Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om Stockholmhandlingsplanen.

Den forrige forhandling var særdeles interessant, men vi har overskredet den tildelte tid, så jeg vil anmode alle, der har taletid, om strengt at overholde den tildelte tid.

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Fru formand! Det europæiske område med frihed, sikkerhed og retfærdighed er én af EU's største bedrifter. Det er et af fremskridtene i samarbejdet mellem medlemsstater, samarbejdet på det civile område og det strafferetlige område og den interne sikkerhed. Det er et af de vigtigste resultater af det europæiske projekt og et af de resultater, der er kommet tættest på at opnå det, som EU aldrig har opnået, nemlig at skabe en relation til offentligheden.

Det er bestemt det aspekt af EU's politikker, som i henhold til borgerne tilfører størst værdi til de vigtigste aspekter af deres dagligdag, så de kan nyde deres frihedsrettigheder, herunder f.eks. sikkerhed. Det er uden tvivl et af de største resultater for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

Der var endda nogle afgørelser, som blev vedtaget af Rådet i forbindelse med området med frihed, sikkerhed og retfærdighed inden Lissabontraktaten – da området praktisk talt var mellemstatsligt – som vedrører det emne, vi drøftede tidligere: undersøgelsen af folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser på nationalt plan.

Rådets afgørelse af 13. juni 2002 og 8. maj 2003 gav f.eks. medlemsstaterne kapacitet til at samarbejde på nationalt, mellemstatsligt niveau med henblik på at forfølge sådanne forbrydelser, der desværre – og vi husker alle tilfældet med general Pinochet – endda er omhandlet i lovgivningen i nogle medlemsstater.

Spanien har – for ikke at nævne andre lande – f.eks. det, der kaldes universel retfærdighed, hvilket betyder, at meget alvorlige forbrydelser kan retsforfølges i landet, selv om de er begået uden for det, også selv om det betyder et brud på strafferettens hellige princip om territorialitet. Nogle lande har i praksis givet afkald på dette princip, hvor forbrydelser, der er særlig uacceptable og dybt skadelige for menneskets værdighed, kan retsforfølges selv uden for det territorium, hvor de er blevet begået.

Et aspekt af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed er Stockholmprogrammet på et tidspunkt, hvor Lissabontraktaten allerede åbner op for området – ikke kun for det mellemstatslige samarbejde, men også for det samarbejde, som EU alene og tydeligvis tegner sig for. Dette gælder navnlig EU-metoden, og Parlamentet og EU-Domstolen får derfor ledende roller, som de ikke tidligere havde.

Stockholmprogrammet er særdeles vigtigt, og derfor glæder vi os over Rådets vedtagelse af det i december 2009 og efterfølgende Det Europæiske Råds vedtagelse. Det er et program, der fastlægger et klart arbejdsprogram for EU og medlemsstaterne, og som placerer borgernes interesser og behov øverst i prioriteringerne for de næste par år.

Det er derfor et særdeles vigtigt program. Ved programmet forpligtes – og nu vil jeg om forlov endnu en gang henvise til den forrige forhandling – medlemsstaterne til at samarbejde med Den Internationale Straffedomstol i forbindelse med retsforfølgelsen af folkemord og forbrydelser mod menneskeheden, så de ikke forbliver ustraffet. Det er en del af Stockholmprogrammet, som blev vedtaget ved udgangen af sidste år under det svenske formandskab.

Vi taler derfor om et særdeles vigtigt program, som skal gennemføres og fastlægges i detaljer. I den henseende anerkender vi betydningen af Kommissionens meddelelse med titlen "Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for EU’s borgere – Handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet", som omhandler initiativer, der kan hjælpe med at gennemføre programmet.

Stockholmprogrammet sætter os i stand til at bygge videre på tidligere resultater og imødegå nye udfordringer, samtidig med at vi udnytter de nye muligheder, som Lissabontraktaten giver os. Det er en ny æra. Institutionelt er det nok nærmest i vid udstrækning en sand revolution – hvis jeg må tale i så emfatiske vendinger – fordi det er en sand retlig og institutionel revolution, når et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som tidligere udelukkende var omfattet af et mellemstatsligt samarbejde, nu tydeligt er blevet en del af EU-samarbejdet. Dette begynder at tage form i det vigtige Stockholmprogram. Rådet anerkender den betydning, som Parlamentet har som medlovgiver, som institutionel partner, i relation til de fleste af de foranstaltninger, vi skal vedtage i de næste fem år.

  Viviane Reding, næstformand i Kommissionen. – (EN) Fru formand, mine damer og herrer! De kender den allerede, men jeg vil kort præsentere Dem for Kommissionens handlingsplan med titlen "Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for EU's borgere – Handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet". Denne handlingsplan er en rettesnor for meget konkrete foranstaltninger, der skal iværksættes i løbet af de kommende fem år.

Jeg vil dog først gå ét skridt tilbage. De seneste ugers og måneders begivenheder har vist, at der er bred enighed om det påtrængende behov for at konfrontere den økonomiske og sociale situation i Europa og en meget klar forventning fra vores borgere om, at EU handler hurtigt og beslutsomt. De vil erindre vedtagelsen af Kommissionens arbejdsprogram sidst i marts, hvis indhold viste, at Kommissionen ikke kun har hensigten, men allerede handler. Det fokuserer bl.a. på behovet for, at EU udvikler en dagsorden for borgerne, der placerer borgerne i hjertet af EU's arbejde. Handlingsplanen på området for retlige og indre anliggender er den nye Kommissions første strategiske initiativ, som skal omsætte dette arbejdsprogram til praksis. Det er i nøje overensstemmelse med mandaterne og den bredere filosofi i Stockholmprogrammet, og det tager Parlamentets og Rådets forslag i betragtning.

Udfordringen med at sikre respekt for grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, samtidig med at sikkerhed integreres og garanteres i Europa, er omhandlet deri på en måde, som efter vores opfattelse er omfattende. Det sæt initiativer, der er fastlagt, er en køreplan – en køreplan til et frit og sikkert Europa. Vi mener ikke, at frihed kan adskilles fra sikkerhed. Det er to sider af samme sag. Begge dele vedrører borgerne, og det er én metode til at give borgerne et bedre kendskab til Europa.

Handlingsplanen vil lede os i gennemførelsen af et ambitiøst sæt af meget konkrete foranstaltninger på et område, hvor merværdien af Europa vil være meget synlig for vores borgere. Det er også et kraftigt signal, som gentager det, vi tidligere har drøftet, nemlig at Lissabontraktaten og EU's charter om grundlæggende rettigheder er handlinger for borgerne. Da alle disse handlinger hænger sammen, er uundværlige og er i overensstemmelse med det ambitionsniveau, der er fastlagt ved Lissabontraktaten og chartret om grundlæggende rettigheder, skal vi opnå dette ambitiøse resultat så hurtigt som muligt, så vi opfylder borgernes forventninger.

Derfor skal Parlamentet ikke opfatte denne handlingsplan som noget, der er mejslet i sten. Der kan ske uforudsete ting, og i det tilfælde vil Kommissionen bestemt udnytte sin initiativret til at hjælpe med at løse problemerne. Derfor agter vi – og det er vigtigt for Parlamentet – at fremlægge en midtvejsevaluering af gennemførelsen af Stockholmprogrammet i 2012 med henblik på at sikre, at programmet stadig er i overensstemmelse med den europæiske og globale udvikling.

Men som formanden for Rådet allerede korrekt har sagt, handler denne handlingsplan ikke kun om, hvad Kommissionen agter at foreslå. Den handler også i høj grad om, hvad medlemsstaterne agter at gøre. Hvordan vil medlemsstaterne iværksætte deres initiativer, når det drejer sig om subsidiaritet? Hvordan vil de gennemføre EU's beslutninger i deres lovgivning, og hvordan vil de samarbejde med de andre medlemsstater?

Handlingsplanen vil derfor i sidste ende kun blive en succes, hvis alle institutionerne spiller deres rolle, og jeg har stor tillid til, at Parlamentet vil hjælpe os med hurtigt at opnå fremskridt i den rigtige retning.

  Anna Maria Corazza Bildt, for PPE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg vil først og fremmest lykønske Kommissionen med dens aktuelle fremlæggelse af en meget konkret handlingsplan for styrkelsen af de europæiske borgeres position. Jeg har været meget aktiv under forhandlingerne i Parlamentet, fordi jeg er overbevist om, at Stockholmprogrammet er den bedste vej frem mod et borgercentreret Europa: et Europa for borgerne, med folket.

Jeg opfordrer derfor Kommissionen til at fastholde visionen fra Stockholmprogrammet, når den fremsætter specifikke forslag vedrørende de kommende fem år. Det vedtagne program repræsenterer en reel balance mellem sikring af borgernes sikkerhed, samtidig med at deres rettigheder, frihedsrettigheder og integritet respekteres, og deres borgerskab styrkes.

Med hensyn til handlingsplanen glæder jeg mig navnlig over de foranstaltninger, der for nylig blev fremlagt med henblik på at bekæmpe menneskehandel og børnemisbrug og med henblik på at øge beskyttelsen af uledsagede mindreårige – for blot at nævne et par eksempler. Det glæder mig også, at handlingsplanen indeholder en strategi til bekæmpelse af omskæring af kvinder, vold i hjemmet og vold mod kvinder. Jeg ville dog ønske, at dette forslag kunne være blevet fremlagt tidligere end planlagt, fru kommissær!

Vi skal også tilskynde borgerne til at deltage i processen og sikre gennemsigtighed i beslutningsprocessen og adgang til dokumenter. Jeg håber, at foranstaltningerne vil blive fremlagt på en brugervenlig måde.

Endelig glæder jeg mig til at fortsatte samarbejdet med mine kolleger i Parlamentet samt med Kommissionen og Rådet med henblik på reelt at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og gøre det til virkelighed.

  Kinga Göncz, for S&D-Gruppen. – (HU) Fru formand! Jeg har et par generelle og specifikke bemærkninger til planen. Vi mener naturligvis, at Stockholmprogrammet er meget vigtigt. Det er netop grunden til, at handlingsplanen har været noget skuffende, da dens ambitioner ikke helt afspejler den betydning, som Parlamentet har tillagt den, eller størrelsen af det flertal, som stemte for ændringsforslagene på en række områder. Vi kan se, at de vigtigste eller mange vigtige punkter i planen er blevet udskudt til 2013-2014, og med hensyn til indeværende år oplever vi allerede, at tingene er begyndt at skride. Det er tilsyneladende også et generelt problem, at samarbejdet mellem Kommissionen og Parlamentet, hvad angår internationale traktater, endnu ikke er blevet afklaret. Selv om tilbagemeldingerne er blevet væsentlig bedre, f.eks. tilbagemeldingerne om SWIFT- og TFTP-forhandlingerne med USA, er der stadig visse punkter, som endnu ikke er afklaret.

Jeg har et par konkrete forslag. Vi beklager, at hadefuld tale ikke er omhandlet i lovgivningsforslaget, men at kun rapporterne og rammeafgørelsen vedrørende gennemførelsen er omhandlet i planerne. Informationerne om menneskerettigheder fremlægges ligeledes ikke på en tilstrækkelig kategorisk måde. Vi ved, at gennemførelse hænger sammen med den grad, hvori mennesker er bevidste om deres rettigheder. I forbindelse med immigration vil jeg nævne, at samarbejdet er blevet indledt, men ambitionsniveauet er tilsyneladende utilstrækkeligt. Der er to andre vigtige spørgsmål. Det første vedrører gensidighed med hensyn til visa, hvor der er behov for nye og effektive løsninger som følge af både genindførelsen af visumkravet og uligheder. Det andet vedrører arbejdskraftens frie bevægelighed, hvor det er vigtigt at sætte en stopper for den forskelsbehandling, nye medlemsstater stadig udsættes for.

  Renate Weber, for ALDE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Stockholmprogrammet er uden tvivl ambitiøst, men vi mangler stadig at vedtage en handlingsplan, der gennemfører det så effektivt som muligt. Effektivitet betyder ikke kun en passende tidsplan. Det handler også om indholdet af den lovgivning, som vi skal vedtage i de kommende år, og de institutioner, vi baserer os på i fremtiden.

Hvis vi ønsker, at EU skal være mere sammenhængende, skal vi arbejde hen imod et niveau af tillid og gensidig anerkendelse på det retlige område og inden for politisamarbejdet svarende til det princip, som EU's indre marked er baseret på. For at opnå det skal vi ændre vores syn på vores retlige traditioner, der ikke længere bør fortolkes, bruges eller misbruges til at forhindre os i at indføre minimumsstandarder, navnlig inden for straffelovgivningen.

Vores borgere kræver og fortjener bedre beskyttelse mod terror og mod organiseret eller grænseoverskridende kriminalitet. Vi har pligt til at sikre denne beskyttelse, men vi skal gøre det, mens vi samtidig fuldt ud respekterer både ofrenes og de anklagedes rettigheder. Derfor skal minimale proceduremæssige garantier gælde for alle EU's medlemsstater, og hvis vi skal være direkte for at opnå dem, skal vi være det. Vi vil være direkte, når vi tilfører Eurojust flere beføjelser, og når vi skal beskytte borgernes data, eller når vi skal regulere asylpakken.

Min politiske gruppe ønsker at samarbejde konstruktivt med Kommissionen og Rådet og vil samtidig kæmpe ihærdigt for beskyttelsen af menneskerettigheder.

  Judith Sargentini, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Efter at have hørt kommissæren og Rådets repræsentant tale om Stockholmprogrammet har jeg nogle spørgsmål.

Vi nærmer os nu afslutningen på det spanske formandskab med kun fem uger igen. I begyndelsen hørte vi store idéer fra det spanske formandskab om asyl, migration, direktivet om ikkeforskelsbehandling og frigørelsen af kvinder, men jeg må sige, at jeg med kun fem uger tilbage undrer mig over, hvad der blev af de konkrete resultater og forslag.

Kommissionen og Parlamentet gjorde deres arbejde med hensyn til asyl og migration, og vi venter virkelig på, at Rådet handler. Der er ikke kun – som kommissær Reding sagde – de enkelte medlemsstater, der skal gennemføre lovgivningen. Det er Rådet, der skal komme med idéer om Dublin, om modtagelsesdirektivet, om Eurodacsystemet og om kvalifikationsdirektivet. Vi venter virkelig på det.

Plenarforsamlingen stemte for direktivet om ikkeforskelsbehandling, og De Grønne venter på det. I den forbindelse har jeg et spørgsmål til Kommissionen. Ligestilling og bekæmpelse af forskelsbehandling er naturligvis grundlæggende principper i Stockholmprogrammet, men hvorfor valgte Kommissionen ikke at gøre partnerskaber mellem personer af samme køn til en prioritet i denne handlingsplan? De sagde, at borgerne ville blive sat i centrum. Prioritering af partnerskaber mellem personer af samme køn er at sætte borgerne i centrum. Kan De forklare mig årsagen?

Hvad angår Europol, så var Europol før Lissabon underlagt minimal granskning fra Parlamentets side, og det er stadig tilfældet, selv om vi nu har Lissabontraktaten. Kompetencen til at deltage i forhandlinger om samarbejdsaftaler med tredjelande er f.eks. baseret på Rådets afgørelser, som er et par år gamle. Det rygtes nu, at Europol drøfter en traktat med Israel, og hvem ved, hvilke andre lande det henvender sig til med henblik på traktater. Lissabontraktaten giver Parlamentet en ny rolle, og jeg opfordrer Kommissionen til at handle i overensstemmelse hermed.

  Mara Bizzotto, for EFD-Gruppen. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! 170 foranstaltninger på fem år – tal, der er for ambitiøse for et program helt uden reel betydning, navnlig med hensyn til visse spørgsmål.

Med hensyn til indvandring er programmet pinlig svagt, hvis man ikke kun ser på de officielle dokumenter. Hvad er meningen med at love, at man vil styrke organer og agenturer, hvis der ikke er en politisk strategi? En strategi, der reelt er nyttig, skal baseres på solide punkter, såsom bekæmpelse af ulovlig indvandring langs den sydlige grænse, deling af ansvaret for indsatsen mod ulovlig indvandring mellem alle de europæiske lande, en politik vedrørende aftaler med tredjelande, herunder især anerkendelsen af, at indvandring ikke er en ressource i krisetider.

På Parlamentets websted oplyses det, at mere end 20 % af Europas unge er uden arbejde. På et kontinent med 25 mio. arbejdsløse siger kommissæren med ansvar for indre anliggender, at spørgsmålet om indvandring skal baseres på solidaritet. Det, vi virkelig har brug for, er fælles ræsonnement og realisme. I dag skal vi prioritere at skaffe arbejde til vores borgere! Alt det andet er blåøjet idealistisk retorik, der ikke hjælper indvandrerne med at blive integrerede, og som bestemt ikke hjælper vores borgere.

  Agustín Díaz de Mera García Consuegra (PPE). – (ES) Fru formand! Vi taler om mere end 360 foranstaltninger på fem år. Jeg mener, at der skulle have været mere tid til fremlæggelsen af handlingsplanen i Parlamentet, så medlemmerne kunne have drøftet og – vigtigere – fremsat ændringsforslag til forslagene.

Jeg vil nævne nogle eksempler: bekæmpelse af radikalisering, overvågning af terrorfinansiering og muligheden for at oprette et europæisk program til sporing af finansiering af terrorisme (TFTP), koordinering af EU's Situationscenter (SitCen), Europol og Eurojust i kampen mod terror og organiseret kriminalitet, bekæmpelse af brugen af internettet til terrorformål, ændring af Frontex-forordningen og muligheden for at oprette et europæisk system af grænsevagter. Parallelt hermed er der mange flere ting, som er blevet nævnt. Det er meget vigtige emner, som burde have været behandlet på en anden måde i Parlamentet.

Det er desuden bemærkelsesværdigt, at planen kun foreslår én foranstaltning i forbindelse med beskyttelse af ofre for forbrydelser, nemlig at udforme et samlet instrument for beskyttelse af ofre, herunder ofre for terror. Udformning af et særligt instrument for beskyttelse af ofre for terror bør efter min mening være en absolut prioritet for EU, men det er et ændringsforslag, jeg ikke har kunnet fremsætte på grund af reglerne. Jeg understreger, at dette er min holdning.

Endelig vil jeg gerne med henvisning til Europol spørge fru Reding, hvorfor Rådets afgørelse vil blive erstattet af en forordning om Europol inden 2013.

  Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Fru formand! Der er en række områder i handlingsplanen om Stockholmprogrammet, som jeg gerne vil tale om, men da vi skal videre, vil jeg nævne disse problemområder.

Jeg mener bestemt, at EU's fælles asylsystem er et problemområde, som vi har drøftet adskillige gange her, idet Kommissionen på den ene side taler om behovet for, at lovlige migranter eller indvandrere integreres effektivt i det fælles system, mens handlingsplanen på den anden side kun rummer meget begrænsede ambitioner i den retning.

På samme måde kan vi tilsyneladende ikke forvente forslag om fælles behandling af asylansøgninger før 2014 og dermed heller ikke gensidig anerkendelse af rettighederne for flygtninge mellem EU's medlemsstater. Deres planer er ikke desto mindre konkrete, når det drejer sig om at begrænse tilstrømningen af og bevægeligheden for indvandrere og migranter, herunder f.eks. sæsonarbejdere.

For at sige det kort er et progressivt og retfærdigt fælles asylsystem ikke i syne, og planen omhandler ganske repressive foranstaltninger.

Jeg vil gerne nævne mindst to andre områder. Det første er den triste kendsgerning, at fremskridt selv med Kommissionens egne ord i den gensidige anerkendelse af registrerede partnerskaber mellem personer af samme køn inden for EU's ramme ikke er en prioritet, og det bekymrer mig, at dette emne er blevet kørt ud på et sidespor.

Som det sidste emne vil jeg nævne selskabers rettigheder. Stockholmhandlingsplanen nævner ofte borgerne og deres rettigheder, men understreger meget tydeligt erhvervsfrihed uden tilstrækkelige forordninger, hvilket er overraskende, navnlig i betragtning af den aktuelle finansielle og økonomiske krise.

  Sarah Ludford (ALDE). – (EN) Fru formand! Den bedste del af handlingsplanen er efter min mening listen over fem konkrete foranstaltninger vedrørende enkeltpersoners rettigheder i straffesager, som udgør den køreplan, som Stockholmprogrammet støtter.

Jeg taler som ordfører for den første af disse foranstaltninger, nemlig foranstaltningen vedrørende oversættelse og tolkning til anklagede, hvor jeg, hvilket jeg glæder mig over, her til morgen opnåede en foreløbig aftale med det spanske formandskab, og jeg håber, at vores respektive institutioner vil støtte dette resultat.

Jeg takker også kommissær Reding for hendes urokkelige støtte, idet vi i høj grad baserede os på Kommissionens forslag, og idet Kommissionens repræsentanter ydede et stort bidrag, som jeg vil gerne takke hende personligt for.

Vi opbygger nu endelig – 10 år for sent, men endelig den gensidige tillid, der er nødvendig for gensidig anerkendelse. Min støtte til den europæiske arrestordre er forbeholden på grund af min forfærdelse og endda min vrede over en række rettergangsfejl og den måde, den i øjeblikket fungerer på, som i tilfældene med Gary Mann og Andrew Symeou, som jeg er involveret i. Hvis disse foranstaltninger havde været på plads for 10 år siden, kunne vi efter min mening have undgået disse rettergangsfejl.

  Simon Busuttil (PPE). – (MT) Fru formand! Jeg er enig i, at EU's indre marked nok er det største projekt, som EU har gennemført. Jeg mener, at dette projekt, som styrker de europæiske borgere, er den næste store opgave for EU. Det er interessant, at det indre marked tog sin begyndelse i 1992, det samme år, hvor vi vedtog Maastrichttraktaten, som indførte begrebet "europæisk borgerskab".

Ved hjælp af denne handlingsplan skaber vi nu et område, hvor det europæiske borgerskab kan virkeliggøres. Det kan ske inden for flere områder: menneskerettigheder, borgerrettigheder, adgang til retfærdighed og retten til fri bevægelighed i EU. EU kan også tjene som eksempel på en række områder, f.eks. menneskehandel, bekæmpelse af pædofili, børns rettigheder, it-kriminalitet og naturligvis spørgsmål vedrørende indvandring og asyl.

Jeg mener alligevel, at dette projekt kræver tre ting. For det første et politisk stempel for at tilføre det vigtighed og betydning for vores borgere. For det andet overholdelse af subsidiaritetsprincippet, fordi der er visse vigtige områder, hvor retten til at påberåbe sig subsidiaritet ikke kan opgives. For det tredje tidsfrister, som skal overholdes i denne handlingsplan – ellers vil det hele løbe ud i sandet.

  Juan Fernando López Aguilar (S&D). – (ES) Fru formand! Som formand for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender var jeg sammen med hr. Casini og hr. Berlinguer ordfører for den beslutning om Stockholmprogrammet, der blev vedtaget i november. Jeg vil gerne påpege, at jeg på det tidspunkt sagde, at Stockholmprogrammet ikke ville gøre Parlamentets liv lettere i området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, men at det tværtimod ville gøre det meget vanskeligere.

Jeg vil her sige, at nogle af kravene i den vedtagne beslutning ikke tydeligt er afspejlet i den handlingsplan, som Kommissionen har foreslået. Idet jeg er opmærksom på begrænsningerne for forhandlingen i Parlamentet og Parlamentets muligheder for at deltage i forhandlingen om handlingsplanen, vil jeg påpege, at punkt 148-150 i Parlamentets beslutning indeholdt en række præcise tilkendegivelser vedrørende særdeles vigtige spørgsmål.

Mange af disse er blevet nævnt, lige fra beskyttelse af vidner til institutioner og agenturer vedrørende Schengen, Europol, Eurojust, Frontex og det europæiske asylstøttekontor og dets nye forordninger under behandling, men der var også nogle grundlæggende bestemmelser om væsentlige og grundlæggende problemer, som f.eks. databeskyttelse og bestemmelsen om at bekæmpe forskelsbehandling. Den indbyrdes afhængighed mellem databeskyttelse og sikkerhed er bestemt blevet drøftet i Parlamentet, navnlig under forhandlingen om programmet til sporing af finansiering af terrorisme (TFTP). Denne forhandling understregede behovet for, at Europa selv forpligter sig til at finde en passende balance mellem sikkerhed og beskyttelse af privatlivets fred.

Det vigtige er dog, at Kommissionen nu har fem års arbejde foran sig til at gennemføre hvert led i handlingsplanen om gennemførelse af Stockholmprogrammet trin for trin. Jeg opfordrer den derfor til at samarbejde ihærdigt med Parlamentet med henblik på at inddrage alle forpligtelserne vedrørende punkt 148 og 150 i beslutningen, idet det skal erindres, at Parlamentet vil være årvågent og fremsætte forslag, hvis Kommissionen ikke arbejder omhyggeligt og i tæt samarbejde med Parlamentet. Det vil naturligvis også samarbejde med Rådet, der kan vedtage initiativer, som Parlamentet evt. skal overveje og behandle.

  Nathalie Griesbeck (ALDE). – (FR) Fru formand, fru kommissær, hr. López Garrido! Det glæder mig at tale om denne handlingsplan – eller køreplan, som fru Reding kaldte den – for gennemførelsen af Stockholmprogrammet. Den omhandler en række grundlæggende spørgsmål, og i stedet for at nævne en vilkårlig liste på den korte tid, jeg har til rådighed, vil jeg nøjes med at fokusere på de punkter, der vil give anledning til frustration – det ene med hensyn til form og det andet med hensyn til indhold – når vi taler om dette emne.

Med hensyn til form har vi, som vi har sagt under forhandlingen, fastlagt nogle meget præcise tidsfrister for gennemførelsen af foranstaltningerne for os selv, og jeg håber, vi vil gøre vores yderste for at iværksætte konkrete handlinger, så vi ikke blot taler om vores idealer.

Til det formål skal vi med hensyn til indhold tage fat på to primære spørgsmål for at sikre en vellykket gennemførelse. Vi skal definere nogle prioriteter. Med hensyn til spørgsmålet om indhold talte fru Reding om merværdi. Jeg foreslår, at vi går videre med de punkter, der efter vores mening er mere presserende end de øvrige, nemlig først og fremmest retligt samarbejde, så vi retligt er på samme niveau, f.eks. en form for Erasmus for dommere, men hvorfor ikke også en form for Erasmus for alle de juridiske erhverv og en anden for politiet?

Det andet punkt med hensyn til indhold, som har central betydning, er, at vi skal udnytte enhver mulig foranstaltning til at sikre børns rettigheder, til at beskytte dem, og til at bekæmpe it-kriminalitet, børneporno og seksuel udnyttelse.

  Stavros Lambrinidis (S&D). – (EL) Fru formand! Det store ord, som mangler i immigrationsprogrammer, er ordet "solidaritet". I dag stemte vi om genbosættelse af asylansøgere fra tredjelande i Europa, men i sit program afviser Kommissionen at fremme en tilsvarende bestemmelse om genbosættelse af asylansøgere fra et land i Europa i et andet land eller til gengæld for penge. Hvad skete der med solidariteten?

Hvert år ankommer mere end 100 000 illegale indvandrere til Grækenland fra Tyrkiet. Hvad skete der med aftalen mellem Europa og Tyrkiet om tilbagetagelse af disse ulovlige indvandrere? Den skubbes til side og nævnes næsten ikke i vores program. Hvad skete der med den aftale, som Frontex forhandler med Tyrkiet i øjeblikket? Kan De garantere os, at den ikke direkte eller indirekte krænker Grækenlands og dermed Europas suveræne rettigheder ved grænserne?

Endelig er der naturligvis den enorme forpligtelse til solidaritet over for selve indvandrerne, der betegnes som "integration". Uden integration af indvandrere er der ingen chance for, at de 40 mio. mennesker, som er kommet for at leve blandt os, vil kunne gøre det på lige vilkår. Vi producerer måske tidsindstillede bomber. Der er brug for programmer. Der er brug for penge, og i øjeblikket har Kommissionen dem ikke.

  Ramón Jáuregui Atondo (S&D). – (ES) (Mikrofon var slukket ved talens indledning) Et Europa, hvor grænserne er forsvundet, og hvor overnational kriminalitet bliver mere og mere udbredt, skal efter min mening have højere ambitioner, når det gælder om at imødegå problemet med overnational kriminalitet.

Vi skal efter min mening have højere ambitioner med hensyn til koordinering af politiet, dvs. Europol, koordinering af domstolenes arbejde, dvs. Eurojust, den europæiske offentlige anklager, den tekniske standardisering af efterforskning og retsforfølgning i straffesager og indbyrdes tilnærmelse af de forskellige strafferetlige systemer.

Jeg mener, at ambitionsniveauet er for lavt, og at der er for stor national modstand, og jeg opfordrer Dem, navnlig Rådet, til at overvinde medlemsstaternes prosuveræne holdning og til at forene vores strafferetlige systemer med henblik på effektivt at bekæmpe usikkerhed og overnational kriminalitet.

  Salvatore Iacolino (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Den mulighed, som Stockholmprogrammet tilbyder, er bestemt vigtig, nemlig et stort antal positive foranstaltninger, som Kommissionen skal gennemføre, så der skabes et reelt fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

Opnåelsen af disse mål kræver dog en metode til samarbejde mellem de europæiske institutioner og mellem disse institutioner og medlemsstaterne, som er et uundværligt instrument til reelt samarbejde. Spørgsmål, som f.eks. regulering af indvandringsstrømmene i overensstemmelse med det objektive retfærdighedskriterium, menneskers værdighed i tidens overfyldte fængsler, velfærd for alle, der er blevet rehabiliteret efter narkotikamisbrug, genoplivning af agenturer, bekæmpelse af organiseret kriminalitet på grænseoverskridende niveau, betyder, at dette ægte samarbejde er en absolut nødvendighed.

Parlamentets aktiviteter er tydeligvis centreret omkring denne udfordring og udgør et stærkt og markant incitament for Kommissionen og de øvrige fællesskabsinstitutioner samt medlemsstaterne.

  Gerard Batten (EFD). – (EN) Fru formand! Dame Sarah Ludford sagde, at hun er bekymret over rettergangsfejl i forbindelse med den europæiske arrestordre i tilfældene med Andrew Symeou og Gary Mann. Det er om noget en underdrivelse! Den europæiske arrestordre er i sig selv en grov rettergangsfejl. Udlevering er blevet reduceret til en bureaukratisk formalitet. Britiske domstole er blevet frataget muligheden for at beskytte britiske borgere mod uretfærdig arrestation og fængsling, når de udleveres til et andet land. Jeg ved det, fordi jeg var til stede i appelretten ved høringen af Andrew Symeous sag, hvor to juridiske medlemmer af Overhuset ikke kunne forhindre udleveringen af hr. Symeou, selv om det var tydeligt for alle i retten, at beviserne var enten ikkeeksisterende eller var fabrikeret af politiet. Men det er jo hele pointen. Retten har nemlig ikke tilladelse til at se beviserne. Den har ingen ret. Dame Sarah og Det Liberale Demokratiske Parti kan nu græde krokodilletårer over tilfælde som hr. Symeou, men de må bære ansvaret for de lidelser, de har påført andre mennesker.

  Georgios Papanikolaou (PPE). – (EL) Fru formand! Det var med stor tilfredshed, at vi i forbindelse med Stockholmprogrammet stemte for bestemmelser vedrørende solidaritet i indvandringsspørgsmål og i kampen mod ulovlig indvandring. Jeg kan i handlingsplanen se, at Kommissionen agter at udforme et instrument i 2011 med henblik på at evaluere de nationale asylsystemer, så den bedre kan bistå medlemsstaterne ud fra den enkelte medlemsstats kapacitet og behov.

Samtidig har vi i Parlamentet godkendt, at det europæiske asylstøttekontor åbnes i Malta. Spørgsmålet er, om det europæiske asylstøttekontor vil få noget med denne ordning at gøre og med den evaluering, der skal gennemføres via denne ordning. Er behovet for et internt genbosættelsesprogram for flygtninge med henblik på at udjævne presset mellem medlemsstaterne omhandlet?

  Monica Luisa Macovei (PPE). – (EN) Fru formand! Jeg vil henvise til evalueringsmekanismen for medlemsstaternes politikker til bekæmpelse af korruption, som er omhandlet i handlingsplanen. Vi har Rådets afgørelse vedrørende Stockholmprogrammet, som omhandler dette forhold, og Kommissionens handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet. De henviser begge til en evaluering af medlemsstaternes politikker til bekæmpelse af korruption. Vi har derfor brug for stærk politisk vilje og forpligtelse fra medlemsstaternes side, for at en sådan mekanisme kan indføres. Jeg siger det, fordi vi alle ved, at den nationale indsats mildt sagt ikke har været effektiv i alle medlemsstater.

Dernæst er tidsfristen i handlingsplanen for meddelelsen om EU's politik og mekanisme mod korruption fastsat til 2011. Jeg foreslår, at den fremsættes inden udgangen af 2010. Det vil i højere grad imødekomme behovet for at bekæmpe korruption i EU, eftersom korruption også er en af medårsagerne til den økonomiske krise. Det vil derfor være en foranstaltning til at stoppe og forebygge den.

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Fru formand! Selve kernen i denne forhandling om det europæiske område med frihed, sikkerhed og retfærdighed er noget, som hr. Busuttil med rette sagde, da han talte om europæisk borgerskab.

Det, vi taler om her, er sammensætningen af dette europæiske borgerskab, som vi skal uddybe. Det er bestemt et af fokusområderne for den nye politiske fase, der indledes i Europa med Lissabontraktaten, og det har naturligvis været et af det spanske formandskabs fokusområder.

Der var et meget klart og direkte spørgsmål om dette til Rådet fra fru Sargentini, som spurgte, hvad det spanske formandskab havde gjort i løbet af denne periode, og hvad det har i støbeskeen.

Jeg takker for dette meget direkte spørgsmål, og jeg vil strukturere mit svar omkring en række punkter, der alle vedrører det europæiske borgerskab og indholdet af rettigheder, frihedsrettigheder, sikkerhed og retfærdighed, kort sagt de europæiske borgeres status i det 21. århundrede.

Hvad angår frihedsrettigheder, talte vi tidligere om EU's tiltrædelse til den europæiske menneskerettighedskonvention. Dette er ét af det spanske formandskabs prioriterede områder. Jeg henviser til den omfattende forhandling, vi havde tidligere.

Med hensyn til frihedsrettigheder og rettigheder skal vi efter min mening også tale om direktivet om ret til tolkning og oversættelse i straffesager. Som De ved, er dette direktiv under udarbejdelse.

Vi afventer, at Kommissionen fremsætter et generelt forslag vedrørende det meget specifikke direktiv, som fru Sargentini nævnte, nemlig direktivet om ikkeforskelsbehandling. Det er et meget ambitiøst og vigtigt direktiv. Formandskabet støtter det naturligvis, og vi afventer Kommissionens initiativ.

Spørgsmål vedrørende ofre har været vigtigt og en prioritet for det spanske formandskab, herunder navnlig ofre for kønsbestemt vold. Jeg vil sige Dem, at der i perioden er opnået fremskridt med direktivet om bekæmpelse af menneskehandel. Hvad angår direktivet om bekæmpelse af seksuelt misbrug, søger vi at nå frem til en fælles holdning i juni. Der arbejdes også med et lovgivningsinitiativ vedrørende bekæmpelse af kønsbestemt vold, den europæiske beskyttelsesordre, som i øjeblikket drøftes i forskellige udvalg i Parlamentet, nemlig Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling. Kønsbestemt vold er uden tvivl den største plage i dag med det største antal ofre i europæiske samfund. Rådet for beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik vedtog i sidste måned også konklusioner om et europæisk observationscenter for vold mod kvinder og en telefonlinje for ofre.

Med hensyn til sikkerhed blev den interne sikkerhedsstrategi vedtaget på Rådets møde i marts. I den forbindelse er forretningsordenen blevet vedtaget for Den Stående Komité for det Operationelle Samarbejde om den Indre Sikkerhed. Der er indgået aftaler med USA om sikkerhedsspørgsmål, og andre aftaler er undervejs, herunder Toledoerklæringen om sikkerhed og civil luftfart og SWIFT-spørgsmålet, som er velkendt for Parlamentet, hvor der er et mandat til forhandling af en politisk aftale med USA så hurtigt som muligt. Vi samarbejder også med USA om en fælles erklæring om kampen mod terror og en aftale om databeskyttelse.

På det civile område håber vi at nå til enighed om Rom III-forordningen, der vedrører ægteskaber.

Hvad angår indvandring og asyl, som også er blevet nævnt i mange indlæg, skal det siges, at det spanske formandskab er ansvarligt for den første evaluering af den europæiske pagt om indvandring og asyl, som det vil udarbejde i samarbejde med Kommissionen. Samtidig er et hjemsendelsesprogram for uledsagede mindreårige på vej – igen i samarbejde med Kommissionen.

Videre i forbindelse med asyl opretholdes Frontex-aktiviteterne, og der arbejdes på et europæisk program for flygtninge og for genbosættelse af flygtninge. I forbindelse med visse lande arbejdes der endvidere med hjemsendelsesprogrammer.

Ud over disse har vi Den Europæiske Flygtningefond, som vil være klar inden 2011. I henhold til Tavares-betænkningen fra Parlamentet skal den vedtages inden da. Der er altså forskellige vigtige initiativer undervejs på indvandringsområdet.

Dette svar vil jeg gerne uddybe med en debat, som Kommissionen har taget meget konstruktivt op – herunder navnlig kommissær Reding – vedrørende den europæiske offentlige anklager, som er omhandlet i Lissabontraktaten. Det er en debat, som vi efter min mening skal have. Den er interessant ikke kun, som det hedder i Lissabontraktaten, for at beskytte EU's økonomiske interesser, hvilket naturligvis er et meget aktuelt emne. Den vil også være meget interessant på et senere tidspunkt med henblik på at kunne retsforfølge grænseoverskridende forbrydelser. Det er også en debat, som det spanske formandskab har sat i gang.

Det var nogle af de specifikke initiativer, der er blevet iværksat, eller som iværksættes under det spanske formandskab i samarbejde med Kommissionen og Parlamentet. Det er efter vores mening absolut afgørende, at vi har troværdigheden til at opbygge et åbent og sikkert Europa, der beskytter sin befolkning. Det er den ånd, som det spanske formandskab ønsker at fortsætte i sammen med vores partnere i formandstrioen, Belgien og Ungarn. Det er det spanske formandskabs intention, og vi sætter naturligvis som tidligere vores lid til Parlamentets samarbejde.

  Viviane Reding, næstformand i Kommissionen. – (EN) Fru formand! Alle taler om Stockholmprogrammet. Det er en ønskeseddel med hundredvis af ønsker. Jeg ville ønske, at alle ville tale om virkeligheden. Hvordan blev disse ønsker behandlet før Lissabontraktaten? Bag lukkede døre uden særlige hensyn til borgerne og deres håb, ønsker og forventninger. I den tredje søjle, hvor ministrene for indre anliggender hverken spurgte Parlamentet eller Kommissionen, og hvor EU-Domstolen ikke kunne gribe ind.

Det er vores udgangspunkt – en umulig situation, hvor de minimis-afgørelser ikke blev gennemført på nationalt plan, hvor borgerne ikke havde midlerne eller instrumenterne til at gå rettens vej, til at protestere og til at søge retfærdighed.

Nu har vi heldigvis Lissabontraktaten. Der er ikke længere en tredje søjle. Der er forslag fra Kommissionen, medbestemmelse, gennemførelse på medlemsstatsniveau og EU-Domstolens kontrol, men det betyder også, at tingene ikke længere kan gennemføres omgående. Regler og forslag skal følge de normale procedurer, som De, medlemmerne af Parlamentet, har bedt Kommissionen om at arbejde efter.

Først en grundig analyse af, hvad der er muligt, hvad der er godt, og hvad der tilfører merværdi. Dernæst høring af offentligheden med henblik på at finde ud af, om de idéer, vi fremsætter, kan accepteres af civilsamfundet, industrien, medlemsstaterne og de nationale parlamenter, som nu er part i alle disse spørgsmål, og som gennemfører subsidiaritetstesten. Og derefter konsekvensanalyser med henblik på at undersøge, om vi gør det rigtige. Først da har vi det endelige forslag fra Kommissionen.

Hvis De ønsker, at Kommissionen skal gøre, som den har gjort i en årrække, skal De bare sige det, så vil jeg komme med et forslag hver uge. Ved De, hvad der vil ske med disse forslag? De vil først blive blokeret i de nationale parlamenter, og det med rette, fordi vi skal fremsætte seriøse forslag, som med rette forudsætter, at det, vi gør, er solidt, muligt og gennemførligt i medlemsstaterne.

Jeg ønsker ikke, at vores første forslag bringes for EU-Domstolen og Menneskerettighedsdomstolen. Jeg vil føre os alle ad en vej, hvor borgerne kan se, at merværdien af vores arbejde her reelt gavner dem i praksis. Ja, som kommissær med ansvar for kvinders anliggender har jeg hørt Parlamentet drøfte, hvad vi skal gøre først og fremmest for at give alle kvinder i medlemsstaterne retlig sikkerhed, så de kan opnå retfærdighed, når de udsættes for vold, og ikke må nøjes med en illusion om, at de forhåbentlig kan opnå retfærdighed, og at de derefter ikke har nogen steder at gå hen og derfor ender med ingenting. Her skal vi virkelig samarbejde.

Der er hundredvis af foranstaltninger, som skal "lissaboniseres", som skal tages ud af helheden og bringes for dagen, og som skal tilpasses de reelle retsregler – hundredvis af foranstaltninger, der ikke virker.

Arrestordren. Fru Ludford talte netop om den. Den gennemføres naturligvis ikke i medlemsstaterne, fordi strukturen omkring den gensidige anerkendelse og den gensidige tillid, som er grundlaget for den gensidige anerkendelse, endnu ikke er opbygget. De kan ikke gøre alt dette uden gensidig tillid. Jeg beklager, men jeg kan ikke ved lov beordre alle dommere i hele Europa til at udvise gensidig tillid!

Vi skal opbygge denne gensidige tillid med lovgivning og med foranstaltninger, der har til formål at forbedre borgernes rettigheder i alle vores medlemsstater, så dommerne også gennemfører de regler, vi har efterspurgt, og – ja – vi gør hurtigt fremskridt på dette område.

En handlingsplan – jeg kan se, medlemmet ikke er her længere – men en handlingsplan for bekæmpelse af vold mod kvinder. I 2011 skal vi behandle en omfattende tekst om beskyttelse af ofre, alle former for ofre – for mig er der ikke et offer her, et offer der og en tredje kategori af ofre – alle former for ofre.

Ja, vi har arbejdet med databeskyttelse, da Parlamentet heldigvis forkastede den måde, som tingene fungerede på inden Lissabontraktaten. Vi ønsker ikke at fortsætte på denne måde, og ja, hr. udvalgsformand, De ved, at Deres udvalg og andre udvalg fuldt ud er involveret i vores videre arbejde.

Vi skal gøre mange ting sammen. Der er meget tekniske spørgsmål, som vil have betydelig indvirkning på vores samfund. Vi skal gøre noget. Vi skal forklare borgerne, hvad vi gør. Det er nemlig også en del af det hele, og det er ikke den nemmeste del.

Ja, vi skal iværksætte foranstaltninger vedrørende f.eks. ulovlig indvandring og asyl, og som De har konstateret, har min kollega, Cecilia Malmström, meget konkrete forslag vedrørende ulovlig indvandring, grænsekontrol og lovlig indvandring. Det ville bestemt være vigtigt, hvis Parlamentet sammen med Rådet vedtog de eksisterende forslag, asylpakken, forslaget om kombineret tilladelse, det fælles genbosættelsesprogram, den gensidige anerkendelse og den netop vedtagne handlingsplan for uledsagede mindreårige. Der er rigtig meget i støbeskeen.

Det handler ikke om, hvem der skal gøre hvad, fordi der er visse ting, Parlamentet simpelthen ikke kan gøre. Her er et eksempel: De ønskede direktivet om ikkeforskelsbehandling. Direktivet om ikkeforskelsbehandling skal – jeg beklager at måtte sige det – vedtages enstemmigt, og indtil videre blokeres det af Rådet. Hvad ønsker De, jeg skal gøre – ikke mig, fordi det var før min tid – Kommissionen har fremsat forslaget, men det blokeres i Rådet? Snak med Rådet. Snak med dem, der blokerer det.

Partnerskaber mellem personer af samme køn: De ved udmærket, at dette er underlagt subsidiaritetsprincippet og medlemsstaternes kompetence til at regulere, hvordan de vil behandle par af samme køn. Der, hvor EU kommer ind, er den grænseoverskridende behandling af par af samme køn. Men jeg kan ikke udføre arbejdet for Frankrig, Italien, Polen, Rumænien, Grækenland og Luxembourg. Det skal gøres af disse medlemsstater alene. Jeg kan konstatere, at der ikke sker forskelsbehandling, hvis disse mennesker, uanset hvor de kommer fra, udøver deres ret til grænseoverskridende mobilitet, og det er, hvad vi vil gøre.

Det kan vi allerede konstatere i dag med hensyn til mobilitet, med hensyn til borgerrettigheder, med hensyn til samarbejde mellem de retlige systemer, med hensyn til fjernelse af de grænser, der stadig findes på det indre marked, som desværre ikke er et indre marked, når vi taler om borgerne. Derfor er jeg meget tilfreds efter at have læst Mario Montis rapport. Der er mange punkter i denne rapport, som siger, hvilken retning vi skal gå i. Ved De, hvad der er min bibel? Den rapport, som blev udarbejdet af et af Deres medlemmer, indeholder alle punkter vedrørende borgernes frie bevægelighed og alle de problemer, der skal løses.

Nu foreslår jeg, at jeg tager dem, ét efter ét, og løser dem, ét efter ét, i fuldt samarbejde med Dem. Når jeg fremsætter et forslag, og De har set det, vil De have så mange forslag, at De skal arbejde hele natten – jeg ved ikke, om det er tilladt i henhold til arbejdsreglerne og menneskerettighederne, men jeg er ikke bekymret for Deres menneskerettigheder som medlemmer af Parlamentet. Vi skal arbejde, indtil vi har løst alle disse problemer – der er hundredvis af problemer, som skal løses, og jeg kan ikke gøre det alene. Jeg har brug for Deres konstruktive hjælp. Jeg ved, at jeg vil få denne hjælp, men hjælp mig med at arbejde med ét punkt ad gangen, selv om det bliver ét punkt om ugen. Det vil blive fremlagt for Dem. Jeg vil mødes med Deres udvalg, så ofte De ønsker det, og vi vil drøfte dette – punkt eller punkt. Om fem år vil vi med Deres hjælp have forandret dette kontinent.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

FORSÆDE: Edward McMILLAN-SCOTT
Næstformand