Indeks 
 Fuld tekst 
Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Mandag den 22. september 2008 - Bruxelles EUT-udgave

Hedgefonde og private equity – Gennemsigtighed hos institutionelle investorer (forhandling)
MPphoto
 

  Manuel António dos Santos (PSE).(PT) Fru formand! Jeg er fuldstændig enig i det, der er blevet sagt her om den mulighed, som Poul Rasmussens fremragende betænkning har skabt. Jeg vil imidlertid sige, at det havde været endnu mere opportunt, hvis det havde været politisk muligt at fremlægge den for seks år siden – og jeg tror, at Poul er enig med mig. For seks år siden forsøgte nogle af os at rejse spørgsmålet om regulering af hedgefonde i Europa-Parlamentet, og flertallet bestående af De Liberale og PPE forhindrede systematisk Den Socialdemokratiske Gruppe i at inddrage spørgsmålet i de forskellige forhandlinger.

Vi oplever nu en krise, en strukturel krise, som hr. Almunia udtrykker det, en krise, som ingen ved hvor ender, og en krise, som vi ikke kan vende det blinde øje til. Vi kan ikke indtage den samme holdning som kommissær McCreevy, vi skal – og jeg ønsker at tro på, at Kommissionen er parat til dette i lyset af hr. Almunias bemærkninger – vi skal være proaktive og opgive den model for finansiel forvaltning, der har reguleret den europæiske og den globale økonomi i de senere år. Det er, hvad Poul foreslår i sin betænkning, og det er, hvad Kommissionen har pligt – jeg gentager, pligt – til at undersøge og følge nøje.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik