Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er seks beslutningsforslag om sagen om Khadijeh Moghaddam(1).
Paulo Casaca, forslagsstiller. - (PT) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Et af de mørkeste aspekter af det teokratiske iranske regime er dets kvindehad. Lige siden den islamiske revolution i 1979 har de iranske myndigheder succesfuldt fjernet alle de vigtigste kvinderettigheder. Stening, lemlæstelse og krænkelse af privatlivets fred og af de mest grundlæggende rettigheder er nu reglen. Samfundet reagerer i stigende grad klart og stærkt på denne situation.
I denne kontekst er bevægelsen til opnåelse af en million underskrifter, som blev iværksat for ca. to år siden i Iran, en af de vigtigste tilkendegivelser af det iranske civilsamfunds ønske om at vise sin modstand mod det magthavende regime.
I de sidste to år har vi set omkring 100 fængselsdomme og andre straffe blive tildelt folk, som har skrevet under på bevægelsens underskriftindsamling. I dag blev vi efter at have fremsat vores forslag af forskellige menneskerettighedsorganisationer informeret om, at tre kvindelige aktivister fra denne bevægelse - Nashrin Afzali, Nahid Jafari og Zeynab Peyghambarzadeh - er blevet idømt betingede fængselsstraffe og piskeslag. Dette er en utålelig situation, og jeg appellerer til alle mine medlemskolleger om at vise deres afstandstagen til situationen og udtrykke deres støtte til iranske kvinder.
Erik Meijer, forslagsstiller. - (NL) Hr. formand! Iran er et land, hvor det kun er tåleligt at leve for folk, som er parat til at blive terroriseret af militæret og konservative teologer. Frihed, demokrati og menneskerettigheder betyder intet dér. De afholder valg, men kandidaterne skal godkendes af de konservative præster, så afvigere udelukkes pr. definition. Mange iranere er flygtet fra terrorregimet i deres land, og mange af dem ville ikke længere være i live, hvis de ikke havde gjort det. Vi bør finde plads til disse flygtninge i Europa i stedet for at sende dem tilbage eller behandle dem som terrorister.
Samtidig er der ingen tvivl om, at en del af den iranske befolkning billiger drab på homoseksuelle, diskrimination imod kvinder og undertrykkelse af etniske minoriteter. Denne del afskyede den vestlige dekadence i deres land under Pahlavidynastiet, som blev drevet i eksil i slutningen af 1970'erne efter at have gjort Iran til en forlængelse af USA og Europa. Der var heller ikke tale om demokrati dengang, og modstandere af regimet blev forfulgt eller landsforvist. Vestens fejltagelser var for en stor del ansvarlige for, at det nuværende terrorregime kom til magten. Hvis Iran havde haft en reel chance for at blive en moderne nation under premierminister Mossadeq i starten af 1950'erne, ville landet aldrig være blevet en yngleplads for dagens magthavere.
Der er bevægelser, der sigter mod forandringer i Iran, men de udsættes for udbredt chikane. Khadijeh Moghaddam blev pågrebet den 8. april og anklaget for at sprede propaganda mod staten, forstyrre den offentlige mening samt for handlinger mod den nationale sikkerhed. Hun er siden blevet frigivet, men de stramme restriktioner over for kvinder fortsætter blot. Vi må vise solidaritet over for de undertrykte.
Eija-Riitta Korhola, forslagsstiller. - (FI) Hr. formand! Som det fremgår af beslutningen, anvendes der tvangsforanstaltninger i Iran i et forsøg på at lukke munden på dem, som forsvarer kvinders rettigheder i landet. De anholdes, afhøres og idømmes fængselsstraffe. Nogle trues endda med stening. Ngo'ernes arbejde er blevet yderst vanskeliggjort, og der er restriktioner på ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Derudover blev Zanan Magazine, som talte for lighed, lukket i starten af januar.
Det er ligeledes bekymrende, at Iran endnu ikke har ratificeret FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder. Den iranske menneskerettighedsadvokat, Mehrangiz Kar, har sagt, at Irans retssystem er uforeneligt med FN's konvention om kvinders rettigheder, fordi landets forfatning ikke kan gå imod sharialovgivningen. De fleste muslimske lande har imidlertid ratificeret konventionen.
Spørgsmålet er, om Irans beslutningstagere og myndigheder tror, at politisk aktive kvinder, som er kritiske over for systemet, udgør en reel trussel for det iranske samfund. Disse vedholdende og modige kvinder repræsenterer en vældig drivkraft for forandring. Det er vigtigt, at EU viser sin støtte til disse iranere, som kæmper for grundlæggende menneskerettigheder.
Ewa Tomaszewska, forslagsstiller. - (PL) Hr. formand! Der sker alvorlige brud på menneskerettighederne i Iran, især truslen om at stene hen imod ti kvinder til døde - jeg taler her om Iran, Khayrieh, Kobra N, Fatemeh, Ashraf Kalhori, Shamameh Ghorbani, Leyla Ghomi, Hajar og søstrene Zohreh og Azar Kabiriniat, og også andre mennesker. Anvendelse af dødsstraf til børn og til dem, som taler om kvinders rettigheder, kræver en stærk reaktion fra den demokratiske verden. Anholdelserne af dem, der var indblandet i kampagnen om en million underskrifter, viser, hvordan samfundet forhindres i at udøve sin ret til at udtale sig om vigtige spørgsmål.
Disse handlinger skal fordømmes. EU-organer bør overvåge menneskerettighedssituationen i Iran. Vi ser gerne, at en gruppe observatører udsendes til Iran og forbereder en detaljeret rapport, som Europa-Parlamentet kan tage i betragtning, således at det kan definere sin egen holdning og fremsætte sine forslag til tiltag, der kunne bidrage til at forbedre menneskerettighedssituationen i Iran.
Marios Matsakis, forslagsstiller. - (EN) Hr. formand! Uanset hvor forstående man forsøger at være over for det anderledes samfund, den anderledes livsstil og de anderledes omstændigheder, der er fremherskende i en dybt muslimsk stat som Iran, kan man ikke andet end at være chokeret og vred over den groft udemokratiske og brutale behandling af kvinder i dette land.
Nogle eksempler omfatter udelukkelsen af kvinder fra de fleste høje embedsstillinger og fra udnævnelse til dommer, kvinders diskriminerende rettigheder i forbindelse med ægteskab, skilsmisse, forældremyndighed og arv, det, at kvinders vidneudsagn i retten kun vejer halvt så tungt som ét givet af en mand, at den lovmæssige aldersgrænse for kvinders ægteskab kun er 13 år, og at kvinder dømmes til alvorlig og nedværdigende straf og sågar døden ved primitive og barbariske metoder endda for sådanne formodede forbrydelser som at have et uægteskabeligt forhold.
I stedet for at det regerende regime i Iran bestræber sig på at forbedre situationen, er der aktuelt forsøg på at gøre tingene værre. Et eksempel er lovudkastet om familiebeskyttelse, som for tiden er under overvejelse, og som sigter mod yderligere legitimering af polygami, midlertidigt ægteskab og mænds ensidige ret til arbitrær skilsmisse og forældremyndighed. Derudover fører de iranske myndigheder en stadig større undertrykkelseskampagne over for kvindelige aktivister og forkæmpere for kvinders rettigheder generelt.
Vi opfordrer det iranske regime til at forsøge at frigøre sig fra religiøs fanatisme og længe fortrængte, fejlslåede politiske filosofier og anvende sund fornuft til at forsøge at bringe dette land tilbage til det 21. århundrede frem for at kaste det dybere ind i den mørke middelalder af fortidens ekstreme muslimske totalitarisme.
Raül Romeva i Rueda, forslagsstiller. - (ES) Hr. formand! Jeg blev gjort opmærksom på sagen om Mokarrameh Ebrahimi gennem den internationale kampagne, som Amnesty International og Stop Stoning Forever dengang kørte, og hvis formål var at få frigivet denne kvinde, der var blevet dømt til døden ved stening for at have haft et uægteskabeligt forhold.
Den gode nyhed er, at Ebrahimi i det mindste delvist takket være denne kampagne blev løsladt den 17. marts 2008 efter at have tilbragt 11 år i fængsel. Den dårlige nyhed er, at hendes partner var mindre heldig og blev stenet til døde for et år siden, ligesom mindst 10 andre kvinder og to mænd i øjeblikket trues med død ved stening i Iran.
Desværre er dette ikke kun et isoleret tilfælde i et land, hvor brud på menneskerettigheder, herunder kvinders rettigheder, når skræmmende højder. Antallet af henrettelser steg til det dobbelte i 2007 og gjorde Iran til det land med flest henrettelser pr. indbygger efter Saudi-Arabien, og sammen med Yemen er det de tre lande, hvor der var flest henrettelser af personer under atten år.
Siden starten af Stop Stoning Forever-kampagnen i oktober 2006 har seks personer undgået døden ved stening, andre har fået udsættelse og mange sager er under revision.
Jeg bør imidlertid påpege, at de, der tør være menneskerettighedsaktivister i Iran, lider under meget forfølgelse og undertrykkelse.
Den Islamiske Rådgivende Forsamling reviderer for tiden den iranske straffelov, men trods det vil dødsdom ved stening i det mest lovende tilfælde blive erstattet af andre henrettelsesmetoder eller piskeslag.
Bernd Posselt, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Denne imponerende bygning her i Strasbourg er opkaldt efter Louise Weiss, der fik problemer med politiet og retsvæsnet i mellemkrigstidens demokratisk oplyste Frankrig, fordi hun kæmpede for stemmeret for kvinder.
Vi kan naturligvis ikke sammenligne den situation med det totalitære diktatur i Iran, men erindringen herom bør lære os europæere en vis grad af ydmyghed. Regimet i Iran er et uacceptabelt, totalitært regime, men Iran er et stort, mangesidigt land, hvor reformkræfterne langsomt tager til i styrke. Initiativtagerne til denne underskriftsindsamling er for eksempel blandt de reformbevægelser, som vi eftertrykkeligt må støtte, og som nu endda har spredt sig til at omfatte medlemmer af Khomeinifamilien.
Der findes allerede flere kvinder inden for politik, administration og den akademiske verden i Iran end i de fleste andre islamiske eller asiatiske stater. Dette stemmer måske ikke overens med klichéen, men det er et faktum.
Vi må udnytte denne mangfoldighed i Iran til at foranledige det endelige fald af dette uacceptable, totalitære regime. Dette er en stor udfordring for os som europæere. Jeg er derfor min kollega Albert Dess meget taknemmelig for, at han hjalp mig i mandags med at beholde dette vigtige punkt på dagsordenen - for vi er nødt til at gøre Iran til én af vores prioriteter inden for Parlamentets arbejde med at støtte menneskerettigheder!
Marianne Mikko, for PSE-Gruppen. - (ET) Hr. formand, mine damer og herrer! Situationen for kvinder i Iran er alvorlig. Religion anvendes ofte som en undskyldning for krænkelser af menneskerettigheder.
Det er ydmygende at høre, at kvinder selv i dag kan blive straffet med piskeslag eller endda med dødsstraf. Det er tvingende nødvendigt, at Iran underskriver FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder så hurtigt som muligt. Dette vigtige dokument er allerede blevet underskrevet af 185 lande. Iran er imidlertid en ægte skamplet for regionen, fordi alle de tilgrænsende lande allerede er tiltrådt konventionen.
Jeg hilser frigivelsen af forkæmperen i kampen mod diskrimination af kvinder, Khadijeh Moghaddam, varmt velkommen. Men lad os være ærlige, hun skulle tilbringe ni lange dage i en detentionscelle. Kampagnen, som hun iværksatte for en million underskrifter, var et kraftigt skridt mod etablering af kvinders rettigheder. Det er i det hele taget uacceptabelt, at kvinder kan fængsles for at kæmpe for lige rettigheder. Vold mod kvinder i Iran skal høre op. Kvinder skal have lov til at ytre sig om alle spørgsmål. Iran kan ikke klassificere sig selv som en undtagelse i verdens globale landsby.
Janusz Onyszkiewicz (ALDE). - (PL) Hr. formand! I dag var der et møde mellem fru Rajavi, lederen af National Council of Resistance of Iran, og franske politikere og repræsentanter for Europa-Parlamentet.
I sin præsentation tilkendegav fru Rajavi tydeligt, hvor vigtige kvinders rettigheder er for den demokratiske iranske opposition, hvilket endnu engang viser, at oppositionen giver os forhåbninger om, at der vil ske forandringer i Iran. Det eneste, der kræves, er, at vi træffer visse foranstaltninger.
Det første skridt er at rette os efter retskendelser, der siger, at den iranske Muhajedin skal fjernes fra listen over terrororganisationer. Det andet, som måske er endnu vigtigere, er endelig at anerkende National Council of Resistance of Iran som repræsentanten for det demokratiske Iran, og det er her, vi bør lægge vores forhåbninger om fredelig forandring.
Carlo Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg må give efter for fristelsen for at komme med et eksempel, og efter min mening et meget håndgribeligt eksempel, på de iranske regeringsmyndigheders troværdighed.
Det blev sagt om undertegnede, Carlo Fatuzzo, som står foran Dem i dag, at jeg støtter antiiranske terrorister, jeg gentager, antiiranske, til min store glæde naturligvis, på et offentligt og officielt møde mellem den iranske udenrigsminister og en kommissionsdelegation fra EU-Iran-delegationen. Det er fem år siden, jeg gentager fem år siden. Jeg overlader det til Dem, hr. formand, og til mine mange kolleger at bedømme den trussel, som jeg udgør for regimet i Iran. Det viser, hvor troværdige ministrene og lederne fra Iran er.
Tunne Kelam (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! I næsten 30 år har Den Islamiske Republik Iran udgjort en stor trussel for menneskerettigheder og demokrati. Kvinder har været det første mål for denne ekstremistiske gren af Islam. De er blevet berøvet deres rettigheder af mullahernes regime. Selv unge piger er ingen undtagelse, og en niårig pige behandles som en voksen og straffes med piskeslag, henrettelse og endda stening.
Der er imidlertid mange kvinder, som ikke har rettet sig efter regimet. Det er opmuntrende at se, at den væsentligste demokratiske oppositionsbevægelse, National Council of Resistance, ledes af en kvinde som fru Rajavi. Det er godt med beslutninger, men de er ikke nok. Vi er nødt til at støtte sådanne kvinder i deres gerninger.
Armando Veneto (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne minde Parlamentet om, at da jeg var et nationalt parlamentsmedlem i det italienske parlament, havde jeg meget at gøre med den iranske modstandsbevægelse og gik ind for den resolutte indsats til beskyttelse af menneskerettigheder, som dets repræsentanter var fortalere for.
Jeg fik dengang en maskeret irettesættelse fra regeringen, da jeg blev fortalt, at der grundet realpolitik ikke kunne tages et tydeligt og uforbeholdent standpunkt. Jeg siger dette, fordi denne debat i sidste ende burde se på et grundlæggende forhold: Selv om vi i Parlamentet sætter stor pris på de humanitære forpligtelser af Europa som helhed og af Europa-Parlamentet, så strider konkret pres i forbindelse med olie, egne interesser og opportunisme mod disse forpligtelser. Det er det, der skal bekæmpes!
Androula Vassiliou, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Kommissionen deler medlemmernes bekymring om Khadijeh Moghaddam og de tilfælde, hvor kvinder og menneskerettighedsforkæmpere chikaneres af de iranske myndigheder.
Fru Moghaddam er leder af kampagnen for en million underskrifter, der søger at ændre iranske love, som er i modstrid med principperne om ligestilling mellem kønnene og menneskerettigheder.
Vi hilser nyheden om fru Modghaddams frigivelse velkommen, skønt den er mod en høj kaution. Vi må imidlertid understrege, at to andre medlemmer af underskriftskampagnen, Hana Abdi og Ronak Safazadeh, har været tilbageholdt siden efteråret 2007.
Vi beklager endvidere dybt, at endnu fire medlemmer af kampagnen for nylig er blevet dømt for angiveligt at handle mod den nationale sikkerhed, efter de deltog i en forsamling uden for et retslokale i Tehran for to år siden. Zeynab Peyghambarzadeh blev idømt to års betinget fængsel og Nashrin Afzali, Nahid Jafari og Minoo Mortazi til seks måneders betinget fængsel og 10 piskeslag. Vi fordømmer på det kraftigste sådanne straffe, der kun kan ses som et led i de igangværende bestræbelser på at intimidere og ydmyge disse fredelige kvindelige kampagnedeltagere.
Kampagnen for kvinders rettigheder og lighed er meget vigtig og betydelig i den iranske kontekst. Hver af disse modige kvinder fortjener vores fulde opbakning. Jeg opfordrer de iranske myndigheder til betingelsesløst at løslade fru Abdi og fru Safazadeh og frafalde alle anklager mod dem og deres medkæmpere for kvinders rettigheder.
Desværre er mange andre menneskerettighedsforkæmper i fare i Iran. Jeg opfordrer især myndighederne til betingelsesløst at løslade Mansour Ossanlou og Emadedin Baghi og til at standse chikanen, intimideringen og den politiske forfølgelse af menneskerettighedsforkæmpere.
Kommissionen gentager sin bekymring om lukningen af det uafhængige kvindeblad Zanan for to måneder siden. Kommissionen appellerer til de iranske myndigheder om igen at tillade udgivelse af Zanan. EU vil betragte Irans holdning over for Zanan såvel som over for kvindernes kampagne for lige rettigheder som en indikation af landets villighed til seriøst at gå i gang med forbedring af menneskerettighedssituationen.
Vi opfordrer Den Islamiske Republik Iran til fuldt at opfylde sine forpligtelser i henhold til internationale konventioner, navnlig den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Vi mindes også, at Iran, da landet stod til valg i FN's Menneskerettighedsråd, bekræftede, at det overvejede at tiltræde konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder.
EU har rejst spørgsmål om menneskerettigheder, herunder kvinders rettigheder og fremme af ligestilling mellem kønnene, over for de iranske myndigheder og vil fortsat gøre dette. Uden en systematisk forbedring af menneskerettighedssituationen i Iran kan vores forbindelser med Iran ikke udvikle sig ordentligt.