Formanden. - Kære tidligere formænd for Europa-Parlamentet, kære formand for Det Europæiske Råd, kære fru forbundskansler Angela Merkel, hr. formand for Kommissionen, kære José Manuel Durão Barroso, hr. formand for Europarådets Parlamentariske Forsamling, kære René van der Linden, mine damer og herrer formænd og repræsentanter for EU's institutioner, kære gæster, og især kære parlamentsmedlemmer! Siden det første direkte valg til Europa-Parlamentet i juni 1979 har det været tradition at skifte formand efter to et halvt år. I et historisk perspektiv er to et halvt år kort tid. Men når man tænker på, at en formand for Europa-Parlamentet oplever fem formandskaber for Det Europæiske Råd - nu Tyskland, så Portugal, Slovenien, Frankrig og Tjekkiet - så ser man tydeligt, hvilket stort ansvar der hviler på Europa-Parlamentet netop i en tid, hvor det europæiske integrationsprojekt er kommet langt, men endnu ikke er fuldendt, og endda fortsat er truet på grund af det foreløbige nej til forfatningstraktaten i Frankrig og Nederlandene. Europa-Parlamentet er sig dette ansvar bevidst og må derfor ikke lade sig overgå af nogen, når det gælder om at fuldende kontinentets enhed!
(Bifald)
Vi indtager alle vores plads i rækken af dem, som kom før os, og dem, som kommer efter os. Jeg vil således gerne på hele Europa-Parlamentets vegne og især også personligt takke min forgænger Josep Borrell Fontelles meget hjerteligt og oprigtigt for hans store engagement og hans utrættelige indsats som vores formand i de forløbne to et halvt år.
(Bifald)
Denne oprigtige og hjertelige tak gælder ligeledes de tidligere formænd, som er hos os i dag:
Emilio Colombo, formand for det endnu ikke direkte valgte Parlament, og dernæst fra 1979 Simone Veil, Lord Plumb, også kendt som Henry Plumb, Enrique Barón Crespo, Egon Klepsch, Klaus Hänsch, José-Maria Gil-Robles, Nicole Fontaine og Pat Cox.
(Kraftigt bifald)
Jeg byder Dem alle hjerteligt velkommen. Det glæder os meget, at De alle har taget imod denne invitation. Pierre Pflimlin og Piet Dankert er ikke længere blandt os. Vi mindes dem med taknemmelighed.
Sammen med Klaus Hänsch, Ingo Friedrich, Karl von Wogau, Francis Wurtz og Jens-Peter Bonde har jeg det privilegium at have været medlem af Europa-Parlamentet siden det første valg i 1979. I den periode har vi oplevet både højdepunkter og lavpunkter i den europæiske politik.
Den største succes er overvindelsen af Europas deling. Vores fælles værdier er slået igennem. At Estland, Letland, Litauen, Polen, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Malta og Cypern nu siden 1. maj 2004 er medlemmer af EU, siden 1. januar i år Bulgarien og Rumænien og det genforenede Tyskland allerede siden 3. oktober 1990, det er og bliver for mig vores generations mirakel. Det har vi al mulig grund til at glæde os inderligt over, også i dag.
(Bifald)
Men det vil fortsat være en opgave for os alle, mine damer og herrer, at lære af hinanden og styrke den gensidige respekt og forståelse. Vi bør holde op med at tale om de "gamle" og "nye" medlemslande. Vi alle udgør i fællesskab Europa-Parlamentet, og vores folk, som vi repræsenterer, udgør fællesskabet i EU.
(Bifald)
I 1980'erne talte man om "eurosklerose". Så kom det indre marked og den fælles europæiske mønt imidlertid. Europa-Parlamentet har tilkæmpet sig sine rettigheder, og det vil vi fortsætte med at gøre. Europa-Parlamentet er i dag indflydelsesrigt og selvbevidst. Erfaringen lærer os altså, at vi på kontinentets vegne kan få succes med at gennemføre kontinentets enhed og samtidig bevare dets mangfoldighed, hvis vi selv ønsker det, hvis vores vilje er stærk og fast. Det er denne beslutsomhed, jeg appellerer til hos alle.
Det vil imidlertid kun lykkes for os, hvis EU-borgerne ved siden af deres tilknytning til hjemstavnen og deres eget fædreland også opfatter sig selv som europæere og er bevidste om, hvad der knytter dem sammen. Fællesskabssind og vi-følelse er nødvendige forudsætninger for vores fælles europæiske fremtid. I denne forbindelse er Europas enhed ikke kun en sag, som vores forstand byder os, men også en hjertesag. At gøre dette klart for folk, er måske den største opgave, vi skal løse i fællesskab.
Vi skal tjene EU-borgerne. Europæerne skal være stolte af det, de har tilkæmpet sig gennem århundrederne - værdier, frihed, ret og demokrati. Det har været en lang vej. Vi ved, at vores europæiske rødder er den græske filosofi, romerretten, den jødisk-kristne arv, oplysningstiden, altså vores fælles europæiske kultur. Dertil hører imidlertid også de tragiske europæiske borgerkrige og i det 20. århundrede de menneskeforagtende totalitære ideologier og så efter 1945 grundlæggernes mod til at gå tilgivelsens og forsoningens vej og bygge en nyt og bedre, fredeligt og fælles Europa. Det bør vi også huske i dag og genopdage de ting, vi har til fælles. Den store franske europæer Jacques Delors talte helt i Robert Schumans tradition om "den europæiske sjæl". Den store polske europæer Wladyslaw Bartoszewski, sagde engang: "Europa betyder især personlig frihed, menneskerettighederne - politiske og økonomiske". De har begge ret.
Jeg vil gerne tale om de europæiske værdier. De har deres udspring i menneskets værdighed. I den personlige værdighed respekterer vi den anden, forpligter os selv og bygger dermed et samfund af ansvar og solidaritet. I vores praktiske politiske gerning bør vi altid tjene menneskets værdighed, og jeg vil gerne opmuntre os alle til at forsvare menneskets værdighed og menneskerettighederne i hele verden.
Det er ikke noget abstrakt krav. Vi er ikke verdens læremestre, men vores menneskeopfattelse og vores værdier bliver mere overbevisende for andre, hvis vi selv udlever det på en troværdig måde. Det har meget konkrete konsekvenser for vores politik.
Vi ønsker partnerskab med et handlekraftigt og demokratisk Rusland. Derfor forventer vi en tydelig indsats fra de russiske myndigheder for at få idømt Anna Politkovskajas mordere en retfærdig straf - Anna Politkovskaja, som gjorde så meget for pressefriheden i sit land.
(Bifald)
Vi vil aldrig glemme, at hverken nationalsocialismen eller den sovjetiske kommunisme kunne have været besejret uden USA. Men vi siger også til vores amerikanske venner, at Guantánamo ikke kan forenes med vores europæiske principper for et retssamfund.
(Bifald)
Vi beskytter det menneskelige liv. Dem, som benægter holocaust, den ondeste af alle forbrydelser, sådan som præsidenten for en stor kulturnation, dem må vi møde med beslutsomhed, så vi ikke igen bliver ramt at et nyt holocausts rædsler.
(Bifald)
Vi er overbevist om, at menneskene i Israel og Palæstina er forbundet af den samme værdighed. Derfor går vi både ind for Israels ret til at eksistere og for det palæstinensiske folks ret til at leve i deres egen stat.
(Bifald)
Vi støtter dem, som kæmper med fredelige midler for frihed og demokrati. Derfor er vi solidariske med vores Sakharov-prismodtager Aleksander Milinkevitsj og hans medkombattanter for et frit og demokratisk Belarus uden angst og undertrykkelse. Den samme solidaritet gælder vores Sakharov-prismodtagerne "Las Damas de Blanco" (kvinderne i hvidt) på Cuba og Aung San Suu Kyi i Burma/Myanmar.
Vi forsvarer menneskets værdighed og menneskerettighederne. Vi, Europa-Parlamentet, er dybt overbevist om, at det ikke er foreneligt med dødsstraffen. Jeg opfordrer os alle, EU's institutioner og medlemsstaterne, til at arbejde for afskaffelse af dødsstraffen inden for FN's rammer.
Hvis vi vil nå vores mål, forudsætter det, at vi bygger videre på et handlekraftigt EU. Vi må give os selv en forfatning, som sikrer, at vi kan repræsentere vores værdier og interesser i Europa og i verden som en respekteret partner.
Jeg kan stadig høre den store tale, som Louise Weiss holdt som alderspræsident i det første direkte valgte Europa-Parlament den 17. juli 1979 her i Strasbourg. Hun sagde: "Vi må i hvert fald aldrig glemme, at vi både er arvinger og udøvere - arvinger til en åndelig verden og dens udøvere til gavn for kommende generationer."
Jeg kunne ikke sige det bedre. Det er næppe anderledes i dag end i 1979, og alligevel står vi samtidig over for nye udfordringer, vores egne udfordringer.
Idéen om Europas enhed har siden underskrivelsen af Rom-traktaterne for 50 år siden i store træk udviklet sig positivt. Den er blevet udtrykket for en af de lykkeligste perioder i vores lange europæiske historie. I første omgang hentede idéen om Europa efter Anden Verdenskrig sin kraft fra viljen til fred og frihed. Så fulgte den voksende velstand og den sociale udligning som opgave og drivkraft for den europæiske enhed. Europa forblev tro mod begge disse idéer, da genforeningen af vores kontinent gav os den enestående chance for at lade de to halvdele af kontinentet, som alt for længe havde været delt, vokse sammen i frihed.
I dag henter Europa sin anerkendelse og sin drivkraft fra vores borgeres bestræbelser for sikkerhed. Det er et meget alvorligt anliggende, som ufrivilligt, men uundgåeligt er blevet pålagt os med bekæmpelsen af terrorismen. Det kræver løsninger på de spørgsmål, som er højst aktuelle for vores borgere.
Bestræbelserne på sikkerhed omfatter også opgaven med at skabe arbejde og social beskyttelse i en verden i hastig forandring. Vi kan ikke vinde sikkerhed ved at modarbejde globaliseringen. Vi må skabe den ved at styrke vores konkurrenceevne og samtidig bevare vores europæiske sociale model.
Det kræver, at vi ikke kun taler om de dramatiske klimaforandringer, men også i samarbejde med vores partnere i verden træffer de nødvendige foranstaltninger og beslutsomt gennemfører dem, før det er for sent.
Sikkerhed omfatter også den fælles energiforsyning og den fælles indvandringspolitik, som både tager højde for menneskerettighederne og nødvendigheden af integration i vores samfund. Vi må ikke tillade, at mennesker igen og igen mister livet i Middelhavets bølger.
Vi kan ikke finde vores sikkerhed i en verden, som står i flammer, hvor mennesker lever i fattigdom og under socialt pres, hvor der hersker uorden, og hvor ødelæggelsen af de naturlige miljøbetingelser fortsætter.
Hvis vi vil leve i sikkerhed i Europa, må vi engagere os som partner for sikkerheden i verden i alle dens aspekter. Og vi skal vide, at de fleste af de udfordringer, som vores kontinent og vores verden står over for, kun kan klares med europæiske løsninger. Europas enhed er altid blevet styrket gennem kriser, selv om det lyder paradoksalt. Jeg siger ikke, at vi har brug for kriser, fordi vi ikke kan fremme det gode i sig selv. EU har brug for et nyt opbrud, en fornyelse. Vejen er vanskelig, det er sandt. Men jeg er helt overbevist om, at vores kontinent i dag er bedre rustet til sin fremtid i det 21. århundrede end for 15 eller 20 år siden.
Vi vil selv blive målt på, om vi har sendt den nye europæiske enhed ud på en varigt god og sikker bane. Folk forventer, at vi politikere udviser lederskab. Vi skal begrunde, hvorfor Europa er godt for os alle, hvilken merværdi der kommer ud af den europæiske integration, og hvilke mål vi arbejder for, og vi skal gøre det bedre end hidtil. Vi skal overvinde den opfattelse, at den europæiske politik kun har en teknisk funktion uden udsyn og indre sammenhæng. Vi skal overbevise gennem vores handlinger, og her må vi koncentrere os om det væsentlige.
Det er vores fælles opgave at forberede fremtiden så bæredygtigt, at den så vidt menneskeligt muligt er sikker for vores børn og børnebørn. Det kræver en ny begyndelse for et bedre, stærkere og fremtidsorienteret Europa. Vi har imidlertid især brug for et Europa, som tror på sig selv, som henter sin kraft fra sine værdier, og som vil og kan være en god partner i verden.
Uden mediernes hjælp kan vi ikke formidle Europa til folk. Jeg vil gerne udtrykkeligt takke korrespondenterne og journalisterne her i Strasbourg for deres fair og objektive reportager. Men jeg appellerer til de nationale medier, især de private og offentlig-retlige fjernsynsstationer, om at yde deres bidrag til et europæisk oplysningsarbejde. Det er ikke tidssvarende kun at beskrive den europæiske integration ud fra det enkelte lands nationale perspektiv. Jeg beder de nationale fjernsynsstationer om at åbne deres studier for europæiske spørgsmål og også indbyde medlemmer af Europa-Parlamentet til disse dialoger.
(Bifald)
Vi har brug for en ny pagt mellem de europæiske borgere og deres politiske institutioner i EU. "Borgernes Europas" og de europæiske institutioners troværdighed er hinandens forudsætning. Det kan arbejdsprogrammet "bedre lovgivning" yde et bidrag til, hvis det sørger for mere demokratisk kontrol, gennemsigtighed i Rådet, pålidelig gennemførelse i national lovgivning, social, økologisk, økonomisk og forvaltningsmæssig konsekvensvurdering og forenkling af selve lovteksterne. Hver gang vi planlægger ny EU-lovgivning, bør vi spørge: Er den til gavn for mennesker og miljø? Er den nødvendig under hensyntagen til subsidiaritetsprincippet? Styrker den vores konkurrenceevne? Reducerer den bureaukrati og omkostninger? Kun hvis disse spørgsmål kan besvares positivt, bør Europa-Parlamentet medvirke til lovgivning.
I Europa-Parlamentet bør vi ikke kun tænke på at repræsentere borgernes interesser. Vi bør også give udtryk for vores respekt for europæiske borgeres engagement, som med deres arbejde højner Europas anseelse - i Europa og i verden. Til det formål bør vi indføre en udmærkelse fra Europa-Parlamentet. Og hvorfor skulle vi ikke også især påskønne unge menneskers engagement for den europæiske idé? Fornemme europæiske udmærkelser har haft så positive effekter i den offentlige bevidsthed, så hvorfor ikke også lave udmærkelser til den unge generation, til unge europæere, som er særligt engageret i den europæiske sag?
Den europæiske historie fortælles næsten altid kun nationalt på nationale museer. Jeg vil foreslå et sted for erindringen og for fremtiden, hvor tanken om den europæiske idé kan vokse videre. Jeg vil foreslå, at der etableres et "hus for europæisk historie". Det skal ikke være et kedeligt, tørt museum, men et sted, som plejer vores erindring om den europæiske historie og om det europæiske integrationsprojekt, og som samtidig er åbent for den videre udformning af Europas identitet, som skabes af alle nuværende og kommende borgere i EU. Et sådant "hus for europæisk historie" bør etableres på de europæiske institutioners hjemsted, og der bør etableres et netværk til tilsvarende institutioner i medlemsstaterne. "Erklæringen om Europas fremtid", som skal vedtages i fællesskab af Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen i Berlin den 25. marts 2007, under Deres forsæde, fru rådsformand, forbundskansler Angela Merkel, kunne skabe forudsætningerne for en sådan institution.
EU er den største sammenslutning af folk i verden - en sammenslutning af 27 nationer med næsten 500 millioner mennesker. Europa er et kompliceret kontinent, og det stiller os alle sammen over for nogle gevaldige udfordringer. EU kan ikke længere ledes med de utilstrækkelige instrumenter i de nuværende traktater. Hvis vores værdifællesskab skal bestå, må vi reformere dem grundlæggende. Forfatningstraktaten styrker både Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter, den betyder mere parlamentarisme og demokrati. For første gang anerkendes den kommunale selvforvaltning som grundlaget for vores europæiske demokratiske samfundsorden. Kompetencefordelingen definerer de europæiske kompetencer. Jeg vil sige rent ud til Dem, mine damer og herrer, at jeg ikke forstår dem, som på den ene side kritiserer "Bruxelles" - og det er der nogle gange lige så god grund til, som der er til at kritisere den nationale politik - men samtidig afviser forfatningstraktaten, som jo netop er midlet til at medvirke til at fjerne de erkendte mangler og rette op på dem.
(Bifald)
Der må ikke herske nogen tvivl om, at Europa-Parlamentet står ved forfatningstraktaten. Vi vil hjælpe med til, at indholdet i forfatningstraktaten inklusive værdikapitlet bliver juridisk og politisk realitet. Den enighed, der er blevet opnået i Europa-Parlamentet om servicedirektivet og om grænserne for EU's udvidelsesevne er en konstruktiv måde at tage folks bekymringer alvorligt på. "Erklæringen om Europas fremtid" den 25. marts 2007 i Berlin kan blive endnu en vigtig milepæl på denne vej. Det centrale indhold i den bør være bekendelsen til vores værdier og til de nødvendige reformer, forpligtelsen til at klare fremtidens udfordringer, som jeg talte om, i fællesskab, bekendelsen til solidaritet mellem vores folk og lovens gyldighed som grundlag for vores handlinger. Intet folk i EU må lades i stikken med sine fundamentale problemer. Det udelukker imidlertid også national egoisme. Hvis man kun arbejder for sit eget lands interesser, vil man i sidste ende også sætte dem over styr, fordi man ødelægger den solidaritet, der er nødvendig for at forsvare egne interesser.
(Bifald)
Vi vil medvirke til, at der under det tyske formandskab på topmødet den 21. og 22. juni i Bruxelles bliver aftalt en køreplan og et mandat, hvis endemål skal være fuld gennemførelse af den indholdsmæssige kerne i den europæiske forfatning inden næste valg til Europa-Parlamentet i juni 2009. Jeg vil gerne minde om, at forfatningstraktaten er blevet underskrevet af alle 27 regeringer og allerede er vedtaget af 18 lande. Naturligvis skal vi respektere folkeafstemningerne.
Men uafhængigt af det: Hvis et regeringsskifte i et land i EU sætter spørgsmålstegn ved det, der er aftalt i EU, spaltes ikke kun de nationale samfund, det betyder også, at vores i forvejen komplicerede kontinent i stigende grad bliver ude af stand til at handle. Vi må bekende os til vores europæiske retsprincipper, nemlig pacta sunt servanda - traktater skal overholdes.
Vores vilje til at gennemføre disse nødvendige reformer må være stærk og beslutsom. Samtidig skal vi gennemføre reformerne på en sådan måde, at EU's folk ikke bliver splittet, men tværtimod ført sammen. Vi insisterer på, at Europa-Parlamentet skal inddrages passende i arbejdet.
I Europa-Parlamentet må vi også være klar til reformer i eget hus. Det stiller i første omgang store krav til hver enkelt af os, eksempelvis om tilstedeværelse ved afstemninger og vigtige debatter. Her er der, som vi alle ved, stadig en del at gøre. Jeg ville ønske, at Europa-Parlamentet altid var så fyldt som nu i formiddag, selv om der stadig er plads til flere. Derfor vil jeg i overmorgen, på torsdag, fremlægge et forslag om en omfattende reform af Europa-Parlamentets arbejde for gruppeformændene. Formandskonferencen, altså gruppeformændene - og det er vigtige folk - har således nedsat en arbejdsgruppe om forbedring af vores arbejde. Jeg ser, at gruppeformændene smiler - de glæder sig over denne bekræftelse. Jeg beder medlemmerne om at tage fat på arbejdet og fremlægge resultaterne så hurtigt som muligt.
Vi har en effektiv forvaltning, og jeg vil gerne oprigtigt og hjerteligt takke generalsekretær Julian Priestley, som den 1. marts fratræder sin stilling efter 10 års ansættelse, for hans store engagement.
(Bifald)
Indimellem, og måske også oftere, er der sikkert grund til at kritisere forvaltningen. Vi tager jo også selv imod kritik. Men når man har et tæt samarbejde med Julian Priestley og hans medarbejdere, så oplever man deres store ansvarsbevidsthed og engagement, og jeg har endnu ikke oplevet, at man har handlet i strid med formandens hensigter. Det håber jeg naturligvis også vil være tilfældet i hele min embedsperiode. Jeg vil holde tæt kontakt, så vi arbejder i samme retning. Hjertelig tak, Julian Priestley! Den eneste målestok for forvaltningen er at tjene vores europæiske overbevisninger, partipolitisk uafhængigt, fair og objektivt.
Europas fremtid afhænger i høj grad af, hvordan det lykkes os at udforme samlivet mellem kulturerne og religionerne i EU og med vores naboer især i den arabiske og islamiske verden.
Derfor skal vi medvirke til, at dialogen mellem kulturerne og religionerne bliver Europas varemærke. Vi lever på de tre store kulturers og religioners kontinent, den kristne, den jødiske og den islamiske. Og vi har borgere, som stammer fra en af denne verdens andre store kulturer og har deres hjemstavn i jordens andre religioner. Europa-Parlamentet må støtte og opmuntre eksempler i det europæiske civilsamfund, som arbejder for dialog mellem kulturerne. I Sevilla stiftede jeg bekendtskab med institutionen "Tres Culturas", og det er ikke kun en henvisning til min spanske forgænger, Josep Borrell, når jeg siger, at vi aktivt bør støtte alle eksempler på det europæiske samliv mellem kristne, muslimer og jøder - og naturligvis også alle, som ikke bekender sig til disse religioner. Det er den afgørende investering i vores åndelige udvikling. Det er samtidig det bedste bidrag til at inspirere til dialogen mellem kulturerne på den anden side af Middelhavet i Mellemøsten og Nordafrika. Vi ønsker ikke civilisationernes sammenstød, vi ønsker tværtimod fred i frihed og retfærdighed mellem alle folk og trosretninger. Til det formål vil vi bygge en åndelig og kulturel bro over Middelhavet.
Denne dialog skal bygge på tolerance og sandhed. Tolerance er ikke det samme som vilkårlighed. Tolerance betyder, at man bevarer sine egne overbevisninger, samtidig med at man respekterer de andres overbevisninger, og på den måde lever sammen uden vold. Under et af mine mange besøg i arabiske lande var der en gang en højtstående islamisk gejstlig, som spurgte mig, hvordan muslimerne levede i Europa. Mit svar var, at de ofte ikke var tilstrækkeligt integreret, men at de kunne dyrke deres egen tro og have deres bedehuse og moskeer. Jeg spurgte til gengæld, om det var sandt, at en muslim i hans land kunne straffes med døden, hvis han eller hun ville gå over til den kristne tro. Jeg fik intet svar, og det var svar nok.
Jeg er fast overbevist om, at dialogen mellem kulturerne kun vil lykkes, hvis den bygger på sandhed og gensidig tolerance.
(Bifald)
Jeg har sat mig for, at jeg vil besøge EU's arabiske nabostater, og under mine besøg i EU's lande vil jeg opsøge etniske mindretal, især også de unge, og tale med dem. I Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet har vi en vigtig parlamentarisk institution for dialogen med Mellemøsten, herunder Israel og den arabiske verden. Vi skal udnytte denne institution effektivt i arbejdet for fred, partnerskab og - hvis det kan lade sig gøre - venskab. I sidste weekend mødtes de fire formænd, som udgør bureauet i Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet - dvs. parlamentsformændene fra Egypten, fra Tunesien, som har formandskabet, parlamentsformanden fra Grækenland og jeg - i Tunis, og vi aftalte, at dialogen mellem kulturerne og arbejdsløshedsproblematikken i landene i Middelhavsområdet skal være emnet for den næste dialog i marts, og at vi i juni især vil beskæftige os med Mellemøsten og fredsprocessen, som forhåbentlig er i gang.
Så snart forholdene tillader det, vil jeg besøge Israel, Palæstina og Libanon. Jeg er taknemmelig for indbydelsen til at tale til det israelske parlament Knesset. I vores indbydelser til at tale til Europa-Parlamentet bør vi fokusere på dialogen mellem kulturerne.
Det er vores fælles opgave at styrke det europæiske demokrati og den europæiske parlamentarisme. Derfor vil vi samarbejde ligeværdigt og konstruktivt med de nationale parlamenter til gavn for vores folk og hele EU.
Helmut Kohl, som er europæisk æresborger, sagde engang: "Vi har ikke lang tid. Den verden, vi lever i, er ikke indstillet på at vente, til vi har løst vores interne problemer." Han har ret. Jeg vil gerne tilføje, at manglende handling, ligegyldighed, ville være den største skyld, vi kunne pådrage os.
Ved slutningen af min embedsperiode bliver der valgt et nyt Europa-Parlament. Hvis vores arbejde er overbevisende, og hvis der også tales godt om Europa i de nationale hovedstæder, så vil vi igen se en stigning i valgdeltagelsen ved valget til Europa-Parlamentet. Det bør være vores ambition.
Vores arbejde er ofte nøgternt og opslidende og lidet spektakulært. Men vores mål er høje, og det er forventningerne til os også. At leve op til dem, det er vores bestræbelse. I denne opgave ønsker jeg at repræsentere Dem alle på en sådan måde, at Europa-Parlamentets værdighed, vores europæiske kontinents integration og EU's effektivitet bliver styrket. Jeg beder om Deres hjælp, takker Dem for Deres tillid og håber, at vi i fællesskab vil nå vores mål.
(Vedvarende bifald)
Angela Merkel, formand for Rådet. - (DE) Kære hr. formand, kære Hans-Gert Poettering, kære forgængere for den nuværende formand, kære medlemmer af Europa-Parlamentet, kære hr. formand for Kommissionen! Hr. formand, De hører til de allerførste parlamentsmedlemmer i Europa-Parlamentet og har - som De netop sagde - erfaring, som stammer tilbage fra 1979. Man kan sige, at De har oplevet og været med til at skabe en bemærkelsesværdig opstigning for et parlament, som startede i det små og i dag er blevet et meget frigjort Europa-Parlament med selvbevidste medlemmer, klare partistrukturer og gruppedannelser og dermed en krævende, men uundværlig partner i den europæiske diskurs.
Parlamentets udvikling hører til EU's succeshistorie, og vi ved i dag, at meget af det, som vi har skabt for Europas borgere, ville have haft en anden form, hvis ikke Europa-Parlamentet havde været med i arbejdet. Fra den seneste tid vil jeg minde om arbejdet med kemikalieforordningen Reach, udformningen af servicedirektivet, diskussionerne i forbindelse med de finansielle overslag, hvor De hele tiden arbejdede for at foretage nogle fremtidsorienterede prioriteringer og også fik det igennem, til dels i hårde forhandlinger med Rådet og Kommissionen.
I Deres tale i dag tegnede De horisonten frem mod det næste valg til Europa-Parlamentet, frem til 2009, over fem formandskaber, hvoraf det tyske er et, og de fire øvrige følger efter. Vi vil sammen - som repræsentanter for nationalstaterne og De som repræsentanter for Europa-Parlamentet - stå frem for Europas borgere, til den tid næsten 500 millioner mennesker, og fortælle, hvad vi har gjort os af tanker om, hvorfor Europa er godt og vigtigt for folk. Det handler om at sikre freden, det handler om solidaritet i EU, og det handler om velstand og social sikkerhed i en global verden, hvor konkurrencen er blevet langt hårdere for os alle. Derfor gælder det ved alt konkret parlamentarisk arbejde om ikke at miste helhedsperspektivet. De har med Deres arbejdsprogram i dag gjort det klart, hvilken rolle De forestiller Dem, at Europa-Parlamentet og EU skal spille i verden.
Vi er enige om, at spørgsmålet om forfatningstraktaten med henblik på valget i 2009 bliver et afgørende spørgsmål, for det første med hensyn til vores selvforståelse, vores nærhed til borgerne, men for det andet også med hensyn til handlekraften for et EU med 27 medlemsstater. Derfor vil det tyske formandskab sætte alt ind på sammen med Kommissionen, Parlamentet og medlemsstaterne at finde en køreplan for, hvordan vi kan udforme dette projekt på en måde, så folk i 2009 ved, hvilket Europa de skal stemme om, og hvordan dette Europa kan handle i fremtiden.
(Bifald)
Jeg plæderer for, at vi skal fortsætte diskussionen om, hvordan relationerne mellem Kommissionen, Parlamentet og Rådet kan struktureres mere klart, også selv om det på visse punkter stadig er en kontroversiel diskussion. Derfor satte jeg også ved min tiltrædelsestale her spørgsmålet om diskontinuitetsprincippet på dagsordenen, fordi jeg tror, at det bliver et vigtigt spørgsmål på længere sigt. Hvilken selvopfattelse har et nyvalgt Parlament? Hvilken selvopfattelse har en nyvalgt Kommission? Hvad skal man klare på hvilken måde? De spørgsmål giver heller ikke forfatningstraktaten det endelige svar på, og derfor mener jeg, at diskussionen bør fortsætte.
(Sparsomt bifald)
Når vi ser på de indholdsmæssige problemer, så kommer energispørgsmålet naturligvis til at spille en meget vigtig rolle på rådsmødet den 8.-9. marts 2007. I dag vil jeg gerne fortælle Dem om vores arbejde med at forberede dette møde i Rådet. Først vil jeg gerne takke Kommissionen hjerteligt. Den har sat ambitiøse pakker af direktiver og konstateringer om energi- og klimaspørgsmålet på vores dagsorden. Som forberedelse til forårstopmødet skal vi nu på de kommende møder i Rådet (konkurrence og miljø) skabe de afgørende forudsætninger for en indholdsrig debat i Rådet. Jeg er enig i Kommissionens mål om at reducere CO2-udledningerne med 30 % inden 2020, under forudsætning af at vi finder internationale partnere. Jeg mener, at vi alle under vores internationale rejser skal gøre opmærksom på, at Europa forårsager 15 % af CO2-udledningerne, men at 85 % altså bliver forårsaget uden for EU. Europa skal føre an - det bør vi forpligte os til - men Europa skal også gøre det klart, at der ikke findes noget andet problem, som mere tydeligt viser, at denne verden hænger sammen, og at et enkelt kontinents handlinger ikke er nok til at holde truslen mod hele menneskeheden i skak.
(Bifald)
Vi får nogle meget vanskelige diskussioner om udformningen af et konkurrencedygtigt indre marked, det er der allerede tegn på, men det undrer ikke nogen, som har kendskab til området. Vi vil tage disse diskussioner, for det er afgørende at have et fungerende indre marked på energiområdet. Vi vil sætte spørgsmålet om energieffektivitet på dagsordenen, vi vil tale om vedvarende energiformer, og det tyske formandskab plæderer for, at der virkelig bliver vedtaget tal og reduktionsmål, som ikke kun er uforpligtende hensigtserklæringer. Ingen medlemsstat kan smyge sig udenom, det vil jeg gerne gøre helt klart! Derfor har Forbundsrepublikken Tyskland også - hvis jeg må sige det som forbundskansler - allerede måttet indgå kompromiser med Kommissionen, som ikke er faldet os let. Det har vi gjort meget bevidst, fordi jeg mener, at hver enkelt medlemsstat må yde sit bidrag. Det ville være forkert at tro, at klimabeskyttelse fungerer ved, at ingen mærker noget til det, og derfor må vi gøre op med denne vildfarelse.
(Bifald)
Spørgsmålet om udenrigspolitik på energiområdet vil komme til at optage os, især i forhandlingerne om en samarbejdsaftale med Rusland. Jeg må også i dag gentage, at vi håber og arbejder på, at disse forhandlinger kan komme i gang. Desværre er det endnu ikke kommet så vidt, men jeg håber bestemt, at vi vil være kommet et godt stykke videre på dette punkt inden topmødet mellem EU og Rusland i maj. Vi vil også sætte spørgsmålet om bedre lovgivning på Det Europæiske Råds dagsorden, og også her beder jeg om Parlamentets støtte, så vi ikke standser ved uforpligtende hensigtserklæringer, men tværtimod forpligter os på kvantitative reduktionsmål.
Jeg kender bekymringen og angsten for, at lidt mindre regulering kan være ensbetydende med mindre beskyttelse. Det ønsker vi ikke. Men den måde, som vi til dels organiserer bureaukratiet på i dag, kan forbedres og skal også forbedres set ud fra Europas borgeres synspunkt. En bestemmelse ikke er ugyldig, hvis man ikke udvikler den mest komplicerede form for formular til at efterprøve den med!
(Bifald)
Vores drøftelser om erklæringen om fremtidens Europa den 24. og 25. marts går godt. Sådan vil vi også fortsætte. I Deres indlæg gjorde De det meget klart, hvilke forventninger der er til EU med hensyn til udenrigspolitik, sikkerheds- og forsvarspolitik. Jeg deler fuldt ud Deres indsats for menneskerettigheder, som har en storslået tradition i Europa-Parlamentet, og det glæder mig, at De vil gøre dialogen mellem kulturerne til et af Deres centrale punkter. Under min rejse i Mellemøsten i de seneste dage har jeg mærket, hvilke forventninger der hviler på EU og alle dets institutioner. Længslen efter fred og bekymringen på grund af Irans atomprogram er mærkbar i Mellemøsten og næsten håndgribelig. Her har vi et stort ansvar for - naturligvis sammen med aktørerne i regionen, med USA og med Rusland - at sætte alt ind på at få sat en fredsproces i gang, som menneskene venter så længselsfuldt på.
Jeg har allerede sagt det ved andre lejligheder, og jeg vil gerne gentage, at vi, europæerne, med den kolde krigs ophør oplevede noget helt uventet i vores liv. Næsten alle europæiske lande kan i dag som 27 medlemsstater atter i fællesskab arbejde og kæmpe for fred og frihed i en demokratisk proces, som ofte er vanskelig, men den er fælles og foregår under demokratiske forhold. Det, som har været vores tids mirakel, bør også opmuntre os til at arbejde for mirakler og muligheder i andre regioner i verden.
Det, som palæstinenserne og israelerne ikke har oplevet i årtier - et liv i fred, et liv i to nabostater, som ikke bekriger hinanden, et liv med udsigt til velstand - det skal også være vores mål, fordi vi har erfaret, at der kan opstå fred og venskab hen over kløfter, som syntes uovervindelige. Denne oplevelse har givet os europæere en forpligtelse til at gå ind i denne proces. Derfor er jeg meget taknemmelig for, at det også er et af Deres centrale punkter sammen med alle medlemmerne i Europa-Parlamentet.
De citerede Helmut Kohl, hr. formand, og sagde, at vi skal skynde os, at vi ikke hele tiden skal beskæftige os med os selv, men at EU-borgerne forventer, at vi også i globaliseringstider fortsat udformer dette så succesrige kontinent, så det bliver en succes til gavn for borgerne, og at millioner og milliarder af mennesker i verden forventer, at EU med sin erfaring og velstand yder sit bidrag til, at verden bliver et mere fredeligt og frit sted. Lad os arbejde for det i fællesskab! Tak for Deres tale. Jeg håber på et godt samarbejde med Europa-Parlamentet!
(Bifald)
Formanden. - Hjertelig tak også til Dem, fru forbundskansler Angela Merkel, for denne opmuntrende tale. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at Det Europæiske Råd, Kommissionen og Parlamentet arbejder for succes for vores kontinent og for EU.
José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (EN) Hr. formand, fru forbundskansler Merkel, tidligere formænd for Europa-Parlamentet, formænd for de europæiske institutioner, mine damer og herrer! I år fejrer vi det, som EU har udrettet i de seneste 50 år. I denne periode er Europa-Parlamentet i stigende grad blevet et konkret udtryk for europæisk demokrati.
Jeg er glad for at se de tidligere formænd for Europa-Parlamentet. På egne og på Kommissionens vegne takker jeg Dem alle for Deres individuelle bidrag til Europa.
Jeg vil lykønske Dem, hr. formand, med dette initiativ. Det er meget vigtigt. Nogle politikere mener, at verden ikke fandtes, før de blev født. Jeg finder det vigtigt, at vi, der tjener borgerne via institutionerne, bevarer denne institutionelle hukommelse. Et ordentligt og civiliseret samfund hylder sin historie og respekterer institutionerne. Jeg vil takke Dem for Deres indlæg, der havde både visioner og substans. Jeg er enig i Deres synspunkter og kan tilslutte mig forpligtelsen.
De har valgt en formand, hvis erfaring og engagement i vores fælles europæiske projekt er helt enestående.
Vores europæiske værdier fremhæver essensen af det Europa, vi ønsker og værdsætter - et Europa med fred, frihed, demokrati, velstand og retfærdighed. Udvidelsen og integrationen af Europa til i alt 27 medlemsstater samt fraværet af krig og diktatur understreger styrken af disse værdier og de erfaringer, vi har gjort os gennem historien. Kun gennem en fælles forpligtelse kan vi give svar til borgerne i det 21. århundredes globale verden.
Kulturel og religiøs pluralisme er en stærk europæisk værdi. I denne forstand glæder jeg mig specielt over parlamentsformand Poetterings vægt på interkulturel og religiøs dialog. EU er i en god position til at fremme denne dialog. Vi er fordybet i mangfoldighed i form af forskellige traditioner, kulturer, sprog, nationer. Det er en af vores dyrebare gaver som europæere. Vi er i nogen grad en succes i globalisering. Vi er bedre end nogen anden i stand til at forme denne globaliserede verden.
Dialog er metoden til at sikre, at mangfoldighed ikke skaber splid, men beriger vores enhed. Jeg er overbevist om, at kulturel mangfoldighed er kilden til Europas styrke og dets evne til at fremme sine værdier og interesser i verden. Denne dialog skal næres ordentligt. Vi agter at gøre næste års europæiske år for interkulturel dialog til platform for denne dialog. Kommissionen har længe været i dialog med religioner, kirker og trossamfund inklusive folk, der ikke har nogen religion. Jeg vil gerne forelægge dette sammen med Europa-Parlamentet som et synligt eksempel på, hvordan de europæiske institutioner i fællesskab fremmer den europæiske integration.
For at signalere betydningen af denne dimension inviterede jeg i fjor rådsformanden til at deltage i et møde med religiøse og kirkelige ledere. Jeg glæder mig over aftalen om at afholde et topmøde i maj i år med deltagelse af de tre formænd for de europæiske politiske institutioner samt lederne fra de væsentligste religioner og kirker, som jeg har æren at være vært for.
Den 25. marts får vi mulighed for både at fejre vores resultater og vores værdier. Jeg er henrykt over, at Europa-Parlamentet og Kommissionen fuldt ud deltager i forberedelserne til erklæringen om Europas fremtid efter mit forslag i maj sidste år. Denne erklæring, der skal underskrives i Berlin, repræsenterer et ægte fælles referencepunkt - en bekræftelse af, hvad EU går ind for, og en hensigtserklæring om, hvad vi ønsker at opnå i det 21. århundrede.
I sidste måned kom jeg her i Parlamentet med forslag til, hvad jeg gerne ser medtaget i Berlin-erklæringen. Jeg gjorde det ikke kun for at stille forslag. De svarer til de resultater, som de europæiske borgere ønsker fra os. Og jeg tror på, at vi ved at fokusere på målene med vores fælles projekt vil kunne opnå en stærk og udvidet konsensus inklusive konsensus om en institutionel afklaring.
Jeg er overbevist om, at hvis europæerne ser, at EU tager fat på globalisering og fremme af økonomisk vækst og job, udviser social solidaritet, gør noget ved klimaforandringerne, øger den demokratiske legitimitet, skaffer sikkerhed for borgerne og forsvarer vores værdier og interesser på verdensplan, så vil de stole på, at EU kan reformere sig selv med henblik på at klare morgendagens udfordringer og skaffe praktiske resultater.
Vi er her alle for at tjene EU-borgerne. Hvis vi skal nyde offentlighedens samtykke, skal vi i vores indsats fokusere på borgernes prioriteter, og vi skal arbejde på en måde, der berettiger os til deres tillid, idet vi i særdeleshed overholder nærhedsprincippet og gennemsigtighedsprincippet. Det er præcis denne fremgangsmåde, vi skitserer i vores meddelelse om borgernes dagsorden fra maj 2006.
For at opnå resultater skal vi bevare og udvikle det institutionelle partnerskab. Et partnerskab, der bygger på adskillelse af kompetencer, men også på tanken om indbyrdes institutionel afhængighed. Samtidig med at vi respekterer den enkelte institutions autonomi, er vi nødt til at understrege fællesskabet i de europæiske principper. Trods nogle naturlige politiske og ideologiske forskelle bør de personer, der fuldt ud støtter disse principper, opbygge et ægte europæisk partnerskab.
Jeg synes, at samarbejdet mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen fungerer fint. Det har bevist sit værd under nogle barske prøver. I det seneste år er der løst vanskelige sager om tjenesteydelser, kemikalier, Reach og de finansielle overslag, blot for at nævne nogle få. Det var resultatet af et samarbejde mellem de tre institutioner i denne partnerskabsånd. Jeg er indstillet på et tæt samarbejde med Dem, hr. formand, såvel som med forbundskansler Merkel og hendes efterfølgere ved Rådets ror. Jeg er overbevist om, at det er den måde, hvorpå vi bedst skaffer de resultater, som borgerne ønsker.
Forhandlingen om Europas fremtid er ikke en biting. Et mere effektivt og demokratisk EU er helt afgørende for vores mulighed for at gennemføre politikker og skaffe resultater. Vi ved alle, at det er det, som forfatningstraktaten ville have skaffet os, og at der er grænser for, hvad vi kan opnå uden den. Som jeg ofte siger, kan vi ikke bygge morgendagens Europa med gårsdagens værktøj. Nice-traktaten er ikke tilstrækkelig.
(Bifald)
Jeg ved, at Parlamentet ligesom Kommissionen fuldt ud støtter det tyske formandskabs bestræbelser på at finde den rette vej fremad. Forbundskansler Merkels energi og engagement giver os et ægte håb om, at vi kan skabe konsensus og skabe en overbevisende sag for reform og udvikling til EU-borgerne. Men rådsformandskabet kan kun skaffe resultater med støtte fra alle medlemsstater. I dag, hvor alle EU-institutionerne er samlet her, vil jeg gentage min opfordring til medlemsstaterne om at finde en løsning vedrørende forfatningstraktaten. Jeg ved, at det efter de to "nej-afstemninger" i to af medlemsstaterne er vanskeligt om ikke umuligt at ratificere præcis den samme tekst. Men lad os ikke glemme, at alle regeringerne underskrev traktaten. Det har i det mindste en dobbelt effekt. For det første erkendte medlemsstaterne, at EU er nødt til at løse fælles problemer og fælles udfordringer. Og dem har vi endnu ikke løst. For det andet er underskrivelsen af en traktat også en tilkendegivelse af et ansvar over for de øvrige medlemsstater, EU's institutioner og EU's borgere. Det er alle de europæiske regeringers pligt at være konstruktive og aktive i bestræbelserne på at finde en fælles løsning. Og jeg vil gerne understrege ordet "fælles". I et historisk øjeblik som dette, hvor vi fejrer en fredelig europæisk enhed, har vi ikke ret til atter at dele den.
Med hensyn til deres holdninger til Europa minder nogle politikere mig om James Mill, der var far til John Stuart Mill. John Stuart Mill sagde en gang, at hans far elskede menneskeheden i almindelighed, men hadede den enkelte person i særdeleshed.
(Latter)
Der er også mange politikere i Europa, der erklærer deres kærlighed til Europa i almindelighed, men som er modstandere af europæiske løsninger vedrørende energi, klimaforandringer, immigration og selvfølgelig den institutionelle afklaring. Lad os være ærlige. Vi har ikke brug for hensigtserklæringer. Vi har brug for engagement.
(Bifald)
Og vi står over for afgørende prøver i den nærmeste fremtid startende med den energi- og klimapolitiske pakke i Det Europæiske Råd i marts måned. Jeg glæder mig overmåde over forbundskansler Merkels erklæring. Lad os være ærlige over for os selv. Sammenhæng er en forudsætning for troværdighed. Vi er ikke troværdige, når vi siger, at vi ønsker at tale med én stemme over for den øvrige verden i energispørgsmål, og vi så fortsat indbyrdes taler med 27 stemmer på vegne af 27 markeder. Vi er ikke troværdige, når vi opstiller kampen mod klimaforandringer som en af Europas vigtigste prioriteringer og så efterfølgende ikke kan nå til enighed om konkrete politiske mål. Vi er nødt til at være sammenhængende og troværdige.
Jeg gør mig store forhåbninger for tiden frem til afslutningen på denne valgperiode. Jeg synes, at vi har opstillet de rigtige prioriteringer og det rette partnerskabsgrundlag til at få dem gennemført. Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med parlamentsformand Poettering og Europa-Parlamentet sammen med kollegerne i Det Europæiske Råd om at gennemføre ægte reformer i Europa og reelle ændringer for EU-borgerne frem til årtiets udgang.
Jeg tror på, at vi kan opbygge et Europa, der kan forme fremtiden for vores verden omkring værdierne frihed og retfærdighed, der er så vigtige for os.
(Bifald)
Formanden. - Hr. kommissionsformand Barroso! Jeg vil gerne takke Dem for Deres redegørelse og specielt for Deres kærkomne bekendelse til et partnerskab med Europa-Parlamentet. Jeg vil også personligt takke Dem. Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde.
Joseph Daul, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, fru formand for Rådet, hr. Barroso, mine damer og herrer! Jeg vil gerne ønske Dem hjertelig tillykke, kære Hans-Gert, for Deres brillante tale om, hvordan Europa er nødt til at remobilisere og endnu en gang forene sine kræfter.
De har fremstillet Deres vision om EU's fremtid for Deres forgængere i disse høje embeder, som jeg vil benytte lejligheden til at hilse velkommen, og også for repræsentanterne for alle de europæiske institutioner. Visionen om et både forenet og integreret Europa, som også er åbent mod verden og bevidst om sit internationale ansvar, samtidig med at borgerne bedre kan identificere det, og det er tættere på dem.
PPE-DE-Gruppen deler fuldt ud denne vision. Jeg elsker den målrettede, positive og konstruktive tone i Deres forslag. Vi må holde op med at tale negativt om Europa, holde op med at spørge os selv, hvad der skal blive af os, og i stedet samle os om det, vi må gøre.
Det europæiske projekt er en succes! Det har ikke blot ført til udvikling og velstand i vores medlemsstater og vores befolkninger, det har også sikret fred i vores del af verden.
Vi har ændret historiens gang takket være dette projekt, og de, der foregiver, at det ikke længere er tilstrækkeligt, må se sig omkring, i deres dagligdag. For fordelene ved Europa findes overalt. Man må handle mod bedre vidende for ikke at se det, men det er ganske vist, at vi skal lægge mere vægt på, hvor overbeviste vi er om vores projekter, og lære at tillægge dem større værdi. Det gælder euroen, som er en succes, men det gælder også mere generelt vores arbejde som lovgivende institution.
Vi har al mulig grund til at have tillid til vores fremtid i EU. De udfordringer, vi endnu har tilbage, kan kun blive mødt, hvis vi optræder som et forenet og beslutsomt Europa, og i hvert fald ikke som et tungsindigt Europa, der er besat af fortiden.
Vores gruppe er enig i Deres prioriteter, hr. formand, som forekommer os at modsvare de store udfordringer i verden af i dag såvel som vores medborgeres daglige bekymringer. De to ting hænger sammen. Hvad kræver en borger i Europa? Han kræver både mere frihed - det gælder især de yngste - mere sikkerhed og beskyttelse imod det, der truer. Han kræver at kunne arbejde og nyde frugterne af sit arbejde. Og endelig forventer han, at Europa bekræfter og fremhæver værdierne i vores civilisation og vores kultur.
Så ja til miljøbeskyttelse og kamp mod klimaødelæggelserne på europæisk plan. Ja til en fælles energipolitik, som garanterer sikre forsyninger til overkommelige priser, idet jeg ikke udelukker nogen form for energikilde, der kunne sikre vores uafhængighed. Ja til en bæredygtig landbrugs- og fødevarepolitik, som skaber fremtidsudsigter for landområderne, og som også garanterer fødevaresikkerhed, samtidig med at den tager del i den teknologiske udvikling. Og endelig ja til en forsknings- og udviklingspolitik, som placerer Europa i front for de innovative kræfter, som vi foreslog i Lissabon-målsætningerne.
Men for mit vedkommende vil jeg her til morgen insistere på at komme tæt på borgerne og på nødvendigheden af at skabe syntese mellem denne målsætning og målsætningen om dialog mellem kulturer og religioner. Dialogen mellem kulturer og religioner er den positive side af kampen mod racisme og intolerance, mod udstødelse og fremmedhad. Det er ikke nok at pege på disse onder eller kæmpe imod disse plager. Vi skal give en positiv fremstilling af fordelene ved gensidigt kendskab til hinanden, ved blandede sociale miljøer, det ædle ved gæstfrihed, storheden i tolerance og også den gensidige berigelse ved mødet mellem forskellige kulturer.
Samtidig kræver det, at EU udtaler sig om sine geografiske begrænsninger, sine grænser og en fælles indvandringspolitik. Endelig skal EU definere sin strategi for globaliseringen. Denne strategi kan ikke baseres på den stærkestes ret, men på en blanding af konkurrenceevne, højt beskæftigelsesniveau og social sikring. Vi skal have en kontrolleret globalisering.
Jeg vil gerne endnu en gang rose det tyske formandskab og især fru Merkel for deres vilje til at forfølge alle disse sager med en sådan beslutsomhed. Der er ikke blot udfordringer for de kommende seks måneder, men for de kommende 10 eller 20 år.
Erklæringen den 25. marts i forbindelse med Unionens 50-årsdag kan være lejligheden til at foreslå en renæssance af den politiske ambition for Europa. Denne ambition, som er i overensstemmelse med grundlæggernes langsigtede projekt, kræver institutionel fornyelse.
Jeg ved, hr. formand, fru rådsformand og hr. Barroso, hvor stor betydning De tillægger dette. Vi har tillid til, at Kommissionen og dens formand, José Manuel Barroso, vil tage den institutionelle udfordring op. Kommissionen er både vogter af traktaterne og Fællesskabets almene interesser. Vi vil altid stå ved dens side, når den ansvarligt udøver denne dobbelte funktion. Kun ved forenede kræfter og fælles overbevisninger kan vi få EU ud af den faste skure.
Til slut kunne jeg have citeret Pierre Pflimlin, tidligere formand for Europa-Parlamentet, som ville have fejret sin 100-årsdag i år, og som inderligt ønskede sig et Europa med åndelige værdier. Men jeg vil i stedet benytte mig af en af de mest eurofile af vores forfattere fra det 20. århundrede, Stephan Zweig, som i sin fantastiske biografi om Erasmus overrækker en nøgle til grundlæggerne af gårsdagens og morgendagens Europa, idet han skriver, at der altid vil være brug for dem, der fortæller folk, hvad der bringer dem sammen, snarere end hvad der skiller dem ad, og som på ny vækker folks hjerter til troen på en højere menneskehed.
(Bifald)
Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, kære tidligere formænd for Europa-Parlamentet, mine damer og herrer! For at undgå det indtryk, at vi er til PPE-kongres, tager en socialdemokrat nu ordet. Det er en vanskelig øvelse, jeg begiver mig ud i. De ved jo, at parlamentsformandens tale efter min mening skal være en tale, som tilgodeser alle i Parlamentet - i det mindste tilnærmelsesvis - og at den ikke bør være underkastet en kontroversiel politisk debat. Det er nemlig ikke den, der samler alle, der holder en sådan tale, men den, som repræsenterer et enkeltstående standpunkt, som er genstand for diskussion.
Jeg vil anerkende og understrege, at De holdt en tale, hr. formand, som hele Europa-Parlamentet kan stå bag. I Deres tale beskrev De de vigtige opgaver, der ligger foran os, og Deres embedsperiode falder i en afgørende fase for den europæiske politik. Enten lykkes reformerne, eller også lykkes de ikke, sådan må man stille det op over for hinanden. Hvis imidlertid reformerne mislykkes, hvis vi ikke får forfatningen, hvis vi bliver kastet tilbage til den ufuldstændige Nice-traktat, så er det mere end en traktat, der lider nederlag - det udtrykte De også i Deres tale - så er det en idé, der lider nederlag.
I Deres tale beskrev De også, hvad den europæiske idé er. At vi finder løsningerne i det interkulturelle samarbejde, at religiøs intolerance skal overvindes gennem interreligiøs dialog, at økonomisk og social integration er grundlaget for fred og fredelig sameksistens, at territorialkrav kan opgives gennem territorial integration. Hvis vi stiller denne idé op over for udfordringerne, så er det klart, hvad udfordringerne er: etnisk had og racehad, som vi finder i hele verden, religiøs intolerance, som vi finder overalt ved vores grænser, og beklageligvis sågar atter territoriale magtkrav. Hvis man vil have fred i verden, hvis man vil skabe fred i Europa indadtil og udadtil, så kræver det mere end nogensinde den europæiske idé, modkonceptet til krigsstiftende elementer som had, intolerance, udstødelse og undertrykkelse. Integration, socialt og kulturelt, interreligiøse transetniske løsninger, vores koncept, det er modtrækket, og det beskrev De godt. Det kan min gruppe kun støtte fuldt ud.
Men samtidig udfordres vi - det sagde De også helt rigtigt - af håndteringen af de daglige konflikter. Folk vil have mere end højtidelige møder. Min kompliment, mødet i dag er et højtideligt møde, som vi har arbejdet hen imod i lang tid, og jeg vil trods al skepsis indrømme, at det er lykkedes godt. Men vi holder ikke højtidelige møder hver dag. Det, borgerne ønsker af os, er en løsning på dagligdagens konflikter. Når de højtidelige ord er klinget ud, bliver vi meget hurtigt indhentet af hverdagen. Folk ønsker tre ting af os, nemlig for det første at vi beskriver, hvad det drejer sig om, for det andet at vi stiller løsningsforslag, og for det tredje at vi træffer beslutninger og handler - helst sammen, men hvis det ikke kan lade sig gøre, så ved flertalsbeslutning, som man plejer i demokratier. Det skal også til, i øvrigt også i Rådet.
Før De nu igen fortæller os om diskontinuitet, fru forbundskansler, så er jeg jo indforstået med, at vi diskuterer det, men den største diskontinuitetsmaskine, der findes i Europa, er Rådet, som De er formand for. Det er problemet.
(Bifald)
Vi bliver naturligvis også indhentet af vores egne vanskeligheder, som vi alle må klare - vi her i Parlamentet, De i Rådet og også Kommissionen. Fru rådsformand, De gav et vidunderligt interview i tidsskriftet Cicero den 1. januar i år. Jeg læste det med stor opmærksomhed. Der står en fantastisk sætning, som De har udtalt: "Mit mål er også, at vi i 2007 kommer videre i retning af mere klimabeskyttelse. (...) På denne baggrund vil jeg give de økologiske spørgsmål en særlig plads i den internationale ramme." Godt gået! Det sagde De ikke i dag. Nu citerer jeg et andet sted. Hvis jeg ikke tager fejl, sagde De det i den tyske Forbundsdag. De vil med stor hårdhed forhindre, at der fra 2012 bliver fastsat en fælles grænseværdi for kuldioxidudledningen fra nye biler. Voilà - dér blev vi atter indhentet af den bitre hverdag.
(Tilråb fra hr. Cohn-Bendit: "diskontinuitet!")
Det er også diskontinuitet, der er rigtigt. Vi må ...
(Tilråb fra Markus Ferber)
De kan se, hr. formand, at min frygt bliver til virkelighed. Det højtidelige møde kunne blive til en kontroversiel debat. Men hr. Ferbers CSU har så travlt med sig selv, at vi vil tillade ham dette tilråb.
Fru formand og hr. formand Poettering, vi må forsøge at tilgodese begge krav, vi må ikke nøjes med at organisere højtidelige møder med højtflyvende deklarationer, vi skal også levere resultater i hverdagen. Det er det, vi forlanger. I dag har jeg hørt i alle talerne, at det sociale Europa er hjertet, grundlaget for sammenholdet i vores samfund. Da jeg sagde det for to et halvt år siden i min første tale som formand for min gruppe, høstede jeg hånlatter fra visse sider i Parlamentet. At vi på to et halvt år har opnået et sådant fremskridt, og alle nu er enige, det giver mig grund til at håbe, at vi vil være kommet endnu længere ved slutningen af Deres to et halvtårige embedsperiode, sådan som De har forudsagt.
Jeg har to korte bemærkninger til slut. Jeg er ikke enig med Dem i, hr. formand, at USA overvandt kommunismen eller bidrog til at overvinde kommunismen i Østeuropa. Det var ikke USA, der gjorde det. Det var de modige mænd og kvinder i Polen. Det var ungarerne. Det var balterne, der overvandt kommunismen, ikke USA. Det er mere nødvendigt end nogensinde at sige det i dette Parlament med tak til kollegerne fra disse lande, som repræsenterer de nye demokratier.
(Bifald)
Jeg har en sidste bemærkning til Dem, hr. formand. De talte om fremtiden. De holdt en tale, som efter min mening er en af de bedste, der er blevet holdt her i mange år. Jeg vil gerne sige til Dem, at jeg har tillid til, at De vil gennemføre det. Netop med hensyn til forfatningstraktaten vil De som formand for denne institution have en vigtig opgave. Hvis De kan bidrage til at føre de meget forskellige opfattelser hos stats- og regeringscheferne sammen, hvis De kan gøre det på samme måde, som De som gruppeformand for PPE-DE-Gruppen har holdt sammen på de modstræbende interesser i denne gruppe, så har jeg stor tillid til, at De vil få et godt formandskab.
(Bifald)
Formanden. - Hr. Schulz! Det er ikke op til mig at bedømme Deres tale, men jeg vil dog sige, at når man tænker på, at De egentlig slet ikke ville tale, så talte De meget engageret. Hjertelig tak.
Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Deres erfaring her i Parlamentet siden det direkte valg i 1979 har gjort Dem velkvalificeret og givet Dem en sjælden fornemmelse for perspektivet i Deres embede. Jeg lykønsker Dem med dagens indlæg.
De har set EU vokse fra ni lande i 1970'erne til 12 i 1980'erne, 15 i 1990'erne og frem til først 25 og dernæst 27 lande i dette årti med en lang kø af lande, der venter på at blive optaget i EU. De har set Rom-traktaten blive suppleret af Den Europæiske Fælles Akt, Maastricht-, Amsterdam- og Nice-traktaten og nu udkastet til en forfatningstraktat, efterhånden som det fælles marked er blevet forstærket med et indre marked, en fælles mønt og politikker vedrørende retlige og indre anliggender, udenrigs- og sikkerhedsordninger og nu energi.
De har også - ligesom nogle af os fra den yngre årgang - set en dybtliggende ændring i det, som EU handler om. Det er ikke længere en union, der skal sikre fred og fødevareforsyninger, men en union, der skal kunne tage vores tre hovedudfordringer op: hastig vækst i verdens befolkning og indvandring, energiressourcer og klimaforandringer samt internationalt organiseret terrorrelateret kriminalitet.
Hidtil er energien til opbygningen af Unionen kommet indefra. Den kommer nu i stigende grad fra den anden side af vores grænser, og svaret fra vores institutioner har været usikkert. Unionen er ramt af et ildebefindende, der har ført til kævleri mellem medlemsstaterne, der for at bevare den nationale suverænitet alt for ofte giver frie tøjler til globalt anarki. Og kævleriet mellem vores institutioner gør borgerne kolde, ligesom forskellige religiøse grupperinger, hvor man skændes om dokumentation i stedet for at spørge, hvorfor ingen længere går i kirke.
Hr. Poettering, De skal lede Parlamentet i en tid, hvor det i stigende grad bliver dynamo for den europæiske integration. Europæerne skal i stigende grad se på Europa-Parlamentet. Parlamentet er genopstået og frimodigt, og det stiller Rådet og medlemsstaterne til regnskab, når deres terrorbekæmpelse lader hånt om de rettigheder, vi hæger om; det skaber enighed - hvilket Kommissionen ikke formår - om det indre marked for tjenesteydelser eller om forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger, og det samarbejder med de nationale parlamenter om at undersøge den udøvende magt og sørge for, at loven overholdes.
Parlamentet bliver kort sagt myndigt. Ideologien har overgået nationaliteten som den vigtigste faktor for stemmeafgivelse. Det er sandt, at Parlamentet endnu ikke har initiativret eller retten til at foreslå en formand for Kommissionen, men ingen af delene er længere utænkeligt, og folk mener i stigende grad, at begge dele vil kunne forbedre EU's demokratikultur.
Derfor, hr. Poettering, håber jeg, at De vil bruge Deres to et halvt år til at tage fat i behovet for en reform af Parlamentet, til at give os et Parlament, der er bedre rustet til at udføre en sådan ledelse, et Parlament, der møder fuldtalligt op hver uge, et Parlament, der koncentrerer sig om dybtgående politiske valg i stedet for at stemme om hundredvis af ændringsforslag for at flytte semikoloner, et Parlament, der fuldt ud udnytter sine nye kontrolbeføjelser til at tilbagekalde og efterkontrollere vores love.
Da De første gang blev valgt, var Europa-Parlamentet en rådgivende forsamling, der var oprettet for at give proformadække for beslutninger, der var truffet af bureaukrater og diplomater. Nu er det en hjørnesten i vores europæiske hjem. I 13 år med fælles beslutningstagning har denne ene funktion udviklet denne myndigheds organer. Og gennemsigtighed har givet ilt til vores blodstrømme.
Jeg vil gerne sige til forbundskansler Merkel, at der er behov for fælles beslutningstagning inden for alle områder af den politiske beslutningsproces, hvis den demokratiske kontrolproces skal fungere på europæisk plan. Det er et faktum, at EU uden reel demokratisk eller juridisk kontrol træffer beslutninger, der er bindende for medlemsstaterne, og at det udsætter os for kritik fra Menneskerettighedsdomstolen eller forfatningsdomstolene. Der var bud efter os, da den tyske forfatningsdomstol undersøgte rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre og var meget tæt på at bestride dens legitimitet. Hvis den tyske regering, der blokerede for brugen af passerelle-bestemmelsen i artikel 42 for nogle få måneder siden, virkelig ønsker at fremme demokratiet i Europa, må De erkende nødvendigheden af afstemninger med kvalificeret flertal i Rådet og fælles beslutningstagning med Europa-Parlamentet som et grundlag for al lovgivning, da De ellers i Deres tid ved roret risikerer at komme til at optræde som mimikeren Marcel Marceau, der øjensynligt er ved at kravle over en mur, men som i virkeligheden ingen vegne kommer.
Perioden fra 1914 til 1989 var på vores kontinent 75 års voldsom selvlemlæstelse. I år, hvor Bulgarien og Rumænien er kommet med i EU, kan vi stede spøgelserne fra denne periode til hvile. Rødderne til frihed ligger imidlertid i mod. Der er vist et tysk ord, der hedder "Zivilcourage": De, forbundskansler Merkel og kommissionsformand Barroso, skal mønstre det kollektive mod til at føre EU fremad som et sandt demokrati for at skabe det, som Winston Churchill i 1945 kaldte "en mere vidtrækkende patriotisme" og et fælles statsborgerskab for det splittede folk på dette turbulente og magtfulde kontinent.
(Bifald)
Formanden. - Mange tak, hr. Watson. Da De talte om de umådeligt mange ændringsforslag, så jeg mange af de tidligere formænd smile! Det er vist et problem, som de tidligere formænd også havde. Det værste var imidlertid, dengang det startede i 1979 - hvilket tidligere parlamentsformand Simone Veil vil huske - hvor vi i nogle tilfælde havde mere end 1000 ændringsforslag, men vi havde ikke det elektroniske apparat til at håndtere dem.
Brian Crowley, thar ceann Ghrúpa UEN. - A Uachtaráin, tá tú i do bhall den teach seo le fada anois agus tá tú ar dhuine de na baill is mó a bhfuil taithí aige ar obair an tí seo. Thug tú riamh, agus tabharfaidh, tacaíocht láidir d'Institiúid na Parlaiminte ag leibhéal na hEorpa agus ar an stáitse idirnáisiúnta. Chuir tú polasaí polaitiúil uaillmhianach don dá bhliain go leith atá romhainn amach os ár gcomhair anseo inniu. Tá tacaíocht iomlán tugtha ag mo ghrúpa polaitíochta don iarracht pholaitiúil riamh agus is mar sin a bheidh amach anseo.
(EN) Hr. formand! I dag bør vi tænke på, hvor kommer fra, men vi skal også have en vision for fremtiden. I Deres tale til os i dag præsenterede De ikke kun et vidnesbyrd om fortiden, men også en klar kurs for fremtiden.
I Deres indlæg rejste De en række spørgsmål, som ingen af mine kolleger hidtil har været inde på. Det første, der på en måde også er det mest effektfulde, er det faktum, at Rådets formand forbundskansler Merkel samt kommissionsformand Barroso har vist Dem og Parlamentet den respekt at være til stede i dag for at deltage i denne begivenhed. Det kaster selvfølgelig glans over Dem som tysker at have Deres forbundskansler i salen i dag, men det kaster endnu mere glans over Europa-Parlamentet, at Angela Merkel har afsat tid til at være her hos os på trods af alt det arbejde, hun snart skal i gang med som formand for Rådet.
Det sømmer sig for os at påskønne dette, ikke kun på grund af embedsmændenes tilstedeværelse, men vigtigst af alt på grund af det ansvar, som EU's vælgere har givet os som deres talsmænd og talerør. Det bringer os undertiden i konflikt med idealerne hos teknikerne bag oprettelsen af et nyt EU. Det bringer os undertiden i konflikt med kravene fra medlemsstaternes regeringer. Men det er vores hellige pligt som parlament at være denne stemme, at være fornuftens, fredens, visionernes og vigtigst af alt stemmernes stemme. Vi skal huske på dem, der er blevet tabt eller glemt af vores samfund og sikre os, at de kan fortsætte mod denne nye fremtid og få denne nye mulighed.
I Deres indlæg i dag, hr. formand, var der én ting, som jeg fandt fantastisk - og det er første gang, jeg har hørt nogen her i Parlamentet sige det med så stor oprigtighed - nemlig Deres ord om de unges rolle i Europa. Deres tanker om et nyt program for unge, en pris for unge, så den nye generation kan komme til at påskønne og forstå, hvad vi allerede kan forstå fra vores egen historie.
Som mine kolleger med rette sagde, taler vi om USA's sejr over kommunismen og nazismen. De spillede en rolle. Lad os ikke benægte, at Europa var bukket under uden USA's hjælp i 1940'erne. Lad os ikke glemme, at Europa var bukket under uden USA's hjælp i 1918. Lad os ikke glemme, at vi uden USA's hjælp i 1960'erne og 1970'erne ville have været under konstant og direkte trussel om mere krig og vold. Men lad os heller ikke glemme, at de visionære mænd og kvinder - uanset om det var i forbindelse med Solidaritet i Polen, opstanden i Ungarn, forårsrevolutionen, fløjlsrevolutionen eller Pave Johannes Paul II - alle havde troen på menneskelig værdighed, forskellighedens værdighed og menneskers ret til ytringsfrihed og til at have en livsholdning. Det ikke alene bekæmper diktatur, men alle dårligdomme, som menneskeslægten står over for i dag, og derfor er Deres tanke om en kulturel dialog, om en forståelse for forskellige trosretninger og traditioner så vigtig for Europas udvikling fremover. Hvis De læser om os, udgør Europa ikke en trussel mod nogen, uanset tro eller lignende. Faktisk er vi på mange måder ved at være så liberale, at vi helt glemmer pluralismen. Vi glemmer at tage hensyn til nogle folk med stærke ikkevoldelige overbevisninger, og vi er med til at jage dem ud af deres job, samtidig med at vi huser folk med ganske radikale livsanskuelser og giver dem deres eget rum.
Mine sidste to kommentarer vedrører bemærkningerne fra nogle af kollegerne samt fra både Kommissionens formand og Rådets formand om udviklingen af den europæiske politik fremover. Jeg fejlfortolker måske, hvad folk siger, men borgerne i EU er grundigt trætte af den pedantiske snak om institutionelle ændringer og reformer. EU-borgerne ønsker handling. De ønsker positive reaktioner på de problemer, vi står over for.
Vi har gjort fremskridt med hensyn til klimaforandringer, socialpolitik og andre emner af betydning for det indre marked, men borgerne ønsker en indsats på et reelt niveau med konkret betydning for deres liv snarere end reaktioner på problemer, når de opstår. Alt for ofte skuer vi her i Europa-Parlamentet tilbage og siger "det gjorde man forkert i 1979" eller "det gjorde man forkert i 1992", eller noget andet blev gjort forkert i 1997 eller "vi benyttede ikke lejligheden". Lad os ikke glemme, at politik er en kunstart, mens økonomi er en videnskab, hvor man får det rigtige resultat, hver gang man benytter den rigtige formel. Politik er en kunstart, fordi den skal afstemmes efter samfundets behov, efter befolkningens ønsker og krav samt ikke mindst efter samfundets flygtighed som helhed.
Til slut vil jeg nævne vores mest presserende opgave, der består i at skabe et mere retfærdigt område med fred og forståelse i Mellemøsten. Jeg tager hatten af for Deres ønske om at besøge Libanon, Palæstina og Israel for at igangsætte denne proces. Europa bør atter indtage en central placering i bestræbelserne på at finde en fredsløsning i Mellemøsten.
Jeg vil blot sige til Dem, hr. formand, at trods det besvær, vi har givet Dem, og selv om De vil komme i modvind, så vil De i de næste to et halvt år have Parlamentets opbakning.
(Bifald)
Formanden. - Tak for det, hr. Crowley. De overskred Deres taletid. Jeg vil ikke sige, at De fik længere tid, fordi De sagde mange pæne ting, men de kommende talere er nødt til at overholde taletiden, også selv om de ikke altid er enig med Dem.
Monica Frassoni, for Verts/ALE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi anerkender og respekterer naturligvis seriøsiteten og dybden i Deres europæiske engagement. I Deres tale i dag opstiller De nogle prioriteringer, som ganske vist er en smule vagt formuleret, men som Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance i det store og hele kan tilslutte sig.
De mindede med rette om Parlamentets historie, og det glæder mig meget, at De har sørget for, at Europa-Parlamentets formænd er til stede her i salen i dag. Jeg havde lejlighed til at lære nogle af dem at kende, da jeg startede i Parlamentet som ung og entusiastisk føderalist, og jeg har fulgt mange af dem i deres arbejde. Derfor er jeg meget glad for at se dem her i dag.
Ikke desto mindre forventer vi, at der kommer nogle kendsgerninger på bordet, hr. formand, og her tænker jeg på nogle meget konkrete beslutninger, som ikke må forblive vage, og hvor Parlamentet skal beslutte, om det skal forholde sig tavst og disciplineret, eller om det skal være et sted, hvor man handler i en interesses og en europæisk værdis navn, der i dag næsten er gået tabt på grund af diplomatiske manøvrer og nationale motiver. Dette er Parlamentets ansvar, nemlig at være samlingssted for europæiske drøftelser og for forslag om et demokratisk Europa. I den forbindelse må Parlamentets bidrag til en løsning på det dødvande, som forfatningen befinder sig i, ikke blot være det, som De sagde - da De ordret og sikkert ikke tilfældigt gentog det, som fru Merkel sagde her i Parlamentet - nemlig at vi skal redde forfatningens indhold. Vi kan ikke nøjes med blot at erklære, at vi vil redde forfatningens indhold.
Vi skal skynde os at gøre to ting, som Parlamentet tidligere - da De var formand for PPE-DE-Gruppen, og da hr. Schulz var formand - ikke var i stand til eller forstod at gøre - nej, jeg henviser til de to formænd for de største grupper - nemlig for det første at blive enige om, hvad Parlamentet helt præcist og på en fuldstændigt selvstændig måde skal foretage sig med hensyn til forfatningen, og for det andet - hvilket er vigtigere - at kæmpe for, at Europa-Parlamentet bevarer den forfatningsmæssige rolle, som det fik med konventet. Hvis man skal drøfte en tidsplan eller et forslag, vil vi gerne, fru Merkel og hr. Poettering, være medlovgivere og ikke observatører. Hr. Poettering, jeg vil gerne se Dem kæmpe for Parlamentets ret i den forbindelse.
(Bifald)
De talte om værdier, og De nævnte nogle konkrete tilfælde, som vi godt kan være enige i, når det gælder et meget vigtigt spørgsmål for Parlamentet, nemlig beskyttelsen af menneskerettighederne. De talte også om tolerance, som er et ord, De holder meget af. Jeg kan fortælle Dem, at jeg personligt af og til er bekymret over dette ord, fordi man under dække af ordet "tolerance" har begået - dvs. tolereret - forbrydelser og krænkelser af enkeltpersoners rettigheder, som vi absolut ikke må glemme. Derfor vil vi hellere tale om "fælles rettigheder for alle mænd og kvinder". Disse rettigheder er - og skal blive ved med at være - ens for alle.
Når vi taler om forbindelserne med Rusland, er vi nødt til at komme ind på Tjetjenien-spørgsmålet, og vi er nødt til på en ansvarlig måde at tage hul på debatten om en reduktion af vores energiafhængighed. Her må vi skarpt kritisere de lande, som er stik-i-rend-drenge ved "zar" Putins hof, og dem er der mange af. I dialogen med USA må vi ikke glemme dødsstraffen i landet, CIA-flyvningerne, spørgsmålet om passageroplysninger og den forebyggende krig. Endelig må vi, når vi taler om menneskerettigheder, ikke glemme at forsvare - også ved hjælp af små hastebeslutninger - de mennesker, som selv er menneskerettighedsforkæmpere, og som sidder glemt i et eller andet fængsel eller en eller anden skov. Når vi taler om sikkerhed, hr. formand - og det talte De længe om på Parlamentets vegne - må vi ikke se bort fra de resolutioner, der er vedtaget om nedrustning og om en adfærdskodeks for våben.
Vi vil gøre en meget aktiv indsats i arbejdet med den interne reform. Der var to spørgsmål, som De ikke nævnte, og som efter min mening er væsentlige. Det første er spørgsmålet om vores samlingssted. Jeg håber, at parlamentsgrupperne og De personligt vil være modige nok til at holde en debat om Europa-Parlamentets samlingssted her i Parlamentet. Den europæiske histories hus kunne måske godt være her i denne smukke bygning, hvem ved? Efter min opfattelse er det dog vigtigt, at De virkelig tager initiativ til at se på spørgsmålet om, hvor Parlamentet skal mødes.
Det andet spørgsmål - og jeg ved udmærket, at jeg skal arbejde hårdt for at overbevise Dem - er at sørge for, at Parlamentet bliver grønnere, ikke ud fra et politisk synspunkt, men når det gælder dets miljømæssige bæredygtighed. Jeg er helt sikker på, at det vil lykkes mig at overbevise Dem, eftersom vi dag ikke kan acceptere Parlamentets spild af vand, lys og tjenestebiler, hvis vi skal holde de løfter, vi har givet med hensyn til klimaforandringerne.
Til sidst vil jeg kort henvende mig til fru Merkel. Deres forslag vedrørende bureaukrati, diskontinuitet og bedre regulering er vi ikke imponerede, men bekymrede over. Problemet med bureaukrati er snarere nationalt end europæisk. Hvor mange personer er med i den delegation, der ledsager Dem i dag? Den består sikkert af flere personer end den, der ledsager kommissionsformand Barroso. Det er de multinationale selskaber og ikke borgerne, som klager over for mange regler. I henhold til en række Eurobarometer-undersøgelser ønsker borgerne mere lovgivning til beskyttelse af dem og ikke mindre lovgivning! Endelig giver forslaget om diskontinuitet i virkeligheden Rådet mulighed for at boykotte og forsinke al den lovgivning, som Rådet ikke bryder sig om.
Jeg ønsker Dem således god arbejdslyst, hr. formand. Jeg tror, at vi får det sjovt i de næste to år.
(Bifald)
Formanden. - En stor tak til Monica Frassoni. Når det gælder menneskerettighederne, har vi altid været enige.
(DE) Med hensyn til spørgsmålet om hjemstedet, så overvejede jeg skam, om jeg skulle tale om det, men jeg besluttede ikke at gøre det.
Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Mine damer og herrer tidligere formænd, som minder mig om utallige perioder sammen, fru formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, vi har ikke så ofte lejlighed til at se tingene lidt på afstand, så vi må glæde os over den mulighed, vi har fået i dag, for, om end kort, at udveksle vores synspunkter på hele den periode, som skiller os fra det næste europæiske valg.
Det er rigtigt, og det er ingen hemmelighed, at min gruppe ikke har samme politiske mål som flertallet i Europa-Parlamentet. Jeg vil ikke desto mindre med fuldt overlæg bruge nogle af de bærende idéer i Deres tale for at stille flere konkrete forslag. Det drejer sig om begrænsede tiltag, som på ingen måde er revolutionære, og jeg mener oprigtigt talt, at det ikke er nødvendigt at sympatisere med Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre for at kunne genkende sig selv i dem. Alene det, at formanden for Europa-Parlamentet tog dem i betragtning, ville sende et positivt signal til nogle viktige fraktioner i vores offentlighed. Det ville betyde: Jeg har hørt Dem.
Med henvisning til Europas borgeres aspirationer understregede De således, hr. formand, og jeg citerer: "Vi må [...] bevare vores europæiske sociale model" og, især, tilføjede De lidt senere: "Vi skal overbevise gennem vores handlinger". Det er faktisk altafgørende for at afværge en dyb uro, som nærer sig ved tanken om, at Unionen i stedet for at beskytte borgerne mod virkningerne af den nuværende globalisering lidt for ofte tværtimod bidrager til den stadig mere omfattende usikkerhed i den enkeltes tilværelse.
For at få bugt med denne følelse af uundgåelighed ville det være velkomment med en markant handling. Jeg foreslår Dem, hr. formand, at opfordre Rådet, Kommissionen og Parlamentet til at opgive et forslag til direktiv, som vedrører hele Unionens befolkning, og som, hvis der ikke sker noget inden for de næste måneder, risikerer at skabe en ny Bolkestein-effekt, så dogmatisk, ubegrundet og ødelæggende som det er for de offentlige tjenesters fremtid. Jeg taler her om forslaget til liberalisering af postvæsenet den 1. januar 2009, seks måneder før næste valg.
De lagde, mere generelt, vægt på en anden tanke, som i mine øjne er meget rigtig og meget vigtig. De siger, at vi har brug for "en ny pagt mellem de europæiske borgere og deres politiske institutioner i EU", og derefter siger De, med henvisning til den kommende europæiske traktat, at "vi må reformere Unionen grundlæggende". Alle er enige om dette krav. Men meningerne er delte om indholdet af den kommende europæiske forfatning.
Hr. Barroso har netop henvendt sig til Nederlandene og sagt til dem: Vær så venlige, hjælp os, vi skal alle flytte os. Jeg foreslår en metode, som giver alle mulighed for at flytte sig, for at hjælpe med at få Europa tilbage på sporet. Jeg håber, at den proces, der går i gang, giver mulighed for en ordentlig offentlig debat i hele Unionen, en ærlig debat, tættest muligt på borgerne, om meningen med Europa, 50 år efter Rom-traktaten, om målet med vores fælles politikker, og om de forpligtelser, vi er klar til i fællesskab at indgå i fremtiden. Hvis formanden for Europa-Parlamentet beslutter sig til at få et sådant initiativ til at bære frugt, så vil han øjeblikkelig have opfyldt sit mandat.
Endelig, hr. formand, har De sagt noget sandt om kulturdialogen og mere specifikt om Nærøsten, hvor De regner med at rejse ned så snart som muligt, som De sagde. Det forbavser mig ikke, og jeg takker Dem for det. I samme ånd ville det i mine øjne mest symbolske af alle de initiativer, som vi ønsker os af formanden for Europa-Parlamentet, være en højtidelig appel til Unionen om, her kort tid efter den nærmest uventede såkaldte Mekka-aftale, i hvilken hele Hamas forpligter sig til at overholde de internationale resolutioner og de aftaler, som er underskrevet af PLO med Israel, at hæve den blokade, der er pålagt den palæstinensiske regering, og at give håbet om en retfærdig fred en ny chance i en region, som er hærget af besættelsen og krigen gennem flere generationer.
Jeg ved, at ingen af disse initiativer er lette at tage. Men de er af den slags, som vil gå over i historien, hvis De gennemfører dem.
Formanden. - Mange tak, Francis Wurtz, jeg er taknemmelig for den respekt, vi altid har vist hinanden.
Jens-Peter Bonde, for IND/DEM-Gruppen. - Hr. formand, fru forbundskansler, hr. kommissionsformand, kære forhenværende parlamentsformænd, som jeg mindes med glæde fra Formandskonferencen! Nu har vi fået Hans-Gert Poettering som formand, og han brænder for mere EU, selv om han også taler klogt om subsidiaritet. Han skulle unde sig selv en folkeafstemning, hvor han kan overbevise sine tyske medborgere om, at de også skal stemme for en forfatning med flere love og regler fra Bruxelles. 3 000 regler er ikke nok. Det rækker ikke, at 86 % af de tyske love i Forbundsdagen nu kommer fra Bruxelles. Lyt til advarslen fra den tidligere tyske præsident, Roman Herzog, som ledede vort charterkonvent. Lyt til folkeafstemningerne i Frankrig og Holland. Franskmændene og hollænderne fik en chance for at stemme ja - den misbrugte de. Nu er læren, at vi aldrig mere skal have folkeafstemning! Den tidligere formand for Forbundsdagens Europaudvalg, Jürgen Meier, fortalte ellers i forfatningskonventet, at en frivillig folkeafstemning kunne vedtages i Forbundsdagen med almindeligt flertal. Hvorfor ikke lade tyskerne udtale sig om den forfatning, som formanden og det tyske formandskab så brændende ønsker vedtaget?
Embedsmændene i Bruxelles og dommerne i Luxembourg lider af volumensyge og demokratiangst. De har ikke fattet tidens trend om slanke organisationer, decentralt ansvar og outsourcing. Det, som er godt i virksomhederne, dur ikke i EU. Fra Bruxelles skal intet flyttes ud til medlemslandene eller borgerne. Lovene bliver meget bedre, når de kan forberedes i 3 000 hemmelige arbejdsgrupper i Kommissionen og vedtages i 300 hemmelige arbejdsgrupper i Ministerrådet sammen med 15 000 professionelle lobbyister. Længe leve det professionelle styre, det korporative EU! Fru Mussolini kan sende en venlig tanke til bedstefars kamp for korporativisme. Vælgerne kan få lov til at møde frem hvert femte år og stemme på nogen, som hverken kan foreslå eller vedtage love! De folkevalgte kan kun rådgive Kommissionen med ændringsforslag. Det er kernen i dag, og det er kernen i forfatningen - blot på mange flere områder.
Kan noget ikke vedtages af ministre og embedsmænd i Rådet, så kan man altid gå til Domstolen i Luxembourg med forslag, som hverken vælgere, nationale parlamenter eller regeringer vil vide noget af. Enstemmigt vedtagne strafferegler for miljøet dømmes ulovlige, fordi dommerne vil have reglerne vedtaget med flertalsbeslutning og ind under deres egen kontrol. Ejendomsretten ligger klart hos medlemslandene i både traktater og forfatningsforslag. Alligevel dømmes bopælspligt for landmænd ulovlig mod et enstemmigt dansk Folketing. Vælgerne og deres parlamenter er uduelige, familiebrug er gammeldags, lad os hellere få nogle store prøjsiske junkere til at drive landbrug overalt i EU. Landmændene duer ikke, arbejdernes og arbejdsgivernes fælles overenskomster duer ikke, straffeloven duer ikke, de nationale dommere duer ikke, vælgerne duer ikke! EU-toppen ved meget bedre!
Vi har vundet mange små sejre for åbenhed, og Forbundsdagen i Berlin har indført de hidtil bedste regler for indsigt i EU. Nu er tiden kommet, hvor magtens tredeling - åbenhed, nærhed og demokrati - skal styre hele EU. Aldrig mere love, som ikke kan ændres af folkevalgte. Aldrig mere love, som ikke kan ændres af vælgerne på næste valgdag. Aldrig mere traktater og forfatninger, som ikke er vedtaget af vælgerne ved folkeafstemninger - og gerne den samme dag - i hele EU.
Formanden nævnte vores elektroniske afstemningsanlæg. Jeg vil gerne mindes den tid, hvor vi fik indført det nye system fra Olivetti. Det vil jeg gerne have tilbage, for den gang kunne mine forslag også vedtages!
Formanden. - Mine damer og herrer! De, som ikke er så fortrolige med detaljerne - især vores gæster på tilhørerpladserne - ved måske ikke, at man i Danmark stemmer om torsdagen, altså ikke om søndagen. Heraf udleder hr. Bonde altid, at han har været medlem af Parlamentet i længere tid en jeg, hvilket juridisk naturligvis er forkert, for vi blev medlemmer af Parlamentet sammen, nemlig den 17. juli 1979.
Men eftersom han altid fremhæver det, nærer jeg stadig håb, for helt uden tilbøjelighed for EU og Parlamentet kan han ikke være, når han så gerne - efter sin egen opfattelse - vil have været medlem af Parlamentet længere end de andre.
Bruno Gollnisch, for ITS-Gruppen. - (FR) Hr. formand, kære forhenværende parlamentsformænd, fru forbundskansler, hr. formand for Kommissionen! Formanden for Europa-Parlamentet har netop med stort talent fremlagt et veritabelt politisk program, som man måske snarere ville have forventet af en formand for Det Europæiske Råd eller for Kommissionen end af en formand for Europa-Parlamentet i sin forligsrolle.
I betragtning af de gruppedynamikker, som ofte hersker i institutioner, afspejler den tale, som De holdt om befolkningernes vilje, uden tvivl flertallets holdning her i Parlamentet. Tillad mig imidlertid her at udtrykke, hvad de angelsaksiske jurister kalder "dissens".
De talte om det, som De sagde, "midlertidige" nederlag for udkastet til europæisk forfatning i Frankrig og i Nederlandene, som om det bare drejede sig om en lille kurre på tråden mellem to medlemsstater. Men enhver ved, eller burde vide, at hvis dette udkast var blevet forelagt medlemsstaternes befolkninger direkte og ikke blot parlamentsmedlemmerne, så ville udkastet efter al sandsynlighed være blevet forkastet af langt flere.
Så det ville være rart en gang for alle at få at vide, hvorfor man, når befolkninger udtrykker sig frit om den herskende anskuelse, til stadighed serverer det samme for dem, som de nægter at sluge. Og hvorfor man til gengæld, når de har stemt i overensstemmelse med den herskende strømning, insisterer på, at deres stemme er definitiv, uigenkaldelig, eviggyldig og betyder, at de ikke får lov til at slå bak.
De nævnte i Deres indlæg flere vigtige elementer i vores europæiske tradition, af hvilke fire var helt essentielle, nemlig græsk filosofi, romersk lov, jødisk-kristen åndelighed og oplysningstiden. Men det er netop en vigtig del af problemet: Hvilken troværdighed har EU i forhold til disse dele af dets intellektuelle, moralske og åndelige arv?
Er EU i dag inspireret af de kristne værdier eller af en udbredt hedonisme, som er ude på at udslette samme værdier med henvisning til en menneskerettighedsideologi, som ikke tåler nogen modstand, men som altid benytter sig af variabel geometri?
Er Unionens opbygning og forvaltning styret af kravet om den græske filosofis klarhed og enkelhed og af den hellenske politiske tradition, hvor borgerne har direkte indflydelse på byens anliggender, eller er vi tværtimod i færd med at etablere en tung, centraliseret og snart forældet struktur, som angiveligt er designet til at lede hen ved 500 millioner europæere, mens den i praksis ser bort fra deres forskelligheder?
Er EU's lovgivning inspireret af romersk rets præcision og prægnans, eller er der tale om en samling af tusindvis af obskure og vidtløftige tekster med detaljerede restriktioner? Respekterer vi virkelig den tradition med offentlig debat, som grækerne og romerne har overladt os? Hvad angår "oplysningstiden", vil jeg ikke skjule vores bekymring for Dem, da vi sidste måned hørte forbundskansler Merkel her i salen fortælle os, efter at hun til overflod havde citeret Voltaire, og jeg gentager, ikke ordret godt nok, men indholdsmæssigt: "ingen tolerance over for intolerance". Det minder os om ordene fra den franske revolutionær, Saint-Just, foran den revolutionære domstol, som indførte den franske rædselsperiode: "ingen frihed til frihedens fjender".
Til slut vil jeg sige, at Europa er den eneste region i menneskehedens historie, som har opfundet friheden og ligheden for nationer. Det er den region, hvor befolkningerne har rejst sig imod forsøgene på at skabe sig overherredømme, uanset hvor de kom fra, og det er det, der forklarer deres nuværende mistro mod Unionens afdrift. Vi har ikke brug for en eurokratisk superstat for gensidigt at garantere vores nationers og grænsers sikkerhed, for at indlede bestemte projekter for industrielt, kulturelt eller forskningsmæssigt samarbejde og for at beskytte os på fornuftig vis mod migrationsstrømmene eller import af produkter fremstillet til spotpris, som ruinerer vores industrier. De internationale retsmidler er fuldt tilstrækkelige til at klare denne opgave. Vi skal genfinde Europas sande væsen og den lov, der passer sig for europæere!
Irena Belohorská (NI). - (SK) Hr. formand! Først vil jeg oprigtigt lykønske Dem med valget til posten som formand for Europa-Parlamentet, der er den mest demokratiske og samtidig en af de vigtigste af EU-institutionerne. De er blevet den første formand for Europa-Parlamentet efter vedtagelsen og gennemførelsen af Nice-traktaten. I dag omfatter EU 27 medlemsstater. Det er ikke tilfældigt, at jeg nævner dette, da den politiske erfaring viser, at gennemførelsen af én traktat efterfølges af forberedelserne til den næste. To års vaklen og stilstand med hensyn til forfatningstraktaten har skadet tanken om et forenet Europa. De tiltræder Deres embede på et tidspunkt, hvor Tyskland - der er en af de grundlæggende medlemsstater - har EU-formandskabet, og jeg forventer derfor en beslutning fra Dem om, hvad der nu skal gøres med hensyn til forfatningstraktaten. De fleste medlemsstater har stemt for at støtte forfatningstraktaten, og de er villige til fortsat at gennemføre visionen om et forenet Europa, og man kan ikke tilsidesætte deres ønsker på grund af to medlemsstaters negative indstilling.
Jeg ville påskønne det, hvis Europa-Parlamentet efter formandsvalget nu ville overveje at indføre nye regler eller revidere den nuværende forretningsorden. Jeg har respekteret den tidligere "gentlemanaftale" mellem de to store politiske grupper om valget af Europa-Parlamentets formand. I et demokratisk system skal det imidlertid også være muligt for en kandidat fra en mindre politisk gruppe at blive valgt. Jeg er sikker på, at der her i Parlamentet også er mange fortræffelige og dygtige folk i de mindre politiske grupper.
Jeg håber oprigtigt, at De i deres embedsperiode vil slå til lyd for større inddragelse af de 12 nye medlemsstater i udformningen af EU-politikker. Når jeg ser, hvordan de nye medlemsstater i øjeblikket er repræsenteret i Europa-Parlamentets udvalg, kan jeg ikke lade være med at føle mig modløs. En lignende forskelsbehandling af de nye medlemsstater kan ses i antallet af statsborgere fra disse lande, der er ansat i Europa-Parlamentet. Her er det vigtige ikke kun antallet, men også typen af stillinger, som disse mennesker besætter. Der findes statsborgere fra vores lande, der ofte har to universitetsgrader samt erhvervserfaring fra udlandet, og som behersker tre af de 15 EU-sprog, men som ikke desto mindre har sekretærstillinger, og som derfor hjælper overordnede, der kan have betydeligt dårligere akademiske og sproglige færdigheder. Som et eksempel herpå vil jeg gerne nævne den såkaldte interne udbudsprocedure i forbindelse med besættelsen af sekretærstillinger, der blev gennemført i fjor, hvor ca. 50 personer fra de nye medlemsstater blev ansat til sekretærstillinger. De har alle universitetsgrader og udfører arbejde på lønklasse A- og lønklasse B-niveau for en sekretærløn. EU sparer penge, da der udføres fagarbejde for en lav betaling, men jeg tvivler på, at det er et udtryk for retfærdighed og ikkeforskelsbehandling. Ikkeforskelsbehandling omfatter også ligestilling, hvilket ofte debatteres her i salen. Vi har tilmed et særligt udvalg, der beskæftiger sig med dette emne, men vi halter bagud med hensyn til håndhævelsen.
Afslutningsvis vil jeg ønske Dem al mulig held og lykke med Deres job som formand for Europa-Parlamentet. Jeg har stor agtelse for Dem personligt samt for Deres resultater og erfaringer fra EU-politik, og jeg tror, at De bliver en god og retfærdig leder af offentlige anliggender.
Formanden. - Mange tak til fru Belohorská for hendes meget elskværdige personlig bemærkninger.
(DE) Dermed er den del af mødet afsluttet, som omhandlede formandens tiltrædelsestale.
Skriftlig erklæring (artikel 142)
Katalin Lévai (PSE), skriftlig. - (HU) Jeg glæder mig meget over bemærkningerne fra både parlamentsformand Poettering og forbundskansler Merkel.
Med et citat fra Robert Schuman kan vi sige, at "den europæisk integration er grundlæggende en succeshistorie". Et sammenbrud i forfatningsprocessen vil bringe succeshistoriens fortsættelse i fare. Hvis ikke det lykkes os at skabe et mere effektivt og demokratisk EU, der er tættere på borgerne, vil det i høj grad påvirke Lissabon-strategiens succes samt oprettelsen af et mere konkurrencedygtigt Europa, der ikke desto mindre bevarer sine sociale værdier. Et vigtigt element af dette er efter min mening oprettelsen af en mere gennemsigtig og samlet lovgivning, der kan fremme udviklingen af små og mellemstore virksomheder på fællesskabsniveau, og som dermed også kan hjælpe med at skabe job.
En styrket konkurrenceevne er også uundværlig, hvis ikke Europa skal tvinges til at spille rollen som "økonomisk kæmpe - politisk dværg" på den internationale politiske scene. I dag kan det være vigtigere end nogensinde tidligere, at europæiske værdier, menneskerettigheder, demokrati, retsstatsprincipper og lige muligheder repræsenteres på globalt plan. Det er særligt vigtigt i det europæiske år for lige muligheder for alle, hvor vi både på europæisk og nationalt plan skal gøre en indsats for at hjælpe de dårligt stillede personer.
Skønt jeg glæder mig over vægtningen af indvandrernes integration, vil jeg gerne tilføje med hensyn til deres situation, at vi ikke skal glemme den største og måske dårligst stillede minoritet i Europa, nemlig romaerne. Også på dette område er vi nødt til at vælte den imaginære økonomiske og sociale berlinmur. Jeg vil i særdeleshed nævne beskyttelsen af kvinder og børn, der er de mest udsatte, og som lider under dobbelt forskelsbehandling.
Med hensyn til retsstatsprincipper vil jeg gerne minde om, at EU grundlæggende hviler på retlige principper, og at dets funktion betinges af, at alle borgere respekterer dets love. Medlemmerne af Europa-Parlamentet skal gå forrest i overholdelsen af vores love, da vi ellers er et dårligt eksempel for alle Europas borgere.
(Mødet udsat kl. 12.05 og genoptaget kl. 12.10 for afstemningstiden)