Retur til Europarl-portal

Choisissez la langue de votre document :

 Indeks 
 Fuld tekst 
Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Tirsdag den 24. oktober 2006 - Strasbourg Revideret udgave

Livslang læring (forhandling)
MPphoto
 
 

  Věra Flasarová, for GUE/NGL-Gruppen. - (CS) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg glæder mig meget over fru Packs flerlagstilgang til udarbejdelsen af denne betænkning. Jeg vil blot fremhæve nogle få aspekter af emnet.

En af farerne i den moderne verden er det faktum, at folk ikke kan tilpasse sig dynamisk på grund af uddannelsens snævert fokuserede og overspecificerede beskaffenhed, hvilket giver dem en begrænset verdensanskuelse og hindrer dem i at udnytte deres fulde potentiale på arbejdsmarkedet. Verden har ændret sig så meget, at de traditionelle tanker om at få en uddannelse én gang for alle med henblik på langsigtet beskæftigelse og fortsat fremgang frem til pensionsalderen er forsvundet for altid. Folk skal kunne reagere hurtigere på udviklingen af deres miljø, og individuelle europæiske uddannelsesprogrammer skal hjælpe dem hermed.

Livslang læring hjælper mennesker med at holde trit med den videnskabelige og teknologiske udvikling og gør det lettere for dem at forstå verden i almindelighed. Sideløbende med udviklingen af uddannelsesprogrammer er det nødvendigt at fokusere på, at livslang læring ikke kun bliver en luksus for nogle få udvalgte, men at den er tilgængelig for alle samfundsgrupper uanset social status og køn.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik