Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er en forhandling, der blev planlagt af Europa-Parlamentet i sidste måned med enestående forudseenhed, idet vi måske foregreb sidste uges begivenheder i modsætning til andre.

Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende:

- betænkning af Poul Nyrup Rasmussen for Økonomi- og Valutaudvalget med henstillinger til Kommissionen om hedgefonde og private equity (2007/2238(INI)) (A6-0338/2008), og

- betænkning af Klaus-Heiner Lehne for Retsudvalget med henstillinger til Kommissionen om gennemsigtighed hos institutionelle investorer (2007/2239(INI)) (A6-0296/2008).

  Poul Nyrup Rasmussen, ordfører. – (EN) Hr. formand! Længe før denne krise udtrykte Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet og Det Europæiske Socialdemokrati bekymring over tendenserne på finansmarkederne på grund af uforholdsmæssig stor gæld, manglende gennemsigtighed, at man tog for store risici og betalte for lave priser og indførte pakker med gearing, som ingen virkelig forstod eller kunne handle på. Vi udtrykte derfor vores bekymring over, at vi måske var på vej ind i en ny finansboble. Ingen kunne sige, hvornår det ville ske, men nu befinder vi os midt i stormen – den "perfekte storm", som nogen kaldte det.

Jeg har en stærk fornemmelse af, at forhandlingen i aften og i morgen bliver den mest relevante forhandling i noget Parlament om finansmarkeder noget sted i Europa eller i USA – forhandlinger og beslutninger i den forstand, at vi kigger fremad, forsøger at indføre bedre lovgivning, end vi har nu, og forsøger at tage ansvaret for at gøre vores arbejde, så godt vi kan.

Nu er tiden inde til at handle. Vi har set, hvad der skete i USA, og selv om nogen sagde, at det ikke er så slemt i Europa som i USA, kan jeg kun sige, at HBOS, Northern Rock og mange andre lignende sager er nok til at overbevise mig om, at vi må handle. Vi har set de nye prognoser for vores økonomier, for vores arbejdspladser, for vores konkurrenceevne og for vores investeringsevne: Det er nok til at få mig til at handle.

Derfor er jeg stolt over at kunne fortælle Parlamentet i dag og i morgen, at PSE-Gruppen har indgået et kompromis, efter barske forhandlinger – hvilket er helt i sin orden i et så vigtigt spørgsmål – med ALDE- og PPE-DE-Gruppen. Vi står nu over en afbalanceret betænkning, hvor vi kræver, at Kommissionen fremsætter forslag til lovgivning og lovgivning for alle finansielle aktører, herunder hedgefonde og private equity. Det er på høje tid, at vi gør dette, og jeg vil minde Parlamentet om, at vi nu beder om obligatoriske kapitalkrav for alle finansinstitutioner. Vi beder om, at bonuspakkerne justeres med resultater på længere sigt, så de afspejler såvel tab som overskud. Vi beder om fuld gennemsigtighed for højtstående chefers og direktørers bonussystemer. Vi beder om offentliggørelse af gearings-/gældseksponeringen, kilden til og størrelsen af de rejste midler og identificering af aktionærer i alle investeringsprojekter. Vi anmoder om en forlængelse af direktivet, hvori man kræver, at medarbejderne informeres og høres i forbindelse med overtagelser, så de kommer til at omfatte opkøb foretaget af private equity, og vi beder om foranstaltninger for at "undgå et urimeligt frasalg af aktiver fra målvirksomhederne". Vi beder om foranstaltninger til at undgå uforholdsmæssig stor gæld som følge af virksomhedsovertagelser med fremmedkapital, så niveauet af fremmedkapital er bæredygtig for både private equity-fonden/virksomheden og for målvirksomheden.

Jeg vil gerne bede hr. McCreevy, den ansvarlige kommissær for dette område, reagere meget konkret på disse forslag. Jeg ved godt, at de er nye for ham, men jeg insisterer på en tidsplan. Vi har bedt om et svar inden årets udgang, om tre måneder fra i dag. Der kan være nogle mindre detaljer at drøfte, men hr. kommissær, De skylder også Parlamentet et svar, for vi taler ikke om et lille mindretal, men et meget stort flertal inden for Parlamentet.

Her til sidst vil jeg gerne meddele Dem, at for fire eller fem dage siden havde næsten 90 000 personer underskrevet et andragende til Europa-Parlamentet, USA og verdens ledere, som er tilrettelagt af den globale internetbevægelse Avaaz. Jeg vil gerne viderebringe dette andragende på organisationens vegne til disse modtagere. Den lyder: "Vi opfordrer Dem til at gå i front for at rette op på de grundlæggende fejl og huller, som har gjort denne globale finanskrise mulig, herunder de grundlæggende problemer med gæld og risiko, incitamenter og gennemsigtighed. Vi har brug for, at De arbejder sammen for at beskytte det fælles gode ved at indføre skærpede regler for alle dele af det globale finanssystem. Udvis mod, og vi vil støtte Dem."

Hr. kommissær, vil De være modig, sammen med os, støtte os og levere foreløbige svar inden årets udgang? Jeg må på alles vegne insistere på et positivt svar.

  Klaus-Heiner Lehne, ordfører. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Denne forhandling finder virkelig, om end ved et tilfælde, sted på præcis det rette tidspunkt. Min betænkning drejer sig praktisk talt om den anden side af medaljen.

Hr. Rasmussen har især skullet beskæftige sig med virkningerne på finansmarkederne, og Retsudvalget har med sin ekspertise naturligvis især beskæftiget sig med de aspekter, der vedrører virksomhedslovgivningen og i givet fald med behovet for at ændre den europæiske virksomhedslovgivning.

Vi er alle rystede over de seneste dages begivenheder. Offentligheden, politikerne og – dette siger jeg meget tydeligt – også den ærlige økonomi. Det problem, vi ser i praksis i øjeblikket, er, at overskuddene privatiseres, mens tabene nationaliseres. Det blev nærmest en vittighed i denne saga, at hr. Paulson, den amerikanske finansminister, som en gang var direktør for Goldman Sachs, nu står i en situation, hvor han skal bruge 700 mia. USD af skattepengene for at fjerne og afbøde denne katastrofe, som hans egen branche har forårsaget. Det er virkelig trist.

Der er flere og flere eksempler på, at billedet med den traditionelle familievirksomhed, der selv tager ansvaret for at sørge for sine medarbejdere, og selv garanterer dette, er på vej ud af den offentlige mening, mens der på den anden side findes en voksende følelse af, at vi i det mindste inden for den økonomiske sektor delvis styres af ineffektive topledere, af medarbejdere, der er højt gagerede, men som ikke længere har noget ansvar.

Jeg mener, at denne nye opfattelse af vores markedsøkonomiske system er forfærdeligt, og det er en politisk nødvendighed, at vi tager de nødvendige skridt for at genoprette ordenen og dermed rent faktisk fjerner dette skrækkelige indtryk.

Det påvirker jo ikke kun de store investorer, men nu også mindre investorer. Det påvirker alle skatteydere og alle dem, der er afhængige af offentlige midler, fordi der skal bruges flere og flere milliarder af offentlige midler på at reparere skaden.

Jeg indrømmer – og denne forhandling har klart vist dette, og der kan ikke sætte spørgsmålstegn ved det – at et aspekt, som vi oprindelig især fokuserede på – nemlig sektoren for hedgefonde og private equity – ikke er årsagen til de problemer, som vi i øjeblikket skal løse. Også her er der imidlertid – og forhandlingen i Parlamentet har klart bevist dette, og det samme gælder høringerne i begge udvalg – nogle helt klare mangler inden for harmonisering og lovgivning.

Det er med rette blevet sagt, at disse sektorer også reguleres af national lovgivning, nogle stærkere, andre svagere, der er baseret på nationernes forskellige traditioner, og som betyder, at lovgivningen for finansmarkederne er gældende her. Samtidig er det imidlertid også blevet klart, at vi har brug for yderligere harmonisering og tilpasninger på europæisk plan for at sikre, at disse sektorer, som nu har nået absolut kritiske dimensioner, heller ikke kommer til at udgøre en risiko for finansmarkederne.

Jeg vil gerne reagere på nogle få nøgleord, som allerede er blevet behandlet i udkastet til betænkning – som i øvrigt allerede var blevet løst i Retsudvalget i juni, da ingen talte om krisen, som vi nu befinder os i. Jeg tænker på udtrykkene "værdipapirudlån" og "salg af udækkede optioner". Nu hører, at en række vigtige reguleringsmyndigheder på finansmarkedet har forbudt dette, og det med god grund. Dengang bad vi om, at det i det mindste skulle undersøges, og det samme gør vi nu. Vi er nødt til at tage konsekvenserne af dette, og der skal også fremsættes forslag til lovgivning, hvis det er nødvendigt. Et af disse drejer sig om spørgsmålet om bedre identificering af aktionærer, spørgsmål om gennemsigtighed, om en stramning af lovgivningen om gennemsigtighed, eftersom både virksomhederne og deres ledere burde vide, hvem de rent faktisk tilhører, for at også de kan handle ansvarligt over for deres ejere.

Dette indebærer også fornuftige kontroller af bestemte risici, når der ydes kredit, for at sikre, at der også kan tages fornuftige og nødvendige konsekvenser for at sikre, at man ikke kan skabe kolossale gearinger med forholdsvis små midler, som i sidste ende har en virkning, der kommer helt ud af kontrol og får negative følger for den brede offentlighed og for andre.

I øvrigt har jeg et godt råd: I mellemtiden er der udarbejdet utallige forslag inden for branchen vedrørende adfærdskodekser, frivillig lovgivning om god opførsel. Alene det forhold, at disse kodekser er blevet udformet, selv om de i øjeblikket kun er frivillige, viser, at branchen selv erkender, at der findes et behov for en vis regulering. Derfor er det ganske fornuftigt at undersøge og tænke over, hvorvidt vi også kan handle på dette område.

Hurtige køb og salg af aktiver er et andet spørgsmål, som vi skal kigge nærmere på. Virksomhedslovgivningen skal løse dette problem, for jeg er overbevist om, at virksomhederne ikke må kunne udplyndres. Vi forventet et konkret forslag fra Kommissionen. Dette er en betænkning i henhold til artikel 192, som Kommissionen skal reagere på, og vi håber, at det sker snart.

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke Økonomi- og Valutaudvalget og Retsudvalget og navnlig deres ordførere, hr. Rasmussen og hr. Lehne, for deres arbejde med disse to betænkninger.

Kun få forudså for et år siden, at situationen på finansmarkederne ville være så alvorlig, som den er i dag. Og krisens virkninger vil fortsat kunne mærkes i et stykke tid. Den begyndte med letsindige salg af realkredit i USA med støtte fra bankerne og andre, som var ligeglade med standarder for långivning, fordi de kunne afhænde lånene til andre gennem sekuritisering.

Kreditvurderingsbureauer gjorde så disse højrisikoprodukter respektable ved at give dem en lav kreditrisikovurdering. Finansinstitutioner verden over opkøbte disse produkter, tilsyneladende uden selv at foretage nogen seriøs risikovurdering.

I lyset af begivenhederne i det forgangne år har det været utroligt at se, hvor lille forståelse den øverste ledelse i finansinstitutionerne havde for den risiko, de påtog sig. Der er ingen tvivl om, at de overskud, der rullede ind, forblændede dem, så de ikke foretog nogen seriøs risikoanalyse. Tilsynsinstanserne havde tilsyneladende ikke nogen bedre indsigt i risikoen ved disse særdeles komplicerede produkter. Tingene blev splittet op, skåret ud, og pakket ind igen, så ingen kendte den reelle risiko. En observatør beskrev for nogle måneder siden, at det at se denne krise udvikle sig, var som at se en togkatastrofe i langsom gengivelse. I sidste uge kom krisen så i højeste gear.

De samordnede foranstaltninger fra verdens største centralbanker og annonceringen af støtteforanstaltninger fra de amerikanske myndigheder har til dels genoprettet roen på markederne. Vi må glæde os over dette i lyset af den ekstreme situation, som lovgiverne står i. Jeg glæder mig også over, at de amerikanske myndigheder i deres forslag har anerkendt behovet for at se på tilsvarende aktiver, der ligger hos finansinstitutioner uden for USA.

En ting, som vi kan være glade for i Europa, er, at vi ikke har oplevet det samme omfang af ødelæggelse som i USA. Selv om bankerne i EU har lidt under en tilsvarende mangel på tillid til at låne til hinanden, har det ikke været i nær samme omfang som det, man har oplevet i USA. Men vi er ikke ude af krisen endnu. Der ligger vanskelige forhold for samhandelen forude. Faldene i økonomierne vil få konsekvenser. Årvågenhed og gennemsigtighed er nøglen, hvis vi skal genoprette tilliden til markederne. På EU-plan må vi fortsætte med at forbedre vores tilsynsordninger for grænseoverskridende finansinstitutioner. Vi har en mulighed, som vi bare skal udnytte.

Alt dette får mig til at tro, at vi vil have en anderledes sektor for finansielle tjenesteydelser, når alt dette er forbi, og at vi også vil have en anderledes lovgivningsmæssig ramme. Hvis det ikke kan synliggøres, at den moralske risiko virker, kan man ikke forvente, at skatteyderen betaler regningen for de private institutioners overdrevne og uansvarlige risikotagning.

Den endelige form af den nye lovgivningsmæssige metode, der måtte blive vedtaget, vil blive udformet i den kommende tid, når erfaringerne fra denne krise og de relevante svar bliver tydeligere. Vi må fortsætte med at arbejde tæt sammen med andre reguleringsmyndigheder og så vidt muligt være konsekvente i vores reaktioner.

Som mange af Dem vil være klar over, har vi allerede indført foranstaltninger. I et år har Kommissionen nu arbejdet på en detaljeret køreplan, som blev vedtaget af Rådet (økonomi og finans) og fik opbakning af Det Europæiske Råd. Vi har finpudset vores svar, efterhånden som stormen er taget til.

Vi har allerede truffet foranstaltninger for at forbedre konvergensen og samarbejdet mellem tilsynsmyndighederne. EU's tilsynsmyndigheder, finansministre og centralbanker har vedtaget et nyt aftalememorandum med fælles principper, herunder oprettelsen af grænseoverskridende stabilitetsgrupper. Dette er nu ved at blive gennemført. Vi har undersøgt forbedringer af ordningerne for indlånsgarantier. Der er nedsat en specialgruppe, som aflægger rapport ved udgangen af året, og som skal se på de pro-cykliske virkninger af den nuværende instrumenter, bl.a. Basel 2 og IFRS. I tæt samarbejde med Forummet for Finansiel Stabilitet har IASB nedsat et rådgivningspanel om korrekt værdiansættelse. Inden for IASB arbejder man også med ikkebalanceførte poster. Branchen har fremsat værdifulde oplysninger, der skaber bedre gennemsigtighed for lovgiverne på sekuritiseringsmarkedet. Kommissionen presser branchen for at få den til at fremlægge mere detaljerede oplysninger for at sikre reguleringsmyndighederne større gennemsigtighed.

I lyset af disse aktiviteter samt andre, som jeg vender tilbage til, kommer det ikke som nogen overraskelse for medlemmerne, når jeg siger, at jeg hilser mange af punkterne i hr. Rasmussens betænkning velkommen. Det vigtigste er, at vi kan identificere de centrale foranstaltninger, som vi bør træffe nu, og få dem gennemført.

Som jeg sagde tidligere, har denne kraftige uro blotlagt mangler ved risikoforvaltningen hos de store finansinstitutioner. Den har også sat fokus på en række områder, hvor lovgivningen er svag. Vi skal nu fokusere på at lovgive på netop disse områder. I hr. Rasmussens betænkning sættes der fokus på de mest presserende områder: interessekonflikter inden for kreditvurderingsbureauer, behovet for en bedre værdiansættelse af illikvide aktiver og den manglende overensstemmelse mellem incitamenterne i "oprindelses- og distributions-modellen".

I løbet af det forgange år har jeg holdt medlemmerne underrettet, både på plenarmøderne og navnlig i Økonomi- og Valutaudvalget, om vores arbejde med at forbedre kapitalkravene til banker og mine tanker om at lovgive for kreditvurderingsbureauer. Vi er vist alle enige om behovet for at stramme kapitalkravene og en forpligtelse til gennemsigtighed og rettidig omhu vedrørende strukturerede produkter. Vi har arbejdet med ændringer af kapitalkravsdirektivet, som vil forbedre forvaltningen af store engagementer, forbedre kvaliteten af kapitalen ved at harmonisere behandlingen af hybrid kapital. Vi har også kigget på mulighederne for at styrke tilsynet med grænseoverskridende bankkoncerner.

I de kommende par uger vil jeg foreslå Kommissionen to adskilte lovgivningsmæssige foranstaltninger for at løse disse og andre problemer: for det første en ændring af kapitalkravsdirektivet og for det andet lovgivning om kreditvurderingsbureauer. Jeg håber på Europa-Parlamentets støtte til disse forslag, som i vid udstrækning er i overensstemmelse med det, De ønsker i denne betænkning.

Hedgefonde og private equity er med i begge betænkninger. Vi har haft nogle interessante drøftelser i årets løb om hedgefondes og private equitys rolle. En af de ting, jeg tror, vi kan blive enige om, er, at de ikke var årsagen til den nuværende uro. Det har vist sig, at det var den regulerede sektor, der havde fået lov til at gå amok med sekuritiseringsprodukter, som man ikke helt forstod.

Jeg mener ikke, at det i øjeblikket er nødvendigt at male hedgefonde og private equity med samme pensel, som vi anvender til den regulerede sektor. Spørgsmålene vedrørende den nuværende uro er forskellige. Vi må ikke glemme, at disse fonde er regulerede i medlemsstaterne. Administratorer af hedgefonde og private equity er godkendte og overvågede enheder over hele Europa. De er omfattet af den samme justits vedrørende markedsmisbrug som andre aktører på finansmarkederne. Det er bundet af tilsvarende gennemsigtigheds- og høringsforpligtelser, når de investerer i offentlige virksomheder. Banksektorens eksponering for hedgefonde og private equity er omfattet af kapitalkravsdirektivet.

Men det betyder ikke, at vi vender det blinde øje til hedgefonde og private equity. Når disse forretningsmodeller udvikler sig, og deres rolle på finansmarkederne ændrer sig, må reguleringsmyndighederne verden over være på vagt. Branchen skal selv påtage sig hele det ansvar, der følger med en fremtrædende rolle på de europæiske og globale finansmarkeder. Adskillige markedsinitiativer på det seneste tyder på, at man har forstået dette budskab. Vores rolle bør være at overvåge denne og andre tendenser på markedet nøje og være klar til at reagere, hvis og når det bliver nødvendigt.

Jeg glæder mig over de konstruktive forslag til støtte af det indre markeds funktion. Jeg vil blot nævne her, at vi inden for Kommissionen arbejder på mange fronter med private investeringer og risikokapital.

Jeg er enig med hr. Lehne i, at en tilstrækkelig grad af gennemsigtighed er en vigtig forudsætning for investorernes tillid. Derfor er det helt nødvendigt, hvis vi ønsker, at finansmarkederne skal fungere effektivt.

Betænkningen indeholder en liste med gennemsigtighedsregler, som i dag gælder for de forskellige aktører på finansmarkederne i EU. Det vigtige er efter min mening, at markedet får tilstrækkeligt med tydelige oplysninger, der er nyttige. Vi skal finde den rette balance mellem behovet for fortrolighed for de proprietære oplysninger om investeringsprodukterne over for de legitime behov hos investorer, modparter, lovgivere og investeringsselskaber.

Derfor glæder det mig, at man i betænkningen lægger vægt på behovet for at analysere virkningerne af de nuværende EU-bestemmelser og af supplerede nationale regler på dette område, inden man går i gang med at indføre ny lovgivning.

Kommissionen har allerede været meget aktiv på dette område. Vi har holdt omfattende høringer i forbindelse med vores initiativ om aktionærrettigheder, hvor vi undersøgte en række problemer, som også tages op i betænkningen – f.eks. værdipapirudlån og spørgsmålet om identificering af aktionærer.

Desuden har vi for nylig offentliggjort en indkaldelse af tilbud om en ekstern undersøgelse, der skal se på gennemførelsen af gennemsigtighedsdirektivet i medlemsstaterne. Undersøgelsen vil foreligge næste år og vil danne grundlag for en generel evaluering af direktivet, herunder anmeldelsestærsklerne.

Som medlemmerne vil huske, vedtog Kommissionen i foråret en meddelelse med sin politiske fremgangsmåde over for statsejede investeringsfonde. Vi var nået til den konklusion, at disse foranstaltninger var hensigtsmæssige, men også tilstrækkelige til at løse de problemer, som diskuteres i øjeblikket. Denne fremgangsmåde fik opbakning fra Det Europæiske Råd; jeg kan dog se, at Retsudvalget ikke helt deler denne vurdering.

Jeg har nogle få bemærkninger på dette område. For det første bør vi erkende, at hedgefonde og private equity i mange henseender ikke er enestående – andre institutionelle investorer har tilsvarende mål og anvender i dag tilsvarende teknikker. Hvis vi i en sådan situation indførte særlige forpligtelser for hedgefonde og private equity, ville det føre til forskelsbehandling af disse kategorier af investorer.

For det andet må vi ikke begå den fejl at opfatte alle hedgefondenes aktiviteter som en trussel mod markedet, men vi skal også være klar over de positive virkninger, som deres aktiviteter har. Jeg vil gerne helt klart sige, at EU's økonomi vil få brug for massive investeringer i den kommende tid: Uden statsejede investeringsfonde og lignende vil Europa kun langsomt komme sig efter den nuværende uro.

For det tredje er jeg enig i, at visse teknikker som f.eks. værdipapirudlån og brugen af derivater udgør en udfordring for de etablerede forvaltningsmodeller. Dette er et område, som vi i samarbejde med de nationale tilsynsmyndigheder vil vi stor opmærksomhed i den kommende tid.

Sammenfattende vil disse to betænkninger være vigtige bidrag til vores igangværende overvejelser. Jeg vil gerne rose medlemmerne for disse betænkninger. Kommissionen vil undersøge deres henstillinger og vende tilbage til Dem i henhold til rammeaftalen. Vi lægger fortsat stor vægt på at reagere på denne krise med de foranstaltninger, der er nødvendige for at genskabe tillid og stabilitet.

  Sharon Bowles, ordfører for udtalelsen fra Økonomi- og Valutaudvalget. – (EN) Hr. formand! Jeg vil sige til kommissæren, at i den nuværende uro er forbindelsen mellem alle institutioner let at få øje på. Det er også ligetil og logisk, at lovgivningen skal være rettet funktionen og ikke mod virksomhederne. Det ville være forkert, hvis en privat virksomhed skulle følge andre regler end andre, blot fordi det ejes af private equity.

Alting har to sider. Midt i den hyppige kritik mod salget af udækkede optioner i denne uge må vi ikke glemme værdipapirudlånere. Det er relevant, at investorerne – også tilsynsmyndighederne – er opmærksomme på pensionsfondenes og andre udlånspolitikker og ikke bare aktiviteterne hos værdipapirlånerne. Vi har berørt denne sag tidligere i forbindelse med stemmeret for lånte aktier. "To sider" betyder også, at den øgede gennemsigtighed kun vil være effektiv, hvis den ledsages af rettidig omhu og ikke ophæves gennem overdrevne ansvarsfraskrivelser. Endelig har frivillige adfærdskodekser også en rolle at spille, og de når ud til områder, som vi ikke kan regulere. Men de er ikke kun et privat anliggende for de pågældende brancher, og de har brug for eksponering, let adgang samt aktiv revision og overvågning.

  Harald Ettl, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. – (DE) Hr. formand! 2007 nævnes fortsat som en mulig fortsættelse af realkreditkrisen. Vi har forsøgt at få den dæmpet ned. I juni 2007 skulle vi have hørt endnu flere alarmklokker ringe, i det mindste da to hedgefonde forvaltet af New York-investeringsbanken Bear Stearns kom på afveje, fordi de i stor stil var involveret i obligationer med sikkerhed i fast ejendom. Det var kun begyndelsen på hele affæren! Det er blevet mere og mere tydeligt, hvordan disse typer af virksomheder for finansielle tjenesteydelser har udviklet sig med en så ringe grad af gennemsigtighed. På den ene side har nogle få haft store overskud – inden for højrisikosektorer naturligvis – mens vi på den anden side i dag er vidner til en klassisk nationalisering af tab. Det er ikke bare økonomiske journalister og økonomer i USA, der beskriver denne situation på præcis denne måde. I EU, i Europa-Parlamentet, ændres vores perspektiv, hvad enten vi ønsker det eller ej. Men det sker temmelig sent. Jeg ville også foretrække, at Kommissionen kom på banen her.

Begge betænkninger – Rasmussen-betænkningen og Lehne-betænkningen – viser, at det haster med at skride til handling. Nu bør alle politiske aktører i det mindste være klar over, at markedet er ude af stand til at regulere sig selv fuldstændig. Kommissionen bør nu også være klar over dette. Hedgefonde og private equities er allerede nogle af de største arbejdsgivere, men i mange retssystemer fremstår de ikke som sådan, og fritages derfor naturligvis for deres forpligtelser som arbejdsgivere. Dette er uacceptabelt; manglen på gennemsigtighed er for udtalt! I mellemtiden har tusindvis af arbejdspladser været i fare på grund af finanskrisen.

Lovgivning, tilsyn, gennemsigtighed, medarbejderindflydelse og information inden for sektoren for pensionsfonde, som er meget engageret i hedgefonde og private equities, er af vital betydning.

Det er vigtigt for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, at arbejdstagerne ikke bliver bedt om at betale en dobbelt pris, hr. kommissær: først på grund af finanskrisen som sådan og igen på grund af pensionsfondenes risikodeling. Hvis dette skal undgås, bør direktiv 2003/41/EF som minimum sikre, at arbejdstagerne skal informeres direkte eller indirekte af fondsbestyrelserne om typen af og risikoen ved investeringen af deres pensionsmidler, og de skal kunne give deres mening til kende i forbindelse med beslutningerne. Dette er blot en af de mange facetter, vi har fremhævet i vores betænkninger og udtalelser.

Hr. kommissær, De bliver bedt om at gøre noget. Jeg ved, at vi kan tale om en hel del ting, men De er forpligtet til at bistå os. Lovgivningsperioden er ikke forbi endnu. Det vil jeg gerne henlede Deres opmærksomhed på.

  Kurt Joachim Lauk, for PPE-DE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Denne betænkning sigtede oprindelig på hedgefonde og private equity, men omfatter nu hele det finansielle system, som er kollapset fuldstændig.

Den nuværende krise er de skrækkelige eftervirkninger af lånefeberen, navnlig den overdrevne udvidelse af gældsbyrden. Den amerikanske centralbank holdt rentesatserne for lavt for længe og stillede derved i bund og grund lånetilskud til rådighed.

Vi har udarbejdet betænkningen på grundlag af den nuværende situation, og sammen med vores kolleger fra Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa er vi nået til enighed med hr. Rasmussen vedrørende hele det finansielle system. Vi er taknemmelige for, at den er blevet vedtaget nærmest enstemmigt i Økonomiudvalget.

Vi kan ikke længere forlade os på amerikanske standarder og fastsættelsen af standarder inden for det internationale finanssystem. Vi er nødt til at skabe vores egne nye europæiske muligheder, og vi har foreslået, at man indfører en hel række punkter og afslutter drøftelserne af disse.

Indledningsvis skal vi medtage alle finansinstitutioner, der arbejder med gearing, i den særlige risikovurdering. Vi siger så, at i det globale finanssystem skal risikojusterede kapitalkrav have samme status for alle aktører. Vi bør ligeledes angive krav for sælgere af pakker og for sammensætning af pakker, således at de beholder en del ud over disse pakker. Kreditvurderingsbureauerne – hr. Rasmussen og hr. Lehne har allerede peget på dette – skal udfylde hullerne i informationen og afsløre interessekonflikter.

Vi bør overveje, om vi kan få kreditvurderingsbureauerne til at påtage sig ansvaret for deres vurderinger på samme måde som revisorer. Vi skal så også vurdere, hvorvidt det skal være obligatorisk at handle derivater på børsen – måske med undtagelse af renteswaps. Vi beder også om, at bankernes bestyrelser skal sørge for, at der ikke kun tages hensyn til gode resultater ved beregning af bankfolks bonusordninger, men også for de tab, der måtte forekomme. Dette vil så betyde, at incitamenterne for bankfolk gælder både gode og dårlige tider, og ikke bare i gode tider.

Grådighed er og bliver en dårlig rådgiver om finansstrategier. I de senere år har vi i ECB haft en pålidelig parter, der alt i alt har reageret mere fornuftigt og afbalanceret end den amerikanske centralbank. Det kan vi se i bagklogskabens klare lys. I euroområdet har vi også et stort behov for et europæisk banktilsyn til euroområdet, for vi kan ikke blive ved med kun at have nationale tilsyn. Dette betyder, at vi alt i alt går ud fra, at der oprettes institutioner eller endda frivillige sammenslutninger i Europa, så man opnår en bedre forståelse af de emner, vi behandler her, for at forhindre en ny krise i denne størrelsesorden.

  Ieke van den Burg, for PSE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne sige til hr. Lauk, at han muligvis støtter den betænkning, som hr. Dăianu og jeg udarbejdede om et europæisk tilsyn, men at den savnede støtte fra PPE.

Jeg vil også gerne sige noget til kommissæren, nemlig at jeg finder det utroligt, at han ikke har reageret på de centrale temaer i betænkningen. Han fortalte os blot, at Kommissionen nøje overvåger og følger udviklingen, og sagde så, at hedgefonde og private equity også har en hel del positiv indflydelse, og at vi skal tænke over det.

Det svarer til at sige, at der er en orkan eller en tsunami på vej, og at vi skal tænke over de positive aspekter ved vand og vind! Det er latterligt.

(NL) Jeg vil fortsætte på nederlandsk, fordi jeg gerne vil fokusere på to spørgsmål af særlig relevans for hr. Lehnes betænkning. Det ene – som hr. Lehne allerede har nævnt selv – er udlån af værdipapirer og salg af udækkede optioner. Dette er naturligvis et klassisk eksempel på, at Kommissionen halter bagefter udviklingen. Vi rejste spørgsmålet om behovet for at gribe ind over for udlån af værdipapirer, lån og udlån af aktier, for længe siden, eftersom dette blev misbrugt i hedgefondkampagner over for virksomhederne. Nu har tilsynsmyndighederne for de finansielle markeder – en række individuelle tilsyn i de enkelte lande – langt om længe gjort det. Dette er ikke nogen koordineret europæisk indsats; initiativer som dette kommer endnu en gang fra det nationale niveau. Vi kunne have været et skridt foran og måske også have forhindret nogle af konkurserne, nogle af kollapsene i bankerne eller forsikringsselskaberne, hvis vi havde haft de relevante foranstaltninger på plads til sådanne situationer.

Det er også en yderligere illustration af, at den slags fænomener ikke kender til sektorer, og at sektortilsyn med banker, forsikringsselskaber og værdipapirer alene er utilstrækkeligt. Vi er nødt til at kombinere dette tilsyn og sørge for, at disse situationer foregribes på begge sider, og at den slags situationer forebygges.

Det andet spørgsmål drejer sig om bonussystemer. Vi siger i betænkningen, at det er meget vigtigt, at disse begrænses, og at det bliver muligt at stemme om bonuspolitikken på generalforsamlingen. Jeg er glad for at se, at mine demokratiske kolleger i Kongressen under denne uges diskussion af den kommende hjælpepakke i USA udtrykte deres ønske om at gøre långivningen fra denne fond betinget af, at man bl.a. begrænser de overdrevne ledelseslønninger og -bonuser.

Når alt kommer til alt, ville det være helt utroligt, hvis Goldman Sachs og Morgan Stanley, som nu underkaster sig dette tilsyns, og som også ønsker at benytte sig af disse offentlige midler, fortsatte med at dele bonuser ud i millionklassen. Det er også hensigtsmæssigt, at vi i Europa går videre end henstillingen fra for et par år siden. Jeg vil gerne spørge kommissæren, hvad han har til hensigt at gøre ved dette, for det er på høje tid, at vi skrider til handling.

  Sharon Bowles, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Beklager, dette er anden del. Som hr. Rasmussen sagde, er disse betænkninger afbalancerede, selv om nogle kan have mere tendens til at citere mere fra pressen på den ene side af vægtskålen end på den anden. Vi har hørt rygter om hedgefonde og private equity i årevis, men i den nuværende uro på finansmarkederne, er det ikke længere sjældent, at man er bekymret over gæld og gearing. Men dette giver os en mulighed for at rense luften og gennemføre en omfattende revision, hvor vi undersøger de eksponeringsproblemer, der ligger bag den nuværende uro, samt andre problemer vedrørende risici og gæld, herunder inden for hedgefonde og private equity.

I betænkningerne accepterer man, at dette skal foregå på en ikkediskriminerende måde og i henhold til principper samt under skyldig hensyntagen til proportionaliteten. Det skal også ske inden for rammerne af den internationale udvikling, og frem for alt skal det gøres intelligent. Mens gæld og den korrekte forvaltning af gælden er et spørgsmål, der optræder overalt i øjeblikket, vedrører et andet spørgsmål bonuspakker og interessekonflikter. Af hensyn til markedsstabiliteten har man helt klart taget skridt for at sikre, at bonuserne beregnes ud fra en længere tidshorisont. Jeg er enig i, at dette princip bør gælder for alle områder. Dette sker for ikke at underbygge den opfattelse, at al private equity- og risikokapital har selskabstømning som sin vigtigste begrundelse: Det er bestemt ikke den bedste måde at vende en virksomhed, der er i fare, til en rentabel og salgbar virksomhed. Der findes rent faktisk allerede national lovgivning, der skal forhindre selskabstømning, men de har sjældent været anvendt. Så jeg er ikke overbevist om, at en europæisk foranstaltning rent faktisk vil være et fremskridt.

Med hensyn til spørgsmålet om lovgivning over for frivillige kodekser er mange af de frivillige kodekser først ved at blive indført, og de fleste af disse skal have tid til at komme i gang. De er også lettere at ajourføre, men som jeg sagde tidligere, er de ikke et privat anliggende, og befolkningens tillid er ikke en del af ligningen. Så det glæder mig, at kollegerne har accepteret mit forslag om et enkelt websted med et register over frivillige kodekser med relevante links til eksempler på efterlevelse som et potentielt nyttigt værktøj, og jeg håber, at kommissæren vil følge op på dette.

Med hensyn til gennemsigtighed er det også vigtigt at erkende, at offentlige investorer og tilsyn har behov for forskellige grader af information, og at informationen skal være formålstjenlig. Selv i forbindelse med professionelle investorer er det uacceptabelt at begrave oplysningerne i det, jeg vil betegne "juridisk spam". De tilsynsførende skal have alle de oplysninger, de har brug for, men man skal passe på inden for de områder, hvor oplysningerne ikke må blive offentligt kendte.

Endelig har vi bevæget os ind på de følsomme områder med sekuritisering og kreditvurderingsbureauer. Med hensyn til sekuritisering ved jeg, at kommissæren sætter pris på tanken om tilbageholdelse, men det er helt klart kun ét af de mulige værktøjer, og jeg vil opfordre ham til at være parat til at bytte værktøj og til ikke at lukke værktøjskassen i for tidligt. Med hensyn til kreditvurderingsbureauer er der behov for at få mere hånd i hanke på mange områder, men jeg vil advare mod fragmentering gennem et system med internationalt accepterede vurderinger. Igen er begge disse områder eksempler på områder, hvor vi som sagt skal være intelligente: Vi skal være intelligente i stedet for at forsøge at være hævngerrige.

  Eoin Ryan, for UEN-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Denne betænkning kommer på et meget interessant tidspunkt, fordi vi oplever en periode med hidtil uset økonomisk uro, og de seneste begivenheder har desværre gjort os opmærksom på nogle af manglerne, svaghederne og misbruget inden for mange sektorer af finansmarkedet.

Der er ingen sektorer eller grupperinger, der slipper uskadt eller uden pletter på deres gode rygte. Der kan ikke blive tale om, at man "bare kan vende tilbage til de samme gamle regler". I USA er vi vidner til radikale ændringer i de højere finansielle cirkler. Der skal også ske ændringer her Europa, men ligeledes globalt.

I et så anspændt finansklima kan det være fristende at gøre bestemte finansielle aktører eller instanser til syndebuk. Den manglende forståelse, der kan omgive hedgefonde og deres funktion, gør dem ofte til gode syndebukke.

Men vi må huske på, at hverken hedgefonde eller private equity har ført til den nuværende finanskrise, men i stedet til tider kom med tiltrængte livkiditetsindsprøjtninger på markedet.

Vi skal også huske på, at krisen, der startede USA, skyldes dårlig bankdrift, og den europæiske banksektor er ganske vist hårdt ramt, men synes at være bedre stillet til at håndtere dette problem end disse banker i USA.

Vi må ikke desto mindre erkende, at der findes problemer og fejl ved strukturen og driften af mange investeringsprodukter, herunder alternative investeringer. Det er ikke godt nok med lappeløsninger i form af en lille regel hist og her. Der er behov for virkelige reformer, og det skal ske på globalt plan.

Jeg mener, at betænkningen fra Økonomi- og Valutaudvalget under ledelse af hr. Rasmussen afspejler disse problemer. For at sikre den finansielle sundhed og konkurrenceevne på længere sigt kan og må vi ikke regulere den konstruktive risiko væk. På trods af navnet søger man med denne tekst ikke at dæmonisere hedgefonde og private equity, men man gør i stedet opmærksom på behovet for en generel markedsreform, større gennemsigtighed og principbaseret lovgivning.

Jeg glæder mig over kommissærens bemærkninger her i aften, og jeg er slet ikke i tvivl om, at han vil reagere på den situation, som vi nu befinder os i.

Finanssystemet er internationalt af karakter, og vi har brug for et internationalt tilsyn med disse markeder i en global sammenhæng. For at sikre global økonomisk stabilitet skal vi arbejde sammen for at finde den bedste vej fremad, at få troværdigheden og tillid tilbage i finansinstitutionerne og markedet for borgerne på globalt plan, men også for Europas borgere, for deres pensionsfonde og deres opsparing.

  Pierre Jonckheer , for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, kommissærer, ordførere! Jeg mener, at denne betænkning som er vedtaget af Økonomi- og Valutaudvalget, er udmærket, og vi bør være hr. Rasmussen taknemmelige, især fordi han gennem så mange måneder har insisteret på behovet for mere vidtgående EU-foranstaltninger på de områder, der ikke er genstand for aftenens forhandling.

Alligevel har min gruppe genfremsat en række ændringsforslag, som – underligt nok – ikke blev udarbejdet af os, men af hr. Rasmussen selv. Der er med andre ord tale om vigtige forslag – især om oprettelsen af et tilsynsorgan på EU-plan og et europæisk system for registrering og godkendelse af virksomheder, der forvalter aktiver og kapital (ændringsforslag 6 og 7), og indførelsen af et gældsloft for kapitalinvesteringsfonde (ændringsforslag 9) – som hr. Rasmussen fremsatte, men som han følte sig nødsaget til at trække tilbage, forståeligt nok i en vis henseende, for at sikre et flertal i Parlamentet: Det vil sige et flertal med PPE-Gruppen og De Liberale.

Som jeg ser det, blev disse ændringsforslag – der vedrører spørgsmål, der blev behandlet i arbejdsdokumenterne, og som vi anser for konstruktive og værd at argumentere for – trukket tilbage, fordi der findes to skoler her i Parlamentet og ligeledes i Rådet og helt sikkert i Kommissionen: Den første siger, at vi har regler nok allerede, både på nationalt og europæisk plan, og at eventuelle resterende problemer kan løses gennem selvjustits inden for finansbranchen; den anden, som hr. Rasmussen tilhører (og han står på ingen måde alene), har i årevis sagt, at det nuværende tilsynssystem for finansmarkederne generelt er utilstrækkeligt.

Grunden til, at man ikke greb ind, hr. McCreevy, var efter min mening ikke, at vi ikke kunne forudsige, eller ikke var opmærksomme på udviklingen. Jeg mener, at der i årets løb har været rejst nogle få autoritative stemmer, navnlig i Forummet for Finansiel Stabilitet, for at advare de offentlige myndigheder om arten af de risici, vi stod over for.

De og Barroso-Kommissionen har generelt haft tendens til at argumentere for en mere laissez faire-betonet fremgangsmåde, idet man anser de nuværende ordninger for tilstrækkelige. Det Parlamentet beder Dem om nu, er intet mindre, end at De skifter mening. Jeg ved ikke, om De kan gøre det, men jeg mener, at det er nødvendigt.

Personligt vil jeg gerne fremhæve tre punkter, som andre talere allerede har berørt, men som vækker særlig bekymring hos miljøforkæmpere. Vi ved, at klima- og energipakken, der skal vedtages, er afhængig af et stabilt investeringsniveau til et forholdsvis beskedent afkast med forholdsvis beskedne gevinster, for at sikre den finansiering, vi har brug for.

Finansielle instrumenter som investeringsfonde og hedgefonde er ikke hensigtsmæssige, og vi venter på, at de europæiske bank- og finansmyndigheder fremlægger idéer for at få nogle af de gamle forslag på bordet igen: Her tænker jeg på Jacques Delors’ forslag fra først i 1990'erne og en ny og mere aktiv rolle for Den Europæiske Investeringsbank, således at vi kan sikre langsigtede investeringer med et beskedent afkast.

Det bliver hårdt at stabilisere finanssystemet – og dette nævnes også i Rasmussen-betænkningen – uden et beslutsomt angreb på offshore finanscentre og skattely, og dette er endnu et område, hvor Barroso-Kommissionen har undladt at gå i spidsen. Endelig bør vi med hensyn til virksomhedsforvaltning – hvilket andre talere også har nævnt – anlægge en langt hårdere linje over for investeringsfondenes politikker for ledelseslønninger og bonuser. De er uacceptable og udgør rent faktisk en trussel mod økonomien i almindelighed.

  Konstantinos Droutsas, for GUE/NGL-Gruppen. – (EL) Hr. formand! Efter vores mening er spørgsmålet om, hvorvidt man skal løse kreditkrisen gennem konsekvent overholdelse af den gældende fællesskabslovgivning eller gennem ny og strammere lovgivning, et falsk modsætningsforhold. Ingen af mulighederne kan ændre den kapitalistiske økonomis cykliske forløb hen imod krisen, som har sit grundlag i overakkumuleringen af kapital inden for produktionen.

Kreditkrisen afspejler også denne kurs. Den borgerlige ledelse søger at løse problemet med overakkumulering ved at tilskynde til overbelåning og stimulering af befolkningens forbrug i hedgefonde og private equity som en metode til finansiering af virksomhederne. De specifikke valg, ledelsen traf, var ikke bare utilstrækkelige til at ændre kursen mod opbremsning og recession, men udgjorde tværtimod en tikkende bombe med uberegnelige konsekvenser for folks indkomster.

Samtidig fremskyndede EU's politik den fuldstændige liberalisering af kapitalen inden for kreditsystemet i overensstemmelse med principperne på det kapitalistiske marked. Hedgefonde og private equity er resultaterne af denne kurs mod liberalisering.

Ingen af de foreslåede foranstaltninger for at skabe større gennemsigtighed og en strammere lovgivning for kapitalbevægelser inden for kreditsektoren, dvs. inden for cirkulationen, kan løse al den inkonsekvens og alle de modsigelser, der skyldes de kapitalistiske produktionsrelationer.

Tilsvarende vil indførelsen af strengere lånebetingelser føre til en indskrænkning af befolkningens forbrug og til, at krisen meget hurtigt manifesterer sig. Ingen kan komme med en klar definition eller fælles kendetegn, ud over hurtige profitter, for disse ordninger, som får stadig større kontrol med den globale økonomi, ordninger, der er skabt af dette plutokrati og kun kan udnyttes af det med bistand af specialiserede markedsorganisationer.

Ofrene for denne politik er arbejdstagerne, som ser den rigdom, de producerer, blive akkumuleret i hænderne på et begrænset antal plutokrater, og som ser deres opsparing være i fare for at forsvinde, og at deres pensioner også er i farezonen.

Det er typisk, at hedgefonde og private equity endda er fritaget for de forpligtelser, som arbejdsgivere har over for arbejdstagerne. Det samme sker også med pensionssystemerne – offentlige og private – der omdanner arbejdstageres pensionsrettigheder til kapitalens bytte, som stadig oftere deltager i disse ordninger, med betegnelsen investeringsordninger, der mangedobler risikoen og udvander arbejdstageres rettigheder.

Der findes mange nyere eksempler i USA og Det Forenede Kongerige på, at sikre kreditinstitutioner kollapser som et korthus på en enkelt dag, og at hundreder tusinder af arbejdstagere mister deres opsparing og pensioner.

Den økonomiske krise, der i øjeblikket plager markederne, er ikke kommet som et lyn fra klar himmel. Den var i høj grad ventet, både med hensyn til tidspunkt og omfang. Måske var de foranstaltninger, der indføres i dag, også planlagte. De arbejdstagere, der i det kapitalistiske udbyttersystem finansierede plutokratiets superoverskud gennem deres arbejde og deres opsparing, bliver i dag i stabilitetens navn – som skatteydere – bedt om også at dække deres tab.

Arbejdstagerne og de folkelige klasser er ikke overbeviste af de annoncerede gennemsigtighedsforanstaltninger, idet muligheden for gennemførelsen og effektivitet desuden er tvivlsomme. De er ikke overbeviste af de foranstaltninger, som opfordrer dem til at betale endnu en gang for at redde kapitalens overskud og opretholde dette system med udnyttelse. De udtrykker deres ulydighed og manglende underkastelse under dette system og de centrum-højre- og centrum-venstrealliancer, der støtter og bevarer det. De kæmper mod uretfærdighed, ulighed og udnyttelse af befolkningen og for radikale forandringer i retning af et system med folkemagt, der vil tjene arbejdstageres interesser.

  John Whittaker, for IND/DEM-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Viser alt dette ikke, at hele denne kolossale øvelse med EU's finanslovgivning er skudt forbi på enestående vis? Med sin besættelse af hvidvaskning af penge og forfølgelse af det flygtige indre marked for finansielle tjenesteydelser har EU forfulgt de forkerte mål. Vi må erkende, at der trods de tidligere forsikringer fra hr. Trichet og hr. Almunia m.fl. vil komme flere finanskriser i EU, og at realøkonomierne i EU vil blive påvirket af kreditkrisen.

Så det giver ikke megen mening nu at diskutere kapitalkrav, hvad vi vil gøre fremover for at forhindre, at dette sker igen; vi har et problem, og problemet er der nu. Vi kan skyde skylden på amerikanerne, vi kan skyde skylden på hedgefondene, vi kan skyde skylden på investeringsbankerne, vi kan skyde skylden på, hvem vi vil, men det, hr. McCreevys Kommission hellere vil bruge tiden på nu, er at diskutere med de forskellige landes finansministre, hvordan byrden skal deles mellem landene, når vi kan se, at vi er nødt til at komme finansinstitutionerne til undsætning i størrelsesordenen hundreder af millioner, således som det sker nu i USA.

Hvordan skal vi komme Italien, Spanien, Grækenland og Irland – hr. McCreevys hjemland – til hjælp, når dårlige tider forværres af krisen, og når landene ikke kan gøre noget for at hjælpe sig selv, fordi de er fanget i euroen?

  Jean-Paul Gauzès (PPE-DE) . – (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Når de europæiske banker klarer den igangværende krise forholdsvis godt, skyldes det, at banktilsynet i Europa i det mindste er seriøst, selv om det langt fra er perfekt. Det igangværende arbejde med kapitalkravsdirektivet og Solvens II giver mulighed for at indføre nyttige foranstaltninger, der kan forbedre den finansielle sikkerhed. Det siger sig selv, at bankens job indebærer, at man tager risici, men disse risici skal kontrolleres. Det vigtige for bankfolkene er til enhver tid at vide, hvilken sikkerhed de har for en given risiko. Nogle uregulerede finansielle operatører har mistet dette enkle princip af syne, og i deres tilfælde er selvregulering ikke længere tilstrækkeligt. Derivatmarkederne er blevet stadig mere skumle, og handlerne har købt og solgt på risikoniveauer, der ikke kunne styres af ledelsen i disse institutioner, der nu er blevet eksponeret.

For at slippe ud af krisen kræves det, at man indfører et tilsynssystem, der kan inspirere og genskabe tilliden. I øjeblikket er der hele lag af finansbranchen, der ligger uden for tilsynsmyndighedernes rækkevidde. Hvem førte tilsyn med realkreditmæglerne, da de lånte så generøst ud til husholdninger, der aldrig vil kunne betale lånet tilbage? Hvem førte tilsyn med investeringsbankerne, der skruede en tak op for krisen ved at omdanne dårlig gæld til finansielle produkter til salg over hele verden? Der findes et lovgivningsmæssigt tomrum derude, der også bebos af kreditfremmere, kreditvurderingsbureauer og hedgefonde. Det er uacceptabelt, at Europa regelmæssigt skal lide under følgerne af USA's fejlbehæftede finanssystem.

Med hensyn til hedgefonde har "finanspolitiet" i Det Forenede Kongerige og USA kun midlertidigt forbudt spekulation i faldende aktiver, og det med rette! Hvis nogle af disse skumle aktører går fallit, vil det forværre krisen i den deregulerede sektor. Ikke alle investeringsfonde er fordærvede, og nogle af dem er rent faktisk nødvendige, men vi kan ikke tillade, at der fortsat findes finansielle sorte huller. Undersøgelser er særdeles vigtige, men det, vi virkelig har brug for, er handling! Det er hovedtendensen i de to betænkninger, vi drøfter.

FORSÆDE: Martine ROURE
Næstformand

  Manuel Medina Ortega (PSE). – (ES) Fru formand! Selv om taleren før mig kommer fra en anden politisk gruppe, er jeg fuldstændig enig med ham: Vi må ikke overlade finansmarkederne til finansforvalterne. Det er at lade ræven vogte gæs. Selvregulering og frivillige adfærdskodekser er ingen nytte til. Som kommissær McCreevy sagde tidligere, er det, der redder de europæiske finansmarkeder, at der findes lovgivning, national lovgivning, fordi de enkelte lande har lovgivning, der fungerer og forhindrer finanskatastrofen på de amerikanske markeder i at brede sig til Europa.

Hvad kan vi så lære af dette? At Europa ikke kan kopiere USA's deregulering af finanssektoren. Hvis vores mål er at beskytte vores økonomi og vores økonomiske og sociale system, har vi brug for lovgivning for hele Europa, men vi må ikke erstatte national lovgivning med overnational deregulering som i USA, hvor systemet giver virksomhedslederne mulighed for at blive rige på bekostning af fattige investorer, pensionister og personer, der er afhængige af denne kapital.

Derfor mener jeg, at det, vi kan lære, er ikke at deregulere, men det modsatte: Det er, at vi er nødt til at indføre europæisk lovgivning vedrørende alle disse aspekter. Det er efter min mening det centrale i både Rasmussen- og Lehne-betænkningen: behovet for at indføre en europæisk finanslovgivning.

Der tales meget om det europæiske pas, at udstede pas til virksomheder for at give dem mulighed for at bevæge sig fuldstændig frit rundt i Europa, men hvordan kan vi udstede passet, hvis vi ikke kan være sikre på, at disse virksomheder er underlagt en detaljeret lovgivning i deres oprindelsesland? At gøre det ville være at invitere til endnu en overnational finanskatastrofe.

Lovgivningen i Lehne-betænkningen indeholder en række henstillinger eller anbefalinger om for eksempel fondsbestyrernes aktiviteter. Vi skal vide, hvordan disse fonde forvaltes; og vi skal navnlig kende til det overskud, de optjener ved for eksempel køb og salg af aktier. Dette er vigtigt efter min mening. Gennemsigtighed skal kombineres med en meget stram lovgivning med mulighed for indgriben på det mest hensigtsmæssige tidspunkt uden at vente, til markedet er kollapset, som det sker i USA i øjeblikket, bare for at bruge skatteydernes penge til at rette op på alle de fejl, som er begået af personer, der har misbrugt deres position.

Derfor, hr. kommissær, opfordrer jeg Dem til at udnytte Deres position til at prøve at etablere et reelt fællesskabssystem med regulering af disse sektorer, så vi ikke følger vejen med selvregulering eller deregulering.

  Olle Schmidt (ALDE). - (SV) Fru formand, hr. kommissær! Jeg vil gerne rette en stor tak til hr. Rasmussen og hr. Lehne for deres vigtige betænkninger. Som mange har påpeget, kunne de ikke være kommet på et bedre tidspunkt.

Udviklingen på det amerikanske realkreditmarked har haft store konsekvenser for hele det globale marked gennem det seneste år. Dårlige lån blev bundtet sammen og solgt videre. Kortsigtethed og de problematiske og komplekse nye markedsinstrumenter har gjort markedet mere ugennemsigtigt og hurtigt. Desuden har de eksorbitante lønninger til selskabernes direktører rystet tilliden alvorligt – det kan vi vist alle være enige om. Verdens finanstilsyn har også været ude af stand til at styrke deres samarbejde og kompetence tilstrækkeligt. Der er blevet indført nye instrumenter; åbenhed og gennemsigtighed har været en mangelvare. Udgangspunktet bør nu være lige behandling af alle aktører på finansmarkedet; dvs. indførelse af strengere kapitalkrav og lovgivning, også for hedgefonde og private equity.

Med hensyn til tilsyn har man diskuteret behovet for nye myndigheder, og her har mange – jeg så Gordon Brown så sent som i dag – presset på for et fælles europæisk, endda et globalt, system for finanstilsyn. Efter min mening giver de fortsatte forskelle mellem markederne – som illustreret ved udviklingen i USA – anledning til eftertanke. På den anden side hænger markederne sammen globalt. Som vores udvalg også sagde, bør de eksisterende fora i Europa for samarbejde inden for finans-, bank- og forsikringssektoren styrkes betydeligt. Der kan gøres en hel del i denne henseende – også på globalt plan. Vi skal have gennemsigtighed og et tydeligere tilsyn, hvis vi skal genskabe tilliden til finansmarkedet. Jeg mener, at der også hersker fuld enighed om dette.

Markedsøkonomien har brug for klare regler, også klare spilleregler. Som liberal har jeg overhovedet ingen problemer med at argumentere for klarere regler og en mere effektiv lovgivning. På den anden side skal vi passe på ikke at indføre love og regler, der ikke løser de nuværende problemer og ikke tager hensyn til betydningen af et globalt finansmarked. Global adgang til kapital øger vækstpotentialet og skaber nye arbejdspladser – det må vi ikke glemme. Europa har brug for et åbent, effektivt finansmarked, der også giver mulighed for selvregulering og interne genopretningsforanstaltninger.

Udfordringen består derfor i at undgå at lamme vores systemer med overregulering, så vi mister muligheden for at håndtere både vækst og nye kriser. I denne uge var der panik i finanssamfundet. Vi må ikke lade panikken diktere vores lovgivning – i det mindste her i Parlamentet.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Denne forhandling finder sted på baggrund af en udbredt krise på finansmarkedet, der skyldes den øgede "finansificering" af økonomien, ureguleret spekulation og udbredelsen af finansielle instrumenter og produkter, der sigter mod at opnå endnu større spekulationsgevinster. Dette er blevet endnu et aspekt af kapitalismens krise. Det har været klart i nogen tid, at der var opstået endnu en finansboble, og at den ville briste en dag, ikke kun i USA, men også i EU. Det er også et resultat af de neoliberale politikker, der tilskyndede investorerne til at efterstræbe stadig større gevinster, som tilskyndede til manglende gennemsigtighed, og som skabe skattely og tillod dem at beskytte og hvidvaske kapital fra undergrundsøkonomien, fra overskud fra krige, fra menneskehandel og fra narkotika.

Nu anvender man offentlige midler, der ikke var til rådighed til socialpolitik, til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse og til at forhindre millioner af mennesker, herunder børn, i at dø af sult og mangel på grundlæggende sundhedspleje, jeg gentager, nu anvender man offentlige midler til at undgå konkurser og større tab hos finanskoncernerne. Overskud og gevinster lå i hænderne på bare en lille gruppe af investorer og absurd vellønnede administratorer, men det er altid de samme, der lider under konsekvenserne: arbejdstagere, der mister deres arbejdspladser, manden på gulvet, der skal betale højere renter, også her i EU, navnlig i lande med svagere økonomier. Tag for eksempel Portugal, hvor lave lønninger og ynkelige alderspensioner og efterlønsordninger er reglen, og hvor andelen af fattigdom og arbejdsløshed er blandt de højeste i EU. Eftersom husholdningerne har en af de højeste gældsætningsprocenter, omkring 120 % af BNP, og hvor mikrovirksomheder samt små og mellemstore virksomheder er meget afhængige af kreditter, oplever de nu endnu større økonomiske problemer på grund af højere rentesatser, et særligt alvorligt problem i Portugal og andre lande med svagere økonomier.

Der er derfor behov for foranstaltninger med det samme startende med afskaffelsen af skattely og bankhemmelighed. Ellers kan vi ikke opnå gennemsigtighed. Ud fra det, der er blevet sagt her af især kommissær McCreevy, lader det imidlertid ikke til, at det bliver løsningen, og det er uacceptabelt. I denne kritiske situation må Den Europæiske Centralbanks falske uafhængighed også ophæves for at sikre en ændring i de penge- og finanspolitiske mål, og der skal indføres vidtgående foranstaltninger for at bekæmpe aktiespekulation. Prioriteringen i den offentlige politik bør være at støtte skabelse af arbejdspladser med rettigheder, produktion og fattigdomsreduktion, således at man øger arbejdstageres og pensionisternes købekraft og støtter kvalitetsbetonede offentlige tjenester.

  Nils Lundgren (IND/DEM). - (SV) Fru formand! I øjeblikket sætter finanskrisen hedgefonde og private equity i et forfærdeligt lys – og andre nyskabelser på finansområdet som strukturerede investeringsprodukter, conduits og pengemarkedsfonde påvirkes tilsvarende. Alle disse er netop udformet for at omgå de kapitalkrav og gennemsigtighedskrav, vi pålægger bankerne. Der kan tjenes mange penge på korte lån af likvide aktiver, lange investeringer i illikvide aktiver og satsning af så lidt som mulig af ens egen kapital, men det er en risikabel aktivitet. Som vi kan se, kan både likviditet og solvens hurtigt forsvinde. Det er grunden til de stramme internationale regler for bankdrift. Vi er nu vidner til, at det internationale system uden for bankerne, falder sammen. Hedgefonde og private equity er de næste i rækken. Disse har meget begrænset egenkapital; de er kraftigt gearet. Private equity indebærer store mængder af gearede opkøb, som er sket stort set uden egenkapital. Når det forholder sig sådan, skal vi så virkelig fremsætte svage reformforslag som disse på dette område ved denne historiske skillevej? Jeg mener det i hvert tilfælde ikke.

  Karsten Friedrich Hoppenstedt (PPE-DE). – (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi har nu hørt alt fra eksperterne, der har udarbejdet betænkningen – hr. Rasmussen, hr. Lehne, hr. Lauk, tak skal De have. Det var et fremragende stykke arbejde, som fik bred opbakning i Økonomi- og Valutaudvalget.

Gennem de seneste tre år har vi konstant bedt om at få udarbejdet regler, at der bliver stillet spørgsmål, som f.eks.: Hvordan kan vi skabe større gennemsigtighed for hedgefonde, hvem rådgiver kreditvurderingsbureauerne osv. De kommer fra Irland og er derfor ekspert i hestevæddeløb. Når forhindringerne er høje, kan hestene nemt refusere. Enkelt sagt, refusere over for en forhindring, der ikke længere er der! Nu skal vi – og det har De lovet – udforme regler og fremsætte forslag. Vi er nødt til at vise, at vi har lært noget af alle disse kriser, og at vi går nye veje. De fremsætter dette forslag. Jeg håber, at vi til oktober får disse retningslinjer fra Dem.

For nogle få dage siden var jeg til en stor konference i nærheden af Rom. Det første punkt, der blev drøftet der, var naturligvis bankerne. Om torsdagen stod der i avisoverskrifterne: Morgan Stanley giver håb. Om fredagen stod der: Morgan Stanley søger beskyttelse. Hvordan kan dette ske på en enkelt dag? Her savnes der virkelig gennemsigtighed og den slags. Hvis denne investeringsbank, efter Bear Stearns, Lehman Brothers og Merril Lynch, nu også synker ned i finansmarkedernes kaos, bør man hurtigst mulig indføre foranstaltninger.

For nylig var jeg i Kina. Kineserne sagde: Vores rollemodel, USA, er kollapset. Sammen må vi – Europa, Kina og andre – søge nye veje. Det er mit håb, at vi sammen har styrken til at bane nye veje, for så vil ikke kun dem, der har vundet, men også dem, der har tabt, blive reddet sammen med os.

  Pervenche Berès (PSE) . – (FR) Fru formand! Jeg ved, at kommissæren holder af at spille på heste, så han undskylder nok, at jeg bruger en sportsmetafor til at sige, at han ikke ligefrem er dagens favorit. Poul Nyrup Rasmussen ser på den anden side ud til at være et meget godt bud, så De vil måske gøre klogt i at overveje at skifte farver, hr. kommissær. Det, hr. Rasmussen netop har skitseret og foreslået os, er præcis, hvad EU har brug for. Det er ikke kun rigtigt for Unionen, men også for resten af verden – det transatlantiske forhold, som De selv lægger så stor vægt på vil blive styrket gennem et europæisk initiativ på grundlag af hr. Rasmussens forslag.

De er tilsyneladende kommet til den forkerte forhandling, hr. kommissær. De gav os en gennemgang af, hvordan krisen startede sidste år, men de spørgsmål, vi drøfter nu, er noget, vi var opmærksomme på, længe inden krisen dukkede op i august, for råddenskaben var helt klart sat ind på det tidspunkt, og finansverdenen var klar til et kollaps. Vi er ikke bagstræbere, der forsøger at fordømme eller forbyde alternative fonde eller investeringsfonde. Vi erkender ganske enkelt, at når bestemte finansielle produkter eller instrumenter udfører sådanne strategiske funktioner på de internationale markeder og har opnået en sådan nøgleposition, skal de være omfattet af det generelle lovgivningsprincip. De pågældende operatører fortæller os rent faktisk selv dette. De siger: "Jo, vi kan godt acceptere lovgivning; vi ønsker bare ikke at blive stigmatiseret, og vi ønsker ikke noget særligt lovgivningssystem."

Det er fair nok! Vi ønsker, at de skal være registreret, vi ønsker, at de skal være under tilsyn, vi ønsker, at de skal betales i henhold til almindelige principper, og vi ønsker, at de skal være omfattet af gennemsigtighedsregler og kapitalkravsreglerne. Sådan er virkeligheden. Disse strukturer optager nu en så vigtig plads på finansmarkederne, at de ikke fortsat kan være undtaget fra de generelle regler. Men det er netop på dette punkt, at De, hr. kommissær – en tidligere finansminister i Irland – nægter at give Dem. Sådan er virkeligheden. De fortæller os, at hedgefonde og private equities "ikke er årsagen til den nuværende uro", og at skylden ligger hos reguleringssektoren. Jeg har ikke noget ønske om at holde foredrag i økonomi, men vi ved udmærket, at bankerne følte sig i stand til at tage de risici, de tog, netop fordi hedgefonde og private equities eksisterede ved siden af og formidlede finansprodukter, der fremskyndede råddenskaben inden for banksektoren.

Med hensyn til hr. Rasmussens betænkning vil jeg gerne opfordre Dem til at reagere på den helt konkret, punkt for punkt, for den indeholder en række lovgivningsmæssige forslag, der kan forbedre Deres egen endelige bedømmelse, når den nuværende Kommission fratræder. Jeg lyttede til, hvad De fortalte os, og De talte om en "mulighed" for at opnå større gennemsigtighed. Vi er enige med Dem, og vi forventer, at Kommissionen benytter sig af den mulighed. Nøglen til tillid hos den almindelige befolkning og blandt operatørerne på finansmarkedet er gennemsigtighed. I dag er det indlysende, at der ikke er tale om gennemsigtighed inden for alternative fonde og investeringsfonde, men gennemsigtighed er det, vi har brug for.

Det siger sig selv, at jeg støtter mange af forslagene i Poul Nyrup Rasmussens betænkning, men jeg vil også gerne føre argumentet lidt længere ud. Hvis vi virkelig ønsker at gå ind til kernen af problemet, er vi nødt til at undersøge det princip, som De har beskrevet som "aktionærdemokrati". Hvad er meningen med aktionærdemokrati, hvis det er muligt inden for få minutter eller dage at bringe så mange menneskers arbejdspladser i fare? Der findes et særdeles reelt problem her, som De er nødt til at løse, og hvor vi forventer effektive forslag. Værdipapirlån og -udlån udgør en risiko for arbejdspladser i Europa og er i strid med Lissabonstrategien.

Mit sidste punkt har de foregående talere også været inde på, nemlig problemet med offshore-centre. Hr. kommissær, De forsvarer den transatlantiske alliance med næb og klør, så lad mig fortælle Dem, at på den anden side af Atlanten sidder der demokrater, der ligesom os, er parate til at arbejde for et totalangreb på skattely. Hvad nytter det at kæmpe heroisk i Afghanistan eller Irak uden at angribe ondet, hvor det findes på finansmarkederne – og offshore-centrene er ondets rod i finansbranchen. Også på dette punkt afventer vi forslag fra Dem, hr. kommissær.

  Andrzej Wielowieyski (ALDE). – (EN) Fru formand! Der er aldrig tidligere sket et sådant svigt på finansmarkederne. Hovedårsagen var den kolossale stigning i omsætningen og udviklingen af et nyt system med økonomisk gevinster, der lå uden for det eksisterende banksystem uden gennemsigtighed, effektiv evaluering eller tilsyn. Nye investeringer og produkter skabte store overskud, men forårsagede også en voksende trussel, selv mod IMF.

Selv om forslaget fra hr. Rasmussen og hans udvalg vedrørende gennemsigtighed og tilsyn – navnlig for den uforholdsmæssigt store gearede gæld – er rigtigt og uundværligt, bør vi også erkende, at udtalelsen fra Retsudvalget er meget farlig, idet man blot overlader det til markedsdeltagerne at vurdere, hvad der er et hensigtsmæssigt risikoniveau. Udvalget overså, at sidste år var den gennemsnitlige gearing i værdipapirselskaberne 27 til 1, uden lovgivning eller tilsyn. Hvad mere er, regulerede de sig selv helt alene, og selv store långivere var uvidende om omfanget af den risiko, de løb.

Omkostningerne ved dette svigt bliver kolossale. Omkostningerne for amerikanerne har for eksempel været skrækkelige, omkring 1 000 mia. USD. Dette vil have endnu en bivirkning: Aktørerne på finansmarkederne lærer måske ikke at være mere forsigtige, fordi de vænner sig til at kunne forlade sig på hjælp fra skatteyderne. Vi kan så vælge mellem enten at beskytte de finansielle aktørers næsten fuldstændige frihed til at tage risici eller at indføre klare forpligtelser og begrænsninger, så vi sikrer os effektivt mod uforholdsmæssige chok og sørger for en stabil udvikling på finansmarkederne.

Kommissærens udtalelser giver os et vist håb for fremtiden, men jeg er bange for, at de opgaver, Kommissionen står over for, er særdeles vanskelige og kræver langt større mod til at finde nye metoder og nye foranstaltninger.

  Othmar Karas (PPE-DE). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil først og fremmest sige, at begge betænkninger – Rasmussen-betænkningen og Lehne-betænkningen – og den sociale dagsorden med de 19 punkter, som vi diskuterede sidste gang, samt Rådets og Parlamentets beslutningsforslag om Georgien viser, hvad vi er i stand til, hvis vi alle trækker på samme hammel på trods af vores forskellige holdninger.

Jeg siger dette, fordi jeg er glad for, at man har sat sig ud over den socialdemokratiske valgkampsmaskine, den overfladiske populisme og de gensidige beskyldninger, og at den demokratiske parlamentarisme, ansvaret for at træffe de nødvendige foranstaltninger og en åben og realistisk forhandling forhåbentlig vil sejre i morgen. Jeg siger også dette, fordi formanden for Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet, hr. Schulz, gentagne gange på plenarmødet har forsøgt at drive en kile ind mellem grupperne vedrørende præcis disse spørgsmål. Tankegangen god/dårlig, venstre/højre, stat/marked afspejler ikke den virkelighed, folk oplever i dag, men udspringer af en gammeldags valgretorik baseret på klassekamp, som jeg håbede var afskaffet i EU, og heldigvis har dette også indtil videre været tilfældet i dagens forhandling.

Fornuften har sejret, og derfor kan vi tage et realistisk skridt fremad, komme med en reaktion på finansuroen og besvare folks spørgsmål. Vi har en vedvarende finanskrise. Derfor har vi brug for handling. Vi kan ikke se bort fra dagsordenen. Vi har brug for mere EU, mere gennemsigtighed, mere tilsyn, mere europæisk og global lovgivning. Vi har brug for risikobaseret egenkapital, og vi skal sikre os, at vi gennemfører det, vi påtager os i disse betænkninger, og at vi kræver, at begge betænkninger gennemføres af alle de involverede.

  Udo Bullmann (PSE). – (DE) Fru formand, hr. kommissær, hr. Karras! Hvis jeg har forstået Morgan Stanley korrekt i de seneste par dage, er de mindre bange for hr. Schulz’ kvælertag end for hedgefonde.

Hvis jeg har forstået noget af diskussionen i de sidste par dage, hr. kommissær, så er det, at amerikanerne i dette selskab, der har begået så mange fejltagelser ved håndteringen af ejendoms- og finanskrisen, er enige om, at vi ikke længere skal tillade individuelle gamblere at styre hele finanssystemet hen mod afgrunden ved at udnytte dets fleksibilitet og den manglende lovgivning. Hvor meget længere vil vi egentlig blive ved med at vente, indtil ikke bare de skrantende institutioner, men også de sunde bliver tvunget til at tænde advarselslamperne, og så satser hedgefonde og andre fonde på deres fald for at opkøbe dem igen senere til lavere priser?

Dette frirum skal afskaffes, og derfor tvivler jeg på, at det, De har gjort her, vil være tilstrækkeligt. Det er ikke tilstrækkeligt blot at bestille yderligere undersøgelser. Tiden er ikke ind til yderligere tilsyn med de involverede. Tiden er inde til at handle.

I sidste uge besøgte jeg en virksomhed i min valgkreds, en sund virksomhed, der fremstiller de nye materialer, som vi har brug for: vakuumsmeltevirksomheden i Hanau nær Frankfurt. Det har meget længe været en sund virksomhed, indtil den blev overtaget af en amerikansk investor. Gæld fra overtagelsen påvirker arbejdsstyrken og påvirker virksomheden. Siden da har virksomheden forsøgt at trække sig ud af den kollektive aftale, og den blev tvunget tilbage gennem en bitter strejke. Er dette, hvad vi ønsker skal ske over hele Europa? Ønsker vi virkelig, at styrken i den europæiske økonomi skal baseres på en sådan konflikt, eller kan vi genoprette en form for forståelse og udfylde de lovgivningsmæssige huller med europæisk lovgivning?

Det er, hvad der står på dagsordenen. I de sidste ni år her i Parlamentet, hr. kommissær, har jeg ikke oplevet en diskussion om økonomisk politik, hvor De så enstemmigt og med så stor enighed er blevet bedt om at handle.

  Zuzana Roithová (PPE-DE). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! For seks år siden iværksætte vi den globale harmonisering af regnskabsregler og konkurrenceevne inden for den europæiske banksektor. Unionens grænseoverskridende finansielle integration savner sidestykke nogetsteds i verden. Finansforskere har længe påpeget, at EU langt fra er tilstrækkeligt veludstyret med mekanismer til løsning af grænseoverskridende kriser, der skyldes den stigende gensidige afhængighed mellem de europæiske banker og deres forbindelser til de globale finansmarkeder. Selv om det hidtil er lykkedes Den Europæiske Centralbank at opretholde finansiel stabilitet i euroområdet, er de fragmenterede national reguleringsinstanser ikke i stand til at gennemføre effektive løsninger på de grænseoverskridende bankkriser, vi fortsat oplever. Med andre ord, centraliseret kontrol er vigtig. Men i stedet for at indføre en altomfattende finansiel reguleringsinstans, bør vi omhyggeligt definere specifikke betingelser for indgriben foretaget af en paneuropæisk finansiel reguleringsinstans. Statslig indgriben i investeringsbanker som AIG skaber også frygt for, at en sådan præcedens vil få bankerne til at handle uansvarligt for fremtiden.

Derfor er jeg overbevist om, at vi skal indføre kontrolmekanismer, der kan forhindre forvalterne af investerings- og hedgefonde i at foretage dårlige analyser af drifts- og systemrisici. Hedgefonde og private equity skal f.eks. ikke kunne finansiere langsigtede investeringer gennem kortfristede lån uden at satse et minimumsbeløb af deres egenkapital baseret på graden af risiko ved deres aktiviteter. Den måde, man har finansieret realkredit på ikke bare i USA, men også i Det Forenede Kongerige og Spanien, tjener som en advarsel om, at de europæiske finansmarkeder har behov for nogle grundlæggende overvejelser af deres egen situation, som desværre vil komme en lille smule for sent. Selv hvis Kommissionen fremlagde konkret og bindende lovgivning i morgen, ville den ikke blive gennemført under rolige forhold, men i en stormfuld og måske endda hysterisk atmosfære. Det er under alle omstændigheder også et spørgsmål om, hvor acceptabel lovgivningen vil være for Rådet.

  Kristian Vigenin (PSE). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne starte med at sige, at det er sjældent, at en europæisk institution handler før og ikke efter, at et problem opstår. Og vi taler om et kolossalt problem, hvis egentlige konsekvenser vil blive synlige i de kommende måneder.

Takket være indsatsen fra ordføreren, Poul Rasmussen, er spørgsmålet om lovgivning for hedgefonde og private equity lovgivning blevet flyttet fra udkanten til centrum af finanseksperternes og politikernes opmærksomhed. Det var Det Europæiske Socialdemokratiske Parti, der tog behovet for bedre lovgivning vedrørende hedgefondes og private equitys aktiviteter op. Vi gjorde det, fordi alle europæiske politikker kræver langsigtede investeringer, hvilket kræver langsigtet finansiering. Vi gjorde det, fordi vores hovedmål bør være at sikre bæredygtig vækst og jobskabelse, at sikre forudsigelighed og langsigtet planlægning for familier og virksomheder.

Jeg opfordrer alle medlemmerne til at støtte betænkningen, som blev vedtaget med stort flertal i Økonomi- og Valutaudvalget. Det vil være et vigtigt skridt for Parlamentet, eftersom vi vil anmode Kommissionen om en række lovgivningsmæssige foranstaltninger, der har til formål at skabe gennemsigtighed og finansiel stabilitet.

Det er ikke nogen let forhandling. Det er korrekt, at der bedes om langt mindre i denne betænkning, end vi oprindelig kæmpede for. Samtidig ser det ud til, at vi opnår mere, end vi troede muligt for nogle få måneder siden. Den seneste tid og udviklingen på finansmarkederne viser, at vi har ret.

Hr. kommissær, vi vil ikke dadle Dem, hvis De beslutter at handle forebyggende og tage mere med i Deres lovgivningsforslag, end Europa-Parlamentet kræver af Dem. Tiden er ikke inde til at konkurrere om lovgivning – eftersom overdreven lovgivning ikke er bedre end ingen lovgivning – men det er på høje tid, at der handles, og det ved De.

  Tadeusz Zwiefka (PPE-DE). – (PL) Fru formand! Begivenhederne i det seneste år, eller endda måneder, men også de enkelte landes og regioners indsats er tegn på den stadig større betydning af gennemsigtighed, ikke kun for de enkelte virksomheder, men også for udviklingen i bestemte landes økonomier.

En af hindringerne for direkte regulering af hedgefondenes aktiviteter er branchens globale karakter og muligheden for at flytte en fonds kontorer til et andet land for at slippe væk fra national lovgivning. Dette er hovedårsagen til, at alle internationale institutioner, der tager sig af hedgefonde, forsøger at øve indflydelse på fondenes aktiviteter gennem deres forbindelser med enheder, der er omfattet af lovgivning, navnlig banker.

Problemerne med gennemsigtighed i EU er især koncentreret om konvergens og harmonisering af medlemsstaternes lovgivning. Problemområderne vedrørende gennemsigtighedsaspekter kan sammenfattes som følger: udarbejdelse af ensartede standarder for oplysninger, der offentliggøres af virksomheder, der lader sig børsnotere, og virksomhedslovgivning og forsvarlig ledelse i forhold til spørgsmålet om agenturers kollektive ansvar for oplysninger indeholdt i selskabernes beretninger, en styrkelse af uafhængige bestyrelsesmedlemmers roller, standarder for oprettelse af udvalg som del af bestyrelserne, offentliggørelse af oplysninger om bestyrelsens og direktionens honorarer samt øget investorbeskyttelse.

Indførelsen af ensartet lovgivning, der skaber bedre betingelser for hedgefondes aktiviteter og fordeling i EU, kan have en positiv indvirkning på deres udvikling i Europa, men at de enkelte lande indfører deres egen individuelle lovgivninger om disse fonde bidrager ikke til at skabe et ensartet, fælles europæisk marked. Indførelsen af fælles og gennemsigtige principper vil lette fordelingen af fondenes produkter betydeligt.

Kommissionen har modtaget en anmodning om at revidere rammeprincipperne for ikkeharmoniserede produkter som hedgefonde med henblik på at skabe et paneuropæisk marked, og den mener ikke, at der foreligger betydelige argumenter for at indføre EU-lovgivning om hedgefonde. Intet kunne være mere forkert! Jeg er enig i ordførerens opfordring til Kommissionen om at fremlægge en lovgivningsmæssig konklusion vedrørende gennemsigtighed for hedgefonde og private equity.

  Andrzej Jan Szejna (PSE). – (EN) Fru formand! Først vil jeg gerne lykønske Poul Nyrup Rasmussen med hans betænkning, som er baseret på så dybdegående analyser og fremragende kendskab til finansmarkederne.

Begge de typer af alternative finansinstrumenter, som vi drøfter her, optager en stadig større del af det globale marked og bidrager til skabelse af nye arbejdspladser.

Men det vigtigste i lyset af finanskrisen, som vi på det seneste har iagttaget med stor uro og uden held har forsøgt at bekæmpe, er at sikre finansiel stabilitet.

Efter min mening er det mest effektive ikke bare at styrke den finansielle stabilitet, men også at skabe retfærdig konkurrence mellem markedsdeltagerne, at styrke tilsynet og gennemsigtigheden til et hensigtsmæssigt niveau uden at skade modellen baseret på innovative markedsstrategier.

Der findes visse standarder vedrørende finansmarkederne, der finder direkte og indirekte anvendelse på hedgefonde og private equity, både over det nationale og det europæiske plan. Ikke desto mindre bør vi bestræbe os på en konsekvent, ikkediskriminerende og sammenhængende gennemførelse og anvendelse af denne lovgivning. Derfor er jeg helt enig i Europa-Parlamentets henstillinger til Kommissionen om øget aktivitet og indgivelse af hensigtsmæssige lovgivningsforslag.

  Silvia-Adriana Ţicău (PSE). – (RO) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske ordføreren, hr. Rasmussen, og jeg mener, at henstillingerne i bilaget til hans betænkning er særligt vigtige. Hedgefonde og private equity-fonde sørger for den kapital, der er nødvendig for at opfylde finansieringsbehovet til langsigtede investeringer og til innovative projekter, ofte med stor risiko. Deres drift er imidlertid mindre reguleret end banksystemet. Stabiliteten på finansmarkederne kræver en hensigtsmæssig gennemsigtighed, og at der indføres specifikke foranstaltninger for at undgå uforholdsmæssig stor gæld.

Gennem de seneste 10 år har pensionsfonde og forsikringsselskaber skaffet en tredjedel af det beløb, der indsamles af private equity-fonde. Jeg mener, at der er behov for øget gennemsigtighed, navnlig for pensionsfonde, så de kan foretage en nøjagtig vurdering af graden af risiko ved forskellige investeringer. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på, at hedgefonde og private equity-fonde er baseret på en vækststrategi med en kortere horisont end varigheden af de investeringer, Europa har brug for.

  Antolín Sánchez Presedo (PSE). – (ES) Fru formand! Finanskrisen har vist, at de forskellige finansielle operatører hænger sammen. Deres adfærd har svækket finansmarkederne og realøkonomien: vækst og beskæftigelse.

At skabe åbne, konkurrencedygtige og pålidelige markeder er ikke noget, der sker ved et trylleslag; det viser erfaringerne i Europa. De skrøbelige finansmarkeder kræver også politisk handling på europæisk og internationalt plan.

Det skal fortsat være klart, at fornyelse ikke betyder, at man imiterer den gamle praksis med at privatisere profit og nationalisere tab, eller at diversificering betyder at overføre omkostningerne ved beslutninger truffet af nogle få til samfundet som sådan.

EU kan ikke bare undlade at handle i den nuværende krise. Ordføreren, hr. Rasmussen, har taget initiativet og haft visionerne til at foreslå, at hedgefonde og private equities, som ligger inde med aktiver svarende til over 4,5 % af verdens BNP, ikke er fritaget for ansvar over for samfundet og skal underlægges intelligent lovgivning og tilsyn. Jeg gratulerer ham med dette og støtter ham, og det samme gælder hr. Lehne med hans betænkning om gennemsigtighed.

  Kostas Botopoulos (PSE). – (EL) Hr. formand! Med hensyn til det kolossalt og tragisk relevante spørgsmål, vi diskuterer, vil jeg gerne fokusere på et enkelt aspekt: Findes der et højre og et venstre svar på det spørgsmål, vi behandler? Findes der en højre og en venstre vej ud af krisen? Mange ville sige, og nogen af hos har sagt det her i dag, at det er der ikke – alle her skal være enige om sådanne spørgsmål, der er tekniske og økonomiske.

Bortset fra, at de, der siger dette, næsten altid befinder sig til højre, vil jeg gerne sige, at skillelinjerne her – og det fremgår af betænkningerne – er meget tydelige. Hvad er venstrefløjens perspektiv? Markedet kan ikke regulere alting alene, og der er behov for lovgivning fra statsmagtens side – og lovgivning betyder også forbud. Hvorfor skal vi ikke overveje det, der for nylig blev sagt i Katiforis-betænkningen: At kreditvurderingsbureauerne kun må levere vurderinger, mens alle andre aktiviteter skal være forbudt; at gennemsigtighed er vigtigt, ikke for markederne, men for borgerne? Her må vi tænke på, at pensionsfonde skal have et særligt tilsyn.

Endelig er det meget vigtigt, at den statslige indgriben ikke finder sted mod slutningen, som det sker nu i USA, og den amerikanske befolkning betaler prisen, men på det rette tidspunkt, så krisen kan undgås.

  Manuel António dos Santos (PSE). – (PT) Fru formand! Jeg er fuldstændig enig i det, der er blevet sagt her om den mulighed, som Poul Rasmussens fremragende betænkning har skabt. Jeg vil imidlertid sige, at det havde været endnu mere opportunt, hvis det havde været politisk muligt at fremlægge den for seks år siden – og jeg tror, at Poul er enig med mig. For seks år siden forsøgte nogle af os at rejse spørgsmålet om regulering af hedgefonde i Europa-Parlamentet, og flertallet bestående af De Liberale og PPE forhindrede systematisk Den Socialdemokratiske Gruppe i at inddrage spørgsmålet i de forskellige forhandlinger.

Vi oplever nu en krise, en strukturel krise, som hr. Almunia udtrykker det, en krise, som ingen ved hvor ender, og en krise, som vi ikke kan vende det blinde øje til. Vi kan ikke indtage den samme holdning som kommissær McCreevy, vi skal – og jeg ønsker at tro på, at Kommissionen er parat til dette i lyset af hr. Almunias bemærkninger – vi skal være proaktive og opgive den model for finansiel forvaltning, der har reguleret den europæiske og den globale økonomi i de senere år. Det er, hvad Poul foreslår i sin betænkning, og det er, hvad Kommissionen har pligt – jeg gentager, pligt – til at undersøge og følge nøje.

  Mia De Vits (PSE). - (NL) Fru formand! Folk er bekymrede over, hvad der vil ske med deres opsparing, men det lader ikke til at bekymre kommissæren. Arbejdstagerne er blevet opfordret til at trække deres ikkelovbestemte pensioner ud, som man gik ud fra var mere sikre og effektive end statslige pensioner; deres penge ligger nu i disse pensionsfonde, men de har ikke længere nogen sikkerhed.

De nuværende begivenheder er et tilbageslag for dem, der tror på de uhæmmede frie markedskræfter. Kommissæren er selv en af dem, der tror på det frie marked. Som man kunne forvente, bør der ikke være for megen lovgivning, sagde han sidste år her i Parlamentet, og det siger han stadig i dag. Men det er ikke for sent for ham at skifte mening. Hvilke yderligere foranstaltninger er der efter hans mening brug for med hensyn til forebyggelse? Konsekvenserne af ikke at gribe ind i tide vil kunne mærkes i mange år. At forebygge er bedre end at helbrede.

  John Purvis (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Jeg tror, at kommissæren er enig i, at den nye dæmon tilsyneladende hedder salg af udækkede optioner. Jeg vil gerne bede Kommissionen gennemføre en undersøgelse, hvor man i tilfældet HBOS sammenligner virkningen af salg af udækkede optioner og salg foretaget af investorer, der investerer langsigtet – pensionsfonde, forsikringsselskaber, private investorer og deres fondsforvaltere – og det forhold, at angste bankkunder og andre banker ganske enkelt hæver deres indeståender. Jeg foreslår, at vi får nogle fakta, inden vi drager forhastede konklusioner og muligvis endnu en fejlagtig konklusion.

I sin betænkning, som vores gruppe i øvrigt har bidraget flittigt til, bruger hr. Rasmussen HBOS og Northern Rock som begrundelser for mere lovgivning, men HBOS og Northern Rock var banker, ikke hedgefonde og private equity, og var omfattet af hele det eksisterende stramme reguleringssystem for banker, inklusive egenkapitalkravene. Er det ikke ironisk, at krisen er opstået inden for formodet mest regulerede del af finanssektoren? Sarbanes-Oxley, pas på!

  Victor Boştinaru (PSE). – (RO) Hr. formand! Nogle gange er vi, især politikerne, fanget i en dogmatisme, der har katastrofale følger. For nogle få år siden ville tilhængerne af liberalisme, og navnlig tilhængerne af neoliberalisme, have anset det for umuligt, at noget som de nylige begivenheder i Washington var sket. De ville have afvist det på grundlag af deres doktrin, og alligevel skete det. I dag i forbindelse med globaliseringen opstår konsekvenser hurtigt, og de påvirker alle lande og alle økonomier. Det, der siges i Rasmussen-betænkningen, er, at EU skal skride til handling, og jeg er overbevist om, at som følge af denne afstemning i Europa-Parlamentet, vil Kommissionen være nødt til at tage denne udfordring op, der ikke bare påvirker tilværelsen for nogle få, men for hele befolkningen i hele EU – og fortsat vil gøre det.

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE). – (EN) Fru formand! For et stykke tid siden havde vi en ophidset forhandling om investeringsbanker. Nu er investeringsbankerne forsvundet fra markedet, og vi har det godt med de nuværende regler for banksektoren. Det samme gælder for hedgefonde. Hedgefonde er ikke bæredygtige mere i den nuværende situation, og jeg tror, at vi ganske enkelt har behov for de samme regler for alle investeringsfonde i stedet for specifikke regler for hedgefonde. Med disse regler, hr. Rasmussen, forhindrer vi rent faktisk en omstrukturering af finanssektoren, og tabene vil vokse. Dette betyder, at De i sidste ende ikke vil kunne beskytte den almindelige borger, som De ønsker at beskytte.

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! En af de sidste talere underbyggede sin argumentation – men jeg er sikker på, at han ikke ønskede, at jeg skulle bruge det mod ham – ved at sige, at folk ikke skulle lade sig forblinde af deres egen dogmatisme.

Det farlige ved denne særlige forhandling er at forsøge at finde en afbalanceret løsning på de problemer, vi nu står over for. Generelt gør man i betænkningen, som er blevet ændret betydeligt i forhold til de oprindelige tanker fra hr. Rasmussen, efter min mening et reelt forsøg på at anlægge et afbalanceret syn på hele området. Men mange af bidragyderne til forhandlingen her i Parlamentet ønsker at anlægge et mindre afbalanceret syn på området, og det afspejler ikke, hvad der stod i betænkningen.

Nogle – mange af talerne fra især den ene side af argumentationen – opfatter den nuværende finansuro og de problemer, som der utvivlsomt findes, som en fantastisk mulighed for at regulere alting væk, og den store risiko vil være, både nationalt og navnlig i Europa, at man vil benytte en meget uafbalanceret metode til dette.

Jeg mener, at hr. Purvis har fingeren på pulsen, når han siger, at den fantastiske ironi ved netop denne finanskrise har været, at det var den mest regulerede sektor, nemlig bankerne, der bragte sig selv og resten af os i betydelige vanskeligheder, og at det overhovedet ikke var aktiviteterne i private equity eller hedgefonde, der forårsagede nogen af disse problemer. Rent faktisk led mange af dem betydelige tab som følge af de ting, der skete på andre områder.

Jeg vil bestemt notere mig, hvad hr. Purvis sagde om at undersøge, hvilken indvirkning salg af udækkede optioner har haft på nogle af disse institutioners fald sammenlignet med, hvilke følger langsigtede dispositioner foretaget af langsigtede investorer har haft. Jeg formoder, at hr. Purvis kender svaret lige så godt som jeg, nemlig at de to konkrete tilfælde, han henviste til, ikke vil sælge udækkede optioner, der vil blive vurderet som værende problemet på dette område: Det var langsigtede investorer, der helt korrekt skilte sig af med langsigtede positioner, fordi de mente, at en bestemt institution ikke havde et sundt finansielt grundlag.

Men hvorom alting er, jeg mener, at Rasmussen- og Leinen-betænkningerne i deres nuværende form er et reelt forsøg på at kigge nærmere på alle disse særlige områder på en afbalanceret måde. Og det er jeg villig til. I nogle måneder – i næsten et år nu – har jeg signaleret, at jeg vil gribe ind over for kreditvurderingsbureauerne. Helt tilbage i november/december indledte jeg processen ved at skrive til CESR og stillede dem en række spørgsmål, jeg fik endelig rapporter fra dem i år, og ligeledes ESME og andre instanser. Når jeg har modtaget alle disse, vil jeg fremsætte et forslag til Parlamentet og Rådet inden for de kommende par måneder. Kreditvurderingsbureauerne omtales især i Rasmussen-betænkningen.

Jeg har også i mere end et år nu forsøgt at skabe noget, der minder om orden vedrørende tanken om kollegier af tilsynsførende eller et bedre reguleringssystem for grænseoverskridende finansinstitutioner.

Enhver, der har fulgt denne særlige diskussion, er ganske klar over, at der ikke har været nogen overordnet aftale eller noget, der ligner det, blandt medlemsstaterne. Det forslag, der i øjeblikket ligger foran ECON-Udvalget under Peter Skinners ordførerskab, nemlig Solvens II-direktivet, og de tanker, jeg fremsatte der vedrørende grænseoverskridende tilsyn med forsikringsselskaber og de betydelige fremskridt vedrørende tilsyn, er stødt på betydelig modstand fra et stort antal medlemsstater og fra et stort antal medlemmer her i Parlamentet, som påvirker synspunkterne hos de tilsynsførende og i deres egne medlemsstater. Og selv om man generelt her i Parlamentet ønsker et bedre grænseoverskridende tilsyn, når man bliver udfordret lidt, hvilket jeg vil gøre for at opnå en mere sammenhængende metode med hensyn til grænseoverskridende tilsyn, vender de tilbage til deres nationale positioner.

Så lad os få lidt ærlighed fra alle ved denne særlige forhandling og ved alle disse forhandlinger.

Med hensyn til kapitalkravsdirektivet, og dette vil man vide, hvis man følger med i dette i ECON-Udvalget, da vi gennemførte kapitalkravsdirektivet, efterlod vi en række områder, som vi sagde, at vi ville tage os af gennem et ændret kapitalkravsdirektiv i efteråret 2008. Det er mere end et år siden, 18 måneder siden.

Så har vi tilføjet noget, navnlig andre områder, som f.eks. grænseoverskridende tilsyn med finanskoncerner, hvor vi endelig opnåede en form for konklusioner fra ØKOFIN-Rådet for nogle måneder siden, og jeg har gjort opmærksom på, hvad jeg vil gøre med hensyn til spørgsmålet om "oprindelses- og distributionsmodellen". Den går et langt stykke i retning af de hensigter, jeg gjorde opmærksom på for nogle måneder siden, og jeg fremlagde nogle forslag; det afspejles i hr. Rasmussens betænkning, som er mere eller mindre de samme tanker, som jeg selv har, i netop denne henseende. Men jeg kan fortælle Dem dette, før spørgsmålet skal tages op i det relevante udvalg: Parlamentets medlemmer – hvis man kan tage udgangspunkt i formen fra tidligere – vil repræsentere synspunkterne fra mange af deres egne medlemsstater, som i høj grad strider meget mod de ting, jeg har fremlagt her.

Så vi må se, hvordan det kommer til at gå i praksis. Det giver ingen mening at støtte hr. Rasmussens betænkning på netop dette område, og så på den anden side, når dette spørgsmål skal behandles i Parlamentet i form af et forslag – som jeg også vil fremlægge i løbet af det næste par måneder, og jeg sagde det for mange måneder siden, at jeg ville gøre det – hvis Parlamentets medlemmer så indtager deres egen nationale holdninger og repræsenterer synspunkterne hos banker i deres eget land og nogle af synspunkterne hos medlemsstaternes regeringer, så vil det ikke nødvendigvis være nogen særlig god ide.

Igen appellerer jeg til en form for rationel tilgang og i det mindste en vis konsekvens. Jeg respekterer i høj grad holdningen hos de personer, der er konsekvente i alle disse spørgsmål: Folk, der siger "Jeg mener ikke, at det er nogen særlig god idé" og følger det op ved at sige det her i Parlamentet, og som holder fast i dette over for udvalget og holder fast i den indstilling.

Men det, der giver mig problemer, er personer, som generelt går med til at fremme nogle af de områder, der henvises til, og når man så står over for et specifikt forslag, vender tilbage og mere eller mindre fremlægger synspunkterne hos deres egne medlemsstater eller institutionerne i deres egen medlemsstater.

Men netop denne by er sandsynligvis hovedkvarteret for verdens lobbyindustri. Jeg har hørt forskellige tal i årenes løb, der viser, at der muligvis er flere lobbyister her end på Capitol Hill i Washington, men forskellen mellem dem er under alle omstændigheder ikke særlig stor.

Så jeg vil gerne, når nogle af de tanker, jeg har fremlagt, som jeg har gjort opmærksom på i et stykke tid, og som nu er blevet offentliggjort – der har været en høring om dette, dokumenterne er blevet offentliggjort, og alle kender nogle af disse forslag på de områder, man har henvist til – når disse forslag om ganske kort tid bliver forelagt medlemmerne af Europa-Parlamentet – vide, om alle de medlemmer, der talte så varmt for ændringer i bredere forstand, når tingene så bliver konkrete, vil følge det op og støtte det, der ligger her.

Vi har noteret os de punkter, der identificeres i både Rasmussen- og Leinen-betænkningerne. Som jeg lovede tidligere, vil vi reagere mere detaljeret på dette i sammenhængen i henhold til rammeaftalen. Hr. Rasmussen spurgte mig, om det ville ske inden årets udgang – det var vist et par måneder siden, at han sagde, at vi forhåbentlig ville kunne reagere inden årets udgang – og jeg lovede ham, at vi ville kunne reagere.

Men til det medlem af Parlamentet, der talte om, at alle ikke skulle lade sig forblinde af deres egen dogmatisme, vil jeg sige, at han måske refererer til den anden side af argumentationen. Jeg vil også bede medlemmerne i den anden side af salen om ikke at lade sig forblinde af deres egen dogmatisme.

  Poul Nyrup Rasmussen, ordfører. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke mine kolleger og ligeledes kommissæren for forhandlingen.

Inden jeg afrunder forhandlingen om min egen betænkning, vil jeg gerne sige til min kollega hr. Purvis, at det er korrekt, at bankerne er regulerede, men de produkter, der var årsagen til alle de problemer, som vi har nu, ikke er regulerede, og det var ikke reguleret, at vi kunne køre så mange ting ved siden af balancen, som vi rent faktisk gjorde. Så, hr. Purvis, det svar, vi har brug for, er bedre lovgivning, og vi har brug for lovgivning også om disse produkter.

Jeg vil sige til fru Starkevičiūtė, for at undgå enhver misforståelse, at jeg ikke taler om at regulere selskabet, men om at regulere adfærden. Vi ved, at i den virkelige verden ændrer hedgefonde og private equity ofte deres juridiske konstruktioner, og det findes der mange eksempler på – investeringsbankerne selv har udført private equity-aktiviteter. Så det er adfærden, vi skal ændre, og det er det centrale i denne betænkning.

Jeg vil gerne sige til kommissær McCreevy, at der er noget helt grundlæggende – som ikke har noget som helst med dogmatisme at gøre – at jeg gerne vil understrege noget over for Dem, og det er det, vi understreger i første punkt i vores betænkning: at lovgivningen skal dække alle finansielle aktører. Det er den grundlæggende hensigt med denne betænkning, for første gang i EU’s lovgivningsmæssige historie, at det, vi ønsker, er en fælles totallovgivning baseret på filosofien om ensartede regler, hvor ingen lades udenfor, men som består af en enhedslovgivning, der dækker alle finansielle aktører. I betænkningen tilføjer vi eksplicit: "herunder hedgefonde og private equity". Så må De sige til mig, kommissær McCreevy, og til resten af Europa-Parlamentet: Ja, jeg er enig med Dem, men ikke vedrørende hedgefonde og private equity. Hvad er det, vi taler om her? I tre år har vi diskuteret med Dem, hvorvidt private equity eller hedgefonde skulle være omfattet af lovgivningen eller ej. Inden finanskrisen sagde De, at dette ikke var nødvendigt: De er bedre til at regulere end nogen regering, så lad dem gøre deres arbejde. Nu siger De, at de ikke spiller nogen rolle i finanskrisen, så vi vil ikke gribe ind i reguleringen af hedgefonde og private equity.

Hr. kommissær, De talte om lobbyvirksomhed her i Europa-Parlamentet. Jeg kan bekræfte for Dem, at mange hedgefonde, lobbyorganisationer og private equity-organisationer er til stede her hele dagen, hele natten, altid. Men jeg mener, at Parlamentet nu må insistere på, at Kommissionen – og det er Dem – inden årets udgang skal fremlægge en totallovgivning; det er første punkt, der omfatter alle finansielle aktører.

(Bifald)

  Klaus-Heiner Lehne, ordfører. – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Gennemsigtigheden i fondene er så stor, at velbegavede vurderingsbureauer, endnu mere velbegavede bestyrelser i banker og de lidt mindre begavede reguleringsmyndigheder ikke længere vidste, hvad der foregik. Så gennemsigtige er tingene! Det er indlysende, at vi er nødt til at gribe ind, og det behøver ingen yderligere begrundelse.

Hr. kommissær, De stillede spørgsmålet om holdningen i forhold til salg af udækkede optioner. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt sælgerne af udækkede optioner selv bliver taberne i sidste ende. Spørgsmålet er, hvad det har sat i gang, og hvilke skader dette kan have forårsaget. Det drejer sig i virkeligheden om deres handlingers indvirkning på andre. Det er præcis grunden til, at reguleringsmyndighederne i talrige lande har reageret.

Som forskellige medlemmer har sagt, handler det om almindelige mennesker, om pensionister og skatteydere. Jeg må igen understrege, at vi nationaliserer tab, og det kan ikke være rigtigt.

Min betænkning indeholder ligesom hr. Rasmussens et stort antal helt specifikke forslag. I mit tilfælde drejer de sig især om spørgsmål vedrørende virksomhedslovgivningen. Det er forholdsvis let at udarbejde og gennemføre forslag om disse emner. I virkeligheden behøver man blot at supplere de eksisterende regler. Der er på ingen måde tale om at forskelsbehandle nogle hedgefonde eller andre enheder.

I øjeblikket har vi en situation i Europa – og det bestrider ingen – hvor disse alternative finansieringsinstrumenter er reguleret gennem den nationale lovgivning, men i nogle tilfælde reguleres på vidt forskellig måder. Det giver god mening at indarbejde dem alle i et europæisk finansmarked og regulere dem ensartet. At opfordre til flere specialistbetænkninger nu, hvor vi allerede har diskuteret sagen, som hr. Rasmussen sagde, i tre år, når vi her i Parlamentet allerede har specialistundersøgelser, hvor Kommissionen har behandlet sagen, og vi har afholdt høringer om det, er efter min opfattelse meningsløst og vil kun være spild af tid. Der findes virkelig et behov for at indføre virkelige og praktiske foranstaltninger. Situationen kræver handling.

Jeg har en sidste bemærkning vedrørende statslige fonde. Jeg er fuldstændig enig med Dem. Vi har brug for statslige fonde, og på langt sigt får vi også brug for statslige midler fra andre lande, fra lande uden for EU, for ellers bliver det sandsynligvis umuligt at finansiere infrastrukturudgifterne i Europa på længere sigt. Det er et spørgsmål, hvor De helt sikkert også har Retsudvalgets opbakning, selv om det ikke har nogen direkte sammenhæng med det emne, vi diskuterer i dag. Vi har altid støttet Kommissionens initiativer på dette område, og det vil vi fortsat gøre.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 142)

  Corina Creţu (PSE), skriftlig. – (RO) Det er uden for diskussion, at manglende gennemsigtighed vedrørende hedgefonde og private equity-fonde har pustet til ilden i den nuværende økonomiske krise. Det er et af de elementer, der bl.a. har medført, at det i øjeblikket er umuligt at foretage en korrekt vurdering af gælds- og låneregnskaberne i mange finansinstitutioner. I årevis har disse finansinstitutioner ødelagt økonomier og gennemført aggressive overtagelser, hvor man ikke bare har set stort på de mellemsigtede og langsigtede økonomiske konsekvenser, men også de sociale konsekvenser af deres aktiviteter. Lokket af udsigten til hurtig profit har de tilrettelagt opbrydning og salg af hele virksomheder, spoleret nationale økonomier og leget med finansmarkederne fuldstændig uden hensyntagen til gennemsigtighed og regler. Det er klart, at disse fonde skal være regulerede, og at der skal indføres en hensigtsmæssig grad af gennemsigtighed. Dette er en nødvendighed ikke bare for at sikre stabilitet, sundhed og korrekt funktion på finansmarkederne, men også for at mindske den risiko, der truer finansmarkeder, der befinder sig på et tidligt stadium, i udviklingslandene, og som derfor savner stabilitet. Denne krise har vist, hvor farlige konsekvenserne af laissez faire er, og hvor vigtigt det er at sikre den fremtidige gennemsigtighed af de finansielle aktiviteter.

  Daniel Dăianu (ALDE), skriftlig. – (RO) Jeg vil gerne rose ordføreren for den vedholdenhed, hvormed han har forfulgt et emne med kraftig modstand fra forskellige interesser. Den stadig dybere finanskrise har strukturelle årsager, der hænger sammen med en kolossal overekspansion af finansielle transaktioner gennem det seneste årti, som har været baseret på mangelfulde sekuritiseringsprocesser, letsindige risici, sammenbruddet af rettidig omhu og manglende forståelse af systemiske risici. Problemet med hedgefonde er især, at de bidrager til større systemiske risici. Man hævder, at det kun er investorernes penge, der står på spil, men det er kun en meget lille del af hele historien. Meget kraftig gearing og fokuseringen på kortsigtede gevinster mangedobler konsekvenserne. Men værre endnu, sådanne operationers spekulative karakter skaber ustabilitet og kan skade den finansielle stabilitet, hvilket den nuværende krise klart har vist. Det giver mening, at bringe hedgefondenes (og equity private-fondenes) aktiviteter ind under reglerne for regulerede finansenheder. Gearingen må ikke være ubegrænset. På samme måde skal hedgefondene give regulerings- og tilsynsmyndighederne alle informationer om deres transaktioner.