Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Forhandlinger
Tirsdag den 4. juli 2006 - Strasbourg EUT-udgave

4. 70-årsdagen for Franco's statskup i Spanien - (Erklæringer fra formanden for Europa-Parlamentet og formændene for de politiske grupper)
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. - Som første punkt på vores dagsorden vil jeg komme med en erklæring om de 70 år efter general Francos statskup i Spanien den 18. juli 1936.

Som bekendt underskrev 200 parlamentsmedlemmer en anmodning til Kommissionen og Rådet om en mundtlig forespørgsel, hvis udtrykkelige formål var en forhandling om en fordømmelse af Francos styre på 70-årsdagen for general Francos statskup.

Formandskonferencen accepterede ikke denne anmodning og fandt, at det var mere hensigtsmæssigt med en erklæring fra formanden fulgt af holdningstilkendegivelser fra de forskellige politiske grupper om denne datos betydning. Det er det, vi gør nu.

Det er allerede en fjern, historisk dato: Der er gået 70 år siden den 18. juli 1936. Det er næsten lige så meget som levetidsforventningerne hos den generation af spaniere, som har spillet en hovedrolle i forbindelse med overgangen til demokrati, en overgang, der anses for eksemplarisk, men hvis succes krævede selektive forglemmelser eller hukommelsesfortrængninger, der nu dukker op igen i en proces, der fylder boghandlerne og giver sig udslag i love.

Som jeg fortalte Dem for to år siden, tilhører jeg denne generation - som mange af de spanske medlemmer, der er til stede her - og det er uundgåeligt, at mit personlige forhold til fortiden bestemmer min erindring. Men dette er en institutionel erklæring, som formand for Parlamentet, og min erindring i dag bør være en politisk handling, som går ud over det personlige. For at bringe vores fortid frem i nutiden er en viljesakt, der især har at gøre med den fremtid, vi ønsker at opbygge, og vi ønsker ikke kun at opbygge den på den enkeltes skrøbelige og forgængelige hukommelse, men på historien, som man ikke husker, men som man lærer, og som derfor kan deles.

Historien fortæller os, at der den dag var en del af den spanske hær - kun en del - der rejste sig mod den Anden Republik, der var demokratisk valgt af spanierne i 1931. På denne måde brast en stor forhåbning, for republikken var kommet med et ønske om at fremme demokratiet og gennemføre nogle nødvendige, omfattende reformer: En landbrugsreform, en militærreform, adskillelse af kirke og stat, etablering af en social sikringsordning, selvstyrevedtægter for regionerne og rettigheder som f.eks. stemmeret for kvinder og skilsmisse i et meget patriarkalsk samfund.

Disse reformer blev til et referencepunkt for mange europæiske lande. Det var en reference for demokratiet i Europa, demokratiets nye grænse i Europa, et demokrati, der dengang befandt sig i en vanskelig situation, fordi det var gået til grunde i Italien, Grækenland, Polen, Ungarn og Tyskland. Derfor blev militærkuppet ikke kun starten på en lang og grusom krig i Spanien, men det gjorde også en ende på det håb for Europa, som André Malraux havde talt om.

Krigen i Spanien var ikke kun en krig, og den var ikke kun spansk. Det var et sammenstød mellem de to store opfattelser af verden. Ja, Larras og Machados to "Spanien'er" vendte tilbage, og et af disse to "Spanien'er" fik hver eneste spaniers hjerte til at fryse til is. Men en krig mellem spanierne ville ikke have været så lang, den ville ikke have varet så længe, alene fordi vores egne styrker ikke ville have gjort dette muligt.

Krigen var et afgørende øjeblik for verdens historie. Den fik en enorm international betydning. Fra 1936 begyndte de kommende krigsførende magter i Europa i Anden Verdenskrig at komme i direkte eller indirekte konfrontation med hinanden i den spanske borgerkrig. Spanien var Anden Verdenskrigs første store slag, en prøvebænk for den kommende krig, der skulle hærge Europa. For første gang i historien blev der foretaget bombninger af civilbefolkninger. Vi husker alle Guernica, men der var mange andre "Guernica'er" i Spanien.

Europæerne gav deres liv på begge sider, og deres navne befolker kirkegårdene i Madrid, i Jarama, i Belchite, i Teruel, i Guadalajara, i Ebro-området…, mytiske navne, hvor så mange europæere hviler. De europæiske kammerater fortsatte derefter kampen i hele Europa for at befri det. Den krig var for nogle den sidste store sag, og for andre var den et korstog.

Jeg husker korstoget, og hvordan bisperne hilste på den fascistiske måde, omgivet af generaler ved indgangen til kirkerne. Jeg husker også kirkegårdene, der var fulde af folk fra begge sider, der var blevet skudt. Det var den mest fanatiske krig, hvor det 20. århundredes ideologier for første gang stod over for hinanden: demokratiet, fascismen og kommunismen. Det var en religionskrig, men samtidig var det en klassekamp, en revolution over for en reaktion.

Det var en konfrontation, der skulle fortsætte i Europa, og som også fortsatte i Spanien, efter at krigen var afsluttet, for det var ikke kun en krig, der var også en lang og hård efterkrigstid, hvor det ikke længere drejede sig om at slå fjenden, eftersom at krigen var vundet, men hvor det snarere drejede sig om at udrydde den, for at fastholde et system, der bestod i meget lang tid, og som tvang Spanien til at holde sig på afstand af den demokratiseringsproces og genopbygningsproces, som resten af Europa oplevede takket være Marshall-planen.

Mange kolleger fra de østeuropæiske lande husker den isolering, de blev udsat for som følge af Yalta og det jerntæppe, der adskilte dem fra det frie, demokratiske og fremgangsrige Europa, og sådan har det været. Men man husker i mindre grad, at der i Sydeuropa var lande - Spanien og Portugal - der også var isoleret fra denne bevægelse, og som i lang tid forblev militærdiktaturer.

Jeg husker, at der en gang var et nordamerikansk kongresmedlem, der bebrejdede mig, at vi europæere ikke var taknemmelige for den indsats, som USA havde gjort for at befri Europa. Jeg var nødt til at minde ham om, at med hensyn til Spanien, så brillerede denne indsats ved sit fravær, for netop fordi militærregiment var nyttigt for dem under den kolde krig, glemte de at befri os.

I dag vil jeg gerne gøre de ord, som Salvador de Madariaga har udtalt, og hvis navn står på en af vores bygninger, til mine. "Før 1936" - sagde Salvador de Madariaga - "boede alle spanierne i Spanien og i frihed. I dag" - sagde han i 1954 - "er der ca. hundredtusind, der bor i frihed landsforvist fra Spanien, og resten bor i Spanien, hvor de har fået forvist friheden".

Friheden vendte tilbage i 1975. Vi begyndte at opbygge grundlaget for et samfund, der var baseret på demokrati, frihed og et ønske om at blive en del af Europa. Nye generationer har stillet nye politiske krav med hensyn til fremtiden og til fortiden. De står med en afsluttet krig og et afsluttet diktatur, og når man i dag i Spanien taler om moralsk genoprejsning af ofrene, er det, vi ønsker, en diskussion af vores lands, vores samfunds aktive hukommelse, for at påtage os den fulde byrde af vores fortid, for at ære alle de døde, for ikke i hukommelsen at diskriminere den del, som vi ikke bryder os om, for ikke at begrave dem i fortrøstningsfulde løgne, og for at stå ansigt til ansigt med de sandheder, de afslører. Det er smertefulde sår, der er helet i Europa, men som stadig findes i mange menneskers erindring, fordi det ikke var muligt for dem at uddrive dem i sin tid.

Det er det, der er formålet med denne begivenhed i Europa-Parlamentet i dag, nemlig at stå ansigt til ansigt med en fortid, der lever videre i en del af vores kontinents hukommelse, for ikke at gentage gårsdagens fejltagelser, for kritisk at fordømme de ansvarlige, for at hylde ofrene, for at give udtryk for vores anerkendelse af alle de, der kæmpede for demokratiet, som led under forfølgelse og fremmede Spaniens tilbagevenden til Europa som vores fælles arv.

(Vedvarende bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Jaime Mayor Oreja, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Mine damer og herrer, jeg taler på vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater efter afslutningen af denne erklæring om Spaniens nylige historie. Jeg vil gerne understrege, at vores holdning i det væsentlige bygger på en fuld opbakning til værdierne om forsoning og overvindelse af en tragisk fortid. Det var disse værdier, der fremmede den demokratiske overgang, og som førte til forfatningen fra 1978.

I morgen, den 5. juli, er det 30 år siden, at den daværende spanske regeringschef, Adolfo Suárez, tiltrådte sit embede og påtog sig ansvaret for at gennemføre vores demokratiske overgang.

For de, der som jeg havde den ære og lejlighed til at bidrage til nævnte projekt, at tage del i partiet Den Demokratiske Centrumsunion, som havde ansvaret for den materielle gennemførelse af projektet i overgangsregeringen, sammen med indsatsen fra andre politiske formationer, med en utvetydig opbakning fra det spanske samfund og med støtte fra hans Majestæt Kongen. Vores friheds- og forsoningsværdier, der er knæsat i den spanske forfatning fra 1978, og opfordringen til at gøre en ende på de to uforenelige "Spanien'er", var dybt forankret i vores bevidsthed. For det sidste århundredes vildfarelse, vanvid og tragedie i Spaniens historie gjorde det nemt for de to "Spanien'er" at genopstå, et fænomen, der altid er til stede i vores land, og som gjorde det nemt for disse to "Spanien'er" at overbevise hinanden om umuligheden af en demokratisk sameksistens.

Vi kender alle Den Europæiske Unions oprindelse og eksistensberettigelse, der bygger på den samme moralske styrke som den spanske forfatning, den moralske styrke hos dem, der slutter sig sammen, så vores nylige fortid ikke skal gentage sig, så der ikke opstår flere verdenskrige på europæisk jord, ikke flere krige, ikke flere diktaturer, ikke flere kommunistiske regimer, ikke flere borgerkrige, som den vi led under i Spanien.

I de nye europæiske nationer kan vi begå fejl, når vi behandler vores nuværende og fremtidige problemer, men der er én fejl, som vi ikke må begå, som vi ikke har ret til at begå, nemlig at gentage historiske fejltagelser og ikke lære af fejltagelserne i vores historie.

Derfor bør forsoning og harmoni ikke trætte os. Vi skal ikke ændre vores holdning, og derfor er vi mange spaniere, der synes, at det er en historisk fejltagelse, at man i dag forsøger at fremme en ny overgang, som om den første er blevet gammel og forældet. Det er en historisk fejltagelse ensidigt at ødelægge essensen af harmoni i vores forfatning. Det er en historisk dumhed i Spanien at begynde at drøfte ret til selvbestemmelse, at oprette nye nationer i Spanien, der aldrig har eksisteret. Det er en historisk fejltagelse, for den fjerner os fra den harmoni, vi har skabt.

Derfor, hr. formand, på 30. årsdagen for den spanske demokratiske overgang, der tog sin begyndelse den 5. juli 1976, og på vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater vil jeg slutte med at udråbe et leve for forsoningen, et leve for friheden og et leve for den spanske forfatning fra 1978.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Som opfølgning på Deres tale vil jeg gerne spørge: Hvilken ånd stod bag Franco og hans regime? Vi kender alle denne ånd. Det er intolerancens ånd, menneskeforagtens ånd, det er ødelæggelsen af de demokratiske institutioner, det er hadet mod alt, som ikke er, som man gerne ville have det. Bag Franco og hans regime stod menneskeforagt og dødelig voldelighed. Betingelsesløs underkastelse under deres egen ideologi eller døden - det var Franco-regimets budskab. Men det var ikke noget spansk budskab, for da Franco tog magten for 70 år siden, havde Tyskland allerede lidt under Hitler-diktaturet i tre år, og Mussolini havde allerede regeret 14 år i Italien. Den fascistiske bevægelse, som Franco var en - især militaristisk - del af, fandtes på dette tidspunkt allerede i hele Europa.

Borgerkrigen var ikke kun en spansk borgerkrig. Den havde især Spanien som territorium og det spanske folk som offer, men den havde også det spanske folk som gidsel for en prøvekørsel til en større krig. En skamplet i Tysklands historie er og bliver Guernica og Legion Condor.

En ærværdig begivenhed i Europas og verdens historie var de unge mennesker, der i 1930'erne rejste til Spanien for frivilligt at forsvare demokratiet. Ernest Hemingway har skabt et uforglemmeligt litterært minde for denne generation. Arthur Miller, den berømte amerikanske forfatter, sagde en gang: I 1930'erne var ordet Spanien en eksplosion. Det handlede om at besejre den klerikale feudalisme og sætte frihedens og tolerancens ånd op over for intolerancens onde ånd.

Når vi i dag tænker på Spanien, så tænker vi venstreorienterede i Europa på de utallige ofre fra vores rækker - men ikke kun fra vores rækker - som mistede livet i denne borgerkrig. Det var også kristendemokrater, det var også liberale, det var også republikanere, som stillede op mod denne intolerance. I hele verden stillede hele åndssamfundet og folkesamfundet op mod Franco og modsatte sig dette totalitære krav om underkastelse, som var forbundet med Franco. Franco tabte.

Når vi 70 år senere kan trække et facit her i Parlamentet, så vil jeg minde om, at tre af Europa-Parlamentets formænd, efter at der blev indført direkte valg, har været spaniere, nemlig en konservativ kristendemokrat og to socialdemokrater. Når en spansk formand af katalansk oprindelse i dag, 70 år senere, på vegne af medlemmer fra 25 europæiske folk kan minde om, at den europæiske integration er en sejr over intolerancen og ufriheden, så kan vi 70 år senere sige, at friheden sejrede, Franco tabte. Noget bedre kunne ikke ske for Europa!

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Bronisław Geremek, for ALDE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Europa har en rig historie, og selv om Europa-Parlamentet ikke skal forsøge at påtage sig rollen som den eneste, der kender virkeligheden om fortiden, er det alligevel vigtigt for den europæiske konstruktions fremtid, at Parlamentet føler sig ansvarlig for det europæiske eftermæle, som er den væsentligste faktor for den europæiske enhed.

Vi befinder os i 2006, og her dukker mindet om arbejdernes oprør i Poznan i juni 1956 op … Og den ungarske revolution i oktober 1956 - de dramatiske begivenheder i kampen for brød og frihed. 2006 … For 60 år siden gennemtvang general Franco et diktatorisk regime mod frihed, demokrati og retsstaten. Spanien, som skulle have været med til at grundlægge EU, befandt sig mod folkets vilje separeret fra resten af Europa i et halvt århundrede.

Når man tænker på disse begivenheder, bør man ikke gøre regnskab over uretfærdighederne, hadet, konflikterne, de menneskelige lidelser under borgerkrigen og diktatorregimet. Vi skal huske på, at denne spanske erfaring er en europæisk erfaring, at det er en af de erfaringer, der ligger til grund for opbygningen af EU. Så sådanne begivenheder aldrig mere kommer til at finde sted.

Europa må ikke glemme, at Spanien var i stand til at afslutte dette dramatiske kapitel ved et forlig, ved en fredelig dialog, i enighed. Vi bør anerkende det spanske folks mod og klogskab.

I disse årsdage burde Parlamentet og Europa som helhed skælve af den følelse af frihed, de er omfattet af. Europa burde føle sig forenet ud over de politiske opsplitninger og være bevidst om, at vi nu ved, hvorfor Europa eksisterer. Det skylder vi også denne dramatiske begivenhed, som vi i dag mindes med tungsind. Mange tak.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Daniel Marc Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! 1936, Spanien, det er først og fremmest en lærestreg, eller snarere fire lærestreger, for os europæere. Den første lærestreg er det mod, den selvopofrelse, den ekstraordinære opfindsomhed, et folk, det spanske folk, udviste på dets march mod frihed og demokrati. Hvem har glemt de ekstraordinære sociale skabelser i det fri Catalonien? Hvem har glemt alt det, det spanske folk forsøgte i denne ekstraordinære periode?

Den anden lærestreg er fascismens umenneskelighed. Som det netop er blevet sagt, er Guernica et symbol herpå, et symbol på drab, mord, fængslinger, og et symbol på fascismens internationale projekt, for det er klart, at den spanske fascisme aldrig ville have vundet denne kamp uden nationalsocialismens hjælp. I 1936 var den europæiske plan for fascismens domination allerede synlig.

Den tredje lærestreg er vanskeligere at lægge øre til, for det er fejheden. Europæernes fejhed, franskmændenes fejhed - selv om det var svært for Léon Blum - englændernes fejhed ... Fejheden hos alle dem, der mente, at hvis det spanske folk betalte, ville de ikke selv komme til at betale! Denne holdning har som i München i 1938 vist sig at være en af de store fejltagelser og en af de store lærestreger fra denne periode. Den, der tror, at han kan sænke hovedet og vente på, at uvejret går uden om ham, tager ofte fejl, som historien viser det. Det er en vigtig lærestreg, som mange europæere meget længe har haft meget vanskeligt ved at acceptere. Pacifismen bygger nogle gange rede for grusomhed! Nogle gange er den et symbol på mod! Det er altid meget vanskeligt at vide, hvad man skal vælge. Men når vi taler om fejhed, skal vi også understrege modet. F.eks. det mod, Pierre Cot, minister under Léon Blum, udviste, da han som minister sendte våben til Spanien. Vi husker, at Pierre Cot, som var en helt i denne vanskelige tid, er far til en af vores kolleger, Jean-Pierre Cot, og jeg vil gerne takke sidstnævnte for at have husket mig på disse kendsgerninger.

Endelig den fjerde lærestreg, som er den kommunistiske totalitarismes afskyelige intolerance. For vi må ikke glemme, at der er to vigtige indtryk fra denne spanske borgerkrig. Det første indtryk er de internationale brigader, der ville redde det spanske folk. Men på samme tid var der de kommunistiske brigaders intolerance, som myrdede trotskister, der var medlem af POUM, som myrdede anarkister, fordi de ikke svarede til deres indstilling. Også det er en lærestreg fra den spanske borgerkrig! Denne lærestreg, som siger, at befrielsen ikke er at have ret over for alle, men også at acceptere mangfoldighed og demokrati.

Disse fire lærestreger, kære kolleger, skal EU drage alle mulige konsekvenser af. Disse lærestreger skal vi huske på, når grusomhederne dukker op i Bosnien. Disse lærestreger skal vi huske på, når vi skal udvise solidaritet med undertrykte folk. Hvis vi tager disse lærestreger til os, tror jeg, fremtiden kan blive lidt lysere.

 
  
MPphoto
 
 

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Parlamentet udfylder sin rolle ved at organisere denne politiske handling i forbindelse med halvfjerdsårsdagen for Francos udløsning af den spanske borgerkrig.

I mere end en henseende vedrører tilintetgørelsen af den unge republik hele Europa. For det første var kupmagerne i 1936 først i stand til at få kål på folkefronten, da de fik afgørende støtte fra det fascistiske Italien og Nazityskland. Det var også i Spanien, at sidstnævnte afprøvede sin kommende Blitzkrieg mod Frankrig. Og Guernica var historiens allerførste eksempel på en massakre mod civilbefolkningen via massive luftbombardementer, men blev også en rædselsvækkende model for hele Anden Verdenskrig.

Europa er berørt af disse mørke år, 1936-1939, men også af en anden grund, nemlig de tilstødende demokratiers lynchning af republikanerne. Den manglende indgriben i 1936 var en forgænger for München i 1938, som udmøntede sig i en kontinental katastrofe fra og med 1939. Og hvad skal man sige om de europæiske og vestlige landes lederes overbærende ligegyldighed generelt over for Franco-regimet efter krigen, da chefen havde slået sig til det godes lejr mod det ondes herredømme.

Endelig er der en sidste grund til, at den spanske tragedie har en europæisk dimension. Det er den hidtil usete internationale solidaritetsstrøm, den har vakt blandt arbejdere og menigmand og blandt de mest fremragende europæiske intellektuelle, som de internationale brigader med deres 40.000 frivillige fra omkring 50 lande er en gribende illustration på.

Omvendt finder man mange spanske republikanere i den franske modstandsbevægelse. Nogle af dem deltog i det parisiske oprør i august 1944 under ledelse af min afdøde ven, Henri Rol-Tanguy. Andre deltog i befrielsen af Strasbourg i november samme år i general Leclerc's hær.

Den europæiske bevidsthed ville uden tvivl ikke være den samme uden de ubeskrivelige lidelser, ofrene under Franco blev påført, uden de spanske modstandskæmperes frygtløse mod og uden den solidaritet, der opstod omkring den unge republik. Lad vores handling i dag ære alle de mænd og kvinder, der fortjener det!

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand! På mange måder har jeg meget svært ved at finde ud af, hvad jeg skal sige i dag, fordi jeg til forskel fra mange af mine kolleger kommer fra en generation, der ikke selv har oplevet den tragedie, der dannede selve grundlaget for Den Europæiske Union.

Men jeg læser historiebøgerne og har en vis viden om og forståelse af historien. I dag taler vi om 70-års dagen for Francos kup. Grusomheder eller tragedier på det europæiske kontinent mindes i historiebøgerne hver eneste dag mere end 227 år tilbage i tiden.

Jeg går ud fra, at det, vi virkelig burde fokusere på, er, at fascisme, kommunisme, imperialisme og de totalitære regimer, vi har oplevet på vores kontinent, har en ting til fælles: manglende respekt for menneskers forskellighed og forskellige tanker og intolerance over for dem, der ønsker at gå ad en anden vej. Hvad enten vi taler om Potsdam, Ungarn, Gdańsk, Sibirien, Spanien, Portugal eller Irland, har de, der har forsøgt at påtvinge andre deres vilje, altid lidt nederlag, fordi selve essensen af vores menneskelighed er ønsket om at være frie til at sikre, at vi kan leve og interagere med andre.

Derfor er det særdeles vigtigt, at vi ikke blot tager ved lære af fortidens fejltagelser, men også sikrer os, at vi aldrig gentager dem. I stedet for at kritisere eller pege fingre og sige, at en tragedie var mere dramatisk, mere skadelig eller mere betydningsfuld i europæisk politik end andre, bør vi være enige om, at den fandt sted, og så bruge den som eksempel. I dagens Europa er det lykkedes os at komme ud over disse forskelle; vi har fundet et forum og en vej frem, hvor mennesker fra forskellige lande med forskellige ideologier, forskellig historie og forskellige tolkninger af den samme historie kan mødes og finde fælles fodslag og arbejde for en fælles sag.

Det bedste, vi kan gøre i dag i Europa-Parlamentet, er at opmuntre premierminister Zapatero i hans bestræbelser på at samle tidligere uforenelige befolkningsgrupper om at finde en fælles vej frem i Baskerlandet. Ikke for at tilgive de grusomheder, der er blevet begået, eller for at sige, at disse ugerninger ikke har fundet sted, men for at sige, at man ikke kan blive ved med at leve i fortiden, man kan ikke blive ved med at være bitter. Når muligheden for fred byder sig, skal vi gribe den i flugten.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Jens-Peter Bonde, for IND/DEM-Gruppen. Hr. formand! "De skal standses!" Sådan udbrød min ungdoms store unge digter, Gustaf Munch-Petersen, da han som spaniensfrivillig blev stående alene ved fronten, mens kammeraterne trak sig tilbage mod overmagten. Gustaf efterlod sig kone, barn og familie hjemme i Danmark. Hans handling var hverken forsvarlig eller ansvarlig og kunne ikke holde fascismens pest væk fra Europa. Hans ensomme protest savnede rationale, men tænk, om alle borgere havde handlet med samme mod. Uforfærdet død blev hans livs sidste digt. De fleste var passive, da demokratiet blev truet og mange steder fortrængt, indtil andre modige satte en stopper for nazisme og fascisme.

For mange her i salen blev befrielsen forvandlet til en ny besættelse med jerntæppe og Gulag. Lad os i dag mindes de mange døde med og uden mod. Lad os hylde dem, der gik til modstand som spaniensfrivillige og deltog i forsvaret for demokratiet og viste både mod og dumdristighed i undergrundshære mod regeringers eftergivenhedspolitik over for demokratiets fjender. Mange aktive modstandsfolk har fundet vej til de politiske partier og også til de bevægelser, jeg har repræsenteret her i salen i 27 år. De er næsten alle døde. Min modige nabo, smeden Hans, fablede ved sin død om, at briternes bomber var ramlet ned i den franske skole i stedet for Gestapos hovedkvarter. Hans havde som britisk agent leveret de illegale tegninger. Fejlen var ikke hans, men de døde elever plagede ham til det sidste.

Jeg vil også mindes en ung lektor, som rejste landet rundt for at skabe den første danske modstandsbevægelse, mens regeringen samarbejdede med den tyske besættelsesmagt. Frode Jakobsen blev siden leder af den succesfulde undergrundsregering, Danmarks Frihedsråd. Efter krigen blev han minister, og han deltog i Europabevægelsens store kongres i Haag i 1948, da man startede Europarådet og den europæiske integration. Han var mangeårig formand for Europabevægelsen og socialdemokratisk folketingsmedlem. Alligevel stemte han nej ved alle afstemninger om EF- og EU-traktater. Og han lancerede den demokratiske kritik af EU allerede i 1972.

Vi har opkaldt en pris efter ham. Den uddeles hvert år til personer, som har udvist et usædvanligt politisk mod. Folk som har gjort noget for andre end sig selv på et tidspunkt, hvor det ikke var opportunt, lønsomt eller karrierefremmende. Vi har aldrig haft svært ved at finde kandidater. Der er stadig folk, som udviser usædvanligt politisk mod. Og nogle af dem har ladet sig inspirere af den halve million frivillige verdensborgere, som rejste til Spanien for at sige "No pasarán". Tak til jer, der viste personligt mod og døde for vores frihed. "El pueblo unido jamás será vencido".

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Maciej Marian Giertych (NI). - (PL) Hr. formand! Når vi i dag har demokrati, borgerlige rettigheder, privat ejendomsret og tolerance i Central- og Vesteuropa, så skyldes det, at kommunismen ikke fik tag i vores kontinent, selv om det kunne være sket. I Østeuropa skabte polakkernes sejrrige kamp mod bolsjevikkerne i 1920 og det katolske Polens beslutsomme modstand mod øget sovjetisk dominans en vold mod kommunismen.

Når kommunismen ikke slog rod i Vesten, skyldes det især den sejrrige borgerkrig, som det traditionelle Spanien udkæmpede mod kommunistiske regeringer. Selv om den spanske venstrefløj kom til magten på en demokratisk måde, opførte den sig på samme måde som venstrefløjen i det bolsjevikiske Rusland, hvor det primære mål for angreb var kirken. Næsten 7.000 præster blev myrdet. Kirker blev skændet, og vejsidekors og helgenstatuer blev beskudt. Traditionelle styrker besvarede omgående dette angreb på det katolske Spanien.

De internationale brigader, som var organiseret af det bolsjevikiske Rusland, kom det kommunistiske Spanien til hjælp. I overensstemmelse med kommunistisk skik var disse brigader fuldstændigt kontrolleret af kommunistiske particeller og deres efterretningstjenester, som hele det republikanske regime var. Takket være den spanske højrefløj, den spanske hær, dens ledere og især takket være general Francisco Franco blev det kommunistiske angreb på det katolske Spanien forpurret. Samtidig blev forsøgene på at sprede den kommunistiske pest til andre lande også bremset.

Det var tilstedeværelsen af personer som Franco, Salazar eller De Valera i europæisk politik, som sikrede, at Europa bevarede sine traditionelle værdier. Vi mangler sådanne statsmænd i dag. Det er med beklagelse, vi i dag ser et fænomen som historisk revisionisme, som fremstiller alt, hvad der er traditionelt og katolsk i et negativt lys og alt, hvad der er sekulært og socialistisk i et positivt lys. Vi må ikke glemme, at nazismen i Tyskland og fascismen i Italien også havde socialistiske og ateistiske rødder.

Den magt, som udøves af den socialistiske og antikatolske blok i Parlamentet, giver anledning til stor bekymring. Vi så klare eksempler på denne magt under afstemningen i sidste måned om teksterne om tolerance og det syvende rammeprogram. Det kristne Europa er ved at tabe kampen mod et socialistisk og ateistisk Europa. Det må ændres!

(Prostest)

 
  
MPphoto
 
 

  Martin Schulz (PSE). - (DE) Hr. formand! Jeg henviser til muligheden for at komme med personlige bemærkninger efter forhandlinger. Jeg kan ikke lige huske den nøjagtige artikel i forretningsordenen, men jeg beder Dem lade mig komme med denne personlige bemærkning. Jeg har lyttet opmærksomt til den forrige talers kommentarer. Jeg vil ikke gå ind på indholdet i detaljer, men jeg vil for mit eget og min gruppes vedkommende konstatere én ting, nemlig at det, som vi netop har hørt, er hr. Francos ånd. Det var en fascistisk tale, som ikke hører hjemme i Europa-Parlamentet!

(Kraftigt bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Zbigniew Zaleski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne ligesom hr. Schulz benytte min ret som medlem af Parlamentet og tage ordet for en kort bemærkning.

Jeg beklager, at De og formandskonferencen besluttede at afsætte så lang tid til debatten om Francisco Franco, men ikke tillod, at der blev brugt så meget som et minut på at diskutere en anden forfærdelig massakre, som fandt sted i Katyn. Det anmodede jeg om på vegne af polakker og alle dem, som døde der. Jeg beklager dybt beslutningen om ikke at imødekomme min anmodning.

 
  
MPphoto
 
 

  Hans -Gert Poettering (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Som katolik vil jeg gerne sige, at vi går ind for menneskets værdighed, menneskerettigheder, retsstaten, demokratiet og friheden. Vi mener ikke, at diktatorer og tilhængere af et totalitært regime - om det nu er fascismen, nationalsocialismen eller kommunismen - er egnede til at forsvare vores idealer. Vi forsvarer vores idealer med vores egne overbevisninger.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Jeg vil gerne takke alle for deres deltagelse i denne forhandling, og jeg vil gerne takke de medlemmer, der har deltaget i forhandlingen, især de, der ikke er spaniere, for den interesse, de har vist for denne historiske begivenhed, der utvivlsomt var en tragedie. Jeg vil også gerne påpege, at der på tilhørerpladserne sidder nogle personer, hvis historiske erindring har bragt dem hertil.

(Bifald)

 
Seneste opdatering: 31. august 2006Juridisk meddelelse