Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Edit Bauer for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om social sikring og social integration (2005/2097(INI)) (A6-0028/2006).

  Edit Bauer (PPE-DE), ordfører. - (HU) Hr. formand, ved middagstid i dag sagde præsident Horst Köhler, at mange mennesker ikke kan forstå det nuværende Europa. Hvis man ser den enorme mængde af energi, som Europa har investeret i at omformulere sin indvandringspolitik, er jeg overbevist om, at de vil finde problemet med børns fattigdom i Europa uforståeligt.

Mens vi taler om manglen på højtuddannede indvandrere, registrerer vi store og uundgåelige tab som følge af børns fattigdom, tab, som kommende generationer med rette vil drage os til ansvar for.

Derfor er det ikke bare et tilfælde, at betænkningen om social beskyttelse og social integration, som De har fået forelagt, hovedsagelig fokuserer på børns fattigdom, for mens 15 % af Europas borgere risikerer fattigdom, så er tallet 19 % for børn, og baseret på data fra 2004 er risikoen for børns fattigdom mindst 25 % højere end den voksne befolknings i 12 af de 25 medlemsstater. Jeg vil gerne understrege, at dette ikke er et emotionelt eller måske juridisk spørgsmål, for den internationale konvention om barnets rettigheder indeholder bindende bestemmelser om dette.

Europa står også over for det problem, at det i de kommende årtier som følge af krisen for befolkningstilvæksten og det aldrende samfund vil behøve 50 millioner ny indvandrere for at opretholde det nuværende beskæftigelsesniveau. Børns fattigdom, den udelukkelse, der ledsager den og de mange børn, der går tidligt ud af skolen, skaber tvivl om muligheden for at udvikle et videnbaseret samfund uden at få nogle sociale grupper til at sakke mere og mere agterud.

Kommissionen gør ret i at behandle spørgsmålet om børns fattigdom som et højt prioriteret område, men på den anden side mener vi, at vi ikke har nøjagtige data, at der ikke er nogen sammenlignelige data for børns fattigdom. Det er indlysende, at der omgående må rådes bod på dette.

I min betænkning ville jeg gerne have understreget, at social integration repræsenterer en ekstra værdi for Lissabon-processen. Den europæiske socialpolitik kræver en ny solidaritet mellem generationerne, for man bør ikke undervurdere den skade, fremtidens menneskelige ressourcer lider på grund af børns fattigdom og den dermed forbundne mangelfulde uddannelse.

Jeg kunne naturligvis nævne mange andre problemer, der præsenteres i betænkningen, men da tiden er kort, vil jeg kun nævne endnu et, nemlig forvisningen af den ældre del af arbejdskraften fra arbejdsmarkedet. Selv om der findes et antidiskriminationsdirektiv på dette område, så foregår diskriminationen stadigvæk, men den er vanskeligere at opspore. Jeg er overbevist om, at Kommissionen valgte den rigtige retning, da den fastsatte klare og verificerbare mål for moderniseringen af den sociale beskyttelse. Og sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne takke sekretariatet for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender for deres glimrende samarbejde, og give udtryk for min tak for det ændringsforslag, mine kolleger har stillet. Og ikke mindst vil jeg også gerne takke dem for at være til stede og deltage i debatten.

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne takke Dem alle meget, særlig ordføreren, fru Bauer, for hendes betænkning, og jeg er meget glad for, at jeg kan rapportere om fuldstændig enighed mellem Dem og Kommissionen om, at Lissabon-strategien er baseret på positiv kombineret virkning af den økonomiske politik, beskæftigelsespolitikken og socialpolitikken. Jeg forstår den opbakning, der gives udtryk for i betænkningen om Kommissionens initiativ til modernisering og effektivisering af den åbne koordinationsmetode for områderne social beskyttelse og social integration. Spørgsmålet drejer sig om, hvordan man via socialpolitikken kan bidrage mere til Lissabon-strategiens mål, samtidig med at man styrker koordineringen af disse politikker. At bidrage mere via Lissabon-strategiens sociale koordinering indebærer at udvikle aktive funktioner for social beskyttelse og påvise øget værdi på basis af de arbejdspladser og den vækst, der bliver skabt. Praktisk set vil både de nye fælles mål for den åbne koordinationsmetode og de tematiske delmål, der lige er vedtaget af Rådet, blive videreført til de nationale strategier. De nye nationale organer vil først og fremmest fremlægge en strategisk holdning for hver enkelt stat til moderniseringen af deres politik på særlige områder. Medlemsstaterne vil så fremlægge de tre tematiske planer: social integration, pensioner og sundhedspleje.

Kommissionen har også vedtaget en meddelelse, der indleder en offentlig høring om mulige målrettede foranstaltninger på EU-niveau med henblik på at justere minimumslønningerne og inddrage personer, der er udstødt af arbejdsmarkedet. Høringen inddrager naturligvis også Europa-Parlamentet og andre organisationer, men i betragtning af det tema, der er til drøftelse, vil den blive udstrakt til offentlige organer på alle niveauer, såvel som til organisationer, interessegrupper og arbejdsmarkedets parter. Deres betænkning indfører også muligheden for en ny interinstitutionel aftale, der vil cementere Parlamentets rolle med henblik på at gennemføre den åbne metode til koordinering. Det er rigtigt, at Parlamentets deltagelse i arbejde inden for rammerne af åben koordinering begrænses af, at der ikke findes nogen samlet juridisk ramme. For mit eget vedkommende kan jeg forsikre medlemmerne om, at jeg støtter de bestræbelser, embedsmændene i mit generaldirektorat gør sig for at fremme yderligere dialog med Parlamentet.

  Věra Flasarová (GUE/NGL), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling. - (CS) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg er meget glad for fru Bauers betænkning, som vi har debatteret i Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, og som vi støtter. Betænkningen fremlægger sine mål ud fra det perspektiv, at der skal være lige rettigheder for mænd og kvinder, og understreger de behov, kvinder har, i særdeleshed når det drejer sig om social integration.

Men jeg vil gerne drøfte ikke bare kvinder, men også den måde, hvorpå fattigdom og social udelukkelse påvirker børn og unge. Lad os ikke glemme, hvordan vores holdning til fattigdom i de udviklede lande har ændret sig i forhold til fortiden i et miljø, hvor synlig velstand har ført til, at man er begyndt at betragte en lavere levestandard som noget nedværdigende. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at det ses som en ydmygende og unormal tilstand, som folk selv kan klare sig ud af. Hvad jeg mener hermed er, at medierne og annoncørerne fremviser et billede af overvældende rigdom, og folk, der ikke opnår dette, lider under en følelse af hjælpeløshed. Succes og den materielle overflod, der ledsager den, er tilsyneladende tilgængelig for alle, så de, der ikke opnår det, bliver udelukket fra de fordele, som samfundet kan tilbyde. Denne udelukkelse drejer sig ikke kun om materielle faktorer, men også om uddannelse, sundhed og sikkerhed i alderdommen, og går videre fra generation til generation. Børn, der kommer fra socialt belastede miljøer, har vanskeligt ved at få adgang til højere uddannelse, de rejser mindre, og har en lavere levestandard. Fattigdom er naturligvis ikke så drastisk her som i udviklingslandene, men alligevel fører den i kraft af den måde, hvorpå den bliver skjult på grund af skam og manglende statistikker til en følelse af udelukkelse fra den normale verden og en fornemmelse af, at noget, der er normalt og hverdagsagtigt, samtidig er uopnåeligt.

Hvorfor er det sådan? Hvordan forklarer vi et barn, at det i modsætning til andre må undvære forskellige ting? Det er rigtigt, at der altid har været sociale forskelle, og at de har været bestemmende for børns udvikling i hele deres liv, men overflod er aldrig blevet taget for givet som norm i en sådan udstrækning, og manglen på finansielle midler har ikke udelukket folk fra så mange muligheder, som den gør i dag. Det er de udviklede landes paradoks. En anstændig levestandard er langt mere almindeligt tilgængelig end før, men så meget des værre for dem, der af forskellige grunde ikke opnår den. Jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på, at det ikke bare drejer sig om materielle forhold, men også om utilstrækkelig social beskyttelse, i særdeleshed når det gælder børn og unge, og at det har både moralske og personlige sikkerhedskonsekvenser for samfundets fremtid, eftersom social uretfærdighed fører til spændinger, der, som vi ser alle vegne omkring os, kan eksplodere i form af vold eller føre til, at man trækker sig tilbage fra virkeligheden via narkotika eller eskapistisk underholdning.

Jeg undervurderer ikke velgørenhedsarbejde, men det er fortsat sådan, at social beskyttelse og integration skal inkorporeres i et system, og at folk må have ret til at bruge det. Velgørenhed er en gave, og i moderne samfund, der forsvarer menneskets værdighed, bør det være noget, der bruges i ekstreme tilfælde, og som ikke kan erstatte en god socialpolitik, der modsvarer de behov, Europa har i det 21. århundrede.

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou, for PPE-DE-Gruppen. - (EL) Hr. formand, Kommissionens første fælles rapport om social sikring og social integration er allerede en gammel tekst, der blev forfattet i januar 2005 og bør ses i sammenhæng med både formandskabets konklusioner og midtvejsevalueringen af Lissabon-strategien.

Bauer-betænkningen er en omhyggeligt udarbejdet tekst, og det vil jeg gerne rose ordføreren for. Den er metodisk opstillet og gør rede for alle aspekter af det tvingende behov for, at man bevarer en drastisk reduktion af fattigdom og social udstødelse inden 2010 som et centralt mål i Lissabon-strategien. De to runder af den åbne koordineringsmetode om social integration med de 15 og, fra 2004, de 25 medlemsstater har vist, at man bør sikre, at der sker en rationalisering af den åbne koordineringsmetode med hensyn til social sikring og social integration. Økonomisk vækst og øget beskæftigelse er, sammen med effektive skole- og uddannelsessystemer, ganske givet midlerne til at opnå større social samhørighed.

På denne baggrund gøres der i Bauer-betænkningen opmærksom på, at der bør træffes foranstaltninger til at forhindre, at de unge forlader skole- og uddannelsessystemet for tidligt, og til at lette overgangen fra skole til arbejdsmarked, især for de dårligst kvalificerede unge.

Der gøres særligt opmærksom på investering i uddannelse og livslang læring, da man har bemærket en stagnation i deltagelsen, og derfor opfordres også det private initiativ til at deltage. Det er et stærkt redskab til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Der bør også lægges særlig vægt på at udrydde fattigdom blandt børn, og derfor understreger betænkningens ordfører, fru Bauer, helt korrekt, at man bør tage problemerne med, at fattigdommen går i arv fra generation til generation, op ved at fremskynde Kommissionens bestræbelser på at indføre et "barnets charter", der skal have til formål at fremme børns rettigheder.

  Proinsias De Rossa, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. kommissær Špidla og fru Bauer for betænkningen og for initiativet vedrørende social sikring og social integration. Det er skammeligt og uacceptabelt, at tæt på 70 millioner mennesker i EU er truet af fattigdom og udstødelse.

Fattigdommen er et resultat af menneskers handlinger, og den kan løses ved intelligente menneskers handlinger. Vi ved, hvad der løser fattigdomsproblemet, og alligevel producerer vores økonomiske system til stadighed elendighed for snesevis af millioner mennesker i den ene generation efter den anden, sådan som det allerede er blevet sagt.

Det sker, fordi vi på nationalt plan ikke formår at integrere de forskellige økonomiske, sociale, kulturelle og miljømæssige politikker, som vi forfølger. Det lykkes os ikke at integrere de løsninger, som man er nået frem til i forskellige råd og rapporter. En af de mest effektive løsninger er ikke - som ofte hævdet - et job; det er faktisk uddannelse: uddannelse fra førskoleniveau over en grundskoleuddannelse videre til en uddannelse på gymnasialt niveau.

Beskæftigelse spiller helt klart en vigtig rolle, men det skal også bemærkes, at alt for mange af vores hjemløse og fattige faktisk har et job. Det er derfor klart, at der skal være tale om kvalitetsjob med en ordentlig aflønning og ordentlige forhold, hvis fattigdomsproblemet skal afhjælpes.

Jeg vil også hævde, at social beskyttelse skal betragtes bredere end blot som social sikring. Vores offentlige tjenester skal ses som mekanismer til social beskyttelse. Sundhedstjenester, uddannelsesmæssige tjenester, transporttjenester og kulturelle tjenester hjælper ikke blot med at beskytte dem, der trues af fattigdom, men også snesevis hvis ikke hundredvis af millioner mennesker ud af fattigdom ved deres blotte eksistens. Hvis ikke de fandtes, ville der være mange flere millioner mennesker, der levede på et eksistensminimum.

Jeg vil også argumentere for, at man ikke kun skal betragte social sikring som et sikkerhedsnet, og at vi ved reformeringen af vores socialsikringsordninger specielt skal forsøge at eliminere fattigdomsfælder.

  Siiri Oviir, for ALDE-Gruppen. - (ET) Hr. præsident, hr. formand, kære kolleger, afskaffelsen af fattigdom og social udelukkelse er en af EU's strategiske prioriteter. Lissabon-strategiens interimsbetænkning var kritisk over for medlemsstaternes handlinger, eller rettere mangel på samme. 15 % af Europas befolkning, eller 68 millioner mennesker, hvoraf en tredjedel er børn, lever i fattigdom. Kvinder tjener i gennemsnit 20 % mindre end mænd. Fattigdom afføder helt naturligt mere fattigdom.

Social ligevægt er i hele samfundets interesse. Personlig fiasko er ikke den væsentligste grund til, at folk bliver fanget af fattigdom. Social integration, at tage enhver politik med i overvejelserne og et stop for spild af menneskelig kapital ville direkte stimulere til de fremskridt, vi ønsker at opnå via Lissabon-strategien. Det understreges også i den betænkning, vi har til drøftelse i øjeblikket.

Europa må bringe sit hus i orden igen. De skandinaviske lande er et godt eksempel herpå. Disse lande har økonomier, der uden tvivl ligger blandt de 10 bedste i verden, og samtidig har de de mest effektive systemer til social beskyttelse.

Jeg vil gerne i særdeleshed understrege den opfordring, der fremsættes i betænkningen, til at indlede drøftelser om udvælgelse af politiske områder, hvor den åbne koordineringsmetode kan anvendes. Europa må tænke på, at hvor vi nu har 38 ikke-arbejdende pensionister for hver 100 arbejdstagere, kan dette tal fordobles i det kommende årti, medmindre der gennemføres en ændring af beskæftigelsespolitikken. Men dette problem må håndteres i dag. Livslang læring og forøgelse af beskæftigelsen blandt de ældre er afgørende mål.

Desværre indeholder adskillige medlemsstaters lovgivning bestemmelser, der fremmer aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet. En sådan praksis bør udryddes fra det europæiske juridiske område.

I tilgift til andre risikogrupper har kvinder over 50 den største risiko for udelukkelse, og det bliver mere alvorligt under pensionering. Man må glæde sig over, at betænkningen i høj grad beskæftiger sig med dette. Den opfordrer medlemsstaterne til, når de beregner deres pensioner, at sikre, at kvinder ikke bliver straffet for huller i deres beskæftigelseshistorie, der skyldes forældreorlov og orlov for at passe børn. En del af betænkningen, som jeg anser for helt afgørende, er appellen til alle medlemsstater - i særdeleshed de nye - om at se på deres solidariske pensionssystemer, og tage hensyn til mænds kortere forventede levealder og de store lønforskelle mellem kønnene, der afspejler sig i størrelsen af ægtefællepensionerne og ofte skubber enker under fattigdomsgrænsen.

Jeg vil gerne takke fru Bauer for hendes dygtige arbejde, og jeg håber, at de principper, der er formuleret i dette dokument, snart vil blive gennemført i medlemsstaternes lovgivningsmæssige praksis.

  Jean Lambert, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne takke fru Bauer for hendes indsats med denne glimrende betænkning samt Kommissionen for dens oprindelige dokument.

En af de ting, der fremgår af rapporten, er, at mangeartede afsavn ofte hænger sammen med forskelsbehandling. Hvis man ser på nogle af de hårdest ramte grupper - kvinder, som vi netop har hørt, handicappede, folk fra farvede eller etniske minoritetsgrupper samt både gamle og unge - forstår man, hvorfor de antidiskriminationsdirektiver, der bygger på artikel 13, er så vigtige, og hvorfor de skal gennemføres i videst mulig omfang.

Jeg glæder mig over den store fokus på børnefattigdom. Vi ved, at der er en sammenhæng mellem dårlig ernæring, dårlige boligforhold, et dårligt miljø - de fattige bor ofte i de dårligste omgivelser - og udsigten til en mangelfuld uddannelse, hvilket derefter præger folks liv og deres børns liv. Jeg glæder mig over opfordringen til en grønbog om børnefattigdom. Vi er nødt til at se på det i forbindelse med den generelle social samhørighed, fordi den har følger for kløften mellem rig og fattig.

Hr. De Rossa nævnte problemerne med uddannelse og beskæftigelse. Den virkelige årsag til fattigdom er manglen på kontanter. Man kan ikke sætte sin lid til, at den økonomiske vækst også gavner de fattigste. Man skal træffe konkrete foranstaltninger vedrørende dem, der befinder sig på bunden. Tag f.eks. Det Forenede Kongerige, der ligger forholdsvist højt med hensyn til fattigdomsrisiko. Trods regeringens mange tiltag for tiden tegner de fattigste 10 % af befolkningen sig for 2,8 % af nettoindkomsten, mens de rigeste 10 % af befolkningen tegner sig for 28 % eller 10 gange så meget. Man kan se det i min egen region i det centrale London, der er det rigeste område i EU, men hvor man samtidig finder en utrolig fattigdom. Vi skal ændre disse procentsatser og hæve de fattigstes andel af kagen.

Jeg er enig med hensyn til de offentlige tjenesters betydning og den sociale sikrings rolle. Medlemsstaterne skal vurdere, om deres socialsikringsordninger gør det muligt for folk at tage en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse, eller om de faktisk virker begrænsende, fordi de pågældende mennesker til enhver tid skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Jeg kan også tilslutte mig bemærkningerne om den åbne koordinationsmetode og Europa-Parlamentets rolle i den forbindelse - ikke mindst med hensyn til at gennemgå de nationale handlingsplaner og resultaterne heraf.

  Ilda Figueiredo, for GUE/NGL-Gruppen. - (PT) Af de foregående indlæg i debatten har det fremgået, at fattigdom og social udstødelse er meget udbredt og berører mere end 70 millioner mennesker i EU. Som det omtales i betænkningen, er børnefattigdommen i 14 ud af de 17 medlemsstater, for hvilke der foreligger data, steget i løbet af 1990'erne. Situationen synes imidlertid at blive værre med højere arbejdsløshed, mere usikker beskæftigelse til dårligere løn, et mere fleksibelt arbejdsmarked og privatisering af basale sektorer og tjenesteydelser.

Eftersom fattigdom er en krænkelse af de grundlæggende rettigheder, må der rettes større opmærksomhed mod dens årsager og træffes de nødvendige foranstaltninger for at skabe større social samhørighed på alle planer. Derfor fremsætter vi vores forslag om at ændre den makroøkonomiske politik, så social integration, beskæftigelse med rettigheder, offentlige sundhedsydelser, uddannelse og adgang til domstolene, kultur og en værdig bolig prioriteres højt på den politiske dagsorden. Derfor går vi ind for at erstatte stabilitetspagten med en ægte udviklings- og fremskridtspagt og Lissabon-strategi med en ægte strategi for økonomisk og social samhørighed, hvilket betyder, at forslaget om et direktiv om oprettelse af et indre marked for tjenesteydelser må tages af bordet.

Erfaringerne har vist, at den åbne koordinationsmetode, som Lissabon-strategien lægger op til, ikke har mindsket fattigdommen. Med udgangspunkt i Lissabon-strategien er der blevet gennemført liberaliseringer og privatiseringer af den offentlige sektor og af offentlige tjenesteydelser, hvilket har skabt øget fattigdom og modvirket den sociale integration. Disse foranstaltninger skulle have været obligatoriske, men den åbne koordinationsmetode har ikke tvunget nogen medlemsstat til at mindske fattigdommen, og det gør denne metode helt illusorisk.

Uden statslig intervention er det umuligt at mindske fattigdommen og sikre menneskerettighederne, og derfor må der være en offentlig socialsikringspolitik, der solidarisk omfatter alle, og derfor forkaster vi, at sundhedssystemerne privatiseres.

Staten har ligeledes en afgørende rolle for, om der er en offentlig skole af høj kvalitet og en arbejdsmarkedslovgivning med respekt for dem, der arbejder. Det er derfor ikke nok blot at beklage, at der er fattigdom. Man må ændre den neoliberale politik, der er grunden til, at stadig flere mennesker risikerer at ende i fattigdom, og det er den udfordring, som vi her stiller op, så vi ikke får endnu en debat uden nogen praktiske konsekvenser.

  Guntars Krasts, for UEN-Gruppen. - (LV) I punkt 37 i Parlamentets betænkning, der som helhed må bifaldes, kan vi læse den konklusion, at de hurtige ændringer som følge af globaliseringen og den udbredte anvendelse af informations- og kommunikationsteknologier øger sårbarheden over for sociale risici. Globaliseringen og informations- og kommunikationsteknologier betragtes således som risici.

Efter min opfattelse er det et samfund, hvor de hurtige ændringer som følge af globaliseringen ikke ledsages af en omfattende brug af informations- og kommunikationsteknologier, der er i fare. Farerne opstår, når fordelene ved en ændring betragtes som risici.

Den omfattende brug af informations- og kommunikationsteknologier forbedrer folks uddannelses- og erhvervsuddannelsesmuligheder og forbedrer ligeledes deres muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet, ikke mindst når det gælder de mest sårbare sociale grupper som de handicappede. Ved hjælp af digital forvaltning kan sociale grupper eller enkeltpersoner involveres direkte i den sociale dialog med den nationale regering. Også af denne årsag bør vi i socialpolitikken lægge vægt på de foranstaltninger, som hjælper folk med at benytte sig af disse muligheder. Velfærdssamfundets og informationssamfundets udviklingspolitikker bør koordineres.

Lad os overlade frygten for informationsteknologiens hurtige udbredelse til diktatorerne i Nordkorea og Belarus.

  Jan Tadeusz Masiel (NI). - (PL) Hr. formand, det er beklageligt, at stigningen i antal milliardærer i verden i henhold til de seneste statistikker ikke afspejles i en stigning i alle borgeres velstand. Det modsatte er tilfældet. Antallet af mennesker, der lever i fattigdom, stiger konstant i landene i både det gamle og nye EU. Fattigdom, manglende social beskyttelse og den nødvendige sociale integration er problemer, der opleves mere akut i de nye medlemsstater. I Polen er situationen f.eks. paradoksal. Et tidligere socialistisk land yder nu mindre beskyttelse til borgerne end lande, der altid har været kapitalistiske. Til de sociale problemer i landene i det tidligere EU-15 tilføjer vi vores egne særlige problemer, f.eks. høj arbejdsløshed blandt veluddannede unge eller manglende adgang til almen lægehjælp.

Hr. kommissær, EU kritiseres ofte for at have et overmål af bestemmelser, men efter min mening mangler der en særlig vigtig bestemmelse. EU bør forpligte medlemsstaterne til at fastsætte et socialt minimum. Det ville gøre det muligt for alle borgere at føle sig trygge. Endvidere ville det fremme social integration ved at begrænse frygten vedrørende overlevelse.

  Tomáš Zatloukal (PPE-DE). - (CS) Hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg føler, at forhandlingen i dag om social beskyttelse og social integration er meget væsentlig, da niveauet på 15 % utvivlsomt er foruroligende, selv om der skete et fald på 3 % i den relative fattigdom i årene 1995-2000. Jeg er bange for, at det i betragtning af antallet og den nuværende situation ikke vil være muligt at afskaffe fattigdom og den sociale udstødelse, som den medfører, inden 2010. Disse fænomener er en følge af strukturelle ændringer, som følger med den sociale og økonomiske udvikling i vores samfund. Der sker ændringer på arbejdsmarkedet, teknologiske ændringer i samfundet, demografiske ændringer, i den etniske mangfoldighed, ændringer i husholdningers sammensætning og omdefinition af mænds og kvinders rolle. Bistanden skal derfor primært rettes mod de mest truede grupper såsom arbejdsløse, enlige forældre, de ældre, de, der bor alene, familier med personer, der skal forsørges, etniske minoriteter og handicappede. Den omstændighed, at fattigdom ofte har indvirkning også på børn, er efter min mening meget sørgeligt og foruroligende.

Blandt de væsentligste politiske prioriteter, der skal løse problemer i forbindelse med fattigdom og social udstødelse, vil jeg fremhæve uddannelse. Vi skal sikre det rette uddannelsesniveau, en smidig overgang fra uddannelsesinstitutioner til arbejdspladsen og integration af dårligt stillede grupper i uddannelsessystemet ved hjælp af e-learning. Uddannelse er ikke blot skolegang, men et målrettet system med livslang læring. For at opfylde disse og andre prioriteter er der imidlertid behov for økonomiske midler. Særlig de nye medlemsstater er ikke i stand til at gøre tilstrækkelig brug af de finansielle instrumenter for dette område, som er Den Europæiske Socialfond. Jeg opfordrer derfor medlemsstaterne, særlig Den Tjekkiske Republik, til at gøre mest muligt for at lette den bureaukratiske byrde på ansøgere med hensyn til de nylige udkast til programdokumenter for 2007-2013. Jeg vil slutte med at takke fru Bauer for en god betænkning.

  Karin Jöns (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, pensionspolitik, bekæmpelse af fattigdom og sundhedsvæsen og langtidspleje er centrale opgaver for os og centrale emner for alle borgere i EU. Parlamentet skal derfor øge sit engagement i offentlig koordinering i alle aspekter af social sikring og social integration. Den nuværende fremgangsmåde er helt uacceptabel. Den situation, vi drøfter i dag, er allerede forældet. Rådet har allerede drøftet Kommissionens opfølgningsmeddelelse. Vi har derfor virkelig brug for en interinstitutionel aftale.

Kommisæren har i dag sagt, at han vil arbejde for en dialog med Parlamentet. Jeg er ham meget taknemmelig herfor, men vi ønsker ikke blot en afslappet dialog, men derimod at der indgås en interinstitutionel aftale med helt klare spilleregler. Desuden skal i forbindelse med offentlig koordinering, når det gælder social sikring, i fremtiden i højere grad behandles spørgsmål om, hvordan man forener familie og arbejdsliv, og der skal særligt fokuseres på børnepasning.

  Zdzisław Zbigniew Podkański (UEN). - (PL) Hr. formand, øget globalisering fører til omstrukturering både af virksomheder og arbejdsmarkedet. En anden følge af globaliseringen er, at der lægges vægt på det internationale niveau, og ikke kun det lokale og nationale niveau. Der er en stigende tendens til, at store virksomheder tvinger små og mellemstore virksomheder væk fra markedet, hvilket har stor indvirkning på levebrødet i lokalsamfundene.

Omstruktureringens art er forskellig fra region til region. I de gamle medlemsstater giver det anledning til bekymring for tab af arbejdspladser, og i de nye medlemsstater vedrører bekymringerne standsning af produktion og afskedigelser inden for engrossektoren. I de nye medlemsstater er arbejdsmarkedet hårdt ramt af oprettelsen af lavprisvarehuse og supermarkeder, særlig de, der bygges i bycentrene og i store boligkvarterer. Disse store indkøbscentre har ødelagt småhandlendes og tjenesteyderes levebrød i nærområdet, og mange af dem er blevet tvunget til at lukke. For hver arbejdsplads, der oprettes i et lavprisvarehus, går der 5-8 arbejdspladser tabt i de nærmeste omgivelser. Investorer undlader ofte at tage hensyn til den menneskelige faktor eller individets naturlige miljø og historiske arv. Fru Bauer gjorde ret i at lægge vægt på dette i betænkningen.

For at sammenfatte kan man sige, at de primære ofre for omstrukturerede arbejdspladser er de ansatte og leverandørerne, herunder landbrugsproducenter. Der skal ydes hjælp og støtte til disse grupper. De skal have mulighed for at finde nye job, nye erhverv elle nye markeder til deres produkter.

  Ljudmila Novak (PPE-DE). - (SL) Jeg tror, at det mest socialt indstillede land er et land, der skaber betingelser for arbejdspladser af høj kvalitet, og sørger for lige muligheder for indbyggerne. Og man kan sikre arbejdspladser af høj kvalitet gennem investering i menneskelig kapital, livslang læring, tilskyndelse til fleksibilitet på arbejdsmarkedet og gennem lovgivning, der begunstiger økonomien.

Borgere har brug for gunstige eksterne omstændigheder for at udføre deres arbejde og være kreative samt for at opfylde deres grundlæggende behov. Det er imidlertid noget andet for udsatte grupper såsom de ældre eller unge uden erfaring, de syge, handicappede og alenemødre eller familier med mange børn. Alle disse grupper har brug for vores opmærksomhed og hjælp, hvis de skal beskyttes socialt og ikke udstødes fra samfundet.

Jeg kan imidlertid ikke forstå Rådets beslutning under forhandlingerne om de finansielle overslag om at reducere de midler, der afsættes til uddannelse og støtte til unge mennesker. Det er et område, hvor relativt beskedne midler kan få stor indvirkning på uddannelse, studier i fremmedsprog, udvikling af internationale forbindelser og holdninger til EU. Vi kæmper for disse værdier i næsten alle vores dokumenter. Når vi i EU fortsætter med at vedtage konkrete foranstaltninger, som ikke stemmer overens med vores ord og opfattelse, kan vi ikke hurtigere nå de mål, vi har sat os.

Måske som aldrig før i menneskehedens historie er tiden gået så hurtigt som i dag, og der er intet, der tyder på, at dette tempo vil blive nedsat. Derfor har vi også brug for hurtige og enkle løsninger for at tilpasse os til disse ændringer, således at vi kan opnå større økonomisk vækst og bedre social beskyttelse for udsatte grupper i befolkningen.

  Marianne Mikko (PSE). - (ET) Mine damer og herrer, som socialdemokrat mener jeg, at arbejde er den eneste kilde til velstand, og alligevel mister arbejde terræn til maskiner, dvs. kapital, som en produktionsfaktor.

Mange pensionister i de gamle medlemsstater nyder godt af en behagelig pensionisttilværelse, fordi regeringerne i disse lande har lovgivet, på en sådan måde at arbejdstagerne skal støtte dem på et vist niveau, mens mange mennesker, der klarer sig med en lav løn, når de arbejder til gavn for samfundet, risikerer at falde ned under fattigdomsgrænsen, når de når pensionsalderen. I alt for mange medlemsstater er pensionssystemer grundlæggende pyramidesystemer. Jeg vil gøre opmærksom på, at de sidste, der skal ind i systemet, nemlig de unge, ikke længere vil kunne finde de mennesker, der formodes at støtte dem senere med deres løn. Deres arbejde, løn og økonomiske forpligtelser gør det ikke muligt at have børn eller spare op.

Jeg anbefaler fru Bauers betænkning, men pensionsproblemer kan ikke løses med en enkelt betænkning. Vi kan imidlertid i dag tage skridt til at sikre fremtiden. Både statens og den private sektors pensionsordninger skal omfatte konkrete penge og ikke udelukkende være baseret på løfter.

Estlands overgang til et finansieret pensionssystem har været vellykket. Det ville gavne Europas konkurrenceevne og bæredygtighed, hvis de gamle medlemsstater kunne efterligne denne succes. Jeg håber, at Parlamentet snart vender tilbage til det aktuelle emne pensionsordninger.

  Zita Gurmai (PSE). - (HU) Hr. formand, den egentlige udfordring for EU er at give mulighed for at bryde ud af den onde cirkel med social udstødelse. Det er uacceptabelt, at 15 % af EU-borgerne, ca. 68 millioner mennesker, lever med bevidstheden om risikoen for fattigdom som beskrevet i den rapport fra Kommissionen, som udkom den 27. januar 2005.

Det er uacceptabelt, at social udstødelse berører de mest sårbare sociale grupper, kvinder og etniske minoriteter. Disse grupper er ugunstigt stillet, når de skal have og beholde et job, i forhold til lønnen, velstand, sundhedspleje, uddannelse og adgang til kulturelle aktiver.

I rapporten anføres det, at i Ungarn er procentdelen af personer, der er truet af fattigdom, lavere end EU-gennemsnittet, dvs. under 10 %, i lighed med tallene for Den Tjekkiske Republik, Sverige, Danmark og Slovenien. I Den Irske Republik, Slovakiet, Grækenland og Portugal er tallet imidlertid 20 %.

Kommissær Vladimir Špidla understregede i sit indlæg, at kvinder i deres levetid bruger fire gange mere tid på at tage sig af andre end mænd. Når vi anerkender den samfundsmæssige værdi af dette, kan vi skabe mulighed for at udligne dette.

De fattige og sårbare samfundsgrupper kan kun bryde ud af den onde cirkel med social udstødelse, hvis vi skaber arbejdsmuligheder og sørger for markedsorienteret uddannelse til dem. At finde arbejde betyder at have en indtægt, hvilket fremmer social integration og forbedrer den enkeltes økonomiske situation. Dette er den egentlige udfordring, lad os tage den op! Jeg foreslår, at betænkningen godkendes.

  Aloyzas Sakalas (PSE). - (LT) Jeg vil takke fru Bauer for hendes dygtigt udarbejdede betænkning. Det ville imidlertid være bedre, hvis vi havde et system, der viser, hvilke prioriteter vi først skal være opmærksomme på. Efter min mening er den vigtigste prioritet barnet, da han/hun er begyndelsen, og en voksen kun er følgen af opdragelsen af dette barn. Hvis børn ikke går i skole, har de ikke arbejdspladser at tage hen til. Hvis børn hele tiden er sultne, begynder de at tigge og endog stjæle. Hvis børn udsættes for vold eller misbruges seksuelt, bliver de selv voldelige, når de først er blevet voksne. Hvis børn ingen forældre har eller er adskilt fra dem, bliver gaden deres hjem. Alle de nævnte tilfælde er et godt påskud for den kriminelle verden til at give ly til sådanne børn og opdrage dem til at blive lovovertrædere. Sådanne børn kommer ikke ind på arbejdsmarkedet, da de kun kan noget, der ikke egner sig til arbejdsmarkedet. Derfor bør den grundlæggende prioritet være at fjerne de årsager, der gør børn uegnede til arbejdsmarkedet. Hvis det ikke lykkes os at fjerne årsagerne, bliver de andre foranstaltninger, der er nævnt i betænkningen, udelukkende en kamp med konsekvenserne.

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg glæder mig over den høje standard i denne forhandling og forslagene fra medlemmerne, og jeg vil igen bekræfte min vilje til at arbejde sammen med Dem med henblik på at opfylde EU's mål og udfylde den rolle, som EU-borgerne har givet os. Jeg kan forsikre Dem om, at Kommissionen med beslutsomhed bidrager til yderligere at højne den social dimensions profil i Lissabon-strategien. Jeg vil nævne et par idéer for vores fremtidige arbejde.

Vi skal højne europæisk koordinations profil. Det er lykkedes os at udvikle en afvejet strategi, i hvilken der lægges vægt på behovet for at kombinere sociale mål med økonomiske mål. Det er et stort resultat, og det er grundlæggende for på ny at styrke borgernes tillid til reformerne. Vi skal styrke partnerskabet mellem medlemsstaterne og EU. Den europæiske strategi for vækst og beskæftigelse og den sociale dagsorden tilhører ikke Kommissionen eller EU-organerne. De er baseret på alle deltageres forpligtelser, og det gælder både medlemsstaterne, EU-borgerne, parlamenter, arbejdsmarkedets partnere og interessegrupper samt EU-institutionerne og -organerne. Hvis dette partnerskab skal blive vellykket, kræver det, at rollerne adskilles klart og tydeligt. Medlemsstaterne skal gennemføre de interne reformer og de strukturpolitikker, der er vedtaget som led i den reviderede Lissabon-strategi. EU vil fortsat støtte reformindsatsen og vil samtidig anvende alle nye instrumenter, støtte fra strukturfondene, respekt for grundlæggende rettigheder, støtte til social dialog og indførelse af afprøvede strategier.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.