Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Britta Thomsen for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om fremskridt på områderne ligebehandling og ikkediskriminering i EU (gennemførelse af direktiv 2000/43/EF og 2000/78/EF) (2007/2206(INI)) (A6-0165/2008).

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Hr. formand! Lad mig først og fremmest udtrykke min taknemmelighed over for Europa-Parlamentet og specielt over for ordføreren, fru Thomsen, for deres støtte til Kommissionens politik om kvinder og videnskab. Jeg vil også gerne takke ordføreren fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi, hr. Dover, for hans konstruktive tilgang.

Vi er enige i fru Thomsens begrundelse, at afskaffelsen af kønsdiskrimination i videnskaben varsler en ny fremragende æra for europæisk forskning og akademisk vækst og et løft for innovation. Kommissionen er fuldstændig klar over, at der er en alvorlig ubalance mellem kvindelige og mandlige forskere. Den sidste tilgængelige statistik viser, at hvor kvinder repræsenterer mere end 50 % af dimittender fra alle universitetsinstitutter, så er kun 15 % af professorerne kvinder. Inden for naturvidenskab, ingeniørvidenskab og teknologi er de tilsvarende tal 34 % kvindelige dimittender og 9 % kvindelige professorer. Kommissionen er enig i, at dette er et alvorligt spild af talent og ressourcer, og at det er i modstrid med lighedsprincippet.

Siden 1999 har Kommissionen været opmærksom på problemstillingen med manglen på kvinder i forskning. Under det femte rammeprogram gav Kommissionen økonomisk støtte til studier og projekter inden for området kvinder og videnskab. Siden 2003 har Kommissionen også udgivet statistikken 'She Figures', som viser kvindelig deltagelse i europæisk forskning. Den næste udgave vil blive udgivet i 2009.

Mere til sagen, så støtter fru Thomsen i sin rapport målsætningen om mindst 40 % kvinder og mindst 40 % mænd i de forskellige udvalg under rammeprogrammet. Denne ikkebindende målsætning har været fastlagt siden 2000 og har skaffet rigtigt gode resultater. F.eks. har kvinders deltagelse i de udvalg, der evaluerer forskningsarbejde, steget fra 10 % under det fjerde rammeprogram til 34 % under det sjette rammeprogram. Dette viser, at når problemstillingen bliver tilstrækkelig fremhævet, så kan der ske fremskridt, selv om målsætningerne ikke er bindende. Eksistensen af bindende målsætninger kunne på længere sigt netop vise sig at virke mod hensigten, da det signalerer diskrimination mod mænd, og de fleste mænd og kvinder er ikke enige i sådanne målsætninger.

Denne betænkning understreger den negative effekt, som en afbrydelse af ansættelsen har på kvindelige forskeres karriere. Inden for rammerne af det europæiske forskningsrum deler Kommissionen disse bekymringer og støtter en vedtagelse af politikker, der skaber bedre sammenhæng mellem arbejds- og familieliv. Netværkssamarbejde mellem kvindelige forskere kan måske også bidrage væsentligt til at tiltrække flere kvinder til videnskaben og til nøglestillinger. Derfor har vi skabt den europæiske platform for kvindelige forskere, der tjener som katalysator og skaber rollemodeller inden for videnskabelig forskning.

Et af vores vigtigste mål er at øge antallet af kvinder på nøgleposter inden for forskning. Dette er direkte forbundet med den målsætning, som medlemsstaterne blev enige om i 2005, nemlig at 25 % af de ledende stillinger i offentlige forskningsinstitutioner skulle være besat af kvinder. En beretning om dette emne med titlen 'Mapping the maze: getting more women to the top in research' blev for nyligt udgivet. Beretningen konkluderer, at en gennemskuelig og retfærdig vurdering ikke alene er nok til at øge kvinders repræsentation i beslutningstagende mekanismer. Vi har brug for en ændring af de fremherskende opfattelser. Specialister kommer med udspil om, hvordan man kan gøre den eksisterende videnskabelige mentalitet og kultur bredere og mere åben, men den virkelige udfordring er nu at gennemføre dette. Disse projekter fortsætter i det syvende rammeprogram og er nu sammenkædet med gennemførelsen af det europæiske forskningsrum. Den konference, der skal afholdes i maj 2009 under det tjekkiske EU-formandskab, vil påbegynde en undersøgelse af de sidste 10 års succeser og vil også udpege de områder, hvor der er brug for en yderligere indsats. Europa-Parlamentets bidrag til dette vil være uvurderligt.

I marts 2006 vedtog Kommissionen en køreplan for ligestilling mellem mænd og kvinder 2006-2010. Denne køreplan udgør rammen for Kommissionens handling og er et udtryk for vores engagement i at fremme lighed mellem kønnene i alle vores politikker, både internt og eksternt. Vore prioriteter er at skabe sammenhæng mellem privatliv og arbejdsliv, at fremme ligeværdig deltagelse for kvinder og mænd i politiske og økonomiske beslutningstagende organer, ligeledes inden for videnskab og teknologi, og at udrydde kønsstereotyper på udannelses-, oplærings- og kulturområdet og ligeledes på arbejdsmarkedet.

  Britta Thomsen, ordfører. - Hr. formand! Tak for ordet. Jeg er glad for, at vi i dag kan sætte kvinder og forskning højt på dagsordenen, for jeg mener, at det er et helt centralt emne for Europa, når vi taler om at opfylde Lissabonstrategien. Europa skal skabe flere job, vi skal skabe bedre job, og vi skal blive stærkere inden for forskning og innovation. Til alle disse tre opgaver er kvinder en uundværlig del af mellemregningen. Vi skal have flere kvinder i arbejde, vi skal have flere kvinder i ledende stillinger og beslutningstagende organer. Og hvis vi i Europa skal skabe op imod 700 000 forskerstillinger de kommende år, så må vi blive bedre til at udnytte den kvindelige talentmasse.

Jeg har overordnet haft to målsætninger med denne betænkning. For det første ville jeg gøre status over situationen i dag. Hvordan står det til med andelen af kvinder i forskning, og hvorfor står det så skidt til? For det andet ville jeg kigge fremad og komme med løsninger og forslag til, hvordan vi kan forbedre denne situation. Situationen er nemlig ikke tilfredsstillende i dag. Kvinderne udgør i gennemsnit kun 35 % af de forskere, der er offentligt ansatte, og 18 % af de privatansatte forskere. Og mens kvinderne udgør mere end halvdelen af de studerende i EU og tager 43 % af ph.d.-graderne, så indtager de i gennemsnit kun 15 % af de højere akademiske stillinger. Vi ser altså en markant skævvridning i forhold til kvinders repræsentation i de beslutningstagende og ledende stillinger.

Heller ikke vores egne nyoprettede institutioner som f.eks. Det Europæiske Forskningsråd opfylder nogen ligestillingskriterier. Kun 5 ud af 22 medlemmer i dette forskningsråd er kvinder. Jeg har også fremhævet, at der i de fleste europæiske lande stadig er en markant underrepræsentation af kvinder i de videnskabelige udvalg. Endnu et eksempel på kvindernes manglende repræsentation i de beslutningstagende organer.

Jeg vil gerne sige lidt mere om den anden og måske mere interessante del af min betænkning, nemlig de fremadrettede løsninger og forslag. Jeg lyttede en del til de input, der kom frem på høringen, som vi holdt i Ligestillingsudvalget, og en af de klare pointer derfra var, at det først og fremmest handler om at lave politikker på området. Hvis man ikke på både nationalt og institutionelt plan har øje for denne problematik, sker der i hvert fald ingen ting. Jeg har derfor i min betænkning inkluderet et krav til medlemsstaterne og Kommissionen om, at der skal sættes måltal på minimum 40 % kvinder i alle ansættelses- og bedømmelsesudvalg. Jeg tror, at det er helt essentielt. Hvis vi vil ændre på situationen, må vi sikre, at der kommer flere kvinder i de beslutningstagende organer, således at man oppefra kan være med til at skabe en ny kultur, såvel som jeg har krævet mere åbne ansættelsesprocedurer. Erfaringerne viser, at de lukkede ansættelsesforløb i høj grad gavner mænd, som peger på hinanden som de bedst kvalificerede.

Jeg har også gjort det klart i min betænkning, at vi ikke må vige tilbage for "positive action", hvis vi vil gøre os håb om at rette relativt hurtigt op på situationen. Vores egne tal viser jo, at der ikke er en naturlig positiv udvikling i gang. Jeg har derfor anbefalet, at der afsættes særlige midler til at fremme kvindelige forskere, og at man sætter fokus på vigtigheden af netværk og rollemodeller som simple tiltag, der har vist positive resultater i medlemsstaterne. Også helt enkle midler som en sætning om, at særligt kvinder opfordres til at søge, har vist gode resultater.

Så mit arbejde med denne betænkning viser, at der findes mange barrierer. Det er selvfølgelig vigtigt, at der er gode muligheder for at kombinere forskerlivet med familielivet med mulighed for barsel, selv om man er ph.d.-studerende, men det handler også om kultur. De kulturelle barrierer er selvfølgelig vanskeligere at skrive ned på en formel, men i virkeligheden handler det - ligesom med de mere konkrete barrierer - om at sætte fokus på nogen af de skævheder. Jeg vil ikke sige mere her, men ser frem til at høre Deres kommentarer til betænkningen.

  Den Dover, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi. - (EN) Hr. formand! Det er mig en stor glæde at byde alle kommissærens ord velkommen og også at lykønske fru Thomsen, som har gjort et fremragende stykke arbejde som ordfører for dette yderst vigtige emne. Det er en glæde for mig på centrum-højre-siden af parlamentssalen at kunne rose en socialdemokrat fra den anden side og fra et andet land og at lykønske hende, fordi hun har afbalanceret hele tilgangen. Hun har fremhævet de vigtigste faktorer i forbindelse med det faktum, at kvinder når deres teenageår langt foran mændene.

De er mere intelligente, de arbejder hårdere, de kan koncentrere sig, men stadigvæk, når de starter en højere uddannelse, starter en forskningskarriere, så falder de nogle gange fra. Dette er ofte på grund af pres hjemmefra, i deres privatliv. Fru Thomsen har ret, når hun i betænkningen og her i aften koncentrerer sig om og fokuserer på disse problemstillinger.

Betænkningen har konstruktive idéer. Det eneste, jeg er lidt skeptisk over for, er at fastsætte specifikke målsætninger for procentdelen af kvinder, der skal opnå den ene eller den anden grad, eller som skal have den ene eller den anden stilling. Det er for normgivende. Men denne betænkning har på den anden side min fulde støtte. Det var mig en ære, at producere udtalelsen fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi. Tak til skyggeordførerne på hovedbetænkningen og på min udtalelse for deres fulde samarbejde. Dette er et eksempel på et stykke lovgivning og en betænkning her fra Europa-Parlamentet, der sikrer, at vi bliver set fra vores bedste side, hvor vi fokuserer på forskningens behov.

Til slut vil jeg gerne sige, at jeg i torsdags sammen med en kollega, Lambert van Nistelrooij fra Nederlandene, var på Oxford University. Alle videnskabsfolkene, forskerne, der var kvinder. Det er kærkomment.

  Formanden. - Mange tak, hr. Dover. Jeg takker Dem så meget des mere, som De ud over kommissær Dimas er den eneste mand på talerlisten til aftenens forhandling. Jeg har kun kvindelige talere.

  Edit Bauer, for PPE-DE-Gruppen. - (SK) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Mange tak. Jeg vil gerne gratulere fru Thomsen på vegne af skyggeordføreren for PPE-DE-Gruppen, fru Sartori, og på egne vegne. Jeg vil gerne sige, at situationen med kvinder og videnskab er sammenlignelig med situationen med kvinder og politik, selv om kvinder på videnskabsområdet er en smule bedre repræsenteret. Dette er på trods af, at kvinder udgør ca. 60 % af dimittenderne fra universiteterne. En videnskabelig karriere er mere end et 8-16-job. Der er også en stærk konkurrencepræget vinkel, hvor kvinder ofte skal præstere mere end mænd for at få succes. En ældre kvindelig kollega advarede mig om dette i starten af min akademiske karriere for mange år siden.

Er spørgsmålet om, hvorfor kvinder er så underrepræsenterede i videnskaben, hvorfor der efter en tid er et fald i antallet af unge kvindelige forskere og derfor, hvorfor vi som konsekvens mister dygtige forskere, det rette spørgsmål? At skabe betingelser for at kunne kombinere arbejdsliv og familieliv er specielt vigtigt for kvindelige forskere. I denne sammenhæng er det specielt vigtigt at indfri målsætningerne i Barcelonaprocessen. Hvis kvinder skal være succesfulde forskere, skal de tilgængelige muligheder være pålidelige, tilgængelige, førsteklasses, hensigtsmæssige i forhold til det videnskabelige arbejdes karakter og krav og tilstrækkeligt fleksible.

Vi bliver imidlertid også nødt til at overveje spørgsmålet om den generelle støtte til videnskab og udvikling. Hvis lønnen svinger mellem lav og lavest, er der ingen, der kan forvente, at sådanne professioner virker tiltrækkende på unge kvinder, eller for den sags skyld på unge mænd, der er ved at stifte familie. Dette er et reelt problem i nogle lande, nemlig i de nye medlemsstater, hvor støtte til videnskab og forskning ikke engang udgør 1 % af BNP. Lad mig slutte med at sige, at situationen skal løses ved at ændre betingelserne snarere end ved at fastsætte kvoter.

  Zita Gurmai, for PSE-Gruppen. - (HU) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Kvinders deltagelse på højere læreanstalter er steget kraftigt i de senere år. Det har imidlertid ikke resulteret i en forbedring af forholdet mellem antallet af kvinder og antallet af mænd i videnskaben. Antallet af kvinder i ingeniørvidenskaben er også steget de sidste 20 år, men ikke nær så meget som i andre erhverv og videnskabelige discipliner.

Som resultat af vanskelighederne opgiver en stor del af kvindelige forskere en karriere inden for videnskab, hvilket er uacceptabelt og irrationelt. Det er sværere for kvinder at komme foran inden for deres fag. Dette er specielt tydeligt, når man taler om lønninger. Kvindelige forskere er tvunget til at vælge mellem karriere og familie. De midlertidige pauser i kvinders karrierer af familiemæssige årsager gør det svært at forfremme kvinder. Vi bliver nødt til at se på metoder, der kan skabe balance mellem arbejds- og familieliv, og anvende den bedste praksis.

Lissabonstrategien tvinger os også til at anvende kønslighedsprincipper på forsknings- og udviklingsområdet. Vi bliver nødt til at skride mere effektivt til handling på alle områder inden for videnskaben, og gøre rekrutteringsprocedurer og forfremmelseskrav mere gennemskuelige. Vi bliver nødt til at stræbe efter at sikre lighed mellem kønnene inden for forskning, både på og uden for universiteterne og i disse institutioners styrende organer.

Denne betænkning er fremragende, og jeg anbefaler, at den bliver vedtaget. Jeg vil også gerne lykønske min kollega Britta Thomsen, der som forsker har studeret dette emne indgående. Tak for det!

  Siiri Oviir, for ALDE-Gruppen. - (ET) Hr. kommissær, hr. formand, mine damer og herrer! I dagens verden er livet i højere og højere grad forbundet med videnskab og teknologi gennem både nye og forbedrede produkter og tjenesteydelser og gennem den teknologiske udvikling. Europas kvindelige forskere bidrager utvivlsomt til denne proces.

Det er allerede blevet sagt her, at der er flere kvindelige end mandlige studerende på universiteterne. Det samme gør sig gældende for kandidatstuderende og studerende på doktoralt niveau - der er flere kvinder. Der er imidlertid syv gange færre kvinder, end der er mænd, der arbejder på seniorniveau på forsknings- og uddannelsesinstitutioner - gennemsnittet er 15 %. Hvorfor er det sådan? Videnskabens verden har gennem tiden altid primært bestået af mænd. Dette er blevet retfærdiggjort med det argument, at ægte viden opnås ved at bruge de objektive metoder og logisk diskussion, som falder kvinder mindre naturligt end mænd.

Det faktum at videnskaben selv i dag består hovedsageligt af mænd, har i sig selv mere at gøre med sammenkoblingen af maskulinitet og videnskabelig tankegang, end det har at gøre med den ovenstående retfærdiggørelse. Akademisk forskning har vist, at det er en myte, at objektivitet kan ligestilles med maskulinitet. Virkeligheden i dag er imidlertid, at denne myte utvivlsomt påvirker fordelingen af beskæftigelsen og beslutningsprocessen i forbindelse med finansieringen af videnskabelig forskning.

Denne nedgørende holdning styrkes også gennem medierne, hvor kvinder bliver fremstillet på en endimensionel og tendentiøs måde. Ofte bliver kvinder fremstillet i medierne i den sædvanlige position, primært som medlemmer af en kvindegruppe og ikke som fagfolk på deres felt. På samme tid har vi gjort meget lidt for at ændre på situationen og for at øge kvinders muligheder for bedre beskæftigelse. For at ændre denne opfattelse, som er udbredt i samfundet, skal vi begynde, for begge køn, at tale for videnskab som et interessant og attraktivt område allerede fra et tidligt tidspunkt. Billederne af kvinder med forklæde på og mænd i en rumraket i børnenes bøger skal forsvinde.

Jeg støtter de positive tiltag, som betænkningen foreslår for at opmuntre kvindelige forskere, hvad enten det er i form af karriererådgivning målrettet kvindelige forskere eller specielle programmer, der skal støtte piger og kvinders interesse for en karriere inden for videnskaben. Jeg kan imidlertid ikke støtte mekanistiske kvoter, som er baseret på køn, da de binder os til en specifik tidsperiode og kan resultere i kvantitet frem for kvalitet. Jeg takker ordføreren for et koncist stykke arbejde og undskylder.

  Hiltrud Breyer, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Kønnenes ligestilling er er en værdi og et mål for EU. På papiret står der meget, men i praksis er den daglige diskrimination derimod hverdag.

Den følte ligestilling findes desværre også på videnskabens område. Vi ved, at flere piger end drenge tager studentereksamen, flere kvinder end mænd tager en universitetsuddannelse. Kvinderne er altså højt uddannede, men støder mod glasloftet efter universitetsuddannelsen. Der foreligger nogle meget desillusionerende tal: Kun 15 % af alle professorer er kvinder. Kun 15 % af alle topjob besættes med kvinder, selv om flertallet af dem, der tager en universitetsuddannelse, og næsten halvdelen af doktoranderne er kvinder.

Løndiskrimination findes også inden for videnskaben. Der er færre end 20 % kvinder i udvalg, der træffer beslutninger om forskningsprojekter. Man kan næsten allerede opstille en tese. Jo flere penge, der gives ud til et forskningsprojekt, jo færre kvinder deltager der i det.

Det, vi altså har brug for, så ligestillingen ikke blot forbliver kønne ord, er kvoter. Men vi har brug for kvoter med ambitioner, så tingene ændrer sig. Kønnenes ligestilling skal gælde for alle dele af videnskaben. Og ligestillingen bør mindst angå 40 % af det underrepræsenterede køn, altså kvinderne, og ikke kun 25 %. Derfor bør vi også sætte os dette ambitiøse mål, så der sker en ændring.

Lad mig til slut nævne en hjertesag. Vi ved, at der inden 2010 vil mangle 700.000 forskere i EU. Det er altså nødvendigt, at vi gør vores yderste, så EU ikke udvikler sig til en forskningsmæssig ørken. Men desværre bliver højt begavede piger allerede meget tidligt overset. Det er en hjertesag for mig, at vi også støtter de højt begavede piger, og jeg beder ordføreren om at tage større hensyn hertil.

  Ewa Tomaszewska, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! I mit land, i Polen, er kvinders gennemsnitlige uddannelsesniveau højere end mænds gennemsnitlige uddannelsesniveau. Jeg er selv uddannet som fysiker, og som ansat på universitetet i Warszawa, har jeg ikke oplevet nogen kønsrelateret forskelsbehandling. Det ville være nedværdigende for mig, hvis min erhvervsposition ikke skyldtes min viden og mine intellektuelle muligheder, men i stedet andre sekundære faktorer såsom køn.

Via arbejde og lidenskab skabte Maria Skłodowska-Curie resultater, som hun to gange modtog Nobelprisen for. Rektoren for mit universitet, der er det højst rangerende i Polen, er ligeledes en kvinde, professor i fysik.

Kvinders realiteter i det videnskabelige miljø er imidlertid ikke ens. Selve den kendsgerning at kvinder blot udgør 35 % af de forskere, der er ansat i staten og på højere læreanstalter, samt kun 18 % af de privatansatte forskere, vidner om, at der findes problemer. Det skyldes til tider, at familiepligterne vægtes højere end de videnskabelige udfordringer, men det er ikke altid tilfældet.

Jeg synes, at betænkningens stk. 2 og stk. 3 er væsentlige. Det er netop i den tidligste uddannelsestid, at det er nemmest at vise, at videnskab måske er vanskelig, men altid fascinerende, hvorfor man bør gøre en indsats for at afsløre det, som vi synes, er interessant, og det kan vi kun opnå via forskningsarbejde. Man skal tilskynde enhver, der har evnerne, til at udføre forskningsarbejde, og mange kvinder er talentfulde, og det er en skam at forspilde dette potentiale. Rollemodellerne nævnt i stk. 3 er ikke uden betydning. De viser, at denne indsats giver resultater.

Som det nævnes i Lissabonstrategien, men ikke kun her, er det ualmindeligt vigtigt at investere i mennesker, i deres uddannelse. Det skaber flere muligheder på arbejdsmarkedet. Det vedrører også det specifikke arbejdsmarked i form af det videnskabelige område. Og det er således vigtigt, at der ikke sker nogen forskelsbehandling i forbindelse med adgangen til alle former for kurser, universitetsudveksling og lignende karriereforbedrende muligheder.

  Eva-Britt Svensson, for GUE/NGL-Gruppen. - (SV) Tak til ordføreren, fru Thomsen, for hendes belysning af problematikken om ulighed inden for videnskab og forskning. Ulighed gennemsyrer hele samfundet. Gennem en dedikeret indsats og meningsdannelse fra bl.a. kvindeorganisationer er bevidstheden om ulighed i mange sektorer øget, og mange har indset ulighedens negative konsekvenser for hele samfundet. Men netop inden for videnskaben har det alt for længe været skjult. Derfor er denne betænkning specielt vigtig.

Samtidigt med at EU fremhæver forskningens rolle for den økonomiske udvikling, så er forskning i mange tilfælde stadig reserveret det ene køn. I den offentlige sektor er 35 % af forskere kvinder, i den private sektor kun 18 %. Det europæiske forskningsråd har i sit videnskabelige råd 22 medlemmer, hvoraf fem er kvinder.

Denne betænkning sætter fokus på problematikken, men efter min mening er det ikke nok. Vi bliver nødt til at højne ambitionsniveauet yderligere.

Jeg vil gerne knytte en kommentar til diskussionen om ulighed. Vi bliver nødt til at fortsætte med at forsvare kravet om lighed ved at sige, at lighed er nødvendig for økonomisk vækst og udvikling. Hvornår skal vi komme dertil, hvor lighed er et mål i sig selv, som ikke behøver at blive forsvaret i økonomiske termer? Lige rettigheder er menneskerettigheder!

  Urszula Krupa, for IND/DEM-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Kvinders rolle i forskning synes at være af vekslende karakter i de forskellige EU-stater. I de meget svære kommunistiske år havde kvinderne i Polen adgang til forskning og besad politiske rettigheder betydelig tidligere end i mange af de gamle EU-lande. Problemet skyldtes dengang, hvilket stadig er tilfældet, snarere den dårlige økonomiske situation samt uklare kriterier for tildeling af forskningsmidler, hvilket som regel ikke er kønsbetinget.

På trods af disse hindringer er der mange kvinder, der samtidig med at være kone og mor opfylder vigtige samfundsfunktioner, da de er ministre, direktører, dekaner og professorer på universiteter, læger, og de føler ikke, at de bliver diskrimineret af mændene. I modstrid med de skingre feministiske holdninger bliver kvinder respekteret i mit land, de har ikke nogen komplekser, men tiltro til deres egne evner og kræfter, da de ved, at de ved at samarbejde med mænd, spiller en vigtig rolle på alle livets områder, men de værdsætter dog mest beskyttelse af livet, beskyttelse af ægteskabet, familien samt andre højere værdier.

Andelen af kvinder, der studerer, er stadig stigende. Andelen udgjorde allerede i begyndelsen af 1990'erne 51 %. Ifølge rapporter udgør andelen af kvindelige forskere i de central- og østeuropæiske lande 38 %, men en stor del er ansat på områder, hvor forskningsudgifterne er små. Det synes derfor rimeligt, at man sikrer flere midler, at man opfordrer til forskningsarbejde, samt at man yderligere styrker kvinders position, især via retsregler, der kan skabe en bæredygtig balance mellem arbejds- og familielivet, inklusive finansiel og social honorering af arbejde i hjemmet, så man skaber et ægte frit valg, dog uden pariteter eller ændringer af ekspertisedefinitionerne.

Den procentuelle forskel i lederstillinger kan skyldes, at den markante psykiske og fysiske anstrengelse er for stor en belastning, og derfor skal kvinder repræsenteres via anerkendelse og udnyttelse af kendskab og individuelle anlæg, og man skal forbedre de retslige og økonomiske vilkår, den bistandsmæssige infrastruktur, der kan skabe en bæredygtig balance mellem arbejds- og familielivet.

  Zita Pleštinská (PPE-DE). - (SK) For at imødekomme Lissabonstrategiens målsætninger, må EU's prioritet være at skabe en bred base af forskere, der er i stand til at gennemføre kvalitetsforskning på højeste internationale niveau. Kvinders deltagelse i forskning er ikke i tråd med forskningens behov, selv om kvinder opnår et højere uddannelsesniveau end mænd, og selv om der er flere kvinder end mænd på de højere læreanstalter. Det er derfor nødvendigt at koncentrere sig om at uddanne og støtte kvindelige topforskere og til at motivere talentfulde kvinder til at starte en akademisk karriere ved at skabe gode muligheder for akademisk kvalitetsarbejde gennem fremskaffelse af en tilstrækkelig karriere og løn. Forhindringer, der hindrer kvinder i at deltage i videnskabeligt arbejde eksisterer stadigvæk den dag i dag. Psykologi og til tider utilstrækkelig solidaritet mellem kvinder spiller også en rolle.

Faktum er, at kvindelige forskere har sværere ved at forene arbejds- og familieliv, end mænd har. De pauser, som kvinder af familiemæssige årsager tager i deres akademiske karriere, har en negativ effekt på deres karrieremuligheder. Da akademisk arbejde foregår uden pauser, vil det være til kvindernes fordel også at kunne arbejde hjemmefra, medmindre deres tilstedeværelse er uundværlig. Flertallet af dem, der oplever mobilitetsproblemer, er kvinder, fordi det generelt er kvindens opgave at se efter børn, ældre mennesker og andre familiemedlemmer. Kvinder vil byde børnepasningsmuligheder på videnskabelige institutioner velkommen.

Jeg tror ikke, at kvoter vil løse problemet med manglen på kvindelige forskere, hvis ikke kvinderne selv ønsker at ændre den nuværende status quo. De må have passende betingelser, have mere selvtillid og vise solidaritet med hinanden. Jeg har tillid til, at det syvende rammeprogram og videnskabelige forskningsprogrammer vil støtte projekter, der opmuntrer kvinder til at forfølge en akademisk karriere. Det er vigtigt, at projektudvælgelsessystemerne er gennemskuelige, og at kvinder derfor skal være ligeværdigt repræsenteret i bedømmelses- og udvælgelsesudvalg.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (PSE). - (PL) Hr. formand! Kvinderne udgør over 50 % af de studerende i EU, og de besidder over 43 % af doktorgraderne, men de besætter gennemsnitligt kun 15 % af de højere akademiske stillinger, og de er i mindretal blandt forskerne. Kvinder udgør gennemsnitligt 35 % af de forskere, der er ansat i staten og på højere læreanstalter, men kun 18 % af de privatansatte forskere.

Som analyser viser, er de eksisterende rekrutteringssystemer ikke kønsneutrale. Det er veldokumenteret, at der findes et såkaldt "glasloft" for kvinder, der forsøger at avancere til overordnede stillinger, og det gælder alle sektorer, men især dem, der er forbundet med videnskab og teknologi. Kommissionen og medlemsstaterne skal hurtigst muligt indføre gennemskuelige rekrutteringsprocedurer, så man sikrer en kønsligevægt i rekrutteringsorganerne.

Eftersom forskning er en nøglesektor for EU's økonomiske udvikling, og eftersom der skal ansættes yderligere 700.000 forskere inden for rammerne af gennemførelsen af Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse i det forenede Europa, er det er af stor vigtighed at programmere videnskab som et område, der er åbent for begge køn, samt at sikre en passende repræsentation af kvinder blandt forskerne. Med henblik på at påfylde dette mål er det nødvendigt at sikre passende arbejdsbetingelser for kvindelige forskere samt en infrastruktur, der kan skabe en flydende bæredygtig balance mellem arbejds- og familielivet.

Jeg vil sluttelig gerne lykønske ordføreren, fru Thomsen, med det perfekt udarbejdede dokument.

FORSÆDE: Edward McMILLAN-SCOTT
Næstformand

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Hr. formand! Til trods for de retsakter, der er vedtaget af EU, og alle de erklæringer og drøftelser vi har haft, er kønsaspektet på området for bl.a. videnskabelig forskning beklageligvis fortsat utilfredsstillende.

Selv om der er et stort antal kvindelige studerende på de europæiske universiteter, er kun 18 % af de forskere, der arbejder i den private sektor, og kun 15 % af forskere i højere akademiske stillinger kvinder. I staten og på højere læreanstalter udgør kvinder kun 35 %. Lønnen er desuden meget lavere for de kvinder, der arbejder inden for videnskabelig forskning end for deres mandlige kolleger, og deres arbejde består for det meste mere af undervisning end forskning, hvilket sjældent tillader dem at opnå anerkendelse.

Jeg opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at øge deres indsats for at støtte kvinder, der sigter mod at skabe sig en karriere inden for videnskab. I overvejelser om hvordan de kan støttes, må vi ikke glemme familieaspektet, fleksible arbejdstider, forbedring af børnepasningsmuligheder og fleksibilitet til familien.

  Avril Doyle (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Da jeg selv har en videnskabelig baggrund, hilser jeg denne diskussion om kvinder på det videnskabelige og teknologiske område velkommen. I princippet er jeg enig i indholdet i Britta Thomsens betænkning, som søger at identificere de barrierer, der forklarer underrepræsentationen af kvinder inden for videnskab, og jeg er enig i, at de fleste europæiske uddannelsessystemer fortsat opretholder kønsstereotyper.

Hendes betænkning fremhæver andre faktorer, der bidrager til underrepræsentationen af kvinder på dette område og beklageligvis også på mange andre faglige områder. Disse faktorer inkluderer de negative konsekvenser af pauser i karrieren af familiemæssige årsager og begrænsninger af mobiliteten på grund af familieansvar. Jeg bifalder betænkningens opfordring til Kommissionen og helt specielt til medlemsstaterne om at tage positive initiativer på en række områder - uddannelse, børnepasning, social sikring, forældreorlov - såvel som at stille tilstrækkelige midler til rådighed for at forbedre mulighederne for kvinder, der sigter mod et senere karriereforløb, eller som vil tilbage til videnskabsområdet efter at have stiftet familie.

Vi har brug for kompetente kvinder fra alle samfundslag - og vi har så sandelig også brug for kvinder med en videnskabelig baggrund i politik - men jeg tror aldrig, at vi vil opnå dette ved fastsættelse af kvoter på kønsfordeling. I stedet bør vi stræbe efter mere gennemsigtighed, hvad angår ansættelse, mentorordninger, styrkelse af netværk blandt kvindelige videnskabsfolk, fremme af kvindelige forskere som rollemodeller og selvfølgelig tilstrækkelig tilgængelighed af midler, der skal opmuntre kvinder inden for videnskab, samtidig med at retfærdighed og ligestilling opretholdes. Jeg tror, at de fleste kvindelige forskere vil være enige i dette.

I mit hjemland, Irland, i 2003 blev der oprettet et udvalg for videnskab, ingeniørvidenskab og teknologi (SET), der skulle komme med forslag til strategier, der kunne øge tilslutningen af kvinder og piger, som vælger videnskabelige fag og matematik på højt niveau på gymnasieniveau og for at øge antallet af kvinder, der vælger fag som ingeniørvidenskab og teknologi på universitetsniveau. Dette udvalgs formandskab varetages af professor Jane Grimson fra Trinity College i Dublin, og hun er selv en fremragende akademiker.

Vi har ligeledes en organisation for kvinder inden for teknologi og videnskab, der er kendt som WITS (Women in Technology and Science), som blev oprettet i 1999. Vi har "Wiser Workforce"-projektet (projekt om værdifuld arbejdskraft), som er et initiativ for kvindelige forskere, der gerne vil vende tilbage til arbejdsmarkedet. Vi har den irske videnskabssammenslutning (Science Foundation Ireland), som har iværksat fire programmer, der skal afhjælpe underrepræsentationen af kvinder inden for videnskab og ingeniørfagene i Irland.

Endelig sigter disse ordninger mod at tilskynde og støtte udviklingen af bæredygtige mekanismer og metoder, som skal sikre, at kvindelige forskere har lige muligheder for at konkurrere på basis af deres videnskabelige ekspertise, viden og potentiale.

  Marusya Ivanova Lyubcheva (PSE). - (BG) Hr. formand, hr. kommissær! Betænkningen om kvinder og videnskab er rigtigt godt udarbejdet, og den handler om deltagelse af kvinder i en af de vigtigste udviklingsprocesser, videnskabelig forskning. Dens betydning er slået fast med det faktum, at den skitserer opbygningen af den videnskabelige udvikling og leverer løsninger i et afgørende aspekt, nemlig sammensætningen af menneskelige ressourcer inden for videnskab. Kvinderne spiller en vigtig rolle på universiteter, forskningsinstitutter og i den private sektor. Det utilfredsstillende niveau af kvinders engagement i ledelse og beslutningstagning inden for videnskab, den lave procentdel af kvinder, der opnår en ph.d., eller som er professorer eller medlemmer af akademier, har at gøre med de generelle stereotyper og problemer på kvinders vej i deres karrierejagt inden for videnskab.

Hvad vi har brug for, er at anvende fleksible arbejdstider samt udvikle tjenesteydelser, som støtter kvinder og giver dem mulighed for valg og selvudfoldelse. En større rolle for kvinder inden for videnskab skal ikke længere anses som blot en anden ligestillingspolitik. Det er en mission, som gør bedre brug af det høje potentiale af kvinder uden at gå helt til yderligheder. Kvinder bør ikke opgive deres naturlige mål om at stifte familie og blive mødre på grund af deres opofrelse for videnskaben. Princippet om dobbelt målsætning skal gælde for unge kvinder inden for videnskab: både familie og karriere.

  Erna Hennicot-Schoepges (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg tror, vi har samme mål, nemlig at nå frem til ligestilling, men vi er ikke enige om midlet.

Deres statistikker er grundige, hr. kommissær, og de beviser, at vejen er lang og møjsommelig. Det var rigtigt af Dem at indføre kvoter for udnævnelsen i udvalgene, for uden en proaktiv politik finder vi ingen kvinder, fordi vi for at finde dem først må have vilje til at søge.

Så jo højere vi kommer op ad rangstigen, jo mere tilbageholdende er vi med at udnævne en kvinde, og det er fuldstændig utidssvarende og ulogisk, at kvinder er langt i overtal i undervisningssektoren, men at de i akademiske kredse glimrer ved deres fravær.

Hvorfor forholder det sig sådan? Jeg tror, det bør undersøges nærmere. Medlemsstaterne skal inddrages, og måske kan kommissæren presse medlemsstaterne lidt til at lave en slags benchmarking for at få belyst situationen på deres universiteter.

Ofte er udvælgelseskriterierne for universitetslærere ikke de samme. Kvinder bliver altid spurgt: "Hvordan vil De få passet Deres børn?" Det bliver mænd aldrig spurgt om, og derfor tales der i denne debat altid om vores ansvar for børnene. Ville det være tilfældet, hvis det drejede sig om mænd? Hvorfor vender vi ikke problemet om, og for resten er det ikke et problem. Det er en stor glæde, et stor rigdom at have en familie, også for mænd. Hvorfor ikke ændre denne holdning?

Jeg mener, metoden og de stillede spørgsmål ved udnævnelse af universitetslærere bør revideres, og for at gøre fremskidt inden for nye teknologier må Kommissionen træffe målrettede foranstaltninger. Med hensyn til kriterierne om topkvalitet mener jeg ikke, vi kan slække på kravene.

  Gabriela Creţu (PSE). - (RO) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil fremlægge tre punkter ganske kort. I tidligere socialistiske lande virker situationen endnu mere opsigtsvækkende, da den tidligere ligestillingspolitik førte til udviklingen af en betydelig del kvinder, som var aktive på videnskabsområdet. På den anden side har overgangen fremkaldt en voldsom nedgang i midler, der er afsat til forskning og nedgang i antallet af forskere. Gårsdagens kvindelige forskere sælger i dag forsikringer, arbejder som tjenestemænd eller har forladt deres hjemland med mange negative konsekvenser til følge, såsom spild af menneskelige ressourcer, stor utilfredshed og hindringer for udviklingen.

Noget andet er, at aktiviteter som massekommunikation, pr og reklamebureauer i dag spiller en vigtig rolle, også økonomisk for bruttonationalproduktet. De kan sætte deres lid til forskning inden for humaniora og samfundsvidenskab, hvor mange kvinder arbejder. Ikke desto mindre giver et traditionelt hierarki inden for videnskab ikke nok social anerkendelse og fungerer som en indirekte diskrimination mod kvindelige forskere inden for disse områder.

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Britta Thomsens betænkning har rørt ved et følelsesmæssigt aspekt af min egen erfaring. Jeg modtog min doktorgrad fra Sorbonne, da jeg allerede var mor til tre børn, og min mand havde fire. Jeg var tvunget til at afskære mig selv fra en videre forskningsverden. En stræben efter akademisk ekspertise går i blodet af dig, og du bliver ulykkelig, når du bliver tvunget til at opgive det. Nu må jeg indrømme, at senere, efter at jeg havde fået flere børn, tilbød et tysk universitet et program specielt for mødre, der gav mig muligheden for at fortsætte min forskning, som jeg efter eget valg har fortsat indtil nu. Mulighederne eksisterer derfor, og af denne grund skal familieaspektet inkluderes, når der planlægges forskningsprogrammer og forskerstillinger, så de menneskelige ressourcer udnyttes bedst muligt. Jeg mener dermed, at det ikke længere er nødvendigt at fastsætte bindende mål, og opfattelsen af kvinders bidrag til forskning vil ændre sig.

Af denne grund er det nødvendigt at planlægge således, at kvinder kan blive accepteret i netop deres fase af deres arbejdsliv. På grund af de få år, hvor en kvinde ikke har noget andet valg end at blive udelukket, bliver hun berøvet glæden ved den akademiske verden resten af sit liv, og samfundet går glip af det, hun har at tilbyde. Kvindelige forskere bør derfor gives en chance for at tage del i programmer. På et senere tidspunkt bør deltagelse af kvinder i forskningsprogrammer være et kriterium for bedømmelse af kvaliteten ved universiteterne.

Jeg vil ligeledes minde jer om den betænkning, vi fremlagde sidste år, hvori vi siger, at det burde være muligt at kombinere arbejds- og familielivet, fra at man tager en videregående uddannelse og opefter.

  Małgorzata Handzlik (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne ønske parlamentsmedlemmet tillykke med den gode betænkning. Det er nødvendigt at øge deltagelsen i forskningsarbejde med henblik på at opfylde målene i Lissabonstrategien. Som ordføreren fremhæver, mangler Europa yderligere 700.000 forskere for at realisere strategimålene. Jeg tror på, at kvindernes eget engagement og potentiale bevirker, at de vil udgøre en stor del af denne gruppe.

Jeg er dog bekymret over forslaget om at sikre balance mellem kønnene i bedømmelses- og udvælgelsesudvalgene. Som kvindelig politiker ønsker jeg ikke, at min aktivitet alene bedømmes på baggrund af mit køn. Jeg foretrækker, at kvalitet og resultater er indikatoren for mit arbejde.

Forslaget om at øge interessen blandt unge for at tage videnskabelige og teknologiske universitetsuddannelser er interessant. Dette skal ledsages af tiltag til fremme af videnskab som et område, der er et interessant arbejdsområde og et karriereudviklende område for både kvinder og mænd. Jeg synes, at man skal overveje forslagene om at forbinde arbejds- og familielivet. De skal behandles i en bredere sammenhæng i forbindelse med støtte til og fremme af kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet.

  Miroslav Mikolášik (PPE-DE). - (SK) Hr. formand! Som min kollega lige har nævnt, mangler Europa i dag mere end 700.000 forskere. Jeg betragter dette som alarmerende. Kvinderne kunne udligne denne forskel. Aktuelle statistikker viser, at selv om kvinder opnår en højere uddannelse end mænd, udgør de kun en tredjedel af de forskere, der arbejder i den offentlige sektor, og kun 18 % af de forskere der arbejder i den private sektor. Jeg mener, at vi først og fremmest må fjerne de kønsstereotyper, der har indflydelse, ikke kun på kvinders valg af uddannelsesområde, men også i processen om ansættelse, forskningsfinansiering og ansættelseskriterier.

Selv om jeg er enig i nødvendigheden af at sikre, at kvinder deltager i EU-programmer og nationale programmer, mener jeg ikke, at det bør gøres via kvoter. Jeg støtter idéen om at tilbyde kvinder nyskabende former for fleksibel arbejdstid, som vil gøre det muligt for dem at fortsætte deres forskningsarbejde efter, at de har fået børn. Dette kan bidrage betydeligt til en større deltagelse af kvinder i videnskabelige topstillinger.

  Monica Maria Iacob-Ridzi (PPE-DE). - (RO) Hr. formand! Denne betænkning har betydelige finansielle følger, både hvad angår fællesskabsmidler, der kunne bruges til at bekæmpe ulighed mellem kønnene inden for videnskab og medlemsstaternes statsbudget.

Først og fremmest bør vi nævne, at det ikke er nok kun at tale om støtte, som er til rådighed gennem syvende rammeprogram om udvikling og forskning. Betydelige beløb fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling eller Den Europæiske Socialfond kunne give støtte til forsknings- og udviklingsaktiviteter. Vi skal således ikke stille kvinders deltagelse ufordelagtig på grund af betingelserne, der er fastsat i kravene til forslag, under hvilke disse programmer er gennemført. Ydermere er det nødvendigt, at nogle budgetposter finansierer en større deltagelse af kvinder i forskningsprogrammer eller tilskud ved fællesskabsfinansiering.

Så snart Det Europæiske Teknologiske Institut er oprettet, skal vi desuden sikre en lige repræsentation af unge kvindelige studerende på ph.d.-niveau i den akademiske sammensætning af den nye institution.

  Marios Matsakis (ALDE). - (EL) Hr. formand! Som en af de meget få mænd, der deltager i denne vigtige debat og i egen egenskab af videnskabsmand, føler jeg trang til at sige følgende:

Med min mangeårige erfaring som praktiserende læge har jeg oplevet, at kvindelige videnskabsmænd er mindst lige så gode, hvis ikke bedre, end mænd. Efter min mening har det eneste problem for kvinderne med at opnå topstillingerne været de hårde valg, de har måttet tage ved at vælge mellem at være fuldtidsmor og deltidsforsker eller omvendt. Kvinder har altid valgt at være fuldtidsmødre.

Jeg mener derfor, at denne betænkning er meget vigtig. Jeg lykønsker ordføreren, men vi har brug for praktiske måder, hvorpå vi kan hjælpe mødre til at opnå topstillinger og ikke kun teoretiske idéer.

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne takke alle talerne i aftenens debat for deres meget positive bidrag. Kommissionens politik om kønnene i forskning består af to hovedprincipper - kvinders deltagelse i forskning og kønsaspektet i forskning. Først forsøger vi at tackle kvinders tilstedeværelse på alle niveauer af karrierestigen og forskellene mellem kønnene på forskellige vigtige områder. Med det andet princip fokuserer vi på forskningens tilrettelæggelse og hensynet til kønsforskellene inden for forskning. Kommissionen er mere engageret end nogensinde i fremme af ligestilling inden for forskning.

Hvad angår kvoterne, tror vi, at mål, såsom målet om 40 % deltagelse for begge køn i forskellige ekspertgrupper og bedømmelsesudvalg i det syvende rammeprogram, er objektive og afbalancerede mål og bringer gode resultater. Vi vil fortsætte med at stræbe efter at opnå disse mål, og vi håber at øge antallet af kvinder inden for videnskab på denne måde. Vores bestræbelser viser allerede resultater, og jeg vil gerne takke for Deres støtte i vores indsats for at forbedre situationen for en bedre inddragelse af kvinder i videnskab og forskning.

  Britta Thomsen, ordfører. - Hr. formand! Tak for ordet. Hr. kommissær, mine damer og herrer! Tak for Deres kommentarer. Jeg er glad for at høre, at De deler mine bekymringer og visioner for den europæiske forsknings fremtid. Med hensyn til de omtalte kvoter tror jeg, at jeg er blevet lidt misforstået. Jeg taler jo ikke om kvoter for forskere, men det er helt klart, at en af de vigtigste barrierer for ansættelsen og udnyttelsen af den kvindelige talentmasse findes i sammensætningen af ansættelsesudvalgene. De er nemlig ikke kønsneutrale, og derfor mener jeg, at vi er nødt til at gøre noget ved det. Vi kan ikke bare blive ved med at ignorere denne problemstilling og satse på, at det bliver lysere i morgen, og at det kommer af sig selv. Vi bliver nødt til at kræve politisk handling nu. Kommissionen har jo været den progressive spiller i denne sag, da man allerede for flere år siden oprettede en kvinde- og forskningsafdeling i Forskningsdirektoratet. Det er medlemsstaterne, som halter bagefter. Det er deres engagement, som bliver essentielt i forhold til at sikre forandring på universitets- og forskningsinstitutionerne.

Tak for samarbejdet, kære kolleger, sekretariat og Kommission! Jeg har været glad for samarbejdet med forskere og særligt European Platform of Women Scientists - en særlig tak til dem.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Mihaela Popa (PPE-DE), skriftlig. - (RO) Som matematiklærer har jeg direkte haft at gøre med fænomenet med unge kvinders stadig nedadgående adgang til videnskab.

I betragtning af de statistikker, der viser, at stadig færre kvinder vælger videnskabsfakulteter, hvor der undervises intensivt i matematik, fysik, biologi eller kemi,anser jeg Europa-Parlamentets udkast til en betænkning om kvinder og videnskab som passende.

Den erfaring, jeg har på uddannelsesområdet, får mig til at sige, at det stadig faldende engagement fra kvinder inden for videnskab handler om mentalitet og under ingen omstændigheder kapacitet.

Af denne grund mener jeg, at det er vigtigt for EU at sætte flere programmer i gang, der fremmer lige muligheder og en ændring af mentaliteten, hvad angår unge kvinders adgang til videnskaben. Organisation af udviklingsprogrammer om erfaring og konkurrencer på europæiske niveau, endda meget tidligt, kan give de unge mennesker selvtillid og mod til at søge til videnskabsskoler.

Vi har brug for så mange europæiske programmer som muligt, der kan bidrage til lige muligheder ved at fremme kreativitet, logisk tænkning, intuition og udveksling af idéer på europæisk niveau.