nye Høje Repræsentant, har et indgående kendskab til Bosnien-Hercegovina, og han vil, det er jeg overbevist om, være proaktiv og meget forstående i sin støtte til de lokale politikere, og han vil ikke ty til tvangsmetoder i form af Bonn-powers. Rådsformanden talte om, at landet må påtage sig et ansvar, og det vil være stadig mere udtalt.

Jeg må dog sige - og det er møntet på kommissæren, når jeg siger - at han vil få brug for støtte fra Kommissionen, frem for alt ved at den hjælper med at skabe nye arbejdspladser, sætter gang i den rigtige landbrugspolitik, som regionen har ventet på så længe, og virkelig skænker udviklingen af landdistrikter opmærksomhed, for en frihandelszone er kun til gavn for landet, hvis det kan producere sine egne fødevarer. Men dertil hører også, at flygtningene langt om længe skal have lov til at vende tilbage til regioner som Posavina, så de kan blive befolket og den frugtbare jord kan blive dyrket igen.

De bosniske politikere må også se at komme i gang med de institutionelle reformer, som vil gøre op med den etniske deling og opbygge en velfungerende stat, som et medlemskab af EU vil være en virkelig mulighed for. At de skal samarbejde med domstolen i Haag, er et ufravigeligt krav. Der er ganske vist gjort fremskridt, men så længe Karadžić ikke møder op i Haag, kan jeg ikke forestille mig, at forsoningen virkelig bliver en realitet.

Forhandlingerne om stabiliserings- og associeringsaftalen forløber godt, og det glæder vi os over. En delegation fra Europa-Parlamentet vil rejse til Banja Luka til sommer for at drøfte fremskridtene med vores kolleger. Vi ønsker formandskabet og kommissæren held og lykke med at støtte Bosnien-Hercegovina.

  Jelko Kacin, for ALDE-Gruppen. - (SL) Bosnien-Hercegovina har allerede indledt forhandlingerne om en stabiliserings- og associeringsaftale, og disse forhandlinger skrider heldigvis planmæssigt frem, og det er meget positivt og fortjener vores store respekt og beundring.

Det er vanskeligt at finde et land i verden med så kompliceret og krævende en statslig struktur som Bosnien-Hercegovina, og derfor er landets resultater og fremskridt endnu mere beundringsværdige. Det glæder mig meget, og i Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa støtter vi politikernes store indsats og borgernes målrettethed i Bosnien-Hercegovina, og vi hylder deres beslutning om at opnå endnu hurtigere fremskridt.

10 år efter massakren i Srebrenica og afslutningen af konflikten med undertegnelsen af Dayton-aftalen er det på høje tid, at landets forfatning ændres, og at der igen opbygges stats-, kanton- og lokalforvaltningsstrukturer, som vil medvirke til - frem for at forhindre - at Bosnien-Hercegovina kan vedtage og gennemføre de love og former for praksis, som vi kender i EU. Disse love og former for praksis skal bygge mere på rettighederne for de enkelte borgere i Bosnien-Hercegovina (og kommende borgere i EU) og mindre på tilhørsforhold til religiøse og etniske grupper.

Bosnien-Hercegovina kan i denne sammenhæng forvente en krævende overgangsperiode, og vi skal hjælpe landet i denne periode - Kommissionen, Rådet og på nuværende tidspunkt i særdeleshed den nye højtstående repræsentant, som bør nedtrappe anvendelsen af Bonn-beføjelserne og samtidig opfordre statsagenturerne i Bosnien til at påtage sig mere ansvar og jurisdiktion.

Begrænsningen af den militære tilstedeværelse i Bosnien-Hercegovina og overførslen af kontrollen af missionen fra NATO til EU er tydelige og overbevisende tegn på de rigtige fremskridt. Men vi kan ikke komme videre uden fuldt samarbejde med domstolen i Haag. Ligesom Serbien og Montenegro har frist indtil slutningen af måneden til at finde og udlevere Mladić, skal Bosnien-Hercegovina eller Republika Srpska for at være nøjagtig udlevere Karadžić - det er en forudsætning for tilgivelse og forlig.

Vi skal være klar over, at tiltrædelse af EU vil kræve bedre multilaterale forbindelser og gensidig respekt i alle nabolande som de vigtigste forudsætninger. Kristne, ortodokse og islamiske civilisationer levede før i fredelig sameksistens i Bosnien-Hercegovina. De talte samme sprog og forstod hinanden uden problemer. Nu tales der tre forskellige sprog i landet, men de forstår stadig hinanden, og der er langt bedre kommunikation blandt befolkningen.

På grund af problemerne for nylig med Muhammed-tegningerne er det vigtigt, at vi husker Bosnien-Hercegovinas pinefulde historie. Det vil måske få os ned på jorden, og så kan vi måske lettere og hurtigere få lempet visumkravene.

  Gisela Kallenbach, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, det er bestemt en god ting, at Parlamentet så beslutsomt og konsekvent beskæftiger sig med det vestlige Balkans problemer og anliggender. Det er udtryk for kløgt og pålidelighed, og som vi har hørt igen i dag, så står Rådet og Kommissionen også ved deres egne udtalelser, men - og det understreger vi gang på gang - den gradvise integration i Europa vil frem for alt afhænge af fremskridtene i de enkelte lande. 10 år efter Dayton-aftalen er der et desperat behov for en ændring af situationen i Bosnien-Hercegovina og af landets status, hvorfor det glæder os at høre, at den nyudnævnte Høje Repræsentant, hr. Schwarz-Schilling, betragter det som sin vigtigste opgave et gøre sin egen rolle overflødig.

Demokratiet kan kun slå rod og udvikle sig på lang sigt - hr. Winkler understregede det i dag - hvis det konsolideres ved at være ejet af dem, der bor et givet sted. Det har meget at gøre med at påtage sig et ansvar for sig selv, ikke kun med hensyn til fortiden, men også en fælles fremtid. Støtte udefra på vejen frem mod dette mål er en god ting og vil sikkert også være nødvendig et stykke tid endnu, og det må EU være sig bevidst, ikke mindst når der skal træffes økonomiske og strukturelle beslutninger. Vi ønsker ikke, at forfatningsændringer og forvaltningsreformer - hvor nødvendige de end måtte være - bliver presset igennem via bilaterale aftaler indgået i hast. Det indebærer en risiko for endnu en Dayton- eller nærmere en Washington-aftale, hvor ingen lokale ville påtage sig nogen form for ansvar.

I takt med at Bosnien-Hercegovina nærmer sig Europa, skal landets civile samfund, som stadigvæk alt for ofte er udsat for fjendtligheder, styrkes. Der er behov for dialog mellem de tre etniske grupper som ligeværdige, og forskelsbehandling i forbindelse med adgang til uddannelse, arbejde og bolig må høre op. Det er befolkningen i Bosnien-Hercegovina selv, som må arbejde frem mod disse mål, men det har den brug for vores støtte til, og det skal beslutningen i dag sikre, at den får.

  Erik Meijer, for GUE/NGL-Gruppen. - (NL) Hr. formand, Bosnien-Hercegovina er en miniatureudgave af Jugoslavien, nemlig et statssamarbejde mellem forskellige folkeslag, som hver udgør et mindretal. Bosnierne i midten og i den nordvestlige del, serberne i nord og øst og kroaterne i den sydvestlige del har hver især behov for en forvaltningsmodel, som beskytter deres egen identitet. Serberne og kroaterne, der tilsammen udgør flertallet af indbyggerne, har desuden behov for åbne grænser med nabolandene Serbien og Kroatien, som de traditionelt føler sig nært knyttet til.

En føderal struktur som i Belgien og i Schweiz er sandsynligvis den bedste løsning på varig fred og forsoning mellem de tre folkeslag. Min gruppe anbefaler derfor løsninger nedefra, hvor omverdenen ikke forsøger at være bedrevidende, men hjælper med genopbygning, forsoning og overdragelse af viden om god forvaltningspraksis. Hr. Winklers og hr. Rehns ord giver mig tillid til, at der tages hensyn til denne opfattelse.

I det foreslåede beslutningsforslag har vi derimod indtryk af, at hovedvægten i for høj grad ligger på en anden slags fremgangsmåde, som endnu mere passer til den i Europa desværre stærkt udbredte opfattelse, at Bosnien-Hercegovina siden krigen i 1992-1995 stadig er et voldeligt og intolerant kaos, som der skal findes en løsning på udefra med militære midler og forvaltningsindgreb, indtil der dukker en stærk leder op.

Det er ikke den rette løsning. Vi er bange for, at der i en evt. enhedsstat konstant ville rase en magtkamp om, hvilken etnisk gruppe der indtager lederpositionen, og hvem der indtager en underordnet position.

Tidligere har muslimer, katolske kroater og ortodokse serbere efter tur været herre over de andre. En stærk statsledelse fører til uønsket etnisk politik og diskrimination. Hvorvidt min gruppe stemmer for kompromisbeslutningsforslaget, afhænger derfor af, om vores to ændringsforslag vedtages, hvori vi anbefaler beslutningsbeføjelser til de pågældende folkeslag selv og tager afstand fra fortsat militær indblanding udefra.

  Jan Tadeusz Masiel (NI). - (PL) Hr. formand, den dag vil komme, hvor Bosnien-Hercegovina vil være en del af EU. Det er svært at forestille sig hvornår, men det er lige så svært at forestille sig en union uden Bosnien-Hercegovina. Og en dag bør lande som Ukraine, Belarus, Armenien og Georgien også tiltræde EU. Disse lande vil let kunne integreres, da de bygger på et grundlag af kristen civilisation som hele EU, noget som ikke ligefrem gælder for Tyrkiet.

Lad os under alle omstændigheder tilbyde Bosnien-Hercegovina en stabiliserings- og associeringsaftale, dog uden garanti for medlemskab. Jeg vil foreslå, at lande - efter Bulgarien og Rumænien - skal tiltræde EU med EU-borgernes godkendelse og med en opbakning på næsten 100 %.

  Hannes Swoboda, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, tak fordi De gjorde det muligt at udsætte mit indlæg indtil nu. Jeg vil gerne undskylde over for formandskabet og kommissæren, men jeg kommer lige fra Formandskonferencens møde med den østrigske præsident.

Situationen i Sydøsteuropa er meget prekær, idet der er indledt forhandlinger med Kroatien, Makedonien er kandidatland, selv om forhandlingerne ikke er blevet indledt endnu, og Kosovo er fortsat et problem. Derfor er det vigtigt, at vi ikke lukker øjnene for de problemer, som fortsat findes i Bosnien-Hercegovina, eller glemmer, at de er der.

Hvis vi skal løse problemerne, kan vi kun gøre det i fællesskab, dvs. de etniske grupper, befolkningerne, de politiske myndigheder i Bosnien-Hercegovina og verdenssamfundet, i særdeleshed repræsenteret ved EU. Som det allerede har været nævnt flere gange, så er den eksisterende forfatningsramme - eller nærmere den institutionelle ramme - ikke brugbar. Den er ikke blot ikke brugbar med henblik på at få Bosnien-Hercegovina ind i EU, men den er heller ikke brugbar med henblik på at løse de aktuelle problemer i landet selv, for hvis man bruger 50 % af landets midler på at opretholde dets institutioner, så kan det ikke beskrives som værende et virkeligt bidrag til landets politiske og økonomiske udvikling.

Men det gavner naturligvis intet som helst blot at ændre den institutionelle ramme. Vi må navnlig også insistere på, at samarbejdet med Den Internationale Straffedomstol opfylder sit ultimative mål, som går ud på, at de, der er ansvarlige for krigsforbrydelser eller mistænkes for at have begået sådanne, bliver stillet for en domstol. Før det er sket, kan folk ikke beskæftige sig med andre vigtige aktuelle problemer.

Et presserende problem er naturligvis den økonomiske udvikling i landet som helhed med de manglende arbejdspladser og investeringer, som medfører, at mange unge med en uddannelse forlader landet, hvorfor dets fremtidige elite, dets kommende ledere, uanset etnisk tilhørsforhold, ikke findes.

Derfor er det absolut vigtigt, at dette samarbejde omfattende alle befolkningsgrupper i Bosnien-Hercegovina, uanset deres etniske tilhørsforhold, og verdenssamfundet resulterer i en ny forfatning og i en reform af institutionerne, hvorfor etnicitet som kriterium skal erstattes af personlige kvaliteter og faglig ekspertise hos de pågældende, der skal vælges for at bære et politisk ansvar.

  Anna Ibrisagic (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, for at forstå, hvorfor situationen i Bosnien er så kompliceret i dag, og hvorfor der er brug for en konstitutionel reform i Bosnien, må vi forstå baggrunden. Alle, som oplevede krigen i Bosnien, eller som fulgte begivenhederne på Balkan i 1990'erne ved, at der var et formål med Dayton-aftalen, nemlig at stoppe krigen. Det var yderst vigtigt umiddelbart at stoppe stridighederne og forhindre, at landet blev tvunget til at opleve endnu en krigsvinter. Ingen anså løsningen i Dayton-aftalen for den perfekte løsning. Der var derimod mange, som mente, at den slet ikke var god. Man burde nok anse Dayton-aftalen mere som et resultat af de internationale bestræbelser end som et ønsket kompromis mellem Bosniens forskellige politiske ledere. Siden da har fredsaftalen vitterligt ført til, at Bosnien har beholdt sin territoriale integritet, men samtidig er det i aftalens bilag 4 slået fast, at landet skal bestå af to dele, nemlig en føderation mellem bosniere og kroater og en serbisk del kaldet Republica Srpska.

10 år senere ser vi, at konsekvenserne af Dayton-aftalen gør det svært for Bosnien at fungere som et normalt europæisk land. Der behøver vi slet ikke tale om hundredvis af ministre eller det urentable statsapparat. Jeg mener, at det centrale problem er, at Dayton-aftalen har ført til en situation, som indebærer, at de etniske interesser stilles over de enkelte medborgeres interesser. På den måde har Dayton-aftalen afsluttet det arbejde, som nationalistpartierne påbegyndte under det første postkommunistiske valg i 1990. Disse partier har stadig en mere eller mindre absolut politisk magt, og de deler en mere eller mindre udpræget stræben efter at herske over et vist territorium, som befolkes af deres respektive etniske gruppe. Derfor er det svært at blive enig om den økonomiske eller politiske fremtid, som skal gælde alle borgerne. Derfor er det svært at blive enig om en præsident eller et told- eller uddannelsessystem. Det etniske aspekt har været og er stadig vigtigere end det medborgerlige aspekt.

Jeg er født og opvokset i Bosnien og har oplevet krigen dér. Min faste overbevisning er, at præcis når Dayton-aftalen slutter, skal landet have den nødvendige, aktive bistand fra det internationale samfund. Denne udmærkede beslutning kan blive det første skridt i EU's stærke engagement i dette arbejde.

  Borut Pahor (PSE). - (SL) Jeg mener, at situationen i Bosnien-Hercegovina er meget følsom, da der er tale om overgangen fra en periode, hvor hovedformålet var at skabe fred, til en periode, hvor hovedformålet er at få gang i udviklingen. Da det tydeligt fremgår af ordlyden i det beslutningsforslag, som de to åbningstalere så velformuleret talte om, støtter jeg ordlyden i beslutningsforslaget.

Jeg vil gerne understrege, at styrkelsen af den centrale myndighed i Bosnien-Hercegovina efter min opfattelse er af afgørende betydning for fremtiden. Jeg mener personligt ikke, at Bosnien-Hercegovina vil udvikle sig til en fremgangsrig og sikker stat i fremtiden, hvis beslutningsprocesserne i landet ikke forenkles.

Disse meget komplekse beslutningsprocesser er og har i stort omfang været etableret for at skabe fred og samarbejde mellem de tre nationale samfund. Men hvis Bosnien ønsker at opnå ægte fremskridt, skal den politiske beslutningsproces forenkles i væsentlig grad og være mere gennemsigtig og naturligvis mere demokratisk med større magt til de centrale myndigheder og mindre indflydelse fra repræsentanterne fra det internationale samfund.

Jeg mener, at alt dette er nødvendigt, hvis befolkningen i Bosnien-Hercegovina skal have en større tro på fremtiden, end man oplever i dag, hvis man besøger Bosnien.

(Bifald)

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Hr. formand, jeg bifalder i høj grad, at formanden, hr. Barosso, og kommissæren, hr. Rehn, skal besøge Bosnien-Hercegovina, da det vil være en synlig demonstration af vores engagement over for det vestlige Balkans fremtid i EU. Vi må håbe, at hr. Karadžić og hr. Mladić vil blive fundet, mens de er i landet.

Bosniens forfatningsreformer er af afgørende betydning, ikke som en interessant intellektuel øvelse, men for at staten effektivt kan gennemføre de forskrifter og politikker, der er nødvendige for økonomisk succes, herunder EU's handelsmuligheder.

Jeg støtter stærkt Kommissionens nye grønbog. Jeg håbede især på snarlig lempelse af visumkravene som en praktisk påvisning af den frihed, som Europa ønsker for befolkningen i Bosnien-Hercegovina, sammen med det hårde arbejde, som det indebærer.

Jeg håber, at De ikke mener, at jeg er alt for fanatisk, når jeg hævder, at Lord Ashdown har vist et enormt engagement over for Bosnien-Hercegovina og landets integration i Europa - fra Dayton til Bruxelles - selv om hans embedsperiode ikke har været uden kontroverser. Døren er åben, og vi ønsker at tage imod Bosnien-Hercegovina.

  Angelika Beer (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne gentage over for Parlamentet, hvorfor min gruppe har taget initiativ til denne debat.

Bosnien-Hercegovina er langt om længe gået i gang med at ændre forfatningen, fordi det er en forudsætning for at komme tættere på EU. I januar i år havde vi en meget alvorlig situation, hvor en amerikansk tænketank forsøgte at fremtvinge denne ændring uden europæernes deltagelse. Det var på et tidspunkt, hvor Paddy Ashdowns mandat var udløbet, og hr. Schwarz-Schillings ikke var begyndt endnu. Den slags må ikke ske igen. Jeg er optimistisk med hensyn til, at befolkningens interesse i Bosnien-Hercegovina vil ligge hr. Schwarz-Schilling som EU's Høje Repræsentant på sinde, og at han vil tage befolkningens eget ansvar alvorligt ved at sikre, at vores politiske mål har en chance for at blive nået. Dermed mener jeg, at han 10 år efter Dayton, 10 år efter EU's militære intervention, vil sørge for, at den etniske deling bliver bragt til ende, og at Bosnien og Hercegovina kan få en fælles fremtid.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, Bosnien-Hercegovina er dybt splittet som følge af etniske og religiøse kriterier, og man kan kun stifte fred der på lang sigt, hvis man ikke ignorerer disse kendsgerninger - hvilket valgene f.eks. i høj grad afspejler - men respekterer og integrerer dem på den kloge måde, som den østrigske præsident gav udtryk for i sin tale. Vi kan kun glæde os over, at det liberale diktatur under lord Ashdown, som bl.a. marginaliserede de religiøse ledere, er forbi, og ser frem til, at hr. Schwarz-Schilling har en mere sensibel tilgang til at få ordnet landets anliggender.

Der er to hovedpunkter, som Parlamentet må forholde sig til. Det første, som allerede har været nævnt, er processen med at ændre forfatningen. Landet er for øjeblikket en ulige føderation, som ikke vil fungere på lang sigt, med den bosnisk-kroatiske føderation, som domineres af bosniere, serberne og deres Republika Srpska, og de hercegovinske kroater, som holder sig for sig selv, men de virkelig marginaliserede er de bosniske kroater, som næsten ikke kan finde en plads til sig selv i denne verdensorden. Derfor vil denne struktur ikke fungere, end ikke med udvidelsen med kantoner, som blot medfører endnu større bureaukrati. Der er hårdt brug for en forfatningsreform, som kan skabe en symmetrisk føderation bestående af alle tre befolkningsgrupper, og den skal samtidig reducere kantonerne og de bureaukratiske overbygninger, som gør det umuligt at styre landet på en effektiv måde.

Det andet vigtige punkt er et, som jeg allerede har nævnt, nemlig trossamfundene og den helt grundlæggende rolle, som de spiller i landet. Der er blevet sagt meget om islam her. Da Bosnien blev østrigsk, skabte østrigerne en offentligretlig korporation for muslimer, som for øvrigt eksisterer i Østrig den dag i dag, hvorved Østrig er det eneste land i EU med en repræsentativ organisation for muslimer, som er accepteret af muslimerne selv. Det hænger alt sammen sammen med Bosnien. Også Reis-ul-Ulema i Bosnien-Hercegovina selv og andre institutioner er vigtige som udtryk for en europæisk islam, og de kristne trossamfund i landet repræsenteret ved så fremragende personligheder som biskop Komarica bør også inddrages aktivt i fredsprocessen og accepteres som juridiske personer.

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (LT) Hvis Europas mest komplicerede og politiske knuder er at finde i Balkan, er den mest snørklede at finde i Bosnien-Hercegovina. I ingen andre dele af Europa er der så mange nye gravsteder, så mange parker og stadioner, som nu er kirkegårde.

Derfor er beslutningsforslaget, som har min helhjertede støtte, meget nødvendigt og relevant. For et år siden overbeviste jeg mig selv om, at udsigten til EU-medlemskab ville virke beroligende og positivt på dette skæbnesvangre/ulyksalige land. Bosnierne, serberne og kroaterne skal følge denne proces endnu mere beslutsomt for igen at kunne leve i fredelig sameksistens under nye forhold og for at samles institutionelt.

EU's støtte under processen har været og vil fortsat være af særlig betydning. For 20 år siden var det muligt for indbyggerne i Bosnien-Hercegovina at rejse frit til både Øst og Vest. Nu er borgerne i det lille Bosnien-Hercegovina lukket inde på grund af strenge visumkrav. Både Sarajevo og Bruxelles skal lempe visumkravene. Jeg ønsker især at opfordre Kommissionen til at sikre, at unge mennesker kan studere ved universiteterne i EU-landene og lære Europa at kende, opleve Europas erfaring med at forene nationer, som tidligere var fjender, og opleve mangfoldigheden i europæisk kultur.

  Annemie Neyts-Uyttebroeck (ALDE). - (NL) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, ærede kolleger, først og fremmest vil jeg protestere mod, at hr. Posselt har betegnet Paddy Ashdowns delegation som liberalistisk diktatur. Ashdowns forvaltning var nok handlekraftig, men jeg gør indvendinger imod både substantivet diktatur og adjektivet liberalistisk.

Jeg vil nu tale om Bosnien-Hercegovina, som i 15 år har været forsøgskanin, og det har den bosniske, den kroatiske og den serbiske befolkningsgruppe fået at føle. Først var det forsøgskanin for en kommunistisk stat, som faldt fra hinanden, og derefter for et EU, som på det tidspunkt, for mere end 10 år siden, endnu ikke havde en virkelig udenrigs- og sikkerhedspolitik. Endvidere var det forsøgskanin for NATO, som søgte en ny mission, og desværre var det også forsøgskanin for dem, der på verdensplan lever af vold og krig. I de seneste år har det været et moderne protektorat.

Jeg håber, at både EU og lederne i Bosnien-Hercegovina vil benytte udsigten til en stabilitets- og associeringsaftale til at gøre deres land til en voksen stat, der er på vej mod tiltrædelse af EU.

  Jacek Protasiewicz (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, i de 10 år, der er gået siden undertegnelsen af Dayton-aftalen, er der skabt fred og stabilitet i Bosnien-Hercegovina, men det har ikke medført, at de store politiske og sociale problemer er løst. En kompliceret institutionel struktur betyder, at den politiske beslutningsproces ikke er gennemsigtig, og at udgifterne til forvaltning på alle planer er en betydelig byrde på de offentlige finanser.

Positive faktorer som f.eks. en relativt pæn økonomisk vækst og reformer inden for politiet, forsvaret og momslovgivningen, betyder alligevel, at det vil være vanskeligt at se positivt på fremtiden for Bosnien-Hercegovina uden grundlæggende forfatningsreformer. EU har et særligt ansvar i denne henseende. Forhandlingerne om en stabiliserings- og associeringsaftale, der blev indledt i januar, er et effektivt skridt i den rigtige retning, da udsigten til integration med europæiske strukturer vil styrke fremskridt i retning af gennemførelse af grundlæggende politiske, institutionelle og økonomiske reformer. Det er jeg helt overbevist om.

I denne sammenhæng ønsker jeg at gøre opmærksom på, at jeg går stærkt ind for, at fremskridt i forhandlingerne om stabiliserings- og associeringsaftalen ikke skal afhænge af fremskridt i gennemførelsen af forfatningsreformen. Borgerne i Bosnien-Hercegovina sætter deres lid til en bedre fremtid med tætte forbindelser med EU. Vi må ikke sætte udsigten til dette på spil som følge af interne politiske eller etniske konflikter.

Jeg ønsker at takke de medlemmer, der har taget initiativ til denne forhandling, samt forfatterne af beslutningsforslaget, hvortil der ikke er behov for ændringsforslag. Jeg tænker især på ændringsforslag 2. Jeg ønsker endvidere det østrigske formandskab al mulig held og lykke med løsningen af de komplicerede problemer i Balkan. Det vil være til gavn for Europa generelt, ikke blot de berørte lande.

(Bifald)

  Ignasi Guardans Cambó (ALDE). - (ES) Hr. formand, i Spanien sluttede borgerkrigen i 1939. I dag, 60 år senere, er der stadig nogle landsbyer og afkroge af Spanien, hvor sårene efter borgerkrigen endnu er ved at heles, en krig, som ud fra et etnisk synspunkt ikke har spor at gøre med krigen i Bosnien-Hercegovina og var meget nemmere at forklare.

Jeg nævner dette, så der er nogle, der lidt bedre kan forstå, hvor svært det er at opnå en virkelig forsoning, den, der skal opstå mellem folk, familier, på gaden og i landsbyerne, og i endnu større grad, når freden udelukkende er militær, eller som begyndte med kun at være en militær fred, en pålagt fred.

Derfor er processen i Bosnien eksemplarisk. Det er eksemplarisk, at vi i løbet af så kort tid har opnået fred i landet og en plan for fremtiden, der godt nok er ustabil, men trods alt er en plan for fremtiden. Men det er klart, at Dayton ikke kan være den endelige løsning, og derfor er vi nødt til klart og tydeligt at støtte forfatningsreformen for at løse alle de uafsluttede spørgsmål, som Dayton efterlod, og som i sin tid kunne være fornuftige nok som lappeløsninger, som en midlertidig løsning, men som naturligvis ikke bidrager til at opbygge et fælles politisk projekt.

Derfor skal vi støtte opbygningen af et reelt fælles politisk projekt, som skal omfatte, og her tilslutter jeg mig det, der blev sagt for et øjeblik siden, de unge, og de unge i Bosnien-Hercegovina, og deres relationer til Europa, og derfor skal vi gøre det meget lettere for de studerende i Bosnien-Hercegovina og EU at studere i hinandens lande.

  Alojz Peterle (PPE-DE). - (SL) Jeg vil starte med at nævne, at jeg bifalder det østrigske formandskabs klare ambitioner, hvad angår det vestlige Balkan, et område, som stadig er af afgørende betydning for vores fælles sikkerhed og for udenrigs- og forsvarspolitikken i Europa. Jeg bifalder endvidere de fremskridt, som Bosnien-Hercegovina har opnået, i retning af tiltrædelse af EU. Mens vi har fulgt de tragiske begivenheder i Bosnien-Hercegovina gennem årene, har vi ønsket at se mere af Europa. Det oplever vi nu i politisk og militær sammenhæng. 10 år efter Dayton ønsker vi nu også at se mere af Bosnien-Hercegovina.

EU har tilbudt Bosnien-Hercegovina den overbevisende udsigt til fuldt medlemskab af EU og reelle fremskridt, men det afhænger i stigende grad af den politiske vilje og kvaliteten af beslutningsprocessen i Bosnien-Hercegovina. Den tragiske erfaring har vist, at der ikke er nogen garanti for fremskridt, hvis sammensætningen i Bosnien-Hercegovina ændres, så nogle elementer udelukkes eller får mindre betydning. Fremskridt opnås udelukkende på grundlag af respekten for alle identiteter og enheder.

Der vil hurtigere kunne opnås fremskridt, hvis europæiske standarder for respekt for diversitet og vilje til at finde fællesnævnere håndhæves hurtigst muligt. En af disse standarder er uden tvivl den nye forfatningsordning, da Dayton-aftalen tilsyneladende ikke mere fungerer. Jeg forventer, at de fremtidige formandskaber vil fokusere lige så meget på landene i det vestlige Balkan.

(Bifald)

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg takker for denne debat og for det, der er blevet sagt under den. Jeg kan ikke erklære mig uenig i det, der er blevet sagt i indlæggene. De holdninger, De har givet udtryk for her, viser, at Rådet og Kommissionen er på rette vej, og vi takker for støtten.

Jeg kan kun give Baroness Ludford ret i det, hun sagde. Når vi kritiserer strukturerne i Dayton-aftalen i dag, må vi ikke glemme, at Dayton var udgangspunktet for freden, og det skal vi være taknemmelige for, det må vi anerkende - selv om vi naturligvis må erkende nu, at disse strukturer ikke er idéelle.

I næsten alle indlæg er der blevet henvist til, at de bureaukratiske overbygninger er et af de største problemer i Bosnien-Hercegovina i dag, og det er uden tvivl korrekt, men vi må ikke glemme, hvorfor de er opstået. De blev skabt som reaktion på den mistro, der har hersket mellem de etniske grupper, som ikke stolede på hinanden og ønskede - og blev nødt til - at holde øje med, hvad den anden var ude på. Ud over det, som parlamentsmedlemmet fra Spanien sagde om sit eget lands borgerkrig, så må vi ikke glemme, at disse etniske grupper har gjort forfærdelige ting mod hinanden.

I det omfang, vi er i stand til at fjerne denne mistro og fremme den gensidige tillid, som hr. Peterle henviste til, vil det lykkes os at ændre strukturerne, for jeg tror ikke, at det ville være rigtigt at forsøge at ændre strukturerne fra oven, så længe denne tillid ikke findes. EU må sørge for, at denne mistro bliver fjernet, og vi må gøre, hvad vi kan for at det sker. Vi må gøre noget konkret, så de europæiske værdier slår igennem i landet, og jeg støtter naturligvis det, der er blevet sagt om de unge i landet. Vi må støtte de unge, herunder gøre det lettere for dem at rejse til udlandet, og en del af den pakke, som EU forbereder til dem, vil naturligvis bestå i, at det bliver lettere at få visum.

Jeg takker endnu en gang for indlæggene. Rådet vil sammen med Kommissionen fortsat arbejde for, at alt det, som har været nævnt som mål i dag, bliver gennemført.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, Jeg har noteret mig, at der er bred enighed i denne forhandling om nødvendigheden af, at bosniske politikere påtager sig et øget ansvar, og at det internationale samfund får tildelt en ny rolle. Jeg ønsker endvidere at takke Dem for denne fremragende forhandling, som viser Europa-Parlamentets og formandskabets forpligtelse til at følge vores fælles politik i relation til det vestlige Balkan og landets integration i Europa.

Vi bør alle være tilfredse med forhandlingerne om stabiliserings- og associeringsaftalen, som kom godt fra start med Bosnien-Hercegovina, selv om vi skal anerkende, at der stadig er mange udfordringer, som landet skal håndtere. Det handler ganske enkelt om gennemførelse, gennemførelse og atter gennemførelse i Bosnien-Hercegovina.

Endvidere er vi alle enige om, at Dayton-aftalen satte en stopper for krigen, men det er helt klart et mindre relevant grundlag for en fungerende stat, og vi skal derfor opfatte os selv som partnere i forfatningsudviklingen i Bosnien-Hercegovina.

Mange har understreget behovet for økonomisk udvikling, og jeg deler helt bestemt dette synspunkt. Derfor har vi stillet adskillige forslag i meddelelsen fra Salzburg-konferencen om økonomisk udvikling, handel og investering. I forbindelse med vores førtiltrædelsesstøtte er vi allerede ved at bevæge os fra genopbygning til økonomisk udvikling. I meddelelsen foreslår vi, at der udarbejdes en regional frihandelsaftale i stedet for de nuværende 31 bilaterale frihandelsaftaler til fremme af handel og investering og dermed produktion og jobskabelse i området.

Endelig er jeg helt enig med de medlemmer, der understregede vigtigheden af at arbejde hen imod tiltrædelse af EU i denne eller næste generation, og derfor omfatter meddelelsen forslag om lempelse af visumkravene og stipendieordninger.

For at understrege mit personlige engagement samt Kommissionens og hr. Barossos engagement flyver jeg i denne uge til Zagreb og senere til Sarajevo.

(Bifald)

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 10.00.

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om situationen i Belarus forud for præsidentvalget den 19. marts 2006.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, det vil ikke komme som nogen overraskelse for Dem, når jeg siger, at Rådet er meget bekymret over den negative udvikling i Belarus, navnlig med henblik på det forestående valg den 19. marts 2006. Rådet har på det seneste igen haft anledning til at sætte Belarus på dagsordenen, og vi har med bekymring taget til efterretning, at præsident Lukasjenkos styre går stadig mere repressivt frem, bliver stadig mere isoleret og frem for alt isolerer sig selv. Vi har naturligvis med tilfredshed taget anmodningen til OSCE og Kontoret for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder om at være valgobservatører til efterretning. Det er uden tvivl et positivt skridt, som vi bestemt hilser velkommen, men vi er fortsat bekymret over, at situationen i Belarus bliver forværret, og vi må gøre os berettigede bekymringer om, hvorvidt valget vil få et demokratisk forløb.

Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) diskuterede senest Belarus den 30. januar 2006, og ministrene blev enige om nye konklusioner, som sender et klart signal om, at det skal sikres, at OSCE kan varetage sin opgave som valgobservatør alle steder og uden at blive hindret heri. Rådet advarede også om muligheden for, at der kan blive truffet yderligere restriktive foranstaltninger mod ansvarlige personer, hvis præsidentvalget ikke lever op til anerkendte internationale standarder.

EU's politik over for Belarus blev senest evalueret i Rådets konklusioner den 7. november 2005. Disse konklusioner var udtryk for en balance mellem et engagement over for befolkningen og det civile samfund på den ene side og en hårdere linje over for selve styret på den anden side. De vedrørte også den højtstående repræsentant, hr. Javier Solana, som har til hensigt at udnævne en nær medarbejder til sit kontaktpunkt for Belarus.

Vi er alle bevidste om, at vi må se arbejdet med Belarus i et langsigtet perspektiv. Der er intet dristigt ved at forudsige, at valget den 19. marts 2006 ikke vil bringe nogen virkelig forandring, eller at gå ud fra denne formodning. Vi har gjort os store bestræbelser på at få vores budskab igennem forud for valget og sikre, at det bliver hørt. Det var faktisk planen, at der skulle være en fælles demarche på højt plan i starten af februar med deltagelse af repræsentanter for EU og USA, nærmere bestemt generaldirektøren for eksterne og politisk-militære forbindelser under Rådet, Robert Cooper, og U.S. Assistant Secretary of State for Europe, Dan Fried. Men myndighederne i Belarus nægtede at udstede visum til disse to dignitarer, hvormed de ville kunne have besøgt landet samtidig og gjort en sådan demarche mulig.

Det har vi ikke forsøgt at skjule vores skuffelse over, idet vi har gjort det klart, at de belarussiske myndigheder har forsømt at gribe chancen for en åben og fri dialog med verdenssamfundet. I den forbindelse vil jeg også gerne nævne, at Aleksander Milinkevitj, den belarussiske oppositionskandidat, besøgte Bruxelles den 30. januar 2006, hvor Rådet holdt sit seneste møde, og havde et uformelt møde med repræsentanter for medlemsstaterne, blandt dem mange ministre, hvor mere end halvdelen af medlemsstaterne var repræsenteret på ministerplan. Han mødtes også med hr. Solana, kommissionsformand Barroso og kommissær Ferrero-Waldner. Det var uden tvivl et tydeligt og klart signal om EU's støtte til den demokratiske proces i Belarus, selv om EU naturligvis ikke kan støtte individuelle kandidater.

Trods den kritik, som Belarus fortjener - også fra vores side - vil jeg gerne understrege, at EU's politik ikke har som mål at isolere Belarus. Vi ønsker at se et demokratisk, stabilt og økonomisk succesfuldt Belarus - og det er vores hensigt, at det skal opnå alle tre ting, ikke mindst at blive medlem af Europarådet og have ordentlige, gode og stærke forbindelser til verdenssamfundet generelt og til EU i særdeleshed. Derfor har vi præciseret, at Belarus naturligvis også kan profitere af den europæiske naboskabspolitik, hvis landet får en bæredygtig udvikling i den rigtige retning.

Vi ønsker at gøre det klart, at vi er villige til at række Belarus' befolkning hånden og hjælpe landet med at blive integreret i europæiske strukturer. Vi ønsker normale og venskabelige forbindelser til landet, men det er ikke muligt under de nuværende omstændigheder. Rådet vil ikke lukke øjnene for fortsatte krænkelser af menneskerettighederne og borgerlige frihedsrettigheder, og det vil også fortsat klart give udtryk for sin bekymring over de forværrede forhold i Belarus. For at fremme demokratiet i Belarus, er Rådet fortsat indstillet på et seriøst engagement og til samarbejde med internationale partnere. På mødet med hr. Milinkevitj, som jeg nævnte før, diskuterede vi måder, hvorpå vi kunne hjælpe det civile samfund der i kampen for demokrati, og hvilke muligheder vi har for at øve direkte indflydelse på de kredse i Belarus, som kæmper for demokrati.

Selv om valgresultatet sandsynligvis er givet på forhånd, må vi gøre os fælles bestræbelser på at opretholde EU's tilstedeværelse og indflydelse i Belarus. Som jeg allerede har sagt, er EU's engagement et langsigtet projekt, og de nuværende vanskeligheder må ikke tage modet fra os eller få os til at tabe vores mål af syne.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

  Joe Borg, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, kommissær Ferrero-Waldner håbede meget på at kunne drøfte situationen i Belarus med Dem. Hun har været meget involveret i Kommissionens aktiviteter i forbindelse med Belarus siden indledningen af vores embedsperiode, og jeg er overbevist om, at hun ikke vil undlade at drøfte Belarus med den russiske udenrigsminister på mødet, der afholdes i Wien i dag.

Jeg ønsker på vegne af kommissær Ferrero-Waldner og Kommissionen at understrege, at det glæder mig at have mulighed for at udveksle synspunkter om situationen i Belarus under optakten til præsidentvalget den 19. marts og om Kommissionens arbejde til støtte af demokratiseringsprocessen og det civile samfund.

Jeg ønsker at starte med at sige et par ord om den generelle situation i Belarus. Kommissionen er stadig dybt bekymret over det manglende demokrati og den manglende respekt for menneskerettigheder i Belarus. Situationen er forværret yderligere i takt med, at valget nærmer sig, og har resulteret i en alvorlig undertrykkelse af oppositionen og den uafhængige presse i løbet af de seneste par måneder.

Det glæder os, at der er inviteret en OSCE-mission med henblik på at observere præsidentvalget, og at der sandsynligvis vil blive givet tilladelse til deltagelse af en række kandidater til udfordring af præsident Lukasjenko, men det er ikke tilstrækkeligt bevis på et fungerende demokrati. På nuværende tidspunkt, hvor OSCE-observatørerne har indledt arbejdet på stedet, er det vigtigt, at EU og Kommissionen bidrager til den optimale gennemførelse af missionen. EU's vurdering og reaktion vil være baseret på rapporten fra missionen.

Med hensyn til EU's reaktion er alle klar over det utvetydige budskab, som EU har sendt til Belarus, og som blev gentaget på Rådets (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) møde den 30. januar. EU har understreget betydningen af en demokratisk valgproces og tydeligt tilkendegivet sin beslutning om at pålægge målrettede sanktioner, hvis der er tale om valgsvindel. For at der også skal indgå en positiv tone i budskabet, gentages EU's ønske om at styrke forbindelserne med Belarus under forudsætning af, at vi oplever overbevisende fremskridt i retning af demokrati.

Hvad angår Kommissionens specifikke aktioner ønsker jeg at understrege, at Kommissionen har holdt sit løfte om at spille en større rolle i forbindelse med Belarus. På grund af den belarussiske regerings undertrykkende politik og fastsættelse af begrænsninger i forbindelse med den udenlandske støtte til ngo'er har Kommissionen grebet ind og fremskyndet denne støtte til Belarus. I 2005 alene blev der tildelt op imod 8,9 millioner euro i støtte til projekter til fremme af demokrati og til fordel for det civile samfund. Der er udviklet kreative værktøjer til overvindelse af forhindringer i forhold til ydelse af støtten. Vi har dermed omdirigeret en del af vores støtte til ngo'er uden for Belarus. De 2,2 millioner euro, som vi tildelte i december til det europæiske humanvidenskabelige universitet i eksil, og vores støtte til de uafhængige medier er tydelige eksempler på denne nye fremgangsmåde.

Angående de uafhængige medier glæder det mig at kunne sige, at Kommissionen har været i forreste linje som donor. Vi startede med at støtte radioudsendelser af daglige nyheder til Belarus på både russisk og belarussisk. Den største bedrift har dog været iværksættelsen af et medieprojekt, hvortil der er afsat 2 millioner euro. Projektet omfatter radio- og tv-udsendelser, internetaktiviteter, støtte til den belarussiske uafhængige presse og uddannelse af belarussiske journalister. Gennem projektet vil der være mulighed for at udsende radio- og tv-programmer fra februar - længe inden valget. Vi mener, at dette kvalitetsprojekt, der støttes af et team fra hele Europa, og som specifikt undgår propaganda og lægger vægt på objektive nyheder og ren underholdning, vil nå ud til store dele af befolkningen.

Derudover har Kommissionen besluttet at oprette en delegation i Minsk, men desværre har de belarussiske myndigheder endnu ikke givet tilladelse. Afhængigt af de fremskridt, der opnås på området, vil vi sende en chargé d'affaires til Kiev, som ofte vil rejse til Minsk.

Endelig i mandags samlede Kommissionen alle internationale donorer, der støtter Belarus, for at planlægge fremtiden. På mødet drøftede man støtten efter valget. Mødet var et signal om, at støtte og koordination ikke vil ikke vil ophøre efter valget.

Jeg vil slutte af med at understrege, at den demokratiske proces i Belarus sandsynligvis vil være langvarig og kun vil lykkes med befolkningens støtte. Derfor skal vi fortsætte vores bestræbelser på at skabe bevidsthed i den belarussiske befolkning generelt gennem støtte til det civile samfund og kontakt mellem mennesker. Belarus står ved en skillevej, og det er derfor vigtigere end nogensinde før, at vi forener vores bestræbelser på at gennemføre en fælles strategi og at vi er klar til at reagere på udviklingen i Belarus i takt med, at den finder sted. Kommissionen er stadig helt indstillet på at gøre sin del.

  Charles Tannock, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, den 19. marts er datoen for præsidentvalget i Belarus, hvor der stadig er en chance for, at landet vil få sin rette plads i den europæiske demokratiske familie efter et frit og retfærdigt valg. Men det er ikke særlig sandsynligt, da præsident Lukasjenko siden valget i 1994 har omdannet landet til en isoleret politikstat og et falsk demokrati.

Den allerede uacceptable menneskerettighedssituation er yderligere forværret efter vedtagelsen af det antirevolutionære program, der har til formål at undertrykke oppositionen, og mange oppositionsledere er fængslet på grundlag af falske anklager om korruption eller i nogle tilfælde forsvundet, formodentlig myrdet. Hr. Lukasjenko prædiker med sin kultskabende personlighed en besynderlig panslavisk anti-vestlig nationalisme.

I henhold til uafhængige meningsmålinger har han ca. 55 % støtte. Det menes, at han vil gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at opnå det magiske tal på 77 %. Skæringsdatoen for registrering af kandidater er den 21. februar, og jeg bifalder det mod, der udvises af modkandidaten, Alexander Milinkevich. Dennes kampagne er begrænset til to gange 30 minutters tv- og radiointerviews, hvorimod hr. Lukasjenko bruger så mange midler, som han ønsker, og fremstår som statsleder i medierne dagligt, hvor han anklager sine modstandere for at være forbrydere eller vestlige lejesoldater.

Jeg opfordrer Belarus til at gøre det muligt at foretage uafhængige meningsmålinger til verifikation af resultaterne, men denne opfordring vil sandsynligvis ikke blive fulgt. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Parlamentet ikke er inviteret til at observere valget, men Formandskonferencen skal bemyndige et budget for parlamentsmedlemmernes deltagelse via OSCE. Rusland skal også mindes om at støtte demokratiet i Belarus som fuldgyldigt medlem af Europarådet, når Rusland i forvejen støtter regimet med meget billig gas til 50 amerikanske dollars pr. 1.000 m3.

Endelig bifalder jeg, som kommissær Borg nævnte, de 2 millioner euro via TACIS-programmet til uafhængige radioudsendelser i Belarus og støtte af det civile samfund.

  Jan Marinus Wiersma, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, den 16. december sidste år gik det ikke-demokratisk valgte parlament i Minsk med til Lukasjenkos forslag om at fremskynde præsidentvalget til den 19. marts. Dette illustrerer den fuldstændigt egenmægtige måde, hvorpå hr. Lukasjenko opererer. Beslutningen gør det også tydeligt, at præsident Lukasjenko ikke har til hensigt at slippe kontrollen med valgprocessen. Vi må derfor for hundrede og syttende gang frygte et yderst svigagtigt forløb af den demokratiske proces i Belarus.

Oppositionen er det vigtigste offer for beslutningen. Hvordan kan den føre kampagne, når dens kandidater kommer i fængsel, som f.eks. socialdemokraten Statkevich, og når alle massemedier kontrolleres af regimet? Myndighederne gør alt for at gøre det så vanskeligt som muligt for oppositionen, og kampagneperioden mere end halveres oven i købet.

Vi må vedblive at gøre opmærksom på disse åbenlyse krænkelser af vores demokratiske værdier i dette EU-naboland. Vi må endnu en gang understrege, at Lukasjenkos politik er uacceptabel. Men vi må også gentage, at vejen til mere intensive forbindelser med EU er åben, hvis kursen ændres. Hvad kan vi ellers gøre? Det er beklageligt, at forbindelsen mellem Lukasjenko og Europa-Parlamentet er forværret så meget, at vi i modsætning til OSCE ikke er indbudt til at deltage i observatørdelegationen.

På den ene side er det et godt tegn, for det er følgen af vores konsekvente kritiske holdning til regimet i Belarus, men på den anden side må vi undre os over, hvorfor Europa-Parlamentet ikke simpelthen kan deltage i OSCE-delegationen som officiel repræsentant for EU. Vi er glade for indbydelsen til OSCE, men vi vil også understrege, at der er brug for mere end hykleri, hvad angår de internationale normer, som også Belarus har forpligtet sig til som medlem af OSCE. Vi håber derfor, at OSCE-delegationen kan gøre sit arbejde nogenlunde normalt, og vi opfordrer den belarussiske regering til at medvirke fuldt ud.

Til sidst må vi til trods for de forværrede omstændigheder - for fire år siden var jeg selv involveret i observationen, og efter min mening er situationen nu meget værre end dengang - gøre alt, og især ikke undlade at gøre noget, for at støtte oppositionen, som det denne gang er lykkedes at opstille en fælles kandidat. Jeg håber, at Parlamentet med udtalelsen i dag i hvert fald vil give oppositionen og kandidaten, Aleksander Milinkevich, moralsk støtte.

  Elisabeth Schroedter, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, jeg er enig i det, de foregående talere har sagt. Håbet om, at præsidentvalget fører til en ny begyndelse og i sidste ende til demokrati, svinder for hver dag. Præsident Lukasjenko finder hver dag nye måder at undertrykke oppositionen og de folk i landet på, som gør krav på deres ret til at være anderledestænkende. Derfor er der behov for mere hjælp udefra. Vi må heller ikke lade os gå på af, at det demokratiske engagement bliver kvalt i fødslen, for befolkningen ønsker frihed, og vi ved, hvor vanskelig et sådant engagement er, når valget - ligesom dette - bliver manipuleret, hvorfor vi må holde os for øje, at denne valgdag ikke markerer en skæringsdag - vi har tværtimod at gøre med en løbende proces.

Vi bør nøje holde øje med, hvad borgerne i Belarus gør i det små for at give udtryk for deres ønske om frihed og demokrati. Der findes et virkelig seriøst demokratisk potentiale i landet, og derfor vil jeg gerne gøre opmærksom på, at det, som Kommissionen og Rådet gør for at opbygge dette potentiale, er fuldkommen utilstrækkeligt - det går for langsomt, er for ufleksibelt og for ineffektivt! Jeg må bede Rådet om at løse den opgave, det har fået, og tilpasse reglerne om ekstern hjælp denne specielle situation, og om at gøre det så hurtigt som muligt og holde op med blot at tale om problemerne og iværksætte effektive foranstaltninger, ellers vil vi bære skylden for denne problematiske situation.

  Věra Flasarová, for GUE/NGL-Gruppen. - (CS) Mine damer og herrer, som medlem af delegationen for forbindelserne med Belarus og på vegne af Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre kan jeg ikke tilslutte mig beslutningsforslaget, og jeg vil nu forklare hvorfor. Man kan på grund af Parlamentets drøftelser forledes til at tro, at oppositionens kandidat kan vinde valget i Belarus, men vi ved, at Lukasjenko vil fortsætte som præsident. Og hvad vil der så ske? Hvilket forbindelser vil vi så have med Belarus? Vi skal huske, at Belarus ikke kun handler om Lukasjenko og personer i privilegerede positioner, men om en nation der ikke har haft en entydig negativ erfaring med regimet, da Belarus unægteligt har visse sociale goder, f.eks. gratis uddannelses- og sundhedssystem. Vi er helt klar over, hvor tætte forbindelser Belarus har med Moskva og den betydning, som udviklingen i dette lille land har for det store naboland. Det er ingen hemmelighed, at begge lande er i færd med at styrke forbindelserne mere end nogensinde. EU's strategi over for Belarus er derfor i sidste ende også en strategi over for Rusland.

  Paul Marie Coûteaux, for IND/DEM-Gruppen. - (FR) Hr. formand, som vanligt vil jeg med nogle få ord give udtryk for min uenighed i de forslag, som Rådet og Kommissionen kom med for et øjeblik siden.

Jeg synes, det er en lille smule vanskeligt også på dette område at anklage en selvstændig stat for ikke at leve op til alle punkterne i de modeller, som vi har fastsat med henblik på at anerkende en hvilken som helst regering, reelt afhængigt af, hvorvidt vi kan lide den eller ej.

Efter sammenbruddet af det sovjetiske rige blev Belarus overladt til en samling forbrydere, som helt sikkert ikke var mere lovlydige, for de tjente forskellige multinationale virksomheders interesser i en grad, hvor vi oplevede ministre sælge ud af offentlige goder så at sige stykvis for egen vindings skyld for øvrigt ofte til europæiske selskaber. Det kaldtes liberalisering. Og vi har naturligvis også oplevet, at Belarus er blevet udnyttet af nogle vestlige magter, som var lykkelige for at vende tilbage dertil, og dermed også til de baser, som landet kunne give mod det store søsterland, Rusland.

Kære kolleger, vi må dog ikke lade os forblinde af en lidt flygtig propaganda. Selv om vi i dag bliver anmodet om at fordømme myndighederne i Minsk, så er det ikke som hjælp til det belarussiske folk, men ganske enkelt for at vi på fordækt vis kan tjene som bindeled for en amerikansk strategi, som sigter mod at holde den russiske magt inden for så tætte grænser som muligt ved at fratage landet dets mest naturlige, historiske og geografiske allierede. Det er som at optræde som troldmandens lærling, som vi har set det i Ukraine i det forgangne år, og det hjælper ikke Europa, det sande Europa, som bør indlemme Rusland og alle dets allierede i dets nærområde, hvilket vil ske før eller siden.

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand, Belarus er en stor udfordring for EU, da det pres, vi har lagt på landet, indtil nu har været ineffektivt.

Vi skal nu træffe foranstaltninger til støtte af demokratiet i Belarus. Det vil involvere en række organisatoriske foranstaltninger. Vores overvågning af menneskerettighederne i Belarus skal være baseret på Europa-Parlamentets årlige betænkning om menneskerettigheder i verden samt oplysninger fra den særlige kommission og Rådets repræsentant for belarussiske anliggender. Europa-Parlamentets beslutninger bør være forbeholdt nye og kritiske situationer.

Vores handlinger skal være baseret på instrumentet for naboskabspolitikken eller et separat menneskerettighedsinstrument, hvis det politiske og retlige miljø er fjendtligt. Især skal EU's forpligtelse til at støtte de uafhængige medier udvikles i samarbejde med pålidelige partnere. Kommissionens seneste konkurrence har rejst tvivl, som afspejles i det seneste spørgsmål til Kommissionen i dag.

  Jan Tadeusz Masiel (NI). - (PL) Hr. formand, Belarus er et særligt land, det sidste diktatur i Europa. Det er et fattigt land. Det er også fattigt i den forstand, at landet aldrig i historien har oplevet frihed i modsætning til mange - om ikke alle - af sine naboer. Hvordan kan man opnå en form for frihed, man aldrig har kendt? Belarusserne vil ikke vide, hvad de skal stræbe efter. Belarusserne kræver ikke meget og er meget tålmodige. Hvis valgresultatet den 19. marts opnås ved hjælp af valgsvindel, vil befolkningen vente, indtil der vil være mulighed for et frit valg en gang i fremtiden.

Nu skal vi gøre alt, hvad der står i vores magt, for at sikre, at valget den 19. marts er frit og retfærdigt. Det er ikke godt for én person at have magten i alt for lang tid. Lad belarusserne vælge frit mellem deres nuværende præsident og Alexander Milinkevich.

  Anna Záborská (PPE-DE). - (SK) 40 år efter det, der blev kendt som den sejrrige februar i 1948, oplevede vi i Slovakiet et regime, der meget ligner det nuværende regime i Belarus. Staten blev kontrolleret af kommunistpartiet, der ikke blot undertrykte ethvert udtryk for opposition, men også ethvert udtryk for og tegn på et frit demokratisk samfund og retsstatsprincippet. Når man ikke selv har oplevet et diktatur, er det meget vanskeligt at forestille sig konsekvenserne.

Vi noterer os med bekymring, at de belarussiske myndigheder optrapper deres undertrykkende tiltag over for det civile samfund. Den voldelige lukning af den uafhængige presse og ngo'erne fortsætter.

Den 6. februar 2006 traf højesteretten i Belarus en beslutning om at lukke endnu en ngo, den belarussiske sammenslutning af børne- og ungdomsorganisationer.

Det er rimeligt, at EU lægger øget pres på Belarus. Det glæder mig, at vi ikke begrænser os til at udtrykke vores bekymring over lukningen af uafhængige medier, ngo'er, religiøse organisationer og uddannelsesinstitutioner i Belarus. Jeg bifalder især Kommissionens beslutning om at støtte spredningen af uafhængige radioudsendelser til Belarus. Radiostationen Deutsche Welle fortjener også vores ros. Jeg håber, at den oprindelige beslutning om at sende på russisk er ændret, så den belarussiske befolkning kan lytte til udsendelser på deres modersmål, som er særlig vigtigt i denne periode op til valget. Ifølge mine kontakter med repræsentanter for de demokratiske kræfter i Belarus kan udsendelser på russisk muligvis have en negativ virkning. Her inden valget skal målsætningen for de europæiske institutioner være en fælles indsats med henblik på at opnå konkrete demokratiske ændringer i landet.

  Joseph Muscat (PSE). - (MT) Mange tak. hr. formand. Jeg mener, at Europa-Parlamentet skal sende et budskab i dag, selv om det er lidt sent, for at give udtryk for vores sympati for befolkningen i Belarus. Det skal være et budskab henvendt til en befolkning, der tydeligvis ikke har friheden til at vælge en leder. Indtil nu er det valget, som vi har drøftet i Parlamentet. Jeg mener, at vi for at være korrekte hellere skal henvise til den kommende begivenhed som en forkastelig bekræftelsesproces. Det bør bemærkes, at EU i løbet af de seneste par måneder har opnået enorme fremskridt, hvad angår de praktiske foranstaltninger til gavn for befolkningen i Belarus. Jeg ønsker på vegne af delegationen for forbindelserne med Belarus at takke Rådet og Kommissionen, men der skal stadig gøres meget. Vi skal nu vise vores stærke støtte til befolkningen i Belarus, især ungdommen. Myndighederne, som ønsker at begrænse friheden, er klar over, at unge mennesker er de største fortalere for forandring. Myndighederne har endda lukket RADA, som repræsenterer unge mennesker fra Belarus i Det Europæiske Ungdomsforum. Det er en uanstændig handling. Vi ønsker at vise vores støtte til befolkningen og især ungdommen i Belarus, og vi lover at stå sammen med dem under denne styrkeprøve.

  Anne E. Jensen (ALDE). - Hr. formand, Der er vist ikke mange, der tror på, at præsidentvalget i Belarus den 19. marts kommer til at leve op til selv de mest elementære demokratiske spilleregler. Vi har al mulig grund til at vente det modsatte. Præsident Lukaschenko vil med alle midler forsvare sin position og befæste sit diktatur. Oppositionen er frataget ligeværdige muligheder for at få sendt sine politiske budskaber ud, og der tegner sig en meget vanskelig valgkamp for den fælles kandidat hr. Milinkewitsch. Vi skal støtte de demokratiske kræfter i Belarus med alle midler i forbindelse med valget. Men jeg vil især appellere om, at Belarus ikke bliver glemt efter valget! Jeg er enig med hr. Winkler i, at det vil kræve en langsigtet indsats at skabe demokrati i Belarus. Det skal vi holde fast i efter valget. Og jeg takker for kommissær Borgs tilsagn om at forfølge netop en sådan strategi.

  Jonas Sjöstedt (GUE/NGL). - (SV) Hr. formand, jeg tilhører den del af min gruppe, som mener, at gruppen burde have tilsluttet sig det fælles beslutningsforslag. Jeg beklager, at det ikke skete.

Situationen i Belarus bliver stadig værre. Forudsætningerne for et demokratisk valg er desværre meget dårlige. Oppositionen - såvel den politiske opposition som den frie fagforeningsbevægelse - forfølges systematisk. Det er meget svært for kritiske, uafhængige medier at udføre deres arbejde.

I den situation må vi gøre alt, hvad vi kan for at støtte de demokratiske kræfter og arbejde for et retfærdigt valg og for en massiv valgobservation. Der findes kun en måde at være solidarisk med Belarus på, nemlig ved at kræve, at belarusserne selv afgør deres fremtid. Der er demokrati nødvendigt.

  Inese Vaidere (UEN). - (LV) Mine damer og herrer, uhindret gennemstrømning af oplysninger fra Europa er en forudsætning for at støtte demokratiet i Belarus.

Jeg ønsker for det første at understrege, at de midler, som vi har tildelt spredningen af radioudsendelser til Belarus, indtil nu ikke har haft den ønskede virkning. Kommissionens beslutning om at tildele 2 millioner euro til det tysk/russiske konsortium for radioudsendelse til Belarus, vel vidende at den russiske tv-station allerede har en generøs aftale med den belarussiske regering, og at udsendelserne foregår på russisk, er efter min opfattelse et uacceptabelt spild af penge. Det kan i sidste ende vise sig at være en støtte for Lukasjenko-regimet.

Jeg ønsker for det andet at understrege, at EU skal støtte den demokratiske proces i Belarus.

For det tredje bør vi overveje at gøre det lettere for de almindelige belarussiske borgere, videnskabsmænd og kulturpersonligheder at opnå visa til EU og samtidig stramme op på visumkravene til repræsentanter for det regerende regime og deres pårørende.

Endelig ønsker jeg at opfordre Kommissionen og Rådet til at komme med en mere insisterende anmodning om umiddelbar løsladelse af oppositionslederen, Mikhail Marinich, der tilbageholdes af politiske årsager.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). - (LT) Situationen i Belarus nu, hvor der er lidt over en måned tilbage inden valget, giver ikke meget håb om, at præsidentvalget vil være demokratisk, frit eller retfærdigt.

Der er endnu ikke registreret en eneste kandidat officielt, og kun en enkelt fremtidig kandidat (den nuværende præsident Alexander Lukasjenko) er genstand for en intens valgkampagne, der er iværksat af alle statsmedierne. Presseanalyser viser, at man i Belarus er ved at få den opfattelse, at der ikke er noget alternativ til den nuværende præsident, og at et absolut flertal af borgere vil stemme på ham med den begrundelse, at kun Alexander Lukasjenko kan garantere stabilitet i et land, hvis resultater der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Præsidentens modstandere er tilsyneladende uduelige slyngler, den vestlige verden forstår tilsyneladende ikke situationen i Belarus og forsøger at skabe ustabilitet i landet, men det vil ikke lykkes, fordi Belarus har præsident Lukasjenko. Undertrykkelsen af de ikke-statslige medier fortsætter.

EU's støtte er i denne sammenhæng helt afgørende, men det er ikke tilstrækkeligt, det er for sent og har derfor kun ringe effekt. Er det virkelig alt, hvad EU kan gøre for at forsvare tankefrihed og pressefrihed i et naboland?

  Andrzej Jan Szejna (PSE). - (EN) Hr. formand, der er præsidentvalg den 19. marts i Belarus. Vi er alle enige om, at det er på tide at støtte de demokratiske kræfter i Belarus. Det skal være vores højeste prioritet at støtte et frit og demokratisk valg. Vi skal sikre, at der er fuld gennemsigtighed i forbindelse med enhver proces under valget, herunder optælling af stemmer, og lige vilkår for alle kandidater.

Lukasjenkos politik har givet anledning til alt for mange alvorlige bekymringer. Det er meget vigtigt, at Europa-Parlamentet og Europarådet er til stede under præsidentvalget. Vi skal insistere på, at de belarussiske myndigheder inviterer begge institutioner hurtigst muligt.

Situationen for borgerne i Belarus i forbindelse med mediernes uafhængighed og ytringsfrihed forværres hele tiden, og vi støtter derfor oprettelsen af radioudsendelser fra Polen, Litauen og muligvis Ukraine. Derudover er de aktioner, som regeringen i Belarus gennemfører over for Unionen af Polakker i Belarus og romanibefolkningen samt beslutningen om at forbyde den reformerede evangeliske kirke, bevis på den manglende respekt for mindretalsrettigheder samt forenings- og religionsfrihed.

  Rolandas Pavilionis (UEN). - (LT) Trods de dårlige nyheder fra Minsk er der også gode nyheder fra Vilnius. Den litauiske regering har i dag registreret det europæiske humanvidenskabelige universitet, som for nylig blev forvist fra Minsk, og universitetet har genoptaget sine aktiviteter i Vilnius. Dette er resultatet af en stor indsats fra medlemmer af Europa-Parlamentet samt repræsentanter for Kommissionen og litauiske diplomater. At der er studerende på dette universitet viser bestemt, at der er håb for fremtiden i Belarus. Samtidig har vi modtaget dårlige nyheder fra Minsk. Diktaturet intensiverer undertrykkelsen af de demokratiske civile ungdomsorganisationer, der er modstandere af regimet. Arbejdet i den belarussiske sammenslutning af børne- og ungdomsorganisationer, RADA, er forbudt efter beslutning fra regimet. Denne ungdomsorganisation har allerede vundet international anerkendelse og har til formål at udvikle forbindelserne mellem unge mennesker i Belarus og unge mennesker i de mange europæiske ungdomsorganisationer. Jeg ønsker derfor at appellere til alle mine kolleger om at støtte arbejdet på at få sat en stopper for undertrykkelsen af ungdommen og ungdomsorganisationerne i Belarus.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (FR) Jeg vil nu tale på vegne af Rådet som afslutning på denne forhandling.

(DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne starte med at gøre det helt klart - da det punkt har været nævnt under debatten - at enhver stat har ret til at give udtryk for sin bekymring over menneskerettighederne overalt i verden, og at kritik af krænkelser af menneskerettighederne ikke er det samme som at blande sig i et lands indre anliggender. Det blev senest slået fast på verdenskonferencen om menneskerettigheder i Wien i 1993. Derfor er EU - lige såvel som enhver anden stat - i sin gode ret til at beskæftige sig med menneskerettighederne i et andet land. Det gør EU, og jeg takker Parlamentet for dets engagement og de klare udmeldinger, der er kommet frem under debatten. Dermed gør De arbejdet lettere for Rådet og Kommissionen, fordi det er vigtigt, at de europæiske institutioner taler med en stemme i disse sager.

Som svar på fru Schroedters indlæg vil jeg gerne sige, at man bestemt kan sige, at de instrumenter, der er til rådighed, ikke er blevet anvendt på effektiv vis til dato. Det er noget, vi bestræber os på at forbedre, og i den forbindelse vil jeg gerne sige, at skabelsen af den europæiske naboskabspolitik som et nyt instrument for bistand til tredjelande vil forbedre situationen. Det vil vi arbejde hen imod, så det sikres, at ressourcerne bliver anvendt mere effektivt.

Jeg vil også gerne gøre opmærksom på noget andet, da flere talere har bragt det på bane under debatten, nemlig at trojkaens udenrigsministre mødes med den russiske udenrigsminister i Wien i dag - kommissær Borg nævnte det, fordi kommissær Ferrero-Waldner også deltager i mødet. På dette vigtige møde er Belarus naturligvis også på dagsordenen, for det er meget vigtigt, at Rusland kommer med klare udmeldinger om, hvor landet står i denne sag. Vi ved alle, at Rusland naturligvis har en vis indflydelse på begivenhederne i Belarus.

Noget andet, som har været nævnt under debatten, og som vi ønsker at tage meget seriøst, er det store behov for at give folk mulighed for at rejse til udlandet som led i fremme af kontakter mellem akademikere, mellem unge og mellem medlemmer af det civile samfund, og det er noget, som vi virkelig må se nærmere på. Disse mennesker sætter deres frihed på spil i kampen for demokrati, og det ville ikke være rigtigt, hvis vi ikke gjorde det muligt for dem at arbejde sammen med vores institutioner om en demokratisering i Belarus.

Præsidentvalget har været nævnt, som i sig selv er en mulighed for Belarus for at slå ind på den rette vej. Som de fleste talere har sagt, er chancerne herfor ikke ret store, og Kommissionen og Rådet bliver nødt til at gøre sig overvejelser om, hvordan de vil reagere i tilfælde af uregelmæssigheder i forbindelse med valget. Vi er naturligvis indstillet på at træffe foranstaltninger i så fald, men, uanset hvad der sker, må vi sikre, at vi ikke rammer det forkerte mål - som sanktioner så ofte gør. Vi ønsker ikke at ramme det civile samfund - det ønsker vi tværtimod at fremme - og vi vil gøre alt for, at der sker grundlæggende forandringer i Belarus på lang sigt. Det ønsker vi, og det arbejder Rådet hen imod.

  Joe Borg, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg takker de ærede medlemmer af Parlamentet for alle kommentarerne, som generelt bestyrker Parlamentets engagement over for gennemførelsen af demokrati og respekt for menneskerettighederne i Belarus.

Som jeg nævnte i mine indledende bemærkninger, har Kommissionen spillet en aktiv rolle i Belarus gennem sin støtte til ngo'er og medieorganisationer og aktioner for at skabe større bevidsthed i den belarussiske befolkning i håbet om at fremme den demokratiske proces. EU har understreget betydningen af en demokratisk valgproces, og vi er villige til at styrke vores forbindelser, når og hvis vi oplever overbevisende fremskridt i retning af ægte demokrati og respekt for menneskerettigheder.

Som reaktion på hr. Wiersmas og andre medlemmers kommentarer til præsidentvalget den 19. marts beklager Kommissionen, at Europa-Parlamentet ikke er inviteret til at observere valget. Det er en meget skuffende, men ikke overraskende, beslutning på grund af situationen i landet. Vi vil nøje følge OSCE/ODIHR-missionens rapporter om valget. Parlamentsmedlemmerne kan muligvis indgå i de nationale tildelinger fra medlemsstaterne til OSCE/ODIHR-missionen.

Hvad angår det spørgsmål, som fru Schroedter og andre medlemmer rejste, ønsker jeg at gentage, at Kommissionen prøver at håndtere situationen på en ny måde gennem støtte til det europæiske humanvidenskabelige universitet i eksil og de uafhængige medier.

Hvad angår fru Záborskás kommentarer ønsker jeg at understrege, at en stor del af Kommissionens strategi er at støtte de uafhængige medier - Deutsche Welle især - i forbindelse med både russisk og belarussisk for at sikre, at de kan virke som en reel katalysator for forandring.

Hr. Muscat lagde vægt på ungdommen, og jeg takker ham for hans kommentarer og kan forsikre ham om, at Kommissionen helt bestemt fokuserer sin indsats på det civile samfund, herunder ungdommen i Belarus, som er håbet om en bedre fremtid.

Med hensyn til det spørgsmål, som fru Vaidere rejste, ønsker jeg at gøre opmærksom på, at der er drøftelser undervejs i Rådets arbejdsgrupper med henblik på at finde nogle praktiske løsninger på en fælles indsats til lempelse af visumkravene.

Hvad angår det punkt, som hr. Pavilionis nævnte, er jeg helt enig i, at vi skal støtte enhver aktion til fordel for ungdommen i Belarus og især til fordel for det europæiske humanvidenskabelige universitet i eksil.

Medieprojektet, hvortil der er afsat 2 millioner euro, involverer ikke blot partnere fra Tyskland og Rusland, men også en polsk radiostation, en litauisk radiostation, tyske og hollandske ngo'er og belarussiske journalister. Det er derfor et projekt, der involverer hele Europa. Den russiske tv-partner, RTVI, har vist sin totale uafhængighed af den russiske regering. Faktisk er RTVI styret af journalister, der er flygtet fra regeringskontrollerede medier.

Alle tv- og radioprogrammer vil blive sendt på både russisk og belarussisk. Fjernsynsprogrammer, der vises på russisk, vil have belarussiske undertekster.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 10.00.

(Mødet udsat kl. 16.50 for spørgetiden til Kommissionen og genoptaget kl. 17.30)

FORSÆDE: Sylvia-Yvonne KAUFMANN
Næstformand

  Formanden. - Før vi går over til spørgetiden, kan jeg oplyse, at den skriftlige erklæring 69/2005 om håndtering af racisme i forbindelse med fodbold⁽¹⁾ er blevet underskrevet af et flertal af Parlamentets medlemmer.

  Emine Bozkurt (PSE). - (EN) Fru formand, lad mig give Dem resultaterne. Europa-Parlamentet United 1, Racisme 0. Over halvdelen af vores medlemmer har underskrevet skriftlig erklæring nr. 69 om håndtering af racisme i forbindelse med fodbold. Jeg ønsker at takke alle de medlemmer, der har underskrevet. Det er et historisk øjeblik.

  Formanden. - Fru Bozkurt, De er klar over, at det ikke var noget indlæg til forretningsordenen, men Parlamentet har naturligvis sendt et vigtigt signal med denne erklæring.

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er spørgetiden (B6-0002/2006).

Vi behandler en række spørgsmål til Kommissionen.

Del 1

Spørgsmål nr. 33 af Andreas Schwab, overtaget af Richard Seeber (H-0005/06)

Om: Vejafgift for personbiler og dennes forenelighed med EU-retten

Efter indførelsen af vejafgiften for lastvogne i Tyskland overvejes det også snarligt at indføre en vejafgift for personbiler. Da et sådant skridt ville indebære en større byrde for tyske bilister, burde det følges af en kompenserende nedsættelse af vægtafgiften.

Er Kommissionen af den opfattelse, at det er foreneligt med forbuddet mod forskelsbehandling i EF-traktatens artikel 12 at indføre en vejafgift for personbiler i Tyskland og samtidig sænke vægtafgiften?

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) Jeg ønsker at informere det ærede medlem om, at der på nuværende tidspunkt med undtagelse af lastvogne ikke er foretaget harmonisering af afgifter for køretøjer på EU-plan. I direktiv 1999/62/EF er der fastsat årlige minimumssatser for afgifter i relation til lastvogne, men ellers kan medlemsstaterne fastsætte nationale bestemmelser om vejafgifter efter eget ønske. En lignende situation gælder for vejafgifter for personbiler, hvor opkrævningen ofte er forbundet med og berettiget som følge af de nationale myndigheders omkostninger til konstruktion og vedligeholdelse af infrastrukturerne.

Direktiv 1999/62/EF indeholder grundlaget for afpasset opkrævning af vejafgifter for lastvogne uden udøvelse af forskelsbehandling. Der findes ingen EU-lovgivning for personbiler. Nationale bestemmelser til indførelse af afgifter og vejafgifter for personbiler skal dog være i tråd med det generelle princip i EF-traktaten og må især ikke give anledning til grænseoverskridende formaliteter i forbindelse med handel mellem medlemsstaterne, og bestemmelserne skal endvidere være i overensstemmelse med princippet om ikke at udøve forskelsbehandling.

Hvis opkrævningen af vejafgifter for personbiler ikke er betinget af en beslutning om at sænke vægtafgiften for personbiler samtidig, og hvis disse foranstaltninger ikke omfatter direkte eller indirekte forskelsbehandling baseret på personbilernes nationalitet, mener Kommissionen ikke, at foranstaltningerne er i strid med artikel 12 i EF-traktaten.

Jeg ønsker at minde om, at Kommissionen gav et lignende svar på en mundtlig forespørgsel under spørgetiden på Parlamentets delmøde i december 2005. Ifølge Kommissionens oplysninger har Tyskland på nuværende tidspunkt ingen planer om at indføre vejafgifter for personbiler. Hvis Tyskland indfører vejafgifter som beskrevet i den mundtlige forespørgsel, vil Kommissionen naturligvis foretage en grundig gennemgang af disse bestemmelser.

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Fru formand, med hensyn til direktivet om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer vil jeg gerne spørge kommissæren, hvad Kommissionen agter at gøre for at fremme princippet med at internalisere de eksterne omkostninger yderligere. Vi har ganske vist vedtaget direktivet om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer nu, men hvad agter Kommissionen at foretage sig navnlig med henblik på undersøgelser og ekspertvurderinger for mere klart at belyse sammenhængen mellem miljøforurening og den tunge godstransport og på baggrund heraf at fremlægge et nyt og endeligt forslag til et forbedret Eurovignet-direktiv til gavn for miljøet?

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) I hvidbogen "Den europæiske transportpolitik frem til 2010" konkluderede man, at en af de væsentligste årsager til ubalancen i transportsystemet er, at transportformerne ikke altid dækker de omkostninger, der er forbundet dermed.

Europa-Parlamentet bekræftede behovet for at opkræve gebyrer for infrastrukturer, da Parlamentet vedtog betænkningen om hvidbogen den 12. januar 2003. Distancebaserede vejafgifter på grundlag af varigheden af kørslen på en vej er historisk opkrævet på motorveje eller andre hovedveje for at dække udgifterne til opførelse, drift og vedligeholdelse af infrastrukturer. I takt med fremme af teknologien kan sådanne instrumenter endvidere anvendes til trafikstyring, dvs. kørselsafgifter, emissionsrelaterede afgifter osv.

De fleste medlemsstater opkræver vejafgifter på mindst en del af deres motorvejsnet. I Kommissionens politik om vejafgifter udgør disse et vigtigt instrument for finansiering af infrastrukturer, trafikstyring og fremme af investeringer fra den private sektor i forbindelse med forvaltning af infrastrukturer. Kommissionens lovgivning er derfor på nuværende tidspunkt begrænset til lastvogne, som jeg allerede har nævnt, men det er en del af vores politik.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 34 af Robert Evans (H-0016/06)

Om: Junkfood

Deler Kommissionen min bekymring angående markedsføringen af såkaldt "junkfood" til børn gennem tv, internettet og medierne? Mener Kommissionen, i betragtning af, at markeds - og forsyningskæderne opererer internationalt, og sammenkoblet med den åbenlyse skadelige virkning, som disse produkter har, at det er nødvendigt at udarbejde tiltag på EU-niveau?

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand, Kommissionen tillægger de virkninger, som reklamer kan have på børns opførsel, stor betydning. Dette gælder især reklamer for fødevarer på grund af den potentielle forbindelse mellem børns kostvaner og sundhed. Generelt er der i EU fastsat en række horisontale standarder, der omhandler dette område og regulerer de reklameaktiviteter, som kan påvirke børns opførsel, og som også dækker fødevarer.

Hvad angår tv-reklamer først og fremmest, er det i direktivet om fjernsyn uden grænser fastsat, at sådanne reklamer ikke må være til moralsk eller fysisk skade for mindreårige. Især må fjernsynsreklamer ikke indeholde direkte opfordringer til mindreårige om at købe et produkt eller en tjeneste ved at udnytte deres manglende erfaring eller deres godtroenhed. Endvidere må fjernsynsreklamer ikke indeholde direkte opfordringer til mindreårige om at overtale deres forældre eller andre til at købe de produkter eller tjenester, som reklamen omhandler, eller udnytte den særlige tillid, som mindreårige normalt har til deres forældre, lærere og andre, der er tæt på dem.

Et forslag om ændring af direktivet, som blev vedtaget den 13. december 2005, vil udvide disse bestemmelser til at omfatte andre former for audiovisuelt indhold. Derudover indeholder direktivet imod urimelig handelspraksis, som blev vedtaget i 2005, lignende bestemmelser. En ændring af direktivet med et direkte forbud imod tilskyndelse til, at børn kan købe produkter, der er genstand for reklamer, eller overtale deres forældre eller andre til at købe de pågældende produkter, vil øge beskyttelsen af udsatte forbrugergrupper.

På dette tidspunkt har Kommissionen ikke til hensigt at træffe andre lovforanstaltninger. Kommissionen forventer nu, at industrien selv regulerer og supplerer de gældende lovbestemmelser effektivt og præcist. Kommissionen har iværksat en vidtrækkende proces til dette formål.

F.eks. har den europæiske platform vedrørende kostvaner, fysisk aktivitet og sundhed til formål at fremme ikke-regulerende foranstaltninger og yderligere involvering af industrien. Kommissionen forventer, at involveringen af industrien vil omfatte foranstaltninger vedrørende reklamer henvendt til børn. Samtidig har Kommissionen også styrket sin dialog med industrien og andre aktører for at vurdere, hvordan man yderligere kan forbedre selvregulerende foranstaltninger vedrørende reklame.

I december 2005 vedtog Kommissionen en grønbog om fremme af sunde kostvaner og fysisk aktivitet. Et af de spørgsmål, som specifikt rejses i grønbogen, er følgende: "Er frivillige regelsæt ("selvregulering") en passende metode til at begrænse reklamer for og markedsføring af fødevarer med højt energiindhold og lavt indhold af mikronæringsstoffer? Hvilke alternativer kan komme på tale, hvis selvregulering ikke fungerer?" Kommissionen håber, at denne indsats vil medføre meningsfuld involvering af de pågældende aktører og samfundet generelt. Hvis det ikke er tilfældet - og det er vigtigt - vil Kommissionen ikke tøve med at træffe de relevante lovforanstaltninger.

  Robert Evans (PSE). - (EN) Mange tak, fru kommissær. Jeg ønsker at dvæle lidt ved det sidste punkt, De nævnte, for jeg var indtil da en smule skuffet over, at De antydede, at der allerede findes lovgivning på det pågældende område. Jeg kan nævne en række eksempler på punkter, som jeg finder bekymrende, men jeg vil kun koncentrere mig om et enkelt. Nestlés "Cheerios" er et morgenmadsprodukt, som indeholder 21 % sukker og en betydelig mængde salt. Nestlé producerer sin egen farvebog og opfordrer børn til at spise mere af produktet, alt efter hvor mange sider de har farvet.

EU lovgiver allerede på området, som De nævnte i Deres kommentarer, men De antydede endvidere, at denne lovgivning kunne anvendes som grundlag for fastsættelse af yderligere regler. Hvis der ikke er behov for ny lovgivning, og det er jeg bestemt ikke overbevist om, ønsker jeg indtrængende at opfordre Dem til endnu en gang at gennemgå de eksisterende foranstaltninger og selvreguleringstiltag og undersøge, om de fungerer, eller om de skal skærpes.

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Det er helt tydeligt, at unge menneskers kostvaner og sundhed er meget vigtig, ikke blot for Kommissionen. Det tror jeg, at alle er enige om. Det er endvidere helt tydeligt, at vi ikke ønsker en situation, hvor børn og unge ender som overvægtige med alvorlige problemer senere i livet, ikke blot for deres egen skyld, men også af hensyn til samfundet generelt. Vi skal derfor undersøge, hvordan lovgivningen fungerer på nuværende tidspunkt. Hvis - og jeg understreger hvis - lovgivningen ikke fungerer, vil Kommissionen naturligvis være klar til at træffe yderligere foranstaltninger.

  Philip Bushill-Matthews (PPE-DE). - (EN) I modsætning til min kollega glæder det mig, at De ikke foreslår yderligere lovgivning i dag. Deres synspunkt er helt korrekt.

Det glæder mig endvidere, at De mindede os om, at det er et spørgsmål om kostvaner, fysisk aktivitet og sundhed. Det er let altid at lægge skylden på fødevareindustrien, men er De ikke enig i, at det er på tide, at det enkelte individ påtager sig ansvaret for sit eget liv, og at motion spiller en afgørende rolle i dette tydeligvis meget vigtige spørgsmål?

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Som jeg nævnte tidligere, har vi alle et ansvar for at sikre, at unge mennesker ikke pludselig befinder sig i en situation, hvor der er større risiko for, at de bliver syge senere i livet. Samfundet kan naturligvis ikke bære hele ansvaret. Forældre og andre voksne, der har med unge mennesker at gøre til hverdag, har derfor også et ansvar.

I medlemsstaterne skal vi drøfte, hvor mange timers motion børn og unge skal have i skolen i løbet af ugen. Der er en klar forbindelse mellem motion og sundhed, hvad angår de sygdomme, som man kan få, hvis man ikke dyrker motion regelmæssigt. Jeg er gammel nok til at kunne sige, at vi ikke havde alle de videospil, der eksisterer i dag, da jeg var ung. Vi sad ikke blot hele dagen foran computerskærmen, og vi skal opfordre de unge mennesker til at dyrke motion for at undgå en situation senere i livet, som ingen af os ønsker.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 35 af Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (H-0052/06)

Om: Finansiering af transeuropæiske transportnet

Ved den politiske overenskomst, som man nåede frem til på topmødet i december 2005 om de finansielle overslag 2007-2013, blev det beløb på 20 milliarder euro i finansielle overslag for finansiering af de transeuropæiske transportnet, som Kommissionen oprindeligt havde foreslået, skåret ned til 7 milliarder euro.

Mener Kommissionen, at det i lyset af de transeuropæiske transportnets betydning for Lissabon-strategien og det indre markeds funktion er muligt med 7 milliarder euro vil være muligt at gennemføre de tredive prioriterede projekter, der er planlagt for den nærmeste fremtid? Deler Kommissionen den opfattelse, at denne betragtelige nedskæring med hele to tredjedele af de oprindelige overslag vil virke hæmmende på hele transportsektoren under henvisning til, at nogle af disse projekter allerede er løbet ind i gennemførelsesvanskeligheder, og hvordan agter Kommissionen at imødegå dette problem? Råder Kommissionen over en vurdering af udviklingen i gennemførelsen af de prioriterede projekter, og er den enig i, at nogle af disse prioriterede programmer tages op til revision eller indstilles på grund af nedskæringen i de finansielle overslag?

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) I juli 2004 fremlagde Kommissionen et forslag til ændring af forordningen om transeuropæiske transportnet under de finansielle overslag for 2007-2013, som bl.a. indebar en øget støtteprocent på 50 % for grænseoverskridende prioritetsprojekter. Det samlede tildelte beløb er 20,35 milliarder euro til projekter vedrørende transeuropæiske transportnet.

Aftalen om de finansielle perspektiver for 2007-2013, der blev indgået i december 2005, viser en betydelig reduktion på ca. 40 % af de samlede bevillinger til budgetpost 1a, som ud over transportsektoren dækker områder som forskning, uddannelse, konkurrenceevne og nye teknologier. Fordelingen af bevillingerne mellem de forskellige komponenter i budgetpost 1a er endnu ikke fastsat.

Kommissionen er derfor ikke i stand til at give det ærede medlem et præcist svar vedrørende konsekvenserne af nedskæringen af de beløb, der var fastsat i det oprindelige forslag til de finansielle overslag, indtil tallene er endeligt fastsat efter interinstitutionelle aftaler. Drøftelserne er stadig i gang.

  Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (PPE-DE). - (EL) Fru formand, hr. kommissær, tak for Deres ærlige svar, men De har ikke overbevist mig om, at Kommissionen ser på spørgsmålet med den fornødne alvor, i betragtning af at dette er et område, som er meget vigtigt for gennemførelsen af det indre marked og EU's konkurrenceevne.

Det fremgår klart, at Kommissionens forslag vil betyde en nedskæring, og vel at mærke en betydelig nedskæring. Løsningerne på dette område kræver tid. Planlægningen kræver tid og penge. Har De ikke gjort Dem nogen overvejelser om bedre samarbejde med den private sektor, om en større andel fra medlemsstaternes side, om større involvering af Den Europæiske Investeringsbank? Jeg undrer mig over, at De ikke træffer nogen forberedelser i denne retning.

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Det er naturligvis vigtigt for mig at understrege, at Kommissionen ikke undervurderer betydningen af de transeuropæiske transportnet. Men jeg er ikke i stand til i dag at sende nogen signaler overhovedet om de løbende drøftelser af de finansielle overslag for perioden indtil 2013. Som jeg nævnte i mit indledende svar, vil de interinstitutionelle områder, som altid er vigtige på dette afgørende tidspunkt, indgå i drøftelserne.

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (LT) Jeg vil gerne vide, hvor meget det vil betyde for de nye EU-medlemsstater, at der gives mindre støtte til projekter i forbindelse med de transeuropæiske transportnet. De nye medlemsstaters infrastrukturer for transport, især jernbanetransport, sakker jo noget agterud i forhold til landene i det gamle Europa. Og mere præcist, hvordan vil projektet, "Rail Baltica", der er uhyre vigtigt for de baltiske lande, og som forbinder hovedstæderne i de baltiske lande med Warszawa og Berlin, blive gennemført?

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Jeg hørte ikke et spørgsmål, jeg hørte kun en erklæring.

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Fru formand, jeg vil gerne gøre opmærksom på, at Kommissionen ikke har besvaret mit første spørgsmål, og stille et supplerende spørgsmål i den sammenhæng. Det er forståeligt, at Kommissionen ikke kan sige i dag, hvordan den agter at opdele et budget, som ikke er vedtaget endnu, men den bør efter min mening absolut gøre sig overvejelser om, hvordan den vil finansiere disse transeuropæiske transportnet, som der er behov for.

Som vi alle ved, er de forskellige transportformer bestemt villige til at betale afgifter, og det nye direktiv om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer skabte et meget smalt grundlag for at opkræve disse afgifter, så lad mig følge op på det forrige spørgsmål ved at spørge, om det ikke kunne være muligt at komme med et forslag om at udvide det og muliggøre tværfinansiering?

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand, jeg beklager, men jeg kan ikke give specifikke svar. Selv om jeg gerne ville, er det ikke op til mig på nuværende tidspunkt. Det er bl.a. op til Europa-Parlamentet, og jeg vil bede Dem om at have forståelse for situationen.

Der er mange vigtige områder i disse forhandlinger, som visse medlemmer af Parlamentet ønsker at støtte, og det er helt forståeligt, men det er ikke muligt på nuværende tidspunkt. Jeg beklager.

Del 2

Spørgsmål til Janez Potočnik

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 36 af Justas Vincas Paleckis (H-0054/06)

Om: Finansieringen af EU's 7. rammeprogram for forskning (2007-2013)

Finansieringen af EU's 7. rammeprogram for forskning i perioden 2007-2013 vedtages i år. Budgettet forventes at blive på 72 milliarder EUR. Det planlægges at fordoble antallet af forskere, der deltager i projekterne, at oprette forskerstillinger og at skabe bedre betingelser for samarbejdet mellem forskere og virksomheder.

Ifølge statistikkerne vedrørende deltagelsen i det 6. forskningsrammeprogram har de små og mellemstore virksomheder i hovedparten af EU's medlemsstater og navnlig Litauen modtaget en langt mindre andel af den finansielle støtte end universiteterne og de øvrige forskningscentre og -institutter. I EU-landene, særlig de nye medlemsstater, er samarbejde mellem private virksomheder og forskere ikke særlig udbredt, hvilket går ud over EU's konkurrenceevne på internationalt plan.

Ville det ikke være hensigtsmæssigt at afsætte en del (15-20 %) af midlerne fra det 7. rammeprogram til finansiering af små og mellemstore virksomheders behov? Dette ville tilskynde private virksomheder til at samarbejde med såvel forskningscentre som individuelle forskere, og desuden ville det fremme brugen af nye teknologier samt innovation.

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) Kommissionen ønsker at komme med følgende svar på det ærede medlems spørgsmål. For det første skal Kommissionens forslag om det samlede budget for det syvende rammeprogram for forskning revideres i lyset af udviklingen i forbindelse med de finansielle overslag for 2007-2013.

For det andet er Kommissionen, hvad angår samarbejdet mellem forskningscentre og virksomheder, især små og mellemstore virksomheder, enig i, at dette samarbejde er af afgørende betydning. Små og mellemstore virksomheders deltagelse er og vil fortsat være de vigtigste målsætninger i rammeprogrammerne.

I det sjette rammeprogram er der truffet en række foranstaltninger for at fremme deltagelsen af små og mellemstore virksomheder på de tematiske områder, hvor de samarbejder med andre virksomheder og forskningscentre. Foranstaltningerne omfatter støtte til netværk af formidlere i specifikke sektorer på teknologiske områder for at hjælpe små og mellemstore virksomheder med forslag, forberedelser, partnersøgning osv. Derudover omfatter foranstaltningerne målrettede indkaldelser af forslag af særlig interesse for de små og mellemstore virksomheder samt støtteordninger med henblik på støtte af disse virksomheder, outsourcing af forskning i relation til små og mellemstore virksomheder eller sammenslutninger af disse. Vi foreslår på grund af foranstaltningernes succes, at de skal fortsætte i det syvende rammeprogram. Rammeprogrammerne fremmer dermed allerede deltagelsen af små og mellemstore virksomheder og deres samarbejde med forskningscentre meget aktivt.

Med særlig henvisning til det ærede medlems forslag om at fastsætte et mål for deltagelse af små og mellemstore virksomheder har Kommissionen noteret sig, at Rådet har indført et mål på 15 % for deltagelse af små og mellemstore virksomheder som led i den generelle aftale om det syvende rammeprogram for forskning. Et sådant mål eksisterer allerede i det sjette forskningsrammeprogram, men Kommissionen er i tvivl om det hensigtsmæssige i at opretholde et så minimalt budgetmål for deltagelsen af små og mellemstore virksomheder af følgende årsager.

For det første vil den potentielle deltagelse af små og mellemstore virksomheder variere meget fra ét tematisk område til et andet, fra ca. 5-20 %. Det er derfor praktisk umuligt at definere en realistisk målsætning a priori, og det kan være vildledende.

For det andet kan målsætningen for små og mellemstore virksomheder virke hæmmende for målsætningen om udelukkende at støtte forskning af højeste kvalitet og være i strid med principperne for lige adgang og ekspertise, der er grundlæggende for rammeprogrammet.

For det tredje skal støtten til små og mellemstore virksomheder fokusere på reelle foranstaltninger, der gør det syvende rammeprogram for forskning mere attraktivt og fordelagtigt for små og mellemstore virksomheder gennem identifikation af forskningsemner, forenkling af administrative aspekter osv.

Kommissionen mener derfor, at involveringen af små og mellemstore virksomheder lettest vil kunne opnås ved at fjerne hindringerne for deltagelse af de pågældende virksomheder, og det vil vi arbejde på. Involvering af virksomhederne kan endvidere opnås gennem forenkling og forbedring af administrative og økonomiske procedurer, kortere tidshorisonter i forbindelse med kontrakter, lempelse af rapporteringskrav og øget fleksibilitet for små og mellemstore virksomheders mulighed for at fremme projekter i et omfang og af en størrelse, som passer bedst til deres behov. Der skal tages højde for de små og mellemstore virksomheders behov og potentiale i udviklingen af indholdet af temaet i det specifikke program og især i arbejdsprogrammet.

Derudover er det meget vigtigt at understrege, at EU's økonomiske støtte til små og mellemstore virksomheder kan nå op på 75 % af de støtteberettigede omkostninger i stedet for de sædvanlige 50 %. Dette forslag indgik i reglerne for deltagelse.

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (EN) Mange tak, hr. kommissær, for et meget overbevisende svar. Der vil under alle omstændigheder blive tildelt betydelige beløb under det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling. Hvordan har Kommissionen tænkt sig at fordele disse midler blandt medlemsstaterne? Der vil formentlig gives præference til store og betydningsfulde projekter. Kan man risikere, at størstedelen af den økonomiske støtte til blive tildelt de lande, der allerede er langt fremme på forskningsområdet, og at de lande, som er knap så langt fremme, vil få en minimal andel?

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand, rammeprogrammet er blot et af de værktøjer, der anvendes på EU-plan. Det udgør ca. 4-5 % af EU's budget. Jeg er enig med det ærede medlem i, at det er et stort beløb, for vi har mange vigtige udfordringer foran os, hvis vi skal håndtere spørgsmål om, hvordan vi f.eks. opretholder vores levestandard og konkurrenceevne globalt. Det er det store spørgsmål, som er omfattet af Lissabon-dagsordenen og partnerskabet for vækst og beskæftigelse, som er en opfølgning på dette.

Jeg mener, at det er uhyre vigtigt, at vi på den ene side forsøger at stimulere potentialet hos de medlemsstater, der er mindst udviklede, og som er mindre og måske ikke har potentiale til at konkurrere på lige fod i dag. Der er planlagt specifikke aktioner i det syvende rammeprogram for forskning til fremme af konkurrenceevnen. Vi skal på den anden side være bevidst om, at EU skal forsøge at opnå mest muligt. Vi skal fremme ekspertise og muligheden for, at vi kan konkurrere fuldt ud med en verden, der hele tiden ændrer sig.

Deres synspunkter er derfor meget vigtige, men vi mener på den anden side også, at de forskellige former for ressourcer skal kombineres, således at begge de målsætninger, som jeg nævnte, indgår, dvs. at opretholde vores levestandard og opnå mest muligt i Europa samt fremme vores konkurrenceevne, som måske ikke er helt optimal på nuværende tidspunkt.

  Anne E. Jensen (ALDE). - Hr. formand, Det har været nævnt fra flere landes side, at Den Europæiske Investeringsbank skulle kunne udlåne beløb op til 10 milliarder EUR til forskningsformål eller forskning og innovation. Hvilke overvejelser har Kommissionen gjort sig om udvikling af nye finansieringsinstrumenter hos Den Europæiske Investeringsbank til støtte af innovation?

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) Mange tak for spørgsmålet. De har ret i, at det blev nævnt under forhandlingen. Kommissionen har allerede, inden det blev nævnt i forhandlingen, i sit oprindelige forslag og sammen med Den Europæiske Investeringsbank forsøgt at udvikle et instrument, som kaldes en "facilitet for risikodeling". Et af de største problemer på EU-plan er, at alle ikke træffer samme foranstaltninger i forbindelse med risiko. Det varierer fra kultur til kultur. Det er derfor afgørende, at vi opretter instrumenter til løsning af problemet. Denne omstændighed medfører, at vi ikke er helt på linje med de største konkurrenter, især ikke når vi taler om den procentdel af bruttonationalproduktet, der er investeret i forskning og udvikling. Det er uhyre vigtigt, at vi arbejder i denne retning.

Det var idéen bag indførelsen af Den Europæiske Investeringsbanks facilitet for risikodeling. Med denne facilitet kan potentialet øges, idet vi med hver del af den støtte, som vi giver til EIB, også vil få noget, der ligner fire eller fem dele kredit tilbage. En facilitet som denne vil endvidere give os mulighed for at inddrage nogle af de mere risikofyldte virksomheder, som EIB - efter almindelig banklogik - ikke binder an med. Jeg er sikker på, at det ikke er en magisk løsning på vores problemer, men jeg håber oprigtigt, at forslaget vil blive fulgt op af andre finansieringsinstitutter i Europa.

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Fru formand, jeg vil gerne spørge kommissæren, hvordan han helt konkret forestiller sig, at der skal blive mindre bureaukrati i praksis, for vi hører konstant små og mellemstore virksomheder beklage sig over, at de bureaukratiske forhindringer - i modsætning til dem i de nationale forskningsstøtteprogrammer - er helt ude af proportioner. Og for det andet, hvordan vil forretningshemmeligheder blive beskyttet?

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) De har berørt et af de vanskeligste spørgsmål, der behandles i øjeblikket. Som De helt korrekt nævnte, er den bedste måde, hvorpå man kan fremme deltagelsen af små og mellemstore virksomheder, at mindske bureaukratiet. Store virksomheder skal ikke bruge lige så meget energi på dette som små virksomheder, og det samme gælder for økonomien. Vi ønsker at behandle dette spørgsmål på en ensartet måde og undgå bureaukrati, både i forbindelse med finansforordningen, reglerne for deltagelse og de næste skridt i den interne håndtering af problemet. Det er en meget vanskelig opgave. Jeg er dog helt overbevist om, at vi med en positiv indstilling kan nå et stort skridt i retning af i det mindste at vende den negative tendens.

Samme dag som vi vedtog rammeprogrammet, vedtog vi også det særlige dokument om spørgsmål vedrørende forenkling. Vi oprettede endvidere en form for forenklingsbestyrelse, der består af en række små aktører, der har rådgivet os i udarbejdelsen af reglerne for deltagelse, og som fortsat vil rådgive os om interne forenklingsprocesser.

Jeg opfatter en forenklingsproces som en proces, der skal gennemføres i samtlige faser, og som skal anvendes i hele perioden. Jeg håber, at jeg i forbindelse med denne enorme opgave vil have Europa-Parlamentets og Rådets støtte, da det i et vist omfang er et problem, som vi alle deler.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 37 af Seán Ó Neachtain (H-0076/06)

Om: Forskningsmidler til de europæiske regioner

Kan Kommissionen gøre rede for, hvilke specifikke foranstaltninger den agter at iværksætte for at fremme de europæiske regioners rolle som led i det kommende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling?

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) Forslaget om det syvende rammeprogram omfatter en udvidet regional dimension under det kapacitetsspecifikke program med en række nye initiativer, der giver de europæiske regioner nye muligheder for at komme med i forskning og teknologisk udvikling.

For det første ydes der under den nye ordning for regionerne støtte til forsknings- og udviklingsintensive regionale klynger. Dette følger to runder af eksperimentelle aktiviteter, der har vakt stor interesse blandt vores regionale interessenter. Medlemmerne vil huske, at den første rent faktisk blev stimuleret af Europa-Parlamentet. I forslaget til det syvende rammeprogram anerkender man de regionale aktørers rolle i udviklingen af forskningskapaciteten i deres region, og der ydes støtte til projekter, der er fokuseret på regionale forskningsstyrede klynger.

Et andet vigtigt nyt initiativ under det kapacitetsspecifikke program er et, der drejer sig om at frigøre forskningspotentiale, som sigter mod at udvikle forskningspotentialet i EU's konvergensregioner ved at støtte udstationering af forskningspersonale, indkøb af udstyr eller tilrettelæggelse af konferencer om teknologioverførsel.

Der vil også blive gennemført aktiviteter vedrørende en sammenhængende udvikling af politikker, en del af det kapacitetsspecifikke program, der vil give mulighed for erfaringsudveksling mellem politikere på regionalt niveau. Der er mulighed for aktiviteter under den del af forskningsinfrastrukturen, der vil få betydelige følger for nogle regioner i Europa, og sidst, men ikke mindst Eranet- og Eranet+-aktiviteter, som også omfatter aktører på regionalt plan.

Regionerne har altid været partnere i rammeprogrammet. Det tages nu et skridt videre frem, og vi medtager ordninger, der specifikt er rettet mod regionerne, men det må ikke få os til at glemme, at rammeprogrammet har bidraget til forskning og udvikling i regionerne på flere måder og fortsat vil gøre det.

Rammeprogrammet bidrager til at bekæmpe den regionale ø-mentalitet og teknologisk isolation. Gennem europæiske forskningsprojekter vil innovative virksomheder i konvergensregioner fortsat have forbindelse til de vigtige teknologinetværk og regenerere deres profil og kapacitet, og fjerntliggende universiteter vil fortsat have adgang til innovative måder at tilpasse deres forskningsmodeller på, og i nogle tilfælde kan de blive veritable drivkræfter for udviklingen i regionen.

SMV-netværk, der deltager i rammeprogrammet, vil fortsat forbedre deres teknologiske kompetence. Marie Curie-stipendier vil betyde fortsat støtte til forskning og udvikling af menneskelige ressourcer med direkte konsekvenser for den regionale forskningskapacitet. Nye funktioner i rammeprogrammet øger dets engagement i at forbedre synergien med den europæiske regionalpolitik med henblik på at øge støtten fra strukturfondene til forskning i regionerne.

Gennem vores aktioner inden for rammeprogrammet vil Kommissionen forsøge at præsentere nyttige modeller, der vil give de europæiske regioner mulighed for at blive mere effektive til at udforme og gennemføre forskningspolitikker og dermed blive bedre til at støtte deres aktører på forskningsområdet. De bliver desuden mere effektive til at udnytte midler fra strukturfondene til forskningsinvesteringer.

Dette giver en reel mulighed for at gøre fremskridt i retning af Barcelona-målsætningen om investering af 3 % af BNP i forskning og udvikling i forbindelse med Lissabon-strategien. Det er klart, at vi må løse problemet med at nå op på europæisk, nationalt og regionalt niveau, og det anerkendes klart i forslaget til rammedirektiv.

  Seán Ó Neachtain (UEN). - (EN) Fru formand, jeg takker kommissæren for hans udførlige svar. Jeg vil gerne spørge ham, hvilke overvågningssystemer Kommissionen regner med at bruge til at sikre, at der er balance og ligelig fordeling af finansieringen på tværs af regionerne? Som kommissæren ved, findes der regioner, som ikke er i stand til at skaffe sig denne finansiering, og det er klart, at denne skævhed vil føre til en ujævn udvikling i Europa. Kan kommissæren fortælle mig, hvad Kommissionen påregner at gøre ved det?

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) Det ærede medlem pegede med rette på et spørgsmål, der bekymrer os. Formålet med rammeprogrammet er ikke i første række balance, men ekspertise. Kommissionen er klar over, at vi skal udvikle regionernes potentiale og har i sin fremgangsmåde hele tiden satset på synergi. Det er vigtigt, at man læser samhørighedsretningslinjerne fra Kommissionen grundigt, for her prøver vi at sende et klart budskab om, at medlemsstaterne, når de skal løse deres problemer i regionerne, skal tage hensyn til struktur- og samhørighedsfondene, som er vigtige i den henseende, når man ønsker at nå Lissabon-målsætningerne.

Som jeg sagde tidligere, forsøger vi også at gøre dette gennem vores programmer. Men selv om vi har særprogrammer - som programmet vedrørende regionernes samhørighedspotentiale - er vi nødt til at fortsætte med en åben indkaldelse af forslag, hvor vi vælger de mest stimulerende. Det er vigtigt at have incitamenter til at give dem, der ikke befinder sig på toppen, et løft.

  Anne E. Jensen (ALDE). - Fru formand, Tak til kommissæren for at gøre opmærksom på, at man kan støtte forskning via strukturfondsmidlerne. Jeg er meget interesseret i at vide, hvordan man styrer det og sikrer sammenhængen mellem indsatsen på strukturfondsmidlerne, den nationale forskningsindsats og den forskningsindsats, der gøres i EU generelt. Hvordan kan man styre det, så det bliver fornuftige projekter? Et andet spørgsmål er: Hvilke beløb kan man forestille sig, at der er afsat til forskning under strukturfondene set i relation til de beløb, der er til rådighed under det syvende rammeprogram? Rådet taler om, at 60 % af strukturfondsmidlerne skal gå til Lissabon-mål.

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) Hvis jeg må starte med det sidste, var det også Kommissionens forslag i et brev, som formand Barroso sendte til Parlamentet og Rådet.

Det er vigtigt, at vi anerkender behovet for den rette balance mellem fysisk infrastruktur på den ene side og intellektuel infrastruktur og andre foranstaltninger på den anden med henblik på at stimulere innovation i regioner, som i dag er samhørighedsregioner og mindre udviklede end gennemsnittet i EU. Det er vigtigt.

Jeg deltog for nylig i en konference i Polen med min kollega fru Hübner. Det var en god konference, hvor vi begge kunne forklare tilhørerne, hvor vigtigt det er at angribe spørgsmålet fra begge sider. I sidste ende skal vi være klar over, at hvis man anvender disse anbefalinger, er det op til medlemsstaterne. Vi må forstå, hvor vigtigt det er, at vi skaber balance i denne form for støtte i praksis.

Jeg er også fuldt ud klar over, at landene ikke har de samme behov som følge af forskellige udviklingsniveauer. Så det er særdeles vigtigt, at man virkelig tager hensyn til dette aspekt, og at man også tager hensyn til dette skift i fokus.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, mit spørgsmål er foranlediget af det tilbagevendende behov for at vise folk nye eksempler på, hvordan tingene kan gøres inden for regionalpolitik. Nu, hvor der findes mange metoder med henblik på bedste praksis, og der findes et innovation scoreboard, kunne det så ikke være muligt for Dem, hr. kommissær, og deres kolleger fru Hübner, hr. Potočnik og fru Wallström at stikke hovederne sammen og overveje, hvordan denne gode og afprøvede praksis kan formidles bedre over for de europæiske borgere, så de får et incitament til at styrke denne form for samarbejde i fremtiden.

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) Jeg kan kun sige, at jeg er fuldstændig enig i det ærede medlems bemærkninger. Det er vigtigt på alle områder, at vi arbejder hen imod samme mål, og kun ved at samle alle økonomiske midler på en praktisk måde, kan vi virkelig gennemføre ændringerne.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 38 af Teresa Riera Madurell (H-0084/06)

Om: EU's budget og det syvende rammeprogram for forskning og udvikling

Kommissær Potočnik erkendte den 26. januar 2006 over for Europa-Parlamentet, at den planlagte nedskæring i de finansielle overslag vil skabe alvorlige vanskeligheder for gennemførelsen af målene i det syvende rammeprogram. Selv om man ganske vist må vente med at få kendskab til de nøjagtige nedskæringer, indtil forhandlingerne om EU's endelige budget er afsluttet, bedes Kommissionen alligevel besvare følgende spørgsmål:

Kan Kommissionen allerede nu oplyse, hvilke idéer den først og fremmest arbejder med i forbindelse med tilpasning af rammeprogrammet til de nedskårne budgetmidler? Agter Kommissionen at opretholde det samme forhold i tildelingen af økonomiske midler til de forskellige programmer? Mener Kommissionen ikke, at et af de aspekter, som der absolut ikke må skæres alvorligt ned på, er styrkelsen af forskerstøtten, således at den nuværende "hjerneflugt" kan bremses?

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) I forbindelse med revisionen af EU's syvende rammeprogram for forskning og udvikling er det Kommissionens hensigt at bevare strukturen og den grundlæggende filosofi i det oprindelige forslag i overensstemmelse med den brede enighed, der allerede tegnede sig ved diskussionerne i Parlamentet og Rådet.

Principperne i fremgangsmåden for revisionen blev skitseret på et møde i Parlamentets Udvalg om Industri, Forskning og Energi den 26. januar 2006. Mindre aktioner kan ikke begrænses så meget som store, da de ellers mister deres eksistensberettigelse. Nogle linjer har et budget, der f.eks. afhænger af, at EU eller andre instanser indgår internationale forpligtelser. Prioritering inden for disse temaer og en høj grad af fleksibilitet er også en nødvendighed.

Samarbejdsdelen skal fortsat være det centrale i programmet. Ved siden af samarbejdsdelen vil mange andre aktiviteter, såsom infrastruktur, SMV'er og forskermobilitet få den nødvendige opmærksomhed i det reviderede forslag.

I forbindelse med det reducerede budget skal der ikke kun tages hensyn til opdelingen, men også tidspunktet for indførelsen af nye initiativer. Rammeprogrammet sigter mod at gøre den europæiske forskning mere attraktiv og skabe større mobilitet for forskerne. Det skal underbygges med People-programmet, der har til formål at strukturere mobiliteten samt uddannelses- og karrieremuligheder for forskere over hele Europa. Dette er vigtigt for at skabe et samlet arbejdsmarked for forskere, men det er ikke det eneste program, der skal skabe et attraktivt forskningsområde i Europa.

  Teresa Riera Madurell (PSE). - (ES) Fru formand, jeg takker for Deres forklaringer. Baggrunden for mit spørgsmål var at viderebringe bekymringen blandt vores forskere over de planlagte nedskæringer i finansieringen af videnskaben og teknologien i Europa.

Selv om det er korrekt, at vi er nødt til at vente på, at forhandlingerne bliver afsluttet, er det i praksis af afgørende betydning hurtigst muligt at få kendskab til de tanker, som De gør Dem om tilpasningen af rammeprogrammet til den mindre tildeling af midler, og derfor takker vi Dem for Deres forklaringer. Det er afgørende såvel for at fortsætte vores parlamentariske arbejde som for at kunne informere vores forskere, der ønsker at få en ende på denne uvished, der allerede har varet for længe, om fremtiden for deres forskningsprojekter.

Jeg har også særligt ønsket at spørge Dem, om det fortsat vil være et hovedmål at opnå, at EU reelt bliver et attraktivt område for forskerne. Spørgsmålet bekymrer os meget, og jeg vil gerne spørge Dem, om De kan sige noget mere om denne sag.

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) Vi forsøger alle at nå et af de mål, som medlemsstaterne aftalte i Barcelona i 2002, dvs. at afsætte 3 % af BNP til investeringer i forskning og udvikling. Det er vigtigt, at vi trækker på samme hammel. Det er klart, at samarbejdet på EU-plan kan vise sig at være den bedste måde at bruge og investere pengene på. Dette sker med eller uden vores investeringer. Det er tendensen i det, der foregår, for kun på den måde kan vi virkelig løse de udfordringer, vi står over for. Ved at stimulere dette på unionsniveau kan vi imidlertid fremskynde denne proces. Derfor er jeg helt enig med Dem i, at vores fælles indsats er meget vigtig for at hjælpe Europa fremad.

I dag bruges omkring 5 % af de offentlige midler gennem rammeprogrammet på unionsniveau. Resten investeres via medlemsstaternes budgetter. Privat finansiering er endnu vigtigere end offentlig finansiering. I EU investeres omkring 55 % af de private midler sammenlignet med 45 % af de offentlige midler. Det er vigtigt, at vi forsøger at stimulere ikke bare den offentlige, men også den private sektor. Det er vigtigt, at virksomheder arbejder og investerer i Europa. Derfor er det af central betydning, at disse virksomheder stimuleres gennem skabelse af de rette forudsætninger, dvs. at der findes skatteincitamenter, statsstøtte, at de intellektuelle ejendomsrettigheder er på plads, at offentlige indkøb går i denne retning, at der er adgang til risikokapital, og at vi stimulerer udveksling af videnskabsfolk osv. Alle disse ting har betydning.

Tre procent er en slags indikator for, hvorvidt vi gør tingene korrekt. Vores horisontale politikker, som vi bruger på tværs af alle sektorer, er konsekvente og lever virkelig op til de udfordringer, som vi står over for i dag.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, i en af dagens aviser citeres Jean-Claude Juncker for at have sagt, at de finansielle overslag, Rådets tilbud, ikke skal være det sidste ord. Han hævder, at man kunne forestille sig ca. 875 milliarder euro.

Tror De, at det stadigvæk er muligt at forhøje det syvende forskningsrammeprogram?

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) Dette bør ikke være det sidste ord. De interinstitutionelle samtaler er i gang, og vi kender alle Parlamentets holdning, som var ret definitiv. Jeg har altid glædet mig over Parlamentets støtte i vores fælles bestræbelser på at stimulere uddannelse, forskning og udvikling og innovation, hele "viden-trekanten".

Dette er noget, som vil skulle besluttes i næste fase af processen. Jeg kan blot sige, at investering på unionsniveau i områder vedrørende forskning og udvikling har kunnet betale sig, og det er virkelig vigtigt. Jeg sætter stor pris på Deres støtte.

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE). - (LT) Hr. kommissær, for at kunne gennemføre de videnskabelige forskningsprogrammer er det meget vigtigt, at erhvervslivet deltager i disse, både med anvendelse af de videnskabelige forskningsresultater og gennem investeringer til forskning. I går i Det Økonomiske og Sociale Udvalg præsenterede hr. Verheugen, som er medlem af Kommissionen med ansvaret for et andet område, sine programmer til fremme af innovation. Mit spørgsmål lyder som følger: Samarbejder De, og koordinerer De generelt aktiviteterne mellem to medlemmer af Kommissionen og to typer programmer?

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) "Ja, vi gør" - det ville være det korte svar. Under rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation drejer en fase sig om dette spørgsmål, og de øvrige faser tages op gennem rammeprogrammet. Lige fra begyndelsen har vi koordineret vores aktiviteter, som har en tilsvarende indvirkning på innovation som strukturfonden har på regionerne.

Endvidere er det, når vi taler om at inddrage virksomhederne i vores arbejde, vigtigt at understrege, at vi har et nyt værktøj, som ikke fandtes tidligere: Jeg henviser til teknologiplatformene, som blev indført i begyndelsen af dette århundrede, og som udvikler sig meget hurtigt. Hele idéen om teknologiplatforme - jeg tror, at vi har 28 af dem i øjeblikket - er baseret på, at de er ikke-hierarkiske initiativer, hvor man tager udgangspunkt i virksomhedernes synspunkter. Inden for disse platforme tages der hensyn til synspunkterne hos praktisk taget alle interessenter. Så selv om disse platforme udspringer af et erhvervsinitiativ, omfatter de også forskere, politikere, ngo'er, finansieringsinstitutioner, reguleringsmyndigheder og de øvrige deltagere. De udarbejder såkaldte "strategiske forskningsdagsordener" for de kommende 20 år - eller mere, afhængigt af forskellige faktorer.

Dette er første gang, at man har udviklet et sådant værktøj og denne form for logik på unionsniveau. Jeg mødes dagligt med erhvervsfolk og andre, der helt klart er meget entusiastiske med hensyn til det, der foregår. Selv om vi nu afskaffede disse incitamenter, som i begyndelsen - hvis vi skal være ærlige - blev finansieret gennem rammeprogrammet, et dette nu en proces med sin egen historie. De vil helt klart gøre en forskel på unionsniveau.

Jeg mener, at vi er en del af en proces, der vil medføre yderst vigtige fordele. På grundlag af deres synspunkter vedrørende den langsigtede fremtid, når man har en idé om, hvilken forskning der bør udføres, frem til det endelige produkt og branchens idéer om, hvordan det skal evalueres i deres arbejde, tager vi dette input i betragtning, når vi etablerer vores samarbejdsaktiviteter. I praksis er dette en vigtig del af vores programmer.

På nogle områder, hvor vi mener, at der findes dette langsigtede og stærke partnerskab, og hvor virksomhederne udviser et stærkt engagement og ligeledes andre aktører som f.eks. medlemsstaterne, er vi parat til at udvikle det, vi betegner "fælles teknologiinitiativer", som er det nye langsigtede værktøj med en tydelig samfinansiering, som et nyt værktøj, fra Kommissionen.

Vi har aldrig haft et så klart overblik over hensigter, strategier og synspunkter hos erhvervslivet, som vi har i dag, når vi udarbejder rammeprogrammet, og naturligvis i den endelige fase de specifikke arbejdsprogrammer.

Spørgsmål til Margot Wallström, repræsenteret af Janez Potočnik

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 39 af Hélène Goudin (H-0013/06)

Om: Kommissionens forslag angående "europæiske goodwill-ambassadører"

På min skriftlige forespørgsel om plan D svarer Kommissionen (E-4200/05), at den vil lytte til de synspunkter som kommer fra borgerne. Kommissionen anfører endvidere, at den ikke har til hensigt at bestemme på forhånd, hvilke personer der kan handle som "europæiske goodwill-ambassadører". Ud fra denne oplysning har jeg to spørgsmål, som jeg ønsker konkrete svar på:

Hvis borgerne hovedsagligt fremfører synspunkter, der viser, at de ønsker, at EU-samarbejdet skal begrænses, og at mere EU-integration ikke er ønskelig, vil Kommissionen da handle i overensstemmelse med disse mål og anbefale mere mellemstatligt samarbejde?

Hvordan skal de personer udvælges, der skal virke som "goodwill-ambassadører"? Man må formode, at visse personer eller visse organisationer vil foreslå egnede "goodwill-ambassadører", eller kan enhver kendt person, uanset dennes politiske holdning, officielt udfylde denne rolle?

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru Wallström ligger i sengen med influenza. Det er grunden.

Som et supplement til Kommissionens svar på den skriftlige forespørgsel E-4200/05, som det ærede medlem tidligere har stillet om goodwill-ambassadører, kan Kommissionen forsikre det ærede medlem om, at den i tænkepausen har til hensigt at lytte til borgernes synspunkter om en række EU-spørgsmål og uddrage konklusioner af diskussionerne på alle niveauer. Der vil blive drøftet en række forskellige spørgsmål, og de kan muligvis omfatte anbefalinger om den ønskede grad af integration på EU-niveau, men Unionens rolle vil helt sikkert blive taget op, og under alle omstændigheder vil indholdet i databasen med diskussioner blive afspejlet i feedbackprocessen.

Denne proces indledes med en sammenfattende rapport, som Kommissionen vil forelægge Det Europæiske Råd under det østrigske formandskab med henblik på at forberede, at der skal gøres status over situationen på Det Europæiske Råds møde i juni 2006. Kommissionen vil gerne benytte lejligheden til at erindre det ærede medlem om, at erklæringen om en tænkepause blev vedtaget af stats- og regeringscheferne selv, og derfor er det også op til Rådet at gøre status over processen.

De europæiske institutioner har desuden en vigtig rolle ved tilrettelæggelsen af nationale debatter, men det primære ansvar ligger hos medlemsstaterne. Det, Kommissionen har anbefalet i Plan D, er, at de nationale diskussioner struktureres på en sådan måde, at man sikrer, at tilbagemeldingerne har en direkte indvirkning på EU's politiske dagsorden.

Med hensyn til anden del af det ærede medlems spørgsmål vil Kommissionen gerne understrege, at de forskellige initiativer, der foreslås i Plan D på europæisk plan, er et led i en langsigtet plan og skal gennemføres i forskelligt tempo i de 25 medlemsstater. Planen om de europæiske goodwill-ambassadører er en af de foranstaltninger, der skal udvikles yderligere i de fleste EU-lande og i samarbejde med medlemsstaterne afhængigt af kreativiteten og forslagene fra de involverede i processen.

Der findes ikke nogen enkelt model for hvert af landene, ligesom der heller ikke findes en standardmodel for tilrettelæggelsen af debatterne i medlemsstaterne. Under alle omstændigheder mener Kommissionen, at det er vigtigt, at ambassadørerne altid opererer på frivillighedens grundlag, og at de skal bidrage med deres egne synspunkter. Kommissionen har ikke til hensigt at påtvinge dem en bestemt linje.

  Hélène Goudin (IND/DEM). - (SV) Jeg vil gerne vide, om ikke kommissær Potočnik synes, at projektet med "goodwillambassadører" kan virke latterligt. Burde det ikke være folkevalgte parlamentsmedlemmer, som er ambassadører for EU?

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) Der er ingen tvivl om, at vi har tillid til, at Parlamentets medlemmer vil optræde som ambassadører for EU. Det er op til os alle, at være det. Jeg mener, at Europa simpelthen er for stort, og der findes så mange misforståelser i Europa i dag, at ingen af os, selv om vi prøvede helhjertet, kan tackle dem rigtigt. Jeg mener, at enhver indsats, der kan øge bevidstheden om, hvad EU virkelig er, kan give os bedre resultater.

Jeg er enig med det ærede medlem i, at det er op til os alle, medlemmer af Parlamentet og Kommissionen, men den foranstaltning, vi foreslår er også vigtig.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 40 af Richard Corbett (H-0021/06)

Om: Ressourcer til debat om Europas fremtid

Hvilke ressourcer vil være disponible for civilsamfundsgrupper med henblik på at fremme debatten om Europas fremtid? Hvornår vil forslagsindkaldelsen blive offentliggjort?

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) Kommissionen ønsker at fortælle det ærede medlem, at der afsættes 7,6 millioner euro til budgetposten for Prince på 2006-budgettet, og det er hensigten, at de skal finansiere foranstaltninger i henhold til Plan D for at sætte fokus på debatten i den tænkepause, der blev besluttet på Det Europæiske Råds møde i juni 2005.

Dette budget vil blive forvaltet på følgende måde: Der iværksættes en indkaldelse af tilbud på 2 millioner euro i løbet af de kommende uger for at yde støtte til paneuropæiske projekter, der sigter mod at skabe forudsætninger for borgernes debat om EU-spørgsmål. De vil sigte mod at støtte netværk mellem EU-borgerne og deres deltagelse i debatten om Europa. De vil sigte mod at indsamle borgernes synspunkter, navnlig med kvalitative midler og i stor målestok, og de vil sigte mod at levere analyser af borgernes bidrag, som skal bruges til feedback for beslutningstagerne. Desuden afsættes der 850.000 euro til udarbejdelse af specifikke informationsprodukter.

For at stimulere gennemførelsen af Plan D bevilges der endvidere 4,5 millioner euro på lokalt plan til Kommissionens repræsentationer med henblik på tilskynde til debatter på regionalt og lokalt plan og forbedre synergi og koordinering mellem det nationale og regionale niveau samt EU-niveauet vedrørende gennemførelsen af Plan D. Disse 4,5 millioner euro vil blive anvendt enten gennem indkaldelser af forslag eller gennem indkøb.

Endelig ansøger vi om 250.000 euro til udvikling af et websted, der er målrettet mod debatten om Europa. I den bredere sammenhæng har Kommissionen allerede udtrykt sin skuffelse over Det Europæiske Råds seneste aftale om at beskære de samlede bevillinger i de næste finansielle overslag, udgiftsområde 3, i en situation, hvor debatten i Europa får stor betydning.

  Richard Corbett (PSE). - (EN) Jeg glæder mig over Kommissionens svar. Jeg er glad for, at man fokuserer på det civile samfund og ngo'erne og ønsker at lytte til deres synspunkter i stedet for bare at lytte til boulevardpressen og andre modstandere af debatten. Jeg vil også gerne sige, at selv om man indtil videre i denne tænkepause har fokuseret mere på sammenhængen end på forfatningsteksten, håber jeg, at Kommissionen vil erkende, at vi på et tidspunkt er nødt til at bringe diskussionen videre og diskutere, hvad vi rent faktisk skal gøre ved denne tekst, måske ikke i år, men helt klart næste år.

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) Naturligvis mener jeg, at vi også skal være opmærksomme på indholdet og de spørgsmål, De understregede. Som De sagde, bliver det måske ikke i år, måske næste år, men vi bør bestemt også være opmærksomme på dette.

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. kommissær, i lyset af Kommissionens ønske om at kontrollere sin egen propaganda - bevist ved kommissær Wallströms meddelelse for nylig om forslaget om en politisk styret europæisk nyhedskanal - EBS - hvordan kan man da have tillid til, at man vil forsøge alt for at skabe balance i fordelingen af finansiering mellem organisationer og enkeltpersoner, der er for forfatningen, og dem, der er modstandere af forfatningen?

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) Det bør være en åben debat, og det er altid meningen. Det skal være en debat, hvor begge sider, for og imod, kommer til orde. Sådan foregik det under debatten om forfatningen, og den blev tilrettelagt som en bred høringsproces. Det er meningen fremover.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 41 af Marie Panayotopoulos-Cassiotou (H-0030/06)

Om: Foranstaltninger til forbedring af de europæiske informationsnet

Hvordan bedømmer Kommissionen de europæiske informationsnets hidtidige aktiviteter?

Agter Kommissionen at foretage en ny planlægning for at gøre informationen af de europæiske borgere mere effektiv, og hvis ja, hvilke finansieringsmekanismer agter den at gøre brug af?

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) Den 1. maj 2005 lancerede Kommissionen et nyt netværk med Europe Direct-informationskontorer. 393 nye kontorer over hele den udvidede Europæiske Union har taget over efter de tidligere Info-Point Europe og Rural Information og Promotion Carrefours, som var rettet mod befolkningen i henholdsvis landdistrikter og byer. Målsætningerne for det nye netværk er blevet tilpasset, så det bedre opfylder befolkningens informationsbehov.

Finansieringsmekanismerne bag netværket skal være i overensstemmelse med EF's finansforordning. De nye informationskontorer blev derfor udvalgt på grundlag af en række indkaldelser af forslag i henhold til Kommissionens beslutning C/2004/2869. Hvert Europe Direct-informationskontor modtager et driftstilskud på højst 24.000 euro, mens det maksimale tilskud til tidligere IPE'er og Carrefours var 20.000 euro. Desuden planlægger Digicom at lancere en supplerende indkaldelse af forslag i begyndelsen af 2007 med henblik på at åbne nye kontorer i geografiske områder med utilstrækkelig dækning under det eksisterende netværk og under hensyntagen til den kommende udvidelse med Rumænien og Bulgarien.

Hvad angår vurderingen af netværkenes betydning, afslørede en intern evaluering af de tidligere informationskontorer i 2003 kontorernes reelle værdi som partnere i kommunikationspolitikken, navnlig på lokalt og regionalt plan. For de nye kontorer vil der fra og med andet halvår 2006 blive indført et onlineovervågningssystem med henblik på at kunne evaluere informationskontorernes aktiviteter.

Endelig vil Kommissionen inden for rammerne af handlingsplanen for kommunikation om Europa, som blev offentliggjort i juli 2005, gennemføre en feasibilityundersøgelse - foranstaltning 6 i handlingsplanen - for at vurdere det ønskelige i gradvis at effektivisere Kommissionens forskellige informationskilder. Som angivet i foranstaltning 42 i samme handlingsplan planlægger man også en konsekvensundersøgelse af formidlingen om informationskontorernes aktiviteter mod slutningen af 2006.

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou (PPE-DE). - (EL) Fru formand, efter at have hørt Deres svar på det foregående spørgsmål vil jeg gerne spørge, om der er tale om en forholdsmæssigt rimelig udgift til denne permanente information om Europas nutid i forhold til udgiften til aktion D, som De nævnte.

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) Der er ikke nogen penge til det. Der er ingen sammenhæng mellem det foregående spørgsmål og dette.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 42 af Margarita Starkeviciute (H-0072/06)

Om: Euronews' udsendelser i Litauen

EuroNews tilbyder hver dag en dækning af aktuelle europæiske emner og er delvist finansieret af EU-budgettet. Indbyggerne i Litauen har ikke mulighed for at se sådanne programmer, hvilket stiller dem ufordelagtigt i forhold til indbyggerne i de andre medlemsstater, og de lokale massemedier har ikke råd til at ansætte reportere i Den Europæiske Union.

Kan Kommissionen se, om der er nogen mulighed for at give indbyggerne i Litauen adgang til en halv time dagligt af EuroNews' udsendelser på deres nationale offentlige fjernsyn?

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) I 2005 underskrev Kommissionen en serviceaftale med EuroNews om dækning af EU-anliggender i selskabets nyhedsudsendelser og magasiner under et nøje defineret charter om redaktionel frihed. Kontrakten omfatter produktions- og distributionsudgifter for EU-programmerne. Den blev underskrevet på grundlag af de syv eksisterende sprog - tysk, engelsk, fransk, italiensk, portugisisk, spansk og russisk - og status for distributionen. Den indeholder ikke nogen forpligtelse til, at kanalen skal øge sin geografiske dækning eller antallet af sprog. Det hedder dog i kontrakten, at uanset hvor meget dækningen eller antallet af sprog vokser i aftalens løbetid, skal EU-programmerne tages med.

Et af udvælgelseskriterierne var EuroNews' kapacitet og vilje til at udvikle sin geografiske og sproglige dækning. Siden kontrakten blev underskrevet, har man lanceret udsendelser i Rumænien og på rumænsk; der er indgået aftaler i Indien, Kina og andre steder.

EuroNews diversificerer også de forskellige distributionsteknologier, som kanalen kan modtages på: kabel, DTT, mobiltelefon osv. Men distributionen er et kommercielt anliggende, som EuroNews fastlægger suverænt. Kommissionen opfordrer naturligvis EuroNews til på alle måder at øge sine geografiske distributionsteknologier og sprogdækning.

For Litauens vedkommende kan kun 49.000 husholdninger ud af 1,33 millioner i dag modtage EuroNews via kabel og satellit. EuroNews er kandidat til at blive distribueret via digitalt jordbaseret tv, Lietuvos Telekomas, og håber på et positivt svar. Der er i øvrigt forhandlinger i gang med den offentlige kanal LRT, som vil give LRT tilladelse til at udsende EuroNews-programmerne på deres sendenet, så ofte man vil. Det diskuteres i øjeblikket at lancere et litauisk program, svarende til de rumænske.

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE). - (LT) Mange tak for svaret. Jeg er sikker på, at Kommissionen i fremtiden vil forsøge at sikre, at der er mulighed for at se Euronews' udsendelser i alle lande, hvor disse nyheder ikke sendes, f.eks. i nabolandene, da fjernsyn stadig er den mest populære informationskanal, især i Europa.

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. - (EN) Vi gør det bedste, vi kan, og tager hensyn til alle kontrakter og EuroNews' uafhængighed.

Spørgsmål til Mariann Fischer Boel

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 43 af Henrik Dam Kristensen (H-0007/06)

Om: Sukkeraftalen og renationalisering af den fælles landbrugspolitik

I aftalen om en sukkerreform åbnes mulighed for, at nogle af medlemsstaterne kan udbetale national støtte til sukkerroeproducenterne. Hvad er i forlængelse heraf Kommissionens principielle holdning til brug af national støtte som et reguleringsinstrument i den fælles landbrugspolitik? Er det et instrument, som vi kan forvente, at Kommissionen vil anvende i forbindelse med fremtidige forslag? Eller er det en undtagelse, at det bliver taget i anvendelse i forbindelse med sukkerreformen? Hvordan ser Kommissionen på perspektiverne for afviklingen af subsidier til landbrugsproduktion i EU i tilfælde af en hel eller delvis renationalisering af landbrugsstøtten?

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - Fru formand, Ærede medlem! Hvad angår anvendelsen af den fælles europæiske landbrugspolitik, har det lige fra begyndelsen været et fuldstændig anerkendt princip, at der skulle tages hensyn til landbrugets særlige karakter og til de strukturbetingede forskelle mellem de forskellige områder i EU - fra Finland i nord til den sydligste spids af Italien. Og det kunne evt. ske ved hjælp af statsstøtte.

Det er i dag tilladt at yde statsstøtte til produktion og forarbejdning af forskellige landbrugsprodukter, der er nævnt i bilag I til EF-traktaten, hvis tre forskellige kriterier er opfyldt. Dels må man ikke forskyde konkurrencevilkårene. Støtten skal hænge sammen med den øvrige fælles landbrugspolitik, og derudover skal den selvfølgelig være forenelig med de internationale forpligtelser, som vi har indgået. I denne sammenhæng kunne jeg nævne vores WTO-aftale om landbrug.

På rådsmødet i november måned fastlagde landbrugsministrene den politiske linje for reformen af den fælles EU-politik på sukkerområdet. Ifølge denne aftale bliver det muligt at yde en begrænset specifik statsstøtte på højst 350 euro pr. ha til sukkerroeproducenterne i Finland, og højst 90 millioner om året er specifikt målrettet til EU's "fjernområder". Det blev endvidere besluttet, at de medlemslande, der reducerer deres sukkerkvote med mere end 50 %, får mulighed for at modtaget midlertidig støtte i en overgangsperiode på fem år fra det produktionsår, hvor man begynder at reducere, eller hvor man reducerer kvoten ned under 50 %. For Italiens vedkommende har det allerede været muligt at yde en sådan overgangsstøtte, der svarer til ca. 11 euro pr. ton sukkerroer pr. produktionsår. Det har primært været målrettet til transport af roer.

Reformen af den fælles landbrugspolitik (CAP-reformen), der blev vedtaget i 2003 i overensstemmelse med de beslutninger, som tidligere var truffet på landbrugsområdet både i Berlin, Göteborg og Bruxelles, er nu ved at blive gennemført. I de nye medlemslande ligger reformen klart inden for budgetrammen for det udvidede EU, der blev fastlagt i Bruxelles i 2002. I forbindelse med vedtagelsen af CAP-reformen har der ikke været noget som helst ønske om at renationalisere den europæiske landbrugspolitik.

  Henrik Dam Kristensen (PSE). - Fru formand, Mange tak til kommissæren for svaret. Først vil jeg gerne sige, at det var godt, at vi fik en sukkerreform. Og så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at kommissæren er på lovlig grund. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved den måde, reformen er udformet på.

Jeg er nok mere er ude efter et politisk svar, en politisk tilkendegivelse. Jeg tror, at vi skal have flere reformer inden for landbrugsområdet i de kommende år. Derfor vil jeg gerne vide, hvordan kommissæren forholder sig til, at man bruger renationalisering som et instrument, når man laver en reform. Har kommissæren ingen betænkeligheder ved at gå ad den vej? Som jeg ser det, vil det betyde, at vi forlader den fælles landbrugspolitik. Jeg efterlyser med andre ord kommissærens principielle holdning til begrebet renationalisering i landbrugspolitikken fremover.

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - Fru formand, Jeg tror ikke, at det ærede medlem er i tvivl om holdningen til renationalisering, når vi snakker om den fælles europæiske landbrugspolitik. Der har på intet tidspunkt været lagt op til en renationalisering - tværtimod!

Og hvis jeg må bruge et relativt dagsaktuelt eksempel, så er det klart, at der fra min side har været kæmpet med alle til rådighed stående legale midler mod det forslag, som det britiske formandskab lancerede i forbindelse med forhandlingerne om det næste finansielle overslag for 2007-2013, om en frivillig modulering på op til 20 %.

Sådan et forslag vil efter min opfattelse betyde, at man tager det første skridt mod en renationalisering af den fælles europæiske landbrugspolitik. Det vil betyde, at vi i stedet for at konkurrere på samme grundlag vil komme i en situation, hvor landbrugspolitikken kommer til at dreje sig om en konkurrence mellem de forskellige statskasser og mellem de forskellige finansministre i EU's 25 medlemslande.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 44 af Zbigniew Krzysztof Kuzmiuk (H-0011/06)

Om: Sukkermarkedsreformen

Den reform af sukkermarkedet, som Kommissionen og Rådet har vedtaget, giver bl.a. mulighed for at yde sukkerproducenterne en kompensation på 730 euro pr. t kvote, som de giver afkald på. I Polen, hvor produktionskvoterne tildeles sukkerfabrikker og ikke landmænd, der dyrker sukkerroer, kan dette medføre et fald i sukkerproduktionen, som kan tvinge landmændene til at holde op med at dyrke sukkerroer.

Hvilken form for støtte vil landmændene i Polen få, når de bliver tvunget til at holde op med at dyrke sukkerroer?

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Sukkerkvoten fastlægges i princippet pr. land i henhold til fællesskabslovgivningen. Under den nuværende markedsordning for sukker tildeler medlemsstaterne kvoterne til sukkerproducerende virksomheder og rent faktisk ikke direkte til sukkerroeproducenterne. Dette princip bliver ikke ændret ved reformen, og Polen er ikke nogen undtagelse fra denne regel.

Omstruktureringsfonden oprettes for at lette de nødvendige omstruktureringsforanstaltninger, som skal føre til lavere sukkerproduktion i de mindre konkurrencedygtige regioner i EU.

Virksomheder, der giver afkald på deres sukkerkvote, vil blive berettiget til omstruktureringsstøtte i en overgangsperiode på fire år. Men denne udbetaling vil blive sammenkædet med en række betingelser, herunder obligatorisk høring af sukkerroeproducenterne og indsendelse af en omstruktureringsplan, der skal aftales mellem regeringen og branchen. Medlemsstaterne vil få betydelig fleksibilitet med hensyn til indførelse af detaljerede bestemmelser for gennemførelsen af omstruktureringsstøtten, når blot de overholder de overordnede regler for den kommende fællesskabslovgivning. Derfor - og det er meget vigtigt, og det understreger jeg ved enhver lejlighed - kan virksomhederne ikke stikke omstruktureringspengene i lommen. Dette er meget vigtigt, og det er hele tanken med denne omstruktureringsfond.

Ud over virksomhederne vil sukkerroeproducenterne og maskinleverandørerne også kunne nyde godt af denne omstruktureringsfond. Et beløb på mindst 10 % af omstruktureringsfonden svarende til 730 euro pr. t skal forbeholdes producenterne for navnlig at kompensere for investeringer i specialmaskiner, som er nødvendige for at kunne producere sukkerroer. Det er helt klart, at medlemsstaterne med denne ordlyd på "mindst 10 %" kan beslutte, at der skal afsættes en højere procentdel til sukkerroeproducenterne, landmændene.

Det skal også understreges, at sukkerroeproducenterne uafhængigt af den omstruktureringsfond, som vi netop har talt om, vil modtage direkte støtte som kompensation for deres indtægtstab på grund af prisnedsættelserne. De vil modtage denne støtte direkte, selv om de indstiller produktionen af sukkerroer. Dette punkt er meget vigtigt.

For de nye medlemsstater bliver der naturligvis ikke tale om nogen indfasning af den gradvise betaling for sukkerroekompensationen. Sukkerroeproducenterne i de nye medlemsstater vil modtage præcis samme beløb pr. ha som EU-15, hvilket betyder, at der ikke bliver tale om nogen indfasning, som der findes for korn. Kompensationen bliver på 100 % fra det tidspunkt, hvor den nye sukkerreform først blev gennemført.

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (UEN). - (PL) Fru formand, jeg ønsker at stille endnu et spørgsmål. Har Kommissionen udarbejdet instrumenter til at begrænse overførslen af sukkerkvoter mellem landene, f.eks. fra Polen til andre lande? Eksisterer disse instrumenter, og er de effektive?

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Det har ikke været en del af denne aftale i Rådet, at det er muligt at overføre kvoter mellem medlemsstaterne. Det er muligt inden for en medlemsstat. Inden for Polen eller inden for et hvilket som helst andet land er det f.eks. muligt at flytte en kvote fra en fabrik til en anden, men reformforslaget giver ikke mulighed for overførsel af kvoterne på tværs af grænserne.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 45 af Glenys Kinnock (H-0089/06)

Om: Raffineringsstøtte

Som bekendt modtager de AVS-lande, der har undertegnet sukkerprotokollen, en garanteret pris for deres råsukker svarende til EU's minimumsinterventionspris. I øjeblikket omfatter denne pris en grundlæggende tilpasningsstøtte til traditionelle raffinaderier - tilpasningsstøtten udgør 5,1 % af den garanterede pris. Denne støtte beløber sig til ca. 35 millioner euro. Ifølge den foreslåede reform af EU's sukkerordning vil denne raffineringsstøtte imidlertid ikke længere blive udbetalt fra EU-budgettet - tværtimod vil AVS-landenes garanterede pris blive nedsat med 5,1 %, hvilket svarer til et indkomsttab for AVS-landene på 35 millioner euro.

Kan Kommissionen bekræfte, at Kommissionen vil overveje muligheden af at foretage en mindre justering af kompromispakken om den fælles markedsordning, der er på Rådets dagsorden den 20. februar, og sikre, at tilpasningsstøtten til raffineringsindustrien fortsat udbetales fra EU-budgettet?

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) For at garantere prisen for landene under sukkerprotokollen har priserne altid bevæget sig helt i overensstemmelse med EU's institutionelle sukkerpriser, så der har aldrig været nogen garanti for en fast pris for landene under sukkerprotokollen. Men landene under sukkerprotokollen vil få fordel af en lavere prisreduktion frem til produktionsåret 2008-2009. Dette giver disse lande en periode på tre år til at tilpasse deres nye pristilskudsordninger inden for EU.

I løbet af 2006-2007 og 2007-2008 vil referenceprisen for råsukker kun falde med 5 %, mens producenter af sukkerroer i EU vil opleve et prisfald på 20 % det første år og 27,5 % det næste år. Årsagen til denne reduktion på kun 5 % er, at raffinaderierne og dermed AVS-leverandørerne fritages for omstruktureringsafgiften. De behøver slet ikke betale afgiften. Men raffinaderierne vil miste fordelen ved raffineringstilskuddet, som afskaffes i forbindelse med reformen.

Det er helt klart, at de forskellige betingelser for AVS-landene efter indførelsen af reformen i EU er blevet drøftet grundigt, før man nåede til politisk enighed i Rådet. Det har lige fra begyndelsen været helt klart, at det var vigtigt at sikre perioden i de sidste seks måneder af 2006, som ligger uden for den næste finansieringsperiode. Derfor traf man beslutning om at bevilge 40 millioner euro specifikt til perioden fra 1. juli frem til slutningen af i år.

I perioden inden for de næste finansielle overslag har det ligget helt fast, at Kommissionens ønske om at tildele et betydeligt højere budget end de førnævnte 40 millioner euro vil afhænge af de igangværende diskussioner om de finansielle overslag for den næste periode. Men det er et betydeligt højere beløb end det nævnte. Jeg kan kun sige, at Kommissionens forslag indeholdt et budget på 190 millioner euro om året, og derfor håber jeg, at der også her i Parlamentet vil være forståelse for behovet for at hjælpe disse AVS-lande, navnlig i overgangsperioden.

  Glenys Kinnock (PSE). - (EN) Tak, fru kommissær. Jeg taler om det forhold, at følgevirkningerne af reformen af sukkerordningen kan mærkes i de 18 lande under sukkerprotokollen. De siger, at der var 40 millioner euro til de 18 lande. Tre kommissærer - De selv, hr. Mandelson og kommissionsformanden - lovede 190 millioner euro til AVS-landene. Nu følger jeg det meget nøje. Vi kan ikke se, at der er plads til de penge på budgettet; vi kan ikke se, at det er sandsynligt, at der kommer noget, der minder om det beløb, med på budgettet. Uanset hvor hårdt Parlamentet prøver, er det meget vanskeligt ved budgettildelingen at sørge for, at vi sikrer de penge, vi har brug for.

Vil De, fru kommissær, opfordre Rådet til at acceptere, at vi skal sikre pengene mellem ikke-bevilgede midler, som vi måtte finde under udgiftsområde IV? Vil De påtage Dem at beskytte de sukkerproducerende AVS-lande i denne fase, hvor de føler sig så sårbare?

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru Kinnock, jeg er helt sikker på, at når De nu er så velinformeret om dette emne, og det ikke er første gang, vi har diskuteret det, ved De, at vi har været i meget tæt kontakt med de sukkerproducerende AVS-lande. Det er ikke alle disse lande, der producerer sukker. Det har været meget vigtigt for os at forsøge at hjælpe dem, måske ikke til at fortsætte med at producere sukker, hvis de ikke er konkurrencedygtige, men så til at forsøge at gøre noget andet. Derfor var jeg meget glad for, at vi på Kommissionens møde i sidste uge kunne få en meddelelse om bioethanol igennem. Bagefter deltog hr. Michel, som er ansvarlig for udviklingsmidlerne, i en pressekonference sammen med mig om dette spørgsmål, fordi bioethanol kan være et alternativ for de lande, der ønsker at holde op med at producere sukker.

Diskussionen om tallene er endnu ikke afsluttet. Men det har været vigtigt for Kommissionen at sende et klart signal om, at vi er opmærksomme på mulighederne for disse sukkerproducerende AVS-lande. Jeg er helt sikker på, at de, når De taler med dem, også vil fortælle, at vi har haft talrige møder med disse lande. Vi har f.eks. været i direkte kontakt med dem ved to lejligheder under Rådets møder. Vi har erkendt, at dette virkelig er et spørgsmål, som vi fokuserer på.

  Formanden. - Spørgsmål, der på grund af tidnød ikke var blevet besvaret, ville blive besvaret skriftligt (se bilag).

Spørgetiden er afsluttet.

(Mødet udsat kl. 19.20 og genoptaget kl. 21.00)

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om risiko- og krisestyring i landbruget (2005/2053(INI)) (A6-0014/2006).

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, først vil jeg gerne takke Europa-Parlamentet, navnlig ordføreren hr. Graefe zu Baringdorf, og medlemmerne af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter for deres arbejde med risiko- og krisestyring og det meget nyttige beslutningsforslag og betænkningen. Jeg vil naturligvis gennemgå Deres holdning og de forskellige forslag i betænkningen nøje.

Min hensigt med meddelelsen om risiko- og krisestyring, som blev fremlagt i marts 2005, var at sætte gang i en omfattende debat. Jeg mener, at vi har nået dette mål, i Rådet, i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og nu i Europa-Parlamentet. Deres bidrag bliver vigtigt for vores videre arbejde.

Derfor tager jeg Deres holdning vedrørende de tre muligheder for nye foranstaltninger til udvikling af landdistrikter som støtte for risiko- og krisestyring til efterretning. Jeg glæder mig over Deres tilskyndelse til at fortsætte arbejdet med dette emne. Jeg bemærker mig Deres særlige interesse for valgmulighed 2, som vedrører de fælles midler.

På kortere sigt deler jeg Deres synspunkter vedrørende frugt- og grøntsagssektoren, og jeg har allerede sagt til Rådet, at vi vil undersøge emnet risiko- og krisestyring i forbindelse med den kommende reform af den fælles markedsordning for frugt og grøntsager.

Men som De har bemærket, er temaet risiko- og krisestyring meget kompliceret, navnlig fordi formålet er, at vi skal tilpasse os den ændrede internationale samhandel under WTO-reglerne. Derfor er vi nødt til at undersøge dette område yderligere.

Med hensyn til den analysemæssige baggrund lancerede vi i begyndelsen af 2005 et forskningsprojekt om instrumenter til risiko- og krisestyring for EU's landbrug. Dette arbejde er kommet et godt stykke vej, og vi får formentlig nogle foreløbige resultater i det kommende år.

Vi forbereder også en undersøgelse af forsikringssystemerne inden for landbruget i de forskellige medlemsstater og det tekniske spørgsmål om forsikringssystemer inden for landbruget. Dette var en specifik opfordring fra Europa-Parlamentet. Det er vigtigt at beskrive og analysere, hvad der sker i medlemsstaterne, før man beslutter, hvorvidt det er nødvendigt at etablere permanente europæiske instrumenter vedrørende forsikringsmuligheder. Vi får så et godt grundlag for diskussioner i det kommende år, som vil lette den detaljerede politiske diskussion, der er vigtig, før vi bliver enige om yderligere foranstaltninger. Jeg er helt sikker på, at jeg efter at have lyttet til Deres bemærkninger, vil kunne svare direkte på nogle af Deres spørgsmål.

  Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf (Verts/ALE), ordfører. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, landbrugssektoren er afhængig af mange faktorer, som ikke alle bliver betragtet som risici inden for håndværk og industri. Derfor har den fælles landbrugspolitik altid beskyttet den mod visse risici, og hidtil har intervention i form af garanterede priser og en garanteret afsætning for vigtige produkters vedkommende givet visse bedrifter en indkomstsikring. Men det har medført en fordeling af støtten, som i vid udstrækning favoriserede større bedrifter på bekostning af de mindre. Udbetalingerne var nemlig fordelt på den måde, at 80 % af pengene gik til 20 % af bedrifterne.

Det resulterede også i partielle overskud i et område af EU, som hører til en af de største importører af fødevarer i verden, fordi denne statslige intervention medførte en slags støvsugereffekt. Disse overskud blev så afsat på verdensmarkedet for milliardbeløb ved dumping finansieret af skatteborgerne med den følge, at de regionale markeder i nogle lande, hovedsagelig i den tredje verden, blev ødelagt.

Efter reformerne har vi derfor forsøgt i det mindste at begynde at sætte en stopper for det, men pengene bliver stadigvæk fordelt i samme forhold. Vi har en situation, hvor højt rationaliserede bedrifter modtager 120.000 euro pr. ansat pr. år, mens størstedelen af bedrifterne modtager mindre end en tiendedel af det beløb.

Når vi nu overvejer, om vi skal iværksætte en ny risiko- og krisestyring, så må vi korrigere fordelingen af statsstøtte til fordel for landbobedrifterne. Det handler ikke om store og små bedrifter - det handler om produktionsmetoderne, altså om, hvor de ansatte rent faktisk er beskæftiget.

Vi - og jeg som ordfører - mener, at vi af de forslag, som De har opført her, må se på det første forslag om forsikring mod naturkatastrofer, hvilket allerede sker, det skal blot være på et mere systematisk grundlag.

Forslag 2 med hensyn til, hvorvidt der er eller skal være gensidige risikofonde, er en interessant overvejelse, men også her bør det, som jeg sagde før, præciseres, at de indbetalinger, som landbrugerne skal foretage til disse fonde, både skal tage højde for produktionsomfanget og landbrugernes evne til at betale, så det nye system ikke ender med igen at skabe ulighed til skade for landbruget.

Det er også vigtigt, at landbrugerne selv bidrager til denne forsikring, at der altså sker samfinansiering fra bedrifternes side, så vi ikke ender med en statssikring og erstatter et system med et andet, altså genindfører den ordning, som vi netop har afskaffet, under et nyt navn. De normale risici skal landbrugerne og driftslederne i vid udstrækning selv indkalkulere og afhjælpe på baggrund af deres forretningsevner.

Vi er særlig kritiske med hensyn til forslag 3, som vedrører almindelig dækning af indkomstkriser. Naturkatastrofer og uforudsigelige risici medfører naturligvis altid indtægtstab, altså en økonomisk belastning. Vi må blot ikke løbe den risiko, at vi med denne dækning af indkomstkriser kommer tilbage til det gamle system med garanterede indkomster via statslige interventioner. Det vil fremgå af betænkningen, hvor forsigtig vi har været her.

Alligevel har nogle grupper koncentreret sig om dette område i deres ændringsforslag og har i det mindste sagt, at vi bør undersøge muligheden for at støtte disse foranstaltninger og forbindelsen til WTO. Til det kan vi kun sige, at det gamle interventionssystem blev afskaffet med reformerne, og det skal ikke erstattes.

  Ioannis Gklavakis, for PPE-DE-Gruppen. - (EL) Hr. formand, alle ved, at landbrugsproduktionen er følsom over for klimaforhold. Det gjorde den foregående taler også opmærksom på, så jeg vil ikke gentage det her. Det er også velkendt, at der var langt mere protektionisme mod græsk landbrug under den gamle fælles landbrugspolitik end under den nuværende, og vi er meget bange for, at den kommende fælles landbrugspolitik bliver endnu værre.

Vi mener, at hvordan forsikringsordningen end fungerer, vil den have både gode og dårlige sider. Vi mener dog, at EU deltager alt for lidt i finansieringen, og jeg mener, vi bør være mere gavmilde på dette punkt. Jeg vil også tilføje, at der bør lægges særlig vægt på frugt og grøntsager, som er følsomme produkter, der har større behov for beskyttelse.

Endvidere oplever vi netop nu i disse dage en stigning i brændstofpriserne, som for mange landbrugsprodukters vedkommende medfører en katastrofal forøgelse af omkostningerne. Der er yderligere foranstaltninger, som vi bør undersøge meget nøje, nemlig at oplagring, forarbejdning og fremstød bør øges i krisesituationer, men også frivillig nedskæring i produktionen. Vi finder det især vigtigt, at der hurtigt kan gribes ind i hele systemet.

Til sidst vil jeg sige, at vi har ført vores landbrug ind i et meget globaliseret miljø, og hvis vi ikke støtter det, vil det gå til grunde, og vi vil stå uden et europæisk landbrug.

  Bogdan Golik, for PSE-Gruppen. - (PL) Hr. formand, betænkningen fra hr. Graefe zu Baringdorf, som vi har drøftet i dag, viser med al tydelighed fejlene og manglerne i systemet for risiko- og krisestyring i europæisk landbrug.

Den fælles landbrugspolitik har i mange år beskyttet landbruget og landmændene i Europa. Selv om de nylige reformer har gjort landmændene mere markedsorienterede, har de også tvunget dem til at bære ansvaret for risikostyring. Med et subsidieret europæisk landbrug er mekanismerne til forebyggelse af og sikring imod risiko fjernet. Kun få landmænd kan tage højde for en krisesituation i dag, og desværre er det kun få landmænd, der har råd til forsikring i et klima med fri konkurrence og lave indtægter. Ikke-landbrugsforetagender, erhvervsdrivende og forsikringsselskaber har skabt en hel portefølje af forsikringer til dækning af så sofistikerede situationer som svingende valutakurser eller indkomsttab på grund af politiske omstændigheder i tilfælde af udenlandske investeringer.

Både Kommissionens meddelelse og ordførerens fremragende betænkning viser, hvor lavt dette spørgsmål er prioriteret i EU. En selvstændigt erhvervsdrivende landmand, der driver et landbrug efter reformen på det frie marked med meget stor konkurrence, risikerer alt uden at have den forsikring at falde tilbage på, som er til rådighed for investorerne eller de erhvervsdrivende. En stor eller meget produktiv landbrugsbedrift vil være i stand til at dække forsikringsudgifterne og udgifterne i relation til risiko, men millioner af små og familiedrevne landbrugsbedrifter i Europa har ikke råd til at betale en forsikring til dækning af bedrift eller produktion. Hvis der opstår en krise, er disse landmænd afhængige af hjælp fra naboer eller staten.

Hvilken landmand vil tegne en forsikring imod indkomsttab i tilfælde af, at Rusland lukker grænserne, imod reformer af markedsordningen for sukker og behovet for at ødelægge beplantning eller imod dumping af priserne for frugt og grøntsager importeret fra Kina? Hvem vil ønske at forsikre en landbrugsinvestor imod risikoen forbundet med finansiering af investeringer, svingninger i priserne på landbrugsvarer, gødning, foder og brændstof eller risikoen forbundet med globale klimaændringer, nedbrydning af jordbunden, tørke, orkaner, oversvømmelser og storme? Hvem vil tilbyde forsikring til dækning af ubalancer i udbud og efterspørgsel, epidemier og genetisk modificerede fødevarer?

Som en økonomisk sektor kræver landbruget et særligt retligt og organisatorisk grundlag for sit forsikringsbehov. Landbruget er for fragmenteret og svagt som sektor til at opbygge sine egne forsikringsordninger. Selv de rigeste lande i EU er ikke i stand til at påtage sig denne opgave på egen hånd. Det betyder, at der skal oprettes et fælles og universelt forsikringssystem, som skal omfatte alle medlemsstaterne og alle landmænd som en del af genforsikringsordningen.

Kommissionens forslag om at finansiere foranstaltningerne med 1 % af gradueringen vil ikke være tilstrækkeligt til en genforsikringsordning og heller ikke oprettelsen af et system til forebyggelse og erstatning.

Spanien har det mest effektive forsikringssystem i Europa på nuværende tidspunkt. Jeg vil derfor opfordre Kommissionen til at iværksætte dette system hurtigst muligt og vedtage det som en standardmodel i EU. Først på dette tidspunkt skal der indledes forhandlinger med de store forsikringsselskaber og nationale regeringer om en velegnet ordning, der skal være både universel og obligatorisk, solvent og ikke omkostningskrævende, retfærdig og baseret på subsidiaritetsprincippet.

Endelig ønsker jeg at takke ordføreren for hans fremragende betænkning og for helt korrekt at nævne, at de nye medlemsstater skal undtages fra foranstaltningen med 1 % af gradueringen og at der skal stilles forslag om alternative støtteordninger for disse lande.

  Niels Busk, for ALDE-Gruppen. - Hr. formand, Tak til ordføreren, hr. Graefe zu Baringsdorf, for arbejdet med betænkningen om risiko- og krisestyring i landbruget. Vi lever i en tid, hvor store skader opstår som følge af naturkatastrofer, der rækker fra store oversvømmelser til tørke og ildebrande. Vi har også i frisk erindring, hvordan smitsomme sygdomme hos dyr og udryddelse og bekæmpelse af disse har kostet Europa rigtig mange penge. Vi ønsker at fortsætte med liberaliseringen af EU's landbrugspolitik i de løbende WTO-forhandlinger. CAP-reformen var et stort og vigtigt skridt i den retning. Men jeg mener ikke, at Kommissionen har udvist rettidig omhu med hensyn til at komme med forslag til, hvordan vi kan forebygge og dermed også formindske risici og afværge sygdomsudbrud og kriser, som vi helst skulle være foruden.

Hvem skal dække tab ved kommende sygdomsudbrud? Hvordan skal markedet reguleres og håndteres - ikke mindst i de områder i EU, der ikke er sygdomsramt, men som alligevel rammes på grund af manglende adgang til at kunne eksportere fødevarer? Hvorfor har Kommissionen ikke lagt forslag på bordet, som indeholder forsikringsdækning fra private og gensidige forsikringsselskaber, sådan som Europa-Parlamentet allerede for to år siden bad om?

De mange forskellige forsikringsværktøjer, der findes, bruges af landbruget og fødevareindustrien i det daglige. Derfor skal dette område undersøges meget hurtigt med det mål at skabe dækning for de store tab, som landbrugsbudgettet ikke fremover har mulighed for at dække. Og jeg vil godt til slut sige meget klart, at vi ikke ønsker os tilbage til tidligere tiders statsstøtte eller kamufleret statsstøtte.

  Margrete Auken, for Verts/ALE-Gruppen. - Hr. formand, Parlamentets Landbrugsudvalg har et meget stort troværdighedsproblem. Udvalget træffer afgørelser, som ofte kun har ét formål: nemlig at få fat i flere penge til sig selv og vennerne. Men vi har alle her et medansvar for, at Europa-Parlamentets plenarforsamling gang på gang vedtager de beslutninger, som Landbrugsudvalget præsenterer os for. I dag handler det om krise- og forsikringsordninger. Emnet er i sig selv godt, og der er mange gode ting i betænkningen. Men der er også nogle slemme ting, og dem vil jeg koncentrere mig om her.

For det første bør krise- og forsikringsordninger finansieres af erhvervet selv, hvilket jeg er orienteret om at ordføreren for Verts/ALE-Gruppen har kæmpet ihærdigt for, men at han er kommet i mindretal i udvalget. Derudover skal krise- og forsikringsordninger dreje sig om rigtige kriser. Jeg synes, at det er fint, at landmænd overalt i Europa er solidariske med hinanden, hvis deres bedrifter rammes af alvorlige sygdomme som BSE, mund- og klovsyge eller fugleinfluenza. Men når Landbrugsudvalget definerer handelsliberaliseringer i WTO som en krisesituation, er det ikke udtryk for en sund prioritering. Så er det tegn på Landbrugsudvalgets åbenlyse uansvarlighed!

Jeg håber meget, at ALDE-Gruppen her har anmodet om en delt afstemning, så vi kan få fjernet dette fra beslutningen. Endelig forventer jeg støtte til Verts/ALE-Gruppens anmodning om ved delt afstemning at få fjernet udvalgets krav om støtte til at kompensere de høje oliepriser. Det er det værste i betænkningen! Det er forstemmende at se, hvor tit medlemmer af Parlamentet, der ellers arbejder for et grønt Europa og for at komme klimakatastrofen i forkøbet, slet ikke opdager, hvad der foregår i Landbrugsudvalget.

Det er intet mindre end hårrejsende, at forslaget om oliestøtte overhovedet kan nå plenarforsamlingen! Det burde gruppernes miljø- og klimaordførere have stoppet i opløbet. Men hvad skal der egentlig til for at få Landbrugsudvalget til at agere mindre selvoptaget? Jeg tror desværre ikke, at der sker noget, før Europa-Parlamentet får reel indflydelse på landbrugspolitikken, og vi får lidt flere folk med mere langsigtede europæiske visioner ind i udvalget.

  Diamanto Manolakou, for GUE/NGL-Gruppen. - (EL) Hr. formand, det er nødvendigt at indføre risiko- og krisestyringsforanstaltninger i landbruget. Det er ikke kun nødvendigt for at beskytte mod fysiske risici, men også mod nedbrydning og den gradvise afskaffelse, via revisionen af den fælles landbrugspolitik og WTO-aftalerne, af de mekanismer, som beskytter landbrugsindkomsten, selv om det ikke er en særligt tilfredsstillende beskyttelse.

Det er også nødvendigt at beskytte landmændene mod indførelsen af nye teknologier, navnlig genetisk modificerede organismer, der indebærer uforudsigelige negative konsekvenser for miljøet, folkesundheden og for landmændenes indtægt, hvilket også fremhæves i ordførerens betænkning. Imidlertid bygger alle de scenarier, der foreslås, på, at de ikke belaster EF-budgettet, og de krævede midler skal skaffes ved tilbageholdelse af midler til differentiering. De private forsikringsselskaber betragtes faktisk som en vigtig mekanisme til gennemførelse af de foreslåede foranstaltninger. Det er dog velkendt, at der også i disse tilfælde er selskaber, som ikke vil forsikre visse former for skader, fordi de ikke giver tilstrækkeligt udbytte. Derudover accepterer man med betænkningen de incitamenter, Kommissionen opstiller for hovedsagelig genforsikring, som skal være gratis eller med reducerede præmier hos nationale selskaber eller med tilskud til genforsikringspræmierne, så forsikringsselskaberne er sikret en fortjeneste. Jeg er ikke enig i, at forsikringskapitalen skal profitere af ødelæggelser som følge af naturkatastrofer og handelskriser, navnlig for de små og mellemstore landmænd.

Samtidig accepterer man, at der ikke skal gives kompensation for skader, der er under 30 % af de tre foregående års gennemsnit. Man går altså ind for den uretfærdige behandling, at små og mellemstore landmænd ved naturkatastrofer og handelskriser i bedste fald vil få en erstatning på mindst 30 %, mens forsikringskapitalen er sikret en fortjeneste.

Selv om vi vurderer, at det er nødvendigt at indføre foranstaltninger, der dækker alle de tab, som forskellige naturkatastrofer og handelskriser kan påføre landbrugsindtægten, er vi imidlertid ikke enige i disse forslag, der lægger yderligere byrder på de små og mellemstore landmænd og efter vores opfattelse mindsker deres indtægt i stedet for at forbedre den.

  Jeffrey Titford, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand, det lader til, at den største risiko, som landmændene står over for hvert år, er, at landbruget, og dermed deres levebrød, styres af EU. Den katastrofe, som Storbritannien oplevede under udbruddet af mund- og klovsyge i 2001, er et tydeligt bevis på, hvad der sker, når krisene styres af EU. Det er velkendt, at strategien for håndtering af katastrofen blev forvaltet af den daværende landbrugskommissær, som virkelig forkludrede tingene totalt. Millioner af raske dyr blev slagtet uden grund i et orgie af drab og brand, der chokerede verden. Desuden lå årsagen til katastrofen i EU og dens nedlæggelse af lokale slagterier som følge af overregulering.

Jeg er taknemmelig for at se, at man i betænkningen anerkender, at den fælles landbrugspolitik har "tilskyndet til udviklingen af ikke-bæredygtige produktionsmetoder, der er meget afhængige af vand og energi". Men bedømt ud fra weekendens afsløringer i aviserne af, at EU har et overskud på over fire milliarder flasker vin, der koster skatteyderne en milliard om året, har man ikke lært meget på dette område.

Jeg vil bede medlemmerne forkaste denne betænkning, indtil man har foretaget en undersøgelse af de praktiske følger og udgifterne ved at gennemføre dens anbefalinger. For mig at se bliver det utroligt dyrt at forsøge at beskytte landmændene mod alt, også uvejr som tordenvejr, som det anføres i betænkningen, og i sidste ende fuldstændig frugtesløst, for hvem kan forudsige det uforudsigelige?

  Jan Tadeusz Masiel (NI). - (PL) Hr. formand, jeg ønsker at takke ordføreren for den fornuftige håndtering af det meget vigtige spørgsmål om risiko- og krisestyring i landbruget og for også at have taget højde for situationen for de nye medlemsstater.

Jeg bifalder endvidere Kommissionens bekymring for landmænd, der skal håndtere kriser forårsaget af liberaliseringen af landbrugsmarkederne, eksportrestriktioner og dyresygdomme, for ikke at tale om naturkatastrofer.

Jeg vil benytte lejligheden til at sige, hr. kommissær, at betaling af brændstof og fremstilling af biobrændstof er af særlig interesse for polske landmænd. Fremstilling af biobrændstof vil øge indkomsterne og få landmændene til at føle sig mere sikre. Det vil endvidere mindske den daglige usikkerhed og bekymring på grund af de svingende priser på svinekød f.eks.

  Markus Pieper (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hidtil har landbruget været relativt godt sikret mod risici gennem markedsregulering og prisstøtte. Med landbrugsreformen er meget af det nu blevet overladt til markedet, og det er i princippet også rigtigt. Men landbruget befinder sig i en særlig situation, hvor landbrugerne må forholde sig til klimaændringer, dyresygdomme, naturkatastrofer, globale sektorkriser, og meget af det kan de end ikke forudsige, endsige træffe økonomiske foranstaltninger for, og alligevel har de behov for sikkerhed for at kunne planlægge. Mere marked er derfor også ensbetydende med et behov for et større engagement fra den private sektor i risiko- og krisestyringen i landbruget.

Betænkningen indeholder nogle meget positive forslag - forbavsende mange fra en grøn ordfører. Trods lidt ubalance skal den absolut hilses velkommen. Det er først og fremmest op til producenterne, organisationerne og de private forsikringsselskaber at tilbyde innovative koncepter for krisestyring på tværs af Europa. Her skal EU og staten holde sig i baggrunden. Det offentlige skal begrænse sig til delvis dækning af risici, som man ikke kan forsikre sig mod, som naturkatastrofer eller omfattende dyresygdomme. Derfor må vi udvikle genforsikringsordninger, og EU må også sørge for en støtteramme, som tillader både private løsninger og offentlig dækning af ekstreme risici.

Vi må dog huske på, at vi ikke kan forsikre os mod alting. Jordens klimazoner forrykker sig, og det har landbrugsgeografiske følger, hvilket kræver nærmere videnskabelige undersøgelser, og det haster. Det har EU en pligt til at fremme. I sidste ende må vi også undersøge mulighederne for flytning. Der findes regioner, som i stigende grad er ramt af tørke eller oversvømmelser, hvorfor det ganske enkelt ikke kan betale sig at drive landbrug der længere. Her må vi også erkende realiteterne forbundet med yderligere risikosikring, altså også sørge for hjælp til flytning og strukturændringer. Det er også EU's politiske ansvar!

  Katerina Batzeli (PSE). - (EL) Hr. formand, først vil jeg gerne takke ordføreren, hr. Graefe zu Baringdorf, for hans betænkning, for de forslag, han har stillet, og for hans accept af mange af de forslag, der er stillet af de politiske grupper, men jeg vil også gerne takke Kommissionen selv og kommissær Fischer Boel for deres afbalancerede meddelelse om dette spørgsmål og de alternative scenarier, de fremlægger, hvor de enkelte medlemsstater kan finde ud af, hvor de hører til, alt efter forsikringsselskabernes struktur og landbrugets karakteristika.

Jeg vil dog gerne sige til Dem, fru Fischer Boel, at De er nødt til at lægge langt større pres på Rådet, så man på kommende rådsmøder følger en integreret politik på området, og Rådet (landbrug) ikke nøjes med at holde sig inden for grænserne af en sektorspecifik holdning med hensyn til krisestyringspolitik som f.eks. inden for frugt- og grøntsagssektoren, da midlerne til forsikringspolitikken, hvad frugt- og grøntsagssektoren angår, vil komme fra selve sektoren og ikke have noget at gøre med samfinansiering eller finansiering fra gradueringsmekanismen.

Mine damer og herrer, som De ved, er vi midt i en yderst følsom udvikling i den fælles landbrugspolitik, en udvikling, der afgøres af selveste verdenshandelen og af de relevante EU-aftaler. På den anden side har vi den finansielle ramme, som lægges frem, når der forhandles mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, hvor klausulen om revisionen af den fælles landbrugspolitik er en guillotine. Først og fremmest er vi dog her i Parlamentet nødt til at håbe, at der vil være fuld garanti for landbrugsindtægterne og landbrugsproduktionen i EU.

Inden for rammerne af disse mål, frem til 2013, vil krisestyringspolitikken, med oprettelsen af et sikkerhedsindeks for landmændenes indtægt, være en af EU's grundlæggende prioriteter, som bør identificeres og kædes sammen med vores politik for styrkelse af gradueringsmekanismen.

Jeg vil gerne over for de medlemmer, der er bekymrede for konkurrenceevnen, understrege, at temmelig mange af vores internationale konkurrenter på handelsområdet har anvendt prissikkerhedsindekset, også i forbindelse med tab af indtægter på grund af ændringer af prispolitikken inden for handel, en politik, som er omfattet af WTO-aftaler. Derfor er vi som europæiske producenter i den internationale handel nødt til at svare igen med de samme mekanismer og de samme våben.

Fru kommissær, jeg vil tillade mig at gøre opmærksom på nogle foranstaltninger, som jeg mener bør kædes sammen, nemlig genforsikring, privat forsikring og statslig forsikring. Systemet med krisestyringspolitik - og her er jeg enig med ordføreren - vil ikke modtage statsstøtte, da det vil være den største fordrejning, der kan ske af fremtidens landbrug.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Hr. formand, fru kommissær, ærede medlemmer, vi ved alle, at landbruget har været udsat for stadig alvorligere skader og kriser i de senere år, dels som følge af klimaændringerne og naturkatastrofer som oversvømmelser, tørke og brande, dels som følge af smitsomme sygdomme hos dyr og den internationale udbredelse heraf.

Selv om Kommissionen har foreslået forskellige muligheder for risiko- og krisestyring, tager dens forslag ikke højde for den vanskelige situation, som mange små og mellemstore landbrug og familielandbruget i dag befinder sig i, hvor de føler sig presset af en uretfærdig landbrugspolitik og af forhandlingerne inden for WTO, der er med til at opløse tusindvis af små landbrugsbedrifter, kvæle landdistrikterne og lægge store områder øde i lande som Portugal, hvilket også afspejler sig i det stigende antal skovbrande.

Derudover indebærer Kommissionens forslag, der omfatter overvejelser omkring samfinansiering af de præmier, landbrugerne betaler for forsikringsdækning mod naturkatastrofer, at foranstaltningerne finansieres med 1 % af gradueringen, hvilket er klart utilstrækkeligt. Der er - som vi har foreslået - brug for en offentlig forsikring finansieret af EU, så der kan skabes bedre rammer for risiko- og krisestyringen, hvilket er helt afgørende for familielandbruget.

Som ordføreren påpeger, tager Kommissionens forslag ikke i tilstrækkelig høj grad højde for risici og eventuelle kriser, og det er derfor vigtigt, at Kommissionen foretager en grundigere vurdering af instrumenter og foranstaltninger, som kan forebygge og effektivt imødegå store prisfald, markedskriser, indkomsttab for landbrugerne og alle hindringer for deres fortsatte udøvelse af erhvervet.

Jeg bemærker, at kommissæren har taget velvilligt imod de synspunkter, der er givet til kende under denne forhandling, og jeg ser derfor frem til, at det finder praktisk udtryk i det arbejde, der skal følge, både med hensyn til risiko- og krisestyring i landbruget og med hensyn til at skabe et sikkerhedsnet, hvad angår de kommende reformer af fælles markedsordninger for landbrugsprodukter, navnlig vin, frugt og grøntsager. Der må dog også åbnes mulighed for at yde støtte til landmændenes indkøb af brændstof i perioder med usædvanlig store stigninger i priserne herpå.

  Neil Parish (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg takker hr. Graefe zu Baringdorf for hans betænkning. Det er godt at se kommissæren her i aften, fordi Kommissionen har anlagt en fleksibel indfaldsvinkel til krisestyring inden for landbruget. Dyresygdomme og naturkatastrofer vil forekomme, og vi må finde en fleksibel reaktion på dem. Reformen af den fælles landbrugspolitik går nu i retning af at yde hjælp til selvhjælp. Det må virkelig være vejen frem.

Hvis man ser, hvad der skete med mund- og klovsygen i Det Forenede Kongerige, ville de kolossale pengebeløb, der skulle bruges til at bekæmpe sygdomme aldrig være blevet finansieret af et forsikringsselskab alene. Måske skal vi kigge på en form for forsikring, hvor medlemsstaterne og EU bliver en slags genforsikringsselskaber, så de kan træde til, når der opstår virkelig store katastrofer.

Hr. Graefe zu Baringdorf henviste til unge landmænd i sin betænkning. Der er særlig grund til at yde en vis ekstra hjælp til unge, der ønsker at blive selvstændige tidligt i deres karriere, fordi de ikke har et kapitalgrundlag og har brug for ekstra støtte.

Hvis hr. Titford stadig havde været i salen, ville jeg have bedt ham uddybe sin bemærkning om, at kommissær Fischler og Kommissionen gjorde sig skyldige i fejladministration af mund- og klovsygekrisen. Hvis han havde deltaget i undersøgelsen her i Europa-Parlamentet, ville han have fundet ud af, at det ikke var tilfældet. Jeg må indrømme, at skylden lå hos den britiske regering og en premierminister, der kun fokuserede på at udskrive parlamentsvalg og ønskede at få sygdommen under kontrol. Han fik millioner af dyr slået ned, og det var fuldkommen unødvendigt. Vi kunne have brugt vacciner, men det valgte man også fra. Jeg ville gerne have korrigerer hr. Titford på dette og andre punkter.

  Luis Manuel Capoulas Santos (PSE). - (PT) Hr. formand, fru kommissær, de seneste år, og sidste år i særlig grad, har været talende eksempler på de mange risici og kriser, som de europæiske landmænd er udsat for. I 2005, hvor tusinder af hektar skov gik op i flammer, med tab af menneskeliv til følge, og hvor tørken hærgede store områder i det sydlige Europa, blev flere lande i det centrale Europa samtidig hårdt ramt af ødelæggende oversvømmelser. Alle tre situationer var i deres omfang uden historiske fortilfælde.

Derudover stiller også smitsomme sygdomme og den uafvendelige liberalisering af handelen landmændene over for nye risici og uvisheder. Vi glæder os derfor over det initiativ fra Kommissionens side, der danner baggrunden for denne betænkning. Det lever dog ikke op til virkelighedens fordringer. Jeg støtter derfor ordføreren i de fleste af hans overvejelser og forslag. Det gælder især punkterne om landbrugsforsikringer og gensidige forsikringsfonde, idet jeg dog beklager, at han har været så tilbageholdende - og jeg udtrykker mig her med omhu - i spørgsmålet om dækning af indkomstkriser, når man ved, hvilke sikkerhedsordninger nogle af vores vigtigste konkurrenter råder over.

Jeg finder, at betænkningen er et vigtigt element i den bredere tilgang, som emnet fortjener, navnlig i den igangværende debat om solidaritetsfonden, i den skovstrategi, som vi givet skal diskutere, og i de initiativbetænkninger, som flere parlamentsudvalg er ved at udarbejde. Jeg håber, at Parlamentet når frem til sammenhængende holdninger om disse forskellige instrumenter. Det er det bedste bidrag, som vi kan yde til, at EU snarest muligt får indført passende beskyttelsesinstrumenter for sine landmænd, i første omgang for at forebygge risici og kriser, men også for at udbedre skaderne, hvor de ikke lader sig undgå.

  Jim Higgins (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, betænkningen om risiko- og krisestyring i landbrugssektoren er velkommen og kunne ikke komme mere belejligt. Der er sket et radikalt skift i landbrugsaktiviteterne, som skyldes landbrugsreformerne fra 2003 og åbningen af markederne som et resultat af WTO. Selv om landmændene utvivlsomt har opnået fordele, har der været - som det er blevet sagt gentagne gange i aften - en øget og reel stigning i risikofaktorerne. Under den nye fælles landbrugspolitik blev de risiko- og kriseforanstaltninger, som vi alle var blevet vant til, afviklet og byrden vedrørende beskyttelse, forebyggelse og forvaltning af kriser er blevet flyttet over på landmændenes skuldre.

Åbne markeder og produktmobilitet øger mulighederne for, at sygdommen spredes. Klimaforandringerne sker meget hurtigt, så det bliver uundgåeligt med en omlægning. Tømningen af olielagrene betyder, at gødningsstoffer, pesticider og maskiner alle vil blive påvirket med tiden, og dermed vil landbruget også blive påvirket og være nødt til at tilpasse sig.

I Irland begynder nitratdirektivet f.eks. at gøre ondt og have så alvorlige konsekvenser, at landbrugsorganisationerne har trukket sig ud af de regeringsledede samtaler om socialt og økonomisk partnerskab. Landbruget befinder sig mere end nogensinde i en overgangsfase. Det gør det på grund af en række faktorer, og overgangen vil fortsætte. Landbruget står over for flere risici end nogensinde før. God landbrugspraksis og en stabil og erfaren landbefolkning er den bedste garanti for det, som Europa har brug for, nemlig en sikker og sund fødevareforsyning. Det er hårdt at være landmand: lange arbejdsdage, hårdt arbejde, store investeringer og mange risici. I mange tilfælde er det en hel familievirksomhed. Det fortjener beskyttelse mod de risici, som ordføreren beskriver i sin betænkning.

Jeg lykønsker ordføreren og anbefaler hans betænkning. Jeg støtter ham fuldstændig, navnlig i forbindelse med valgmulighed 2, og jeg glæder mig over kommissærens bemærkninger her i aften.

  Wiesław Stefan Kuc (PSE). - (PL) Hr. formand, jeg ønsker at takke ordføreren, hr. Graefe zu Baringdorf, for den fornuftige håndtering af det meget vigtige spørgsmål om risiko- og krisestyring i landbruget. Det er en meget stor opgave på grund af de mange spørgsmål, der skal behandles, og som omfatter begrænsning af virkningen af naturfænomener som f.eks. tørke, oversvømmelser, brande og hagl, sygdomme og epidemier samt risikoen for indkomsttab på grund af faldende efterspørgsel efter landbrugsvarer eller stigende priser på f.eks. brændstof. Risikoforsikring, genforsikring og producentstøtte er blot nogle af de aspekter, der indgår i mindskelsen af risikoen forbundet med den form for virksomhed, som vi kalder landbrugsproduktion.

Hvis vi virkelig skal kunne tage højde for eller med andre ord mindske den risiko, der følger med landbrugsproduktion, skal vi kunne styre den pågældende risiko. Det indebærer en anden indgangsvinkel til koncentrationen af produktionen, spredning, genoprettelse af det naturlige miljø, indførelse af nye metoder og nye teknologier som f.eks. bioteknologi. Der er allerede truffet en række af disse foranstaltninger, som tilsammen vil gøre det muligt at eliminere skadelige fænomener og mindske produktionsrisiciene.

  Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, det er altid godt at tilhøre en af de større grupper, for så har man mere taletid. Fru kommissær, i min første tale lagde jeg vægt på ikke at ligge under for faren for tilbagefald, og talte om den sociale balance, som et nyt system af denne slags skal indeholde, men jeg vil nu gerne fokusere på den forebyggende krisehåndtering. Alle de kriser, der har været nævnt her, herunder brandkatastrofer, er til dels forårsaget af mennesker og menneskelige handlinger. End ikke BSE-krisen var Vorherres værk, men skyldtes, at køer blev fodret med køer, hvilket strider imod enhver fornuft inden for praksis for godt landmandskab.

Hvis vi planter majs og eukalyptus i tørre områder, så skal vi ikke blive overrasket, hvis skader forårsaget af brand og tørke bliver resultatet. Når vi taler om liberalisering, som et parlamentsmedlem har udtrykt lidt andre forestillinger om, skal vi ikke blive overrasket - hvis vi betragter den som et mål og ikke som et middel - at mange mennesker må give op og kommer ud i store kriser, også indkomstkriser. Vi må altså sørge for, at der bliver skabt fornuftige ordninger i WTO med henblik på en kvalificeret markedsadgang.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at mange mindre landbrugsbedrifter og økologiske bedrifter har opnået et kvalitetsmarked med højere priser ved at sige nej til genetisk modificerede organismer. Hvis vi sløser med koeksistensen nu, så bliver den til en trojansk hest, og så vil disse gode kvalitetsmarkeder, herunder vinmarkedet, være væk. Så vil vi komme ud i kriser, som vi kunne have forhindret, og der vil slet ikke være behov for at tale om forsikring.

Fru kommissær, jeg taler også om muligheden for økonomisk udvikling i landdistrikter og den kendsgerning, at vi med hensyn til den anden søjle er truet af en økonomisk svækkelse. Så må vi ikke blive overrasket, hvis mange landbrugere, som er kommet ind på disse markeder med højere priser, ikke kan følge med udviklingen på grund af denne svækkelse og bliver nødt til at lukke bedriften. Landbrugspolitikken generelt skal derfor også varetage en forebyggende funktion.

Jeg vil også gerne minde om, at de fossile brændstoffer vil slippe op i en ikke alt for fjern fremtid, og at vi må forberede landbrugerne på behovet for at omstille sig til andre energiformer og måske hjælpe dem med at tjene på dem. Også her kan vi yde kriseforebyggelse, og jeg så gerne, at disse forebyggende overvejelser spiller en rolle i Kommissionens forslag til retsakt - som i år endnu befinder sig i brainstormingfasen.

Jeg vil gerne sige til fru Batzeli, at når jeg talte om ledelsesansvar, så ønskede jeg ikke at skyde skylden for krisen over på landbrugernes inkompetence, men ønsker, at landbruget gør sin indflydelse gældende på politikken på den måde, som jeg har beskrevet, så kriserne slet ikke opstår, og så landbrugerne er sikret en anstændig indkomst i fremtiden.

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, først vil jeg gerne takke alle, der har bidraget til denne forhandling. Mange af de punkter, der nævnes i betænkningen, er dækket af de løbende undersøgelser, som Kommissionen har iværksat, f.eks. forslag nr. 2, 5, 7, 19 og 23.

Vedrørende bestemmelsen om sikkerhedsnettet - forslag nr. 8 - har diskussionerne i Rådet endnu ikke ført til et klart mandat til indførelse af en generel sikkerhedsklausul i alle fælles markedsordninger eller til at forsøge at finansiere denne forsikring med de modulerede midler. Men jeg er parat til at undersøge indførelsen af målrettede risiko- og krisestyringsbestemmelser i andre fælles markedsordninger og, som hr. Gklavakis nævnte, inden for frugt- og grøntsagssektoren, som vi også skal drøfte her i Parlamentet ved slutningen af året.

Jeg er fuldstændig enig med Deres ordfører, hr. Graefe zu Baringdorf, i, at en grundlæggende dækning mod indtægtsreduktion ikke er nogen løsning. Det er helt klart, at hvis og når vi står over for strukturproblemer, skal de løses gennem omlægninger af politikken. Det er indlysende, og jeg er meget glad for hr. Graefe zu Baringdorfs klare støtte.

Med hensyn til et sikkerhedsnet for indkomsten anser jeg reformen af den fælles landbrugspolitiks frakoblede direkte betalinger til landmændene for at være af central betydning.

Jeg er positivt indstillet til indholdet af forslag nr. 18, 24 og 26.

Jeg benytter også denne lejlighed til at henlede Deres opmærksomhed på revisionen af retningslinjerne for statsstøtte, som Kommissionen vedtog den 8. februar. Kommissionen foreslår, at man medtager kompensation for dårligt vejr samt dyre- og plantesygdomme i den nuværende undtagelsesforordning vedrørende statsstøtte inden for landbrugssektoren. Det vil forhåbentlig være en forenkling. Det vil også fremskynde anvendelsen af statsstøtte i sådanne situationer, så vi kan reagere utroligt hurtigt.

Kommissionen har undersøgt en række muligheder for at tilskynde til udvikling af risiko- og krisestyringsværktøjer og levere et bedre svar i tilfælde af en krise. Min hensigt med meddelelsen var først og fremmest at få en omfattende diskussion i Rådet og her i Parlamentet, før jeg fremsætter et forslag til lovgivning. Vores hidtidige diskussioner i Rådet har som sagt ikke givet os noget klart mandat til at indføre en generel sikkerhedsklausul. Men Kommissionen er parat til at gå videre, hvis der på et tidspunkt kommer et klart mandat fra Rådet.

Da jeg betragter krise- og risikostyring som et vigtigt emne også fremover, vil jeg selv uden et klart mandat fra Rådet være parat til at undersøge muligheden for at indføre en bestemmelse om krisestyring, der anvendes fra sag til sag, som jeg sagde tidligere.

Der var et spørgsmål om situationen for de nye medlemsstater. Det er helt klart, at de nye medlemsstater ikke vil blive holdt uden for foranstaltningerne vedrørende risikoforvaltning. Som vi har påpeget i meddelelsen, kan vi forestille os, at vi identificere en tilsvarende bevilling inden for udvikling af landdistrikter, ligesom vi gør for de gamle medlemsstater - et klart signal til de 10 nye medlemsstater.

Med den politiske aftale om reformen af den fælles landbrugspolitik og den gennemførelse, der nu foregår i alle medlemsstaterne, ønsker vi, at de europæiske landmænd skal forsøge at udnytte mulighederne på markedet. Der påhviler landmanden et stort ansvar, men der er også behov for solidaritet, når der opstår kriser. Når man lytter til diskussionerne i Europa-Parlamentet og i Rådet, virker det, som om fremgangsmåderne er ret forskellige. Min konklusion er derfor, at vi er nødt til at undersøge mulighederne grundigt og diskutere dem, før vi træffer endelig afgørelse om, hvilke instrumenter der skal bruges.

Jeg er helt enig med hr. Graefe zu Baringdorf i, at det normalt er bedre at forebygge end at helbrede, og det er min personlige holdning, at konferencen om sameksistens, som afholdes til april, er nødvendig, hvis vi skal undgå, at gmo'er blandes sammen med økologisk produktion. Derfor ser jeg især frem til den diskussion.

Hvad angår Deres synspunkter om fossilt brændsel, mener jeg ikke, at vi skal vente, til vi har opbrugt denne brændselstype; vi bør starte nu med at kigge på, hvad vi kan gøre inden for vedvarende energi. Jeg tænker specifikt på vores nylige diskussioner om bioethanol og muligheden for at udnytte landbrugets bidrag fuldt ud til denne fremtidige metode til at nedbringe vores CO2-emissioner.

Dette har været en meget interessant diskussion, og jeg takker ordføreren for det, jeg betragter som en afbalanceret indfaldsvinkel til dette meget vigtige spørgsmål.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 10.00

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Heinz Kindermann for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om gennemførelsen af EU's skovbrugsstrategi (2005/2054(INI)) (A6-0015/2006).

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske ordføreren hr. Kindermann med en meget afbalanceret betænkning.

Kommissionen mener, at de væsentligste problemer og udfordringer for den europæiske skovbrugssektor afspejles godt i dette udkast til udtalelse. Vi sætter navnlig pris på den generelle støtte til Kommissionens forslag om udarbejdelse af en europæisk handlingsplan for skovbruget. Efter vores mening skal handlingsplanen danne en sammenhængende, kontrollerbar og praktisk ramme for gennemførelsen af denne strategi. Den kan blive et vigtigt instrument til koordinering af Fællesskabets foranstaltninger og de forskellige medlemsstaters skovbrugspolitikker. Derfor betragter vi udviklingen og gennemførelsen af handlingsplanen som en dynamisk proces, der bør involvere medlemsstaterne og interessenterne og ledsages af regelmæssig overvågning og rapportering.

Tankerne udtrykkes meget fint i udkastet til udtalelse, og vi deler fuldt ud ordførerens syn på behovet for at udvikle handlingsplanen i tæt samarbejde med medlemsstaterne og interessenterne. Jeg mener, at vi allerede har gjort fremskridt i den henseende. Handlingsplanen vil blive baseret på de overordnede principper for den europæiske skovbrugsstrategi, som er bæredygtighed og subsidiaritet.

Jeg vil gerne fokusere på tre specifikke områder. For det første behovet for at forbedre skovbrugssektorens konkurrenceevne i overensstemmelse med Lissabon-målsætningerne. Der hersker voksende bekymring over den økonomiske levedygtighed for et bæredygtigt skovbrug i EU i forbindelse med globaliseringen. Konkurrenceevne er en vigtig søjle i den bæredygtige forvaltning af skovene, og den er af afgørende betydning, når vi skal opretholde de mange fordele, som skovbruget giver samfundet, herunder beskæftigelsesmuligheder i landdistrikter, hvor der ikke findes andre muligheder. Skovbruget kan levere en lang række produkter og tjenester til samfundet, og vi bør forsøge at udvikle dette potentiale fremover.

Den næste ting er, at skovbrugssektoren skal reagere på samfundets krav vedrørende beskyttelse af miljøet og naturarven i overensstemmelse med Göteborg-målsætningerne om bæredygtig udvikling. Skovbrugssektoren som helhed vil opleve størst fremgang, hvis den passer godt ind i samfundet som helhed. Et aktivt bidrag til de vigtige europæiske målsætninger som biodiversitet, bevarelse eller afhjælpning af følgerne af klimaforandringer skaber nye muligheder for skovbruget. I forbindelse med den foregående diskussion er muligheden for at bruge biomasse til energi et klart eksempel på, hvordan skovbruget kan yde et bidrag.

Det sidste spørgsmål er skovbrugets globale betydning for en bæredygtig udvikling og behovet for, at vi fortsætter vores støtte til de internationale forpligtelser til beskyttelse og bæredygtig forvaltning af skovbruget verden over. Dette omfatter også foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlig skovning og tilhørende handel med skovbrugsprodukter. Disse spørgsmål behandles også på bedste måde i betænkningen, og jeg kan forsikre Dem for, at de vil blive afspejlet i vores handlingsplaner.

  Heinz Kindermann (PSE), ordfører. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, i maj 2005 opfordrede Rådet (landbrug) Kommissionen til at arbejde tæt sammen med alle involverede om en EU-handlingsplan for bæredygtig skovforvaltning inden medio 2006, som skulle virkeliggøre de forskellige dele af EU's skovstrategi. Med sin initiativbetænkning er Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter gået tidligt ind i diskussionen, og vi ønsker, at denne betænkning skal udvide og uddybe den proces, vi har indledt. Hvilke af vores overvejelser og krav der i sidste ende kommer med i handlingsplanen, er naturligvis helt op til Kommissionen, men kvaliteten af samarbejdet - som jeg er meget taknemmelig for - giver os anledning til at tro, at vi tænker i samme baner, hvad de væsentlige spørgsmål angår.

Udgangspunktet for vores initiativbetænkning var Rådets resolution fra 1998 om en skovbrugsstrategi for EU, som indeholder en lang række muligheder, men ingen specifikke mål og ingen sammenhængende struktur. I overensstemmelse med de forskellige udgangspunkter og ud over nogle generelle betragtninger har vi identificeret en række strategielementer. Jeg vil gerne kort gennemgå de vigtigste punkter.

For det første har der ikke hidtil været noget ensartet retsgrundlag for skovbrugsaktiviteter på EU-plan. Efter vores mening vil det være ønskeligt med en objektiv vurdering trods alle ønskerne fra de involverede.

For det andet er der forskellige definitioner af skove, både internationalt og fra hvert af de 25 lande, og derfor beder vi Kommissionen overveje at udarbejde en europæisk definition med henblik på at gøre EU's foranstaltninger på dette område gennemsigtige og sammenlignelige.

For det tredje foreslår vi med henblik på at forbedre koordineringen, kommunikationen og samarbejdet en styrkelse af de eksisterende strukturer som Den Stående Skovbrugskomité. Ud over den horisontale koordinering må informationsudvekslingen mellem de forskellige hierarkiske niveauer inden for Kommissionen forbedres ved hjælp af den nye gruppe på tværs af tjenestegrenene. Efter vores mening burde dette vertikale samarbejde have en dedikeret enhed i Generalsekretariatet.

For det fjerde skal Europas skove beskyttes mod skovbrande og luftforurening og ligeledes mod jord- og vandforurening. Ulovlig skovning uden for EU skal bekæmpes ved hjælp af hensigtsmæssige, koordinerede internationale foranstaltninger, og her kan EU spille en rolle.

For det femte kan skove hjælpe os med at bremse drivhuseffekten og klimaforandringerne, men kun hvis vi i højere grad gør brug af forskellige produkter fra skovene. EU bør derfor fremme brugen af miljøvenlige træprodukter og give vedvarende energi fra skove en større plads i sin energiforsyning.

For det sjette må Europa med henblik på at fremme konkurrenceevnen inden for sektoren og dermed beskæftigelsen og indtægterne i landdistrikterne finde en mere effektiv løsning på opgaver som mobilisering af tømmerressourcer, fjernelse af hindringer for brugen af træ, løsning af strukturproblemer inden for skovbruget samt diversificering af skovejernes indtægter.

For det syvende bør væsentlige skovbrugsforskningsprojekter medtages i det syvende rammeprogram for forskning, da skovbrugsrelateret forskning og udvikling har en vigtig rolle at spille i forbindelse med Lissabon-strategien.

For det ottende bør europæiske uddannelses- og videreuddannelsesprogrammer som Leonardo og Erasmus udnyttes bedre end hidtil inden for skovbrugssektoren. I den forbindelse opfordres medlemsstaterne navnlig til at give de berørte flere oplysninger om de muligheder, der er til rådighed.

Endelig kan man spørge: Hvilket bidrag kan skovbrugssektoren yde til Lissabon og Göteborg? Vi mener, at Europas skove, i modsætning til andre regioner i verden, er underudnyttede, ikke kun med hensyn til tømmer - vi bruger kun 60 % af den plantede mængde - men også med hensyn til tjenester, der hidtil ikke har været omsættelige. Vi ønsker, at den europæiske skovbrugssektor skal forbedre sin konkurrenceevne på denne måde, for kun en levende og konkurrencedygtig skovbrugssektor kan bidrage til Lissabon og Göteborg og dermed til alle europæeres velvære.

  Christofer Fjellner (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed. - (SV) Hr. formand, som ordfører for udtalelsen fra Miljøudvalget vil jeg gerne fremhæve, hvor utrolig vigtig skoven er for vores kontinent, og at den har betydning for rigtig mange mennesker. I Sverige udgør skov og skovbrugserhvervet næsten 30 % af svensk økonomi, og i Europa findes der over 15 millioner skovejere. Det, som vi beslutter her i Europa-Parlamentet, har derfor stor betydning for mange mennesker såvel i Sverige som i resten af Europa.

Jeg ved, at der er stor bekymring for, at EU skal blande sig og begynde at bestemme, og at man fra Bruxelles vil begynde at styre og træffe beslutninger i skovspørgsmålene. Jeg forstår bekymringen. Det ville nemlig ikke være godt. Der er vitterlig forskel på en olivenlund i det sydlige Italien og et industrielt skovbrug i Nordsverige. Beslutninger om skovene bør træffes lokalt i nærheden af de mennesker, som har kendskab til skovene og som bruger og ejer dem.

Jeg vil dog berolige dem, som frygter en sådan udvikling. Jeg mener, at Kommissionen er meget tydelig i sin meddelelse, om at skovpolitikken bør være baseret på subsidiaritet. Det har vi taget fat på i Miljøudvalget. Det betyder imidlertid ikke, at EU ikke har noget ansvar. EU har derimod et stort ansvar, nemlig at tage hensyn til skoven i hele beslutningsprocessen. Allerede i dag træffer EU rigtig mange politiske beslutninger, som direkte eller indirekte påvirker de europæiske skove. I Miljøudvalget oplever vi dog, at koordineringen mellem de forskellige forslag, som drejer sig om skovene, er meget mangelfuld. Det skader såvel foreneligheden mellem forskellige miljømålsætninger som forudsætningerne for skovbrugserhvervet. Jeg vil derfor slå fast, at jeg synes, at Kommissionens vigtigste opgave fremover er at koordinere de eksisterende politikker og være opmærksom på, hvordan de påvirker skovene. Desuden skal forhåndsvurderinger foretages i en tidlig fase, så der kan tages hensyn til, hvordan forskellige politiske beslutninger påvirker de europæiske skove og skovbrugserhvervet.

Jeg vil gerne som afslutning fremhæve skovbrugserhvervets betydning. Det er sikkert det erhverv, som tydeligst skaber såvel økonomiske som miljømæssige værdier. Som Kommissionen påpeger, er der imidlertid et problem med konkurrenceevnen for skovbrugserhvervet i EU på det globale åbne marked, hvilket kan koste miljøværdien. Mit og Miljøudvalgets budskab til Dem i dag er derfor, at Kommissionen ved at tage hensyn til skoven skal kunne skabe gode, stabile forudsætninger for skovdrift og dermed give Europa både en bedre økonomi og et bedre miljø.