Indeks 
 Fuld tekst 
Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Tirsdag den 8. juli 2008 - Strasbourg EUT-udgave

Spørgetid (spørgsmål til Rådet)
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 10 af Robert Evans (H-0442/08)

Om: Sri Lanka

Rådet vil kende til den stigende vold i Sri Lanka og den øgede risiko for, at der udbryder en regulær borgerkrig. For nylig blev 11 mennesker dræbt og over 70 såret ved en bombeeksplosion i et tætpakket pendlertog, yderligere to blev dræbt ved en eksplosion i hovedstaden Colombo, og den tamilske tv-reporter Paranirupasingam Devakumar blev overfaldet og dræbt på vej hjem fra arbejde. Devakumar er den niende journalist, der er blevet dræbt i Sri Lanka inden for de sidste to år.

Rådet vil også kende til Sri Lankas fejlslagne forsøg på at blive genvalgt til FN’s Menneskerettighedsråd, en klar afvisning fra FN-medlemmernes side af et land, der af mange anses for at have misbrugt sin plads i rådet, ikke til at fremme menneskerettighederne, men snarere til at beskytte sig selv mod international kontrol som følge af omfattende veldokumenterede beviser på menneskerettighedskrænkelser, som ikke kun skulle være begået af De Tamilske Tigre, men angiveligt også af regeringens egne sikkerhedsstyrker.

Er Rådet i lyset af dette ikke enig i, at EU burde være i front i bestræbelserne på at finde en fredelig og varig løsning på konflikten? Hvilke skridt påtænker Rådet at tage i retning af dette, og hvordan vil det påvirke forhandlingerne med Sri Lanka om at opnå GSP+-status inden for EU’s generelle toldpræferenceordning?

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik