Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om Barcelona-processen: Middelhavsunionen.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg føler, jeg skylder at tale fransk i dag, og det vil jeg følgelig gøre.

Indledningsvis vil jeg gerne takke Europa-Parlamentet, som har sat spørgsmålet om vores forbindelser med middelhavspartnerne på dagsordenen for dette møde i plenarforsamlingen. Det giver anledning til drøftelser om et emne, som er af afgørende betydning for Europa, og jeg vil i den forbindelse udtrykke en særlig tak til Europa-Parlamentet for den rolle, det har spillet i de seneste år ved til stadighed at interessere sig for Middelhavsområdet. Barcelonaprocessen har åbnet mulighed for at tage fat på en række spørgsmål af regionalstrategisk art og naturligvis politiske spørgsmål. Der er efter min opfattelse opnået meget, men der er fortsat mange fælles udfordringer. Det gælder bl.a. sikkerheden, miljøbeskyttelse, sikring af bæredygtig energiforsyning, bekæmpelse af organiseret kriminalitet, kontrol med migrationsstrømmene og den interkulturelle dialog. Ud over dette samarbejde med vores naboer i Middelhavsområdet så jeg gerne, at den indbyrdes forståelse og forståelsen for hinandens interesser, den gensidige respekt, men også den gensidige tillid blev styrket.

I marts 2008 opfordrede Rådet Kommissionen til at nytænke gennemførelsen af "Barcelonaprocessen: Middelhavsunionen", og Kommissionen vedtog den 20. maj en meddelelse, hvori der lægges vægt på Middelhavsområdets centrale rolle, dets historiske og aktuelle betydning og de betydelige udfordringer med hensyn til vores fælles fremtid. Jeg vil gerne understrege, at vi naturligvis fortsat har den europæiske naboskabspolitik, som er en bilateral politik, hvorimod den anden er regional. Der skal endvidere tages hensyn til, at de eksisterende handlingsplaner på effektiv vis sikrer, at de afgørelser, der er truffet under de forskellige sektorspecifikke ministermøder, gennemføres. Middelhavsområdet forbinder vi også med de tre monoteistiske religioners vugge, en smeltedigel for civilisation og kultur, for migration og handel. Vi opfatter Middelhavsområdets historie som en historie, der er uløseligt forbundet med Europas historie. Middelhavsbækkenet er således bindeleddet mellem Nord og Syd, mellem Østen og Vesten, og det er med placeringen, hvor tre kontinenter flyder sammen, mere end blot en af EU's grænser. Stabilitet i dette område er afgørende for vores sikkerhed og velstand, såvel hos os som hos vores venner og naboer i Middelhavsområdet. Det forudsætter en både målrettet og realistisk politisk indsats kombineret med et stærkt og vedholdende engagement og en konstruktiv dialog, hvis vi sammen skal kunne imødegå disse udfordringer.

Kommissionen har altid opfordret til en stærkere, mere åben og mere konstruktiv forbindelse med vores partnere i Middelhavsområdet, og vi stiller konkrete forslag for at nå målet.

Jeg vil i dag gerne præsentere de væsentligste budskaber og forslag i den meddelelse, jeg fremlagde for Kommissionen. Barcelonaprocessen har desværre lidt under de vedvarende konflikter i den sydlige del af Middelhavsområdet og undertiden også under manglende samarbejde mellem de forskellige partnere. Der er imidlertid en positiv udvikling i gang, hvilket jeg konstaterede ved selvsyn under mine seneste rejser i området. Tiden er kommet til at drage nytte af den fornyede politiske vilje til at puste nyt liv i vores samarbejde for at gøre det mere afbalanceret og bringe det nærmere borgerne. Der er efter vores opfattelse tre afgørende målsætninger.

For det første drejer det sig om på det politiske plan at styrke EU's forbindelser med middelhavspartnerne. For det andet drejer det sig om at sikre øget ansvarsdeling, når det gælder vores multilaterale forbindelser. Og endelig, for det tredje, er det et spørgsmål om at gøre forbindelserne mere konkrete og mere synlige ved supplerende regionale og subregionale projekter til gavn for borgerne i regionen. De nævnte foranstaltninger vil tilføre en markant merværdi. Der vil naturligvis blive inddraget private midler. Hidtil har kun fællesskabssektoren været involveret, nu kommer også den private sektor til at spille en rolle. Vi må naturligvis se, om det fungerer i praksis, men tanken er i alt fald som her skitseret. Det er derfor afgørende at styrke niveauet for vores forbindelser. Kommissionen foreslår, at stats- og regeringscheferne afholder topmøde to gange om året. Det er vanskeligt at forstå, hvorfor vi regelmæssigt afholder topmøder med vores vigtigste partnere overalt i verden, men ikke har noget forum, hvor stats- og regeringscheferne og vores naboer og venner i Middelhavsområdet mødes. Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet har i øvrigt gjort sig gældende som den parlamentariske dimension i forbindelse med Barcelonaprocessen. Forsamlingen er en god ramme om forhandlinger, åben dialog og fri udveksling af synspunkter. Den fremmer partnerskabet, idet der vedtages beslutningsforslag og henstillinger, og den vil være Middelhavsunionens legitime parlamentariske repræsentation. Kommissionen støtter uden forbehold styrkelsen af Den Parlamentariske Forsamlings rolle, hvad angår forbindelserne med middelhavspartnerne. En bedre ansvarsdeling er ligeledes afgørende. I de seneste år har der hersket en udbredt opfattelse af, at dagsordenen for Barcelonaprocessen blev påvirket af, at EU's formandskab også var formandskab for Euro-Middelhavspartnerskabet.

Tre forslag har vundet bred støtte hos partnerne. Dels indførelse af fælles formandskab med både en repræsentant for landene i Syd og en repræsentant for landene i Nord. Dels nedsættelse af et fælles permanent udvalg med hjemsted i Bruxelles og med ansvar for regeringsførelse og endelig et sekretariat med ansvar for at fremme projekterne. Der er, som Robert Schuman udtalte, behov for konkrete projekter, som først og fremmest skaber de facto-solidaritet. Det er de fælles projekters kvalitet, som skal sikre, at initiativet lykkes. Det er kvaliteten, der gør, at borgerne mærker de stærke bånd, der forener landene nord for og syd for Middelhavet. Det bør være projekter, som tilfører området struktur, og som gør det muligt at inddrage ikkestatslige aktører, civilsamfundet og virksomhederne. Europa bør fungere som formidler og løftestang i forhold til de private midler. Kommissionen foreslår umiddelbart, at man fremmer anlæggelsen af motorveje langs kysten, sammenkoblingen af motorvejsnettet i Maghreblandene, anvendelsen af solenergi og forureningsbekæmpelsen i Middelhavet. Listen er selvsagt ikke udtømmende, og der vil blive tilføjet andre projekter.

Afslutningsvis vil jeg gerne fremhæve et forhold, som set med mine øjne er afgørende. Det fornyede samarbejde med vores partnere i Syd må på ingen måde ske på bekostning af vores politikker og de stærke bånd til vore naboer i Øst. Tværtimod. Ud over bestræbelserne for at styrke de individuelle bånd til vores venner i Øst har Kommissionen med sit initiativ vedrørende Sortehavssynergien uddybet det regionale samarbejde. Vi vil inden længe offentliggøre den første årsrapport og dermed markere, at initiativet har været i gang i et år. I den forbindelse vil vi få lejlighed til at drøfte det seneste initiativ fra polsk og svensk side. Gennem denne indsats, såvel i landene mod Øst som i landene mod Syd, vil vi fastholde kursen. Vi vil forny vores forbindelser takket være fleksible samarbejdsinstrumenter, som sætter vores partneres prioriteringer i fokus.

Topmødet i Paris giver reel mulighed for at tilføje en ny dimension til vores forbindelser med middelhavspartnerne. Vi kan ikke se bort fra den lære, der må uddrages af fortiden, men samtidig bør vi heller ikke være dens slaver. Med initiativet "Barcelonaprocessen: Middelhavsunionen" indledes en ny fase i vores forbindelser med naboerne i Syd, der indledes et nyt partnerskab, som beror på de frugtbare elementer i Barcelonaprocessen, og som tager sigte på at fremme vores fælles ønske om fred, demokrati og velstand.

Undskyld, fru formand, at mit indlæg blev lidt langt. Der er imidlertid efter min opfattelse tale om et afgørende spørgsmål, for mig og for os alle.

  Vito Bonsignore , for PPE-DE-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer, fru kommissær! Min gruppe afventede dagens udtalelse fra kommissær Ferrero-Waldner med stor interesse. Jeg vil gerne takke hende igen og sige, at Kommissionens meddelelse, som blev vedtaget den 20. maj, var meget interessant læsning.

Vi takker præsident Sarkozy for at have igangsat processen, for at have vakt Rådets interesse og for at have afstedkommet en fornyelse af vores middelhavspolitik, som min gruppe støtter og håber vil vise sig at være håndgribelig og hurtig.

Vi ved, hvor svært det er at forfølge de ambitiøse mål i Barcelonaprocessen. På den anden side er der det uløste Mellemøstenspørgsmål og de spændte forhold i Vestsahara. Der er også den kløft, som nogle gange fjerner os fra vores partnerlandes demokratiske, økonomiske og sociale modeller, hvilket besværliggør virkeliggørelsen af de mål, vi har sat os selv. Alt dette er alvorligt og besværliggør tingene, men bør ikke blive et påskud til at retfærdiggøre udskydelser eller ændrede meninger. Vi tror på, at præsident Sarkozys politiske initiativ og den opbakning, som Kommissionen giver, går i den rigtige retning, særligt det, som giver indhold til og virkeliggør vores politiske ønsker.

I denne forbindelse har Kommissionen udpeget fire projekter, som vores kommissær erindrede i morges, udover de aktiviteter, som allerede er planlagt, såsom havets motorveje, rensning af Middelhavet, miljøforvaltning, civilbeskyttelsessamarbejde til at håndtere naturkatastrofer og til sidst et solenergiprogram til Middelhavet. Alle disse projekter er vigtige, og i stedet for at dvæle ved dem nu, skal vi gøre det, når Kommissionen er kommet med flere detaljer.

Dette er projekter, som vil fungere som en fantastisk drivkraft, hvis de gennemføres, både til at give Barcelonaprocessen fornyet kraft og til at supplere de foranstaltninger, som allerede er på vej, men endnu ikke er færdiggjorte. Jeg vil gerne minde om frihandelsområdet, som er planlagt til 2010. Vi vil gerne vide mere om dette, fru kommissær, såvel som den aktuelle situation for de mål, der blev fastlagt i associeringsaftalerne og i andre igangværende projekter.

For så vidt angår håndgribelige projekter, som skal afsluttes inden for en rimelig tidsramme, vil jeg afslutningsvis minde om, at lige så vel som med havets infrastruktur og nord/syd-forbindelsen er der behov for fornyet drivkraft i forbindelse med et syd/syd-motorvejsstrækningsnet, som forbinder landene på Middelhavets sydlige kyst. Dette system skal desuden også være forbundet med Europa. Endelig er der behov for en låneordning, som yder hjælp i forbindelse med forhold såsom vand og infrastruktur i Mellemøsten.

Til sidst vil jeg gerne henlede Rådets og Kommissionens opmærksomhed på to emner. Det første handler om varetagelsen og driften af Den Parlamentariske Forsamling for Euromedsamarbejdet. EU har indgået store forpligtelser i Mellemøsten, og vi forventer, at disse forpligtelser bliver fulgt op af politisk handling. Kan Rådet fortælle os, hvilke virkelige, praktiske perspektiver der er ved en sådan handling?

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg er ikke enig med fru kommissær Ferrero-Waldner i, at det er passende at tale fransk her i formiddag.

(FR) Fransk er, sammen med mit modersmål, mit foretrukne sprog, fru kommissær, men vi skylder efter min opfattelse ikke, og navnlig ikke i dag, at tale fransk. Præsident Sarkozy begik fra første færd den fejl at give det indtryk af, at Middelhavsunionen udelukkende var et fransk forslag. I mellemtiden har han anlagt et mere fornuftigt synspunkt, og derfor er der, hr. Bonsignore, grund til at lykønske ham.

(DE) Og så må man endnu en gang minde om, at da hr. Sarkozy i starten kom på besøg i Parlamentet for at præsentere Middelhavsunionen på gruppeformændenes konference for første gang, stillede jeg ham dette spørgsmål: "Kan De sige mig, hvilken rolle Forbundsrepublikken Tyskland skal spille i Deres Middelhavsunion?", og han svarede: "observatørstatus". I mellemtiden er vi jo kommet lidt længere, og vi har nu fået reguleret disse spørgsmål. Derfor er den model, som De har beskrevet, fru Ferrero-Waldner, den rigtige.

Jeg er fast overbevist om, at der er tre centrale udfordringer i forbindelse med Middelhavsunionen. For det første mener jeg, at spørgsmålet om social stabilitet er en grundlæggede forudsætning for fred, men intetsteds er den sociale stabilitet mere truet i såvel nord som syd end i Middelhavsområdet. Intetsteds er den direkte konfrontation mellem enorm rigdom på den ene side og enorm fattigdom på den anden side større og mere synlig, ja ligefrem håndgribelig, end i Middelhavsområdet. Og intetsteds er konfrontationen og de spændinger, den fører med sig, større end i Middelhavsområdet.

Derfor er Middelhavsunionen som et projekt, der gennem økonomisk integration mellem vores to regioner kan føre til større stabilitet og fred, en rigtig, rigtig god idé. Derfor støtter vi socialdemokrater denne idé.

For det andet er idéen så meget desto mere fornuftig, som den gør den multilaterale model til grundlag for samarbejdet, ikke kun inden for Middelhavsunionen, men også som et regionalt samarbejdsprojekt, som ikke kan danne model for hele verden, men som kan danne grundlag for fælles initiativer, som tilsammen kan føre til lidt mere stabilitet på verdensplan.

Det tredje punkt, som er så vigtigt for os socialdemokrater, er, at det nu er lykkedes at undgå, at der sættes parallelle processer i gang. Barcelonaprocessen - som der i parentes bemærket er afsat ca. 15,5 milliarder euro til i de finansielle overslag frem til 2013 - og som vi jo startede ud fra de overvejelser, som jeg netop har beskrevet, og som var det politiske grundlag for Middelhavsunionen, bliver nu med Middelhavsunionen så at sige løftet op på et højere niveau, styrket, intensiveret, men uden at etablere ekstra institutioner, det sker tværtimod inden for rammerne af Fællesskabets institutioner. Derfor er Kommissionens rolle og vores rolle som Parlament - i øvrigt også Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavsområdets rolle - en særlig rolle, som allerede er defineret, og som hverken har brug for eller forlanger nogen ekstra yderligere institutioner eller bureaukratier.

Politisk, institutionelt, finansøkonomisk og ud fra de konkrete målsætninger er vi med Middelhavsunionen nu på rette vej. Derfor er der også grund til at feste i Paris den 14. juli.

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Med sine forslag om en Middelhavsunion anerkendte præsident Sarkozy det, som mange vidste, men ikke ville indrømme. Nemlig at Barcelonaprocessen - topstyret og drevet af europæiske interesser - var død, hvilket førte til, at vores sydlandske partnere stod af ræset, og at en bred velfærdskløft dukkede op på begge sider af Middelhavet.

Hvis Europa virkelig ønsker at få vendt det sidste årtis fiaskoer og skabe udvikling og sikkerhed på dets sydlige kyster, skal vi nu lære at give så vel som at tage. Vi skal bygge videre på Barcelonaprocessens aske - et ægte partnerskab baseret på tillid, gensidighed og frem for alt gensidig respekt.

Middelhavet skal ikke være en kulturel skillelinje, men et mødested. Fælles investeringer i infrastruktur såsom havne, søforbindelser og energinet skal samle vores folk på en langt mere effektiv måde end de højtravende erklæringer, som kendetegner Barcelonaprocessen.

Vi skal også investere i mennesker. Den slags energi, som samlede franskmændene og tyskerne efter den sidste store krig, skal investeres i at samle europæere og nordafrikanere for at undgå det følgende.

Den største fejltagelse, det franske formandskab kan begå, er at forpligte EU og dermed dets borgere til et storslået projekt uden at sørge for finansiering til et sådant samarbejde i flere år ud i fremtiden. Som hr. Schulz sagde, behøver det at skabe en fuldstændig bureaukratisk struktur side om side med de stående delegationer og Tjenesten for Unionens Optræden Udadtil ikke at være den måde, hvorpå værdierne skal fokuseres.

På trods af den forværrede situation i især Egypten og Israel samt den kendsgerning, at vi forlanger sådanne værdier som grundlag for EU's udenrigspolitik, er det på mystisk vis svært at finde referencer til menneskerettigheder i Kommissionens forslag. Jeg håber, at Kommissionen vil se på dette.

Men bortset fra disse indvendinger glæder liberale og demokrater sig over at støtte Middelhavsunionen, dog med en vigtig protest: Pragmatisk samarbejde om økonomiske spørgsmål må ikke erstatte det at fremme fred i Mellemøsten gennem fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som tilsigtes i Lissabontraktaten.

Siden kommissæren anerkender forbindelsen mellem økonomisk udvikling og fred, hvad vil så være et bedre tegn på fred og velvilje over for vores arabiske naboer end at ophæve landbrugstolden? Vores højtbesungne frihandelsaftaler har ikke styrket levestandarderne, da de ikke indbefattede landbrug og service, som står for to tredjedele af Mellemøstens og Nordafrikas BNP. Hvis vi ikke tager disse landes varer, vil vi ende med at tage deres folk. Omlægning af den fælles landbrugspolitik, hvilket vil give lige forhold for varer fra det sydlige Middelhavsområde, vil kraftigt medvirke til at tackle årsagerne til en rekordstor migration til Europa.

Som den uforlignelige doktor Johnson engang sagde: "Livet kan kun bestå [...] ved gensidige indrømmelser". Og for at sikre EU's succes skal Europa tage det første skridt.

  Hélène Flautre, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Fru formand! Kommissionen har fremlagt et godt forslag. Den har formået at omdanne et noget kejtet politisk initiativ - "Middelhavsunionen" - til en ny politisk ambition om at styrke Barcelonaprocessen. Det er glimrende, og Kommissionen har i denne sammenhæng udfyldt sin rolle på forbilledlig vis.

Vi støtter Kommissionens forslag, navnlig forslaget om at lade institutionerne indgå i det nye projekt i forbindelse med Lissabontraktaten og ønsket om en mere sammenhængende og i højere grad integreret EU-udenrigspolitik. Dermed sættes der en stopper for den berettigede frygt for politisk ad hoc-styring i henhold til de aftaler, der måtte blive truffet på topmødet, eller en a la carte-styring, der passer til lejligheden. Præsident Sarkozys malplacerede initiativer, eksempelvis med henblik på at fremme spredningen af atomvåben i området, har i høj grad givet næring til denne frygt.

De beskedne resultater med hensyn til demokrati og menneskerettigheder blev i 2005 enstemmigt udpeget som hindringer for Barcelonaprocessen. Derfor fastholder Europa-Parlamentet, at alle mekanismer, der har til formål at styrke demokratiet og retsstaten samt processens parlamentariske dimension og inddragelse af civilsamfundet, bør sikres på behørig vis i forbindelse med de nye ambitioner for Euro-Middelhavsområdet.

Der er stillet et ændringsforslag om konflikten i Mellemøsten. Det ville efter min opfattelse være fornuftigt, at Europa-Parlamentet vedtog det. Det er rigtigt at sikre, at ethvert nyt initiativ i området ikke gøres betinget af, at konflikten løses, men det er også fuldstændig illusorisk at tro, at konflikten ikke har negativ indvirkning på landenes konkrete evne til at udvikle middelhavsprojekter, som er til gavn for borgerne.

Ad hoc-delegationen, som for nylig besøgte Palæstina, påviste alvorlige krænkelser af humanitær ret og menneskerettigheder samt klare overtrædelser af Oslo- og Annapolisforpligtelserne. Det nytter ikke at foregive, at denne situation og dens vedvarende karakter ikke i høj grad undergraver den gensidige tillid mellem partnerne og civilsamfundet i området. En sådan tillid er ikke desto mindre afgørende for, at ambitionerne kan opfyldes.

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Fru formand! EU har mange såkaldte gamle naboer mod syd og mange såkaldte nye mod øst. Hvad gælder de tidligere, findes der et instrument til eksternt samarbejde, som på nuværende tidspunkt bliver styrket. Denne styrkelsesproces bør fortsætte, men den vil ikke føre til, at nogen af de involverede lande tiltræder EU. Hvad angår vores naboer mod øst, som er omfattet af naboskabspolitikken, er medlemskab af EU bestemt en mulighed. Medlemskab er ikke målet for et effektivt samarbejde, men en vellykket naboskabspolitik må nødvendigvis føre i den retning.

Barcelonaprocessen har brug for politisk drivkraft, da "en størrelse passer alle"-naboskabspolitikken hverken passer østen eller vesten. To parallelle projekter bør derfor komme på den europæiske dagsorden. Den ene skal omhandle en Middelhavsunion og den anden et østligt partnerskab.

Som nabo til Ukraine, Belarus, Moldova og Georgien håber jeg virkelig, at der ikke vil opstå skadelig konkurrence mellem sydens og østens naboskabspolitikker. I stedet bør de to komplementere hinanden gensidigt. Hvis vi skal få succes med for eksempel budgetforhandlinger, bliver vi nødt til at stå skulder mod skulder. Der er behov for gensidig politisk solidaritet, når de østlige og sydlige aspekter skal udarbejdes i naboskabspolitikken. Der er også snarest behov for lige vilkår på institutionelt, politisk, bistandsmæssigt og økonomisk plan med hensyn til vores politik for syden og østen.

Det er derfor, jeg i dag på det kraftigste støtter styrkelsen og fornyelsen af de politiske rammer for naboskab i forbindelse med Middelhavslandene. Vi støtter de projekter, som er forbundet med bevillinger, kommunikation og energi. Vi støtter også institutionelle reformer, der berører syden. Vi går ud fra, at lignende støtte vil blive tilbudt i fremtiden for at styrke politikken mod øst.

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Fru formand, fru kommissær! De udfordringer, vi står over for, når det gælder Europas forbindelser med landene syd for Middelhavet, rækker langt videre end blot udfordringer i forbindelse med naboskab.

Det er måske freden fremover, der sættes på spil i dette udprægede brydningsområde. Årsagerne hertil er indlysende. For det første den økonomiske ubalance. 13 år efter iværksættelsen af Barcelonaprocessen er løfterne om fælles velstand ikke indfriet. Kløften er tværtimod blevet uddybet. Man har været mere optaget af frihandel end udviklingsmål. Forudsætningen for at vende fortidens fejl til fremtidig succes er en grundlæggende ændret holdning. Jeg ser ikke tegn på en sådan.

Det andet problem er den ydmygende behandling af migranter. Det er lande med en meget ung befolkning. Det er mennesker, som ønsker at leve, og som ikke ser nogen fremtid. De føler sig dybt forbundet med deres land, deres kultur, deres civilisations historie, som har haft så stor indflydelse, men - med al respekt for hr. Berlusconi - mange af dem vender blikket mod Europa, og de oplever, hvorledes deres søstre og brødre, som er udvandret, lider under de krænkelser, vi alle er bekendt med. Fra skræmmebilleder til forskelsbehandling, fra opsamlingscentre til tilbagesendelse.

Også på dette punkt er kløften uddybet ganske markant. Det er ganske enkelt ikke troværdigt at tale om dialog mellem kulturerne og om tilnærmelse folkene imellem uden at bryde med denne praksis.

Endelig er Europa præget af træghed, når det gælder det palæstinensiske problem. Man vil foreholde mig, at Unionen og dens medlemsstater er de førende bidragydere til palæstinenserne. Det er korrekt, og det er godt. Men enhver iagttager vil - i lighed med delegationen fra Europa-Parlamentet, som netop er hjemvendt fra Mellemøsten - kunne bekræfte, at uden et beslutsomt europæisk engagement på politisk plan løser denne bistand ikke de grundlæggende problemer.

Sagt med andre ord forventer man i landene syd for Middelhavet, at Europa i denne sammenhæng omsider overvinder det, den tidligere repræsentant for FN's generalsekretær, hr. de Soto, helt berettiget betegnede som selvcensur i forhold til Israel med hensyn til landets stadige krænkelser af såvel international ret som egne forpligtelser.

Israel må forstå - og det er Unionens pligt at bidrage hertil - at normaliseringen af landets forbindelser med regionen som helhed har en pris. Og prisen fremgår af Den Arabiske Ligas fredsinitiativ, kvartettens køreplan og Annapoliserklæringen, nemlig at besættelsen og den umenneskelighed, den indebærer, bringes til ophør, og at den palæstinensiske stat anerkendes, som grænserne gik i 1967.

Europas holdning til dette spørgsmål er måske det afgørende kriterium for, om forsøgene på at forny Euro-Middelhavspartnerskabet lykkes eller fejler.

Det ville således være på sin plads, at man i Associeringsrådet EU-Israel på mødet den 16. juni 2008 tager dette forhold under alvorlig overvejelse, i forbindelse med at man behandler Israels anmodning om opgradering af den status, der tillægges landets partnerskab med Unionen.

  Graham Booth, for IND/DEM-Gruppen. - Fru formand! Jeg er blevet bedt om at tale om Euromed i dag. Det er det sindssyge forsøg på at skabe en fælles Middelhavsblok, som forener Europa med Nordafrika. For skaberne af dette arrangement var det en genial idé. Europa ville overføre velstand og teknologi til Nordafrika, og Nordafrika ville overføre billig arbejdskraft og olie og gas til Europa.

I virkeligheden er det en katastrofal idé. Vi har allerede set, hvad der sker, når du giver mennesker fra fattige lande lov til at bevæge sig frit til rigere lande. Kan De forestille Dem, hvor meget mere sandt det vil blive, hvis Nordafrika også får denne mulighed? På et tidspunkt hvor der er forøget international terrorisme, er det så en god idé at have fri bevægelighed fra lande, som har kendte al-Qaeda-personligheder? Efter terrorangrebene i Madrid og London skulle man tro, at Europa have lært sin lektie. Åbenbart ikke!

Lad os også tale om olie og gas. De nordafrikanske lande ved, at Europa kan kues. Er det virkelig en god idé at lægge vores energisikkerhed i hænderne på et militærdiktatur i Algeriet eller hos oberst Gadaffi i Libyen, som begge er bekendt med vores sårbarhed?

Jeg opfordrer på det kraftigste EU til at stoppe dette arrangement. Vi har allerede haft et kejserligt mare nostrum. Vi har ikke behov for endnu et.

  Jean-Claude Martinez (NI). - (FR) Fru formand, fru kommissær! Middelhavsområdet er i enhver henseende brydningernes område. Det gælder geografiske brydninger, det gælder historiske brydninger - ved Salamin, Axios og Lepante - det gælder demografiske brydninger, og det gælder endog filosofiske brydninger, mellem den magiske og den logiske tænkning, med andre ord mellem Orienten og Occidenten, men samtidig mellem Øst og Vest, fra Egypten og Moses, derefter Jesus og derefter Muhammed, fra Omar Khayyam til Baudelaire, fra Syriens højsletter til Languedocs åbne land. Middelhavsområdet rummer de tre monoteistiske religioners håb og en kultur beroende på korn og vin, ikke sauerkraut og øl eller muslinger "Chez Léon".

Middelhavsunionen drejer sig således ikke kun om civilbeskyttelse og bekæmpelse af forurening. Det er en sag for brandvæsenet! Middelhavsområdet lader sig ikke administrere af 44 højtstående tjenestemænd i Bruxelles, Middelhavsområdets hovedstad. Og, ja, hvorfor ikke også et Erasmus-stipendium, så Platon og Aristoteles kan komme til at studere fællesskabsretten på universitetet i Brugge?

I Middelhavsområdet forvalter man anliggender vedrørende Middelhavsområdets indbyggere. Man forvalter med andre ord velstanden eksempelvis for fiskerne, som anmoder Dem herom i øjeblikket. Man forvalter med andre ord freden både i Vest, i sahariske provinser i Marokko og, i Øst, i Palæstina.

Fru Ferrero-Waldner! Vores drømme må være af et format, som sikrer, at vi ikke taber dem af syne, mens vi forfølger dem, og det er begrundelsen for, at der ikke er tale om en snæver union for Middelhavslandenes indbyggere.

  Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (PPE-DE). - (EL) Fru formand, kommissær, mine damer og herrer! Middelhavsområdet har spillet en rolle i Europas eksterne forbindelser siden starten på den europæiske foreningsproces. Selv Romtraktaten omtalte præferenceforbindelser med bestemte middelhavslande. Politikken i Middelhavsområdet og den internationale situation har bidraget til udviklingen af de institutionelle rammer, fordi regionen altid har været en skueplads for internationale udfordringer og problemer.

Som alle ved, nåede vi ikke de ambitiøse mål, vi satte os i Barcelona i 1995, så derfor fastlagde vi nye mål i 2005. Der er ingen tvivl om, at Euro-Middelhavsforbindelserne har givet os mange lejligheder til at mødes og lære hinanden at kende, både bilateralt og internationalt, for derigennem at skabe bedre kontakt til offentligheden og parlamenterne.

Præsident Sarkozys forslag om en Middelhavsunion og udviklingen af denne under EU's og dets institutioners ledelse har klart demonstreret, hvor vigtigt det er at realisere drømmen om en Middelhavsunion, og har bragt den tættere på virkeligheden for begge siders vedkommende. Denne drøm har haft stor betydning. Middelhavsområdet har konstant været genstand for vores spørgsmål, forandringer og planer, det har været en nøglefaktor for magtbalancen i EU og i EU's forbindelser med andre lande. Den udvikling, der ligger i dette forslag, er også udtryk for, at Unionen er i stand til at udvise bevægelighed, nytænkning og forpligtelse, når den står over for store udfordringer.

Jeg vil gerne rette en tak til Kommissionen, især til kommissær Ferrero-Waldner, for arbejdet og for forslaget, som vi finder afbalanceret og integreret. Kommissærens forslag får det bedste ud af vores forpligtelser og opnåede resultater. Det bygger på de nye franske forslag og baner vejen frem.

Europa-Parlamentet støtter og hilser disse bestræbelser velkommen med sin fælles beslutning. Den vil understøtte det interessante og ambitiøse projekt, der er sat i gang. Udfordringerne i regionen bliver hele tiden større og mere presserende. Der eksisterer store økonomiske og politiske forskelle, alvorlige sikkerhedsproblemer og økonomiske uligheder. Dertil kommer, at det økonomiske og politiske klima i Middelhavsområdet bliver stadig mere sammensat. USA samt Kina og Rusland skal tages med i overvejelserne, så vi må udvise større forsigtighed og effektivitet.

  Pasqualina Napoletano (PSE). - (IT) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Parlamentet ønsker øjeblikkelig at reagere på meddelelserne fra Kommissionen. Grunden er, som kommissæren selv sagde, at vi gerne ser en genindførelse, fornyelse og udvikling af Euro-Middelhavspartnerskabet.

Vi støtter Kommissionens synspunkt om, at EU på europæisk side bør være den vigtigste institutionelle og politiske spiller i etableringen af Middelhavnsunionen. Dette kan også tilskynde vores partnere mod syd til at få et tættere samarbejde blandt deres egne, hvilket er noget, der hidtil har vist sig at være usandsynlig svært.

Vi er enige i, at opgaven for Middelhavsunionen bør være økonomisk og territorial integration blandt landene i Middelhavsområdet, der skal ske ved hjælp af store infrastrukturprojekter, og vi mener også, at Kommissionens eksempler er hensigtsmæssige.

Til dette formål skal det dog være klart, hvem der gør hvad. Frem for alt skal enhver overlapning mellem Kommissionens rolle og det potentielle sekretariats rolle undgås. Hvad angår genindførelsen af partnerskabet, vil vi selvfølgelig gerne styrke dets politiske dimension. Vi er ikke bare interesserede i dialog mellem regeringerne, men i parlamenternes rolle, i etableringen af Euro-Middelhavsparlamentet og i dets arbejde samt i civilsamfundets arbejde, hvor jeg på det kraftigste vil understrege, at de sociale partnere spiller en grundlæggende rolle.

Endelig skal det gøres klart, at de projekter, som fastlægges i Kommissionens meddelelser, ikke skal udføres til skade for regionale programmer, som allerede er undervejs på kulturelle, arve-, uddannelsesmæssige og audiovisuelle områder. I denne henseende vil vi gerne anmode om, at Erasmus Mundus-programmet får bedre ressourcer, og at programmet Euromed Audiovisuel bliver genfinansieret.

  Thierry Cornillet (ALDE). - (FR) Fru formand! Jeg hilser fornyelsen af Barcelonaprocessen velkommen - efter 13 år, hvor processen har været bestemmende for de multilaterale forbindelser mellem EU og Middelhavslandene.

Vores beslutning er i øvrigt ikke fejlagtig. Der har ikke været tale om noget malplaceret initiativ. Tværtimod. Der er tale om et velkomment initiativ i rette tid. Det drejer sig om et nyt initiativ, om at puste nyt liv i processen og sætte mere fart på den. Det vidner således om, at det i det mindste var muligt at forbedre Barcelonaprocessen, og det vil vi alle bestræbe os på.

Der er således grund til at hilse "Barcelonaprocessen: Middelhavsunionen" velkommen. Det er trods alt første gang, man sætter midlet over målet, og jeg er i øvrigt overbevist om, at Middelhavsunionen vil blive stående som en fællesbetegnelse. Men jeg ønsker ikke at lægge mig ud med nogen. Middelhavsunionen er et columbusæg! Middelhavet er en sø. Alle bor vi ved dens bred. Nogle lande er organiseret, andre i mindre omfang eller endnu ikke - det gælder landene i Syd - men det er vores opgave at samarbejde. I den forbindelse må vi - som Kommissionen på udmærket vis understregede - starte med konkrete projekter vedrørende forurening, energiproduktion og beskæftigelse for de unge, som er afgørende for kyststaterne.

Vi hilser således også den parlamentariske fornyelse på mindre håndgribelige områder velkommen. Det gælder spørgsmål om menneskerettigheder og kønsrelaterede spørgsmål. Afslutningsvis vil jeg dog fastslå, at der ikke bliver nogen tredje genoptagelse af Barcelonaprocessen.

Det skal lykkes denne gang. I modsat fald demonstrerer vi, at vi skader egne interesser.

  Rebecca Harms (Verts/ALE). - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Der er blevet sagt meget om den franske præsidents idé om inden for Middelhavsunionens rammer at udstyre og opruste landene i Nordafrika og Mellemøsten civilt, men dermed også militært og nukleart. Her vil jeg gerne citere fra Asterix: "De er skøre, de franskmænd." Men jeg er efterhånden blevet mere bekymret over denne udvikling, for nu har også Kommissionen aktivt taget disse planer til sig og støtter dem.

For omkring to uger siden fandt der et møde sted mellem IAEA, Mohammed el-Baradei, og Kommissionen. Hr. Barroso var til stede. Der blev underskrevet en aftale mellem IAEA, Det Internationale Atomenergiagentur, og Euratom respektive Kommissionen, som har til formål at fremskynde udbredelsen af atomkraft. Man vil gerne opruste netop udviklingslande som dem, Sarkozy har i tankerne, hjælpe dem på vej, støtte dem på alle måder, så de kan udnytte atomkraften.

Det har jeg en lang række spørgsmål til. For det første skulle De, fru kommissær, oprindeligt have været medunderskriver på denne aftale. Jeg er i besiddelse af udkastet til den. Hvorfor har De taget afstand fra den? Er der muligvis slet ikke noget traktatgrundlag for denne aftale? For det andet, hvad siger så egentlig Xavier Solana til underskrivelsen af en sådan aftale? Jeg kan ikke forestille mig, at denne aftale set ud fra sikkerhedsaspekter overhovedet kan få tilslutning fra europæisk side, især ikke i betragtning af konflikten om Iran.

Det ville jeg meget gerne have opklaret - hele sagen er jo nærmest foregået i hemmelighed - også fordi De jo kommer fra det atomkritiske land Østrig, fru kommissær.

  Salvatore Tatarella (UEN). - (IT) Fru formand, kommissær, mine damer og herrer! Det vil glæde hr. Schultz, at jeg ikke har tænkt mig at tale fransk. Det forhindrer mig dog ikke i uforbeholdent at støtte præsident Sarkozys initiativ, som har skubbet - eller endda drevet - Europa ind i en position, hvor det kan gøre krav på en vigtig rolle i Middelhavsområdet.

Fordelen ved Sarkozys initiativ er, at det besvarer spørgsmålet om Barcelonaprocessens resultater på en alt andet end tam måde. Når vi spørger os selv, hvad Middelhavet har fået ud af Barcelonaprocessen, er vores objektive, alvorlige og sandfærdige svar uundgåeligt utilfredsstillende. Der har selvfølgelig været krigen, og der er stadig konflikter i Mellemøsten. Da det i 1995 blev besluttet i Barcelona at iværksætte denne nye europæiske politik, var idéen at varetage freden efter krigskonflikten. Det var ikke tilfældet dengang, og det er det heller ikke i dag. Europa er stadig bagefter, og den franske præsidents initiativ kommer derfor på et godt tidspunkt.

Vi tilslutter os Kommissionens initiativ og det kompromis, der er opstået fra det. Vi støtter det, men vi tror, at det stadig er utilstrækkeligt i forhold til den rolle, som Europa kan og skal spille i Middelhavet. Nogle mennesker frygtede og frygter stadig, at det franske initiativ kunne sætte et europæisk sammenhold på spil, men jeg mener ikke, der er nogen frygt for det. En sådan frygt eksisterer ikke, når som helst Europa bliver bedt om at fokusere mere på politik og mindre på markedet.

  Patrick Louis (IND/DEM). - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Dagens forhandling er af største vigtighed. Vores kontinents fremtid beror bl.a. på vores evne til at forhindre, at en dyb kløft splitter Middelhavsbækkenet i to rivaliserende dele, både kulturelt og økonomisk. Til trods for alle forskellene mellem landene nord for og landene syd for mare nostrum, er det, som forener os, endnu stærkere end det, som skiller os.

Nicolas Sarkozys initiativ er derfor også i princippet glimrende, da det puster nyt liv i Barcelonaprocessen, som står i stampe. Jeg vil dog tillade mig at udtrykke visse forbehold, hvad angår metoden.

Da Frankrig tilsluttede sig de europæiske forpligtelser, der indgår i de forskellige traktater - fra Maastrichttraktaten til Lissabontraktaten - accepterede man at overdrage visse af sine beføjelser til Fællesskabet, navnlig vedrørende udenrigsanliggender. Jeg beklager det. Men med al respekt, hr. Guénot, det er desværre den verden, vi lever i, som konsekvens af disse traktater. Derfor er det efter min opfattelse i en vis forstand inkonsekvent under stor mediebevågenhed at lancere et sådant projekt. I virkeligheden har Frankrig ikke længere beføjelser til at pålægge nogen noget sådant. Den eneste måde, hvorpå man kunne fremme processen, ville være at udfolde alle de diplomatiske og menneskelige ressourcer, Frankrig råder over, for at overbevise landets partnere om, at Barcelonaprocessen bør reformeres, men uden at give det indtryk af at tilintetgøre det, der allerede er opnået, selv om det eksisterende måtte være lidet tilfredsstillende.

Resultatet af føromtalte inkonsekvens fremgår tydeligt i dag. Det er ikke nogen tilfældighed, at denne forhandling blev flyttet fra i går, hvor Rådet kunne have deltaget, til i dag, hvor kun Kommissionen er repræsenteret. Det er mere end et vink om, at Kommissionen ikke ager at give denne sag fra sig.

  Tokia Saïfi (PPE-DE). - (FR) Fru formand, fru kommissær! Jeg glæder mig over, at "Barcelonaprocessen: Middelhavsunionen" i dag er højt placeret på den europæiske dagsorden.

Kommissionens analyse forekommer relevant. Der tages afsæt i de resultater, der er opnået i forbindelse med Euro-Middelhavssamarbejdet, som har eksisteret siden 1995, og man puster nyt liv i processen for at overvinde de eksisterende kløfter og mangler.

Jeg glæder mig i den forbindelse over, at de mål, der sættes, beror på principperne om paritet og lighed, som står centralt i den foreslåede Middelhavsunion. De regionale projekter, der påtænkes gennemført, vil også gøre Euro-Middelhavspartnerskabet mere synligt og ikke mindst bringe det nærmere borgerne. Forudsætningen for et stærkt partnerskab og styrket regionalt samarbejde i landene syd for Middelhavet er rent faktisk, at befolkningen føler ejerskab herfor.

Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet vil således i kraft af sin officielle rolle være afgørende i bestræbelserne for at nå dette mål. Forsamlingen vil omsider blive anerkendt som en form for parlamentarisk støtte for Euro-Middelhavspartnerskabet.

Endelig vil jeg gerne nævne projektstyringen. Det bør fortsat være vores målsætning at styrke de politiske forbindelser, være fælles om ansvaret, fremme ligheden og øge antallet af møder mellem Euro-Middelhavspartnerne. Lad os ikke udvande projektets politiske indhold ved en tung institutionel mekanisme, som med sikkerhed vil føre til passivitet. Vi bør også sikre, at projektet virkelig kommer til at fungere effektivt takket være fælles Nord-Syd-formandskab, som er forudsætningen for lighed og fælles ansvar, og takket være et sekretariat, som bør have ansvaret for forvaltningen af Middelhavsunionen og for kontrol med gennemførelsen af de konkrete projekter.

Middelhavsunionen er et betragteligt skridt i den rigtige retning, og som kommissæren påpegede, markerer den en ny æra, hvad angår samarbejdet med vores partnere. Det er også mit håb, for vi deler skæbne.

  Carlos Carnero González (PSE). - (ES) Fru formand! Da der er et liv uden for Parlamentet, forestiller jeg mig, at nogle af os af og til har muligheden for at gå i biografen i weekenden.

Det gjorde jeg forrige søndag, og jeg så en film, som jeg kan anbefale på det varmeste, og jeg har ikke nogen økonomiske interesser i dens produktion eller distribution. Filmen hedder "The Yacoubian Building", og den ser på de politiske, sociale og kulturelle problemer, der opleves i et stort Middelhavsland, Egypten.

På intet tidspunkt i den film, som er næsten to en halv time lang, nævnes EU, vores tilstedeværelse eller Barcelonaprocessen. Betyder det, at Barcelonaprocessen ikke eksisterer, at den ikke har været en succes? Nej, vi skal ikke blande tingene sammen. Den har ikke været synlig nok, men den har indeholdt elementer, som folket har draget fordel af, og som i dag er blevet et referencepunkt for en anden form for ekstern politik, der er baseret på samarbejde og lighed.

Barcelonaprocessen er præcis det modsatte af det historiske forhold mellem Europa og det sydlige Middelhav. Det er ikke en nykoloniproces, og det er ikke en anmodningsproces. Det er en partnerskabsproces, en associeringsproces, og det må vi ikke glemme.

Denne proces har ikke kunnet ændre Middelhavets dynamik, men hvordan kunne vi på lidt over 10 år forvente at ændre en dynamik, som har eksisteret i århundreder? Ikke desto mindre er det lykkedes at give en del af denne dynamik en ny retning. Derfor skal vi styrke processen på politisk og institutionelt plan gennem programmer og finansiering. Det er Middelhavsunionen.

Kommissionen anfører tydeligt dette i sine meddelelser, og Parlamentet skal derfor i dag støtte meddelelserne og støtte det, som størstedelen af de europæiske regeringer ønsker, nemlig mere Barcelonaproces, mere Barcelonaproces, mere Barcelonaproces. Det er Middelhavsunionen. Ikke mere struktur, men muligheden for at folk lever et bedre liv på grund af et samarbejde mellem ligesindede.

Jeg vil gerne sige, at i den henseende skal Euro-Middelhavspartnerskabets parlamentariske forsamling være det lovgivningsorgan, som giver processen demokratisk legitimitet. Det er ikke en tilfældighed, at De, fru Rothe, medlem af Euro-Middelhavspartnerskabets parlamentariske forsamling, er formand ved dette møde i dag.

  Baroness Nicholson of Winterbourne (ALDE). - (EN) Fru formand! Jeg takker alle mine kolleger, som har talt, og som har støttet Barcelonaprocessen gennem flere år. Det er et vidunderligt koncept, og det fortjener at få succes. Jeg glæder mig særligt over præsident Pötterings initiativ til at lave nogle strukturer inden for Parlamentet, som kan bringe Barcelonaprocessen fremad, og præsident Sarkozys forpligtelse til også at styrke processen med andre aspekter.

Mandag den 9. juni markerer åbningen af EU's Middelhavsuniversitet. Mærk Dem denne dato. Vi siger, at vores succes afhænger af dialog, og den europæiske Middelhavsproces bør illustreres med et succesrigt universitet. Jeg lykønsker det slovenske formandskab med at have tilbudt hjemstedet for universitetet, men jeg spørger kolleger i alle udvalg - og Kommissionen og Rådet - hvorfor er der ikke sat penge af til universitetet? Vi skal vel bestemt ikke være afhængige af én eneste formandsstat - i dette tilfælde Slovenien - i forhold til at fremme universitets fremtid. Hvis vi ønsker, at universitetet får succes, skal vi lave et budget for det for de kommende år,

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra (PPE-DE). - (ES) Fru formand! Middelhavsområdets historie er meget mere markant end dets geografi. Du behøver ikke komme fra denne region for, som kommissæren rigtigt nok pointerede, at forstå de store problemer, det står over for: migration, mafiaer, som handler med mennesker, hvilket desværre ikke er nævnt i forslaget til beslutning, narkotika, den økonomiske kløft mellem de to sider af Middelhavet og selvfølgelig islamisk fundamentalisme, som er et af de største sorte huller i international politik.

Derfor er situationen i Middelhavsområdet vigtig for vores eget politiske projekts stabilitet og sikkerhed. Vi glæder os derfor over denne meddelelse fra Kommissionen. Vi glæder os over dens flittighed, da den hurtigt har opfyldt et mandat fra Rådet. Vi glæder os over dens realisme, da den sætter tingene i perspektiv, og vi glæder os over dens sunde fornuft, da den understreger additionaliteten og initiativernes multilaterale dimension, som tager form i dette nye initiativ, hvis formål helt nøjagtigt er at puste nyt liv i Barcalonaprocessen.

Jeg vil gerne pointere, at jeg ikke er enig i en del af den kritik, der er blevet givet under denne debat. Jeg tror på, at når det er nødvendigt, vil EU og Kommissionen prioritere idealer frem for tal, og det er tydeligt, at EU altid forsøger i sine eksterne handlinger at beskytte de principper, vi tror på. Men det er også sandt, fru formand, at vi ofte bliver nødt til at bevæge os væk fra lovprisningerne og de storslåede principper til regnskabsbøgerne for at sikre troværdighed og realisme og bevæge os fra ord til handling i de politikker, vi ønsker at fremme.

Derfor er det meget let at kritisere og foreslå initiativer, men de initiativer skal vurderes i forhold til de finansielle ressourcer, som medlemsstaterne giver EU til at gennemføre politikkerne på en tilstrækkelig måde. Jeg mener derfor, at inden for rammerne af det nuværende finansielle perspektiv, har vi, hvad vi har, og hvis vi ikke benytter de ressourcer, vil vi ikke kunne realisere de ambitioner, som vi stræber efter som Europæisk Union.

  Kader Arif (PSE). - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Da man søsatte det, der på det tidspunkt var Middelhavsunionen, gav det anledning til polemik og bekymring både i Europa og hos vores partnere i Middelhavsområdet.

Det stod klart, at initiativet ikke kunne være et rent fransk eller rent europæisk initiativ og heller ikke udtryk for et sikkerhedsorienteret syn på Euro-Middelhavsforbindelserne.

Jeg glæder mig derfor over kommissærens ord i dag og over de konkrete forslag, der er stillet. De imødegår nogle af vores bekymringer. Det fælles projekt bør dreje sig om bred dialog beroende på paritet og medbestemmelse. Euro-Middelhavsforbindelserne er imidlertid asymmetriske, emotive og irrationelle forbindelser. De er klart asymmetriske, når det gælder samhandelen, både Nord-Syd-samhandelen og Syd-Syd-samhandelen. Man må derfor nøje overveje, om der bør etableres et frihandelsområde i 2010. De er også irrationelle, fordi de beror på forbindelser, som knytter sig til en ofte smertelig og kompliceret historie, og disse forhold forstærkes nu ved de ønsker, visse konservative kredse giver udtryk for, nemlig civilisationernes sammenstød og en konfrontation mellem den vestlige og den østlige blok.

Skulle vi træffe afgørelser, burde vi først og fremmest se på Euro-Middelhavsforbindelserne, rationelt og uden lidenskab. Vi bør være rationelle, når det drejer sig om at styrke parlamenternes rolle, navnlig Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet. Vi bør være rationelle, når vi stiller forslag om god regeringsførelse. Vi bør være rationelle, hvad angår den bistand, der kan ydes set i et Syd-Syd-perspektiv. Rationaliteten bør også være ledetråden, når det gælder fri bevægelighed for personer, og når det gælder Israel-Palæstina-spørgsmålet. Ligeledes må vi aflægge det emotive, fordi vi, hvis vi ikke formår det, ikke vil kunne skabe et område med fred og ikke vil kunne forhindre civilisationernes sammenstød, som nogle ønsker.

  Ioannis Kasoulides (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Den nye drivkraft, som Barcelonaprocessen har fået med Middelhavsunionen, blev udmærket præsenteret af kommissær Ferrero-Waldner og tidligere talere. Idéen bag Barcelonaprocessen er i dag mere relevant end nogensinde. Velfærdskløften mellem EU og de fleste Middelhavslande er desværre blevet større. Gradvis frihandel med EU har ikke tiltrukket de nødvendige indenlandske og udenlandske investeringer, som er nødvendige for at styrke levestandarden hos vores Middelhavspartnere.

Meget vil nu afhænge af succesen af de nye projekter, som er blevet foreslået, og den skal være synlig og håndgribelig for almindelige borgere på begge sider af Middelhavet og berøre og tiltrække den private sektors interesse. Det betyder projekter, som omhandler emner såsom civilbeskyttelse, virkningerne af klimaændringer, tørke og vandmangel, skovbrande, oprensningen af Middelhavet og udviklingen af teknologi for at sikre den bedste udnyttelse af solenergi til gavn for begge sider af Middelhavet.

Fælles projekter for alle Middelhavslande i både nord og syd er en af nøglerne til succes. Emner som migration, social integration, retfærdighed og sikkerhed er også til gensidig gavn og synlighed. Lad os ikke glemme, at vores partnere nu er transitlande i forbindelse med migrationsbølgerne fra de afrikanske lande syd for Sahara.

Spørgsmålet om finansiering, særligt med et mere ambitiøst projekt som det her, er fortsat åbent. Jo mere synlige og håndgribelige fordelene ved dette projekt bliver, jo mere villige vil medlemsstaterne også være til at bidrage økonomisk.

FORSÆDE: Miguel Angel MARTÍNEZ MARTÍNEZ
Næstformand

  Vural Öger (PSE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær! Selv om jeg ikke er meget for det, vil jeg gerne ved denne lejlighed ønske præsident Sarkozy tillykke. Med al sit røre om forbindelserne mellem EU og Middelhavsområdet er det faktisk lykkedes ham at give Barcelonaprocessen, som har eksisteret siden 1995, den opmærksomhed og synlighed, som den fortjener. Der er blevet sat gang i en ny diskussion om vores naboregion mod syd.

Nu, i efterdønningerne, må jeg imidlertid konstatere, at Sarkozys oprindelige idé fra februar 2007 har lidt nederlag på tre punkter. Først fjernede Spanien og Italien med erklæringen i Rom i december 2007 effektivt et muligt alternativ til EU-medlemsskab for Tyrkiet. Derefter sørgede den tyske kansler Merkel for, at forbindelserne mellem EU og Middelhavsområdet skal fortsætte under de eksisterende EU-strukturer. Nu har også Kommissionen bremset Sarkozys ambitiøse planer for sekretariatet og ledelsen af projektet. Dermed står det klart, at man ikke tolererer Sarkozys enegang i EU!

  Simon Busuttil (PPE-DE). - (MT) Hr. formand! Vi havde brug for denne nye begyndelse. Vi havde brug for denne nye energi til Middelhavspolitikken, som er så vigtig for Middelhavet såvel som Europa. Måske er den største fejl ved Barcelonaprocessen, at vores nabolande i det centrale Middelhavsområde altid følte, at dette var en europæisk proces, som blev påtvunget dem, og der var ikke en stærk nok følelse af lighed og medlemskab. Ved topmødet den 13. juli skal vi sikre os, at vi bygger denne nye Middelhavsunion på grundlag af rigtigt medlemskab og rigtig lighed. Vi bør bygge det på adskilte strukturer og ikke påtvinge andre vores projekter. Det betyder naturligvis, at der er forpligtelser såvel som rettigheder på begge sider, ikke bare på den ene side. Vi glæder os over dette forslag med en blanding af skepsis og håb. Jeg håber, at håbet vil vinde over skepsissen.

  Luís Queiró (PPE-DE). - (PT) Hr. formand! Barcelonaprocessen eksisterer kun, fordi en række centraleuropæiske politikområder er berørt af vores forhold til syden. Energi, kampen mod terrorisme, demografi og indvandring, økonomisk udvikling og kampen mod kriminalitet er nogle af områderne. Vi skal dog anerkende, at Barcelonaprocessen i sig selv ikke har været en succes.

Europas store succes har faktisk været at fremme reformer i kandidatlande. Landene på den sydlige Middelhavskyst kan dog ikke tiltræde EU, men er i visse tilfælde vores mest problematiske naboer. Derfor er spørgsmålet, hvor meget vi skal ændre vores strategi for at relancere processen, så den nye Middelhavsunion ikke bare bliver endnu en god idé.

Mener vi, at vejen frem er støtte til særlige investeringer inden for rammen af virkelige åbne markeder? Tror vi på den bredest mulige adgang til Fællesskabets nyttiggørelsesinstrumenter? Forsvarer vi idéen om, at mængden af støtte afhænger af kvaliteten af de reformer, der skal gennemføres? Det mener jeg, vi gør, for Middelhavsområdets problemer er også vores problemer. Vi må huske på, at hvis det ikke lykkes os at forstå, hvad der gik galt i Barcelona, vil vi ikke kunne indføre en ny dynamik til forholdet med vores sydlige partnere.

  Erna Hennicot-Schoepges (PPE-DE). - (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne anmode kommissær Ferrero-Waldner om ikke at betragte Barcelonaprocessen som en udelukkende økonomisk proces. Når Europa har behov for energi, vender man sig mod Afrika for at nyde solen og sandet. Er det ikke lidt for lidt? Burde man ikke gennemføre denne proces ved at gøre en indsats på det kulturelle område? Det drejer sig om lande, som er kendetegnet ved mangfoldighed og stolthed. Det er lande med en historie og en storslået kultur. Burde man ikke gøre en indsats for at opnå social samhørighed ved et dybtgående kulturelt arbejde?

Jeg har ikke i et eneste dokument fundet henvisninger til Anna Lindh-fonden, som i nogle år har været engageret i at fremme samarbejdet. Det er også mit inderlige ønske, at der må ske fremskridt med hensyn til det foreslåede europæisk-arabiske universitet.

  Marusya Ivanova Lyubcheva (PSE). - (BG) Hr. formand, fru kommissær! Emnet relateret til etableringen af en Sortehavsunion er af strategisk betydning. Dette er en proces om fælles fremtidig udvikling, som ikke kun omhandler EU's øgede indflydelse og økonomisk samarbejde, men også godt naboskab.

Med sine rige kulturelle og historiske lag samt moderne politiske og økonomiske indflydelse er Middelhavsregionen særligt vigtig. Jeg ser denne proces som et skridt mod en mere global rolle for EU som helhed frem for for et enkelt land.

Samtidig skal Middelhavsopgaven, i udviklingen af EU-politikker, forbindes med de østlige dimensioner i EU-strategiprojekterne. Sortehavsområdet er altid blevet forbundet med Middelhavet og skal derfor i dag være sammenligneligt og sidestillet.

Det er den eneste måde, hvorpå vi kan åbne for ny effektivitet og større indflydelse af EU's politikker og værdier. Det vil føre til nye merværdier for EU-politikkerne.

  Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne sige til kommissæren, at planlægningen af motorveje ikke løser de store problemer, Middelhavsområdet står over for, medmindre hun er opsat på at overbevise præsident Sarkozy om at bygge en sekssporet motorvej, der forbinder Frankrig med Tyrkiet!

Kommissær, jeg var skuffet over deres indledningstale, fordi De ikke tog fat på nogle af de største problemer i Middelhavsområdet. Jeg henviser for eksempel til Israels besættelse af land, der tilhører palæstinenserne, Tyrkiets besættelse af Cypern og Spaniens fortsatte kolonisering her i det 21. århundrede af en del af Marokko, hvor der er to spanske kolonier, og Storbritanniens to kolonier på Cypern og, som jeg har forstået det, ene koloni i Spanien.

Medmindre De tager fat på disse vigtige emner, vil vi ikke kunne gøre de teoretiske planer om en Middelhavsunion til virkelighed.

  Ryszard Czarnecki (UEN). - (PL) Hr. formand! Europa ånder virkelig gennem to lunger. Den ene af disse lunger er Middelhavsdimensionen, som vi i øjeblikket drøfter. Den anden er den østlige dimension, som omfatter lande, der deler nogle af deres grænser med Polen. Jeg kan for eksempel nævne Ukraine, Belarus og Rusland. Den østlige dimension omfatter også lande i Kaukasus, såsom Georgien og Armenien.

Det er korrekt, at vi i dag 13 år efter Barcelona burde bruge en masse tid på vores europæiske politiks vigtige Middelhavsdimension. Det skal dog understreges, at det kun er en del af en større helhed. Politikken for landene i Middelhavsområdet er nødvendig og skal fornyes, men det er kun et af elementerne i EU's bredere udenrigspolitik. Vores politik over for fremtidige medlemmer af EU bør være en meget vigtig del af sidstnævnte. For at sige det tydeligt tror jeg ikke, at nogen af de Middelhavslande, vi drøfter i dag, vil tiltræde EU. Ukraine, Georgien og Armenien vil dog blive medlemmer.

  Marie Anne Isler Béguin (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand, fru kommissær! Der skal som bekendt to til tango. Jeg er derfor interesseret i at vide, om man på den anden side af Middelhavet virkelig er interesseret. Når vi oplever, hvilke anstrengelser den franske regering i øjeblikket udfolder for rent faktisk at samle Middelhavslandenes stats- og regeringschefer og få dem til at mødes i Paris den 13. juli, må man spørge sig selv, om der virkelig er det samme engagement på den anden side.

Jeg vil gerne sige, at det fornyede projekt, De fremlægger, er yderst interessant. EU udviklede sig efter krigen på basis af kul og stål. Hvis vi foreslår vores partnere, at der udvikles et projekt for det 21. århundrede på basis af klimaændringer, vedvarende energikilder og retablering af det nedbrudte miljø omkring Middelhavet, ja, så kan vi støtte projektet. Men hvor finder vi samhørigheden? Hvordan forholder vi os til hr. Sarkozys sololøb? Han søger netop nu, før formandskabet, at tilskynde Algeriet til at indgå en aftale om etablering af et atomkraftværk. Efter min opfattelse er det udtryk for det modsætningsforhold, der måske eksisterer mellem Rådet og Kommissionen.

  Carlo Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Hr. Matsakis har helt ret. Jeg er enig i meget af det, han sagde. Der har altid været vanskeligheder og problemer for de stater, der grænser op til mare nostrum, som det blev kaldt for 2000 år siden.

Men det, som hr. Watson, formand for Den Liberale Gruppe, sagde, er efter min mening også sandt. Vi skal lære at give så vel som at tage. Jeg vil derfor opfordre Italiens nye regering under premiereminister Berlusconi til at tage hensyn til anmodningerne og bønnerne fra oberst Gaddafi, som vi var meget opsatte på at gøre tilfreds på tidspunktet for sygeplejerskesagen i Bulgarien og dermed ignorerede alt det, der lå bagved. Han har gentagne gange anmodet Italien om at bygge en motorvej i sit land. En motorvej vil ikke bare være til gavn for præsident Gaddafi, men alle indbyggere i Nordafrika, så vi vil vise vores gode vilje og gøre noget positivt for Middelhavsområdet som helhed.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (PSE). - (PL) Hr. formand! Middelhavsområdet og Mellemøsten er strategisk vigtige regioner set ud fra EU's synspunkt. Det er helt klart, at der skal skabes et område med fred og økonomisk stabilitet, der er baseret på demokratiske principper, solidaritet og samarbejde, hvis vi skal klare de fælles udfordringer. Det er også nødvendigt at genoplive og udvikle Barcelonaprocessen for at skabe et stærkt partnerskab på området for udenrigs- og sikkerhedspolitik med henblik på at bekæmpe terrorisme.

Euro-Middelhavspartnerskabet kan dog ikke udelukkende fokusere på emner som økonomi og handel. Det bør ledsages af et styrket regionalt samarbejde, tættere social integration og samarbejde på området for miljøbeskyttelse. Desuden skal vi understrege behovet for at styrke politikker, der har til formål at styrke kvinders rolle i Middelhavssamfund ved at fremme ligestilling mellem kønnene. Respekt for skikke og traditioner må ikke overtræde kvinders grundlæggende rettigheder.

Til sidst glæder jeg mig over Kommissionens forslag om Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavspartnerskabet. Rollen og den demokratiske legitimitet ved sidstnævnte bør styrkes.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil fortsat tale fransk. Hr. Schulz er muligvis ikke enig heri, men efter min opfattelse har præsident Sarkozy været drivkraften, når det gælder Middelhavsunionen. Derfor vil jeg trods alt for en gangs skyld fortsætte på fransk.

Først og fremmest oplever jeg, hvorledes denne debat og dette spørgsmål har affødt stærke reaktioner. Alle har noget, de gerne vil have sagt herom, hvilket er særdeles vigtigt. Jeg tror personligt, at freden kunne ligge i Middelhavsområdet. Der er ganske vist også stadigvæk en kløft mellem landene nord for og landene syd for Middelhavet. Kløften mindskes, men den eksisterer stadigvæk. Vi må imidlertid ikke glemme de fremskridt, der er gjort. Det gælder makroøkonomisk stabilitet, lavere inflationsrate og en markant forbedring af menneskerettighederne. Der er selvsagt stadigvæk meget, der skal gøres. Der er et udtalt behov for reformer, og de skal gennemføres hurtigere og være mere dybtgående. Endvidere er spørgsmålet om handel og investeringer helt afgørende. I modsætning til hr. Wurtz tror jeg ikke, Barcelonaprocessen er død. Nej, jeg har hele tiden fastholdt, at det har været meget vanskeligt at gennemføre den på grund af de eksisterende politiske problemer, det er uomtvisteligt. Når der har været tale om politiske problemer, har det som bekendt drejet sig om Barcelonaprocessen. Problemerne vil desværre fortsat eksistere, selv om man forsøger at overvinde dem, hvilket jeg fuldt ud støtter. Jeg tror derfor, at Barcelonaprocessen er en god idé, og jeg mener, vi har fornyet den ved en pragmatisk og konkret tilgang, som naturligvis er vidtfavnende.

Hvad angår frihandel og frihandelsaftalerne, er der grund til at påpege, at 2010 på grund af overdrevent lange overgangsperioder er det første år, hvor vi vil kunne gennemføre disse aftaler. Endnu foreligger der rent faktisk ikke nogen frihandelsaftaler. Hvad angår landbruget, er vi i fuld gang med forhandlingerne, men det er vanskelige forhandlinger, også for den anden part, for det er ikke kun et spørgsmål om at give. Det drejer sig også om at modtage. Disse forhandlinger er altid vanskelige. Frihandelsaftaler med Tunesien og Israel vil træde i kraft i 2010. I øjeblikket er man ved at færdiggøre en lignende aftale med Marokko, men der skal stadigvæk gøres en stor indsats. Det sidste land, der bliver berørt, er Egypten. De vil således forstå, at tingene bevæger sig ganske langsomt, og det skyldes ikke Barcelonaprocessen, men landene selv. De ønsker ikke, det skal gå hurtigere. Det er der grund til at understrege. Til trods for alt dette er idéen god og åbner nye muligheder, som partnerne forhåbentlig vil udnytte. Det er også sandt, fru Isler Béguin, at partnerne selvsagt skal være indstillet på dansen. Derfor har Kommissionen ført drøftelser med hver enkelt af dem for at sikre, at dens forslag afspejlede deres bekymringer og synspunkter.

Når det gælder menneskerettighederne, vil jeg gerne understrege, at jeg heller ikke selv ville have gjort noget, hvis ikke menneskerettighederne havde været med. Barcelonaprocessen opretholdes imidlertid. Det er tanken. Institutionerne er også berørt. I princippet spiller institutionerne en aktiv rolle. Det gælder også Anna Lindh-fonden. Anna Lindh-fonden er naturligvis også inde i billedet, og med et nyt formandskab og en ny direktør bliver alle disse aspekter yderligere styrket. Disse elementer er ikke tabt. Naboskabspolitikken, som jeg var inde på, og som er en bilateral politik, eksisterer naturligvis også fortsat. Den bidrager takket være handlingsplanerne til bestræbelserne for at styrke og fremme reformerne. De må derfor ikke tro, det ikke indgår. Det er den virkelige merværdi i forbindelse med de projekter, vi har gennemført og lagt vægt på.

Euro-Middelhavsuniversitetet i Portorož er efter min opfattelse et glimrende initiativ fra det slovenske formandskabs side. Jeg vil personligt deltage i indvielsen. Jeg har modtaget en invitation hertil, og jeg lægger vægt på at være til stede.

Hvad angår finansieringen, er det, i betragtning af at det er et slovensk initiativ, efter min opfattelse for det første naturligt, at slovenerne også bidrager - og det gør de ved at yde et bidrag på 1 million euro. Jeg er også blevet anmodet om at gøre noget. Jeg har derfor undersøgt, om der blandt de midler, som i princippet allerede er fordelt, kunne findes noget. Det er ikke så nemt, men jeg har fundet 1 million euro, som jeg vil tilføre det omtalte projekt. Der er imidlertid andre instrumenter, hvilket jeg har underrettet formandskabet om. For det første er der strukturfondene og Samhørighedsfonden. Midlerne skal blot omfordeles i Slovenien. Og for det andet er der midlerne til forskning og uddannelse. Der er således midler til rådighed. Desuden er Erasmusstipendierne fortsat gældende, som det vil være de tilstedeværende bekendt. Det er noget nyt, vi gerne vil styrke.

Jeg vil også gerne kort omtale det kulturelle aspekt. Jeg mener, der var en, som anførte, at Robert Schuman havde erklæret, at man, hvis man skulle begynde forfra med at opbygge EU, burde begynde med kulturen. Det er sandt, men da der er så stor fattigdom, så stor analfabetisme osv., må vi også gøre andet, og jeg vil gerne gentage, hvad jeg sagde i forbindelse med menneskerettighederne, nemlig at alle kulturprojekterne fortsat vil eksistere, og der er mange af dem.

Endelig er der grund til at sige et par ord om sekretariatet, da det var et helt præcist spørgsmål. Set i lyset af de forskellige synspunkter, der kom til udtryk, nåede vi frem til den konklusion, vi anfører i vores meddelelse. Sekretariatet bør anmodes om at udarbejde fælles initiativforslag, som efterfølgende skal vedtages af de politiske instanser, og sikre den nødvendige opfølgning på stats- og regeringschefernes projektrelaterede beslutninger. Sekretariatet kunne endvidere være en særskilt juridisk person med selvstændig status. Vilkårene herfor er endnu ikke fastlagt.

Afslutningsvis vil jeg knytte et par bemærkninger til atomkraftspørgsmålet. Det aftalememorandum, som vores formand har undertegnet med Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA) i Wien, vedrører sikkerhed og tryghed. Personligt støtter jeg memorandummet, og det burde alle gøre, for man kan ikke på medlemsstaternes vegne vælge, hvilke energikilder de ønsker at anvende. Det enkelte land har, som De også anførte, ret til at have visse forbehold over for atomkraft, sådan som vi som bekendt selv har. Imidlertid bør andre lande som minimum have mulighed for at gøre, hvad de vil. I den forbindelse er sikkerhed og tryghed grundlæggende. Det er de emner, der behandles i aftalememorandummet.

Hr. formand! Tilgiv mig, men denne forhandling har, som jeg anførte indledningsvis, affødt stærke reaktioner.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted kl. 11.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  John Attard-Montalto (PSE), skriftlig. - (EN) Det er en fornøjelse at høre udtalelser fra Rådet og Kommissionen vedrørende Barcelonaprocessen og forslaget om Middelhavsunion. Sidstnævnte indledes den 13. juli i Paris under det franske formandskab.

Maltas regering har udstedt et holdningsdokument vedrørende de nævnte udtalelser. Jeg er helt enig i de forslag, der bliver stillet i forbindelse med Middelhavsunionen. Da det er vigtigt ikke at kopiere bestræbelser og energier, er forslaget om maritime aktiviteter prisværdigt.

Malta har tilbudt at være værtsland for et sekretariat, som skal overse gennemførelsen af sådanne forslag, og jeg tilslutter mig fuldt ud dette tilbud. Ikke bare på grund af øens unikke geografiske placering i Middelhavet, men fordi vi har infrastrukturen, personalet og erfaringen til at være vært for sådan et institut.

Til sidst vil jeg gerne nævne, at for lidt mere end 30 år siden var det en Labour-regering, som formåede at få verden til at være opmærksom på vigtigheden af Middelhavet og nødvendigheden af et samarbejde mellem de lande, der grænser op til de nordlige og sydlige kyster i dette hav.

  Alessandro Battilocchio (PSE), skriftlig. - (IT) Jeg glæder mig over etableringen af Middelhavsunionen, som vil bidrage til at forbedre og intensivere forholdene til vores Middelhavspartnere og fremme gensidig bevidsthed, vækst, beskæftigelse og uddannelse i EU og de 12 berørte ikkeuropæiske lande.

At fremme fred og demokrati, indvandringskontrol, økonomiske forhold og forsyningen af råvarer har historisk set været hovedpunkter i mit lands naboskabspolitikker med Middelhavslandene. Bettino Craxi var en pioner i denne henseende.

Middelhavsunionen vil bidrage til at fremme færdiggørelsen af grænseoverskridende projekter, som er vigtige for hele området, og som tjener til at forbedre havets motorveje, bekæmpe havforurening, forbedre civilbeskyttelse, skabe et mere integreret energimarked og udvikle nye vedvarende teknologier.

Middelhavsunionen skal bidrage til at fremme demokrati og løse de konflikter, som stadig destabiliserer Mellemøsten og Vestsahara med hjælp fra den parlamentariske forsamling for Euromed, som til fulde skal involveres.