FORSÆDE: Hans-Gert PÖTTERING
Formand

(Mødet åbnet kl. 9.05)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Rådet og Kommissionen om forberedelse af Det Europæiske Råd (Bruxelles, 13. og 14. marts 2008).

Hr. Janez Lenarčič taler på Rådets vegne.

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Hr. formand! Jeg er meget glad for at kunne præsentere medlemmerne af Europa-Parlamentet for de vigtigste emner for Det Europæiske Råd, der begynder i morgen. I overensstemmelse med traditionen for forårstopmøder vil dette møde også blive benyttet til at behandle økonomiske anliggender, navnlig Lissabonstrategien, samt klimaændringer, energi og finansiel stabilitet.

Formandskabet glæder sig til denne meningsudveksling med Europa-Parlamentet, og jeg kan forsikre Dem for, at Parlamentets holdninger til de emner, der står på dagsordenen i morgen, vil blive taget i betragtning.

Vi er alle sammen klar over, at EU står over for nye udfordringer, og at globaliseringen medfører nye muligheder, ikke bare på det økonomiske område, men også på det sociale og det kulturelle område. EU har allerede draget nytte af disse muligheder. Vi er også klar over, at globaliseringen kræver, at EU og dets medlemsstater tilpasser sig og søger konkrete svar. Det er netop det, Rådet vil lægge vægt på.

Det globale økonomiske miljø bliver sat på en prøve i øjeblikket. Der har været vidne til uro på de finansielle markeder. For nylig var vi vidne til et fald i den økonomiske aktivitet som følge af konjunkturafmatningen i USA og højere olie- og råvarepriser. Alligevel er EU's økonomiske grundlag stadig solide, men under disse omstændigheder kan vi ikke stoppe op og slappe af, vi må fortsætte med vores reformer.

I den forbindelse vil Det Europæiske Råd evaluere status for gennemførelsen af Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse. Det vil bifalde positive resultater og bekræfte, at denne strategi fungerer godt. Det vil understrege, at vi nu må koncentrere os om gennemførelse og i den ånd iværksætte den nye fase af den reviderede Lissabonstrategi.

På informations- og innovationsområdet vil Det Europæiske Råd sætte skub i bestræbelserne på at indføre den såkaldte femte frihed. Det skulle fjerne de eksisterende hindringer for frie informationsstrømme ved at forbedre den grænseoverskridende mobilitet for forskere, studerende, videnskabsfolk og universitetslærere. Efter vores opfattelse bør den femte frihed fremskynde omstillingen af EU til en innovativ, kreativ og informationsbaseret økonomi.

For at styrke navnlig små og mellemstore virksomheders konkurrenceevne planlægger Det Europæiske Råd foranstaltninger, der giver dem mulighed for at udvikle sig og fungere mere tilfredsstillende. De bør have lettere adgang til finansieringskilder, og incitamenterne til innovation vil også blive forbedret. Gennemførelsen af planen for bedre lovgivning vil også blive prioriteret højt. Der vil blive lagt stor vægt på Lissabonstrategiens sociale rækkevidde, bestræbelser på at løse demografiske udfordringer, manglende kvalifikationer og fremtidige politiske foranstaltninger til forbedring af den sociale samhørighed.

Forårstopmødet vil pålægge medlemsstaterne gradvis gennemførelse af de fælles principper om flexicurity ved hjælp af nationale bestemmelser, der kan skabe en balance mellem fleksibilitet og sikkerhed på arbejdsmarkedet.

Jeg vil nævne et andet vigtigt emne, der vil blive drøftet på Det Europæiske Råd, nemlig udfordringerne forbundet med klimaændringer og energi. Sidste år var vi vidne til historiske tilsagn i forbindelse med miljø- og energipolitikker. I år må vi koncentrere os om deres gennemførelse. Dette mål er en økonomisk og miljømæssig udfordring, som har usædvanlig langsigtet betydning. Hvis vores bestræbelser er ambitiøse, vil vi opnå både økonomisk og miljømæssig succes.

Den lovgivningspakke, som Kommissionen har foreslået, behandles for øjeblikket i Rådet. De første drøftelser har bekræftet samtlige medlemsstaters tilsagn om at reagere ambitiøst. Alligevel kan det endnu ikke forventes, at der opnås enighed om alle aspekter af pakken på dette topmøde. Men vi forventer, at det vil være muligt at nå til enighed om principperne og retningslinjerne for yderligere behandling af pakken. Vi forventer, at lederne vil udtrykke et ønske om at fastholde en generel balance og samtidig være opmærksomme på pakkens kompleksitet, hvad angår dens økonomiske og finansielle virkninger.

Det er målet, at pakken vedtages tidligst muligt i 2009, eller i alle tilfælde før Europa-Parlamentets mandat udløber. Vores bestræbelser vil give resultater, hvis alle de centrale partnere begynder at tackle klimaændringernes udfordringer. På klimakonferencen i København i slutningen af 2009 bør Europa være drivkraften bag forhandlingerne om en ambitiøs og omfattende aftale for perioden efter Kyoto. Det er endnu en grund til at vedtage aftalen tidligst muligt i 2009.

Jeg vil kort nævne nogle andre energirelaterede spørgsmål. Et effektivt indre marked for energi er en afgørende forudsætning for en pålidelig, varig og konkurrencedygtig energiforsyning i Europa. Vi forventer, at Det Europæiske Råd vil opfordre til hurtig vedtagelse af aftalen om den tredje pakke vedrørende det indre marked for gas og elektricitet. Det vil være særlig opmærksomt på yderligere foranstaltninger forbundet med forsyningssikkerhed og ekstern energipolitik.

Det Europæiske Råd vil sætte bestræbelserne forbundet med klima- og energipolitik i forbindelse med udvikling af nye teknologier og vil øge investeringerne i disse teknologier. Det blev for nylig fastlagt i den strategiske energiteknologiplan og vil bidrage yderligere til vores virksomheders konkurrenceevne.

Stats- og regeringscheferne vil debattere konklusionerne i den fælles rapport fra generalsekretæren/den højtstående repræsentant, hr. Solana, og Kommissionen om klimaændringernes virkninger på den internationale sikkerhed. Klimaændringernes kompleksitet kræver en mere omfattende harmonisering af politikken, og Det Europæiske Råd vil opfordre til, at rapporten gennemgås nærmere.

Det tredje vigtige punkt på Det Europæiske Råds dagsorden er debatten om den seneste situation på de internationale finansielle markeder.

Situationen i det internationale finansielle system er stadig usikker. Hvis vi ønsker at styre risikoen ved dens virkning på den virkelige økonomi, må vi føre EU's økonomiske og finansielle politikker med henblik på at sikre makroøkonomisk stabilitet og gennemføre strukturreformplanen. EU's svar blev udarbejdet af finansministrene, og der er siden efteråret foretaget visse tilpasninger af de finansielle markeder. Den Europæiske Centralbank, nationale myndigheder, EU's institutioner og finansielle institutioner har truffet en række foranstaltninger til at stabilisere situationen. Men ansvaret for risikostyring påhviler fortsat primært de enkelte finansielle institutioner og investorer.

Den aktuelle situation har vist nødvendigheden af at styrke rammerne for finansiel stabilitet yderligere ved hjælp af øget kredittilsyn og bedre redskaber til finansiel krisestyring.

Vi forventer, at Det Europæiske Råd kræver foranstaltninger på fire hovedområder: forøgelse af gennemsigtigheden for investorer, markeder og tilsynsmyndigheder, forbedrede værdiansættelsesstandarder, styrkelse af tilsynsrammerne og risikostyringen i den finansielle sektor og sidst, men ikke mindst, forbedringer af markedets funktion og kreditvurderingsinstitutternes rolle.

Jeg vil sige lidt om statsejede investeringsfonde. Deres langsigtede strategier spiller en meget nyttig rolle som kapitaludbydere, der garanterer likviditet. Imidlertid har fremkomsten af nye aktører med begrænset gennemsigtighed, hvad angår deres investeringsstrategi og -mål, givet anledning til en vis bekymring, for så vidt angår en evt. ikkekommerciel praksis. Den for nylig offentliggjorte meddelelse fra Kommissionen om statsejede investeringsfonde er et særlig værdifuldt bidrag til debatten. Det Europæiske Råd vil sandsynligvis være enigt i behovet for en fælles EU-tilgang i overensstemmelse med de principper, der er foreslået i meddelelsen. Jeg vil endnu en gang understrege betydningen af samarbejdet med Europa-Parlamentet.

Jeg vil afslutte mit indledende indlæg med at sige, at Det Europæiske Råds forårstopmøde, som begynder i morgen, primært vil være fokuseret på at føre de tilsagn, der er givet, ud i livet. Formandskabet vil fremskynde arbejdet med at gøre Europa til den mest konkurrencedygtige økonomi. Vi har også den vigtige opgave at skabe mere stabilitet ved hjælp af vores klima- og energipolitik.

I betragtning af alle disse fremtidige udfordringer håber vi på et virkelig kreativt samarbejde med Europa-Parlamentet. Hvis vi sammen formår at gøre fremskridt, vil de europæiske borgere kunne se, at EU er til for at sikre deres fremtid.

Debatten i dag og drøftelsen med formanden for Europa-Parlamentet på Det Europæiske Råd er utvivlsomt to vigtige forudsætninger for at nå dette mål.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Vi har tradition for at gennemgå Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse på Det Europæiske Råds forårstopmøde, og dette møde bliver vigtigere end de fleste. Jeg vil indlede med at takke det slovenske formandskab for den meget omhyggelige forberedelse af dette forårstopmøde.

Et af de budskaber, der udgår fra Det Europæiske Råd i denne uge, bør være klart: Lissabonstrategien fungerer. Der er skabt ikke mindre end 6,5 millioner job i EU i løbet af de sidste to år. Arbejdsløsheden er på sit laveste niveau i 25 år. Beskæftigelsesfrekvensen er på 66 %, dvs. tæt på Lissabonmålet på 70 %. Desuden er jobskabelsen blevet ledsaget af produktivitetsforbedringer. Produktiviteten stiger nu hurtigere i EU end i USA. Det er slet ikke så ringe.

Lissabonprocessen kan naturligvis ikke beskytte os imod negativ økonomisk udvikling, der er opstået uden for Europa. I nutidens indbyrdes forbundne økonomi er det umuligt. Vi har været nødt til at justere vores vækstprognoser for i år en lille smule, men vi forventer stadig en vækst på 2 % - og det er et meget fint resultat.

De reformer, der allerede er udført, har gjort vores økonomier mere elastiske og fleksible. De har givet os bedre mulighed for at klare chok udefra.

Når vilkårene forværres, bliver det selvfølgelig endnu vigtigere at berolige dem, der føler sig truet af en økonomisk nedgang. Europa skal beskytte, men det må ikke falde for fristelsen til at blive protektionistisk.

En tilbagevenden til protektionisme ville være vanvid. Europa har haft enorme fordele af globaliseringen. Med kun 7 % af verdens befolkning tegner Europa sig for 30 % af den økonomiske produktion. Vi har syv af verdens mest konkurrencedygtige nationer, og til trods for Kinas og Indiens fremgang er Europa stadig verdens største handelsmagt.

Europa har altså al mulig grund til at se lyst på fremtiden. Samtidig skal vi fortsat være årvågne og forsigtige, hvad angår yderligere udvikling. Men vi må lade os styre af tillid. Vi kan ikke vinde de næste økonomiske slagsmål med pessimisme.

Det er dette, der har ligget til grund for vores reaktion på den finansielle uro og vores politiske dokumenter om den finansielle situation og om statsejede investeringsfonde, der også vil blive behandlet på Det Europæiske Råd. Vi håber, at Det Europæiske Råd vil støtte vores forslag til en fælles europæisk reaktion på disse ændringer.

Når jeg siger, at Lissabonstrategien fungerer - og det gør den bestemt - betyder det ikke, at alt er rosenrødt, og at vi kan hvile på laurbærrene. Både Kommissionen og jeg har gang på gang sagt, at der ikke er plads til selvtilfredshed, især ikke når den økonomiske situation synes at forværre globalt. Der skal gøres meget. I mange regioner af Europa er arbejdsløshed fortsat et alvorligt problem. Der er særlige socialgrupper, som er meget hårdt ramt. Stigende energi- og fødevarepriser øger inflationen og gør indhug i købekraften, navnlig for personer, hvis indkomst består af løn og pensioner. Derfor må vi fortsætte bestræbelserne.

Men Lissabonstrategien er ikke en statisk proces. Langtfra. I Kommissionens strategirapport fastlægges der en række nye politiske initiativer til at gøre Europa endnu mere modstandsdygtigt over for økonomisk uro og til at styrke de europæiske bestræbelser på at forme og fuldt ud udnytte globaliseringen.

Først det vigtigste område, som er er mennesker. Nøglen til bekæmpelse af fattigdom og ulighed er at forbedre standarderne for uddannelse og erhvervsuddannelse over hele EU og sikre, at alle har adgang til uddannelse. Vi har valgt at sætte fokus på en af de mest sårbare grupper, nemlig unge, der forlader skolen i utide. I Europa i dag forlader en sjettedel af de unge skolen uden kvalifikationer. En femtedel af alle 15-årige har ikke tilstrækkelige læsefærdigheder. Vi har ikke råd til at lade deres talenter gå tabt. Vi må give unge mennesker de færdigheder, der kræves, for at de kan udnytte deres potentiale.

En anden central søjle i Lissabonstrategien, som vi er vendt tilbage til, er forskning og innovation. Europa må forbedre sin relative tiltrækningskraft for at fastholde investeringerne. Vi må have en femte frihed i Europa - fri bevægelighed for viden - der kan supplere de andre fire friheder, som det indre marked bygger på. Vi må støtte åben innovation, men samtidig må vi sørge for, at viden beskyttes tilfredsstillende gennem europæiske patenter og ophavsret.

I den forbindelse bifalder jeg Parlamentets godkendelse af Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi i går. Det er et afgørende øjeblik for Europa. Jeg lykønsker Europa-Parlamentet med dette resultat og takker Dem for Deres støtte til mit forslag, der mødte stærk modstand, da jeg stillede det for tre år siden. Men takket være det gode samarbejde mellem Parlamentet, Kommissionen og medlemsstaterne har vi omsider fået aftalen i hus.

Den tredje prioritering, som vi har kigget på, er erhvervsklimaet. Vi må have et fælles marked, der fungerer for Europa og navnlig for SMV'er, som udgør rygraden i vores økonomi og er det sted, hvor der skabes flest job. Det er grunden til, at jeg i morgen vil anmode Det Europæiske Råd om at støtte idéen om en lov om små virksomheder, der kan fjerne hindringerne for oprettelse af SMV'er og for deres vækst. Vi må huske på, at det vigtigste, vi kan give SMV'er, er et ægte indre marked. Dette er hovedforskellen mellem Europa og USA, hvad angår SMV'er, ikke på grund af særlig lovgivning. En lille virksomhed i USA kan begynde i en stat, men kan omgående nå ud til hele det amerikanske marked. Sådan er det endnu ikke i Europa. I Europa er der en masse praktiske hindringer i vejen for at gå fra et land til et andet. Derfor må vi virkelig fuldføre det indre marked, hvis vi ønsker at udvikle SMV'er, og hvis De ønsker mere vækst og beskæftigelse i Europa.

(Bifald)

Den sidste Lissabonsøjle, vi har gennemgået i vores strategirapport, er energi og klimaændringer, som er den helt store udfordring for vores generation. Det er muligvis lidt for tidligt for energi- og klimapakken. Men som Parlamentet udmærket ved, kan tempoet ikke sættes ned. Tidspunktet for en aftale er afgørende for dens succes. Jo tidligere den kommer, desto lavere bliver tilpasningsomkostningerne, og desto større bliver fordelene for dem, der er tidligt ude. Og det er afgørende for vores hovedmål, som er at opnå en omfattende international aftale i København til næste år. Jo flere lande der er involverede, og jo tættere deres ambitioner ligger op ad vores, desto mere lige vilkår får vi. Intet vil bringe dette nærmere, end hvis EU viser, at det mener det alvorligt ved at opnå en aftale ved årets udgang.

Derfor er Kommissionen og jeg fast besluttede på at samarbejde med medlemsstaterne, så vi kan have en grundlæggende politisk aftale om det indre energimarked og om pakken om klimabeskyttelse og vedvarende energi på plads inden årets udgang. Vi ser naturligvis gerne, at den endelige lovgivningsproces er afsluttet med Europa-Parlamentet i begyndelsen af 2009.

Det er selvfølgelig vigtigt at sammenkæde klimabeskyttelsesstrategien med det indre marked for energi. Vi ved alle sammen, at dette er afgørende for vores ønske om konkurrencedygtig, sikker og bæredygtig energi i Europa. Det har glædet mig, at der er sket store fremskridt på dette område i løbet af de senere uger, og vi er forpligtede til at sikre, at den ægte markedsåbning, der var målet i vores oprindelige forslag, bliver gennemført. Kommissionen er fortsat fuldt ud engageret i gennemførelsen af ejendomsretlig adskillelse eller noget tilsvarende. Parlamentets bestræbelser på at være klar til en førstebehandling inden juni er vigtige.

Reformer drejer sig ikke om at tilsidesætte værdifulde sociale fremskridt eller vores sociale markedsøkonomi, men om at klæde folk på til at klare sig, når tiderne skifter, så de får mulighed for at styre deres eget liv.

De drejer sig om at modernisere vores sociale systemer og sørge for, at de er bæredygtige. Adgang, muligheder og solidaritet skal være parolen og vil være centrale for den fornyede sociale dagsorden, som Kommissionen forelægger inden sommer.

De drejer sig om et dynamisk erhvervsklima, hvor iværksættere bruger deres tid og ressourcer på at producere varer og tjenesteydelser af høj kvalitet, som folk fra hele verden ønsker at købe, ikke på at udfylde ligegyldige formularer og hver dag måtte kæmpe med bureaukrati.

De drejer sig om at omdanne Europa til en økonomi med lav CO2-emission, der er god for miljøet og erhvervslivet. En økonomi, der skaber bedre levestandard, men som ikke koster alverden.

Det glæder mig, at de seneste års hårde arbejde med den fornyede Lissabondagsorden har bidraget til at skabe bred enighed om, hvor vi står, og hvor vi vil hen. Parlamentet har været en stadig kilde til kritisk støtte, og det takker jeg Dem for.

Det glædede mig, at Lissabonstrategien blev støttet stærkt i Europa-Parlamentets beslutning af 20. februar om bidrag til forårstopmødet i 2008.

Jeg har også set de ændringsforslag til de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker, som Parlamentet vedtog den samme dag. Jeg er enig i de ting, De understreger, og de er allerede en integreret del af EU's politikker på grundlag af forslag fra Kommissionen: social inddragelse, holdbare offentlige finanser, nødvendigheden af at bekæmpe inflation, F&U, bedre samordning af de økonomiske politikker, fremme af iværksætterkultur og innovation, det indre markeds eksterne dimension og klimaændringer og energi. Det må ikke herske tvivl om, at Kommissionen er enig i disse prioriteringer.

Efter at have rådført sig med forskellige interessenter, herunder medlemsstaterne, foreslog Kommissionen i december at fastholde retningslinjerne for strategien, som de var, som følge af deres indbyggede fleksibilitet, der giver mulighed for tilpasning til de forhold, der opstår, og hensyntagen til de prioriteringer, som jeg netop har nævnt, og som Kommissionen tilslutter sig.

At fastholde retningslinjerne sender et hårdt tiltrængt signal om stabilitet og forudsigelighed til medlemsstaterne og de økonomiske aktører og styrker dermed sandsynligheden for resultater. Som rådsformanden netop sagde, er det resultaterne, der tæller nu. Vi må levere konkrete resultater, og vi må vise, at vi er konsekvente. Når det er sagt, forsøgte Kommissionen efter at have været i forbindelse med Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg at opnå et kompromis med Rådet ved at foreslå tilpasninger af det forklarende dokument, der ledsager retningslinjerne, for at indarbejde de ting, som Parlamentet havde påpeget. Til trods for Kommissionens bestræbelser besluttede Rådet ikke at acceptere vores kompromisforslag om de overordnede retningslinjer for økonomiske politikker.

Under alle omstændigheder vil jeg understrege, at Kommissionen lægger meget stor vægt på at skabe de rette rammer for, at medlemsstaterne kan opnå resultater på vores fælles prioriterede områder, dvs. vækst og job. Når jeg siger vækst, mener jeg vækst, der er bæredygtig set ud fra et socialt og miljømæssigt synspunkt. Og jobbene skal ikke bare stige i antal, men også i kvalitet. For vi er sikre på, at den fornyede Lissabonstrategi med fokus på vækst og beskæftigelse og med tilsagn om konkurrenceevne og inddragelse er Europas bedste svar på globaliseringens udfordringer.

(Bifald)

  Joseph Daul, for PPE-DE-Gruppen - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Det Europæiske Råds prioritet på forårsmødet vil være at fremme væksten i Europa og lancere den fornyede Lissabonstrategi for 2008-2010.

Vores gruppe finder det afgørende at give Unionen flest mulige chancer over for globaliseringen med den fornyelse, Kommissionen og kommissionsformand Barroso kraftigt har opfordret til siden 2005. Denne strategi er det bedste redskab til at klare de udfordringer, der venter os, dvs. globaliseringen, den demografiske udvikling og klimaændringen.

Vi har et dobbelt budskab: fortsætte med de igangværende reformer, men samtidig gøre Lissabonstrategien mere effektiv. Globaliseringen er en chance for Europa, men vi vil dog aldrig acceptere et uhæmmet frihandelssystem Det er den første udfordring. Vi må beskytte de mest sårbare gruppers interesser og understøtte vores sociale model. Nu gælder det ikke om at ændre kurs, men om at fordoble indsatsen i den allerede afstukne retning. Lissabonstrategien indeholder forslag til, hvordan hver enkelt udfordring kan tackles.

I konkurrencen med de nye vækstmarkedslande må vores fremtid ligge i forskning og innovation, i støtte til iværksættere, i livslang uddannelse og læring og i omlægning af arbejdsmarkedet. Europa vil kun være konkurrencedygtig, hvis vores produkter har en merværdi i form af kvalitet og innovation. Derfor henstiller jeg til medlemsstaterne at investere massivt i forskning og innovation.

Væksten og beskæftigelsen kan heller ikke øges, hvis vi ikke fremmer udviklingen af små og mellemstore virksomheder. Vi må hjælpe dem med at få kontrakter og skabe job ved at lette de administrative byrder. Forberedelsen af en Small Business Act er et skridt i den rigtige retning. Uddannelse og erhvervsuddannelse skal tilpasses erhvervslivets behov. Vi kan kun bevare vores konkurrencedygtighed, hvis vores arbejdstagere har den rigtige faglige uddannelse. Skoleuddannelse, videregående uddannelse og efteruddannelse skal revideres og især styrkes. Vi bifalder i denne henseende 2007-2013-programmet for livslang læring. Og endelig er det nødvendigt med en gennemgribende omlægning af arbejdsmarkedet, som skal være mere mobilt, mere fleksibelt og også mere sikkert. Virksomhederne skal kunne tilpasse sig markedets behov. Arbejdstagerne skal kunne benytte sig af mulighederne for omskoling og tilpasning.

Europas anden udfordring er den demografiske udvikling. Befolkningens aldring vil medføre mangel på arbejdskraft og pres på de sociale ordninger. Arbejdskraften inden for Fællesskabet skal stimuleres bedre, og fleksibiliteten og tilpasningsmulighederne skal fremmes yderligere for alle generationer, således at arbejdsliv bedre kan forenes med familieliv. Vi må også revidere vores indvandringspolitik, som nødvendigvis må være fælles for Europa, og tiltrække kompetence og knowhow. Forslaget om et blåt EU-kort bør uddybes. Hjerneflugten skal også bremses. Vores investeringer i uddannelse vil være spildt, hvis forskerne rejser til tredjelande for at få bedre løn og arbejdsvilkår.

Den tredje og sidste udfordring er klimaændringen. Vi må indføre en hensigtsmæssig politisk ramme for en bæredygtig og miljøvenlig økonomi, hvilket betyder overholdelse af målet om 20 % nedsættelse af drivhusgasudledningerne. Foruden den miljømæssige fordel vil det også forbedre vores stilling på markederne for renere teknologier. Det er ikke uvæsentligt. Men vi må foregå med et godt eksempel. Vores partnere bør gøre det samme. En grøn politik skal følges op af en udenrigshandelspolitik, som ikke er protektionistisk, men stiller store krav.

Vi kan kun værne om vores værdier og vores samfundsmodel, hvis vi har mod til at forny vores samfund og sige vores medborgere sandheden. Vi kan kun få sociale forbedringer, hvis vi har vækst. Og vi kan kun få vækst, hvis vi stiller de nødvendige midler til rådighed. For en gangs skyld vil jeg nu alligevel takke kommissionsformanden, næstformand Verheugen og alle kommissærerne for deres arbejde. Denne tak er som havre i en stald, i Barrosos stald. Havren bruges som belønning for det udførte arbejde, men den skal også give energi til alt det arbejde, der venter.

(Bifald)

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne starte med en bemærkning til rådsformanden. Hr. rådsformand, vi har fået oplyst, at Middelhavsunionen skal drøftes under middagen i morgen. Det er den franske præsidents idé, og i forbindelse med drøftelserne under middagen - hvor vi også håber, at deltagerne vil nyde maden - vil jeg gerne bede Dem om at præcisere følgende på vegne af vores gruppe. Hvis idéen er, at Middelhavsunionen vil bygge på eller opgradere Barcelonaprocessen, som vi jo pumper mange penge i over EU's budget, så går vi så absolut ind for den. Men der skal være en garanti for, at en sådan politik vil blive ført inden for rammerne af EU.

Hvis Middelhavsunionen skal blive en succes, skal den være en fællesskabspolitik inden for rammerne af EU's eksisterende institutioner og politikker. Hvis Middelhavsunionen derimod bliver en faktor, der skaber splittelse i EU, så ville det være et dårligt tegn. Det ville ydermere isolere Frankrig umiddelbart før det franske formandskab, hvilket vi bestemt ikke ønsker.

(Bifald)

Derfor beder vi Dem om at viderebringe dette budskab til topmødets deltagere.

Ikke at ændre retningslinjerne er én ting. Men den beslutning, der blev truffet her den 20. februar 2008 med et flertal på 515 stemmer, nemlig om at ændre dem, er en helt anden sag. Men lad os nu ikke skændes om, hvorvidt retningslinjerne skal ændres eller ej. Lad os diskutere, om de ændringer, der er indeholdt i vores krav om at ændre retningslinjerne, er praktikable eller ej.

Hr. Barroso, jeg kritiserede Dem i sidste uge for Deres manglende engagement. Jeg har i mellemtiden hørt, at nogle medlemmer af Kommissionen - formodentlig efter samråd med Dem - har overtaget og fremlagt nogle af de idéer, som vi har foreslået her. For så vidt er min kritik på det punkt ikke længere relevant. Men, hr. kommissionsformand, efter at have hørt Deres tale i dag, må jeg gentage følgende: De har en pilotfunktion i Europa. Deres ord til stats- og regeringscheferne i morgen skal tilskynde dem til at gennemføre netop det, De har krævet, i medlemsstaterne. Meget af det, De siger, er jo rigtigt, men vi må forholde os til den faktiske situation i Europa.

Lad mig derfor nævne fem punkter, som vi mener fortsat er vigtige, men ikke er blevet kommunikeret ud eller gennemført på tilstrækkelig vis. Jo, naturligvis er der gjort fremskridt: ledigheden falder og produktiviteten vokser, men jobusikkerheden i Europa vokser også. Det er også et faktum. Der skabes naturligvis flere arbejdspladser, men det er ikke sikre arbejdspladser. De bliver stadig mere usikre. Lønstigningerne i Europa holder ikke trit med virksomhedsoverskuddene. Procentuelt distancerer virksomhedernes overskud arbejdstagernes lønstigninger.

(Bifald)

Det er udtryk for en social ubalance. Vi ønsker at forbedre den sociale samhørighed, vi ønsker øget social beskyttelse. Hvad nytte har vi af et voksende indre marked, hvad nytte har vi af en globalt konkurrencedygtig Union, når virkeligheden ser ud som følger: En forarbejdningsvirksomhed opnår et afkast på 4 % på en lokalitet og siger: "Det er ikke nok for aktionærerne, de vil have 6 %, så vi lukker virksomheden her." Det er et slag mod den tillidsbasis, som EU har behov for. Borgerne skal have tillid!

Vi diskuterer adskillelse på energiområdet, som måske eller måske ikke er nødvendig. Lad os dog for en gangs skyld tale om en adskillelse, der finder sted på det socialpolitiske område i Europa. Der er stor risiko for, at den økonomiske vækst bliver koblet fra den sociale sikring, og derfor skal retningslinjerne revideres. Vi må gøre det klart, at alt, hvad der sker på det socialpolitiske område i EU, skal gå hånd i hånd med økonomisk fremskridt.

I eftermiddag fejrer vi Europa-Parlamentets 50-års-jubilæum. Den ånd, der herskede her i Strasbourg for 50 år siden, betød, at kombinationen af økonomisk udvikling og social sikring var grundlaget for Det Europæiske Fællesskabs vækst og succes. Det bliver i stigende grad bragt i fare.

De sagde, at bureaukratiet skal mindskes for små og mellemstore virksomheder. Ja! Men hvis bureaukratiet bliver mindsket og sådanne virksomheder bevæger sig rundt i Europa og så producerer en sag som Laval-sagen, så er det et slag mod tilliden til EU. For hvis den fri bevægelighed kan benyttes af selv SMV'er til at indskrænke de sociale fremskridt, så gavner det måske virksomhederne, men ikke deres arbejdstagere, som jo nu engang udgør den overvejende del af EU's borgere.

Selvfølgelig er der behov for investeringer i kvalificering, uddannelse, forskning og teknisk innovation, ingen tvivl om det, men når adgangen til universiteter og skoler for langt størstedelen af befolkningen afhænger af, om forældrene har penge nok på lommen, så er det ikke socialpolitik. Vi har brug for lige adgang for alle borgere i EU, uanset hvor de kommer fra, og uanset hvilke familieforhold de måtte have. Hvis Europa skal overleve, må vi styrke det potentiale, ikke kun erhvervspotentialet. Vi må frem for alt styrke de unges potentiale på dette kontinent, som har behov for adgang til forskning, kvalificering og uddannelse.

Det er uden tvivl et slag mod den sociale tillid, hvis de rige i Europa kan rejse med deres pengekufferter fra det ene land til det andet uden at skulle betale skat. Det er endnu et slag! De har derfor ret i, at der er behov for et regelsæt for EU's finansielle markeder.

Det taler alt sammen for en revision af retningslinjerne. I sidste ende er det ligegyldigt, om vi kalder det sådan eller ej. Hvis De overbringer Rådet dette budskab i morgen, så vil vi være på Deres side. Men vi vil kun være det, hvis De gør det, hr. formand!

(Bifald)

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Det Europæiske Råd i denne uge finder sted et eller andet sted på vejen mellem fortvivlelse og håb. Selv om de største vanskeligheder synes at være overvundet, er Lissabontraktaten endnu ikke ratificeret, og der hersker stadig tvivl om nogle af dens bestemmelser. Der er masser af usikkerhed om den politiske retning, som Rusland, Tyrkiet og nogle af vores naboer i Mellemøsten vælger. Den økonomiske vækst aftager, fordi den er ramt af den virkning, som tidligere kriser i banksektoren i Sverige, Finland, Ungarn og Spanien, for ikke at tale om Argentina og Japan, har haft på BNP. Det gør vores centralbankers fælles aktion her til morgen så meget desto mere velkommen.

Ud over disse overvejelser bekymrer de store globale udfordringer i form af befolkningstilvækst og migration, international kriminalitet og terrorisme, klimaændringer og energisikkerhed fortsat vores politiske beslutningstagere. Det påhviler medlemstaterne og Parlamentet at gennemføre Kommissionens forslag til håndtering af klimaændringerne omgående. Det er en stor udfordring.

Rapporten fra den højtstående repræsentant om klimaændringernes indvirkning på sikkerhed og stabilitet viser, at der er en reel og direkte bekymring og fare for militære følger, herunder den - til tider omdiskuterede - brug af NATO som et instrument til energisikkerhed. Forblændet af kortsigtet økonomisk tænkning har nogle af vores medlemsstater alligevel travlt med at forsøge at begrænse deres forpligtelser i forbindelse med Kommissionens forslag om klimaændringer. I udkastet til formandskabets konklusioner - punkt 18 - kan man se nogle af de tvetydige bemærkninger, der er indført.

Disse dobbelte farer indebærer en trussel om tilbagetrækning til Fort Europa. Det er kun ved at øge den interne solidaritet, at vi kan undgå den fælde, som medlemsstaterne falder i, f.eks. at vælge South Stream frem for Nabucco. Det er kun ved at strække solidariteten ud over vores kyster, at vi kan få fred omkring Middelhavet, Mare Nostrum, eller omkring Det Kaspiske Hav. Einstein havde ret, da han sagde, at fred ikke kan holdes med magt, men kun kan opnås med forståelse.

Vi må også foregå med et godt eksempel. Jeg håber, at de nationale regeringer og EU i formandskabets konklusioner vil give tilsagn om at nedsætte energiforbruget i vores egne regeringsbygninger og institutionelle bygninger og i vores bilparker med bindende mål.

IPPC og andre har advaret stærkt om omkostningerne ved passivitet. Vi skal handle, og det kan vi, for til trods for hård modvind er euroområdets økonomiske fundament i orden, som kommissionsformanden siger, med stigende intern efterspørgsel og eksport - hvilket er et tegn på, at Lissabonstrategien fungerer og skal følges.

Vi hører, hvad folk siger i Parlamentet. Hr. Wurtz' gruppe stod i spidsen for en protest vedrørende truslen mod 12.000 job hos Unilever. Hr. Schulz skrev et brev til 27 stats- og regeringschefer, hvor han opfordrede til en ændring i økonomisk retning, bindende sociale standarder og større social beskyttelse. Men med disse tiltag ignoreres det, hvad der sker i den globale økonomi, hvor det globale forhold mellem handel og BNP er steget hurtigere end den samlede produktion, efterhånden som stadig flere lande har åbnet deres økonomier. Halvdelen af vores indkomst hidrører nu fra handel, og selv udviklingslandene tegner sig nu for en tredjedel af verdenshandelen. Integrationen af verdensøkonomien beviser, at det ikke er et nulsumsspil. Selv om Europas andel i den økonomi muligvis bliver mindre, betyder den samlede vækst, at vi fortsat skaber job og velstand. Det er grunden til, at vi har skabt 6,5 millioner nye job i løbet af de sidste to år. Min gruppe har længe argumenteret for dette, og det glæder os, at det er blevet anerkendt af Jacques Delors og Poul Nyrup Rasmussen i det manifest, som de udarbejdede for PSE-Gruppen, og som blev vedtaget i Porto for ca. 15 måneder siden.

Hvis der er en struds i denne sal, hr. Schulz, er den ikke på plads 21 (hr. Barrosos plads), men på plads 6 (hr. Schulz' plads). Det er efter min mening forklaringen på, at PSE-Gruppen ikke længere spiller rollen som drivkraft bag denne institution.

Det Europæiske Råd må sætte tempoet op for at nå sine mål for forskning og udvikling. Det skal sætte skub i markedet for risikovillig kapital og forskernes mobilitet for at fremme innovation. Det skal forbedre gennemsigtigheden og tilsynet i banksektoren for at afværge faren. Hr. Lenarčič, De må være opmærksom på social samhørighed og miljømæssig stabilitet, men De må være det i bevidstheden om, at markederne er vores mest effektive redskab til at forbedre levestandarden.

(Bifald)

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg byder rådsformanden og kommissionsformanden velkommen til debatten om, hvad vores ældste, vores kloge mænd, og nogle ville sige vores overmænd - selv om jeg ikke nødvendigvis er enig - vil drøfte under topmødet i de kommende dage.

I stedet for at gentage det, som mine kolleger har sagt, for jeg er enig i det meste, vil jeg sige, at det ikke er det ene eller det andet, men snarere en kombination af det hele: at forsøge at tage de bedste idéer fra de forskellige forslag, der er stillet, og anvende dem som den enestående model, som Europa skal følge. Det siger jeg, fordi vores erfaringer gennem de sidste 30 år, og navnlig de sidste 20 år, har vist, at det ikke er enten det ene eller det andet. Man opnår ikke økonomisk vækst uden ordentlig social samhørighed og social beskyttelse. Man opnår ikke miljøbeskyttelse uden reelle investeringer i nye ressourcer, informationsteknologi og forskning og udvikling med henblik på at skabe innovative metoder til at løse de problemer, vi står over for i dag.

Man kan heller ikke bekæmpe arbejdsløshed blot ved at sige, at vi vil have flere job. Man må tilskynde virksomhederne til at skabe job, investere penge og skabe velstand. Det er begrænset, hvad man kan gøre med offentlige tjenesteydelser, uanset om det drejer sig om offentlige investeringer i infrastruktur eller noget andet. I den sidste ende afhænger det af, om erhvervsfolk i små og mellemstore virksomheder - der beskæftiger 62 % af samtlige ansatte i EU - investerer flere penge i at skabe stadig flere job.

Det kræver en vis fleksibilitet. Men fleksibilitet må ikke blive et påskud til at sænke standarderne eller beskyttelsen af arbejdstagernes rettigheder. Man kan heller ikke bruge et dårligt eksempel som f.eks. Laval-sagen - selv om den er slem nok - til at sige, at alle andre skal kontrolleres meget nøje. Den skal bruges som et udgangspunkt og ikke som slutspillet. Tænk på de udfordringer, som vi står over for i EU i dag: manglende investeringer i ægte forskning og udvikling. De bedste og kvikkeste fra europæiske universiteter og institutioner forlader Europa for at gennemføre deres forskning og videre arbejde i USA, Japan og nu endog Kina. Og tænk på flytningen af europæisk industri og erhvervsliv. De flytter ikke til andre lande i Europa som for 10-12 år siden, de flytter nu ud af EU til Indien, Pakistan, Malaysia og andre lande.

Det, som vi virkelig må fokusere på nu, er ikke bare, hvor de pludselige vanskeligheder på subprime-markedet skaber kortsigtede problemer i dag. Hvis vi ser tilbage på de økonomiske markeders sidste 25 år, består de af cyklusser: Der er lavpunkter, og der er højdepunkter. Det, vi skal sørge for, er, at de grundsten, vi lægger i dag, vil være lige så stærke om 15 år, som de er i dag, at de vil vedblive med at skabe økonomisk vækst, og at de vil vedblive med at skabe energiforsyningssikkerhed. I går fortalte Estlands præsident os, at Rusland nu opfører sig som en supermagt og bruger sin status som supermagt inden for olie og gas til at påvirke udenrigspolitikken. Vi må sørge for, at der inden for EU er en solidaritet, som betyder, at vi kan gøre front mod og klare den udfordring.

Vores bedste og mest værdifulde aktiv er de unge. Hvis vi ikke investerer tilstrækkeligt i uddannelse og erhvervsuddannelse og giver de unge færdigheder og muligheder i EU, risikerer vi at miste dem.

Til sidst vil jeg sige til rådsformanden, at jeg gerne vil rose de unge i Slovenien lidt for deres arbejde under det slovenske formandskab - navnlig dem i protokoltjenesten - og for deres velkomst og det indtryk, de giver af Slovenien som land.

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne starte med at tage det op, som hr. Schulz sagde, og understrege igen, at vi ikke foretager en ærlig evaluering af Lissabonstrategien, hvis vi ignorerer, at Europa ganske vist er den store vinder i globaliseringen, men at gevinsterne bliver fordelt meget ulige. Desuden har væksten i beskæftigelsen bestemt ikke løst problemet med de arbejdende fattige. På trods af øget beskæftigelse og vækst har vi tværtimod også øget fattigdommen som følge af usikre job.

Parlamentet bad i sin beslutning udtrykkeligt om, at Kommissionen og Rådet tager minimumslønninger inden for visse sektorer op, og at Kommissionen måler resultaterne af Lissabonstrategien på en anden måde i betragtning af problemet med stigende social marginalisering. Denne fattigdomsindikator er forankret udtrykkeligt i vores beslutning, og jeg finder det beklageligt, at hverken Rådet eller Kommissionen har reageret på Parlamentets beslutninger endnu.

(Bifald)

Hvad klima og energi angår, var jeg ærlig talt rystet over at høre en repræsentant for den tyske regering udtale i Bruxelles få dage før dette forårstopmøde, at det var bedst at holde miljøpolitik adskilt fra industri- og økonomipolitik. Denne tilkendegivelse kom fra en statssekretær i det tyske miljøministerium, hr. Machnik, som utvivlsomt vil være de tyske parlamentsmedlemmer bekendt. I det tyske miljøministerium har man åbenbart ikke virkelig nogen forestilling om, hvad bæredygtighed egentlig betyder.

Det undrer derfor ikke, at den tyske regering fortsat arbejder imod CO2-grænser for biler, at den ikke ønsker et fælles energimarked i den form, som Kommissionen har foreslået, og at den forsøger at etablere en alliance mod de "nye definitioner af handel med emissionskvoter".

Jeg noterer med beklagelse, at Tyskland, hvad disse forhandlinger angår, delvist har glemt, hvad der blev aftalt og forankret på forårstopmødet i fjor. Nogle af dets politikker står i et klart modsætningsforhold til resultaterne på topmødet sidste år. Jeg er f.eks. ikke sikker på, om den nye prioritering af vedvarende energiformer - som der lader til at være enighed om - virkelig er tilstrækkelig til at skabe bæredygtighed på energi- og klimaområdet.

Jeg synes også, at Middelhavsunionen rejser spørgsmål. Nogle gange får man det indtryk, at denne Middelhavsunion, ligesom det var tilfældet med de store gasaftaler med Rusland - altså North Stream og South Stream - er endnu et bevis på, at det ganske enkelt ikke er muligt at føre en fælles EU-politik vedrørende energi og energiforsyningssikkerhed. Og hvis Rådet ikke beskæftiger sig med dette problem, vil det ikke nå sine mål.

(Bifald)

  Gabriele Zimmer, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Vi fejrer i dag Europa-Parlamentets 50-års-jubilæum. Det kunne bestemt være en lejlighed for det forestående topmøde til endelig at tildele Parlamentet initiativretten!

Jeg mener også, at jubilæet er den rette anledning for mig og min gruppe til at præcisere, at hverken Rådet eller Kommissionen skal forvente, at Parlamentet bliver føjeligt og overbærende og kommer kravlende i fremtiden. Det vil fortsat være vores pligt at være talerør for dem i EU, som ofte bliver ignoreret, nemlig de mere end 70 millioner mennesker i EU, der lever i fattigdom eller er i fare for det, deriblandt 19 millioner børn.

Hvis Rådet, som det forlyder, vil hilse Kommissionens strategiske rapport om den fornyede Lissabonstrategi velkommen og lykønske sig selv med sine egne gode resultater, så bør det ofre mere end blot et par linjer på de borgere og børn i EU, som slet ikke profiterer af Lissabonstrategiens resultater.

Retningen og prioriteringerne i strategien er forkerte, og den politik, der er udledt af den, er også forkert! Hr. Watson, det er ikke vores protest over Unilevers, Thyssen-Krupps, Nokias og mange andres aggressive handlemåde globalt, der er urealistisk, men Kommissionens og Rådets vægring ved at forholde sig til de globale koncerner, der udviser denne aggressivitet, og prioritere beskyttelsen af de berørte arbejdstagere og de socialt udstødte.

Jeg kan kun erklære mig enig med Det Europæiske Netværk mod Fattigdom, når det påtaler, at kampen mod fattigdom, social udstødelse og en voksende social kløft fortsat ikke bliver tacklet og støttet med den fornødne klarhed og konsekvens.

Netværket rettede fire spørgsmål til forårstopmødet den 10. marts 2008, og Parlamentet bør helt klart støtte disse spørgsmål. Hvordan skal den sociale dimension i Lissabonstrategien helt konkret styrkes? Hvilke konkrete foranstaltninger foreslås der for at opfylde forpligtelsen til at yde et bidrag til bekæmpelse af fattigdom? Når 18,9 millioner af de officielt fattige (78 millioner) har et arbejde, hvilke foranstaltninger foreslås der da for at bekæmpe fattigdom, selv om man har et arbejde? Hvilke foranstaltninger foreslås der for at sikre, at de stigende energipriser ikke bringer den sociale samhørighed og integration i fare? Disse fire spørgsmål er, mener jeg, fundamentale, hvis den økonomiske vækst virkelig skal være socialt og miljømæssigt bæredygtig.

  Jens-Peter Bonde, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand, hr. rådsformand, hr. kommissionsformand! Sammen med min irske kollega Kathy Sinnott har jeg stillet et forslag til en ny protokol, der kan knyttes som bilag til Lissabontraktaten før dens endelige godkendelse. Den vil annullere en skelsættende dom, der blev afsagt af EF-Domstolen den 18. december 2007.

En lettisk virksomhed ønskede at bygge en skole i Sverige, hvor de lettiske arbejdstagere fik en meget lavere løn, end svenske arbejdstagere får for tilsvarende arbejde. De svenske fagforeninger etablerede en blokade. Denne aktion har EF-Domstolen nu dømt ulovlig. De vil kun tillade, at traktatprincippet om fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser ændres af det andet grundlæggende princip om strejkeret, hvis der er risiko for den offentlige sikkerhed, orden eller sundhed. En almindelig løn tæller ikke. Overenskomstforhandlinger tæller ikke. Den skandinaviske flexicuritymodel, det frivillige samarbejde mellem fagforeninger og arbejdsgivere, kan kasseres.

Udenlandske arbejdstagere i udenlandske virksomheder kan nu arbejde for den irske mindsteløn på 9 euro i timen. De irske fagforeninger må ikke gøre noget, der er i strid med denne dom, bortset fra i forbindelse med mindstelønnen. Det er endnu værre i Danmark, hvor vi ikke har en mindsteløn.

EF-Domstolens afgørelse er en katastrofe og må annulleres med en ny formulering i traktaterne eller ved en juridisk bindende protokol. De kan se vores forslag på mit websted. Jeg opfordrer indtrængende det slovenske formandskab og kommissionsformanden til at tage spørgsmålet op på topmødet.

Jeg har et spørgsmål til Kommissionen og Rådet. Hvornår får vi en konsolideret traktat, så vi kan forstå indholdet?

  Jana Bobošíková (NI). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg mener, at statscheferne på topmødet i morgen bør vågne op og indrømme, at en reduktion af den europæiske produktion af CO2 med 20 % og en forhøjelse af energien fra vedvarende energikilder til 20 % i løbet af 12 år er en utopisk tanke. Hvis vi pålægger de europæiske industrier flere restriktioner, skader vi både virksomhedernes konkurrenceevne og beskæftigelsen, og til sidst vil investeringerne blive flyttet til lande, der ikke skaber klimarelaterede hindringer.

Og i stedet for at tro på alt det sludder om, at horder af afrikanske og asiatiske flygtninge invaderer Europa, fordi klimaet tvinger dem til at forlade deres hjem, bør vi overveje vores politikker, som gjorde Europa til et mål for fattige indvandrere og ikke dygtige arbejdstagere.

Jeg er overbevist om, at vi bør fokusere på innovative processer, der reducerer energiintensiv produktion. Vi bør prioritere og bruge penge på eksperthjerner i stedet for miljøhjerner. Vi bør også ryste den ubegrundede frygt for atomreaktorer af os. Hvis Rådet ønsker at handle i borgernes interesse, bør landene investere i forskning, udvikling og uddannelse inden for netop atomkraft.

  Giles Chichester (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Det Europæiske Råd finder sted under stor økonomisk usikkerhed. På topmødet vil man drøfte en ajourføring af Lissabondagsordenen, som kun har to år tilbage. Det er vigtigt, at regeringscheferne ikke giver efter for selvtilfredshed.

Der er reelle trusler mod frihandelen og mod de grundlæggende principper for fri og åben konkurrence, der skal underbygge EU. I den forbindelse glædede jeg mig over kommissionsformandens bemærkninger for nylig i Financial Times, hvor han gjorde opmærksom på det uhyggelige spøgelse i form af stigende protektionisme i Europa. Da han blev spurgt, om den tendens var stigende, svarede han: "Ja, og jeg frygter, at denne tendens ikke bare er stigende i Europa, men alle vegne. Politiske kræfter i Europa, der traditionelt har været markedsorienterede, er i dag - for at sige det elegant - mere forsigtige".

Der er altså stigende risiko for protektionisme, ikke mindst når vi lytter til to af spidskandidaterne ved det amerikanske præsidentvalg. Der må ikke herske tvivl om, at Europa har langt mere at vinde ved globalisering, end det har at tabe. For nylig blev det faktisk beklaget i The Economist, at nogle europæiske ledere bruger et globaliseringsfjendtligt sprog. Der stod, at sandheden er, at de europæiske borgere drager fordel af globaliseringen som følge af billige importvarer, lav inflation og lave renter. Og til trods for Indiens og Kinas vækst steg EU's andel af verdenseksporten faktisk en smule mellem 2000 og 2006.

I Frankrig, hvor den protektionistiske retorik nok er mest fremherskende, fremgik det af en rapport for nylig, at kun 3,4 % af de job, der gik tabt i 2005, kunne tilskrives såkaldt offshoring. Derfor bør vi sætte det hele i perspektiv og støtte kommissionsformanden i hans stærke holdning til spørgsmålet. Europa vil kun få succes på internationale markeder, hvis det forbedrer sin konkurrenceevne, reformerer sine arbejdsmarkeder radikalt og slår hårdt ned på dårlig forretningsskik på både EU-plan og nationalt plan.

The Economist stillede et spørgsmål. Vil nutidens politikere nogensinde være ærlige nok til at fortælle folk, at globaliseringen er til fordel for Europa og for dem? Kommissionsformand Barroso har været ærlig, og nu er det på tide, at EU's ledere støtter ham.

  Robert Goebbels (PSE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Virkelighedens verden har indhentet EU. Ved forårstopmødet i 2007 kunne EU-27 stadig drømme om en idealverden. I Europa var væksten vendt tilbage, arbejdsløsheden var aftagende, beskæftigelsen stigende. Det offentlige underskud var for nedadgående, Det Europæiske Råd satte visionære mål for bekæmpelse af klimaforandringer. På Balikonferencen havde Europa ambitioner om at vise den øvrige verden vejen.

Men i august måned brød subprimekrisen ud, og den hærger stadig. Efter banker og forsikringsselskaber er investeringsfonde nu også ramt af uroen. Centralbankerne lod hånt om den moralske risiko og er blevet spekulationens lappeskræddere. De store centralbanker er nu atter nødt til at tilføre de finansielle kredsløb milliardbeløb for "at imødegå likviditetsstramningen", som man blufærdigt siger i højfinansverdenen.

Realøkonomien betaler gildet. Den almindelige kreditstramning har ført til økonomisk afmatning. Recessionen lurer, lønmodtagerne opfordres til mådehold af Den Europæiske Centralbank, mens deres købekraft hele tiden udhules af stigende energi- og fødevarepriser. Derimod belønnes de mislykkede finans- og industrigenier umådeholdent. Dollaren ligger rekordlavt og råolien rekordhøjt. Vækstprognoserne bliver jævnligt nedjusteret.

Trods den ændrede situation klynger kommissionsformand Barroso sig til de eksisterende integrerede retningslinjer, som åbenbart er hugget i portugisisk marmor. På Balitopmødet blev europæernes ædle mål ikke taget til efterretning. Hverken amerikanerne, japanerne, canadierne eller selv australierne, som ellers undertegnede Kyotoprotokollen for nylig, ville vide af indskrænkende målsætninger, og det ville kineserne, inderne, brasilianerne og russerne heller ikke. Køreplanen, som skal føre til klimakonferencen i København i 2009, er yderste spinkel. Alligevel vil Kommissionen ikke afpasse beslutningerne fra 2007-topmødet efter de faktiske problemer, som har vist sig siden.

Og dog gør en række fornuftige stemmer i Kommissionen sig bemærket. Kommissionsformand Barroso advarer mod illusioner om et industrifrit Europa. Næstformand Verheugen påpeger, at der skal træffes nogle klare og smidige beslutninger, som ikke vil bidrage til at afindustrialisere Europa. Energisektorens virksomheder vil selvfølgelig med lethed kunne bære, at der holdes auktion over CO2-certifikater. De kan bare sende ekstraregningen videre til deres trælbundne kunder. I stål- og aluminiumsindustrien og mange andre energiintensive industrier, som opererer på et globalt marked, vil merudgiften ikke afspejle sig i priserne, men den vil påvirke den eneste justeringsvariabel, der er tilbage, nemlig beskæftigelsen. Det valg vil hurtigt føre til virksomhedsudflytning til lande, hvor de sociale bestemmelser og klimabestemmelserne er mindre strenge end i Europa. Gevinsten for klodens klima vil naturligvis være nul, mens den sociale omkostning for Europa vil blive ubærlig.

På topmødet i 2007 blev der taget nogle modige beslutninger, men de svarer ikke til realiteterne i EU-27. Hvis målet for biobrændstof virkeliggøres, vil det i sig selv skade miljøet mere, end det vil gavne det, og det vil afgjort gå ud over forbrugerne. På næste topmøde bør disse beslutninger afpasses efter den nye globale økonomiske virkelighed, og der skal fastlægges en miljøpolitik, som ikke længere bygger på illusionen om, at EU alene kan bære den byrde, det er at bekæmpe klimaændringer.

  Janusz Onyszkiewicz (ALDE). - (PL) Hr. formand! Energisikkerheden skal naturligvis være et af de vigtigste elementer i EU's energipolitik. Energisikkerheden kan kun garanteres i samarbejde med andre, den kan kun garanteres, hvis EU taler med én stemme. Det er ikke tilfældet med Nabuccorørledningen, der er et strategisk projekt for Europa.

Jeg synes, at Rådet skal tage denne sag op på det næste møde og sørge for, at EU arbejder som én organisme i denne sag, og Rådet skal være opmærksom på, at en anden rørledning, hvis konstruktion støttes af forskellige europæiske lande, kan bevirke, at det praktisk taget er umuligt at realisere Nabuccoprojektet. Der vil ganske enkelt ikke være nok gas.

I denne forbindelse har jeg også et spørgsmål til EU: Kan man ikke simpelthen støtte denne rørledning med EU-midler på samme måde som med Galileoprojektet, som blev anset for et strategisk projekt? På denne måde opnår EU større energisikkerhed.

  Ryszard Czarnecki (UEN). - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne minde om, at Lissabonstrategien, som kommissionsformand Barroso roser så meget, skulle sikre, at vi indhenter USA økonomisk set. Som man kan se, høre og mærke, har vi ikke overhalet USA, og vi taber også i kampen mod Asien. I stedet for at forkynde en succespropaganda skal man klart sige, at EU i bestræbelserne på at følge Lissabonstrategien deltager i et kapløb, som det absolut ikke er interesseret i at vinde.

Hvis vi vitterlig ønskede at gøre den europæiske økonomi dynamisk og effektiv, ville Kommissionen ikke indføre de forhindringer af vores økonomiske vækst, som vi har set de seneste år, bl.a. i forbindelse med begrænsningen af den fri udveksling af tjenesteydelser i EU og muligheden for frit at arbejde. Vi skal altså enten behandle erklæringen seriøst, eller også skal vi spille teater, hvor vi fremsiger slogans og sværger, at vi skaber noget virkeligt, selv om vi i praksis gør det stik modsatte ved at bremse udviklingen.

Kommissionen er ansvarlig for den alt for omfattende regulering af økonomien, de for mange direktiver, koncessioner. Den er ansvarlig for alle tiltag, der gør økonomien afhængig af bureaukratiet, herunder EU-bureaukratiet. Hvad angår klimaændringerne - jeg taler her om kuldioxiden - ønsker vi, at omkostningerne for denne kamp ikke belaster de nye medlemsstaterne uforholdsmæssigt meget. Det ville nemlig være det samme som at smide barnet ud med badevandet.

  Claude Turmes (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Den Socialdemokratiske Gruppe har selvfølgelig ret, når den siger, at fordelingen af rigdom i Europa ikke har fungeret så godt de seneste år, og hr. Goebbels har naturligvis ret, når han kræver en anden tilgang til spekulation og formøblingen af milliarder af euro.

Men jeg vil advare mod at spille de sociale anliggender ud mod miljøområdet, således som Socialdemokraterne og andre i Parlamentet forsøger at gøre igen. Vi står for øjeblikket over for en lobby, nemlig en lobby for stålbaronerne, aluminiumbaronerne og baronerne inden for den kemiske industri.

Og hvad vil disse mænd? For det er som regel mænd! De ønsker at underminere princippet om, at forureneren betaler. Det er helt klart uacceptabelt, at netop de industrier, der forurener mest, nu skal fritages for forureningsafgiften, og auktionen over CO2 er jo intet andet. Hvad ville der så ske? Der ville ske det, at vi heller ikke ville få en modernisering af stål- og aluminiumindustrien samt den kemiske industri på internationalt plan.

Derfor er der behov for følgende model. For det første skal der være en 100 % auktion. For det andet skal pengene øremærkes, så, ligesom man gjorde i Danmark i starten af halvfemserne, udbyttet fra en CO2-afgift, som en industri er blevet pålagt, bliver reinvesteret i modernisering af stålindustrien og andre energiintensive virksomheder i Europa. For det tredje - og det punkt tror jeg, vi må samarbejde med det franske formandskab om - er der naturligvis behov for sanktioner i tilfælde af miljødumping uden for det indre marked på andre kontinenter.

Men det er en skrøne, at alle stålværker uden for EU har dårligere miljø- og energistandarder end de stålværker, der findes i Europa i dag. Det passer ikke, og derfor vil sådanne sanktioner også kun fungere, hvis de er gennemskuelige. Socialpolitik og miljøpolitik, der går hånd i hånd, det er fremtiden.

  Eva-Britt Svensson (GUE/NGL). - (SV) Hr. formand! Kommissionen og Rådet beskriver i dag en helt anden virkelighed end den, som de fleste borgere lever i, hvor fattigdommen og kløfterne mellem forskellige grupper er blevet dybere. Vi får at vide, at flere mennesker har fundet job, men vi får ikke at vide, hvilken type job der er blevet flere af. Det drejer sig hovedsageligt om lavtlønsjob, der ikke giver folk mulighed for at forsørge sig selv og deres børn. Det drejer sig om løsarbejde med usikre ansættelsesvilkår. Det er ikke den samfundsmodel, som vi på venstrefløjen ønsker eller kan acceptere.

Vi ved, at der er andre veje at gå, veje, der fører til solidaritet og retfærdighed og et samfund for samtlige borgere. Alle udsigter til et socialt Europa blev skudt i sænk, da EF-Domstolen afsagde dom i Vaxholm- og Viking Line-sagen. I dommene blev det fastslået, at den frie bevægelighed og det indre markeds krav og interesser er vigtigere end arbejdstagernes interesser i EU. Resultatet af dommene vil være social dumping. Arbejdstagere fra forskellige lande bliver spillet ud mod hinanden. Seriøse arbejdsgivere, der vil betale anstændige lønninger og tilbyde rimelige arbejdsvilkår, bliver udkonkurreret. EF-Domstolen levner ikke mulighed for tvivl. Men hvorfor forholder Kommissionen og Rådet sig passive i denne sag? Hvorfor godkende en traktat, der styrker markedets interesser yderligere i forhold til lønmodtagernes?

Vaxholmdommen gav tre entydige svar, nemlig for det første at medlemsstaterne ikke må træffe afgørelse i arbejdsmarkedsforhold, for det andet at arbejdstagerne ikke må indlede tvister, der forstyrrer det indre marked - dermed fratager EF-Domstolen arbejdstagerne deres eneste effektive middel til forsvar af princippet om lige løn for lige arbejde - og for det tredje får virksomheder, der etablerer sig i EU-lande med lavere lønniveauer, ret til at sende arbejdstagere til andre lande for at arbejde til de samme lave lønninger.

Fagforeningsorganisationer, politiske organisationer, ikkestatslige organisationer og millioner af almindelige mennesker har indset, at borgernes Europa er muligt, men hvornår indser Kommissionen og Rådet det?

  Johannes Blokland (IND/DEM). - (NL) Hr. formand! Kommissionsformand Barroso talte om inflation. Inflationen spøger på ny i medlemsstaterne. Med 3,2 % ligger den over målsætningen på 2 %, og det er en foruroligende udvikling, som blusser op med nye lønkrav såsom i Nederlandene. I de forløbne år var debatten til forberedelse af forårstopmødet domineret af reformer af velfærdsstaten. Det var der gode grunde til. Velfærdsstaten var blevet uholdbar. Adskillige medlemsstater har benyttet sig af det, og deres situation er nu bedre.

Men fremtiden ser mindre positiv ud. Inflationen er for høj. Priserne på råstoffer stiger. Og for nylig var centralbankerne nødt til at afværge kreditkrisen på finansmarkederne med omfangsrige lån. Nu er det derfor nødvendigt, at forbrugernes tillid genoprettes.

Hr. Trichet sagde i sidste uge, at Den Europæiske Centralbank i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaten fortsat ved hjælp af den monetære politik vil fokusere på opretholdelsen af prisstabiliteten. Og det skal Den Europæiske Centralbank fortsat gøre uafhængigt, hvilket den nye franske chef for Den Internationale Valutafond også hævder. Det er imidlertid medlemsstaterne, der skal støtte denne politik ved at sørge for en behersket udvikling af lønudgifterne.

Kan rådsformanden oplyse, hvilke supplerende foranstaltninger Rådet vil træffe for at vende tidevandet? Kan vi forvente foranstaltninger for at bremse de alt for hurtige lønstigninger?

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! Det lader til, at Middelhavsunionen er et emne, der vil blive drøftet på forårstopmødet, idet hverken strukturen, rammen eller finansieringen dog er på plads endnu. Denne debat vil måske skubbe andre økonomiske emner lidt i baggrunden som gennemførelsen af Lissabonstrategien eller stimuleringen af økonomien på baggrund af den internationale finanskrise.

Først havde vi Østersørådet, så et Euro-Middelhavspartnerskab. Havregionerne arbejder altså sammen på mange forskellige måder. Men argumentet med, at Middelhavsunionen vil styrke regeringernes samarbejde med henblik på at imødegå ulovlig indvandring, er efter min mening blot et påskud.

Det ville også være forkert at yde yderligere økonomisk støtte til afrikanske stater under dække af at fremme de gode relationer til nabostaterne uden at stille betingelser. For afrikanske hjem- og transitlande for utallige økonomiske flygtninge har jo modtaget enorme summer i udviklingsbistand, men ofte ikke vist den mindste vilje til at tage deres egne statsborgere tilbage. Generelt skal økonomisk bistand derfor knyttes sammen med indgåelse af en tilbagetagelsesaftale for illegale flygtninge eller pakker med foranstaltninger for at forhindre ulovlig indvandring.

  Marianne Thyssen (PPE-DE). - (NL) Hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, hr. formand, mine damer og herrer! Når vi ser på dagsordenen for forårstopmødet i denne uge, ser vi en næsten fuldstændig liste over de socioøkonomiske og økologiske udfordringer, som vores generation står over for, i hvert fald hvis vi i en tid med globalisering, klimaændringer, teknologiske fremskridt og stigningen i antallet af ældre ønsker at påtage os et ansvar for vores efterkommere.

Uden nogen tvivl tilslutter vi os målsætningerne og den strategi, der er nødvendig for at gennemføre disse, og selvfølgelig forventer vi, at alle gør det, de skal, og at der udøves tilstrækkeligt pres på alle politiske planer, således at vi virkelig opnår resultater.

Som gruppekoordinator for Lissabonstrategien vil jeg understrege, at vi sætter stor pris på, at Kommissionen nu også har fremlagt Fællesskabets Lissabonprogram. Hvert af de 10 punkter deri støtter vi, og det samme gælder den bebudede Small Business Act, dog under forudsætning af, at denne bliver mere end hykleri for SMV'erne. Denne lov skal derfor blive mere end chartret for SMV'er, som i sin tid, for mange år siden, blev vedtaget i Santa Maria da Feira. En relevant Small Business Act skal sikre, at der skabes de bedst mulige vilkår for SMV'erne, og dette gælder både for de meget små, de små og de mellemstore virksomheder.

Til dette formål er én betingelse absolut nødvendig, og den skal gælde for enhver politisk foranstaltning, hvad enten det nu drejer sig om indholdsmæssige eller om udelukkende forenklende foranstaltninger, og det er at vi først skal tænke småt. Vi skal tage SMV'erne som udgangspunkt og ikke længere betragte dem som en undtagelse, og vi skal anvende dette som et bindende kriterium, således at det omsider bliver mere end et slogan. Kun på den måde vil det lykkes os virkelig at nå de virksomheder, som udgør størstedelen af virksomhederne, men, hvad der er endnu vigtigere, som sørger for de fleste job og de job, der i øjeblikket skabes.

Til medlemmerne af Kommissionen og Rådet vil jeg sige, at det vil være godt, hvis der på forårstopmødet i morgen kan træffes gode, bindende aftaler om dette princip.

  Harlem Désir (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Her lige før forårstopmødet er der turbulens i økonomien, uorden i markederne, krak på børsen, og det rammer væksten. Sådan går det med global kapitalisme, der undertiden skaber rigdom, til andre tider tilintetgør værdier. Den er underlagt det tilfældige spil, som bestemmes af markederne, deres spekulationsbobler, afledte produkter og gale børsmæglere, der i øvrigt ikke gør andet end det, de får besked på, nemlig at forsøge at opnå størst mulig profit på kortest mulig tid.

Men selv om markederne fungerer sådan, kan et samfund ikke fungere på den måde. Det er i alt fald det princip, der kan give EU egentlig mening i det globaliserede marked. Europa kan naturligvis ikke helt undgå denne uro, fordi det selv er aktør i globaliseringen og ofte har fordel af den, men det er i stor udstrækning meningen med EU - EU's kald i denne globalisering - at danne modvægt mod den afsindige kapitalisme med offentlige reguleringer, økonomiske stabiliseringsmekanismer og aktive offentlige politikker, som støtter realøkonomiens vækst og offentlige og private investeringer i forskning, innovation og Europas infrastrukturer. Den monetære politik skal f.eks. sikre stabiliteten - og det gør den - men den skal også stimulere væksten, justere valutakurserne bedst muligt for at forsvare vores eksport, og det er desværre stadig ikke tilfældet den dag i dag.

Og sidst, men ikke mindst insisterer vores gruppe på, at EU skal danne modvægt mod den finansverdensstyrede økonomis ustabilitet med effektiv social beskyttelse, solide offentlige tjenester og sikrede sociale rettigheder for arbejdstagerne.

Unionen må i dag være langt mere forudseende og beskyttende og kan derfor ikke nøjes med bare at være et indre marked i det store globale marked. Den skal være mere socialt orienteret. Det er også på den måde, den vil vinde større opbakning og tillid blandt borgerne.

Så vi støtter Lissabonstrategien, vi støtter en Lissabonstrategi, der virkelig bygger på de tre søjler, som kommissionsformanden nævnte for lidt siden, men erklæringerne skal omsættes i handling, i egentlige EU-politikker, ellers er de sociale hensigter blot tomme ord.

Derfor har vi anmodet om en revision af retningslinjerne, som jo er styringsinstrumentet. Men vi henstiller især konkret, for det er indholdet, der tæller, at den europæiske sociale dagsorden genoptages, og at Kommissionen f.eks. reagerer på Lavalsagen og bruger sine initiativbeføjelser til at foreslå en revision af direktivet om udstationering af arbejdstagere. Direktivet om de europæiske virksomheders samarbejdsudvalg skal tages op til grundig overvejelse, således at arbejdsmarkedsdialogen i de store koncerner, som står over for omstruktureringer, kan komme i gang i tide og give resultater. Arbejdstidsdirektivet skal revideres og tilpasses med henblik på at forhindre undtagelsesbestemmelser og overdreven brug af urimelige arbejdstider. Endelig skal direktivet om vikararbejde vedtages for at bekæmpe løse og/eller usikre ansættelsesforhold. Kommissionen skal iværksætte et ambitiøst program om livslang læring, således at denne femte søjle, denne femte grundlæggende frihedsrettighed, ikke kun er forbeholdt en elite, men giver alle reel mulighed for at udvikle deres potentiale som arbejdstagere og tilpasse sig økonomiens og arbejdsmarkedets omskiftelser.

Vi henstiller altså til kommissionsformanden at bruge sine initiativbeføjelser til at hjælpe Rådet med at indføre et ambitiøst program om et socialt Europa.

  Lena Ek (ALDE). - (SV) Hr. formand! Det er vanskeligt at tage ansvar for Europas fremtid. Vi skal klare globaliseringen og den konkurrence, som den medfører. Vi skal løse de vanskelige demografiske problemer med et pensionistboom og en faldende befolkning frem til 2020, som er det år, hvor vi skal opfylde de miljø- og klimamål, vi har fastlagt, dvs. 20-20-20-målene. Vi skal sørge for, at vi har en økonomisk bæredygtig udvikling i Europa. Det glæder mig, at det, når vi drøfter Lissabonstrategien, drejer sig om en samlet tilgang til bæredygtig økonomisk udvikling, økonomisk vækst, miljøansvar og socialt ansvarlig politik.

Vi ser, at fælles bestræbelser giver resultater. Det er godt. Vi ser også, at en fælles strategi er af største betydning. Det samarbejde, der er indledt mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter, er overordentligt vigtigt.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på et nyt område, der er inddraget i dette års konklusioner, nemlig transportpolitikken, som meget afhænger af, hvad angår klimamål og vækst. Vi står i en situation, hvor vi kan skabe flere job i Europa gennem en effektiv, bæredygtig og miljøvenlig transportpolitik.

Det er vigtigt, at de forskellige politiske områder hænger sammen. Det nytter ikke at udtale sig om 20-20-20-målene, når det drejer sig om klimapolitik, hvis de ikke også afspejles i Rådets konklusioner om Lissabonstrategien. Derfor håber jeg, at vi, når vi ser resultaterne af forårstopmødet, får en overordnet politik, der omfatter både økonomisk vækst og klimapolitik. Det er en udfordring!

  Mario Borghezio (UEN). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det kommende Europæiske Råd er nødt til at tage et alvorligt kig på den globale finansielle uro.

Det lader til, at Euroland vakler under presset fra de store kapitalmængder, der forsvinder fra de italienske, græske, spanske og franske obligationer og ender i de tyske obligationer. Spændet mellem italienske og tyske obligationer er steget til over 63 basispoint, ligesom det var tilfældet i 1999, hvor det ikke lod til, at Italien kunne opfylde Maastricht-kriterierne til punkt og prikke.

Så sent som i går var der ved et obligationssalg i Italien næsten ingen bud. The Telegraph kunne den 6. marts afsløre, at en stor investeringsbank, der har spekuleret i arbitrage mellem købs- og salgspriser for italienske obligationer og kreditderivater, blev tvunget til at sælge alle sine obligationer til underpris. Den italienske stat var nødt til at gribe ind for at støtte obligationernes værdi.

Er der hold i de rygter, der i et stykke tid har floreret på de store finansmarkeder, nemlig at Italien kommer ud af euroen? Europa er svagt, og de nationale regeringer er nødt til at gøre en meget større indsats, hvis de skal tackle nogle så alvorlige problemer, i stedet for de gamle og nyttesløse foranstaltninger, som teknokraterne i Bruxelles foreslår. Regeringerne skal foretage de nødvendige indgreb og ikke benytte sig af forældede løsninger som skattelempelser og likviditetsindsprøjtninger.

De burde snarere lytte til folkets og lokalsamfundenes stemme! Lad os gå tilbage til realøkonomien og give arbejdstagerne medindflydelse og aktioner i deres virksomheder!

  Marie Anne Isler Béguin (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet! Forårstopmøder giver mig en besk smag i munden. Vi fejrer jo Europas 50-års-jubilæum, og det er godt at mindes. Jeg mindes også topmødet i Göteborg, der var en stor miljøsejr, eftersom stats- og regeringscheferne blev enige om at holde et forårstopmøde, hvor der skulle gøres status over den bæredygtige udvikling i vores EU-politikker, dvs. et sundhedstjek på miljøområdet, sundhedsområdet og af den sociale integration.

I Europa vil f.eks. Mittal-Arcelor, som er energistorforbruger frem for nogen, nedlægge 600 job, når virksomheden har et kæmpeoverskud, og EU er godt på vej til at give den kvoter for drivhusgasemissioner gratis. Derfor er vores borgere i vildrede og vores unge ængstelige for den arv, vi efterlader dem.

Formændene bebuder en revolution, når de f.eks. foreslår at reducere drivhusgasudledningerne med 20 %. Vi ved, det er langt under det bydende nødvendige. F.eks. sagde Lester Brown, som var på besøg her i sidste uge, med gråd i stemmen, at det var nødvendigt med en formindskelse på 80 % inden 2020, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at vende tendensen. Så jeg tror ikke på de herrers plan, for den er alt for beskeden og slet ikke på højde med den miljøkrise, som truer hele kloden.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand! Nu hvor Europa-Parlamentet fejrer sin 50-års-fødselsdag, havde jeg forventet, at repræsentanterne for Kommissionen og Rådet havde udvist lidt mere oprigtighed og ydmyghed. I stedet for at lykønske hinanden og klappe hinanden på skulderen, imens de pynter på virkeligheden, kunne jeg godt tænke mig, at de talte om deres fiaskoer og om de problemer, der optager de europæiske borgere.

De sociale skævheder og fattigdommen er vokset i løbet af disse år. Af Lissabonmålene - Deres egne mål, hr. Barroso, men De hører ikke efter, fordi De taler med Deres kollega - har De glemt målet om social samhørighed og målet om beskyttelse af miljøet. I Kosovo glemmer De FN og folkeretten.

Og til repræsentanterne for Rådet vil jeg sige, at i stedet for at arbejde mere ambitiøst for at fremme Barroso-pakken om klimaændringer forsøger De at skrotte den. Det havde jeg forventet, at De havde talt om, i stedet for at klappe hinanden på skulderen!

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand! Jeg er overrasket over, at situationen i Tyrkiet ikke er sat på dagsordenen for topmødet i denne uge. Hidtil er det altid hævdet, at forhandlingsprocessen med Tyrkiet ville finde sted i trit med reformprocessen i Tyrkiet.

Det modsatte viser sig at være tilfældet. Reformprocessen er så godt som standset, men forhandlingerne fortsætter bare. Hvad vi alle kan konstatere, er, at Tyrkiet stabler provokationer op. Ytringsfriheden hindres strukturelt gennem straffelovens artikel 301. Den tyrkiske regering havde forpligtet sig til at fjerne eller i det mindste at revidere denne artikel inden årets udgang, men det er ikke sket. Den tyrkiske regering sagde lakonisk, at der var en større prioritet, nemlig ophævelsen af forbuddet mod tørklæder på universiteterne. Islamiseringen og den snigende afvikling af den verdslige stat prioriteres åbenbart højere.

Dernæst rejste den tyrkiske premierminister Erdogan til Tyskland for at opfordre de tyrkere, der er bosiddende der, til ikke at tilpasse sig for meget og til at kræve, at der oprettes tyrkiske universiteter i Europa. Erdogan opførte sig som en slags erobrer, som kom for at inspicere sine tropper i et besat område.

Endvidere har Tyrkiet i ugevis bombarderet stillinger i det nordlige Irak. Omkring 10.000 tyrkiske soldater har invaderet landet. Det er næsten det samme, som hvis Kroatien, et andet kandidatland, ville angribe Montenegro. Det ville selvfølgelig være absurd, og ingen i EU ville acceptere noget sådant, men Tyrkiet kan åbenbart tillade sig alt.

Mit spørgsmål er derfor, hvor længe EU vil fortsætte med at forholde sig passivt i forhandlingerne med Tyrkiet.

  João de Deus Pinheiro (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen! Det er værd at bemærke, at Lissabonstrategien siden 2005 og takket være den nuværende Kommission er kommet ud af sin tidligere apatiske tilstand. Derfor må jeg sige til rådsformanden, at det, ligesom med den fælles valuta og det indre marked, er afgørende at give Kommissionen mere ansvar og at give den mulighed for at være centrum for Lissabonstrategien i stedet for at fortsætte med tanken om mellemstatslighed, som ikke har ført til noget.

Hvad angår trekanten bestående af uddannelse, forskning og innovation, skal den overforenklede løsning med kritikløst at tilføre forskning penge undgås. I stedet for videnskabelige artikler og fantasifulde idéer har vi brug for bedre innovation, som er noget helt andet. Innovation kræver en kultur, der værdsætter iværksætterånd, og mennesker, der er rede til at tage risici, for det er netop dem, der ved, hvordan man tjener penge på viden og ikke omvendt, dvs. smider kritikløst om sig med penge i håb om, at det fører til viden.

Hvad angår uddannelse, er det afgørende, at vi også fremmer konkurrencementalitet og styret kreativitet. Vi bør forkaste de lette løsninger, der lægger hindringer i vejen for både enkeltpersoners og virksomheders fremtidige succes.

Derfor bifalder jeg Kommissionens forslag om at tilskynde til iværksætterkultur, målrettet forskning, forbindelser mellem skoler og virksomheder, kreativitet i uddannelsessystemet, efterspørgsel og konkurrenceevne. Men derudover vil jeg sige, at initiativet til innovation og Lissabonstrategien kan sammenfattes i to ord: Det, som Europa, virksomhederne og universiteterne skal gøre, er at skabe værdi.

  Udo Bullmann (PSE). - (DE) Hr. formand! Hr. kommissionsformand, De har tilkendegivet over for Parlamentet, at De har bevæget Dem tættere på Parlamentets forestillinger. Jeg har følgende konkrete spørgsmål: På hvilket punkt har dette skridt i retning mod Parlamentets holdning ført til blot et eneste nyt aspekt eller en eneste ny indholdsmæssig prioritering i forhold til de økonomisk-politiske og de socialpolitiske retningslinjer, som skal vedtages af Rådet i de kommende dage?

Jeg er af en helt anden opfattelse. Jeg tror, De bruger Rådet, som ikke var indstillet på at overtage flere idéer, som undskyldning. Jeg tror, at Rådet bruger de budskaber som undskyldning, som De, hr. Barroso, er kommet med gennem flere måneder, nemlig at der ikke er behov for ændringer. Jeg tror, at dette samspil har frembragt et politikblokerende kartel med et fælles mantra: business as usual. Men det er ikke i EU-borgernes interesse, det er ikke i de europæiske virksomheders interesse, og det er ikke i Parlamentets interesse, som i mange beslutninger har krævet, at der skal tages større hensyn til de økonomiske, sociale og miljømæssige forhold i EU.

Som vores egne undersøgelser har vist, så sakker vi agterud med hensyn til forskning og udvikling. Vi er forblevet på et niveau langt under USA. Vi har befundet os på dette niveau siden starten af firserne, og i mellemtiden er vi ikke kun distanceret af Japan, vi bliver også overhalet af kineserne, som bruger flere midler på forskning og udvikling på det økonomiske område end EU's virksomheder. Hvornår vågner De op? Hvornår stiller De Dem positivt i forhold til kvaliteten af EU's finanser og investeringer af hensyn til befolkningen i EU? Det er ved at være på høje tid!

  Fiona Hall (ALDE). - (EN) Hr. formand! Under sidste års forårstopmøde forpligtede EU's ledere sig til et mål om 20 % inden 2020 for energieffektivitet, men det går trægt med at nå dette mål. I Parlamentets betænkning om handlingsplanen for energieffektivitet blev der påpeget store mangler ved gennemførelsen af lovgivning om energieffektivitet. I Kommissionens første vurdering af de nationale energieffektivitetshandlingsplaner fra januar nævnes uoverensstemmelsen mellem de politiske tilsagn om energieffektivitet og de faktiske resultater. Energieffektivitet fremmer alle EU's mål om CO2-emissioner, vedvarende energikilder, forsyningssikkerhed og Lissabondagsordenen - alle de ting, vi har diskuteret i formiddag.

Derfor vil jeg være taknemmelig, hvis rådsformanden og kommissionsformanden vil sige, hvad dette års forårstopmøde agter at gøre for at forbedre energieffektiviteten.

  Mirosław Mariusz Piotrowski (UEN). - (PL) Hr. formand! For otte år siden blev Lissabonstrategiens mål fastsat, og det blev prioriteret, at Europa skulle udvikle sig hurtigere end USA, hvilket samtidig skulle resultere i en balanceret vækst i beskæftigelsen. I begge tilfælde har man officielt erkendt, at det er slået fejl. Man kan se en manglende kohærens mellem Lissabonstrategien og f.eks. den fælles landbrugspolitik, der behandles som et instrument.

Dette bevises bl.a. af reformen af sukkermarkedet, som Kommissionen anvender i mange tilfælde uden at tage hensyn til den sociale kontekst. Et af eksemplerne herpå udgøres af en sukkerfabrik i Lublin i Polen, hvor man med vold mod endog EU-lovgivningen har til hensigt at fyre alle ansatte, nedrive alle bygninger og ødelægge de moderne installationer, og man har også til hensigt at tage levebrødet fra avlerne i hele regionen. En engangserstatning løser ikke beskæftigelsesproblemet. Denne praksis er i modstrid med de erklærede mål i Lissabonstrategien. Denne slags absurde tiltag bringer os ikke tættere på realiseringen af strategiens målsætninger.

  Gisela Kallenbach (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne bringe et helt nyt emne på bane, som ikke har været nævnt endnu, og minde om den debat, vi havde i Parlamentet for en måned siden om fremtiden for samhørighedspolitikken og forbindelsen til de to europæiske dokumenter: Leipzigchartret og den territoriale dagsorden. Den debat fandt desværre sted uden at der var en repræsentant for Rådet til stede. De ministerkonferencer under det tyske og det portugisiske formandskab, der var gået forud for vores debat, gav udtryk for en klar forventning om, at den territoriale dagsorden ville blive diskuteret på forårstopmødet for at give den territoriale dimension større politisk vægt.

Den særlige baggrund for det er, at den territoriale dimension er blevet medtaget i Lissabontraktaten som et nyt fællesskabsmål. Men ifølge de dokumenter, jeg har adgang til, bliver emnet ikke nævnt. Hvorfor? Samhørighedspolitik er den praktiske gennemførelse af solidaritetsprincippet og vil derfor uden tvivl ledsage og beskæftige os længere end Lissabonstrategien, som jo vil være afsluttet i 2010.

  Kyriacos Triantaphyllides (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand! Staten afstår det sidste område, som den kontrollerede. Velfærdsstaten er i opløsning, den private sektor fungerer uden hindringer, der skæres ned på de sociale ydelser, og de institutionelle rammer giver arbejdsgiverne lov til at hyre og fyre efter forgodtbefindende. Samtidig skærpes arbejdsvilkårene på grund af fleksible arbejdstider med det resultat, at arbejdstageren ofres på konkurrenceevnens alter for at øge kapitalens ublu fortjeneste.

Endnu et EU-topmøde vil beskæftige sig med Lissabonstrategien, en strategi, som vurderes at være slået fejl, så en revision er påkrævet. Konvergens er det aldrig lykkedes at opnå, i hvert fald ikke for arbejdstagerne. Lissabon og dens satellitter insisterer på at støtte EU's virksomhedsfokuserede filosofi, mens de fortsætter med at lade socialpolitikken komme i anden række.

Der er brug for en radikal omstrukturering, for at borgeren igen kommer i centrum for EU's interesser, en strategi med mennesket i centrum! Det er det, vi har brug for!

  Roger Helmer (NI). - (EN) Hr. formand! Ratificeringen af den omdøbte EU-forfatning truer selve det europæiske projekts demokratiske legitimitet. Frankrigs og Nederlandenes befolkninger forkastede forfatningen, men nu er den tilbage med et nyt navn og med det, som Angela Merkel betegnede som "kosmetiske ændringer". Institutionerne og medlemstaterne, herunder Labourregeringen i Det Forenede Kongerige, foregiver nu uærligt, at disse kosmetiske ændringer berettiger dem til at bryde deres løfte om en folkeafstemning. Det gør de ikke, og foregivendet af, at de gør det, er et enormt løftebrud over for borgerne.

I Storbritannien har en kampagnegruppe netop gennemført en uafhængigt overvåget afstemning pr. post i 10 Westminstervalgkredse. Over 150.000 stemmeberettigede svarede. 88 % ønskede en folkeafstemning, 89 % var imod traktaten. I seks valgkredse var der flere mennesker, som stemte for en folkeafstemning, end der var mennesker, som stemte for deres nuværende medlem af Europa-Parlamentet.

Borgerne har talt. Traktaten kan ikke være legitim uden deres samtykke. Det Europæiske Råd skal lytte. Vi må have en folkeafstemning.

  Werner Langen (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen! I modsætning til talerne fra Den Socialdemokratiske Gruppe vil jeg gerne rose Kommissionen for ikke forhastet at have ændret sine økonomisk-politiske retningslinjer i en tid præget af global usikkerhed som følge af finanskrisen. Denne proces er en del af post-Lissabonstrategien. Jeg vil gerne rose Kommissionen udtrykkeligt, fordi den har ret.

Manglerne ligger i medlemsstaternes gennemførelse, og rådsformanden bør koncentrere sig om disse mangler i medlemsstaterne og ikke om, hvilke ændringer Kommissionen kan foretage. Det er problemet. Når hr. Bullmann taler om "et politikblokerende kartel", så er hans kritik fuldkommen uberettiget.

For det andet bør man udnytte globaliseringens muligheder og mindske risiciene. Hr. Schulz sagde, at fattigdommen er steget. Det er blot en illusion! Europa er en velstandsmodel! Velstanden er øget i Europa, fordelingen har ændret sig. Historien har vist os, hvad der bliver af samfund uden fordelingsforskelle. Der skal være en vis forskel i fordelingen for at stimulere modernisering og dynamik. Det kan vi ikke benægte.

Hvad angår det tredje punkt, afbureaukratisering, så er der ikke sket nok her. Vi har Gruppen På Højt Plan, som vi ikke har hørt mere til. Arbejder den stadigvæk? Hvilke foreløbige resultater er den nået frem til? Hvornår kan vi forvente dem? Vi vil gerne vide det før valget til Europa-Parlamentet.

Det sidste punkt vedrører stabiliteten på finansmarkederne. Det forholder sig faktisk sådan, at griskheden på finansmarkedet er større end angsten for sammenbrud, og her må Kommissionen handle. Den har allerede bebudet nogle planer.

Med hensyn til klimabeskyttelse så er det også her Kommissionens fornemmeste opgave at overtale medlemsstaterne på topmødet til at overholde deres tidligere mål. Nogle medlemsstater har reelt udledt langt mere CO2, end det nogensinde har været tilladt. Hvordan kan vi indføre nye og effektive foranstaltninger, hvis nuværende og tidligere syndere ikke bliver straffet?

  Jan Andersson (PSE). - (SV) Hr. formand! Ligesom Kommissionen er jeg glad for, at der er flere job, og at produktiviteten er steget. Men som mange har påpeget, har medaljen en bagside. Mange af de nye job er usikre og umulige at leve af. Mulighederne for uddannelse er meget ujævnt fordelt. Nogle regioner kan ikke følge med udviklingen. Derfor er der brug for et socialt Europa, som tilvejebringer sikre job med anstændige lønninger, som giver alle de samme uddannelsesmuligheder, og som også sikrer, at udviklingen er positiv og ligeligt fordelt på regionerne.

Vi har i lang tid diskuteret flexicurity. Nu bliver en flexicuritymodel bestridt af EF-Domstolen i Laval-sagen, hvor det system, der anvendes i Skandinavien, ikke anses for at være godt nok. Det bestrides med begrundelse i, at den frie bevægelighed har forrang for strejkeretten. Det bestrides også med begrundelse i, at princippet om lige løn for lige arbejde ikke bør finde anvendelse. Det åbner mulighed for social dumping, men ikke nok med det, det betyder også, at virksomheder, der betaler anstændige lønninger i henhold til overenskomster, får vanskeligt ved at konkurrere. Det kan føre til protektionisme. Jeg er enig med Kommissionen i, at vi ikke har brug for protektionisme. Derfor er det vigtigt, at Kommissionen slår fast, at princippet om lige løn for lige arbejde skal finde anvendelse, og at vi skal have gode sociale vilkår over hele Europa, så den protektionistiske bølge ikke breder sig over hele EU.

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE). - (LT) Hr. formand! Jeg vil tale om samordningen af de økonomiske politikker. EU er først og fremmest en økonomisk union baseret på moralske værdier. Når EU står over for nye udfordringer, må det kunne tackle dem hurtigt og fleksibelt for ikke at miste dynamik og konkurrenceevne.

Desværre består den nye samordningsmekanisme for de økonomiske politikker (Lissabontraktaten, rammerne for de økonomiske politikker) af en række faser og er langtfra effektiv. Den forhindrer udviklingen af det indre marked, som er den vigtigste kilde til økonomisk vækst.

Derfor mener jeg, at Europa-Parlamentet og måske Kommissionen bør stille et forslag om, at Det Europæiske Råd undersøger denne mekanisme med henblik på at gøre den mere fleksibel og give den mulighed for at reagere effektivt på udfordringer. Det ville være den bedste metode til at garantere den økonomiske politiks kontinuitet, konsolidere reformerne og give EU's økonomi mulighed for at tilpasse sig til nye udfordringer.

Grunden til, at nogle af de nye programmer ikke fungerer ordentligt, er, at deres økonomiske holdbarhed i den globaliserede verden ikke blev sikret på forhånd. I mellemtiden diskuterer vi klimaændringer, energistrategi osv., men alle disse foranstaltninger skal som sagt samordnes, og deres økonomiske følger skal evalueres. Først da vil de være bæredygtige.

  Konrad Szymański (UEN). - (PL) Hr. formand! På det kommende Råds møde vil forslag om det indre energi- og gasmarked blive diskuteret.

Det er af altafgørende betydning, at ejerskabet af energi og transmissionsnet adskilles fra hinanden, uanset hvem der er ved magten i Kreml. Ruslands Medvedev ændrer ikke spor i forbindelse med den energimæssige afpresning af vores nabolande samt medlemsstaterne. Energibesparelsen og den større andel af vedvarende energi i energibalancen udgør blot et delvist svar på disse problemer. Man skal tage hensyn til det politiske aspekt for fuldstændigt at realisere den europæiske energipolitik. Vi skal klart sige, hvad vi forventer os af Rusland og af Gazprom vedrørende gensidighed. Denne russiske monopolvirksomhed findes i 16 EU-lande som energileverandør eller indehaver af transmissionsnet. Hvis vi ikke pålægger denne aggressive monopolvirksomhed restriktioner, kan vi lige så godt lægge Lissabontraktatens bestemmelser om energisolidaritet på hylden blandt de andre eventyr.

  Gunnar Hökmark (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Er det ikke lidt mærkeligt, at der, når vi diskuterer, hvordan vi kan gøre Europa mere konkurrencedygtigt for at få flere job, synes at være en tendens til at tro, at der kan skabes job gennem nye bestemmelser? Sådan er det ikke.

Jeg vil afsløre en hemmelighed for vores socialdemokratiske venner her i dag: Hvis der skal være arbejdstagere, må der være arbejdsgivere. Der er ingen arbejdstagere uden arbejdsgivere. Deres største problem er, at de er så ivrige efter at tro, at der kan skabes job gennem bestemmelser, at de glemmer, at forudsætningerne og mulighederne for nye virksomheder og nye job skal skabes, for der er ingen større social fiasko end arbejdsløshed, og der er ingen større social succes end hvert nyt job, vi kan opnå i Europa og i vores medlemsstater.

Jeg vil gerne understrege det, som formanden sagde om at opnå resultater gennem Lissabondagsordenen. Vi må ikke glemme, at udviklingen går hurtigere, og vi må være mere konkurrencedygtige. Derfor må vi styrke iværksætterkulturen.

Der er tre ting, som jeg beder ham overveje på Det Europæiske Råd og siden hen. Hvad angår bureaukrati og bedre lovgivning, ser jeg gerne, at han hvert år rapporterer om, hvordan det går med at begrænse bureaukratiet, for at vise, at han inden 2012 når målet om 25 % mindre bureaukrati end det, der er i dag.

Jeg ser også gerne, at han sikrer, at direktivet om tjenesteydelser hurtigst muligt gennemføres fuldt ud i samtlige medlemsstater. Jeg ser gerne, at han sikrer, at vi fremmer etablering af nye virksomheder gennem en mere offensiv og aktiv bred politik.

Jeg mener, at Europa kun kan gøres mere konkurrencedygtigt ved at give små og mellemstore virksomheder mulighed for at udnytte hele det indre marked. Det arbejde skal gøres, og han bør tage de første skridt sammen med det slovenske formandskab i slutningen af denne uge.

  Katerina Batzeli (PSE). - (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Som bekendt er næste år det europæiske år for kreativitet og innovation, hvilket er et yderligere bevis på, at EU i høj grad sætter sin lid til at styrke konkurrenceevnen og imødegå globaliseringens udfordringer med den såkaldte "videntrekant", innovation, fremme af forskning og uddannelse.

EF-politikkerne og de nationale politikker for beskæftigelse og støtte af unge, især inden for uddannelse, bør følge disse ambitiøse mål, og der bør iværksættes systematiske og koordinerede bestræbelser på regionalt, nationalt og fællesskabsplan for at frigøre de betydelige ressourcer af viden og forskningskapacitet, der findes i EU. Inden for disse rammer vil jeg imidlertid også gerne understrege, at anerkendelsen af fri bevægelighed for viden, den såkaldte "femte frihed", er væsentlig og bør fremhæves på Det Europæiske Råd.

Vi er også nødt til at anerkende det vigtige initiativ inden for disse rammer på fællesskabsplan med Erasmus- og Comenius-programmerne, og her vil vi gerne fremhæve, at det nye program, især Erasmus Mundus, som både giver mulighed for mobilitet uden for EU's grænser og for mobilitet for ph.d.'er, er et initiativ, som har Parlamentets fulde støtte. Det er op til medlemsstaterne at øge koordineringsindsatsen på grundlag af Bolognaprocessen og føre denne mobilitet ud i praksis.

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Hr. formand! Debatten om den fælles energipolitik og energisikkerhed blev indledt i 2006 i kølvandet på den russisk-ukrainske gaskrise, hvis følger havde en ugunstig indvirkning på Europa. Desværre har vi stadig hverken en klart defineret fælles energipolitik eller en ekstern energipolitik.

Jeg håber, at Det Europæiske Råd vil drøfte EU's energisikkerhed indgående, herunder Litauens energisikkerhed i lyset af planerne om at lukke Ignalinakernekraftværket i 2009.

Med lukningen af dette kraftværk bliver Litauen helt afhængig af en eneste kilde, nemlig gas importeret fra Rusland. De stigende olie- og gaspriser vil føre til, at elprisen i Litauen mere end fordobles. Det bliver katastrofalt for landets husholdninger og økonomien i almindelighed.

Desuden er Rusland slem til at manipulere med energiforsyninger for at forfølge sine politiske mål. Det har Litauen allerede oplevet.

På grundlag af artikel 37 og protokol nr. 4 i tiltrædelsestraktaten opfordrer jeg indtrængende Kommissionen til at bidrage til at finde en løsning. En mulighed kunne være at udsætte lukningen af det sikre Ignalinakernekraftværk.

  Karl-Heinz Florenz (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen! Jeg vil gerne vende tilbage til forårstopmødet i fjor. Under Angela Merkel var det et usædvanligt vellykket topmøde, og nu handler det om at udmønte beslutningerne fra den 7. marts 2007 i lovgivning.

Lovgivning skal ikke straffe, men motivere borgerne og virksomhederne til at være innovative og i sidste ende skabe større bæredygtighed. Den nuværende debat vækker det indtryk, at CO2-debatten er det vigtigste spørgsmål. Jeg tror, at det egentlige spørgsmål stikker endnu dybere, for det handler om bæredygtighed. Hvordan bør vi forvalte vores ressourcer på lang sigt? Efter min mening er kernepunktet, at vi må bruge færre fossile ressourcer på at holde økonomien i gang i fremtiden.

Hr. kommissær, vi kan ikke undgå at blive uenige her, for vi kan ikke acceptere alt, hvad De har foreslået. Med hensyn til reglerne for biler bryder jeg mig f.eks. ikke om, at vi allerede nu ved, hvad der skal gives i bøde, men slet ikke kender de regler, der skal overholdes. Mine forældre lærte mig det modsatte: Man må først kende reglerne, og så skal der findes sanktioner. Det er vigtigt at følge den procedure i fremtiden.

Hvis der er grænseoverskridende CO2-problemer i forbindelse med kvotehandelsordningen, hvilket jeg bestemt ikke bestrider, så foreslår jeg, at vi finder flere skuldre, der kan bære disse byrder, f.eks. indførelse af en fornuftig affaldspolitik i hele Europa. Hr. Barroso og hr. Verheugen, der er et anliggende, der ligger mig personligt meget på sinde: De er lovens vogtere! Det er fuldkommen meningsløst at give hinanden hånd på og aftale her at gøre det sådan og sådan, hvis det så i sidste ende ikke bliver gennemført.

Lad os i stedet for gøre mindre! Men det, vi gør, skal gøres bedre. Derfor, hr. kommissær og hr. kommissionsformand, gør brug af Deres embede ved ikke at straffe de pligtopfyldende, men ved at motivere de lidt langsommere til endelig at opfylde Kyotomålene. Et kig på internettet vil vise præcist, hvem jeg mener. Held og lykke, vi skal nok holde øje med Dem.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! EU har gjort enorme fremskridt i de senere år. Dets økonomi vokser hurtigere end den amerikanske og den japanske økonomi. EU er et verdenshandelscentrum, den største yder af udviklingsbistand og også et forbillede og en model for andre dele af verden, hvad angår håndtering af politiske, økonomiske og sociale forbindelser.

Som vi hørte tidligere, har EU været i stand til gradvist at opfylde Lissabonstrategiens mål på både beskæftigelsesområdet og andre områder. Det er dejligt at vide, at nye medlemsstater som Slovenien, der har formandskabet for øjeblikket, har lige stor del i denne succes.

EU står naturligvis over for nye udfordringer. En af dem er for stor afhængighed af import af energikilder, en anden er klimaændringerne.

Jeg er overbevist om, at besparelser, nye energibesparende teknologier og selvfølgelig også diversificering af energikilder er nøglen, eller i hvert fald en af nøglerne til at løse dette problem. På dette punkt er EU på vej i den rigtige retning.

Jeg vil imidlertid gerne bede Kommissionen og Rådet om i højere grad end tidligere at fokusere på spørgsmålene om anvendelse af atomenergi. Denne energiform er sikker og miljøvenlig og vil mindske vores afhængighed af import. Hvad angår konkurrenceevne, kan vi se, i hvilken retning USA, Rusland, Kina og Indien går. Vores egen forskning bør være langt mere fokuseret på atomenergi end tidligere.

  Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Hr. formand! Når man ser på udkastet til Rådets konklusioner, vil man se, at formuleringerne om det indre energimarked er meget svage. Der hersker ikke enighed i Rådet om adskillelse, og Kommissionens pakke udsættes for kritik. Jeg vil gerne slå fast, at vi finder det rigtigt at følge strategien med en systematisk adskillelse, men den skal være til gavn for forbrugerne. Den skal føre til fair priser og forsyningssikkerhed.

Men Kommissionen har været for tidlig på den med sit forslag om fuldstændig ejendomsretlig adskillelse. Vi mener derfor, at vi først bør forsøge at opnå en effektiv adskillelse, men ikke fjerne den ejendomsretlige adskillelse fra dagsordenen i fremtiden.

Af principielle grunde vil jeg gerne nævne et andet punkt vedrørende Rådets konklusioner. Rådet siger, det ser frem til den sociale agenda, som Kommissionen vil fremlægge. Den indeholder også emner som ungdoms- og uddannelsespolitik. Jeg har altid troet, at medlemsstaterne var ansvarlige for den slags. Hos os i Tyskland er det delstaterne. Jeg vil blot gøre opmærksom på det, fordi Parlamentet, Kommissionen og Domstolen utvivlsomt igen vil blive kritiseret for at tilegne sig beføjelser. Rådet ser frem til Kommissionens forslag til ungdoms- og uddannelsespolitik. Vi bør henvise til dette vigtige punkt, når disse spørgsmål bliver diskuteret i delstaterne.

  Lambert van Nistelrooij (PPE-DE). - (NL) Som koordinator for PPE-DE-Gruppens regionalpolitik er jeg glad for den stilling, som regioner og byer får, når Lissabondagsordenen gennemføres. Gennemførelsen af nationale reformprogrammer foregår jo på regionalt plan, det plan, hvor vi hovedsagelig anvender vores struktur- og samhørighedsfonde og det syvende rammeprogram.

Vi ser i hele Europa, at 60 % af de offentlige midler anvendes på regionalt plan. Tendensen er - og det er godt omsider at indse dette - at vi flytter investeringer i beton og asfalt, om jeg så må sige, over til viden og infrastruktur. Broderparten af strukturfondene, omkring 70 %, anvendes i de kommende år til Lissabondagsordenen.

Jeg har endnu et eksempel. I sidste uge så vi i Ljubljana tal på, hvordan disse midler er anvendt. 20 milliarder euro fra strukturfondene anvendes til forskning og infrastruktur. Kommissær Potočnik talte om en stille revolution, når det gælder anvendelsen af pengene. Sæt handling bag ord. Gør, hvad De lover at gøre, og foretag en omlægning af udgifterne. Det er en stille revolution, som allerede er i fuld gang. Det er på høje tid, at vi på europæisk plan skaber bedre lovrammer for investeringer i forskningsinfrastrukturen. Man kan ikke foretage de samme, storstilede, omfattende investeringer i alle lande.

Det glæder mig, at Kommissionen endnu i år stiller forslag herom og stiller et andet forslag om en bedre koordinering af det nationale ansvar.

Endelig kommer der en hvidbog om territorial samhørighed, der ikke blot kombinerer udviklingen af store centrale regioner, men som også skaber territorial samhørighed af mere afsidesliggende områder i Europa, og det bifalder jeg.

  Gary Titley (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg bifalder både Rådets og Kommissionens anerkendelse for nylig af, at klimaændringerne ikke bare drejer sig om miljøpolitik, men også om sikkerhedspolitik og humanitær politik. Det er selvfølgelig ikke noget nyt. Af Sternrapporten fremgik det, at omkring 200 millioner mennesker kunne blive fordrevet som følge af klimaændringer og dermed skabe enorme migrationspres. Det er derfor, at vi altid må huske på, at global opvarmning er ensbetydende med, at de fattige lider under de riges handlinger.

Jeg håber, at vi i vores debat om klimaændringer kan kæde vores målsætninger på klimaændringsområdet sammen med vores udviklingspolitiske målsætninger. Vi kan ikke handle isoleret på dette område. De fattige i EU lider naturligvis også. Det er grunden til, at enhver energipolitik skal sikre, at medlemsstaterne har en politik for energifattigdom, for alt for mange mennesker lider under de stigende energipriser. Det må vi gøre noget ved.

Men det vigtigste på dette topmøde er, at det fører til handling og ikke bare er tomme ord. Kommissionen fastlagde et program i 2007. To tredjedele af det er ført ud i livet. Hvad med den sidste tredjedel? Medlemsstaterne forpligter sig til mål, som de ikke når. Vi skal fokusere på handling.

Jeg bifalder også indsatsen for bedre lovgivning og hjælp til små virksomheder. Men vi skal lægge langt større vægt på omsættelse og evaluering af, hvordan lovgivningen er blevet gennemført, og på, om det, der var målet med den, er opnået. Hvis målet med lovgivningen ikke er nået, er der overhovedet ingen grund til at have den.

  Daniel Dăianu (ALDE). - (EN) Hr. formand! Det kommende europæiske topmøde finder sted i en afgørende tid. Den tiltagende finansielle krise med rod i cykliske og strukturelle forhold kræver klare svar. Asiens fremgang indebærer en ny form for konkurrence mellem forskellige former for kapitalisme med nedgangen i statsejede investeringsfondes aktiviteter og prisstigningerne på basisprodukter. Dertil kommer de foruroligende virkninger af klimaændringerne, nødvendigheden af at sikre energisikkerheden og en stigning i den samlede usikkerhed.

Alle disse faktorer har stor indflydelse på gennemførelsen af Lissabondagsordenen gennem komplicerede og uundgåelige studehandler. Jeg vil gerne påpege flere politiske spørgsmål.

For det første er kvaliteten af national politikudformning afgørende for at forbedre de industrielle og økonomiske præstationer.

For det andet bør politikudformningen være pragmatisk og fordomsfri, og det skal undgås at forveksle frie markeder og fuldstændig deregulerede markeder.

For det tredje spiller industripolitik og navnlig F&U en vigtig rolle sideløbende med uddannelse. Det er vigtigt at øge antallet af kandidater inden for videnskab og matematik i medlemsstaterne, og det bør alle medlemsstaterne samarbejde om.

For det fjerde bør der lægges mere vægt på energipolitikken, og Nabuccoprojektet er et skridt i den rigtige retning.

For det femte bør jord af god kvalitet opfattes som et strategisk aktiv i forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik.

Sidst, men ikke mindst, må vi bekræfte moralske værdier og moralsk opførsel. Hvis vi mister vores moralske kompas, er snakken om konkurrenceevne på det sociale ...

(Formanden afbrød taleren)

  Klaus-Heiner Lehne (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg mener, at den nyligt reviderede Lissabonstrategi i princippet har været en succes siden 2005. Det kan man ganske enkelt sige på baggrund af et faktum: Når man talte om Lissabon i offentligheden i 2005, vidste alle, at det var den portugisiske hovedstad, men der var ingen, der forbandt den med en proces dengang. Kyoto var allerede en proces på det tidspunkt og handlede om klimabeskyttelse.

Nu skriver vi 2008, og verden har gudskelov ændret sig. Når der henvises til Lissabon i offentlige taler i dag, så er det selvfølgelig stadigvæk den portugisiske hovedstad, men den bliver mere og mere forbundet med en politisk proces, og jeg synes, at det vidner om en rimelig grad af succes.

Jeg mener også, det var rigtigt at foretage nye prioriteringer med henblik på at øge væksten og beskæftigelsen, fordi det er en forudsætning for på fornuftig vis at kunne fortsætte med en god miljø- og socialpolitik som anden og tredje søjle i Lissabonstrategien. Jeg mener endvidere, det var rigtigt ikke at ændre retningslinjerne, fordi de i det store og hele har været gode.

Jeg vil også nævne et par mangler. Jeg ser f.eks. fortsat store mangler med hensyn til videreførelsen og udviklingen af det indre marked, som vi jo angiveligt har haft siden starten af halvfemserne, men som reelt ikke findes på mange områder. Vi har ikke noget indre marked på forsikringsområdet, og inden for selskabsret f.eks. kan virksomhederne ikke gøre fuldt brug af deres etableringsret inden for EU. Vi mangler fortsat intellektuelle ejendomsrettigheder, og Europa har ingen patentlovgivning. Der findes ingen fælles regler for alternative finansielle instrumenter, og vi venter stadigvæk på det indre sundhedsmarked.

På den anden side er der kommet en lang række lovforslag på andre områder for navnlig at skabe fremskridt på felter som sociale anliggender, miljø og forbrugerrettigheder. Det er også fint nok, men der skal opretholdes en balance. Jeg vil derfor bede Kommissionen og Rådet om at drage særlig omsorg for at få lukket hullerne i lovgivningen vedrørende det indre marked.

  Riitta Myller (PSE). - (FI) Hr. formand! Rådsformanden havde helt ret, da han sagde, at klimaændringerne og økonomien er tæt forbundet. De kan ikke adskilles. Det er blevet sagt her, at klimaændringerne er forbundet med al politik. Det skal også fremgå af det kommende topmøde.

At kontrollere klimaændringerne og tilpasse sig til dem må være centralt for EU's Lissabonstrategi. På det kommende topmøde må vi fastlægge en troværdig politisk politik til støtte for de beslutninger, der træffes.

Desværre indgår energieffektivitet og energibesparelser ikke i EU's valg af bindende foranstaltninger. Alligevel må vi huske på, at den reneste, billigste og mest effektive form for energi er sparet energi. På nuværende tidspunkt kunne vi spare de 20 % energi ved at gennemføre al EU-lovgivning. Vi har med andre ord stadig brug for mere ambitiøse og klarere mål for energieffektivitet. Jeg håber, at dette spørgsmål vil blive taget op på det kommende topmøde.

  Kathy Sinnott (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! I morgen samles medlemsstaternes ledere til topmøde. Jeg forstår, at der er mange punkter på dagsordenen, men jeg håber, at De også vil diskutere virkningen af Laval-Vaxholm-dommen, som EF-Domstolen afsagde nogle få dage efter Deres sidste topmøde. Denne dom giver virksomheder mulighed for at udstationere arbejdstagere i enhver medlemsstat og betale dem landets mindsteløn og ikke standardlønnen for det pågældende arbejde i det land. Desuden gør dommen det umuligt for fagforeningerne at beskytte deres arbejdstageres lønninger. Det vil tvinge arbejdstagerne i værtsmedlemsstaten til at gå ned i løn eller miste deres job. Det er efter min mening en tikkende bombe. Laval-Vaxholm-dommen kan risikere at ødelægge socialt partnerskab, arbejdsmarkedsordninger, hele landes, samfunds, ansvarlige virksomheders og familiers økonomiske og sociale stabilitet og støtten til det europæiske projekt blandt de ældste medlemsstater.

Det er klart, at lavere lønninger vil gøre EU mere konkurrencedygtigt på det globale marked, hvor det konkurrerer med lavprisnationer som Kina, Indien og Brasilien - men til hvilken pris og lidelse for en familie i Irland med pant i fast ejendom?

Hr. Bonde og jeg har sendt en protokol til beskyttelse af medlemsstaternes økonomier mod Laval til det slovenske formandskab og vores respektive premierministre, så den kan inddrages på topmødet i morgen. For at undgå omfattende social dumping opfordrer jeg Dem til at tage Laval-Vaxholm-dommen alvorligt og inddrage denne protokol.

  Malcolm Harbour (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Denne debat om topmødet giver mulighed for at tale med Rådet om, hvad de gør for at gennemføre hele Lissabondagsordenen, så mit indlæg i dag er især henvendt til Rådet. Det er mig en glæde igen at byde den slovenske minister, som jeg havde fornøjelsen af at træffe i Slovenien for nylig, velkommen og at takke det slovenske formandskab for dets engagement i denne proces.

Det glæder mig meget, at det udkast til konklusioner, der allerede er offentliggjort, viser, at Rådet fortsat fokuserer på Lissabonstrategiens fire nøgleområder. Jeg er dog nødt til at sige - og det er henvendt til kommissionsformanden - at selv om jeg ved, at han taler med hr. Špidla, er et af problemerne, at Kommissionen bliver ved med at genopfinde og komplicere tingene. Nu har vi 10 mål fra Kommissionen, som er nævnt i forbifarten her, men i virkeligheden må vi fokusere på de prioriterede områder.

Jeg vil fokusere på det, der efter min mening er nøglen til det, vi taler om, nemlig frigørelse af erhvervslivets potentiale. Det er fint, at De fremhæver det, men hvad gør medlemsstaterne ved det? Min kollega hr. Hökmark talte tidligere om gennemførelsen af direktivet om tjenesteydelser. Mit råd til Rådet er: Tag direktivet om tjenesteydelser og dets gennemførelse og det, De agter at gøre, og udbred det til alle områder forbundet med frigørelse af erhvervslivets potentiale. Med direktivet om tjenesteydelser kræves det, at De gennemgår alle aspekter af Deres nationale lovgivning, der forskelsbehandler virksomheder, som ønsker at udbyde tjenesteydelser på hele det indre marked. Det kan ikke bare dreje sig om servicevirksomheder, men om alle virksomheder i alle størrelser. Jeg anmoder Dem om at påtage Dem den forpligtelse og opfylde den.

Det andet vigtige i direktivet om tjenesteydelser er, at det for første gang kræves, at de enkelte medlemsstater giver oplysninger til virksomheder, der ønsker at få adgang til det indre marked, og tilskynder dem til at udnytte den enorme mulighed. Det er et fælles ansvar at skabe et indre marked. Her gør vi en stor indsats for at skabe rammerne, men hvor hårdt arbejder De egentlig i medlemsstaterne for at sikre, at virksomhederne drager fordel af det? Det er på den måde, vi vil skabe de job og den vækst, som økonomien har så hårdt brug for.

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg mener, at Det Europæiske Råd på forårstopmødet må bekræfte den oprindelige Lissabonstrategi for på en integreret måde at håndtere de indbyrdes afhængige politikker for økonomisk, social, beskæftigelsesmæssig og bæredygtig udvikling. Alt andet er at opfordre til opløsning af Europa og tilbagevenden til protektionisme.

Job af høj kvalitet er en nøgle til denne strategi: Et Europa baseret på dygtighed kan ikke bygges på lave lønninger, jobusikkerhed og ulighed på arbejdspladsen.

Laval-dommen er en forkvaklet fortolkning af Parlamentets og dets medlovgivers, Rådets, lovgivningsmæssige hensigter. Derfor må vi begge reagere som lovgivere og bekræfte vores hensigter ved at lovgive med henblik på at lukke de huller, som EF-Domstolen har påvist. En umiddelbar lovgivningsmæssig mulighed er at tilføje en Monti-lignende social klausul til direktivet om udstationering af arbejdstagere i stil med den, vi allerede har inddraget i direktivet om tjenesteydelser.

I mellemtiden må Kommissionen insistere på, at alle medlemsstaterne omsætter direktivet om udstationering af arbejdstagere til national lovgivning korrekt og fuldt ud. Medlemsstaterne skal naturligvis omgående revidere deres nationale arbejdsmarkedslovgivning for at sikre, at den forkvaklede Laval-dom ikke undergraver deres systemer for arbejdsmarkedsforhold og overenskomstforhandlinger.

Til sidst vil jeg sige, at fru Sinnott som sædvanlig tager fejl i sin fortolkning. Det er ikke korrekt at hævde, at Laval-dommen betyder, at kun mindstelønnen finder anvendelse i Irland. Den betyder, at alle juridisk bindende aftaler skal finde anvendelse i Irland, og det er langt mere end mindstelønnen. Der findes dog aftaler i Irland, som ikke er juridisk bindende, og det skal der gøres noget ved.

  Georg Jarzembowski (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, kommissærer, hr. formand for Rådet! På vegne af min gruppe appellerer jeg til Rådet om at inddrage den europæiske transportpolitik effektivt i de integrerede retningslinjer. For erhvervslivet og beskæftigelsen i EU kan ikke trives uden en bæredygtig europæisk transportpolitik og de fornødne transeuropæiske net. Uden effektive transportkorridorer, uden samarbejde mellem transportformerne og uden intelligente transportsystemer kan hverken handelen eller turismen udbygges inden for EU eller med tredjelande. Men det er der behov for med henblik på at fremme beskæftigelsen.

Hr. rådsformand! Når De taler med Deres kolleger i Rådet, så husk på, at det er meget vigtigt, at medlemsstaterne lader transportpolitikken indgå i de nationale planer for vækst og beskæftigelse. Vi ser desværre, at medlemsstaterne bevilger stadig færre midler til at opretholde og udbygge de nationale infrastrukturer, det være sig jernbanenet eller vejnet.

Det gælder også for fremme og anvendelse af transportsystemer. I vore dage kan man bestille alt over internettet, men det kan kun blive leveret med lastvogn eller jernbane. Man kan bestille alle former for rejser, men for at nå frem til rejsemålet, må man have en fornuftig lufthavn og en fornuftig trafiktilslutning. Hvis vi ønsker vækst og beskæftigelse, må vi have de fornødne infrastrukturer og fornuftige transportsystemer, som naturligvis skal være miljøvenlige. Derfor mener vi - af hensyn til bæredygtigheden - at logistikken skal have al mulig støtte. Det er også vigtigt for den nationale planlægning.

Selv om logistikken primært er en opgave for virksomhederne selv, så kan medlemsstaterne og EU ikke desto mindre hjælpe med at fremme den ved at fjerne bureaukratiske hindringer, f.eks. toldprocedurerne i havnene.

Der er behov for en miljøvenlig politik. Derfor appellerer jeg til Dem om af hensyn til væksten og beskæftigelsen at gøre transportpolitikken til et centralt element i Deres strategi.

  Dariusz Rosati (PSE). - (PL) Hr. formand! Rådets forårsmøde foregår på et meget specielt tidspunkt. Den økonomiske vækst i EU bliver mindre, vi oplever uro på finansmarkederne, oliepriserne stiger, inflationen stiger. Alt dette skaber en atmosfære med usikkerhed og øger frygten for fremtiden.

Den situationsvurdering, som kommissionsformand Barroso har lavet, er på denne baggrund efter min opfattelse alt for optimistisk. Det er svært at fryde sig over oprettelsen af 6 millioner arbejdspladser, da det er sket i en periode med en cyklisk vækstacceleration gennem de sidste to år. På baggrund af et eller to år med en hurtigere vækst i arbejdskraftens produktivitet er det også svært at forudsige, at vi vil opleve et fast højt tempo i arbejdskraftens produktivitet. Det potentielle væksttempo er fortsat for lavt i Europa.

Jeg synes derfor, at EU i forbindelse med det kommende topmøde skal sende et klart signal til Europas borgere om, at det er i stand til at tage vare på disse trusler. Den usikkerhed og frygt, som tegner sig på baggrund af den nuværende økonomiske situation, skal løses ved hjælp af beslutninger, ikke ved hjælp af ord. Hidtil er topmøderne i for stor grad blevet afsluttet med erklæringer, der ikke har ført til handlinger. Nu forventer vi - jeg retter disse ord til Rådets repræsentant, der er til stede her i salen - konkrete beslutninger fra medlemsstaterne og Rådet.

Og alt dette er sluttelig særlig vigtigt, da Lissabontraktaten skal ratificeres i løbet af de næste måneder. Lissabontraktaten skal indgyde Europas borgere med mod og håb, og derfor skal Rådets kommende møde være et kraftigt signal til de europæiske borgere om, at traktaten vil forbedre situationen.

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Ledigheden falder, EU har profiteret af globaliseringen, vi klarer os bedre end USA, og EU er på rette kurs. Lad os fortsætte denne kurs konsekvent, engageret og selvbevidst. Lad os få medlemsstaterne til at tage deres ansvar mere seriøst. Lad os gøre offentligheden bevidst om vores succeser og mål.

For det andet skal klimabeskyttelse og nedbringelsen af energiafhængigheden give ny dynamik til forskning, innovation, vækst og beskæftigelse.

Lad os for det tredje være ærlige omkring det faktum, at kursen på euro i forhold til dollars mildner energiprisstigningerne: de er på 160 % i euro, og på 340 % i dollars.

For det fjerde udgør euroen, udvidelsen, det indre marked, Lissabonstrategien og Lissabontraktaten, som styrker den sociale markedsøkonomi og forankrer grundlæggende sociale rettigheder, en samlet pakke, som vil hjælpe EU videre på den succesrige vej.

For det femte er uddannelse, kvalifikation, forskning, innovation, reform af vores social-, sundheds- og pensionssystemer de største udfordringer, vi står over for.

For det sjette skal Barrosos EIT medtages i slutdokumentet fra forårstopmødet med en dato for en afgørelse af, hvor det skal placeres. Parlamentet har givet grønt lys for finansieringen.

For det syvende vil Small Business Act uden tvivl udløse endnu et initiativ fra Parlamentets side. Den tværpolitiske gruppe om SMV vil fremlægge de principper, som vi har i tankerne, inden udgangen af måneden.

Jeg er nu kommet til mit sidste punkt: Hr. Schulz, kommissionsformanden og Kommissionen er ikke vores modstandere. Vores modstandere er de manglende beføjelser, den manglende evne til at føre politik og den manglende lederskab i nogle regeringer og parlamenter i medlemsstaterne. Vores modstandere er egoisme, nationalisme og protektionisme, ikke mere Europa og ikke en stærk Kommission.

  Pervenche Berès (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen! Når De deltager i Det Europæiske Råd, beder jeg Dem om én ting, nemlig at forsvare Parlamentet, når det hævder, at den økonomiske og sociale situation i EU kræver, at det sociale spørgsmål får mere opmærksomhed, og at vi bringer vores økonomiske politikker i samklang med vores mål og vores velbegrundede strategi om klimabeskyttelse og energiuafhængighed. Forsvar det også, når det siger, at vi har behov for mere økonomisk samordning, hvis Lissabonstrategien skal lykkes, at vi har behov for bedre regulering af de finansielle markeder, hvis vi skal trodse følgerne af den amerikanske subprimekrise. Lad ikke medlemsstaterne påstå, at vi ikke har noget at skulle have sagt om de spørgsmål, for det er uantageligt i et moderne demokrati!

Hr. rådsformand! På foranledning af visse stats- og regeringschefer, der med rette er betænkelige ved situationen på de finansielle markeder, skal De undersøge, hvilke virkninger den får på EU's realøkonomi. Jeg opfordrer Dem til at gribe sagen energisk an og ikke lade Dem nøje med et par forslag, som kan virke besnærende og populære, men som ikke behandler det grundlæggende problem. Det grundlæggende problem er, at vi har et integreret finansmarked, at vi har en centralbank, som fører en pengepolitik i den samlede europæiske økonomis interesser, men at vi ikke har nogen europæisk finansmarkedskontrol, som kan magte udfordringerne og opgaverne.

  Monica Maria Iacob-Ridzi (PPE-DE). - (RO) Hr. formand! Årets første europæiske topmøde er traditionelt viet til økonomiske anliggender. Derfor satte det slovenske formandskab en vigtig debat om anden cyklus i Lissabonstrategien revideret for perioden 2008-2010 på dagsordenen for stats- og regeringschefernes møde.

Efter min opfattelse skal visse aspekter, der er særligt forbundet med Lissabonstrategiens andet mål, nemlig beskæftigelsesniveauet, være blandt de emner, som De skal drøfte i de kommende dage. Selv om der i Europa-Parlamentets beslutninger tilskyndes kraftigt til den europæiske arbejdskrafts mobilitet som et princip, er der mange hindringer for den i praksis.

De vilkårlige begrænsninger i adgangen for arbejdstagere fra de nye medlemsstater bidrager til nedsat mobilitet. Derfor skal Kommissionen ved udgangen af 2008 vurdere de foranstaltninger til begrænsning af arbejdskraftens mobilitet, som visse medlemsstater har indført over for Rumænien og Bulgarien.

Nye statistikker viser, at der ikke er nogen kraftig tendens til migration fra de to lande, og ingen af de stater, der gav rumænske og bulgarske arbejdstagere adgang, registrerede uligevægt på arbejdsmarkedet. Men i henhold til den gældende lovgivning kan medlemsstaterne fastholde disse begrænsninger, og det har de gjort over for de stater, der tiltrådte i 2004. Da hindringerne på arbejdsmarkedet ofte indføres som reaktion på visse aktuelle politiske krav, mener jeg, at en af de foranstaltninger, der kunne diskuteres, er en revision af overgangsperiodeordningen og navnlig 2+3+2-formlen.

En positiv foranstaltning ville være, at Europa-Parlamentet altid skulle udtale sig om, hvorvidt begrænsninger bør fortsætte eller ophøre, når der er gået to år siden en ny medlemsstats tiltrædelse. En sådan inddragelse af de europæiske institutioner ville begrænse den skønsmæssige og vilkårlige måde, hvorpå begrænsningerne af princippet om europæisk fri bevægelighed ofte anvendes.

  Mairead McGuinness (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! I morgen begynder forårstopmødet, og EU's ledere har meget at tale om, bl.a. uro på finansmarkederne, globalisering og demografiske ændringer. Hvad angår globalisering, må Rådet fortælle os, hvor den igangværende runde af verdenshandelsforhandlingerne fører os hen.

Der har været mange spekulationer og en del analyse af de seneste dokumenter, fordi de vedrører landbrug, men der har ikke været mange officielle udtalelser fra Kommissionen eller Rådet om dette afgørende spørgsmål. Kommissær Mandelson var her i går aftes, og jeg beklager, at vi ikke nåede spørgsmålene om WTO, for Parlamentet får ingen oplysninger direkte.

På den baggrund opfordrer jeg forårstopmødet og den irske premierminister, Bertie Ahern, til at rejse spørgsmålet på dette vigtige møde. Kommissær Mandelson sagde for en måned siden, at der snarere var sket tilbageskridt end fremskridt i forhandlingerne om ikkelandbrugssektoren. På landbrugsområdet mente han, at EU kunne leve med det, der var foreslået. Jeg er bange for, at det er et forkert synspunkt. Jeg har set en analyse, hvoraf det fremgår, at den fælles landbrugspolitik ville blive decimeret af den aftale, der er foreslået, og det er at gå for langt.

Jeg vil bare sige, at vi i Irland - tror vi da - skal stemme om Lissabontraktaten den 12. juni, så jeg kan informere Parlamentet om, at der allerede er meget debat, og der bliver mere. Jeg mener, at det er meget positivt, at folk engagerer sig i denne kampagne, og at det vil styrke de irske forbindelser med EU - hvilket vi bør glæde os over. Men eftersom der er mennesker, der foreslår protokoller, som endnu ikke er på deres websted - jeg kiggede på hr. Bondes websted, men kunne ikke finde protokollen - mener jeg, at det måske ville være hensigtsmæssigt, at Rådet udtalte sig om Laval-dommen. Folk slår om sig med den, og mange fejlfortolker den, men det ville være godt for os alle sammen at vide, hvordan Rådet ser på sagen. Faktisk er Lissabontraktaten, som jeg læser den, meget stærk, hvad angår den sociale dimension, og der er intet ønske om at udnytte arbejdstagerne eller behandle dem dårligt i EU eller andre steder. Derfor bør den irske befolkning stemme ja til denne vigtige traktat.

  Carlos Coelho (PPE-DE). - (PT) Hr. formand! Jeg vil indlede med at ønske det slovenske formandskab held og lykke og sige, at jeg er overbevist om, at det kommende Europæiske Råd bør sætte fokus på økonomiske og udviklingsmæssige anliggender. Kommissionsformand Barroso skal roses for at have prioriteret disse spørgsmål siden begyndelsen af sin embedsperiode. Det er de rette tiltag, der er gjort ved at revidere Lissabonstrategien, mindske bureaukratiet og tilføre nyt liv.

Til trods for uroen som følge af den internationale finansielle krise og stigende energipriser, navnlig på fossile brændstoffer, har udviklingen i den offentlige gæld og de offentlige underskud, den økonomiske vækst og jobskabelsen uomtvisteligt været positive faktorer. Vi må fortsætte i den retning og ikke bukke under for vanskelighederne. Vi må have en forbedret Lissabonstrategi rodfæstet i en pagt for vækst og beskæftigelse, som investerer i viden og innovation, som støtter bæredygtig udvikling, som omfatter en miljødagsorden, og som udnytter små og mellemstore virksomheders potentiale. Økonomisk vækst er ikke bare afgørende for at garantere en god levestandard for europæerne, men også for at opretholde de økonomiske og sociale samhørighedspolitikker, for det fælles engagement i det europæiske projekt er baseret på en solidaritetslogik.

Det er grunden til, at jeg også opfordrer Rådets formandskab til at minde medlemsstaterne om, at solidaritet er en nødvendig forudsætning for Unionens succes, og at ophøjelse af nationale egoer kun kan være negativt. Ud over økonomiske spørgsmål er der spørgsmål om mobilitet og sikkerhed. Derfor fejrede vi for to måneder siden den længe ventede udvidelse af Schengenområdet og ophævelsen af de indre grænser. Dette er nu et fælles område. Visumpolitikker, grænsekontrol, data- og informationsudveksling samt politisamarbejde og retligt samarbejde er redskaber til at sikre vores sikkerhed og frihed. Vi skal samarbejde og optræde samlet over for vores partnere i verden.

Jeg håber, at denne solidaritet vil blive styrket på Det Europæiske Råd, og at det vil stå klart for Tjekkiet, Estland, Letland og andre lande, at forhandlingen om visumpolitik med vores amerikanske partnere er et europæisk anliggende. Også på det punkt er Europas enhed en forudsætning for dets succes og troværdighed.

  Christopher Beazley (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! I fortsættelse af fru McGuinness' henvisning til ratificeringen af Lissabontraktaten i Irland kan jeg meddele, at der i Det Forenede Kongerige bliver gjort store fremskridt i begge parlamentets kamre, og det forventes, at Det Forenede Kongerige om kort tid ratificerer traktaten i god ro og orden. Jeg ønsker ikke at score point over for politiske modstandere, men det var en skuffelse for de medlemmer af det britiske Konservative parti, der støtter traktaten, at det britiske Liberale parti undlod at stemme. Jeg er imidlertid sikker på, at hr. Watson kan forklare hvorfor.

På dette forårstopmøde bliver der sandsynligvis talt om regeringsskiftet i Rusland for nylig. Det er meget vigtigt - og i stigende grad for Parlamentet - at EU har en fælles udenrigspolitik over for Den Russiske Føderation og en fælles holdning til nogle af forslagene, f.eks. om Nord Stream-rørledningen. Jeg vil ikke foregribe begivenhedernes gang, for Parlamentet har en debat om det russiske valg på torsdag. Men i det beslutningsforslag, som vi sandsynligvis vedtager, rejses der tvivl om behandlingen af valgobservatørerne og om, hvad der skete med de kandidater fra oppositionen, der blev nægtet at stille op til valget, og der opfordres til omgående løsladelse af ca. 50 demonstranter, som brutalt blev arresteret af personer fra det russiske indenrigsministerium.

Jeg håber, at Rådet vil tage dette meget alvorligt. Vi vil naturligvis lykønske præsident Medvedjev og premierminister Putin. Vi ønsker gode og harmoniske forbindelser, men dem får vi ikke, hvis Europa-Parlamentet og EU er splittet. Tyskere, nederlændere, briter og polakker - alle - skal have et fælles syn på vores forbindelser med Den Russiske Føderation og på, hvordan vi sikrer energiforsyningen. Vi behøver ikke at godkende Nord Stream, vi kan også godkende Amberrørledningen. Jeg afventer med stor interesse Rådets konklusioner, hvad angår EU's fælles udenrigspolitik og den fælles eksterne energipolitik, og navnlig hvad angår gode forbindelser med Den Russiske Føderation.

  Tunne Kelam (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg har tre bemærkninger. For det første er det afgørende, at der er fri udveksling af tjenesteydelser i samtlige medlemsstater. Jeg støtter hr. Hökmarks og hr. Harbours holdninger. For det andet skal små virksomheder støttes, så de kan udveksle og udnytte resultaterne af innovation: Loven om små virksomheder er helt klart nødvendig. For det tredje vil jeg, hvad angår Lissabonstrategien, anmode Dem om, hr. kommissionsformand Barroso, at minde Det Europæiske Råd om, at gennemførelsen af østersøstrategien, som De så venligt støttede, kunne blive et konkret bidrag til Lissabonstrategien og måske oven i købet en af dens succeshistorier.

  Jean-Pierre Audy (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen! Jeg vil gerne høre Deres syn på EU's monetære politik. De sagde, hr. rådsformand, at De skulle drøfte de finansielle markeders funktionsmåde. Det ville være ønskeligt, om stats- og regeringscheferne drøftede EU's monetære politik. Jeg vil gerne høre Deres mening, hr. kommissionsformand, om anvendelsen af traktatens artikel 105, som omhandler prisstabilitet, men som også omhandler hensynet til økonomisk vækst, hvis priserne er stabile. Synes De, at det europæiske centralbanksystem fungerer hensigtsmæssigt i dag?

  Zita Pleštinská (PPE-DE). - (SK) Hr. formand! På Europa-Parlamentets 50-års-jubilæum vil jeg indlede med at udtrykke et ønske om, at Parlamentet i fremtiden træffer mange kloge beslutninger på vegne af de europæiske borgere.

Som vi har hørt under debatten, og det er jeg enig i, kan vi forbedre den europæiske økonomis konkurrenceevne og skabe nye job, hvis vi forbedrer erhvervsklimaet. Når vi vedtager effektiv lovgivning på dette område, skal vi tage forslagene fra repræsentanterne for små og mellemstore virksomheder i betragtning og udnytte deres praktiske viden.

Det er grunden til, at jeg bifalder vedtagelsen af pakken om markedsføring af produkter. Den blev vedtaget af Europa-Parlamentet og det slovenske formandskab med Kommissionens effektive hjælp, navnlig kommissær Verheugen, som var personligt involveret.

Slovakiet forbereder sig på at indføre euroen. Det vil øge den slovakiske økonomis konkurrenceevne, og det vil være Slovakiets sidste skridt til at nå op på siden af de etablerede lande. Jeg tror, at Kommissionen og det slovenske formandskab vil træffe en beslutning i Slovakiets favør på grundlag af evalueringen af resultaterne af den slovakiske økonomi, som er i en fremragende forfatning, så vi som planlagt kan indføre euroen den 1. januar 2009.

  Georgs Andrejevs (ALDE). - (LV) Hr. formand! Jeg håber, at vi under Det Europæiske Råds 50-års-jubilæum ikke vil glemme et af EU's vigtigste sloganer - "sundhed i alle EU-politikker". Det er ikke nok, at vi bare nævner det i specifikke fora. Vi afgiver erklæringer, men vi gør meget lidt. Som statistikkerne viser, forværres sundhedssituationen i Europa. Stadig flere specialister forlader EU, morbiditeten som følge af mange sygdomme forværres, og den sundhedsprioritering, som det slovenske formandskab har givet tilsagn om - kræftbekæmpelse - bør i det mindste også støttes i Rådet.

  Erna Hennicot-Schoepges (PPE-DE). - (FR) Hr. formand! Rådsformanden nævnte ejendomsinvesteringsfonde i forbindelse med finanspolitikker. Kommissionsformanden nævnte ikke dette specifikke problem i forbindelse med boliger. Jeg vil gerne spørge Kommissionen, der jo har til hensigt at foreslå 2010 som europæisk år for bekæmpelse af udstødelse og fattigdom, om den påtænker at kæde boligproblematikken sammen med investeringsprojekter og finanspolitikker, navnlig private ejendomsfonde på de europæiske markeder.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Parlamentets afdeling for politik har bestilt en undersøgelse af de problemer, som klimaændringerne vil skabe for os. Skaderne i Europa skønnes at udgøre 24-194 milliarder euro. Jeg ville foreslå, at vi i henhold til Barcelonamålet tager 3 % af denne sum - altså 1-6 milliarder euro - og bruger dem på at kickstarte Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi inden for klimaændringer. Det skal have fokus på energieffektivitet, nærmere betegnet inden for områderne produktion og forbrug.

  Nina Škottová (PPE-DE). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Lissabonstrategien lader os ikke være den mindste smule i tvivl om, at kvaliteten af uddannelse, forskning og innovation er en forudsætning for økonomisk succes, og at der skal ydes støtte til at forbedre den kvalitet.

Syvende rammeprogram og Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi, som begge er afgørende for udvikling og forbedring af kvalitet, fokuserer overvejende på eksisterende såkaldte ekspertisecentre og tager deres potentiale i betragtning. Men de fleste ekspertisecentre befinder sig i de gamle EU-medlemsstater. Jeg vil gerne påpege, at de nye lande også har kvalitetsuddannelses- og -forskningsinstitutioner, herunder universiteter, som systematisk bør tilskyndes til at stræbe efter at opnå kvalitetsstemplet. Det vil føre til en udvidelse af EU's uddannelses- og forskningsgrundlag af høj kvalitet.

  Formanden. - Jeg beklager, at jeg ikke kan lade flere parlamentsmedlemmer tale, og jeg har ikke set nogen fra venstre side af salen anmode om at få ordet. De kan derfor ikke beskylde mig for ikke at have givet dem ordet. Man må i det mindste bede om at få ordet.

(Protest fra hr. Schulz)

Jeg ville blot slå det fast og tilføje, hr. Schulz, at PPE-DE-Gruppen ikke var alt for begejstret over indførelsen af catch the eye-proceduren, men det var først og fremmest medlemmer af PPE-DE-Gruppen, der anmodede om at få ordet. Lad nu formanden tale færdigt, det sikrer også en bedre balance.

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Hr. formand! Jeg takker alle medlemmer af Europa-Parlamentet, der deltog i denne meget interessante, meget dynamiske og meget værdifulde debat, som vil være nyttig i forbindelse med de sidste forberedelser til Det Europæiske Råd i morgen og i overmorgen.

Vi vil forsøge at tage flest mulige af de holdninger og forslag, der er fremført under denne debat, i betragtning. Jeg vil også forsøge at svare på i hvert fald nogle af spørgsmålene.

Jeg vil allerførst gentage, at Det Europæiske Råd i denne uge primært vil beskæftige sig med tre spørgsmål, nemlig indledning af den nye fase af Lissabonstrategien, pakken om energi- og klimapolitik og problemet med finansiel stabilitet. Det er de tre vigtigste emner.

Middelhavsunionen er ikke blandt de vigtigste emner. Jeg takker hr. Schulz for hans spørgsmål og vil gerne påpege, at der ikke er planlagt en indgående drøftelse af Middelhavsunionen på dette Europæiske Råd. Formandskabet vil dog efterkomme en medlemsstats ønske om, at der stilles et forslag om Middelhavsunionen, sandsynligvis under middagen for stats- og regeringscheferne torsdag aften, men vi har ikke planlagt nogen drøftelse af emnet.

Jeg vil nu tale om de vigtigste emner, selv om jeg først vil give udtryk for formandskabets holdning til en Middelhavsunion. Jeg vil minde Dem om de ord, som den slovenske premierminister og formand for Det Europæiske Råd, Janez Janša, udtalte her i salen den 16. januar: "Vi vil gerne se en styrkelse af institutioner og processer som Barcelonaprocessen og Euro-Med. Hvad vi ikke har brug for, er dobbeltstrukturer eller institutioner, som konkurrerer med EU-institutioner, som dækker en del af EU og en del af naboområdet samtidig. EU er en helhed, og kun som en helhed kan det være tilstrækkeligt effektivt til at skabe fred, stabilitet og fremskridt i naboområderne og længere borte." Det er formandskabets holdning, og jeg tror, at den vil blive taget i betragtning i fremtiden.

Nu lidt om de vigtigste emner. Først Lissabonstrategien: Der var flere, som mente, at der er behov for en ændring af Lissabonstrategiens struktur, mekanismer eller integrerede retningslinjer. Jeg vil imidlertid understrege, at både Det Europæiske Råd og Kommissionen er af den opfattelse, at Lissabonstrategien er effektiv. Rådet og Kommissionen er enige om, at Lissabonstrategien skaber resultater. De er enige om, at den virkelige økonomi i EU er i forholdsvis god stand sammenlignet med visse andre globale aktører.

Derfor mener vi, at Lissabonstrategiens mekanismer, eksisterende strukturer og retningslinjer bør fastholdes, og at der skal lægges vægt på dens gennemførelse. Det er rigtigt, at forholdene ændrer sig, og at vores foranstaltninger bør tilpasses i overensstemmelse hermed, men tilpasningerne kan ske ved at ændre den tekst, der ledsager retningslinjerne, og det er faktisk sket.

Jeg vil gerne sige lidt mere om den sociale dimension, som er en af Lissabonstrategiens vigtigste dimensioner. Det er Rådet meget opmærksom på, og jeg forventer sandelig, at det kommer til udtryk i konklusionerne fra Det Europæiske Råd. Det kan der ikke herske nogen tvivl om.

Det er blevet sagt, at Lissabontraktaten, hvis og når den bliver ratificeret, vil ændre balancen mellem den sociale dimension og andre dimensioner. Det mener jeg ikke er rigtigt. Den europæiske sociale model vil på ingen måde blive ødelagt af gennemførelsen af den nye Lissabontraktat - tværtimod.

Jeg takker fru McGuinness for oplysningerne om datoen for folkeafstemningen i Irland. Jeg ønsker dem held og lykke. Jeg håber, at de irske stemmeberettigede vil beslutte sig for at støtte EU.

Om det andet vigtige emne, klima- og energipakken, vil jeg sige følgende: Ja, hr. Watson, vi er godt klar over, at det ville være nyttigt for regeringerne - og ikke bare regeringerne, men måske også de europæiske institutioner og andre vigtige aktører - at foregå med et godt eksempel med hensyn til at opnå større energieffektivitet, nedsætte energiforbruget osv. Måske opnår vi en aftale, måske ikke. Men det ville være godt, for energieffektivitet er og vil vedblive med at være et vigtigt element i den klima- og energipakke, som Det Europæiske Råd skal drøfte.

Jeg vil gerne gentage, at vi har indledende tilsagn fra marts sidste år, da Tyskland havde formandskabet. Nu skal vi gennemføre dem. Vi har kvantitative mål, som vi skal nå gennem en fælles indsats. Vi må blive enige om, hvordan vi skal fordele den indsats. Jeg har allerede sagt, at det ikke vil være muligt at opnå enighed i morgen eller i overmorgen.

Men vi kan blive enige om nogle grundprincipper for fordeling af denne indsats blandt medlemsstaterne og om nogle tidsfrister. Jeg har sagt, at vi ønsker, at medlemsstaterne når til enighed inden årets udgang, og at den fælles beslutning med Europa-Parlamentet bliver vedtaget tidligst muligt i 2009.

Jeg vil sige lidt om finansiel stabilitet, som bliver det tredje vigtige emne på Det Europæiske Råd. Økofin har med henblik på dette Europæiske Råd udarbejdet en interimsrapport om situationen på de finansielle markeder, og jeg vil sige en ting til om den sag. Man får indtryk af, at de europæiske organisationer og institutioner ser passivt til, mens krisen raser på de finansielle markeder.

Jeg vil understrege, at de europæiske organisationer ikke ser passivt til, men handler. Under debatten om dette emne i går, som hr. Berès iværksatte, svarede kommissær Almunia ved at sige, at vi, før vi handler, må fastslå, hvilke foranstaltninger der virkelig er nødvendige, og hvilke der kan forvolde endnu mere skade.

Økofin vil derfor vedblive med at forsøge at løse dette problem. Efter dette Europæiske Råd, dvs. allerede i april, skal Økofin-Rådet holde et uformelt møde i Slovenien. Det centrale emne for det møde bliver problemet med finansiel stabilitet. Vi forventer, at Det Europæiske Råd fastlægger nogle konkrete retningslinjer om dette.

Til sidst vil jeg gentage, at jeg er overbevist om, at det allervigtigste i denne forbindelse er samarbejde og synergi, navnlig blandt EU's tre vigtigste institutioner, Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet. Det slovenske formandskab vil gøre sit yderste for at gøre den synergi så stærk som muligt.

Jeg kan oplyse, at rådformanden vil aflægge rapport til Parlamentet om Det Europæiske Råd i denne uge.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Ved disse drøftelsers afslutning tror jeg, man kan sige, at der virkelig er bred enighed i Europa-Parlamentet om at videreføre Lissabonstrategien og om, at den er en succes, og at vores indsats i forbindelse med strategien skal forstærkes, bl.a. med hensyn til gennemførelsen og især den praktiske gennemførelse af vores prioriteter i medlemsstaterne. Ganske vist er der lidt forskellige meninger om, hvad der skal lægges mest vægt på. Men jeg vil nu alligevel understrege den almindelige opbakning af Lissabonstrategien og Parlamentets klare konklusioner, som viser, at den virker, og at den er vores svar på globaliseringen.

Jeg vil fremhæve substansspørgsmålet og først og fremmest Europas indfaldsvinkel til globaliseringen. Sandheden er, at selv i en mere vanskelig økonomisk situation, som navnlig skyldes den finansielle ustabilitet, stiger Europas eksport, og Europa er stadig langt det vigtigste mål for udenlandske direkte investeringer. Europa har aktiver til at klare sig i en globaliseret verden. Det gælder altså om at holde kursen, og jeg vil gerne takke alle dem, bl.a. hr. Daul, hr. Watson og mange andre, som klart har støttet denne linje.

Det gælder i dag også om at beskytte det beskyttende Europa, og det understregede bl.a. hr. Désir. Det er vi enige om, det er et spørgsmål om hvordan. Vi mener, at vi kan beskytte Europa - ikke ved at lukke os inde - men tværtimod ved at tilskynde andre til samme åbning, som vi selv er i gang med. Det er det, det drejer sig om!

Europa kan som verdens førende handelsmagt med stigende eksport ikke gå ind for protektionisme. Det ville være i modstrid med vores egne interesser. Den bedste løsning er at få de andre til selv at åbne op - ikke kun for handel og adgang til deres markeder - men også for højere ambitioner i miljøspørgsmål og om sociale og arbejdsmarkedsmæssige rettigheder.

Indadtil kan vi naturligvis gøre mere på det sociale plan, og jeg skal ikke undlade at nævne, at Kommissionens meddelelse til Det Europæiske Råd handler om socialt engagement. Vi vil f.eks. støtte en social dagsorden baseret på adgang, solidaritet og muligheder.

Flere har henvist til Laval-sagen. Jeg vil gentage det, jeg har sagt adskillige gange, bl.a. i det svenske parlament, nemlig at Kommissionens fortolkning af Laval-sagen ikke, som en række personer har antydet, modstiller principperne om det indre marked og princippet om at forsvare arbejdstagernes rettigheder.

Tværtimod mener vi, at flexicuritrymodellen og i det hele taget det, der kaldes den skandinaviske model for arbejdsmarkedsforhold, er en fremskridtsvenlig model, som har givet glimrende resultater i Europa. Det er vores plan, vil vi gerne pointere, til imødegåelse af alle former for social dumping. Der kan ikke drages tvivl om Kommissionens holdning til dette spørgsmål.

Altså vil jeg gerne understrege dette aspekt, fordi det forekommer mig, at vi for enhver pris må undgå den fælde, hvor sociale forbedringer og Europas konkurrencedygtighed opstilles som modsætninger. Som flere påpegede, bl.a. hr. Crowley, har vi brug for et åbent Europa, et Europa med en åben økonomi og et åbent samfund, men samtidig et Europa, der fremmer social inklusion. Lad os ikke bukke under for den tendens!

Lad os heller ikke bukke under for tendensen til at opstille sociale forbedringer og miljø som modsætninger. Her vil jeg gerne understrege Kommissionens urokkelige beslutsomhed. Vi er fast besluttet på fortsat at opfylde de forpligtelser, Rådet godkendte enstemmigt i marts sidste år. Under det tyske - fru Merkels - formandskab blev der enstemmigt vedtaget nogle målsætninger. Jeg kan forsikre Dem om, at Kommissionen i næste fase vil være endnu mere fast besluttet på at opbygge en ægte europæisk energipolitik og bekæmpe klimaændringen.

Selv om der har været nogle ændringer i den seneste udvikling, beviser det blot, hvor meget det haster, og hvor fast besluttet vi er. Her vil jeg gerne fremhæve det, bl.a. hr. Turmes og fru Harms nævnte, nemlig at sociale forbedringer og miljø ikke må opstilles som modsætninger. Energiproblemet eller de energiintensive industrier fortjener et særskilt svar.

Vi ønsker en konkurrencedygtig industri i Europa. Vores plan er slet ikke at afindustrialisere Europa, tværtimod. Det, vi ønsker, er en grønnere industri, en industri, der forsøger at finde nye veje, som er i overensstemmelse med vores mål om klimabeskyttelse. Det ville være en alvorlig fejl at opstille den europæiske industris konkurrencedygtighed og klimabeskyttelse som modsætninger. Derfor går vi i vores forslag - og Kommissionen har gjort det helt klart - ind for specifikke garantier til energiintensive industrier. Vi ønsker ikke, at vores energier flyttes ud til andre dele af verden.

Spørgsmålet er, hvad der er vores hovedmålsætning lige nu. Vores mål er at komme frem til en global aftale om bekæmpelse af klimaændringen og møde op i København med nogle forslag, som kan få de andre til at reagere. Men hvis den globale aftale ikke kommer i stand, er vi parat til at træffe nogle beskyttelsesforanstaltninger - lad os ikke skræmme af ordet - af hensyn til de energiintensive industrier i Europa.

Derfor drejer det sig i sidste ende om at holde kursen. Jeg vi gerne takke alle dem, bl.a. hr. Ferber, hr. Karas og mange andre, som understregede nødvendigheden af at holde kursen. Lissabonstrategien tager højde for forskellige årstider. Det farligste ville være at vende om nu, hvor vi befinder os i en ny global økonomisk situation.

Tværtimod må vi holde kursen mod økonomiske reformer i Europa, men disse reformer skal fremme et åbent Europa, et Europa med mere social inklusion, et Europa med større beslutsomhed i miljøanliggender. Vi kan ikke se nogen modsætning mellem disse mål. Vi mener, at vi nu bør koncentrere os om at gennemføre denne strategi. Den har været god og vil blive ved med at være god for Europas økonomiske, sociale og miljømæssige udvikling.

  Formanden. - Hvis jeg må fortolke det, som kommissionsformanden sagde. Det var ikke hr. Ferber, der talte, men hr. Langen.

  Martin Schulz (PSE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne gøre brug af en bestemmelse i forretningsordenen og komme med en personlig erklæring, som vedrører flere udtalelser fra parlamentsmedlemmer fra andre grupper om min tale, der var møntet på kommissionsformanden. Jeg ønsker ikke at gentage debatten her, for jeg synes, det står klart, at der er både enighed og divergenser.

End ikke kommissionsformandens afsluttende bemærkning kan skjule, at der er forbundet et bestemt politisk budskab med hans fastholdelse af Lissabonstrategien og de uændrede retningslinjer for Lissabonstrategien. Hans budskab er, at der på ingen måde er behov for at ændre retningslinjerne. Vores budskab er, at de skal ændres for at forbedre den sociale inklusion i Europa. Det er forskellen!

(Bifald)

Men to ting er uacceptable, og det vil jeg gerne gøre helt klart. Hvis hr. Watson og især hr. Karas forsøger at vække det indtryk i Parlamentet, at den mindste kritiske bemærkning rettet mod Kommissionen skulle være helligbrøde, fordi det splitter de europæiske institutioner, så står vi af. Det er Parlamentets opgave at fortælle Kommissionen, hvilken retning den skal gå.

(Bifald)

Og det er min pligt som gruppeformand at præcisere, at vi kan se en social ubalance i Europa. Hvis De mener noget andet, så er det Deres sag. Men det er ikke kritik af Kommissionen at sige, at vi gerne vil ændre dens retningslinjer. At gøre denne kritik til en uenighed mellem institutionerne, tjener kun et formål, et politisk-ideologisk formål.

Jeg advarer Dem. Hvis De ønsker at drive Kommissionen over i De Liberales og PPE-DE-Gruppens hjørne, hvis De vækker det indtryk, at det er en Liberal/PPE-DE-Kommission, så begår De en fejl, fordi De ideologiserer Kommissionen. Det ønsker vi ikke, vi holder fast ved vores politik om at samarbejde med Kommissionen. De skubber hr. Barroso mod højre, ikke vi!

(Tumult og bifald)

Men vi ønsker en socialt retfærdig politik. Det slår vi til lyd for her, og vi ønsker ikke at indgå i en institutionel debat, når vi fører en politisk debat!

(Bifald)

  Joseph Daul (PPE-DE). - (FR) Hr. formand! Jeg vil fatte mig i korthed. Hvis vi vil imødekomme det, vores kolleger har givet udtryk for hele formiddagen, må jeg som gruppeformand henvise til, at det indføjes i forretningsordenen. Man kan vige uden om eller køre ud på et sidespor. Hvis vi vil starte forfra med debatten, så gør vi det. Jeg vil blot sige, hr. Schulz, at vores gruppe og jeg går lige så meget ind for sociale forbedringer som De, og vi er alle …

(Bifald)

Jeg ville sige, at man kan lave sociale forbedringer, når samfundsøkonomien har tjent penge. Vi vil ikke som socialdemokraterne bruge penge, der ikke er tjent.

(Bifald fra højre)

  Graham Watson (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg skal fatte mig i korthed, men eftersom hr. Schulz nævnte mit navn, vil jeg i det mindste sige følgende: Hr. Schulz, det var på ingen måde min hensigt at angribe Dem personligt med det, jeg sagde, men jeg mener, at dette er en alvorlig debat om, hvordan der skabes konkurrencedygtige økonomier, og hvordan man fremmer konkurrencedygtige økonomier, som er i overensstemmelse med social samhørighed og miljømæssig stabilitet. Jeg mener ikke, at de økonomier skabes ved at hævde, at markedet ikke fungerer, fordi det ikke producerer de varer, vi ønsker. Jeg mener, som kommissionsformanden også har sagt i formiddag, at den globale økonomi på det seneste har vist, at markedet kan producere de varer, og jeg mener, at det er noget, som vi kan samles om og bestemt også drage fordel af.

  Formanden. - Mine damer og herrer! Forretningsordenen åbner kun mulighed for parlamentsmedlemmer til at reagere igen, hvis de har været genstand for personlige bemærkninger. De andre parlamentsmedlemmer, som har bedt om ordet, har ikke været genstand for personlige bemærkninger.

Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Roberta Alma Anastase (PPE-DE), skriftlig. - (RO) Beslutningen om at vie det kommende Europæiske Råd til Lissabonstrategien er velkommen og nødvendig. Jeg mener, at drøftelsen i marts bør dreje sig om vurdering af de konkrete resultater, der er opnået hidtil, og om de tilpasninger, der skal foretages for at gøre strategien til en virkelig succes.

To vigtige elementer skal tages i betragtning for at sikre vedvarende økonomisk udvikling forbundet med velstandsfremgang i EU. Dels skal EU fortsætte sin politik for konsolidering af uddannelses-, erhvervsuddannelses- og innovationssystemet, og 2009, som er udnævnt til året for innovation, skal udnyttes fuldt ud til det formål. Dels er det nødvendigt at udvikle den europæiske politik for migration og integration af migranter som en økonomisk vækstfaktor.

Samtidig vil EU ikke være virkelig stabilt og velstående, medmindre det effektivt og beslutsomt fremmer disse mål eksternt i områderne omkring Europa, navnlig i Sortehavsområdet. På den baggrund mener jeg, at Det Europæiske Råd skal behandle spørgsmålet om energisikkerhed og vellykket gennemførelse af Nabuccoprojektet, samtidig med at det tager højde for den foruroligende situation i nogle af nabolandene efter de seneste valg i området.

  Alexandra Dobolyi (PSE), skriftlig. - (HU) Det Europæiske Råd vil på det kommende forårstopmøde lancere den næste treårige cyklus i Lissabonstrategien. Der vil blive lagt vægt på klimaændringer, udfordringerne i forbindelse med energi og stabilitet på de finansielle markeder.

Hvis Europa fortsat skal have succes i den globaliserede verden, kræves det, at vi håndterer alle tre spørgsmål effektivt. Det er afgørende at formulere en fælles EU-holdning hurtigst muligt.

Vi har anerkendt de fremskridt, der er sket med gennemførelsen af Lissabonstrategien siden foråret 2006, og vi støtter de fortsatte bestræbelser på at vedtage direktiver om spørgsmål vedrørende den overordnede økonomi og på at sikre, at de gælder for samtlige medlemsstater, hvilket er endnu vigtigere.

Det bliver stadig mere påtrængende at opnå en aftale om klima- og energispørgsmål. Vi må finde en effektiv løsning på Europas energiafhængighed og samtidig sikre, at europæiske produkter fortsat er konkurrencedygtige.

Vi har set en stigning i antallet af statsejede investeringsfonde, og vi må sørge for, at deres aktiviteter foregår gennemsigtigt og pålideligt. Der skal indføres effektiv lovgivning om driften af disse fonde.

Det er på tide, at Rådet behandler dette spørgsmål, og vi må hurtigst muligt udvikle en fælles europæisk holdning for at fjerne alle de usikkerheder, der for øjeblikket omgiver dette spørgsmål.

Endvidere er det vigtigt, at Det Europæiske Råd på forårstopmødet iværksætter alle mulige og påkrævede foranstaltninger for at styrke tilsynsrammerne med henblik på at sikre stabilitet på de finansielle markeder.

Krisen, som kunne berøre de europæiske borgere, er endnu ikke overstået, det værste er måske stadig i vente. Hvis der var et motto for dette Europæiske Råd, måtte det være "der er ingen tid at spilde".

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) I erklæringerne over for Parlamentet i dag som optakt til Det Europæiske Råds forårstopmøde hørte vi igen de samme taler fra EU's vigtigste ansvarspersoner.

De insisterede endnu en gang på Lissabonstrategiens stadig mere neoliberale linje, som omfatter fleksibilitet i arbejdsforhold eller med andre ord flere angreb på arbejdernes rettigheder og mere usikkert og dårligt betalt arbejde, mens koncernernes og den finansielle sektors fortjenester stiger støt. De insisterede på liberalisering og privatisering af strukturelle sektorer og offentlige tjenesteydelser og var tilsyneladende ligeglade med følgerne af denne politik for millioner af mennesker med lave indkomster.

De ønsker stadig ikke at ændre den fattigdomstilstand, der rammer næsten 78 millioner mennesker, hvoraf 25 millioner er lavtlønnede arbejdere. De tillader stadig en ungdomsarbejdsløshed, som er dobbelt så høj som arbejdsløsheden i almindelighed, og som rammer mange unge mennesker med højere uddannelse, der ikke kan finde arbejde og slet ikke arbejde, der er relevant for deres uddannelse.

De ønsker ikke at ændre deres politikker for at forhindre deres følger for EU, navnlig for de svagere økonomier, og for at undgå en forværring af den sociale situation. Derfor er det vigtigt, at vi insisterer på, at Lissabonstrategien erstattes af en "europæisk strategi for solidaritet og bæredygtig udvikling".

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Det er afgørende, at Rådet følger op på de tilsagn, der er givet om klima- og energipolitik. Udfordringen bliver naturligvis at følge ordene op med konkret målopfyldelse. Skotland har meget at bidrage med, hvad angår vedvarende energikilder, herunder bølge-, tidevands-, offshorevind- og endog solenergi. Den nye skotske regering arbejder helt ud til grænserne for de beføjelser, den har fået, i forsøget på at maksimere potentialet for Skotland og tilskynde til, at vores overskudselektricitet kan kobles til europæiske net. Skotland ville have meget bedre mulighed for at bidrage til Europas målsætninger om klimaændringer, hvis vi var fulde medlemmer af EU som en uafhængig medlemsstat. En uafhængig skotsk regering ville være en konstruktiv aktør i EU, som naturligvis var opsat på at varetage Skotlands interesser, men som også var villig til at samarbejde med partnere i Europa til gavn for begge parter.

  Magda Kósáné Kovács (PSE), skriftlig. - (HU) Forud for debatten i dag har der i de senere dage været ophedede diskussioner. Det gamle, udrangerede liberale slogan "lad markedet fungere, så løser det alle problemer" synes genoplivet. Jeg er imidlertid tilfreds med at tilhøre en politisk familie, der har udtalt sig meget klart til fordel for Europas sociale værdier og har mindet os om, at beskyttelse af menneskelig værdighed er en pligt, der knytter EU's 27 medlemsstater sammen.

Kommissionen og Rådet har pligt til at sikre, at de nye udfordringer og stigende risici, som Europa står over for, har den virkning, at de styrker solidariteten. Europas beslutningstagere og dets Parlament af valgte repræsentanter må imidlertid samarbejde om at forhindre fattigdomsrivalisering og om at forhindre økonomien og markedskonkurrencen i at tromle de svage ned. Det gælder børn, indvandrere, ældre mennesker og familier. De må sammen acceptere, at de ikke bare er ansvarlige for dem, der tjener penge ved at arbejde, men også for dem, der er blevet skubbet ud til samfundets kant.

Europas nye sociale ansigt, som opstod under Lissabonprocessen, vælger ikke mellem økonomiske eller markedsorienterede værdier og menneskeskæbner. I dette Europa er målet ikke blot at forbedre antallet og kvaliteten af job i almindelighed, for aktiviteter, der opretholder menneskeliv og er bæredygtige i det lange løb, er i lige så høj grad et krav, der skal opfattes som en fælles værdi. I overensstemmelse hermed yder sociale velfærdssystemer bistand i overgangsperioder. Hvis disse værdier virkelig fremmer et ønske om at mobilisere til aktion, kunne valget i 2009 føre til EU-institutioner, der er endnu bedre integrerede og er mere menneskelige end tidligere.

  Esko Seppänen (GUE/NGL), skriftlig. - (FI) EU er fuldt af store ord. I formiddag er de igen blevet brugt til at tale om Lissabonstrategien. Sandheden er, at der er sket små fremskridt, og at det fastsatte mål ikke er nået. Formandskabets udtrykte ønske om at udvide strategien for at inddrage den sociale dimension er sandsynligvis bare EU-valgpropaganda, for det nævnes ikke, hvordan det skal ske, og derfor er der intet, der tyder på, at det er noget som helst andet. Formandskabet burde også have sat fokus på de små opgaver. En af dem ville have været at give medlemsstaterne en konsolideret udgave af Lissabontraktaten. At det slovenske parlament ratificerede traktaten uden at have en konsolideret udgave, er ikke noget eksempel til efterfølgelse for demokratiske lande.

  Bernard Wojciechowski (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Dagsordenen for EU-topmødet synes at få os til at fryse. Den globale opvarmning udløser en farlig strid om energiressourcer. I Solana/Ferrero-Waldner-rapporten påpeges Kremls forsøg på at få fingre i Arktis. Efterhånden som isen smelter, "bliver kapløbet om ressourcerne yderligere intensiveret". Set i et geostrategisk perspektiv vil et Arktis under optøning åbne nye handelsruter for alle, også for russere.

I mellemtiden brød EU isen i Kosovo. Den lokale opvarmning nåede loftet. Serbien mistede en del af sit territorium. Islam har taget endnu et skridt fremad. Det er utroligt, at EU har sendt sine soldater ud og kæmpe mod radikal islam i Irak og Afghanistan, samtidig med at det dækker angribernes civilisation i Europa. Montenegros ærkebiskop beklager, at USA har optrådt som Akab i Det Gamle Testamente, Storbritannien glemte sin kamp for Falklandsøerne, nu vover det at true et kristent lands skæbne, mens Tyskland ikke synes at huske 1914, 1941 og Kragujevac længere. Tilsyneladende har ærkebiskoppen glemt, at den tyske sjæl snarere omfatter Hegel, Feuerbach og Nietzsche end Goethe og Schiller. Men ærkebiskoppen husker, at den italienske Mussolini havde indlemmet Kosovo i det fascistiske Albanien.

  Formanden. - Formandskonferencen har bedt mig om at afgive en erklæring om gidslernes situation i Colombia før afstemningerne. Jeg håber, at det forener os i ro og besindelse.

I forbindelse med 6-års-dagen for Íngrid Betancourts bortførelse den 23. februar rettede verdenssamfundet og Parlamentet på ny øjnene mod den menneskelige tragedie, som mange af de 700 gidsler, der er bortført af FARC i Colombia, har været udsat for gennem flere år under umenneskelige vilkår. Det er endnu en anledning til at kræve dem frigivet øjeblikkeligt af humanitære grunde.

(Bifald)

Da helbredstilstanden hos mange af de bortførte gidsler, herunder fru Betancourt selv, giver stor anledning til bekymring, kræver vi deres øjeblikkelige frigivelse og udsendelse af en international medicinsk mission, så gidslerne kan få hurtig lægehjælp. Vi bifalder præsident Uribes bestræbelser på at søge en dialog for at opnå en humanitær aftale. Vi giver udtryk for vores solidaritet med ofrene, de bortførte og deres familier.

(Stående bifald)

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er afstemningstiden.

(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)

Før afstemningen om punkt 41

  Csaba Sándor Tabajdi, ordfører. - (EN) Hr. formand! Vi blev enige om at ændre punkt 41 og ikke foreslå et specifikt EU-direktiv om biogas, men integrere det i forslaget til direktiv om vedvarende energikilder.

Teksten lyder som følger: "går ind for, at fremme af biogas fuldt ud inddrages i rammerne for forslaget til et direktiv om fremme af anvendelsen af vedvarende energikilder med særlig vægt på følgende elementer:". Og vi blev enige om at lade litra a) udgå.

(Parlamentet gav sin tilslutning til fremsættelse af det mundtlige ændringsforslag)

Mundtlige stemmeforklaringer

Betænkning af Elisabeth Jeggle (A6-0046/2008)

  Ryszard Czarnecki (UEN). - (PL) Hr. formand! Vilkårene har ikke gjort det nemmere at tale.

Jeg vil gerne forholde mig til afstemningen om forøgelse af mælkekvoterne med 2 % fra allerede næste måned. Jeg synes, at denne parlamentsbeslutning vil bidrage til at udvikle landbruget, især i de lande, hvor kvoterne hidtil desværre har været for lave, hvilket også gælder for mit land.

Jeg vil gerne benytte mig af lejligheden til at informere om, at jeg i går i forbindelse med afstemningen om Det Europæiske Teknologiske Institut ønskede at stemme for vedtagelsen af betænkningen, og ikke som jeg kom til at gøre ved en fejl.

  Bernard Wojciechowski (IND/DEM). - (PL) Hr. formand! Ændringsforslagene i forslaget til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1234/2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen), hvad angår de nationale mælkekvoter, synes at være helt berettigede. Initiativet med forøgelsen af de hidtidige mælkekvoter med 2 % skal især roses.

Polen, som jeg her repræsenterer, er den fjerdestørste mælkeproducent i EU og fremstiller årligt 12 milliarder liter. I denne sammenhæng er det nævnte ændringsforslag særlig vigtigt for landmænd og mælkeforarbejdende virksomheder i mit land.

Jeg vil også gerne slå fast, at jeg er enig med synspunktet udtrykt i ændringsforslag 13 om, at mælkeproduktion især er vigtig for regioner med en svagt udviklet landbrugsinfrastruktur, hvorved det ikke er muligt at dyrke planter eller avle dyr i et større omfang.

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Hr. formand! Vi har i den senere tid konstateret en stadig stigende markedsefterspørgsel efter mælk. En sådan situation begrænser konkurrenceevnen og fører til prisstigninger.

I Litauen er indkøbsprisen på mælk steget med 40 % i 2007. De nationale mælkekvoter bør forhøjes, for at der kan opnås lavere mælkepriser på det indre marked og for at give mulighed for at eksportere mere mælk til tredjelande. I 2006-2007 udnyttede ni medlemsstater deres tildelte nationale mælkekvoter. Disse lande og de øvrige medlemsstater bør have tilladelse til at producere mere mælk for at øge EU's mælkeforsyning.

I Litauen er de nationale mælkekvoter for 2006/07 næsten udnyttet. Mælkeproduktionen stiger stadig. Jeg bifalder Kommissionens beslutning om at forhøje de nationale mælkekvoter med 2 % fra den 1. april 2008. Men med henblik på fremtiden vil jeg opfordre Kommissionen til at undersøge mulighederne for at forhøje de nationale mælkekvoter med 5 % og gradvist nedsætte bøderne for overproduktion.

  Milan Horáček (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Ligesom De Grønne stemte jeg imod betænkningen om nationale mælkekvoter. Jeg afviser kvoteforhøjelsen på 2 %, da sådanne foranstaltninger medfører, at mælkepriserne bliver udhulet og truer landbrugerne på deres levebrød.

Jeg går ind for en mængdestyring af mælkeproduktionen efter 2015, da kvægavl i bjergområder og dårligt stillede regioner, hvor malkekvæghold bidrager til landskabsplejen, ellers vil blive bragt i fare. En liberalisering ville medføre, at mælkeproduktionen bliver koncentreret omkring få regioner og intensive bedrifter. Taberne er de små producenter, som ikke længere kan dække deres produktionsomkostninger på grund af de lave priser.

  Albert Deß (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne afgive en stemmeforklaring til Jeggle-betænkningen. Jeg har stemt imod betænkningen, fordi jeg ligesom mine bayerske CSU-kolleger er imod, at mælkekvoten sættes op. Vi har allerede nu en situation, hvor mælkepriserne falder drastisk.

For visse produkters vedkommende har prisfaldet til dels været på over 30 %. Vores mælkeproducenter har i årevis haft for ringe indtjening, og nu har de i et halvt år haft nogenlunde anstændige mælkepriser. Hvis kvoten sættes op, betyder det, at mælkepriserne kommer under pres, og at vores mælkeproducenter igen må regne med at blive underbetalt for deres arbejde.

I Bayern har vi 48.000 bedrifter, hvor 90.000 mennesker arbejder med malkekvæg, og yderligere 50.000 arbejdspladser i underleverandør- og bearbejdningssektoren, hvilket tilsammen giver 140.000 arbejdspladser. Jeg har ingen forståelse for, at kvoten forhøjes i denne vigtige sektor, fordi det er til stor ulempe for de berørte landmænd. Jeg ville have været indforstået, hvis det var sket i tiltrædelseslandene, fordi mængden her faktisk er for lille.

  Syed Kamall (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Da jeg trådte ind i salen i dag, hørte jeg kommissionsformanden tale om nødvendigheden af at forbedre EU's konkurrenceevne. Men her taler vi om mælkekvoter, et ord, der får EU til at lyde som "EUSSR".

Det er blevet sagt, at kvoter holder priserne oppe, så landbrugerne kan overleve. Men hvad er prisen? Kvoterne har samtidig ført til, at EU's andel i verdens mejerimarked falder. Hvorfor? Fordi kvoter faktisk forhindrer effektive landbrugere i at udvide, mens kvoterne andre steder ikke udnyttes.

Kvoter garanterer ganske vist produktion, men til for store omkostninger for forbrugerne, for store omkostninger for effektive landbrugere og for store omkostninger for EU's økonomier. Det er på tide at afskaffe kvoterne og stole på det frie marked.

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Jeg er for denne betænkning, hvori der foreslås en kvotestigning på kun 2 % for 2008-2009, eftersom det var nødvendigt for at kunne indgå et kompromis. Jeg har foreslået 4 %, da jeg synes, at vi med denne stigning kan undersøge, hvordan markedet kan bevares, og på denne måde vil vi kunne drage nogle konklusioner, som kan anvendes til at beslutte, om vi eventuelt skal gå bort fra eller holde fast ved kvotesystemet på det nuværende niveau eller et ændret niveau. Jeg taler her om at ændre kvoterne efter 31. marts 2015.

En større kvotestigning er især vigtig i mit land, i Polen, hvor produktionskvoterne pr. indbygger er meget lavere end i de gamle medlemslande. I Polen har vi også et meget lavt forbrug af mælkeprodukter. Vi bør kunne dække et større forbrug med vores egen produktion, for vi har gode betingelser for denne produktion, men landmændene har modtaget lave produktionsgrænser. Disse oplysninger taler for, at det er nødvendigt at hæve mælkekvoterne i fremtiden.

Betænkning af Lutz Goepel (A6-0047/2008)

  Michl Ebner (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg har stemt for Goepel-betænkningen af fuld overbevisning. Ordførerens arbejde har været omfattende og meget positivt. Vi har naturligvis ikke kunnet integrere alt det, vi ønskede, men især i bjergområderne er der blevet skabt forudsætninger for, at de pågældende undtagelsesbestemmelser kan inkorporeres. Denne situation kan ikke sammenlignes med andre og kræver derfor også en særlig beskyttelse, en særlig hensyntagen og en særlig støtte.

I den forbindelse vil jeg kort henvise til Albertini-betænkningen i går. Af afstemningslisten fremgår det, at jeg har stemt imod ændringsforslag 5. Egentlig var det min intention at stemme for forslaget, fordi jeg igennem flere valgperioder har prioriteret konventionen til beskyttelse af Alperne og Kommissionens vedtagelse af trafikprotokollen højt.

  Jan Březina (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! Jeg støttede hr. Goepels betænkning om den fælles landbrugspolitik, fordi jeg mener, at den er et langt bedre dokument end Kommissionens aktuelle forslag.

Jeg værdsætter den langt mere realistiske og retfærdige metode til fastsættelse af raten for degression af direkte betalinger, selv om jeg i princippet er imod at opfinde kunstige kriterier for virksomhedernes størrelse i processen med nedsættelse af de direkte betalinger, fordi sådan en politik især vil bringe store landbrug i de nye medlemsstater i en ufordelagtig situation.

Det er ikke retfærdigt at nedsætte de direkte betalinger til store landbrug mere end til andre landbrug. Forestillingen om, at disse store landbrug er i hænderne på en ejer, som modtager store støttebeløb, er forkert. Tværtimod er deres ejerskabsstruktur ofte spredt. I de fleste tilfælde er der tale om kooperativer, som består af et stort antal medlemmer, der er husmænd. Det er netop dem, der er slutmodtagerne af direkte betalinger, og de vil blive hårdest ramt.

Jeg vil også advare imod den meget omdiskuterede graduering, dvs. overførsel af midler fra søjlen for direkte betalinger til søjlen for udvikling af landdistrikter. Den vil holde midlerne i det nationale budget, men resultatet vil være, at landbrugene bliver forskelsbehandlet direkte af medlemsstaten.

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! EU's rolle er at skabe lovgivning og forme løsninger, der for det første kan sikre landbrugenes stabilitet og udvikling og for det andet sikre et passende indtægtsniveau for landmændene, som er sammenlignelig med indtægtsniveauet i andre erhverv. De skal for det tredje garantere samfundets fødevaresikkerhed samt for det fjerde sikre, at lavtlønnede personer generelt har adgang til fødevarerne.

Efter min opfattelse går hr. Goepels betænkning netop i denne retning. Vi skal dog tage hensyn til, at landmænd beskæftiger sig med en særlig aktivitet - produktion under åben himmel, en produktion, der afhænger af de klimatiske forhold - og det er ikke muligt at øge produktionen fra den ene dag til den anden ved f.eks. at indføre skifteholdsarbejde. Landbrugsprodukter er en vigtig del af handelen, og derfor indvirker betingelserne, reglerne for handel på det globale marked markant på det europæiske landbrug (jeg tænker her på WTO-forhandlingerne).

Landbrug er ikke blot en produktion, men også bevarelse af landskabet, en indvirkning på miljøet. Alt dette viser kompleksiteten af spørgsmålene og behovet for at indføre passende støtteinstrumenter inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik.

  Christopher Heaton-Harris (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne afgive stemmeforklaring, fordi jeg altid konsekvent har været imod den fælles landbrugspolitik. Den første politiske tale, jeg nogensinde holdt, drejede sig om det. Men selv jeg må indrømme, at der i løbet af denne sidste periode for den fælles landbrugspolitik er sket nogle mindre forbedringer.

Jeg er bekymret over mange dele af denne betænkning - afvisningen af nedskæringen af det samlede budget for første søjle for perioden frem til 2013 - og på et møde for nylig med landbrugere i landsbyen Pitsford i min valgkreds forstod selv de mindste landbrugere de globale problemer, som den fælles landbrugspolitik, vi har i Europa, skaber for fattigere landbrugere i udviklingslande, hvis varer ikke kan konkurrere med vores støttede varer. Så jeg stemte, omend modvilligt, for.

  Albert Deß (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Af den årsag, som jeg netop har nævnt i forbindelse med Jeggle-betænkningen, har CSU-kollegerne og jeg stemt imod Goepel-betænkningen. Både Elisabeth Jeggle og Lutz Goepel har afleveret fremragende betænkninger, og når det gælder Goepel-betænkningen, ville vi med sikkerhed kunne være enige på 98 % af punkterne.

Men det afgørende spørgsmål er også her: I betænkningen står der, at mælkekvoten på frivillig basis skal forhøjes med 2 %. Det kan jeg ikke stemme for. Og jeg må på det kraftigste bestride, at mælkeprodukterne er for dyre, som det er blevet anført. Jeg har her en statistik, ifølge hvilken en tysk industriarbejder i 1970 måtte arbejde 22 minutter for at kunne købe 250 g smør. I dag behøver han kun at arbejde fire minutter. For en liter mælk måtte han dengang arbejde ni minutter, i dag kun tre. Fødevarer er billige, og en kvoteforhøjelse indebærer en risiko for, at mælkepriserne igen falder.

  Syed Kamall (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Som en opfølgning på den sidste stemmeforklaring nævnte taleren, hvor meget mindre arbejdstagerne skal arbejde for at have råd til ting som smør, mælk og andre landbrugsprodukter. Jeg ved, at mange af mine vælgere bifalder det, navnlig folk med lave indkomster, for det hjælper dem, hvis de bruger færre penge på fødevarer.

Men kommissionsformanden talte om nødvendigheden af et konkurrencedygtigt Europa, da jeg trådte ind i salen i dag. Hvordan kan vi egentlig opnå det, så længe vi har en fælles landbrugspolitik? Hvordan skal vi blive en konkurrencedygtig økonomi, hvis vi vedbliver med at bruge over 40 % af EU's budget på landbrug - en sektor, der tegner sig for mindre end 5 % af indkomsten?

Hvordan kan vi vedblive med at give statsstøtte til udviklingslande med den ene hånd, mens vi med den anden hånd lægger hindringer i vejen for landbrugere i udviklingslande gennem vores subsidier og importafgifter?

Hvordan kan vi vedblive med at føre forhandlinger i WTO, når vi ikke vil give os tilstrækkeligt på grund af den fælles landbrugspolitik?

Det er på tide at afskaffe subsidier, det er på tide at afskaffe afgifter, det er på tide at afskaffe den fælles landbrugspolitik.

  Edward McMillan-Scott (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg stemte for Goepel-betænkningen, ikke fordi jeg støtter den fælles landbrugspolitik, men fordi jeg støtter reformen af den, navnlig vægten på bjerglandbrug. Jeg nedstammer fra mange generationer af fåreavlere og repræsenterer nu Yorkshire and the Humber i Parlamentet, og jeg har sat fokus på vores bjerglandbrugeres problemer i de senere måneder.

For blot nogle få dage siden, den 28. februar, kunne man i Yorkshire Post læse overskriften "Bjerglandbrugere er tvunget til at opfinde overlevelsesstrategier". Endvidere stod der: "Mange små bjerg- og hedelandbrugere giver efter for presset som følge af tilskudsændringer, bureaukratiske omkostninger og lave priser forårsaget af konkurrence fra andre lande. De transportrestriktioner, der blev indført som reaktion på mund- og klovsygeforskrækkelsen i efteråret og forekomsten af sygdommen bluetongue, skaber yderligere pres."

I går holdt jeg møde med kommissær Fischer Boel. Jeg forklarede hende, at det var nødvendigt at opfordre den britiske regering, for så vidt der ydes støtte til bjerglandbrugere i England, til at forhøje støtten, fordi den er næstlavest i EU. Det er en skandale.

  Seán Ó Neachtain (UEN). - (GA) Hr. formand! Om sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik vil jeg sige, at jeg er imod bestemmelsen om betalinger, der tages fra landbrugerne med henblik på at forhøje ordninger inden for udvikling af landdistrikter og miljøudvikling fra 5 % til 13 %. Det er efter min opfattelse forkert. Jeg mener, at den beslutning bør træffes af de enkelte medlemsstater.

Vi diskuterer fødevareproduktion. Vi diskuterer fødevaresikkerhed i Europa. Det er grunden til, at den fælles landbrugspolitik er så vigtig for os. Der hersker ingen tvivl om, at Europas befolkning ikke forstår, hvor vigtig den er. Jeg er meget utilfreds med verdenshandelsforhandlingerne, som truer den europæiske fødevarepolitik, og det sagde jeg også til kommissær Mandelson på et møde i går.

Betænkning af Csaba Sándor Tabajdi (A6-0034/2008)

  Oldřich Vlasák (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! Jeg vil tale om hr. Tabajdis betænkning om bæredygtigt landbrug og biogas. Selv om jeg ikke støttede betænkningen, vil jeg fremhæve den positive del af den, som omhandler affaldssortering, navnlig i byområder, og anvendelse af biokomponenter i biogasproduktion. Men dette system indebærer store økonomiske omkostninger, større end simpel affaldsdeponering i deponerings- eller forbrændingsanlæg, og det er grunden til, at vi bør være opmærksomme på det.

Jeg mener derfor, at det er meget vigtigt at tilskynde især lokale myndigheder til at intensivere kollektiv indsamling af fast affald, sortere, fremme anvendelsen af biokomponenter og skabe særlige finansielle instrumenter eller evt. forenkle anvendelsen af EU's strukturfonde.

Betænkning af Christa Klaβ (A6-0031/2008)

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Jeg har stemt for betænkningen om kvindernes rolle i EU's landdistrikter, eftersom emnet er utrolig spændende og meget vigtigt. Ved at tage fat på denne problematik viser EU en ny side af sig selv. Emnet ligger mig særligt på sinde som følge af min afstamning, mine erhvervsmæssige interesser samt min parlamentsaktivitet.

Til trods for positive forandringer udfører kvinderne fortsat flere pligter end mændene, især i hjemmet og i familien. Og i landdistrikterne er kvindernes byrder endnu større.

Efter Polens tiltrædelse af EU har vi observeret forbedrede levevilkår og højere indtægter. Det er med til at forbedre kvindernes dagligdag på landet. Ændringerne er ganske vist lige begyndt, men heldigvis sker der noget.

  Agnes Schierhuber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Kvindernes situation i landdistrikterne fortjener vores udelte opmærksomhed. Det gælder om at forbedre deres situation og dermed at udnytte det fulde udviklingspotentiale i landdistrikterne. Der skal skabes nye kommunikationsteknologier og dermed nye arbejdspladser. Det er nødvendigt at skabe tilsvarende infrastrukturer, dvs. at integrere landdistrikterne ved hjælp af veje, men der kræves også særligt gode uddannelsesmuligheder. Alt dette og mere til dæmmer op for affolkningen af landdistrikterne.

I dag bor over halvdelen af EU's befolkning i landdistrikter. 45 % af den europæiske bruttoværdiskabelse opnås i landdistrikterne, og 53 % af de eksisterende arbejdspladser findes her. Netop i landdistrikterne har kvinderne et større ansvar end hidtil antaget, især også hvad angår det sociale engagement, som de viser.

  Christopher Heaton-Harris (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Det er altid en fornøjelse at tale om en holdning indtaget af Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling her i Parlamentet.

Jeg har i snart lang tid spekuleret på, hvorfor Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling stadig eksisterer i Parlamentet. Vi har Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, og kvinder er tydeligvis mindre betydningsfulde end alle andre, og derfor må vi mærkeligt nok have et særligt udvalg i Parlamentet.

Hvis man ser på nogle af henstillingerne i betænkningen - og jeg ved, at ordføreren fra mit parti har gjort en stor indsats for at forstå dem - opfordrer vi medlemsstaterne til "at yde (...) økonomisk støtte til ulønnet (...) arbejde". Vi anmoder om "en obligatorisk registrering af medhjælpende ægtefæller". Ønsker vi at øremærke mennesker som mig, der lever i et landdistrikt og er gift med en kvinde i et landdistrikt?

Der er nogle virkelig gode henstillinger i denne betænkning, som faktisk fortjener grundig undersøgelse og mere offentlig opmærksomhed, men det, at de kommer fra dette udvalg på dette sted, betyder faktisk, at de bliver glemt langt hurtigere.

Jeg forstår hammeren, hr. formand, men jeg håber, at De forstår, hvorfor så mange af os ikke tager henstillingerne fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling alvorligt.

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand! Mit navn er ikke Martin Schulz, men bare Frank Vanhecke, og da jeg åbenbart heller ikke er et førsteklasses parlamentsmedlem, har jeg ikke ret til på en hvilken som helst dag, under en hvilken som helst forhandling, på et hvilket som helst tidspunkt og uanset hvor længe at sige min mening, og derfor må jeg af og til benytte stemmeforklaringerne som en almindelig dødelig og ikke som selvfølgelig den allerhelligste af de allerhelligste, hr. Schulz.

Når det er sagt, vil jeg nu sige noget om fru Klaß' betænkning. Jeg benægter ikke, at kvinder i landdistrikter og også andre steder uden tvivl af og til har det vanskeligt, og jeg går selvfølgelig som ethvert fornuftigt menneske ind for foranstaltninger til forbedring af befolkningens stilling i tilbagestående områder, bl.a. gennem undervisning. Det siger sig selv, det er indlysende. Det eneste spørgsmål, jeg stiller, er, om dette er en europæisk beføjelse. Er det en opgave på europæisk plan at blande sig i det, eller er denne betænkning endnu et af de mange eksempler på europæisk indblanding i sygeforsikring, social sikring osv.? Jeg synes, at sidstnævnte er tilfældet. Jeg synes, at subsidiariteten endnu en gang krænkes groft i denne betænkning. Jeg synes, som vi alle kan se, at Europa er ved at blive en slags "big brother", hvilket ærlig talt skræmmer mig.

  Astrid Lulling (PPE-DE). - (FR) Hr. formand! Jeg vil først ønske fru Klaβ tillykke med betænkningen om kvindernes rolle i landdistrikterne, og da jeg selv var ophavsmand til en betænkning, som blev vedtaget i 1990'erne, om medhjælpende ægtefællers status navnlig i landbruget, beklager jeg som fru Klaβ, at Kommissionen ikke har fulgt denne betænkning op. Der blev for øvrigt også henvist til den i en beslutning fra 2003, hvor vi opfordrede til at revidere direktivet fra 1986 om ligebehandling af mænd og kvinder med selvstændig erhvervsvirksomhed, herunder landbrugsvirksomhed.

Disse millioner af usynlige arbejdstagere, de medhjælpende ægtefæller i familie-, håndværks-, handels- og landbrugsvirksomheder, er hovedsagelig kvinder. Vi anbefalede allerede for 10 år siden en europæisk rammeordning, som bl.a. sikrede medhjælpende ægtefæller i landbrugsbedrifterne sociale rettigheder og krav på selvstændig pension. Kommissionens træghed på dette område trods adskillige henstillinger fra Parlamentet er forkastelig. Derfor håber jeg, at den omsider vil tage vores henstilling alvorligt og foreslå en ændring af direktivet inden årets udgang.

Jeg vil også gerne udtale mig om et personligt anliggende og understrege, at jeg ikke er enig med min engelske kollega. Jeg ville ønske, at Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling var overflødigt. Hvis visse mænd - og de er i flertal - havde lidt mere forståelse for kvindernes stilling, lige muligheder og ligebehandling, så ville vi ikke længere have behov for et sådant udvalg.

Betænkning af Csaba Sándor Tabajdi (A6-0034/2008)

  Albert Deß (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Oprindelig ville jeg have stemt imod betænkningen. Men efter at hr. Tabajdi har givet en mundtlig forklaring til punkt 41, har jeg til slut stemt for. Jeg har stemt imod punkt 18, hvor det står anført, at biogassen har medført konkurrence ved foderstoffer. Det kan jeg ikke skrive under på. 4.000 biogasanlæg i Europa bidrager med sikkerhed ikke til en konkurrenceforvridning. I øvrigt har vi med biogas mulighed for at udnytte de overskydende landbrugsområder i Europa på en fornuftig måde. Når det er blevet sagt, at hele den fælles landbrugspolitik bør afskaffes, så er biogas en mulighed for, at vi netop også imødekommer udviklingslandene. I øvrigt aftager Europa 80 % af landbrugseksporten fra Afrika og 45 % af landbrugseksporten fra Mellem- og Sydamerika. Det er altså ikke os, der forhindrer disse lande i at eksportere, det er helt andre stater.

Skriftlige stemmeforklaringer

Betænkning af Claude Turmes (A6-0487/2007)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) I sin energipakke fra januar 2007 stillede Kommissionen et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om energistatistikker. Europa-Parlamentet fandt, at der var mange huller i forslaget, som det forsøgte at lukke med en række ændringsforslag.

Selv om vi til en vis grad er kritiske over for nogle ændringsforslag, er vi enige i, at de statistikker, der udarbejdes af store internationale organisationer som f.eks. Eurostat, i dag er struktureret ved hjælp af registreringsinstrumenter, som blev udformet på et tidspunkt, der var fuldstændig domineret af fossile brændstoffer, med henblik på udelukkede ud fra udbydernes synspunkt at afbilde, hvordan energisektoren fungerede.

Udviklingen i løbet af de sidste 30 år har gradvist ført til større uoverensstemmelse mellem det oprindelige formål med disse instrumenter og deres evne til at afbilde vilkårene på energiområdet.

Som følge heraf øges risikoen med årene for, at forvridningen af kendskabet og vurderingen af vilkårene i energisektoren fører til grundløse beslutninger. Det bemærkes, at Kommissionens forslag er et resultat af arbejde udført i 2003, 2004 og begyndelsen af 2005 og i vidt omfang ignorerer nøgledokumenter om energispørgsmål, der er blevet offentliggjort af Kommissionen selv i marts 2006 (energigrønbogen) og i januar 2007 (energipakken).

  Françoise Grossetête (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt for denne tekst, som forpligter medlemsstaterne til at deltage i indsamlingen af nødvendige data til udarbejdelse af effektive energistatistikker. Det er en forudsætning for, at EU kan opfylde de tilkendegivne ambitioner om at opbygge en sammenhængende europæisk energipolitik og tale med én stemme på den internationale scene.

Kommissionen skal sørge for, at disse statistikker er sammenlignelige, gennemsigtige, detaljerede og fleksible.

EU har forpligtet sig til at formindske drivhusgasudledningerne med 20 % inden 2020 og til at dække 20 % af EU's samlede energiforbrug med vedvarende energikilder inden 2020 og en målsætning for biobrændsel på 10 %.

Energistatistiksystemet må kunne tilpasses disse forpligtelser og tage hensyn til energieffektivitetens og den vedvarende energis stigende betydning, drivhuseffekten, udviklingen af kernekraft og biobrændslernes opdukken.

Der bør også lægges større vægt på forsyningssikkerheden for de vigtigste brændsler. Der er behov for flere rettidige og nøjagtige data på EU-plan for at kunne forudse og koordinere EU-løsninger på eventuelle forsyningskriser.

  Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Indsamling af uafhængig og korrekt statistik hjælper både forbrugere, virksomheder og den offentlige sektor med at træffe forskellige beslutninger.

Jeg støtter Rådets forordning om energistatistikker, men forkaster fuldstændig den begrundelse, som Udvalget om Industri, Forskning og Energi har udarbejdet. Jeg mener ikke, at den store fordel ved indsamling af nødvendige data er, at EU's institutioner kan opbygge en sammenhængende europæisk energipolitik, ej heller, at EU skal tale med én stemme på den internationale scene.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Målet med hr. Turmes' betænkning om energistatistikker er at skabe en fælles europæisk ramme, der letter tilgængeligheden af fuldstændige, nøjagtige og ajourførte oplysninger om energi. Med borgere og politiske beslutningstagere, der bliver mere klar over betydningen og kompleksiteten af energisituationen, er den slags foranstaltninger nødvendige. Jeg stemte for denne betænkning.

Betænkning af Bart Staes (A6-0004/2008)

  Jean-Pierre Audy (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt for min belgiske kollega Bart Staes' betænkning om relevante statistikker over pesticider.

Jeg hilser Kommissionens forslag velkommen, efter den allerede ved indførelsen af Fællesskabets sjette miljøhandlingsprogram i 2002 erkendte, at anvendelsen af pesticider havde en væsentlig indvirkning på menneskers sundhed og på miljøet. Derfor bør deres anvendelse indgå i en politik om bæredygtig udvikling og være omfattet af harmoniserede og sammenlignelige EU-statistikker over produktion, import, eksport og markedsføring af hensyn til udarbejdelsen og håndhævelsen af fællesskabslovgivningen på området. Det er vigtigt at mærke sig, at ikke kun landbrugsvirksomheder anvender pesticider, men også parkvæsener, vejvæsener og jernbaner.

Desuden går jeg ind for at erstatte termen "plantebeskyttelsesmidler" med "pesticider" i forordningen og gøre det klart, hvad det betyder.

  Duarte Freitas (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg støtter Kommissionens forslag, for det er vigtigt at have detaljerede, harmoniserede og ajourførte statistikker over afsætning og anvendelse af plantebeskyttelsesmidler på fællesskabsplan for at kunne overvåge de risici, der er forbundet med anvendelsen af disse produkter, korrekt.

Forslaget om at skabe en retlig ramme med ensartede regler for indsamling og formidling af data om markedsføring og anvendelse af plantebeskyttelsesmidler er afgørende, eftersom udarbejdelsen af risikoindikatorer kræver egnede data, men ifølge eksperterne mangler de eksisterende data om plantebeskyttelsesmidler tilgængelighed, gennemsigtighed og pålidelighed.

Selv om jeg ikke er enig i nogle af betænkningens enkeltheder, f.eks. inddragelsen af biocider, svækker de ikke Kommissionens grundlæggende idéer. Der er faktisk nogle meget positive forslag i betænkningen, f.eks. inddragelse af ikkelandbrugsmæssige områder i fremtidig lovgivning og korrekt beskyttelse af kommercielle data. Som følge heraf stemte jeg for Staes-betænkningen.

  Françoise Grossetête (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt for denne betænkning. Vi begynder kun lige netop at ane de foruroligende langsigtede konsekvenser af disse allestedsnærværende pesticidrester: kræft, kirtelforstyrrelser, nedsat frugtbarhed hos mænd, svækket immunforsvar, adfærdsforstyrrelser. Hvis et barn udsættes for pesticider, har det større risiko for at udvikle astma.

Imødegåelse af risiciene i forbindelse med anvendelse af pesticider kræver altså egnede indikatorer. Disse indikatorer skal levere disponible data, som er overskuelige, relevante og pålidelige, med henblik på at mindske risici og gener for miljøet og menneskers sundhed som følge af anvendelsen af disse produkter.

Aktivstofferne i biocider anvendes også som plantebeskyttelsesmiddel og har næsten samme virkning på sundhed og miljø. Derfor bør denne kategori defineres klart og være omfattet af statistikkerne.

For at få så realistiske tal som muligt skal statistikkerne ikke alene dække landbrugsmæssig anvendelse af plantebeskyttelsesmidler, men også ikkelandbrugsmæssige brugere såsom parkvæsener, vejvæsener og jernbaner. På sigt bør der indføres en egentlig kvantitativ formindskelse af disse produkters anvendelse.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Nødvendigheden af obligatorisk indsamling af data om afsætning, anvendelse og distribution af plantebeskyttelsesmidler er et tiltag, som jeg støtter. Det giver mulighed for tilfredsstillende evaluering af den risiko for menneskers sundhed og miljøet, som disse midler kan indebære. Biocider bør indgå i den foreslåede forordning for at sikre sammenhæng mellem definitionerne i pesticidlovgivningen. Desuden bør forordningen omfatte ikkelandbrugsmæssig anvendelse af plantebeskyttelsesmidler. Jeg er tilfreds med, at betænkningen indeholder ændringsforslag, der opfylder disse krav, og jeg stemte i overensstemmelse hermed.

Betænkning af Elisabeth Jeggle (A6-0046/2008)

  Jean-Pierre Audy (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt for min tyske kollega Elisabeth Jeggles vejledende betænkning om forhøjelse af mælkekvoterne pr. 1. april 2008. Den tager sigte på at tilfredsstille den stigende efterspørgsel på mælk inden for selve EU og ligeledes på verdensmarkederne.

Jeg bifalder kompromisforslaget, som går ud på at tillade medlemsstaterne at forhøje deres produktionskvoter med 2 % pr. 1. april 2008 med mulighed for udligning mellem lande, der overskrider kvoterne, og dem, der ikke bruger deres tildelte kvoter fuldt ud, for at begrænse overskudsafgifterne i tilfælde af overskud på EU-plan.

  Colm Burke, Avril Doyle, Jim Higgins, Mairead McGuinness og Gay Mitchell (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Vi støtter Jeggle-betænkningen om nationale mælkekvoter, hvor der foreslås en forhøjelse af mælkekvoten på 2 %. I Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter stillede vi ændringsforslag om en større forhøjelse af mælkekvoten på 3 %. Det blev ikke vedtaget i udvalget og heller ikke i plenarforsamlingen i dag. Vores gruppe støttede kompromisforslaget om at tillade en frivillig forhøjelse af mælkekvoten på 2 %, og vi opfordrer indtrængende Rådet til at følge Parlamentet og give grønt lys for, at mælkeproducenter kan øge produktionen med 2 % fra april. Vi støtter idéen om en mælkekvoteudligningsmekanisme, som giver medlemsstater med overproduktion mulighed for at opbruge underudnyttede kvoter i andre medlemsstater. Det er uretfærdigt at straffe producenter, der kan og vil øge produktionen i nogle medlemsstater, på et tidspunkt hvor EU overordnet set ikke udnytter kvoterne fuldt ud. Når det er sagt, er afstemningen i dag et signal til producenterne om, at kvoteordningen gradvist bliver lempet i perioden frem til udfasningen af kvoter i 2015.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Selv om betænkningen fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter adskiller sig fra Kommissionens forslag ved, at der argumenteres for en frivillig forhøjelse af mælkekvoterne på 2 % for medlemsstaterne, og kvoteordningens ophør ignoreres, gøres der ikke indsigelse mod ophævelsen af den nuværende kvoteordning eller mod liberaliseringen af sektoren efter 2015, som kommissæren har planlagt, men som vi afviser. Derfor undlod vi at stemme.

Vi frygter, at denne, omend frivillige, forhøjelse af kvoterne på 2 % for medlemsstaterne giver de store lande og deres store producenter mulighed for at øge deres produktion, hvilket vil føre til et prisfald for producenterne og dermed en dumpingsituation, som kan være et påskud til lettere retfærdiggørelse af den efterfølgende ophævelse.

Enhver kvoteforhøjelse bør være kædet sammen med en fællesskabsundersøgelse. Med udgangspunkt i det aktuelle forbrugsniveau i de enkelte lande bør de ønskværdige minimumsmål for forbrug fastlægges i undersøgelsen og ledsages af nationale og europæiske politikker til støtte for øget produktion i underskudslande. På denne måde kan "regionaliserede" forhøjelser af mælkekvoter fremmes, navnlig i de mest fjerntliggende og bjergrige regioner, og suppleres med indførelsen af en "præmie" til støtte for organiseret indsamling af mælk fra producenter i disse regioner, hvorved de garanteres en anstændig indkomst.

  Duarte Freitas (PPE-DE), skriftlig. - (PT) I mælkesektoren er langvarig stabilitet og forudsigelighed afgørende for producenterne, og ethvert problem med ordningen, som bør fortsætte til 2015, skal tages alvorligt.

De ændringer, hvad angår forhøjelse af kvoter, der nu er foreslået, markerer sammen med den nedsættelse af bøderne, der er foreslået i Goepel-betænkningen, begyndelsen på afviklingen af ordningen længe før 2015.

Til trods for de seneste ændringer på mælkemarkedet producerer både Portugal og EU mindre end deres kvoter, og det er grunden til, at man i stedet for at forhøje kvoterne bør afbalancere tilpasningerne mellem landene, eftersom 18 ud af 27 lande ikke producerer for fuld kapacitet.

Denne forhøjelse på 2 % er derfor, uanset om den er frivillig eller ej, et første signal til markedet om, at områder med større konkurrencekapacitet vil opnå fordele på bekostning af de mindst begunstigede områder.

Selv om Jeggle-betænkningen forbedrer Kommissionens forslag, undlod jeg at stemme for at give udtryk for min uenighed i det, der i praksis er begyndelsen på afviklingen af mælkekvoteordningen.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Det kompromis, der blev indgået i Landbrugsudvalget om Elisabeth Jeggles betænkning om mælkekvoter, er tilfredsstillende. Der er behov for en forhøjelse af mælkekvoterne på 2 %, for at Europa kan tilfredsstille den øgede efterspørgsel på markedet. Selv om jeg mener, at dette bør gennemføres over hele EU, er det et bedre kompromis at gøre det frivilligt for medlemsstaterne at anvende kvoten end andre alternativer. Jeg støtter ikke ændringsforslag om det modsatte og har stemt i overensstemmelse med disse synspunkter.

  Jean-Claude Martinez (NI), skriftlig. - (FR) Det forlød, at der var bække af mælk, bjerge af smør og kølerum propfulde af kød. Altså opfandt Bruxelles malthusianske instrumenter for at sælge ud af produktionen. Der var maksimale garantimængder, braklægning, slagtepræmier og kvoter ... for mælk. Tusinder af malkekvægavlere forsvandt. New Zealand herskede på mælkemarkedet.

Derefter ændrede situationen sig. Der var knaphed på mælk. Priserne skød i vejret. Og Bruxelles fik øjnene op for det tåbelige i sin politik, der kvalte produktionen. Derfor besluttede man at hæve kvoterne med 2 % - i øvrigt under henvisning til en blød landing, eftersom kvoterne skulle afvikles i 2015 og markedet overlades til uindskrænket liberalisme, som er risikabel for vores kvægavlere i bjergegne.

Således ødelagde vi malkekvægavlerne i 1980'erne og forhindrede unge i at etablere sig, fordi det ikke var muligt at købe "etableringstilladelsen", dvs. kvoten. Og nu styrer vi mod yderligere affolkning af landbrugsområderne i bjergene, hvis kvoterne afskaffes og ikke længere danner et sikkerhedsnet.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. - (DE) Tørkeperioder og fodermangel, f.eks. i Australien, har fået mælkepriserne til at stige. Allerede nu udnytter visse medlemsstater ikke den nuværende mælkekvote, mens andre går til grænsen eller overstiger den. Derfor træder der i øjeblikket alligevel en forhøjelse af mælkekvoten på 0,5 % i kraft i visse lande. Hvis der nu samtidig skal ske en forhøjelse af kvoten med 2 %, ville dette påvirke den følsomme balance mellem udbud og efterspørgsel massivt og medføre et fald i mælkepriserne.

Det ville især gå ud over alle de mindre landmænd i landdistrikterne, der fungerer som kulturbærere, og som er afhængige af mælkeproduktionen og ikke har mulighed for at drive den en gros. Landmændene føler sig ikke med urette udbyttet. Forbrugerne skal betale for de stigende mælke- og fødevarepriser, men når der intet frem til de små producenter af denne stigning. Det er det på høje tid at gøre noget ved.

Den planlagte ordning med dens langsigtede virkninger må ikke være resultatet af en forbigående markedssituation. Derfor har jeg stemt imod Jeggle-betænkningen om en yderligere forhøjelse af mælkekvoterne.

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Markedsordningen for mælk er underlagt sektorens monopolforetagender, der kontrollerer størstedelen af markedet og nu går ind for fuld liberalisering af dette marked, så de kan maksimere deres profit.

Kommissionens forslag til en "blød landingspolitik" og en forhøjelse af kvoterne med 2 % om året indtil 2014, hvor den nuværende forordning udløber, vil øge skævhederne i fordelingen af kvoterne mellem medlemslandene og føre til langsom udryddelse af de små og mellemstore husdyrbrug, som kæmper for deres overlevelse, især efter de betydelige forhøjelser af priserne på foder.

Vi er stærke modstandere af liberaliseringen af markedet for mejeriprodukter og mener, det er påkrævet med en ikkelineær forhøjelse af de nationale kvoter, så de medlemsstater, hvor produktionskvoterne traditionelt er for små, kan få ekstra forhøjelser. Det gælder f.eks. Grækenland, hvor produktionen kun dækker 50 % af det lokale forbrug.

Vi støtter husdyravlernes kamp for øjeblikkelige foranstaltninger til støtte af små og mellemstore virksomheder, først og fremmest i bjerg- og øområder og andre områder med særlige vanskeligheder og især i de tilfælde, hvor den nuværende situation betyder, at landmændene må opgive deres virksomhed.

  Ole Christensen, Dan Jørgensen, Poul Nyrup Rasmussen, Christel Schaldemose og Britta Thomsen (PSE ), skriftlig. − De danske socialdemokratiske medlemmer af Europa-Parlamentet har stemt imod betænkningen om et sundhedstjek for den fælles landbrugspolitik, idet betænkningen går imod at forbedre systemet med krydsoverensstemmelse og modsætter sig at overføre penge fra den direkte støtte til landdistriktsudvikling, som Kommissionen havde foreslået.

Det er delegationens opfattelse, at det bl.a. af miljømæssige årsager er nødvendigt at indføre en tvungen modulation på 20 % og styrke krydsoverensstemmelsessystemet.

  Carl Schlyter (Verts/ALE), skriftlig. - (SV) Jeg stemmer imod denne betænkning, fordi jeg mener, at en kvoteforhøjelse burde have været tildelt til producenter af økologisk mælk. Den forhøjelse, der foreslås nu, vil hovedsagelig være til fordel for de store producenter på bekostning af de små.

  Brian Simpson (PSE), skriftlig. - (EN) På vegne af de britiske medlemmer af Labour-Partiet vil jeg forklare, hvorfor vi stemte, som vi gjorde, om denne betænkning.

Vi går stærkt ind for Kommissionens forslag om at forhøje mælkekvoterne med 2 % for 2008/09, hvilket giver de europæiske landbrugere mulighed for at tilfredsstille den øgede markedsefterspørgsel. Vi har landbrugere i EU, som let kan tilfredsstille den øgede globale efterspørgsel efter mælk, og det ville være uacceptabelt at nægte dem muligheden for at drage fordel af den gunstige markedssituation.

Vi er imidlertid utilfredse med, at Parlamentet støtter en frivillig og ikke en obligatorisk forhøjelse af mælkekvoterne på 2 %. For mig er forhøjelsen på 2 % også et skridt til at give mælkeproducenterne mulighed for at producere mere og dermed lette overgangen til højere grad af markedsorientering. Det er i overensstemmelse med den kommende bløde landing for mælkekvoteordningen i 2015, der indgår i sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik.

Samtidig med at jeg forstår, at mange lande, herunder Det Forenede Kongerige, ikke udnytter deres aktuelle kvoter, er jeg overbevist om, at landbrugerne som følge af afskaffelsen af mælkekvoterne i 2015 skal vænnes til tanken om at få mulighed for at producere mere.

(Stemmeforklaringen forkortet i henhold til forretningsordenens artikel 163, stk. 1)

  Marek Siwiec (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støttede holdningen i et eksisterende forslag om, at EU's mælkemarked skulle åbnes hurtigere end planlagt, og stemte for en forhøjelse af mælkekvoten, selv om en forhøjelse på 5 %, som Polen krævede, ikke blev forelagt på plenarmødet. Der var ikke flertal for dette forslag i Europa-Parlamentet.

Polens restriktive mælkekvote truer med at omdanne landet fra en nettoeksportør af mejeriprodukter til en nettoimportør i løbet af 5-7 år.

EU tildelte Polen langt den højeste kvote af dem, der blev tildelt til de 10 tiltrædende lande, hvilket afspejlede Polens position som EU-25's fjerdestørste mælkeproducent, da det tiltrådte EU i maj 2004. Polens kvote må dog betragtes som lille i forhold til dem, der er tildelt til Europas tre største mælkeproducenter, dvs. Tyskland, Frankrig og Storbritannien.

Kvoterne er arven efter en svunden tid, hvor Europas mejerier producerede enorme mælkesøer, og EU måtte sørge for, at priserne ikke styrtdykkede.

Forhøjelsen af mælkekvoten kan ses som begyndelsen på udfasningen af kvoterne, eftersom EU's mælkekvoteordning ophører i 2015.

  Ewa Tomaszewska (UEN), skriftlig. - (PL) Jeg har stemt for ændringsforslagene 18-20, dvs. blok 1. Det har jeg gjort på grund af manglen på mælk til at dække de europæiske landes forbrug og eksport, hvilket fører til underernæring af børn i fattige familier, og det mindsker vores landes eksportmuligheder. Til trods for at disse ændringsforslag er blevet forkastet, har jeg stemt for beslutningen i sin helhed, da mælkekvoternes forhøjelse med 2 % er et skridt i den rigtige retning, selv om det ikke er tilstrækkeligt. En forhøjelse på 3 % og en fremtidig afskaffelse af kvoterne, hvilket vores Parlament allerede har anmodet om i forhandlingerne, er den mest gavnlige løsning. Det er dog bedre at forhøje med 2 % end slet intet at ændre.

Betænkning af Lutz Goepel (A6-0047/2008)

  Alessandro Battilocchio (PSE), skriftlig. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg stemte for hr. Goepels betænkning om et sundhedstjek af den fælles landbrugspolitik på grund af det arbejde, som den socialdemokratiske delegation har udført i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter. Delegationen opnåede nogle acceptable resultater på områder, der altid har været meget vigtige for landbrugets udvikling i EU.

Resultaterne er stadig ikke de bedst tænkelige, men vi forventer, at det - takket være indsatsen fra og kompromisviljen hos hr. Capoulas og de andre medlemmer af AGRI-udvalget, som i visse tilfælde så bort fra deres egne nationale interesser - i den næste etape med den lovgivningspakke, der bliver fremlagt i maj og udarbejdet under det franske formandskab, bliver muligt at opnå nogle mere ambitiøse resultater, navnlig med hensyn til en mere retfærdig omfordeling af støtten, større gennemsigtighed, bedre politikker for udvikling af landdistrikterne, et effektivt sikkerhedsnet, hvad angår risikostyringen i forbindelse med naturkatastrofer, landbrugets rolle og dets bidrag til kampen mod klimaændringerne samt i forbindelse med biobrændstof.

Resultatet i dag giver Europa-Parlamentet lov til at føre en udvidet forhandling om fremtiden for den fælles landbrugspolitik, der skal tilpasse sig til de økonomiske og sociale ændringer, men fortsat være en af de søjler, som Europa bygger på.

  Bernadette Bourzai (PSE), skriftlig. - (FR) Det var vigtigt for Parlamentet at udtrykke sin holdning til hovedlinjerne i det kommende sundhedstjek.

PSE-Gruppen har vundet en række betydningsfulde sejre, f.eks. kritikken af afkoblingen af støttebetalingerne (husdyravl og mindre afgrøder), den fælles landbrugspolitiks mål om fødevaresikkerhed, bevarelse af økosystemerne, optimal udnyttelse af jordområderne, de omfordelingsmæssige konsekvenser af et degressivt loft, gradueringen, sikkerhedsnettet, anerkendelsen af brancheorganisationernes rolle og landbrugets bidrag til klimaændringerne.

Imidlertid vil jeg i modsætning til PSE-Gruppen støtte flere punkter:

- delvis afkobling af direkte støtte bør bibeholdes for besætningspræmier, men det skal påses, at det ikke kun gælder for intensivt husdyrbrug eller husdyrhold i stor målestok (stk. 26, stk. 32)

- visse landmænds indsats for at holde høje miljøstandarder belønnes ikke med de historiske referenceværdier (stk. 16)

- bibeholdelse af det progressive loft for direkte støtte, fordi det vil betyde en mere retfærdig fordeling af den fælles landbrugspolitiks midler (stk. 67)

- kritik af undersøgelserne om gmo'er, henvisning til, at det er umuligt at sikre sameksistensen, tilslutning til forsigtighedsprincippet (ændringsforslag 30)

- imod afvikling af mælkekvoterne i 2015 (stk. 76).

  Colm Burke, Avril Doyle, Jim Higgins, Mairead McGuinness og Gay Mitchell (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Vi støtter det generelle sigte med betænkningen om sundhedstjek af den fælles landbrugspolitik. Det er dog vigtigt at påpege, at den særlige situation for Irland, som helt har afkoblet alle direkte betalinger fra produktionen, skal tages i betragtning. Det gælder navnlig tilsagnene over for alle landbrugere i Agenda 2000-reformerne om, at bureaukratiet ville blive mindsket. Indtil videre har erfaringerne ikke udelukkende været positive.

Hvad angår spørgsmålet om at bibeholde betalingerne til producenter, kan vi ikke acceptere et skridt i retning af en ordning med en ensartet sats pr. hektar. Landbrugerne har budgetteret med, at den nuværende ordning gælder indtil 2013. Desuden går vi ikke ind for skridt til at øge gradueringen og fratage producenterne flere af de direkte betalinger. Vi ville have bifaldet en stor forhøjelse af mælkekvoterne, men i overensstemmelse med vores holdning til Jeggle-betænkningen har vi accepteret kompromisforslaget om en forhøjelse på 2 % for det kommende produktionsår.

På lang sigt er det imidlertid den trussel, som en ufordelagtig aftale i WTO udgør, der kaster en skygge over EU's landbrug. Sådan en aftale skal forhindres.

  Edite Estrela (PSE), skriftlig. - (PT) Jeg stemte for Goepel-betænkningen om sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik, fordi der kræves væsentlige foranstaltninger til støtte for udviklingen af landbruget, som er en af de største sektorer i EU.

I den forbindelse vil jeg fremhæve henstillingen i betænkningen til, at der stilles midler til rådighed til at bevare mælkeproduktionen i områder som Azorerne. Jeg vil også fremhæve hr. Capoulas Santos' store engagement og hans vigtige bidrag i form af ændringsforslag.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Kritikken af Kommissionens forslag er mangelfuld i denne beslutning, selv om den indeholder to af de mange forslag, som vi selv stillede. Den generelle tilgang er imidlertid negativ, især fordi der insisteres på afkobling af produktionsstøtte ved, at Kommissionen opfordres til at fremskynde afkoblingspolitikken endnu mere. Erfaringerne har imidlertid vist, at afkobling af direkte støtte fra landbrugsproduktion har skadelige virkninger. Derfor stemte vi imod beslutningsforslaget.

Vi mener dog, at betænkningens afvisning af enhver renationalisering af den fælles landbrugspolitik er positiv, og det samme gælder kravet om foranstaltninger til omstrukturering og styrkelse af nøgleområder inden for landbruget (f.eks. komælk, oksekød og får). Vi er også tilfredse med, at vores forslag om, at det er nødvendigt, at Kommissionen inden for rammerne af de igangværende WTO-forhandlinger tager hensyn til de særlige karakteristika ved landbrugets produktion i dets egenskab af fødevareproducerende sektor, element med strukturskabende betydning for balancen i landdistrikterne, beskytter af miljøet og garant for et passende fødevaresikkerhedsniveau, blev vedtaget.

Vi bifalder også vedtagelsen af vores appel til Kommissionen og medlemsstaterne om at træffe de nødvendige foranstaltninger til at forhindre spekulation, kontrol med fødevaremarkedet og karteldannelse i fødevareindustrien.

  Christofer Fjellner (PPE-DE), skriftlig. - (SV) Det igangværende sundhedstjek af den fælles landbrugspolitik gav Kommissionen og Europa-Parlamentet mulighed for at tage ambitiøse og beslutsomme skridt til at få kontrol over den fortsatte udvikling af den fælles landbrugspolitik. Det er afgørende, at reformen af den fælles landbrugspolitik fortsætter i en markedsorienteret retning, som betyder, at forbrugernes valg er centralt for landbrugernes beslutninger om produktion, samtidig med at vi mindsker de samlede omkostninger forbundet med landbrugspolitikken. Med den aktuelle stærke vækst i den globale efterspørgsel efter landbrugsprodukter er der gode forudsætninger for at fremskynde dereguleringen af landbrugspolitikken.

Delegationen fra Det Moderate Samlingsparti beklager, at hverken Kommissionen eller Europa-Parlamentet har udnyttet muligheden for at gøre dette. Derfor stemte vi imod betænkningen.

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg undlod at stemme ved den endelige afstemning om denne betænkning. Selv om den indeholder mange gode elementer, går den ikke langt nok. Enhver reform af den fælles landbrugspolitik skal for det første nedsætte støtten og styrke markedets rolle i landbruget, for det andet skal den fremme økonomien i landdistrikterne i videre forstand i stedet for kun at fokusere på landbrug, og for det tredje skal den fremme "gode" fødevarer i stedet for at sætte kvantitet højere end kvalitet. Kun på det grundlag kan vi skabe en fælles landbrugspolitik, der lever op til behovene og kravene i det nye årtusinde.

  Duarte Freitas (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Bortset fra spørgsmålet om mælkekvoter er Kommissionens forslag efter min opfattelse yderst tilfredsstillende. Goepel-betænkningen forbedrer det på mange måder, selv om den indeholder nogle ændringsforslag, som jeg ikke er enig i.

På den ene side støtter jeg tanken om at skære ned i støtten, hvilket Kommissionen foreslår, for i betragtning af offentlighedens stadig stigende interesse for landbrugsstøtte og efter gennemførelsen af jordbundsbeskyttelsesrevisionen, som har gjort systemet klarere og mere gennemsigtigt, er visse skævheder blevet tydelige. Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvordan støtten til store landbrug kan begrænses på en retfærdig måde.

På den anden side mener jeg ikke, at det vil bidrage til at mindske de store regionale forskelle, der er inden for europæisk landbrug, at beholde midlerne fra graduering i de respektive regioner.

Endelig er jeg imod forhøjelsen af mælkekvoterne på 2 % i 2008, og det samme gælder nedsættelsen af bøder, fordi jeg mener, at disse foranstaltninger vil føre til, at mælkekvoteordningen afvikles inden 2015 med skadelige følger for de mest sårbare områder, der er afhængige af mælkeproduktion, og for alle deres landbrugere, som har investeret i denne sektor og derfor kommer til at sidde tilbage med skuffede forventninger.

Af alle disse grunde undlod jeg at stemme.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Det af Kommissionen foranstaltede sundhedstjek af den fælles landbrugspolitik er ikke noget sundhedstjek. Det er en ny utilstået reform og et skridt mere mod den nye økonomiske verdensorden, som Bruxelles' Europa har arbejdet på i årevis i Washingtons kølvand. I de sydlige lande og USA gælder det landbruget. I nord gælder det servicefag og industri i barsk konkurrence med de nye vækstlande.

Det europæiske landbrug ofres slet og ret og vil snart være prisgivet markedskræfterne alene. Markedet er for øvrigt også fordrejet, eftersom det står forsvarsløst over for import og samtidig nægtes adgang til tredjelandsmarkeder.

Nu er landbrug altså ikke bare en sektor som en hvilken som helst anden. Det brødføder mennesker og bidrager derfor til national uafhængighed og suverænitet. Fødevarernes kvalitet er en betingelse for folkesundheden. Jordens dyrkning er afgørende for arealplanlægning, miljøbeskyttelse, biodiversitet, forvaltning af vandressourcer, aktiviteter og bosætning i landdistrikterne ... men stadig en produktiv handling.

At give afkald på at føre nogen form for proaktiv landbrugspolitik er værre end en forbrydelse, det er en utilgivelig fejl. Det er en skam, at ordføreren trods nogle gode ting ikke har sat spørgsmålstegn ved denne logik.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) I Sverige har både den foregående og den nuværende regering talt positivt om det kommende sundhedstjek af EU's langsigtede budget og den fælles landbrugspolitik i de kommende år i forventning om, at det vil føre til meget store ændringer og reformer.

Nu ser vi, at Europa-Parlamentets føderalistiske flertal mener, at stats- og regeringscheferne i 2002 indgik en aftale om at fastholde landbrugsmidlerne under første søjle på samme niveau frem til 2013, og at den aftale skal respekteres.

Hvordan kan man fortolke aftalen fra 2002 så forskelligt? Europa-Parlamentets kristelig-demokratiske/konservative og socialdemokratiske flertal mener, at der først kan gennemføres reformer efter 2013. Socialdemokraterne og den borgerlige alliance i Sverige har sagt til de svenske vælgere, at reformerne vil blive indført direkte i det langsigtede budget på grundlag af sundhedstjekket i 2008-2009.

Hvem fortolker aftalen fra 2002 korrekt?

Junilisten er overbevist om, at reformerne af den fælles landbrugspolitik og mindskelsen af omkostningerne forbundet med den i EU's budget skal finde sted umiddelbart efter sundhedstjekkets afslutning. Alle andre løsninger ville være et forræderi mod vælgerne i de seks medlemsstater, der i 2005 ikke ville forhøje EU's langsigtede budget.

  Françoise Grossetête (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt for denne betænkning, som bl.a. anbefaler at tage hensyn til de særlige forhold i dårligt stillede regioner og i sårbare sektorer som husdyravl og forenkle reglerne for landmændene yderligere.

Målet er at forbedre den fælles landbrugspolitik ud fra den høstede erfaring siden 2003 og tilpasse den de nye udfordringer og muligheder, som viser sig i 2008 i et EU med 27 medlemsstater.

I betænkningen anses de direkte betalinger stadig for at være nødvendige efter 2013 ikke kun i tilfælde af problemer på markederne, men også for at godtgøre de tjenester, landmændene yder samfundet, og de meget høje miljø-, sundheds- og dyrevelfærdsstandarder.

Med hensyn til risikostyring må Kommissionen i denne betænkning kunne høre Parlamentets budskab om den kommende reform af den fælles landbrugspolitik.

Privatøkonomiske eller kombinerede sikringssystemer bør snarest udvikles med offentlig deltagelse i finansieringen, samtidig med at princippet om ligebehandling (level-playing-field) mellem medlemsstaterne overholdes. Kommissionen bør overveje i fremtiden at indføre en fællesskabsordning for genforsikring til imødegåelse af problemer, der kan opstå som følge af klima- og miljøkatastrofer, og foranstaltningerne vedrørende risikoforebyggelse bør kunne finansieres inden for rammerne af første søjle (støtte til landbrugsmarkeder).

  Marian Harkin (ALDE), skriftlig. - (EN) Jeg støtter stærkt holdningen om, at vi skal sikre passende finansiering af udvikling af landdistrikterne. Mange mennesker, som bor i landdistrikter, er ikke direkte involverede i landbruget eller er deltidsbeskæftigede i det. For at sikre en afbalanceret udvikling på regionalt plan må vi sørge for, at udviklingen fordeles ligeligt mellem landdistrikter og byområder. Det må imidlertid ikke ske på bekostning af første søjle. Udviklingen af landdistrikterne er et værdigt mål i sig selv og må ikke begrænses af, at den afhænger af graduerede midler.

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for ændringsforslag 29, hvor Kommissionen og medlemsstaterne opfordres til at træffe foranstaltninger til at forhindre kontrol med fødevaremarkedet og karteldannelse i fødevareindustrien, og jeg håber, at der vil blive truffet foranstaltninger til at forhindre supermarkeder i at tvinge fødevareproducenter til at acceptere økonomisk uholdbare priser for deres produkter. Jeg støttede også ændringsforslag 30, som vedrørte flere begrænsninger på gmo-afgrøder med henvisning til, at sameksistens mellem gmo-afgrøder og konventionelle og/eller økologiske afgrøder ikke er mulig, og en opfordring til, at de arter af gmo'er, som visse medlemsstater allerede har taget i brug, trækkes tilbage. Sådan en aktion har klar støtte i befolkningen, hvilket fremgår af de hidtil foretagne opinionsundersøgelser.

  Astrid Lulling (PPE-DE), skriftlig. - (DE) For at forhindre, at fødevarer af høj kvalitet bliver knappe og meget dyre i Europa, må mange i dag lære at forstå, at vi i EU skal bevare et konkurrencedygtigt, bæredygtigt, multifunktionelt landbrug, der også kan klare sig i den internationale konkurrence.

Vi har stadig brug for den fælles landbrugspolitik, der skal sikre landbruget pålidelighed, planlægningssikkerhed og stabilitet i fremtiden.

Det kompromis, vi i dag stemmer om, er et anerkendelsesværdigt stykke arbejde udført af vores ordfører, Lutz Goepel. Det kan imidlertid heller ikke stille mig helt tilfreds, især fordi den foreslåede modulation på over 10.000 euro, der selv om det blot drejer sig om 1 %, er vanskelig at klare for landmændene i mit land. At disse midler skal vende tilbage til den region, hvorfra de kommer, er en ringe trøst for den enkelte landmand. Forestil Dem engang, hvis vi forlangte, at arbejdstagere i f.eks. det offentlige skulle gå ned i løn.

Forslagene om et basissikkerhedsnet og krisesikringssystem er positive.

Men det må også være klart, at artikel 69 ikke er noget universalmiddel, selv om det er fornuftigt i højere grad at udnytte disse muligheder til finansiering af tiltag, f.eks. nyetablerede landmænd, skovrejsning, tidlig høst.

Selv om vi stadig ikke har nogen medindflydelse på landbrugspolitikken, vil jeg dog allerede i dag advare Kommissionen mod for meget stivsind.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik vil være toneangivende for fremtidige reformer på dette område, og jeg har vanskeligt ved at støtte Lutz Goepels betænkning om sundhedstjekket fuldt ud. Sundhedstjekket bør tage sigte på at skabe en markedsdrevet sektor, der kan sikre bæredygtige landdistrikter og et bæredygtigt miljø. Vi må væk fra den protektionistiske kultur og markedsforvridende støtte, som den nuværende fælles landbrugspolitik fremmer. Politikken bør også tilskynde tredjelande, navnlig udviklingslande, til at handle med os. Jeg har stemt i overensstemmelse med disse overvejelser.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Hvis reformen af den fælles landbrugspolitik skal lykkes, kræves forskellige prioriteter og naturligvis flere midler. Når landbrugsjorden opgives, og produktionen daler, dør landdistrikterne hen, og den primære sektors rolle i det sociale og økonomiske netværk forringes. Vi kræver en radikal omstrukturering af den fælles landbrugspolitik med foranstaltninger, der hjælper de små og mellemstore landmænd til at fortsætte produktionen. Herved bevarer man landbefolkningen og biodiversiteten og beskytter miljøet og folkesundheden. Vi efterlyser en fælles landbrugspolitik med sikkerhed mod alle farerne, ikke kun forbundet med vejret, men også med fødevarerne og markedets ustabilitet. Vi er modstandere af den prioritering, hvor landbrugspolitikkerne harmoniseres med WTO's mål og forhandlinger. Vi søger en landbrugspolitik, der giver gode og billige fødevarer til alle, og derfor stemmer jeg imod betænkningen.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Alle politikker skal helt klart være resultatet af et behov, og de skal dække det behov effektivt. Som følge af den aktuelle situation, hvad angår landbrugsmarkeder, forbrugermønstre, miljøkrav og fremtidige tendenser, skal antagelser, begreber og regler i forbindelse med den fælles landbrugspolitik genovervejes og reformeres. Kernen i denne reform skal være visse nøgleidéer såsom betydningen af landdistrikternes overlevelse, nødvendigheden af at forhindre, at det europæiske landbrug forsvinder, landbrugernes indkomster, nødvendigheden af, at unge iværksættere og kreative produktions- og ledelsesmodeller får plads på dette marked, og ligeledes forbrugernes interesser, der i de fleste tilfælde ikke er stærkt repræsenterede, selv om vi alle sammen er forbrugere.

Til trods for de umiddelbare ulemper, som et generelt fald i priserne på landbrugsprodukter kan føre til for visse samfundssektorer i både udviklede økonomier og økonomier under udvikling, vil denne reform have en række fortrin (der vil omgående være større forbrug blandt mennesker i lande med fremskyndet udvikling) og potentielle fordele, som skal tages i betragtning. Det er denne tilgang, som både EU's institutioner og de nationale regeringer forhåbentlig vælger.

  Olle Schmidt (ALDE), skriftlig. - (SV) Der er to ting, som en tilhænger af EU må forklare (hvis ikke ligefrem forsvare), når vedkommende kommer hjem og taler om sit arbejde i EU. Den ene er Europa-Parlamentets flyttecirkus til Strasbourg. Den anden er landbrugsstøtten. I begge tilfælde er den nuværende ordning lige vanskelig at forsvare - og forklare. Der er ingen gode grunde til, at vi rejser til Strasbourg. Der er heller ingen grund til, at EU's skatteydere støtter det britiske kongehus, som i dag er en af dem, der drager størst fordel af systemet, samtidig med at afrikanske producenter udelukkes.

Goepel-betænkningen var galt afmarcheret, og derfor stemte jeg imod den. Det gjorde jeg primært, fordi jeg mener, at hensigten er forkert: mere direkte støtte, færre reformer, mindre markedsorientering. Kommissionen er godt i gang med at gå over til et mere moderne system for landbrugsstøtten. Det er beklageligt, at Parlamentet efter alt at dømme ønsker at skrue tiden tilbage.

  Brian Simpson (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg vil på vegne af medlemmerne af det britiske Labour-parti forklare, hvorfor vi stemte, som vi gjorde, om denne vigtige betænkning.

Først og fremmest mener vi, at der er behov for et grundigt eftersyn af den fælles landbrugspolitik, så vi kan komme væk fra et system med direkte betalinger til landbrugerne og hen imod et system, der fremmer bæredygtige landdistrikter. I den forbindelse havde vi gerne set en fuld afkobling af de direkte betalinger, men vi forstår, at mange medlemsstater har problemer med det.

Det er vigtigt for mig, at reformen af den fælles landbrugspolitik ikke opfattes som et spørgsmål om store landbrug kontra små landbrug. Det bør være et spørgsmål om effektivitet kontra ineffektivitet.

Derfor vil delegationen fra det britiske Labour-parti og jeg stemme for ændringsforslag, der støtter øget finansiering af udvikling af landdistrikter og åbning af handel med udviklingslande, og imod ændringsforslag, der fremmer protektionistiske foranstaltninger for EU's landbrugere. Vi ser gerne, at Kommissionen foreslår afskaffelse af degressive nedskæringer og tager mere radikalt fat på spørgsmålet om direkte betalinger.

Vi vil ikke stemme imod betænkningen, men undlader at stemme i håb om, at Parlamentet, når lovgivningsforslagene bliver stillet, erkender nødvendigheden af gennemgribende reformer.

(Stemmeforklaringen forkortet i henhold til forretningsordenens artikel 163, stk. 1)

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Nødvendigheden af at reformere den fælles landbrugspolitik skal være vedvarende. Desværre er Parlamentets betænkning ikke ambitiøs nok.

  Daniel Strož (GUE/NGL), skriftlig. - (CS) I forbindelse med betænkningen af Lutz Goepel om sundhedstjek af den fælles landbrugspolitik mener jeg, at det er min pligt som et af Tjekkiets repræsentanter i Europa-Parlamentet at gøre opmærksom på følgende: Kommissionens forslag til revision af den fælles landbrugspolitik bør munde ud i lovtekster, som Rådet og Europa-Parlamentet forelægger senest i maj 2008. Tjekkiet støtter fuldt ud et europæisk landbrug, der er dynamisk og fokuseret på bæredygtig udvikling af landbrug og fødevareindustrier, hvor det prioriteres at garantere både fødevaresikkerhed og energisikkerhed. For Tjekkiet er graduering og degression af direkte betalinger de vigtigste af de foranstaltninger, der skal drøftes i forbindelse med revisionen af den fælles landbrugspolitik.

Foranstaltninger som degression - hvor de direkte betalinger nedsættes alt efter landbrugenes størrelse - ville kun få en selektiv indvirkning på nogle medlemsstater og en negativ indvirkning på landbrugssektorens konkurrenceevne i lande som Tjekkiet. Samtidig ville disse foranstaltninger helt klart føre til organisatorisk opdeling af landbrug. Af netop disse grunde er det vanskeligt for Tjekkiet at acceptere det aktuelle forslag om graduering og degression, og det er Tjekkiet nok ikke alene om.

  Marianne Thyssen (PPE-DE), skriftlig. - (NL) I Lissabontraktaten er de fem målsætninger for den fælles landbrugspolitik uændret i forhold til den nuværende traktat. Traktaten fastsætter bl.a., at der skal sikres rimelige priser. Denne målsætning er mere aktuel end nogensinde for forbrugerne.

Et andet problem er den nuværende europæiske landbrugspolitiks effektivitet. Vi må jo ikke være blinde for de negative sider af den nuværende fælles landbrugspolitik. Landmænd skal kunne tjene en indkomst, men også kunne arbejde effektivt, således at unge fortsat vælger en karriere inden for landbrugssektoren.

Jeg har ofte gentaget landbrugskommissær Fischer Boels ord om, at man ikke behøver være syg for at få et sundhedstjek. Vi må have mod til at spørge, om den nuværende landbrugspolitik er tilpasset udviklingerne på (verdens)markedet og EU-27's behov. Debatten omkring sundhedstjekket giver desuden mulighed for, at vi fortsat kan stå til ansvar for landbrugspolitikken over for offentligheden.

De europæiske borgere forventer fødevareforsyningssikkerhed, fødevaresikkerhed og nogen fødevaresuverænitet. Med dette initiativforslag har Parlamentet indflydelse, og det giver Kommissionen en solid tekst.

  Georgios Toussas (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Forslagene om et "sundhedstjek" af den fælles landbrugspolitik er endnu et angreb på de små og mellemstore landmænd.

Det er de små og mellemstore landbrug, der lider under resultaterne af 2003-reformen af den fælles landbrugspolitik. Arbejdsløsheden er steget, fordi tusindvis af små og mellemstore landmænd har måttet lukke bedriften.

I Grækenland er tobaksproduktionen reduceret med 70 %, to ud af fem sukkerfabrikker har måttet dreje nøglen om, landbrugsindtægten er skrumpet ind, og vinmarker står og visner.

Med Kommissionens nye forslag fjernes tilknytningen mellem støtte og produktion, der overføres midler fra den direkte støtte til landmændene til den anden søjle, hvor hovedsagelig forretningsfolk drager fordel. Interventioner afskaffes helt, og landbrugsbudgettet reduceres fra 2009, hvorved de små og mellemstore landbrugs endeligt fremskyndes.

Formålet med disse foranstaltninger er at opnå større støtte fra de store bedrifter og de multinationale levnedsmiddelvirksomheder, så man hurtigere kan koncentrere jorden, produktionen og handelen med landbrugsvarer på nogle få hænder, hvorved de grundlæggende skævheder og uretfærdigheder i den fælles landbrugspolitik (80 % af støtten går til 20 % af bedrifterne) skærpes. Al snak om landbrug, der bidrager til beskyttelse af miljøet, er hyklerisk, da udryddelsen af tusindvis af små og mellemstore landmænd øger affolkningen af områderne, og anvendelsen af afgrøder til biobrændsel vil være med til at sætte fødevarepriserne op.

Vi stemmer imod EU's forslag om et "sundhedstjek" af den fælles landbrugspolitik.

Betænkning af Christa Klaß (A6-0031/2008)

  Edite Estrela (PSE), skriftlig. - (PT) Jeg stemte for betænkningen af fru Klaß om kvindernes rolle i EU's landdistrikter, fordi jeg mener, at der skal tages hensyn til kønsaspektet i politikker for udvikling af landdistrikterne. På den måde kan de bidrage til at nå Lissabonstrategiens mål, hvad angår vækst, uddannelse, beskæftigelse og social samhørighed.

Jeg mener, at kvinder spiller en vigtig rolle for fremme af lokal og social vækst. Det er grunden til, at forslagene om at forbedre levevilkårene for kvinder i landdistrikterne ved f.eks. at skabe infrastruktur på alle niveauer af den almene og faglige uddannelse, fremme lige adgang til arbejdsmarkedet, skabe incitamenter til fremme af kvindelige iværksættere og udvikle sociale tjenester og sundhedstjenester af høj kvalitet er afgørende for bæredygtig udvikling i landdistrikterne.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi glæder os over, at der er vedtaget flere ændringsforslag, som forbedrer den endelige betænkning, deriblandt et af vores forslag, hvor det understreges, at det er nødvendigt at lægge størst mulig værdi i arbejde udført af kvinder, herunder kvindelige indvandrere, som ikke tilhører familier, der ejer landbrug, men udfører markarbejde og er særligt ramt af forskelsbehandlingen i landbrugsverdenen. Derfor stemte vi for betænkningen.

Vi beklager imidlertid, at vores andre forslag om kvindernes rolle i landdistrikter ikke blev vedtaget. Denne situation er stærk påvirket af den generelle situation i landbruget, og kvinder lider under følgerne af uretfærdige foranstaltninger inden for den fælles landbrugspolitik, som har ført til, at stadig flere små og mellemstore bedrifter og familiebrug nedlægges.

Derfor understreger vi fortsat nødvendigheden af en dybtgående revision af den fælles landbrugspolitik, hvor der lægges vægt på beskyttelse af familiebrug og små og mellemstore bedrifter for at støtte produktionen og garantere indkomsterne.

  Genowefa Grabowska (PSE), skriftlig. - (PL) Uden at mindske betydningen af byerne og de store byområder skal man huske på, at størstedelen af det sociale og økonomiske liv i Europa findes i landdistrikterne. Jeg er derfor glad for Christa Klass' betænkning om kvindernes rolle i landdistrikterne. Vores diskussion om dette passer godt ind i den generelle debat om fejringen af kvindernes internationale kampdag.

Jeg støtter kongstanken i denne betænkning om, at udviklingen af landdistrikterne ikke udelukkende kan foregå på basis af landbruget. EU's landbrugspolitik sigter mod at skabe en reel bæredygtig udvikling af landdistrikterne, hvilket giver befolkningen, der bor her, herunder kvinderne, en ekstra mulighed for bedre at kunne udnytte deres eget potentiale. Det indebærer, at kvinderne indtager en vigtigere rolle i lokalsamfundene, at de engagerer sig i oprettelsen af nye virksomheder, at de deltager i servicesektoren, der er under udvikling.

Det skal kraftigt understreges, at kvinders og mænds lige muligheder er det vigtigste princip, der skal være dominerende, når man definerer landdistrikternes funktion. Dette princip skal f.eks. anvendes i vurderingen af kvindernes adgang til arbejdsmarkedet. Kvindernes beskæftigelsesprocent er desværre lavere i landdistrikterne, da kvinder, der arbejder på landbrugsbedrifter, ikke altid tælles med til arbejdsstyrken, og de har ligeledes mindre muligheder for at besidde lønnet arbejde sammenlignet med byområderne.

Denne ufordelagtige situation kan kun forandres ved at ændre indbyggernes mentalitet og indføre nye finansielle impulser, som EU netop skal rette mod landdistrikterne.

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Jeg støttede Klaß-betænkningen, der omhandler mange vigtige problemer, som kvinder i landdistrikter står over for. Lav løn, mangel på tilgængelige tjenester i form af f.eks. børnepasning og social udstødelse er problemer, der er alt for velkendte i landdistrikter. Medlemsstaterne skal arbejde på at sikre, at disse problemer bliver løst, og at levevilkårene i landdistrikter er retfærdige for alle borgere.

  Jörg Leichtfried (PSE), skriftlig. - (DE) Jeg stemmer for at støtte kvinder i landdistrikter, da netop denne persongruppe er ramt hårdt af arbejdsløshed og som følge deraf også af fattigdom og mulig social udstødelse.

Som fru Klaß allerede har nævnt i sin betænkning, udgør regionalpolitikken og udviklingen af disse ofte forfordelte regioner samt disses indbyggere en grundsten i EU's politik. Netop kvinder, hvis ret til lige muligheder i forvejen undergraves i økonomisk velstående områder, bør især støttes i landlige, fattigere regioner, ligesom mulighederne for deres deltagelse i arbejdslivet.

Jeg vil især henlede opmærksomheden på den dårlige forsikringsdækning, der i øjeblikket er for medhjælpende ægtefæller, hvoraf kvinderne udgør langt størstedelen. På dette område kræves der en hurtig og effektiv ændring af lovgivningen. Også de utilfredsstillende bestemmelser for barsels- og sygeorlov, især for kvindelige selvstændige erhvervsdrivende og de medhjælpende ægtefæller, bør forbedres.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støtter betænkningen af Christa Klaß om kvindernes rolle i EU's landdistrikter. Målet med at forsøge at begrænse kvinders udflytning fra landdistrikter har min fulde støtte. Ved at indføre foranstaltninger til anerkendelse, beskyttelse og fremme af kvinders rolle i landdistrikterne vil vi ikke blot skabe øget ligestilling mellem mænd og kvinder i disse områder, men også sætte skub i den økonomiske vækst og tilskynde til bæredygtig udvikling i landdistrikterne. Jeg stemte for betænkningen.

  Véronique Mathieu (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Ligestilling mellem kønnene i landdistrikterne bør have mere opmærksomhed fra EU's side. Situationen for kvinders rettigheder og deres plads i landbosamfundet kræver faktisk, at medlemsstaterne og Kommissionen udviser større beslutsomhed.

For det første har kvinderne en særlig ugunstig retlig status, når de arbejder i landbrugssektoren som medhjælpende ægtefælle. Kommissionen bør bryde med denne juridiske ulighed, som fratager en del af de europæiske kvinder adgang til social sikring, barsels- og sygeorlov og pension i tilfælde af skilsmisse.

For det andet bakkes kvinders økonomiske initiativer og iværksætterånd ikke tilstrækkeligt op. Medlemsstaterne bør f.eks. give virksomhederne økonomiske fordele, hvis de tilbyder kvinder diversificeret arbejde, og støtte udbygningen af infrastrukturer og nye teknologier i landdistrikterne i det hele taget. Endelig bør Kommissionen i højere grad analysere programmerne for udvikling af landdistrikterne fra kvindens synspunkt.

Landdistrikterne tæller 56 % af EU's befolkning, og her kan kvinder bidrage med dynamik og kreativitet. Derfor vil jeg bidrage med min fulde støtte til forslagene i fru Klaβ' betænkning..

  Lydia Schenardi (NI), skriftlig. - (FR) Spørgsmålet om kvindens vilkår i landdistrikterne har været taget op utallige gange på adskillige verdenskonferencer om kvinder (1975, 1980, 1985 et 1995), om landbrugsreform og udvikling af landdistrikter (1979) og om befolkning (1994), men også af Kommissionen og Parlamentet. Men selv om teksterne hober sig op, må man stadig konstatere, at landbobefolkningen bliver mere og mere maskulin, og at der ikke er sket nogen forbedring af den medhjælpende ægtefælles status på en landbrugsbedrift.

Det er på høje tid at udarbejde strategier, som kan bremse kvindernes afvandring fra landet, især de veluddannede. Og at tage hensyn til udviklingen i de store linjer på verdensplan og navnlig liberaliseringen af samhandel og finanser samt privatiseringen af landbruget mod en reguleret og kvotastyret sektor.

Tiderne skifter, men det gør mentaliteten og skik og brug ikke, for ifølge dem består kvindens rolle i landbrugssektoren alt for ofte blot i at være medlandbruger eller ulønnet landarbejder på bedrifter, der tit er rene familieforetagender.

Denne betænkning foreslår at ændre denne status, og derfor vil vi stemme for.

Betænkning af Csaba Sándor Tabajdi (A6-0034/2008)

  Bernadette Bourzai (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg vil takke Csaba Tabajdi for den fortrinlige betænkning og alt det undersøgelses- og sammenfattende arbejde, han så glimrende har forestået og ført til ende.

Imidlertid vil jeg gøre opmærksom på, at jeg har stemt imod punkt 27:

27. understreger i denne forbindelse betydningen af grøn genteknik og kræver øgede bestræbelser fra medlemsstaternes og Kommissionens side på at udvikle mere moderne frø- og plantebeskyttelsesteknikker, således at produktionen af biogas ikke bliver en konkurrent til produktionen af kvalitetsfødevarer, og andelen af biomasse pr. arealenhed kan øges betydeligt.

Jeg er af den opfattelse, at biogas først og fremmest bør frembringes af affald fra landbrugsproduktionen. Der kan ikke være tale om at udvikle brugen af gmo-frø og pesticider for at fremme et endnu mere intensivt landbrug. Det ville være til skade for miljøet og ophæve alle fordelene ved biobrændsel. Som det fremgår af betænkningens titel, skal vi frem for alt fremme et bæredygtigt landbrug.

Jeg vil personligt være ansvarlig for udtalelsen fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter angående udkastet til direktivet om at fremme vedvarende energikilder.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Denne betænkning omfatter flere vigtige emner og indeholder nogle konklusioner, som vi støtter. Vi er navnlig enige i, at vi, før vi begynder at anvende "dedikeret" biomasse, bør anvende de forskellige affaldskilder, som har en energimæssig og økonomisk værdi, hvorved vi mindsker eller løser alvorlige miljøproblemer. Det er også positivt, at det i betænkningen bekræftes, at biogas har mere energipotentiale end flydende biobrændstoffer, hvilket Kommissionen har ignoreret.

Vi mener dog, at visse problemer burde have været behandlet mere indgående, navnlig forskellen mellem biogas og det overordentligt vigtige biomethan, som er en opgradering af biogas. Der skal skelnes klart mellem biogas og biomethan. Biomethan kan og skal fremstilles fra spildevandsrensningsanlæg, kontrollerede deponeringsanlæg og industriaffald samt naturligvis gylle og ajle. Schweiz og Sverige fremstiller allerede biomethan og anvender naturgasnet til dets distribution. I Göteborgområdet i Sydsverige er der allerede ca. 4.500 køretøjer, som udelukkende kører på biomethan. I USA er der talrige biomethanproducenter, og biomethan distribueres i flydende form.

Derfor understreger vi nødvendigheden af, at Kommissionen er fuldt ud opmærksom på og prioriterer finansiering af biomethanprojekter over hele Europa.

  Duarte Freitas (PPE-DE), skriftlig. - (PT) I Tabajdi-betænkningen understreges landbrugsbaseret biogas' potentiale, og det foreslås, at der vedtages et direktiv om biogasproduktion.

Jeg stemte for Tabajdi-betænkningen, fordi jeg mener, at der er to fordele ved at anvende biogas: For det første kan det bidrage til EU's energiforsyningssikkerhed og -bæredygtighed, og for det andet giver det landbrugerne mulighed for at udvikle nye indkomstkilder.

Biogassens bidrag til opfyldelsen af de mål, som Kommissionen for nylig fastsatte, for vedvarende energikilders bidrag inden 2020, kan være særlig vigtigt.

  Bogusław Liberadzki (PSE), skriftlig. - (PL) Jeg stemmer for vedtagelse af betænkningen om bæredygtigt landbrug og biogas: behov for revision af EU-lovgivningen (2007/2107(INI)).

Ordføreren, Csaba Sándor Tabajdi, har korrekt konstateret, at vi skal begynde at udnytte energipotentialet af biogas, der minder om og kan erstatte naturgas.

Jeg tilslutter mig holdningen om, at man skal fremme investering i biogasproduktion med forskellige midler, herunder ved hjælp af EU-midlerne øremærket til regional udvikling og udvikling af landdistrikterne.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Som det fremhæves i hr. Tabajdis betænkning om bæredygtigt landbrug og biogas, har biogas et stort potentiale, som EU endnu ikke har udnyttet. Jeg støtter opfordringen til, at Kommissionen udarbejder en sammenhængende politik for biogas. Det er nødvendigt, at der tilskyndes til udformning af en politik for biogas over hele EU, hvis vi ønsker, at Europa diversificerer sin energiproduktion tilstrækkeligt. Med biogas har vi mulighed for både at øge produktionen af vedvarende energi og bidrage til bæredygtig udvikling af økonomien, landbruget og landdistrikterne. Jeg støtter henstillingerne i betænkningen.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. - (DE) Biogasanlæg er fornuftige hos mindre landmænd, da der her opstår et økologisk kredsløb ved at udnytte gyllen og andre reststoffer med henblik på at udvinde biogas og efterfølgende at kompostere til gødning af høj kvalitet eller ved at koble dem med foderstoftørring.

En øget støtte til biogasanlæg bør dog afvises for at udelukke, at der spildes foderstoffer af høj kvalitet på at frembringe brændstof og energi. Det må under ingen omstændigheder komme så vidt, at store virksomheder med henblik på at fremstille den såkaldte bioenergi og biobrændstof forpagter marker af landmændene, og at disse så går tabt for fødevareproduktionen, hvorefter vi oversvømmes af monokulturer, pesticider og anvendelse af genteknologi, og vores fødevaretekniske evne til selvforsyning forsvinder.

Men en optimering af eksisterende anlæg og metoder til en mere effektiv udnyttelse af biogasanlæggene er ønskelig, andre punkter er af de nævnte årsager problematiske, hvorfor jeg har stemt imod betænkningen.

  Andrzej Jan Szejna (PSE), skriftlig. - (PL) Jeg stemmer for Csaba Sándor Tabajdis betænkning om bæredygtigt landbrug og biogas: behov for revision af EU-lovgivningen.

Jeg synes, at man skal støtte forslaget til Europa-Parlamentets beslutning om bæredygtigt landbrug og biogas af vigtige økonomiske og miljømæssige hensyn, især eftersom det indebærer, at det er nødvendigt at se nærmere på EU's lovgivning på dette område.

Det vil være et syvmileskridt mod indfrielse af målet fastsat i Kommissionens hvidbog, nemlig en stigning i andelen af vedvarende energikilder fra 6 % i 1995 til 12 % i 2010.

Potentialet af biogas, der er fremstillet af naturlige materialer såsom animalsk gødning, er stadig ikke fuldt udnyttet. Hvis produktionen intensiveres, vil det imidlertid ikke blot bidrage til en reducering af kuldioxidemissionerne, men ligeledes en øget konkurrencedygtighed, eftersom landmændene får adgang til nye indtægtsperspektiver.

Man skal huske på, at biogas er en af de billigste varmeenergikilder, hvilket i vid udstrækning kan hjælpe EU-landene med at blive uafhængige af naturgasforsyningerne.

Jeg støtter PSE-Gruppens holdning, hvori Kommissionen opfordres til hurtigst muligt at inkludere den nye strategi for biogasproduktion i Kyotomekanismen.

  Formanden. - Vi har afsluttet formiddagens arbejde. Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. Den genoptages kl. 15 med et højtideligt møde i anledning af Europa-Parlamentets 50-års jubilæum.

(Mødet udsat kl. 13.05 og genoptaget kl. 15)

FORSÆDE: Hans-Gert PÖTTERING
Formand

(Ungdomsorkestret spillede under ledelse af Pavel Kotla)

  Formanden. - Det var et dejligt bidrag fra det europæiske ungdomsorkester under dirigenten Pavel Kotla. Mange tak for det!

Mine damer og herrer! Jeg vil gerne byde Dem hjerteligt velkommen til festligholdelsen af 50-året for konstitueringen af Europa-Parlamentet. Allerførst vil jeg gerne bede Dem om med en klapsalve at hilse på alle tidligere formænd, der i dag er til stede, nemlig Emilio Colombo, lord Henry Plumb, Enrique Barón Crespo, Egon Klepsch, Klaus Hänsch, José Maria Gil Robles, Nicole Fontaine og Josep Borrell Fontelles. Hjerteligt velkommen, kære tidligere formænd!

(Vedvarende bifald)

Jeg hilser formanden for Det Europæiske Råd, Janez Janša, og også formanden for Kommissionen, José Manuel Durão Barroso, hjerteligt velkommen. De er jo ofte hos os her i mødesalen, hr. Barroso, men i dag er De særligt velkommen.

(Bifald)

Det er en særlig glæde i dag at kunne byde formanden for Europarådets Parlamentariske Forsamling, Lluís Maria de Puig, velkommen her i Europa-Parlamentets mødesal. Hjerteligt velkommen!

(Bifald)

Det er en glæde i dag i Europa-Parlamentet at kunne byde velkommen til formændene for hhv. Belgiens parlament, Herman van Rompuy, Italiens parlament, Fausto Bertinotti, og det hollandske senat, Yvonne Timmerman-Buck, sammen med andre repræsentanter for parlamenterne i Bulgarien, Tjekkiet, Tyskland, Estland, Irland, Frankrig, Letland, Litauen, Luxembourg, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Det Forenede Kongerige og Ungarn.

(Bifald)

Jeg byder formændene for de andre europæiske institutioner: formanden for EF-Domstolens første kammer, Peter Jann, formanden for Den Europæiske Revisionsret, Viktor Caldeira, for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Dimitris Dimitriadis, for Regionsudvalget, Luc Van den Brande, og Ombudsmanden, Nikoforos Diamandouros, hjerteligt velkommen i Europa-Parlamentet!

(Bifald)

Det er en glæde at kunne byde de kommunale og regionale repræsentanter velkommen: borgmesteren i Strasbourg, Fabienne Keller, formanden for regionalrådet i Alsace, Adrien Zeller, formanden for Conseil Général du Bas-Rhin, Philippe Richert, og præfekterne for regionen Alsace og Bas-Rhin, Jean-Marc Rebière. Hjerteligt velkommen her i Europa-Parlamentet!

(Bifald)

Mine damer og herrer, på plads nr. 146 sidder vores kollega, Astrid Lulling. Hun er den eneste af os, der har været medlem af Europa-Parlamentet, da der ikke var direkte valg til Europa-Parlamentet.

(Vedvarende bifald)

For næsten præcist 50 år siden, den 19. marts 1958, mødtes her i Strasbourg - i det daværende "Maison de l'Europe" - for første gang Den Fælles Parlamentariske Forsamling for de tre institutioner Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, Det Europæiske Atomenergifællesskab og Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Forsamlingen bestod "af repræsentanter for folkene i de i Fællesskabet sammensluttede stater", som det hed i Romtraktaten, der var trådt i kraft nogle uger forinden.

Vi fejrer i dag denne årsdag, fordi den repræsenterer kontinuiteten af denne Parlamentariske Forsamling - med dens oprindelige 142 medlemmer.

Den første formand for Den Fælles Parlamentariske Forsamling var den store Robert Schuman. I sin åbningstale erklærede han, at forsamlingen havde en vigtig rolle at spille ved udviklingen af en europæisk ånd, og han sagde: "für den die Versammlung der Schmelztiegel war und bleiben wird" (for hvilken forsamlingen var og vil forblive smeltediglen). Det, tror jeg, gælder også i dag. Samtidig formanede han allerede ved det konstituerende møde sine kolleger om, at et parlamentarisk arbejde med 142 medlemmer - fra dengang seks lande - især kræver disciplin, hvilket gælder så meget mere i dag, som vi alle ved, med 785 medlemmer fra 27 lande!

Allerede kort efter den konstituerende forsamling begyndte vores forgængere uformelt at kalde deres institution "Europa-Parlamentet" - en formulering, der ikke forekom i traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber. Fire år senere, i marts 1962, traf Den Parlamentariske Forsamling så også beslutning om at kalde sig selv "Europa-Parlamentet".

Selv om traktaterne til oprettelse af De Europæiske Fællesskaber fastlagde, at der skulle udarbejdes "forslag til afholdelse af almindelige direkte valg ifølge en i alle medlemsstater ensartet fremgangsmåde", og at Ministerrådet "einstimmig die entsprechenden Bestimmungen erlassen und sie den Mitgliedstaaten zur Annahme gemäß ihren verfassungsrechtlichen Vorschriften empfehlen" (enstemmigt vedtager de pågældende bestemmelser og anbefaler, at medlemsstaterne vedtager dem i henhold til deres forfatningsbestemmelser), var det først i 1976, at Ministerrådet på basis af en anbefaling fra Europa-Parlamentet den 20. september 1976 vedtog en tilsvarende retsakt, med hvilken det blev besluttet at gennemføre almindelige og direkte valg til Europa-Parlamentet.

Oprindelig havde Den Parlamentariske Forsamling næsten ingen egne rettigheder. Vores forgængere havde på fornemmelsen, at der forestod lang tids europæisk parlamentarisering, der krævede, at de og de efterfølgende generationer var i besiddelse af et klart kompas, et resolut eget initiativ og tålmodig udholdenhed. Lidt efter lidt tilkæmpede Europa-Parlamentet sig stadig flere rettigheder, blev stadig mere bevidst om sit ansvar og sine muligheder og gør i dag sit navn ære - det tror jeg, at alle her i dag er enige med mig i.

(Bifald)

Vi repræsenterer næsten 500 millioner EU-borgere. Vi afspejler alle politiske strømninger, der findes i EU. Vi er det frit valgte parlament for EU, forenet i bestræbelsen på at opnå de bedste og mest overbevisende løsninger. Vi er blevet selvbevidste og en magtfaktor inden for europæisk politik.

Det, mine damer og herrer, har vi god grund til at glæde os over.

De vigtigste etaper af denne vej, der indledtes i 1958, har altid været kendingsmærker på en fælles vej mod europæisk enhed: I 1971 fik Det Europæiske Fællesskab sit eget budget. Europa-Parlamentet har siden da haft betydelig indflydelse på godkendelsen af budgettet. I 1979 fandt det første direkte valg til Europa-Parlamentet sted. I 1986 blev begrebet "Europa-Parlament" endelig retsgyldigt med den europæiske fællesakt. Med Maastrichttraktatens ikrafttræden fik Europa-Parlamentet for 15 år siden den fulde medbestemmelsesret på fællesskabspolitikkens første områder - og dermed mulighed for i væsentlig grad at udforme lovforslag og om nødvendigt også at forhindre dem imod Ministerrådets vilje. Medbestemmelsesretten blev udbygget yderligere i Amsterdamtraktaten. Lissabontraktaten vil faktisk gøre medbestemmelsesproceduren til det normale i forbindelse med europæisk lovgivning - og taler derfor på passende vis også om den "ordinære lovgivningsprocedure".

I dag er vi 785 medlemmer fra 27 europæiske nationer. Vi repræsenterer over 150 nationale politiske partier, hvoraf de fleste er sluttet sammen i syv grupper. Vi er det fælles lovgivnings- og budgetorgan og er ligeberettiget med Ministerrådet. Vi kontrollerer Kommissionen, vælger dens formand, og har Kommissionen brug for vores tillid for at kunne fungere. Vi er forkæmpere for fællesskabsrettens forrang. Vi er EU's borgerkammer.

Lissabonreformtraktaten, som vi har vedtaget for tre uger siden, vil styrke vores rettigheder yderligere. Vigtige spørgsmål, som beskæftiger EU-borgerne i dag, vil fremover kun kunne afgøres, hvis flertallet i Europa-Parlamentet stemmer for det. Det gælder også de vigtige indenrigs- og retspolitiske spørgsmål. Men alt dette berettiger ikke til selvtilfredshed, og det er på ingen måde resultatet af en automatisk proces. Vi har måttet kæmpe for det!

Jeg vil gerne takke de mange kolleger, der i de forløbne fem årtier under ledelse af vores formænd har arbejdet for en styrkelse af parlamentarismen inden for rammerne af en europæisk enhed og dermed har fortjent anerkendelse. Der skal lyde en stor tak til de tidligere og nuværende medlemmer af Europa-Parlamentet!

(Bifald)

Jean Monnet har engang sagt: "Intet er muligt uden mennesker. Men intet er varigt uden institutioner." Jeg vil gerne mindes Paul Henri Spaak, den første formand for Den Fælles Parlamentariske Forsamling i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) - forløberen for Europa-Parlamentet - der med sin betænkning efter Messinakonferencen i juni 1955 havde en væsentlig andel i forberedelsen af Romtraktaten.

Vejen til parlamentarisk demokrati i EU har fulgt en logik, som vi også kender fra de europæiske nationalstaters historie. Den institutionelle balance, som vi i dag har skabt mellem det nationale og europæiske niveau, er et flot resultat af den indbyrdes afbalancerede styreform på de forskellige niveauer i Europa. Til denne balance hører også Europa-Parlamentets gode samarbejde med de nationale parlamenter, som ligger os særligt på sinde. Det glæder mig, at næsten alle nationale parlamenter i EU-medlemsstaterne er repræsenteret på højt niveau her i dag.

(Bifald)

Jeg opfordrer os alle - medlemmerne af Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter - til, at vi også fremover bestræber os på at bevare dette gode samarbejde.

Reformtraktaten fra Lissabon og chartret om grundlæggende rettigheder vil i afgørende grad bidrage til at realisere demokrati og parlamentarisme på alle niveauer i EU. Vi kan være stolte over, at vi altid uden forbehold har arbejdet for reformtraktaten og chartret!

(Bifald)

Vi har brug for den kritiske offentlighed og den kritiske overvågning af vores arbejde. Men vi har også krav på fairness. EU er med sin mangfoldighed kompliceret som intet andet fællesskab i verden. Det beder jeg de medier om at tage hensyn til, som vi har så meget brug for til kommunikation med borgerne. Især må EU ikke misbruges som syndebuk for national utilstrækkelighed.

(Bifald)

Til de største resultater af vores europæiske vision i de seneste 50 år hører, at demokrati og frihed har vundet indpas overalt i Europa. Estland, Letland, Litauen, Polen, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Bulgarien, Rumænien og det genforenede Tysklands medlemskab er en præstation, som vi kun har kunnet drømme om, men som er blevet virkelighed i vores tid. I dag er vi forenet "til vores fælles bedste", som det hedder i Berlinerklæringen af 25. marts 2007. Det er grund til stor glæde.

Til en status over de sidste 50 år hører frem for alt også et kig ud i fremtiden. Vi bør selvkritisk minde hinanden om, hvilke aspekter af den europæiske parlamentarisme der endnu ikke er tilfredsstillende:

I modsætning til de nationale parlamenter mangler vi i dag muligheden for inden for rammerne af budgetproceduren at træffe beslutning om opkrævningen af egne finansielle ressourcer.

Parlamentsstyret er normalt forbundet med en parlamentarisk kontrol af militærvæsenet, men EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er ikke komplet uden en fornuftig kobling mellem nationalt og europæisk ansvar.

Endnu mangler vi en fælles, ensartet valgret. Dermed mangler vi også en vigtig forudsætning for at have effektive europæiske partier, der stiller op til valget til Europa-Parlamentet med fælles lister.

Med tålmodighed, udholdenhed og et klart kompas har Europa-Parlamentet siden det første møde i Den Europæiske Parlamentariske Forsamling tilkæmpet sig sin plads. Således vil, må og skal det fortsætte. Som direkte valgt overstatslig og folkevalgt repræsentation er Europa-Parlamentet blevet et forbillede for lignende bestræbelser i andre regioner af verden. Det oplever jeg - og De - på vores rejser ud i verden.

Da Robert Schuman den 19. marts 1958 tiltrådte som den første formand for Den Europæiske Parlamentariske Forsamling, var det svært at forudsige en sådan positiv udvikling af parlamentarismen i Europa. Men Robert Schuman havde en vision. Han talte om den europæiske idé, der skulle reaktiveres, om "la relance de l'idee européenne". Hvad kunne i dag efter de kriseagtige tilstande i forbindelse med den mislykkede forfatningstraktat være et bedre ledemotiv for den opgave, der forestår?

Den 19. marts 1958 udtrykte Robert Schuman i sin korte tale bekymring over, at et teknokratisk syn på tingene kunne få håbet om europæisk enhed til at blegne. Det gælder også i dag. Robert Schuman var realistisk, beskeden og entydig i sin beskrivelse af mulighederne for Den Fælles Parlamentariske Forsamling, som han var formand for indtil 1960: "Nous désirons contribuer", sagde han med sin varme, menneskekærlige stemme, "à créer un noyau de la structure européenne".

Robert Schuman afsluttede sin første tale som formand for Den Europæiske Parlamentariske Forsamling ved at bekende sig til vores kontinents enhed, Europas enhed, som skulle forstås som et værdifællesskab for de frie nationer på vores kontinent: "Ainsi seulement l'Europe réussira à mettre en valeur le patrimoine total qui est commun à tous les pays libres."

Dette vil jeg gerne knytte an til. EU er et værdifællesskab. Det er ikke et formål i sig selv, at vores institutioner eksisterer, de tjener vores værdier: menneskets værdighed, menneskerettigheder, demokrati, retfærdighed, økonomisk og social velfærd. De tjener solidaritetens og subsidiaritetens principper. Europa betyder respekt for hinanden, respekt for vores mangfoldighed, respekt for vores medlemsstaters værdighed, store som små. Denne respekt kan ikke foreskrives, men den er en nødvendig forudsætning for vores gensidige forståelse og for vores fælles handlen. Respekten for den europæiske lovgivning, som gør det muligt for os at afbalancere interesserne og løse konflikter i al fredsommelighed, må hele tiden suppleres af de uskrevne regler for vores europæiske samliv: respekt for hinanden.

(Bifald)

Jeg vil gerne opmuntre og opfordre til at vise denne indbyrdes respekt - uanset hvor vi står politisk.

Hvis det lykkes os at vise denne gensidige respekt, hvor vi viser tolerance over for hinanden, samtidig med at vi er tro over for vores egne overbevisninger, men er parate til at indgå kompromis, kan EU og Europa-Parlamentet være en model for verdensfreden.

Vores europæiske arv ligger i vores nationers frihed og enhed, der er knyttet sammen i EU. Vi ærer Robert Schuman og alle medlemmer af den første Europæiske Forsamling, ved at vi bestræber os på at vise os værdige til at efterfølge dem, ved at arbejde for et ansvarsbevidst, åbent og borgernært Europa-Parlament, som også om nødvendigt skal være besluttet på at påtage sig en politisk ledelsesopgave. Hvis vi fortsat bestræber os på dette, behøver vi ikke at frygte for dommen fra dem, der følger efter os, når de i 2058 på Europa-Parlamentets 100-års dag vurderer vores arbejde fra i dag.

Mine damer og herrer, lad os i fællesskab glæde os over at kunne tjene freden og enheden på vores europæiske kontinent!

(Vedvarende og kraftigt bifald)

  Janez Janša, formand for Rådet. - (SL) Hr. formand! "My address cannot be devoid of emotion" (jeg kan ikke holde følelserne ude af min tale). Sådan tiltalte den første formand for den Europæiske Parlamentariske Forsamling, Robert Schuman, dette Parlament for første gang den 19. marts 1958. 50 år senere, i forbindelse med festligholdelsen af Deres jubilæum, føler vi nøjagtig det samme.

Her står jeg og taler til ikke bare 142 nationale, men 785 direkte valgte medlemmer af Europa-Parlamentet. Når vi ser tilbage på den vej, vi har lagt bag os, og på det blomstrende europæiske demokrati gennem de forløbne 50 år, bør vi føle stolthed og taknemmelighed over for fædrene til det europæiske begreb. Samtidig har vi ansvaret for at gøre vores bedste for at fortsætte den europæiske historie om fred, samarbejde og fremgang.

Lad os tænke tilbage på 1958: Samfundet stod over for konsekvenserne af to ødelæggende krige, den bipolare verden med vestlige og østlige stormagters pusten sig op, den kolde krig, den cubanske revolution, den første chip, atomforsøg og opsendelsen af den første satellit. 168 millioner europæere blev forenet, da de seks medlemmer af EU, som helede krigens sår, nød økonomisk fremgang og sammen med NATO sikrede fred og demokrati i området. Desværre levede størstedelen af det øvrige Europa i et totalitært miljø af samfundsmæssig og økonomisk stagnation eller endda tilbagegang.

I 2008 står vi med et helt andet billede. Den multipolare verden er ikke kun optaget af økonomisk og politisk konkurrence, men i stigende grad også af samarbejde om at finde løsninger på de aktuelle udfordringer. Fjernelsen af de grænser, der delte Europa fra Berlinmuren, af jerntæppet og overvågningen af de indre grænser vil fortsætte ved udgangen af denne måned, når luftgrænserne fjernes i det udvidede Schengenområde.

EU's territorium er mere end tre gange større end for 50 år siden, og det har tre gange flere indbyggere, 23 officielle sprog, et stærkere indre marked og en fælles valuta. Gennemsnitligt er den forventede levetid for EU's borgere otte år længere. 27 regerings- og statsledere - for 20 år siden levede en tredjedel af os under totalitære regimer - vil sidde ved samme bord og træffe beslutninger i morgen. I dag lever næsten hele Europa i frihed og demokrati. Det er et resultat, vi bør være bevidste om og hylde.

Parlamentets liv og arbejde siden 1958 afspejler klart det fremskridt, der er opnået gennem integration gennem de sidste 50 år. Efter i starten at have haft en rådgivende rolle opnåede De i begyndelsen af 70'erne den første reelle kompetence i forhold til EU's budget, og sidst i 70'erne havde De de første direkte valg. Med nye aftaler opnåede De stærkere kompetencer til at vedtage lovgivning og udpege de øverste politiske repræsentanter for EU. Den nye Kommission kan heller ikke eksistere uden Deres tillid.

Ligesom Romtraktaten gav Parlamentet nye ansvarsområder i 1958, repræsenterer Lissabontraktaten 50 år senere et stort skridt fremad for Parlamentet. Proceduren med fælles beslutningstagning vil blive udvidet til næsten alle EU's politikområder, og Parlamentets rolle i forhold til demokratisk kontrol, indgåelse af internationale aftaler og udpegelse af EU's øverste repræsentanter vil blive styrket.

Det glædede mig meget, da De godkendte betænkningen om Lissabontraktaten med stort flertal på plenarmødet i sidste måned. Jeg vil også gerne gratulere alle de medlemsstater, der allerede har gennemført en vellykket ratifikationsproces, og jeg håber, de tilbageværende medlemsstater snart følger trop.

Hvor EU's første 50 år var dedikeret til den europæiske dagsorden og vores politiske og økonomiske udvikling og reformer, vil vi i de næste 50 år bestemt også koncentrere os om den globale dagsorden. Det fremgår tydeligt af listen over emner til Det Europæiske Råds møde i morgen.

Der er ingen tvivl om, at vi kun kan finde passende løsninger på udfordringerne fra Lissabon, på miljøproblemerne og energiproblemerne og på uroen på finansmarkederne, hvis vi tager globale tendenser og aktører i betragtning og inddrager dem i vores aktiviteter.

Det gælder også for menneskerettigheder og interkulturel dialog, hvor De, Europa-Parlamentet, bestemt indtager en ledende rolle. Jeg vil gerne benytte lejligheden til på Rådets vegne at anerkende Deres rolle i forhold til at påpege menneskerettighedsovertrædelser og overvåge valg og i forhold til Deres delegationers arbejde i internationale institutioner såsom FN's Menneskerettighedsråd. Deres rolle inden for rammerne af blandede parlamentariske forsamlinger er også vigtig og tilføjer merværdi til EU's politikker i forhold til tredjelande og -regioner.

Gennem Deres aktiviteter og møder med højtstående gæster i året for interkulturel dialog styrker De en af de grundlæggende europæiske traditioner, nemlig den kendsgerning, at gensidig respekt og forståelse er grundlaget for sameksistens i Europa og i hele verden.

EU's vifte af aktiviteter udvides hele tiden, men de styres alle af en enkelt regel: Succes er proportional med graden af enighed blandt medlemsstaterne, sektorer, interessegrupper og generationerne og inden for regionale, nationale, europæiske og globale faktorer. Her må EU's institutioner foregå med et godt eksempel.

"Hver person er en ny verden. Kun institutioner, der bevarer den kollektive erfaring, kan udvikle sig". Med denne tanke bringer Jean Monnet os et skridt nærmere en forklaring på, hvorfor visionen om EU stadig tit ikke ligner virkeligheden, og hvorfor mange europæere trods de sidste 50 års meget åbenbare succes stadig tvivler på fordelene ved europæisk integration. For at forstå og værdsætte frihed, fred og forskellighed, fraværet af grænser og fordelene og de fremtidige muligheder ved et forenet Europa skal vi altid huske, at der findes andre, langt værre alternativer.

Det er grunden til, at vores fælles opgave er at holde liv i den kollektive europæiske erfaring. Deri kan vi finde styrken til at gå de aktuelle udfordringer i møde. Fortidens tanker må forenes med dem, der handler om fremtiden. Hvis vi ikke havde sluttet os sammen for 50 år siden, ville vi formentlig ikke opleve fred og fremgang i dag. Det samme kan siges om de næste 50 år. Hvis vi ikke sammen søger efter lavemissions- og energibesparende løsninger, vil det ikke lykkes for os at begrænse klimaforandringerne. Vi vil opleve endnu flere oversvømmelser, orkaner, tørker, nye sygdomme, truede økosystemer og klimaflygtninge. Det er altafgørende, at resultaterne af europæiske beslutninger og aktiviteter er tilstrækkeligt konkrete og håndgribelige til, at borgerne kan forstå EU's helt afgørende vigtighed i forhold til at bevare og forbedre deres livskvalitet.

Jeg vil gerne takke Dem for Deres bidrag til EU's udvikling gennem de sidste 50 år. Jeg ved, hvad det har betydet for vores generationer. Faktisk blev jeg født samme år som Parlamentet.

Indtil og efter, at dette mandat slutter, ønsker jeg Dem held og lykke med Deres arbejde, masser af nye idéer og fortsat udholdenhed med udviklingen af europæiske værdier, demokrati og levevis.

Jeg er overbevist om, at når vi næste gang fejrer et rundt jubilæum for dette Parlament, denne repræsentant for europæisk demokrati, vil vi igen kunne fejre synligt fremskridt i Europa.

(Bifald)

  Formanden. - Hjerteligt tak til formanden for Det Europæiske Råd. Jeg vil nu bede formanden for Kommissionen, José Manuel Durão Barroso, om at tale til os.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen (FR) - Hr. formand for Europa-Parlamentet, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer, formænd for de forskellige europæiske institutioner, forhenværende formænd for Europa-Parlamentet, repræsentanter for de nationale parlamenter og gæster! Det er mig en stor glæde at fejre Europa-Parlamentets første halve århundrede i Deres selskab. Det er et jubilæum med stærk symbolsk og politisk betydning for Europa. For 50 år siden indkaldte Robert Schuman under sit formandskab en ny fælles forsamling. De tre Europæiske Fællesskaber havde netop skabt den første ramme til et europæisk demokrati. Siden er dette grundlæggende politiske valg blevet bekræftet ved hvert skridt mod europæisk integration.

Europas grundlæggere havde før alle andre en intuition om, at det fremspirende Europa behøvede stærke demokratiske europæiske institutioner til at besegle de fastere og fastere bånd mellem De Seks. Jean Monnets geniale vision indebar også, at disse institutioner skulle kunne udbygges og tilpasses den forudanede dobbeltsidige udvikling i fremtiden: yderlige tilnærmelse og geografisk udvidelse. Og jeg må sige, at det altid er gribende at stå her - i det europæiske demokratis hus - foran denne forsamling af repræsentanter valgt direkte af folkeslag, som indtil for ganske nylig var splittet af diktaturer, der forhindrede Europa i at trække vejret frit.

(Bifald)

Den institutionelle trekant, grundlæggerne efterlod os, er en enestående model, som i højeste grad har bevist sin levedygtighed og sin modstandsevne gennem 50 år. Den har tilpasset sig en kraftig forøgelse af de ansvarsområder og hverv, der betros Fællesskabet og nu Unionen. Den har også tilpasset sig Unionens utroligt dynamiske udvidelse.

Denne succes skyldes vores institutioners opfindsomme og afbalancerede opbygning, for den svarer ikke til en klassisk magtfordeling. Den skyldes også vores funktionsmåde, som både tilgodeser det fællesskabsretlige samarbejde og nærhedsprincippet.

Men institutionerne er ikke et mål i sig selv. De tjener et ideal og nogle målsætninger. De tjener vores borgeres interesser. Jo stærkere institutionerne er, desto bedre tjener de dette ideal og de europæiske borgeres interesser.

Grundlæggerne ville først og fremmest samle Europa for fredens skyld. De ville bygge det nye Europa gennem solidaritet. De valgte økonomi som drivkraft for deres politiske vision og deres målsætninger.

Her 50 år efter har det fredelige Europa, som er udvidet til et kontinents dimensioner, behov for stærke institutioner til at tage tidens udfordring op - globaliseringen. Den udfordring kan ingen stat klare alene. Kun Unionen har via sin erfaring med åbne markeder og sine regler, der er udtryk for vores friheds- og solidaritetsværdier og satsning på bæredygtig udvikling, både dimensioner, institutioner og redskaber til at magte og forme globaliseringen.

For at kunne leve op til den udfordring må det 21. århundredes Europa stå sammen og hævde sig i videnøkonomi, skaffe sine mænd og kvinder arbejde og også gøre økonomien mere dynamisk. Europa må indtage sin retmæssige plads på verdensscenen, nemlig som en europæisk magt uden arrogance, et Europa, som vil være i stand til at tilbyde - ikke påtvinge, men tilbyde - resten af verden sine friheds- og solidaritetsværdier.

Det vil lykkes os, hvis vi fastholder et konstruktivt partnerskab mellem vores institutioner.

I dette partnerskab vil jeg takke Parlamentet for dets bidrag til den europæiske integration i alle aspekter af borgernes liv. I løbet af 50 år har Europa-Parlamentet fået langt flere ansvarsområder og langt større magt. Jeg mener magt i form af legitimitet som direkte følge af europæernes stemmer. Jeg mener også formel magt - fælles beslutningstagning, budgetbeføjelser, demokratisk kontrol med EU's institutioner. Og endelig mener jeg politisk indflydelse. Parlamentet har gjort sig gældende både som medansvarlig for lovgivningen og som en vægtig partner i den institutionelle trekant og i det politiske liv i Europa, men også ved at knytte stærkere og stærkere bånd med de nationale parlamenter, som for en stor del er repræsenteret her i dag.

Den magt, som Parlamentet har formået at vinde i tidens løb, har kun styrket EU som helhed. Et stærkt Europa-Parlament er en uundværlig partner for de øvrige institutioner, og i særdeleshed - det vil jeg gerne understrege - for Kommissionen. Jeg mener at kunne sige, at forholdet mellem vores to institutioner bliver mere og mere tæt, solidt og modent, og det glæder mig.

Når Lissabontraktaten er ratificeret, vil den styrke alle Fællesskabets institutioner yderligere. Den vil udvide Parlamentets beføjelser. Den vil øge Kommissionens dobbelte demokratiske legitimitet gennem stærkere forbindelser til Parlamentet og Rådet. Den vil give Rådet et stabilt formandskab, som vil sikre en bedre sammenhæng i tilrettelægningen og opfølgningen af Rådets møder. Rollen som højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik bliver udbygget, og vedkommende vil også være næstformand i Kommissionen.

Lissabontraktaten skærper vores institutioners legitimitet og effektivitet og er derfor et stort fremskridt for EU.

Man må forstå, at der hverken i dag eller i morgen vil være tale om at tage fra den ene institution for at give til den anden. Ingen af vores institutioner må blive stærkere på de andres bekostning. Tværtimod ønsker vi stærkere europæiske institutioner for at gøre Unionen mere effektiv og demokratisk. Alle vores institutioner vil vinde ved en konsolidering af Fællesskabets institutionelle opbygning..

Den 50-års-dag, vi fejrer i dag, fik mig til at tænke på et citat af en stor portugisisk forfatter, Agustina Bessa Luis. Hun sagde. "Som 15-årig har man en fremtid, som 25-årig har man et problem, som 40-årig erfaring, men før man runder et halvt århundrede, har man ikke rigtig nogen historie".

I dag kan Europa-Parlamentet, det europæiske demokratis hus, med stolthed sige, at det bestemt har en storslået historie bag sig, men så sandelig også foran sig. Derfor vil jeg på Kommissionens og egne vegne ønske hjerteligt tillykke med Deres arbejde for et samlet Europa og held og lykke fremover.

(Bifald)

  Formanden. - Også hjerteligt tak til formanden for Kommissionen. Jeg vil gerne byde Hans Joachim Opitz velkommen som repræsentant for alle tidligere generalsekretærer. Han er også iblandt os i dag.

Nu glæder vi os til at høre det europæiske ungdomsorkester igen.

(Kort koncert med EU's ungdomsorkester)

(Kraftigt bifald)

(Parlamentets medlemmer rejste sig og lyttede til den europæiske hymne)

(Mødet udsat kl. 16.15 og genoptaget til kl. 16.20)

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TASAGAROPOULOU
Næstformand

  Formanden. - Protokollen fra mødet tirsdag den 11. marts er omdelt.

Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.

(Protokollen godkendtes)

  Formanden. - Mine damer og herrer! Jeg har en vigtig meddelelse vedrørende eftermiddagens afstemninger. Af tekniske årsager er der uoverensstemmelser mellem det resultat af afstemningerne med navneopråb, som fremgik af tavlen og blev meddelt af mødeformanden, og det faktiske tal, som blev registreret af afstemningssystemet. Vi understreger dog, at det ikke i noget tilfælde har ændret på resultatet af afstemningerne, da flertallene var de samme.

Under disse omstændigheder kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved eftermiddagens afstemninger, og de anses for godkendt. De resultater, som vil blive offentliggjort i bilaget til protokollen for mødet i dag, er de faktiske resultater.

De tekniske medarbejdere forsøger naturligvis på alle måder at identificere årsagen til denne fejl, og alle funktioner vil blive genoprettet inden afstemningerne i morgen.

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A6-0052/2008) af Ana Maria Gomes for Udenrigsudvalget med forslag til Europa-Parlamentets henstilling til Rådet om Den Europæiske Unions rolle i Irak (2007/2181(INI)).

  Ana Maria Gomes, ordfører. - (PT) Fru formand! Her, hvor Parlamentet skal til at stemme om en betænkning om EU's rolle i Irak, er det vigtigt at se på nogle af de ting, landets historie har lært os. Den 16. marts er det 20 siden, det kemiske angreb på den kurdiske by Halabja fandt sted. Det var en af de mest dødelige operationer under Anfal-folkedrabet, som Saddam Husseins tropper udførte mod hans eget folk. Halabja var ikke et enkeltstående tilfælde. Der har været mange Halabja'er i hele Irak. Europæiske regeringer gjorde ingenting ved og lukkede nu og da øjnene for, at Saddam Husseins regime igennem årtier udsatte det irakiske folk for en strategi med systematisk brutalisering, der havde katastrofale konsekvenser, og som stadig mærkes den dag i dag. Derfor ønskede jeg som ordfører, at denne betænknings grundlæggende aksiom skal være Europas moralske og juridiske ansvar over for det irakiske folk. Intet folk har lidt mere i de senere årtier, og få lande har større strategisk vigtighed for Europas sikkerhed.

Ud over at det er et spørgsmål om pligt, må Europa gøre sig klart, at det har en interesse i at styrke et føderalt og demokratisk Irak præget af retsstatsprincipperne, og hvor menneskerettighederne respekteres, herunder kvinders rettigheder. I 2003 var mit parti, det portugisiske Socialistiske Parti, og jeg personligt imod beslutningen om at invadere Irak, som den daværende premierminister i mit land, hr. Durão Barroso, gik ind for. Det er fortsat min holdning. Denne betænkning må imidlertid ikke bruges til at gentage vores velkendte holdninger til et spørgsmål, der førhen har delt Europa. Parlamentet opfordres til at give udtryk for sin holdning til EU's aktuelle og fremtidige bidrag til et sikkert, fremgangsrigt og demokratisk Irak med fredelige forbindelser til sine naboer.

Det var med dette for øje, jeg tog til Irak to gange i januar og februar som forberedelse til denne betænkning. Den ene tur var til Baghdad, Nassiriya og sumpområderne, og den anden gik til Kurdistan i landets nordlige del. Med et budget på 48 milliarder dollars i 2008 er det ikke penge, Irak mangler. Landet har ikke brug for mere budgetstøtte eller flere lån på lempelige vilkår. Det, Irak har brug for, og som irakerne beder om, er teknisk hjælp og uddelegering af bemyndigelse til institutionerne, så staten og civilsamfundet kan fungere ordentligt, og så landets enorme ressourcer kan blive udnyttet til befolkningens fordel, herunder de millioner af internt fordrevne og flygtninge i nabolandene.

Betænkningen opfordrer ikke kun til, at EU engagerer sig mere i Irak. Vi kræver også, at EU's tilstedeværelse i Irak skal styres af åbenhed, synlighed og effektivitet. Det glæder Parlamentet meget at se Kommissionens voksende interesse i at forbedre brugen af europæiske midler i Irak under yderst vanskelige forhold. Hvad dette angår, føler vi, at Kommissionen og medlemsstaterne kan og skal udvise en tydeligere tilstedeværelse på stedet, med personel og projekter, især i de områder af landet, hvor sikkerhedssituationen tillader det, f.eks. i det kurdiske område. På den anden side forlanger vi regulering af kontrakter for private militær- og sikkerhedsfirmaer. Jeg vil understrege, at Parlamentet med denne betænkning for første gang opfordrer til fastlæggelse af klare retningslinjer for EU-institutioners brug af disse firmaer.

Betænkningens hovedbudskab, som skal kommunikeres til Kommissionen, Rådet, europæiske firmaer, ikkestatslige organisationer og offentligheden, er som følger: Europa har i dag en enestående mulighed for at bidrage positivt til Iraks fremtid og dermed til regionen. Samspillet med Kommissionen i forbindelse med udarbejdelsen af denne betænkning og den opnåede enighed om betænkningen i Udenrigsudvalget har overbevist mig om, at Europa er klar til at påtage sig denne udfordring. Jeg vil slutte af med personligt at takke alle mine kolleger i Parlamentet, som har foreslået ændringer og er kommet med idéer, især skyggeordførerne, fru Hybášková, baronesse Nicholson of Winterbourne, hr. Brie og hr. Özdemir, for deres bidrag, som i høj grad har beriget betænkningen.

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Fru formand! Jeg vil gerne starte med at takke ordføreren, fru Gomes, for hendes betænkning om EU's rolle i Irak. Vi vil følge dagens forhandling tæt og studere ordførerens og hele Parlamentets forslag nøje.

Tillad mig at benytte lejligheden til at udtrykke min tilfredshed med Parlamentets nylige beslutning om at oprette en ad hoc-delegation til Irak. Den vil med sikkerhed bidrage til at styrke relationerne mellem EU og Irak på alle områder.

I tæt samarbejde med den irakiske regering og andre aktører, især FN, er EU i færd med at styrke relationerne til Irak og støtter FN's centrale rolle i Irak, og EU vil fortsætte sit tætte samarbejde med UNAMI, FN's bistandsmission for Irak. EU vil også garantere støtte til denne mission ved at realisere den rolle, FN's Sikkerhedsråds resolution 1770 har tildelt det.

Europa-Kommissionens Kontor for Humanitær Bistand, ECHO, samarbejder om arbejdet med at forbedre den humanitære situation i hele regionen, ikke kun i Irak. Forhandlingerne om handels- og samarbejdsaftalen med Irak er også en vigtig faktor for styrkelsen af relationerne mellem Irak og EU. Det glædede os at erfare, at forhandlingerne skrider fint fremad.

EU's støtte til processen, som nabolandene også samarbejder med, er urokkelig. Vi vil fortsat lægge vægt på vigtigheden af dialog mellem Irak og dets naboer. Her må jeg understrege, at Irak territoriale integritet skal bevares. Som vi ved, har formandskabet udtrykt stor bekymring over det tyrkiske militærs operationer på irakisk territorium for nylig. Vi vil gerne understrege den store vigtighed af fortsat dialog og samarbejde mellem Irak og Tyrkiet, og vi opfordrer kraftigt begge regeringer og den kurdiske regionale regering til at finde en fredelig løsning på situationen og til at undgå konflikt.

Det er af afgørende vigtighed for at sikre langvarige og permanente fremskridt i forbedringen af sikkerhedssituationen, at indsatsen for at opnå national forsoning lykkes. EU er rede til at støtte Irak i landets indsats for at fortsætte processen.

Jeg vil gerne slutte af med at sige, at EU allerede har afsat store ressourcer til hjælp til Irak. Det bidrager fortsat til at forny den irakiske sikkerhedssektor, især gennem sin integrerede retsstatsmission for Irak, som er blevet forlænget til sommeren næste år. Som vi ved, sætter de irakiske myndigheder stor pris på denne mission.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Allerførst beder jeg om at måtte bruge lidt ekstra tid, for det er en meget vigtigt sag for mig.

For det første vil jeg gerne rose fru Gomes og alle de andre medlemmer af Parlamentet, der har været involveret i udarbejdelsen af denne vigtige betænkning. Fru Gomes har besøgt Irak to gange siden december for at få et så præcist indtryk som muligt af, hvad der foregår og ikke foregår i landet. Jeg har sendt mine to kontorchefer for området til Irak. Den ene, hr. Duplá del Moral, er til stede sammen med mig i dag. Det vil jeg fortælle mere om senere.

Fru Gomes' analyse er klar og omfattende, og frem for alt starter den det rigtige sted. Vi har intet andet valg end at tage hånd om de udfordringer, Irak står over for i dag og i fremtiden.

Fem år efter Saddam Husseins fald er vi muligvis på vej ind i en ny fase i en gradvis proces. Den proces er imidlertid stadig skrøbelig, indskrænket og ustabil.

Sikkerhedssituationen lader til at være blevet lidt bedre, til dels på grund af den amerikanske troppeforstærkning, men også på grund af to andre vigtige faktorer. Den ene er aktiviteterne i de sunnitiske vækkelsesråd, der bevæbnes og betales af USA, men den vigtigste er Moqtada al-Sadrs våbenhvile, som nu er blevet forlænget i yderligere seks måneder. Dødstallene blandt irakiske civile er fortsat meget højt, og der er stor usikkerhed om, hvorvidt indsatsen og forbedringerne kan opretholdes. Tyrkiske indfald mod nord bidrager til at komplicere situationen, uanset hvor rolig og behersket centralregeringens og den kurdiske regionale regerings reaktioner har været - i det mindste indtil videre.

På den politiske front har det lovgivende råd godkendt en vigtig lovpakke med finansloven for 2008, provinsernes bemyndigelseslov og en begrænset amnesti knyttet til "debaathificeringen", hvilket tilfredsstiller sunnitter, shiitter og kurdere. Men med præsidentrådets forkastelse af provinsernes bemyndigelseslov er der stadig usikkerhed om, hvorvidt dette begrænsede fremskridt kan konsolideres.

Den økonomiske front viser total tillid til oliesektoren, vanskeligheder i forbindelse med at tiltrække udenlandske og endda indenlandske investeringer og manglende muligheder for jobskabelse. Opkrævning af told og skatter er i sin vorden, og beløbene er indtil videre ganske små. Forbrugsevnen, der er nødvendig for at foretage de investeringer, der er planlagt i finansloven, er måske nok voksende, men stadig begrænset. Det lader dog til, at den økonomiske aktivitet, herunder investeringer, har større potentiale i det sikreste kurdiske område.

Den nationale forsoning er fortsat et centralt punkt på den politiske dagsorden, og der er mange initiativer og begivenheder, der fremmes fra udenlandsk side. Men mens den indenlandske indsats for at skabe ægte irakisk ejerskab af og perspektiv for landets fremtid fortsætter, mangler der stadig en tydelig, fælles vision, og indsatsen styres af sekteriske, religiøse eller etniske interesser, hensyn eller utilfredsheder. Det er også, hvad min kontorchef rapporterede.

Lad mig benytte denne lejlighed til at minde Dem om de ting, vi allerede er i gang med i og med Irak, og hvad vi kan sætte os for at gøre under stadig vanskelige omstændigheder i fremtiden. Vores intervention strækker sig over en lang række aktiviteter, der omfatter politiske, økonomiske, bistandsmæssige og humanitære aspekter.

For det første handels- og samarbejdsaftalen. Det er en politisk bestræbelse, der for første gang etablerer et grundlag for kontraktforhold mellem EU og Irak. Det er vores håb, at det vil hjælpe Irak med at tage hånd om sin egen reformdagsorden og lette sin reintegration i det internationale samfund efter års isolation. Vi har netop afsluttet den fjerde runde forhandlinger. De hastige fremskridt fortsætter på områder fra menneskerettigheder til kampen mod terrorisme, fra energisamarbejde til miljøet.

For det andet kan nabomøderne, som formanden for Rådet nævnte, i meget høj grad bidrage til at reducere indblanding, forbedre sikkerheden og muliggøre politisk dialog og forsoning mellem de forskellige fraktioner. Jeg har personligt investeret en hel del energi i at få det til at lykkes ved at deltage i to konferencer i Sharm el Sheikh og i Istanbul. Det vil jeg fortsætte med fremover, hvis jeg kan, for at få det budskab igennem, at Iraks naboer er nødt til at påtage sig deres del af ansvaret. De besøg, som Den Arabiske Ligas generalsekretær, Amr Moussa, og senest endda Irans præsident har aflagt i Baghdad, må i den sammenhæng ses som gode tegn.

Som fru Gomes påpeger i sin betænkning, kan opgaven med at hjælpe Irak med at komme på fode ikke alene hvile på donorsamfundets eller irakernes skuldre.

Hvad angår bistand, behøver jeg ikke minde Parlamentet om, at tilsagnet om de 829 millioner euro af Fællesskabets midler, der er blevet afsat til Irak, siden finansieringen startede under min forgænger i 2003, blev givet med Rådets og Parlamentets fulde støtte.

Vi har aldrig været naive i forhold til det vanskelige ved at levere et effektivt program i Irak. Vi gjorde, som Parlamentet og alle medlemsstaterne anbefalede, ved at samarbejde med FN og dets organisationer og med Verdensbanken og Multidonortrustfonden. Der var ikke andre holdbare løsninger end at samarbejde med dem. FN har været gennem en yderst vanskelig periode, efter Sergio Vieira de Mello og en stor del af FN-medarbejderne blev myrdet, da FN's kontor i Baghdad blev sprængt i luften. Den nye særlige repræsentant, Staffan de Mistura, har påtaget sig sin opgave med bemærkelsesværdigt engagement, hvilket i høj grad værdsættes. For nylig mødte De den stedfortrædende særlige repræsentant, David Shearer, og jeg tror, De havde en god meningsudveksling om deres opgave og de tilbageværende risici.

Jeg kunne nævne mange projekter, men det vil jeg gøre senere, når jeg besvarer Deres spørgsmål. Her og nu vil jeg blot sige, at det efter min mening er vigtigt grundlæggende arbejde, så meget vigtigere i betragtning af den irakiske regerings meget begrænsede muligheder - og her er jeg enig med fru Gomes - for at levere resultater. Fra grundlæggende behov på sundheds- og uddannelsesområdet over hjælp med demokratisering, valg og styrkelse af menneskerettighederne til humanitær hjælp og hjælp til flygtninge har vi holdt ved med et yderst omfattende program og benyttet de bedste til rådighed stående midler under meget udfordrende forhold.

Vi har forsøgt at sikre, at sårbare grupper får særlig opmærksomhed, ikke mindst fordrevne irakere, uanset om de befinder sig i Irak eller i nabostaterne. Sidste år blev der ydet en betydelig pakke på 50 millioner euro til hjælp til flygtninge. Kommissionen har også til hensigt at afsætte 20 millioner euro fra sin humanitære budgetpost for 2008 til støtte for internt fordrevne/flygtninge og de mest sårbare grupper i Irak. Vi har også iværksat nogle bilaterale projekter, men der er ingen perfekt løsning. Faktisk er der enorme, uundgåelige ulemper knyttet til hver eneste valgmulighed.

Som jeg allerede har nævnt - og jeg nærmer mig afslutningen på mit indlæg - besøgte mine to kontorchefer med ansvar for Irak fra Generaldirektoratet for Eksterne Forbindelser og EuropeAid på min ordre Baghdad med deres hold. De havde frugtbare, men meget åbenhjertige drøftelser med de irakiske myndigheder og andre aktører. Missionen bekræftede Iraks sårbare sikkerhedssituation, den politiske og økonomiske situation, jeg beskrev tidligere, de ekstremt svage irakiske institutioner efter årene med Saddam Hussein og den efterfølgende krig samt den nøglerolle, vores lille delegation i Baghdad spiller.

Den irakiske regering gav udtryk for, at den var ivrig efter at samarbejde med EU. På den baggrund vil vi sammen med andre bilaterale og internationale donorer forsøge at finansiere, og vi vil hjælpe med at styrke, evnen til at forvalte en stat, der fortsat er svag, og dennes institutioner. Vi vil lede efter måder at tage mere direkte affære, som Parlamentet har bedt om - under hensyntagen til sikkerhedssituationen - og vi ville gerne sikre den størst mulige effektivitet og synlighed af og ansvarlighed for vores bistand.

(Bifald)

  Ignasi Guardans Cambó, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om International Handel. - (ES) Fru formand! Jeg hilser denne betænkning, som INTA-udvalget behandlede og drøftede tilbundsgående, velkommen. Udvalget drøftede den naturligvis med udgangspunkt i sine beføjelser, hvilket er det, jeg ganske kort vil komme ind på.

Jeg vil gerne understrege en række punker i INTA-udvalgets betænkning, idet ordføreren kun er kommet ind på et par af disse, selv om en stor del af ånden i det, som Udvalget om International Handel sagde, er kommet med, for det første Iraks behov for igen at blive integreret i det såkaldte internationale økonomiske system, og i den forstand glæder jeg mig over det faktum, at det har observatør i Verdenshandelsorganisationen. Det er et klart positivt skridt i denne retning.

For det andet er der behovet for at anvende handels- og samarbejdsaftalen som et meget nyttigt instrument til at fremme interne reformer, der bringer Irak nærmere den disciplin, der gælder for et multilateralt system.

For det tredje vil jeg gerne fremhæve behovet for, at de offentlige licitationer i Irak reelt bliver gennemsigtige og ikkediskriminerende. Det er et punkt, jeg understregede i udvalget, og det vil blive fremført i form af et ændringsforslag på plenarmødet i forbindelse med afstemningen i morgen. Det er vigtigt for mig at fremhæve dette: gennemsigtighed og ligevægt i forbindelse med alle de offentlige licitationer.

Og endelig en opfordring til at geninvestere olieindtægterne, så de bliver forvaltet af selve den irakiske regering via de hertil kompetente institutioner.

Jeg kunne nævne meget mere, men jeg synes, at betænkningen som helhed fortjener Parlamentets lykønskning.

  Jana Hybášková, for PPE-DE-Gruppen. - (CS) Fru formand, fru kommissær! Jeg vil gerne takke baronesse Nicholson, fru Gomes og Kommissionen. Det, der engang så umuligt ud, er nu virkelighed. Dette Parlament, Europa-Parlamentet, forenet i sin henstilling til både Rådet og Kommissionen om EU's rolle i Irak.

Lad os begrave fortiden. Situationen forværres ikke længere, og stabiliteten er ved at få overtaget. Unge mennesker vender sekterisme og vold ryggen, militserne mister opbakning, og Mahdi-hæren samarbejder. Derfor er det afgørende for Europa at være til stede i Irak. Europas vigtigste opgave er at styrke lov og orden og yde teknisk bistand til politiet, indenrigsministeriet, domstolene og fængselsvæsnet. Det er også vigtigt at hjælpe irakerne med at drage fordel af deres enorme oliereserver gennem budgetmidler. Det tredje krav er at styrke demokratiet ved at yde teknisk bistand til at afholde valg.

Vi opfordrer også europæiske firmaer og selskaber til at forny deres engagement i Irak. Men for at kunne gøre det har vi brug for en fælles europæisk holdning. Vi skal tage hånd om flygtninge, asylsøgere og fordrevne. Vi har brug for partnere. Vi har brug for irakiske partnere, der har respekt for åbenhed, bekæmper korruption og nepotisme og respekterer retsstatsprincipperne, menneskerettighederne og demokrati. Vi er villige til at tilbyde det irakiske Repræsentanternes Råd bistand på partnerskabsbasis, undervise deres personale, tage dertil og arbejde gennem den permanente ad hoc-delegation.

Der er ét vigtigt spørgsmål, og det siger jeg som en, der besøgte Basra første gang den 7. april 2003: Den europæiske tilstedeværelse der må ikke forværre problemet. Alle europæere skal samarbejde for at afhjælpe den menneskelige tragedie, som generationer af irakere lider under.

  Véronique De Keyser, for PSE-Gruppen. - (FR) Fru formand! Ana Gomes' betænkning er fortræffelig, og ydermere er den en kraftpræstation. For denne betænkning kommer med et nyt konstruktivt syn på et emne, vi længe har været uenige om, uden dog at forfalde til politikerfloskler, og deri forbavser Ana Gomes os ikke. Den blev for øvrigt godkendt af et meget bredt flertal i Udenrigsudvalget, og jeg vil gerne fremhæve et par punkter blandt så mange andre.

For første opfordrer Ana Gomes til at anvende alle Kommissionens midler kreativt med henblik på at genopbygge de fornødne kapaciteter i Irak inden for retsstatsforhold, retshåndhævelse, respekt for menneskerettighederne, god regeringsskik, kvindens stilling, sundhed og uddannelse. Ana Gomes siger og skriver det eftertrykkeligt: Irak mangler ikke penge, for det er et potentielt rigt land, men det er fuldstændig ødelagt på det administrative og menneskelige plan. Derfor efterspørger hun flere bilaterale projekter, som støtter kapacitetsopbygningen og civilsamfundet, og hun understreger Kommissionens mod, fordi den har åbnet en delegation i selve Baghdad til at følge disse projekter på nært hold og skaffe et bedre overblik til den europæiske indsats.

For det andet beskæftiger Ana Gomes sig - ud over selve Irak - med de irakiske flygtningens tragedie. Ifølge en af de seneste rapporter fra FN's Højkommissariat for flygtninge er der over 2 millioner irakiske flygtninge i nabolandene, men det er i Syrien med 1.400.000 og i Jordan med knap en halv million, situationen er blevet sprængfarlig. Den har ført børneprostitution og -arbejde med sig trods disse landes bestræbelser. Ana Gomes henstiller til EU at vise mere storsind med hensyn til at modtage flygtninge og til Kommissionen at støtte hjælpeprogrammerne endnu mere.

Kort sagt vil denne betænkning på kort og måske mellemlang sigt danne et yderst værdifuldt grundlag for al fremtidig Irakpolitik, navnlig budgetpolitik. Jeg vil understrege endnu en gang, at ordføreren besøgte landet to gange, kort før hun forelagde os sin analyse. Når man kender vanskelighederne på stedet, kan man kun beundre hendes mod.

  Nicholson of Winterbourne, for ALDE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg vil også gerne varmt gratulere vores ordfører. Fru Gomes har udarbejdet en i sandhed enestående betænkning, hvis konklusioner hidrører direkte fra hendes førstehåndsoplevelser på stedet. Jeg gratulerer kommissæren med hendes konstante og ihærdige opmærksomhed på de vigtigste elementer i det irakiske problem og delegationschefen, hr. Uusitalo, hvis arbejde jeg har set på stedet ved flere lejligheder. Førsteklasses arbejde af Kommissionen - jeg gratulerer Dem og hr. Uusitalo. Ministerrådet har også givet spørgsmålet om Irak stor opmærksomhed. Nu, i dag, giver vi det også vores opmærksomhed her i Parlamentet, så i det mindste er EU's centrale institutioner samlet i spørgsmålet. Sammen kan vi naturligvis udrette langt mere.

I dag har Irak et ægte parlament og en fuldstændig verdslig forfatning. Irak er en af meget få nationer i området, der har demokrati - verdsligt demokrati - trods dets fejl. Derfor må vi gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe irakerne med at styrke deres demokratiske proces. Jeg tror, at en styrkelse af båndene mellem vores respektive parlamenter er en af de centrale måder, vi kan hjælpe på. Jeg er meget beæret over at være den nye formand for den delegation, som Formandskonferencen oprettede for nylig.

I oktober sidste år - og igen i januar med fru Gomes - havde jeg lejlighed til at tale til det irakiske parlament i plenum. Det var en stor ære, og vi fandt straks ud af, hvor stor hjælp de har brug for. Hvis vi skal hjælpe Irak med at vende den fortvivlende administrative situation, landet har arvet, er vi nødt til at indgå i tætte partnerskaber med de ministerier, der er ansvarlige for offentlige tjenesteydelser, og bruge al vores erfaring fra udvidelsesprocessen til at hjælpe med kapacitets- og institutionsopbygningen.

For det irakiske folk kræver demokrati og har ret til god regeringsførelse ligesom os. Desuden kræver de og har brug for grundlæggende menneskerettigheder, nødvendige offentlige tjenesteydelser og det komplette udvalg af de privilegier, vi har i vores demokratier i Vesteuropa. Jeg foreslår, at prisen for at opnå et stabilt Irak, der udøver en gavnlig indflydelse regionalt og nationalt, er hele indsatsen værd. Når Tyrkiet kommer med i EU, som jeg håber, det vil, bliver Irak vores nabo, og derfor betragter vi det som en del af vores nabolag i en større sammenhæng.

  Adam Bielan, for UEN-Gruppen. - (PL) Fru formand! Jeg vil også gerne lykønske ordføreren med udarbejdelsen af denne betænkning.

Mine damer og herrer! Om et par dage, den 20. marts, er det præcist fem år siden, at den internationale koalitions styrker iværksatte den anden krig ved den Persiske Golf. Desværre var det ikke alle EU's medlemsstater, der besluttede sig for at yde støtte til USA. Den manglende enhed i 2003 har lige indtil nu haft en negativ indvirkning på den rolle, som EU har mulighed for at spille i Iraks opbygning, for vi disponerer jo over en række finansielle og politiske midler, der, hvis de anvendes korrekt, kan bidrage til at støtte et sikkert og demokratisk Irak, hvilket til gengæld vil medføre større stabilitet i hele regionen.

Jeg er selvfølgelig enig med ordføreren i, at Irak ikke alene har brug for finansiel støtte, men også støtte til at genopbygge de statslige institutioner og det civile samfund. Vi skal huske på, at den offentlige forvaltning gennem flere årtier med diktatorisk styre havde til opgave at kontrollere befolkningen frem for at tilbyde offentlige tjenesteydelser.

Når vi planlægger en ny EU-strategi om det fremtidige engagement i Irak, må vi heller ikke glemme dialogen med USA, især vedrørende sikkerheds- og forsvarspolitik. Jeg er overbevist om, at et godt samarbejde med USA er en af de vigtigste betingelser for opbygningen af et sikkert og stabilt Irak.

  Caroline Lucas, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg vil også gerne takke fru Gomes for hendes fortrinlige betænkning. I betragtning af at invasionen af Irak har været en så enorm politisk og humanitær katastrofe, vil jeg starte med at understrege, at enhver overvejelse over EU's involvering i Irak må tage ved lære af fortidens fejltagelser. Udgangspunktet må være anerkendelse af, at Iraks problemer kun kan løses ved at føre faktisk og omfattende suverænitet, herunder over olie og andre ressourcer, tilbage til irakerne, og jeg opfordrer derfor til, at alle udenlandske besættelsestropper trækkes tilbage.

Jeg fulgte holdningen til betænkningen i Udvalget om International Handel, og fra det perspektiv lagde jeg mærke til, at den militære besættelse af Irak blev efterfulgt af en økonomisk, hvorved USA privatiserede offentlig ejendom, liberaliserede samhandelen og fastlagde regler for direkte udenlandske investeringer i klar strid med folkeretten. Det er grunden til, vi skal være lidt forsigtige inden for handel og investeringer.

Denne betænkning hilser Iraks status som observatør i WTO velkommen som et væsentligt skridt for Iraks integration i den internationale økonomi, og den ser frem til handels- og samarbejdsaftalen mellem EU og Irak. Jeg vil bare gerne være sikker på, at Irak har opbygget tilstrækkelig kapacitet til at forhandle og vurdere. Ellers risikerer vi, at landet endnu en gang bliver offer for udefrakommende interesser.

Ligeledes opfordrer betænkningen til at hjælpe og tilskynde europæiske firmaer til at byde på kontrakter til genopbygningen af Irak. Lad os igen være sikre på, at vi gør alt, hvad vi kan, for at opbygge irakiske selskabers kapacitet og regeringens forhandlingsevne, så vi kan komme videre på en for alle mere positiv måde.

  Vittorio Agnoletto, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Vi bifalder fru Gomes betænkning, der indeholder nogle vigtige punkter, f.eks. forsvaret af den terroriale integritet og nødvendigheden af en forsoningsproces i Irak, men vi siger samtidig, at EU skal bede Tyrkiet om straks at bringe invasionen af Nordirak til ophør.

Vi tilslutter os også anmodningen om at investere indtægterne fra oliesalget i Iraks velfærd, men vi kan ikke ignorere de love, som USA har vedtaget, og som har foræret Iraks energiressourcer til de store multinationale amerikanske selskaber og givet dem lov til at eksportere alle indtægterne og få en enorm fortjeneste. Et af disse selskaber er Halliburton, som ejes af vicepræsident Cheney.

Vi er naturligvis enige i anmodningen om gennemsigtighed i reglerne og underleverandørernes juridiske status, men vi kan ikke ignorere, at der i Irak i dag er private hære med tusindvis af mennesker, der ikke overholder nogen som helst bestemmelser.

I betænkningen anmoder man om, at adfærdskodeksen om våbeneksport gøres juridisk bindende. Vi må dog ikke glemme, at denne krig koster 6.000 milliarder dollars, der ellers kunne have været brugt på at nå millenniummålsætningerne. Det er en krig og en besættelse, der er og bliver ulovlig, og som er blevet besluttet unilateralt, i fuldstændig modstrid med international ret og mod de fleste medlemsstaters, FN's og den internationale offentligheds ønske.

Vi skal bede om, at besættelsesstyrkerne trækkes tilbage omgående, og at de erstattes med en FN-mission, der udelukkende tager sigte på at garantere sikkerheden. Alle krigsaktiviteter skal ophøre.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Fru formand! Fru Gomes har gjort sig store bestræbelser for at beskrive EU's rolle i Irak, hvor den komplicerede situation kræver en klar og engageret politik. Den foreslåede EU-politik vedrørende Irak rejser imidlertid nogle alvorlige spørgsmål. Disse spørgsmål hænger især sammen med mit arbejdsbesøg i Kurdistan.

Ordføreren kalder Kurdistan en region, hvor stabilitet og sikkerhed i nogen grad er garanteret, og hvor det internationale udviklingssamarbejde skal udvides yderligere. Selvfølgelig er EU's tilstedeværelse i regionen meget vigtig. Det ønsker jeg også at understrege. Der er imidlertid skarp intern og ekstern kritik af den regionale kurdiske regering, når det gælder håndhævelse af de grundlæggende rettigheder, og især det assyriske kristne mindretals stilling i Kurdistan ser foruroligende ud. Er en fremtid for denne gruppe stadig mulig i Irak? Det er et alvorligt spørgsmål.

Kort sagt vil jeg spørge Rådet og Kommissionen, hvordan de virkelig kan bidrage til varig fred og stabilitet i regionen Kurdistan og ligeledes til opbygningen af struktur i den demokratiske retsstat.

Mit sidste punkt er, at de millioner af irakiske fordrevne faktisk fortjener vores opmærksomhed og støtte. Ordføreren anbefaler Rådet at optage irakiske flygtninge i EU-medlemsstaterne. Jeg vil spørge Rådet og Kommissionen, hvor gennemførligt dette gode forslag er.

  Slavi Binev (NI). - (BG) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg støtter fru Gomes' betænkning, fordi den giver et krystalklart billede af alle de problemer, der følger oprettelsen af en ny demokratisk regering i Irak, samt af, hvordan de kan overvindes.

For det første opfordrer jeg indtrængende besættelsestropperne til øjeblikkeligt at trække sig ud af Irak, fordi krigen mod og besættelsen af denne suveræne stat var ulovlige, og beslutningen derom blev truffet i komplet modstrid med folkeretten, dvs. unilateralt og i strid med flertallet af FN's medlemsstaters og det internationale samfunds ønsker.

Jeg håber, at den opståede situation ikke ville bringe den fredelige befolkning på 3.500 mennesker fra den iranske organisation Folkets Mujahedin i Ashraf, som befinder sig under uophørligt pres, i fare. Jeg er sikker på, at der ikke kan skabes demokrati med ikkedemokratiske og voldelige metoder i noget land i verden.

Jeg vil stemme for fru Gomes' betænkning, fordi Iraks problemer kun kan løses ved at give faktisk og omfattende suverænitet tilbage til irakerne.

  Nickolay Mladenov (PPE-DE). - (EN) Fru formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet, fru Gomes! Jeg vil gerne takke Dem for alt det, De har sagt, og for hele Deres arbejde indtil nu.

Efter min mening sender denne betænkning et meget vigtigt budskab til resten af EU om, at Parlamentet vil se fremad, at det ikke vil se tilbage, at det vil engagere sig i et demokratisk og føderalt Iraks fremtid til støtte for denne fremtid.

Jeg vil sige tre ting om betænkningen, og jeg er især stolt af, at den offentliggøres i Parlamentet på den dag, hvor vi fejrer 50 års bedrifter med Parlamentet. I dag fejrer vi den forsoning, vi har opnået i Europa. Og de ting, vi har lært gennem de sidste 50 år, er vi nødt til at overføre som erfaring og viden til vores venner i Irak, så de kan udnytte dem til en vellykket genopbygning af deres land.

Betænkningen skitserer naturligvis bedrifterne, men den viger ikke tilbage fra de udfordringer, Den Føderale Republik Irak står over for, og kommissæren skitserede dem meget rammende.

Jeg vil gerne påpege en ting som en fodnote til hendes erklæring. Det er, at det primært er irakernes ansvar at opnå fremskridt i forhold til sikkerheden, naturligvis støttet af de mellemstatlige, men det er irakernes ansvar. Ingen andre end irakerne kan sørge for Iraks sikkerhed. Ingen andre end de irakiske politikere og deres politiske proces kan sikre løsningen af de politiske problemer.

Vi opfordrer til en ny strategi, en europæisk strategi for Irak. Jeg tilbragte en stor del af 2006 med at arbejde for at hjælpe dem i Rådets repræsentation i Baghdad. Det budskab, jeg hørte fra alle hver eneste dag, var: "Hvor er Europa? Vi vil gerne tale med Europa, for jeres erfaringer er vigtige for os." Dette, i dag, er svaret på den opfordring.

Sluttelig bekræfter Parlamentet i sin betænkning sit tilsagn om at støtte genopbygningen og opbygningen af det irakiske parlament, en yderst vigtig rolle, og jeg takker Rådet for at anerkende det bidrag, Parlamentet har ydet ved at udvælge og godkende en delegation for forbindelserne med Irak.

Jeg tror, at vi i dag står over for en afgørende udfordring: Reelt at udnytte, hvad vi ved, og hvad vi har, til støtte for den politiske proces, ikke med våben, men med ord, ikke med magt, men med gerninger i Irak, og hjælpe folket der.

  Béatrice Patrie (PSE). - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil også lykønske fru Gomes med hendes vellykkede arbejde om et meget følsomt og komplekst emne. Vi ved alle, hvor dybt uenige vores medlemsstater var om konflikten i Irak. Vi ved også, at det nu er vores pligt at bidrage til genopbygningen af et sikkert, forenet, blomstrende og demokratisk Irak.

Jeg ønsker personligt at fremhæve en alvorlig tragedie, som vores regeringer i vid udstrækning har kastet slør over. Jeg mener de næsten 4,5 millioner mennesker, som Irakkonflikten har kastet ud på gader og veje, hvilket er den største folkefordrivelse i Mellemøsten siden 1948. En samordnet indsats fra Europas side er påtrængende.

Min største bekymring gælder de umiddelbare kår og udsigterne for de irakere, som har måttet flygte fra deres land. Omkring 2,3 millioner mennesker har søgt tilflugt i nabolandene, hovedsagelig i Syrien og Jordan, men også i Egypten, Libanon, Tyrkiet og Golfstaterne. Syrien og Jordan har gjort en yderst prisværdig indsats og taget imod næsten 2 millioner irakere.

Naturligvis går EU's og det internationale samfunds rolle ud på at sørge for, at alle disse flygtningen på længere sigt kan vende hjem igen, men indtil videre er det for mange af dem utænkeligt at rejse hjem. En del af disse flygtninge er blevet særdeles sårbare og bør overføres til et vestligt land. Ifølge UNHCR skal 6,6 % af irakerne i Syrien, dvs. 100.000 mennesker, reintegreres. Jeg henstiller derfor til mine kolleger at støtte ændringsforslaget om reintegrationsprogrammer, hvori EU forpligter sig til i 2008 at modtage en del af de mest sårbare flygtningen i UNHCR's varetægt.

Afslutningsvis opfordrer jeg til ikke at vende vores værdier ryggen. Vi må overholde Genèvekonventionen fra 1951 fuldt ud og forkaste tvangsudsendelse til Irak.

  Patrick Louis (IND/DEM). - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Ifølge Fernand Braudel begyndte historien i Sumer, men nu ser de kristne mindretals lange historie i Irak ud til at være slut. Vi, Europas nationer, kan ikke billige denne store uretfærdighed og forholde os passive. Disse befolkninger tog gæstfrit imod islam, og sammen byggede de det land, der blomstrede, før det blev hærget af fanatisme og krig.

I dag må disse mindretal bøje sig og flygte. Men Iraks fremtid kan ikke bygges uden dem og deres kompetencer. Fremtiden ligger ikke i en deling af landet, men i økonomisk genopbygning, gensidig anerkendelse af de forskellige samfund og kulturer og håndhævelse af retsstatsprincippet.

Hvis Unionen tager en fast beslutning om en indsats i Irak, må den i sin plan ikke glemme den dramatiske virkelighed for alle disse mindretalssamfund. Deres fremtid bør være målestok for EU's indsats og faktisk gensidig respekt mellem samfundene betingelse for bistandens tildeling. Så vil denne aktion tjene til vores nationers æres.

  Sorin Frunzăverde (PPE-DE). - (RO) Fru formand! EU anerkender de fremskridt, Irak på det seneste har opnået internt og på det udenrigspolitiske plan, og må opmuntre de irakiske myndigheder til at fortsætte deres indsats for at udvikle demokratiske, stabile, legitime statsinstitutioner af en føderal type.

I betragtning af de etniske og religiøse realiteter tror jeg, at den eneste holdbare løsning er et føderalt Irak. Jeg taler om et føderalt Irak, ikke et opdelt Irak. EU skal også tilskynde til eksistensen af et stabilt Irak med institutioner, der er i stand til at sikre den nationale suverænitet, statens sammenhold, territorial integritet, bæredygtig økonomisk udvikling og fremgang for det irakiske folk. EU skal aktivt støtte Iraks institutionelle udvikling med solid forankring i landets realiteter og behørig respekt for det irakiske folks historiske, religiøse, kulturelle og identitetsmæssige traditioner og for alle de etniske og religiøse samfund på dets territorium.

I denne sammenhæng er det tilrådeligt at etablere visse rådgivende organer bestående af lederne fra alle Iraks etniske og religiøse samfund med henblik på at styrke de centrale myndigheders legitimitet. Iraks institutionelle udvikling skal støttes af EU ved hjælp af EUJUST LEX-missionen og passende europæiske økonomiske værktøjer.

Jeg understreger nødvendigheden af, at europæiske midler kanaliseres direkte til de irakiske institutioner, midlerne er tiltænkt. Disse midler bør administreres af EU's institutioner på en måde, der er åben og gennemskuelig for Europas borgere.

Jeg anbefaler, at EU's institutioner benytter sig af den erfaring og ekspertise, som de medlemsstater, der allerede har en civil og militær tilstedeværelse på irakisk territorium i færd med at stabilisere og genopbygge landet, ligger inde med. Samtidig mener jeg, at europæiske selskaber bør tilskyndes til og støttes i at involvere sig i genopbygningen af Irak og udvikle deres forretninger i området bedre.

  Erika Mann (PSE). - (DE) Fru formand, fru kommissær, fru Gomes, mine damer og herrer! I Udvalget om International Handel har vi i det væsentlige koncentreret os om de områder, der angår handel og økonomi, men på visse punkter er vi gået videre. Derfor vil jeg gerne tale om to ting.

For det første glæder det os, at vi har fået denne betænkning, der tydeliggør EU's rolle og engagement i Irak. Vi anser det for absolut nødvendigt, at Irak integreres i handelssystemet. Der er ingen tvivl om, at WTO udgør en naturlig platform for dette. Vi er nødt til at yde meget mere teknisk støtte, end vi hidtil har gjort. Denne tekniske støtte skal fokusere på en tilnærmelse til det europæiske økonomiske system og til en vis grad også til de europæiske virksomheder.

Hvad angår finansieringen, stiller vi os skeptiske over for, at alt kun kan afvikles via FN, Verdensbanken eller Multi-Donor Trust Fund. Det ville glæde os meget, hvis vi til en vis grad også kunne basere os på vores egen kapacitet, administrere vores egne projekter og opbygge en databeholdning, vores vidensbank. Det ville være dejligt, hvis De kunne træffe Deres beslutning i denne ånd.

  Georgios Georgiou (IND/DEM). - (EL) Fru formand! Først vil jeg gerne rose fru Gomes og kommissæren, hos hvem vi har kunnet mærke en medmenneskelig indstilling til, hvad der sker i Irak i dag.

Af en eller anden grund har jeg dog stadig en følelse af, at vi rent mekanisk løber efter andre, som river ned, så vi kan bygge op igen. Det er ikke første gang, det sker. Vi giver 820 milliarder i hjælp til irakerne. Vi kan ikke hjælpe de døde. Dødstallet er i dag mange gange større end det tal, Saddam Hussein var ansvarlig for. Gad vide om de, der er ansvarlige for de aktuelle dødstal, kommer til at bøde for det en dag?

Jeg siger dette, fordi det også var det, der skete for os i Jugoslavien. Hvis vi, med rette, ikke kan lide diktatorerne og deres metoder, så lad os finde en måde at skaffe os af med de forskellige diktatorer på. Vi har ingen grund til at ødelægge landene, fordi vi ikke bryder os om diktatorerne. Det var det, der skete i Jugoslavien, det sker i Irak i dag, og vi ved ikke, hvornår landets tragedie ender.

  Anna Záborská (PPE-DE). - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Fredag den 29. februar blev ærkebiskoppen af Mosul, hans højærværdighed Rahho, bortført. Hans tre ledsagere blev brutalt myrdet. Det er en alvorlig hændelse. Den fjerde Genèvekonvention beskytter udtrykkelig civil- og sundhedspersonel og religiøse og humanitære medarbejdere. Der er mange almindelige fredsaktivister, som er tilhængere af ikkevold, i Irak, i de palæstinensiske områder og i Israel. De er kristne, muslimer, jøder eller bekendelsesløse.

I tilfældet med bortførelsen af det religiøse mindretals overhoved har Parlamentet to muligheder for at handle omgående. Når vi i morgen skal stemme om vores kollega Ana Gomes' betænkning, kan vi vedtage et mundtligt ændringsforslag, som fordømmer kidnapningen af ærkebiskop Rahho, i håb om at påvirke krigens gang. Eller også har vi mulighed for på torsdagens dagsorden for uopsættelige spørgsmål at tilføje en meget kort tekst, hvor vi tager stilling som EU-institution.

  Paulo Casaca (PSE). - (PT) Fru formand, fru kommissær! Tillad mig at nævne for kommissæren, at efter vores forhandling om emnet fortjener FN tydeligvis den største respekt. Sérgio Vieira de Melo og alle andre, der er døde, og som sætter deres liv på spil, nyder vores største respekt. Det betyder ikke, at vi ikke bør vide, hvad der sker, og hvem der modtager de midler, der skal bruges i Irak. Tillad mig også at sige, at de 20 millioner euro, som kommissæren har omtalt i dag - og tilgiv mig, for jeg læste faktisk om det for to eller tre måneder siden - virker for mig fortvivlende utilstrækkeligt til at håndtere de dramatiske problemer, som flygtninge og fordrevne står over for. Disse problemer er enorme, og Iraks olie hjælper ikke meget, for der er mennesker, der ikke har adgang til olien. Jeg ville derfor være taknemmelig, hvis indsatsen på dette område kunne styrkes, for, som fru Patrie sagde, er det nødvendigt, at problemet straks tages under overvejelse.

  Ioan Mircea Paşcu (PSE). - (EN) Fru formand! Europa var imod krigen i Irak. Men uanset hvem der havde ret og uret, er Irak efter Saddam en realitet, ingen kan lukke øjnene for.

I betragtning af den indflydelse, Iraks situation har både på hele Mellemøsten og andre steder, kan EU ikke fortsætte med stort set at holde sig på sidelinjen. I kraft af sine enorme ressourcer og ekspertise må EU i væsentlig grad engagere sig i at støtte konsolideringen af den nye irakiske stat. Kommissæren har beskrevet symptomerne. Nu skal vi se, hvordan vi kan kurere dem, og ikke kun sammen med andre internationale organisationer - EU kan gøre det bedre end som så - men primært på egen hånd. Det strategiske mål er at hjælpe de nye, demokratisk valgte myndigheder i landet med at give den nye stats institutioner troværdighed og dermed autoritet. Et nyt, demokratisk, olierigt Irak, der kan klare sig selv i midten af Mellemøsten er i alles interesse.

  Renate Weber (ALDE). - (RO) Fru formand! Kommissionen forhandler i øjeblikket med de irakiske myndigheder om en handels- og samarbejdsaftale, og samtidig tages spørgsmålene i forhold til håndhævelse af menneskerettighederne også op.

Jeg beder Kommissionen om med bestemthed at anmode de irakiske myndigheder om at finde løsninger på reintegration af eksterne og interne flygtninge. Jeg appellerer også til EU's medlemsstater om at prioritere vurderingen af irakiske flygtninges asylansøgninger højt. De forskellige tilbagemeldinger fra staterne i denne sag viser endnu en gang behovet for at harmonisere procedurerne for flygtningestatus på europæisk plan. Det er afgørende, at handels- og samarbejdsaftalen også refererer til interparlamentarisk samarbejde.

Jeg mener, at Parlamentets delegation for forbindelserne med Irak kan støtte en styrkelse af den irakiske lovgivende forsamlings institutionelle kapacitet. EU må hjælpe Irak med at blive en effektiv partner i en følsom region. Tillykke med og tak for betænkningen til fru Gomes.

  Zbigniew Zaleski (PPE-DE). - (PL) Fru formand! Hvis vi ønsker at have partnere i Irak, så man kan opbygge demokratiet som fundament for en fredelig sameksistens, har vi behov for investeringer. Jeg kan huske, at vi simpelthen plejede at huse unge fra Irak i gymnasierne i Polen, da jeg var elev. Hvem ved, om vi ikke kan tilbyde dette til unge irakere, ikke når de er 24 år, men tidligere, så de kan være hos os. De skal selvfølgelig lære at forholde sig kritisk og tage det, som er godt hos os, med tilbage, og gøre det, som ikke er godt, bedre hos dem selv. Jeg vil gerne stille dette skoleforslag, der ikke er af akademisk karakter, og vi ved jo, at politik afhænger af mennesker. Fru formand! Inden for rammerne af Deres kompetence er der måske også plads til dette element.

  Tunne Kelam (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Dette er en besked fra Parlamentet til Rådet om nødvendigheden af at have en europæisk strategi for Irak. Det er på tide at holde op med at skændes om nylige uenigheder og i stedet koncentrere sig om EU's proaktive engagement derude. Jeg vil gerne takke kommissæren for en grundig redegørelse for situationen i Irak, og der er forsigtig optimisme i luften. Jeg tror, der er en forståelse af, at tingene kunne blive bedre. Det er, hvad fru Gomes så begejstret beskrev som en gylden mulighed for, at EU kunne yde et positivt bidrag.

For mig er der to centrale punkter. Det er vigtigt for Parlamentet at kanalisere EU-støtte til opbygning af demokratisk regeringsførelse, hvilket irakiske politikere udtrykte stor interesse for. For det andet står EU i en enestående position til at støtte forsoningsprocessen, og uden den ville der kun være opløsning og mere intern krigsførelse, så vi er nødt til at gribe lejligheden.

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Fru formand! Jeg vil gerne takke alle for at have givet udtryk for deres holdninger og meninger om emnet, hvilket bestemt vil være os til gavn i vores videre aktiviteter. Jeg vil gerne tilføje en kommentar og et svar.

Fru Záborskás spørgsmål handlede om bortførelsen af den kaldæisk-katolske biskop. Jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på den erklæring, Formandskabet udsendte den 1. marts, hvori det kraftigt fordømmer bortførelsen og opfordrede til betingelsesløs og øjeblikkelig frigivelse af den kaldæiske ærkebiskop.

Nu til det andet punkt. Hr. Mladenov og andre har påpeget, at ansvaret for sikkerhed, dvs. at skabe en sikker situation i Irak, primært ligger hos de irakiske myndigheder. Det er også sandt, at vi er nødt til at hjælpe dem i denne forbindelse, og jeg vil gerne endnu en gang nævne EUJUST LEX-missionen. Den har været aktiv i Irak siden 2005, og de fleste af EU's medlemsstater deltager.

Omkring 1.500 højtstående irakiske embedsmænd er blevet uddannet inden for missionens rammer. De er blevet ansat af politiet, retsvæsnet og fængslerne. Som sagt vil missionen fortsætte indtil sommeren 2009, og vi tror, at det er et vigtigt skridt fremad for at få skabt en mere sikker situation i Irak.

Jeg vil gerne endnu en gang takke fru Gomes for hendes betænkning, som vil udgøre et meget vigtigt grundlag for vores videre aktiviteter. Jeg bør nævne, at de omfatter en plan for, at formanden for Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), minister Rupel, deltager i mødet i april mellem Iraks nabolande, som efter planen skal finde sted i Kuwait.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Det var en god forhandling, som viste, at vi ønsker at udnytte den gyldne mulighed for langt om længe at genopbygge Irak og gøre det til et stabilt land i Mellemøsten, for jeg er fuldstændig enig i, at det vil være et meget vigtigt mål for os alle.

Først vil jeg gerne gør det klart, at De roligt kan regne med, at vi vil videreføre vores handlingsplan. Tak for de positive ord om vores delegationschef, som arbejder med få medarbejdere under meget vanskelige forhold - i øvrigt huset af den britiske ambassade. Ham og hans folk gør et særdeles godt stykke arbejde.

Vi har samarbejdet med FN's trustfond, fordi intet andet var muligt på det tidspunkt. Efter mine kontorchefers besøg og vurdering vil vi forsigtigt undersøge, hvad vi kan gøre i forhold til kapacitets- og institutionsopbygning. Vi forstår fuldt ud, at det ligger mange af Deres stærkt på sinde, men De må også forstå, at sikkerhedsudgifterne vil være meget høje. Uanset hvad vi foretager os der direkte, vil det være meget omkostningskrævende, ellers kan det ikke lade sig gøre.

Uden for den grønne zone er forholdene meget vanskelige, måske undtagen i de få områder, hvor der er færre sikkerhedsproblemer, bl.a. mod nord. Jeg udelukker ikke gradvis at arbejde mere direkte, f.eks. mod nord, men jeg må understrege, at vi altid er nødt til at være sikre på, at vi ikke forskelsbehandler forskellige grupper. Dette er noget, jeg også gerne vil sige til hr. Belder. Det er sådan, vi har arbejdet med vores projekter. Vi har altid forsøgt at have projekter, der omfatter alle grupper, herunder de kristne grupper, der i øjeblikket oplever store vanskeligheder i Irak under denne regering.

Når det er sagt, vil jeg gerne henlede opmærksomheden for mange af Dem, som ikke altid ser, hvad vi laver, på, at vi f.eks. gennemførte en vellykket forberedelse af parlamentsvalget i 2005. Vi har genetableret hundredvis af skoler på primær- og sekundærtrinnet, hvilket ikke kun er til gavn for skolerne, men også for eleverne. Erasmusprogrammer er også åbne for nogle irakere, så det arbejder vi videre med. Vi er også i færd med at få lavet og distribueret millioner af skolebøger til seks millioner elever på primær- og sekundærtrinnet. Det er meget basalt, men nødvendigt.

Samtidig har vi genetableret næsten 200 primære sundhedscentre og 10 hospitaler. Vi har støttet gennemførelsen af otte vaccinationsrunder, der hver omfatter 4,7 millioner børn på under fem år. Vi har fuldstændig genopbygget det nationale laboratorium til kvalitetskontrol af lægemidler. Og jeg kunne blive ved.

Jeg synes, Kommissionen har gjort rigtig meget på EU's vegne under vanskelige forhold. Vi er godt klar over, at det centrale spørgsmål vil være, hvor meget vi kan gøre i forhold til kapacitetsopbygning. De kan roligt regne med, at vi vil dedikere en god del af vores ressourcer til det, dog som sagt afhængigt af sikkerhedssituationen. Ifølge vores seneste vurdering er den desværre endnu ikke bæredygtig.

Jeg vil gerne sige et par ord om flygtninge. Jeg har nævnt, at vi, Kommissionen, naturligvis har arbejdet på at hjælpe flygtninge. Hele pakken for sidste år var på 50 millioner euro fra forskellige Kommissionsinstrumenter. Disse midler har ikke kun til formål at støtte internt fordrevne i Irak, men også at hjælpe regeringerne i Syrien og Jordan i deres lande. Vi er naturligvis i tæt kontakt med disse lande. Vi har givet 80 millioner euro til Syrien og 32 millioner euro til Jordan, fordi den store tilstrømning af flygtninge har skabt store problemer i dette lille land.

Sluttelig vil jeg blot gerne sige, at jeg er lige så overbevist som Rådet om, at den dialog, som Parlamentet nu vil have med ad hoc-delegationen til Irak, repræsenterer en fortrinlig forbedring og fremskridt. Det kan vi kun samarbejde om. Lad mig forsikre Dem om, at vi fra starten har forsøgt at få en gennemskuelig strøm af vores penge kanaliseret gennem FN. Fremover vil de blive kanaliseret mere og mere direkte.

  Ana Maria Gomes, ordfører. - (PT) Fru formand! Jeg vil gerne takke alle for deres venlige ord. Jeg vil især takke min ven, minister Lenarčič, som jeg samarbejdede med i Sikkerhedsrådet for nogle år siden, hvor vi lige præcis arbejdede om Irak og de problemer, Saddam Hussein skabte for Irak.

Som sagt sigter denne betænkning mod at kaste lys over den mangfoldighed af situationer, der findes i Irak, i modsætning til det overforenklede budskab om "ildens og sværdets" Irak, som vi dagligt ser i tv-udsendelser. Den skal ses som en handlingsplan eller en køreplan for EU's engagement i Irak. Jeg tror, jeg taler på Parlamentets vegne, når jeg siger, at vi gerne ser, at Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne bruger vores driftsforslag som grundlag for at udarbejde fremtidige programmer og projekter til støtte for Iraks regering og folk, naturligvis under hensyntagen til sikkerhedsforholdene.

Da jeg vendte hjem fra Irak, var jeg imponeret over den irakiske entusiasme for "mere Europa". Alle, fra præsident Talabani til læreren i grundskolen i et af landets mest isolerede landdistrikter, var sultne efter politisk anerkendelse og institutionel støtte fra EU. Vi blev bombarderet med forslag til projekter inden for alle mulige områder: oplæring af embedsmænd i indenrigsministeriet, støtte til lokale ikkestatslige organisationer, der arbejder med minerydning, analfabetisme hos voksne og undervisning i seksuel og reproduktiv sundhed, teknisk og institutionel støtte til det irakiske parlament, og det er kun nogle få eksempler.

Jeg føler, at vi er nødt til at registrere betænkningens succes, ikke så meget i forhold til antallet af stemmer ved afstemningen i morgen, men primært i forhold til den forskel, den vil betyde for vores indsats lokalt i Irak fra nu af. Vores parlamentariske delegation til Irak vil naturligvis spille en rolle i denne proces, og jeg er sikker på, at vi kan regne med Kommissionen, med kommissær Ferrero-Waldner, som jeg gratulerer, og med hendes modige hold i Baghdad, der er under ambassadør Uusitalos kompetente ledelse, som fundamentale allierede i gennemførelsen af køreplanen.

FORSÆDE: Adam BIELAN
Næstformand

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Paulo Casaca (PSE), skriftlig. - (PT) Denne betænkning undlader at nævne ansvaret for og meddelagtigheden i udspredningen af urigtige oplysninger, der var med til at berettige den militære intervention i Irak, såsom eksistensen og placeringen af "masseødelæggelsesvåben" og forbindelser mellem det tidligere regime og international terrorisme. Den forbigår også ansvaret for at bringe Iranian Revolutionary Guard Corps og dets irakiske udløbere til landet, hvilket har ført til udbredelse af terroristgrupper og døds- og folkedrabspatruljer, hvis primære mål var og fortsat er etniske og religiøse minoriteter og landets elite.

Betænkningen betinger ikke relationer til EU eller sågar EU's økonomiske støtte til de irakiske myndigheder af deres tilsagn om at bekæmpe terrorisme og folkedrab eller på at lede efter og retsforfølge de ansvarlige i og uden for sikkerhedsstyrkerne. Konsekvensen er, at den minimerer de dramatiske problemer, som millioner af irakiske flygtninge og fordrevne oplever, og angrebene mod irakernes, især kvindernes, mest grundlæggende rettigheder, friheder og garantier.

Omtalen af de forbrydelser, som Saddam Husseins regime begik, ville være acceptabel, hvis den var oprigtig, og hvis det ikke skete, samtidig med at man ignorerer de aktuelle forbrydelser og deres gerningsmænd, som har forårsaget hundredtusindvis af døde og millioner af fordrevne.

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE), skriftlig. - (FI) Jeg vil gerne takke fru Gomes for hendes værdifulde betænkning. Hendes praktiske tilgang har resulteret i et usædvanligt klart budskab til Rådet og Kommissionen foruden til det irakiske folk.

Problemets kerne er indlysende tydeligt. Det er ikke penge, Irak mangler. Det mangler stabilitet, politisk vilje, stabile institutioner og den administrative evne til at bruge pengene fornuftigt. Det er på disse områder, at EU har noget at tilbyde.

For det første er Irak ikke et traditionelt sted til udviklingsarbejde. Det er et usædvanligt aktivitetsområde. Derfor vil der ikke blive opnået blivende resultater ved hjælp af separate instrumenter. Ved at samle instrumenterne for udviklingsarbejde og sikkerhed under én paraply kunne EU optrappe dialogen med det irakiske samfund. Lad overskriften være åbenhed. Kommissionen må tillade demokratisk kontrol med de økonomiske instrumenter.

For det andet bør EU forpligte sig til specifikt at støtte den parlamentariske dimension. Vi er nødt til at støtte gennemførelsen af god regeringsførelse og arbejdsmetoder i Repræsentanternes Råd, yde oplæring og ressourcer til parlamentarisk arbejde og om nødvendigt yde eksperthjælp til udvikling af lovgivning - den føderale statsstruktur er en lovgivningsmæssig udfordring.

For det tredje er vi nødt til at insistere på, at menneskerettighederne er et centralt punkt i Iraks kamp for at udvikle sig. De etniske og religiøse minoriteters status er afhængige af EU's bidrag. De kristelige assyrere, kaldæere, syrere og andre mindretalsfolk såsom turkmenere står over for konstant forskelsbehandling og trusler på livet. Det er vi nødt til at yde en mere beslutsom indsats for at få stoppet.

Jeg håber, at alle her forstår, at denne betænkning ikke længere handler om fortidens fejltagelser. De fejltagelser er anerkendt, og det vil ikke hjælpe irakerne, hvis der er nogen, der beklager sig over dem. Vi er nødt til virkelig at forsøge at indse, at ikke blot pålægger fortiden os en forpligtelse, men at der ikke vil være en fremtid for Irak uden.