Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er Spørgetid (B7-0552/2010).

Vi behandler en række spørgsmål til Rådet.

Spørgsmål 1 fra Marian Harkin (H-0454/10)

Om: FN's konvention om handicappedes rettigheder

Det belgiske formandskab har understreget, at det er fast besluttet på at gøre fremskridt i bekæmpelsen af forskelsbehandling og at fremme ligestilling. Hvilke konkrete foranstaltninger agter formandskabet i givet fald at træffe i denne forbindelse for at fremme ratificeringen af FN's konvention om handicappedes rettigheder i alle 27 EU-medlemsstater?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Den 7. juni 2010 vedtog Rådet Resolution vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om en ny EU-ramme på handicapområdet. I denne resolution opfordres medlemsstaterne og Kommissionen til inden for rammerne af deres respektive beføjelser at fremme ratificeringen og anvendelsen af FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, der blev indgået af EU den 26. november 2009. Indtil nu er konventionen blevet ratificeret af 13 EU-medlemsstater.

I Rådet forventer vi derfor helt klart, at de medlemsstater, som endnu ikke har ratificeret denne konvention, gør det. Især bestemmes det i artikel 3 og 4 i Rådets afgørelse 2010/48/EF, at der skal fastlægges en adfærdskodeks mellem medlemsstaterne og Kommissionen, inden deponeringen af instrumentet for formel bekræftelse på Fællesskabets vegne kan finde sted med henblik på at fastlægge de nærmere bestemmelser om kontaktpunktets funktion, der pålægges Kommissionen. Arbejdet med adfærdskodeksen er nu i sin afsluttende fase og ventes færdiggjort inden årets udgang.

  Marian Harkin (ALDE). – (EN) Jeg vil gerne takke Rådet for dets svar. Jeg er særlig glad for at høre Dem sige, at det kan være afsluttet før udgangen af i år. Jeg synes, De sagde 13 – mit tal er, at 16 medlemsstater har ratificeret.

Kan Rådet oplyse, hvilken virkning det vil have, at EU selv ratificerer denne konvention?

De nævnte forskellige artikler, og der er naturligvis en række artikler i konventionen, som omhandler spørgsmålet om tilpasninger i rimeligt omfang for personer med handicap og retten til at leve et selvstændigt liv. Hvad tror De, virkningen heraf vil blive?

Mit spørgsmål går især på, hvordan det vil påvirke de lande, der ikke allerede har ratificeret konventionen, at EU selv ratificerer den?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Jeg vil gerne vende tilbage til et punkt, som blev nævnt. 13 medlemsstater har nemlig ratificeret konventionen. Jeg vil remse dem op, så De kan revse det ene eller det andet. Østrig, Belgien, Den Tjekkiske Republik, Danmark, Tyskland, Ungarn, Italien, Portugal, Slovenien, Spanien, Sverige, Det Forenede Kongerige og Frankrig har ratificeret denne konvention.

Hvad er den aktuelle situation? Vi afventer en aftale om adfærdskodeksen mellem medlemsstaterne og Kommissionen, før instrumentet for formel bekræftelse kan fastlægges. Det vil afslutte EU's ratificering af FN's konvention om rettigheder for personer med handicap.

Hvad vil de næste skridt formentlig være? Når konventionen er blevet fuldt ratificeret, kan Rådet komme tilbage til spørgsmålet om en mulig "værktøjskasse" for aktivt at fremme rettighederne for personer med handicap – en idé, som flere medlemsstater i øvrigt har fremsat.

Arbejdet med dette projekt kunne gå hånd i hånd med Kommissionens forberedelse af en EU-strategi for personer med handicap for 2010-2020, og som navnet antyder, vil denne strategi indeholde en handlingsplan for de næste 10 år med det formål at sikre, at handicappede fuldt ud kan udøve deres rettigheder og frihedsrettigheder.

  Janusz Władysław Zemke (S&D). - (PL) Jeg vil gerne stille ministeren et spørgsmål, som jeg finder ret vigtigt. Situationen lader en del tilbage at ønske. 13 ud af de 27 medlemsstater har ratificeret konventionen, men 14 medlemsstater, eller med andre ord flertallet, har ikke. Hvorfor har kun halvdelen af EU-medlemsstaterne ratificeret en konvention, der er så vigtig for personer med handicap?

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D). - (LT) Tak for Deres svar. Det ville faktisk være vældig interessant at vide, hvorfor medlemsstaterne er så længe om at ratificere FN's konvention om rettigheder for personer med handicap. Er de bange for at tage ansvar for at skabe lige muligheder for personer med handicap? Hvis det ikke er for vanskeligt, vil jeg endnu en gang gerne spørge ministeren, om det er gået bare en lille smule fremad med at udarbejde direktivet mod forskelsbehandling, og om hvordan forhandlinger, drøftelser og konsultationer med medlemsstaterne om at fremskynde direktivet mod forskelsbehandling skrider fremad, fordi det er meget vigtigt for personer med handicap.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Der sker en samordnet indsats i medlemsstaterne, men jeg må alligevel sige, at man godt kan være skuffet, endog skeptisk, over den hastighed, hvormed en række medlemsstater ratificerer. Her skal jeg for tredje gang gentage, at det faktisk er rigtigt, at kun 13 medlemsstater har ratificeret.

Jeg tror ikke, der er nogen særlig grund til det. Det er bare sådan, at medlemsstaterne ratificerer i overensstemmelse med en proces, der undertiden er forskellig fra den ene medlemsstat til den anden. Jeg gemmer mig ikke bag dette argument, men jeg må også sige, at national suverænitet i denne sag, som i andre, stadig er en faktor for den måde, hvorpå medlemsstaterne gennemfører ratificeringsprocessen.

Man kan naturligvis hævde, at det kunne gå hurtigere, at alle medlemsstater kunne samarbejde meget mere fra starten. Det er ikke desto mindre en kendsgerning, at national suverænitet spiller en rolle i en række spørgsmål.

  Formanden. – Spørgsmål 2 fra Gay Mitchell (H-0456/10)

Om: Behandling af epilepsi

I august 2010 deltog jeg i den europæiske konference om epilepsi og samfund i Porto, hvor den globale kampagne mod epilepsi forelagde sin rapport med titlen ”Epilepsy in the World Health Organisation European Region". Ifølge rapporten findes der ikke programmer for kirurgisk behandling af epilepsi i 58 % af de europæiske lande, selv om 6 mio. europæere lider af denne sygdom, som koster 20 mia. euro om året.

Er det ikke på tide, at EU’s medlemsstater vedtager en fælles og konsekvent strategi i forbindelse med behandlingen af denne sygdom?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Mine damer og herrer! Jeg vil gerne indledningsvis takke medlemmet, som fremsatte dette spørgsmål, for hans interesse for denne sag, også selv om han ikke er til sted. Det er rigtigt, at neurodegenerative sygdomme, neurologiske udviklingsforstyrrelser og ikkepsykiske hjernesygdomme, bl.a. epilepsi, er en stor bekymring for mange af vores medborgere.

I overensstemmelse med artikel 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde skal EU fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne om folkesundhed og sygdomsforebyggelse. Der anlægges derfor en horisontal tilgang på EU-niveau med fokus på bekæmpelse af stigmatisering af og forskelsbehandling mod mennesker med neurodegenerative sygdomme, neurologiske udviklingsforstyrrelser og ikkepsykiske hjernesygdomme.

Derfor opfordrede Rådet i sine konklusioner fra juni 2003 om bekæmpelse af stigmatisering og forskelsbehandling i forbindelse med psykiske sygdomme medlemsstaterne til i særlig grad at fokusere på den virkning, som problemer i forbindelse med stigmatisering og forskelsbehandling på grund af psykiske sygdomme har i alle aldersgrupper, og sikre, at disse problemer erkendes, idet der i den forbindelse lægges særlig vægt på at begrænse risikoen for social udstødelse.

I sine konklusioner af 3. juni 2005 vedrørende en fællesskabsindsats for mental sundhed opfordrede Rådet medlemsstaterne til at gennemføre den erklæring og handlingsplan, som blev vedtaget af WHO's europæiske ministerkonference om mental sundhed, der blev afholdt i Helsinki i januar 2005.

Endelig er Rådet særdeles engageret i at bekæmpe en anden sygdom, der er en del af gruppen af neurodegenerative sygdomme, neurologiske udviklingsforstyrrelser og ikkepsykiske hjernesygdomme, nemlig Alzheimers sygdom. Jeg bør i denne forbindelse nævne konklusionerne af 16. december 2008 vedrørende folkesundhedsstrategier til bekæmpelse af aldersrelaterede neurodegenerative sygdomme, og navnlig Alzheimers, og konklusionerne af 3. december 2009 om fælles programlægning af forskningsindsatsen i Europa, som især dækker iværksættelsen af et initiativ vedrørende fælles programlægning, der vedrører bekæmpelsen af neurodegenerative sygdomme, navnlig Alzheimers sygdom.

  Mairead McGuinness, forslagsstiller. – (EN) Tak for Rådets svar. Jeg vil give Deres påskønnelse videre til min kollega, Gay Mitchell.

Kunne De sige noget om virkeligheden i de forskellige medlemsstater, som må bekymre Rådet? Det er en kendsgerning, at den behandling, man får mod epilepsi, afhænger af, hvor man bor, og manglen på neurologer er et enormt problem i nogle medlemsstater.

Kunne De også sige noget om virkningerne heraf for den pakke af grænseoverskridende sundhedsydelser, der drøftes i øjeblikket? Hvis epilepsi ikke behandles, lider folk mere, end når der er passende behandling. Det er beklageligt, at der i forskellige medlemsstater findes forskellige behandlingsniveauer for mennesker med epilepsi.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Jeg tror, at Deres iagttagelse af kvaliteten af lægehjælpen i de forskellige medlemsstater er ganske rigtig. Vi er stadig meget langt fra en harmonisering af kvaliteten i forvaltningen af sundhedsområdet som helhed.

Det skyldes også – og det bør understreges – at EU's beføjelser på sundhedsområdet, stadig er ret begrænsede sammenlignet med de nationale beføjelser. Endvidere gør De ret i at nævne den grænseoverskridende pakke, fordi det er noget, der kan forbedre en række kvalitetsaspekter i forbindelse med sundhedsydelser.

Behøver jeg minde om, at Rådet under det belgiske formandskab stadig forhandler og fortsat vil gøre det til den bitre ende med det formål at få så meget støtte som muligt for at nå til enighed om denne pakke af grænseoverskridende sundhedsydelser ved andenbehandlingen. Det er en vanskelig opgave, og tidsfristen er stram, men vi har ambitioner om at nå det før udgangen af december.

  Formanden. – Spørgsmål 3 fra Seán Kelly (H-0457/10)

Om: Samordning af EU's standpunkt i Cancun

Hvilke konkrete foranstaltninger træffer Rådet forud for De Forenede Nationers klimakonference i 2010 i Cancun for at samordne EU’s standpunkt under forhandlingerne, idet der lægges vægt på, at hele EU taler med én stemme?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Mine damer og herrer! På sit møde den 14. oktober vedtog Rådet konklusioner om EU's standpunkt med henblik på klimakonferencen i Cancún, hvor de globale rammer for klimabeskyttelse skal gennemgås.

På grundlag af denne tekst vil Det Europæiske Råd, der finder sted i næste uge den 18.-19. oktober, fastlægge EU's standpunkt med henblik på FN's 16. konference mellem parterne i konventionen om klimaændringer. Dette EU-standpunkt omfatter alle de vigtige aspekter af denne konference, det forventede resultat, betingelserne for videreførelse af Kyotoprotokollen ud over 2012, de fremskridt, der skal gøres på de forskellige områder, der blev skitseret i Bali-køreplanen – afdæmpning, tilpasning, skovteknologiaspekter og finansiering.

Hvad angår alle disse aspekter, har Rådet bestræbt sig på at præsentere et standpunkt, der er klart og let at formidle. Det påhviler nu alle EU-spillere at bruge dette standpunkt til at udsende et klart og utvetydigt budskab til vores internationale partnere.

Som Rådet netop har fremhævet, håber EU, at mødet i Cancún vil resultere i vedtagelsen af en række afbalancerede beslutninger, som kan bidrage til at indføre en international politik om klimabeskyttelse efter 2012. Endvidere kommer der flere bilaterale møder og kontakter før Cancún, og der vil vi få lejlighed til at forklare vores standpunkt for vores partnere.

Under selve konferencen bliver dette standpunkt tydeliggjort, om nødvendigt på regelmæssige koordinationsmøder, der afholdes af EU. Naturligvis satser vi på, at alle institutioner hjælper med til at gøre vores standpunkt klart ved om muligt at overbringe det samme budskab i alle vores eksterne repræsentationer.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Hr. rådsformand! Jeg sætter pris på Deres svar, og jeg synes, det er meget vigtigt, at vi får et positivt resultat i Cancún i modsætning til det, der desværre skete i København.

Jeg vil blot stille et supplerende spørgsmål. Ud fra de kontakter jeg går ud fra, at De har med andre lande i verden efter København, hvor meget tror De så på, at vi bliver enige om bindende mål? I sidste ende er de nødt til at være bindende. Alt andet vil være utilstrækkeligt i denne ulykkelige situation.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Jeg må sige det helt klart, at ja, det bliver vanskeligt at gøre fremskridt i Cancún.

Der er tre årsager til denne relative pessimisme. For det første har den økonomiske krise, der tydeligvis rammer EU og mange andre lande uden for EU, ført til, at goodwill og investeringsløfter på dette område bliver nedjusteret. For det andet nægter de nye vækstlande at acceptere bindende tilsagn. Og for det tredje er der USA's manglende evne til at vedtage en klar lovgivning på området.

EU har fastholdt de samme standpunkter, vi havde i København, og jeg tror, vi bør udvise forsigtighed med, hvordan vi i øjeblikket forpligter os, så vi ikke banaliserer de standpunkter og retningslinjer, som vi kan vedtage i Cancún om en måneds tid.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO)Hr. minister! Jeg vil gerne spørge, om De overvejer at knytte mål for klimaændringer og nedbringelse af forurening sammen med årtusindmålene, for vi må indrømme, at der er udviklingslande, som mener, det er for dyrt for dem at gå ind i en emissionsreduktionsproces, selv om det kan medføre jobskabelse og dermed en bæredygtig økonomi. Jeg spørger derfor, om De har til hensigt at knytte årtusindudviklingsmål sammen med klimaændringer.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) I København kæmpede selv samarbejdsvillige lande som Indonesien og Brasilien i sidste ende sammen med G77-staterne og sluttede sig således sammen for at danne en blok imod de såkaldt rige stater i nord. Klimadebatten blev en debat om retfærdighed, og selv på den forberedende konference gjorde de nye vækstøkonomier det klart, at de ikke havde til hensigt at give indrømmelser i Cancún

Mit spørgsmål til Dem lyder derfor som følger: Hvordan kan det undgås, at der dannes sådanne blokke, og hvordan kan det undgås, at man skifter emne på den måde? Burde EU ikke påtage sig en vigtig rolle som mægler her?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Som svar på disse to spørgsmål – jeg kan ikke være mere enig med Dem. EU bør ændre strategi i forhold til København.

EU bør forklare sit standpunkt langt mere, EU bør tale langt mere med grupper af lande, der har væsentligt anderledes holdninger end os, og ja – De har ret – forbindelsen mellem klimaændringer og årtusindudviklingsmålene er helt oplagt.

Vi kan naturligvis ikke forvente, og slet ikke i de kommende år, i de næste par år, den samme indsats fra dem, der skal reducere et sværindustrielt grundlag, som vi har i EU og udviklingslandene. Det er tilsyneladende ikke nok, men det er også derfor, EU bidrager så meget til princippet om "hurtig start", som er finansiering med det formål at hjælpe udviklingslandene. Denne ordning er helt klart rettet mod lande, der ikke har råd til denne reduktion.

Jeg synes, at det danner et hele. Dialog og tilstrækkelige ressourcer burde gøre det muligt for udviklingslandene at tænke dybere over deres egne reduktionsmål, især for drivhusgasemissioner.

  Formanden. – Spørgsmål 4 fra Georgios Papanikolaou (H-0460/10)

Om: Formandskabets program – tidligt skolefrafald

I det kapitel i det belgiske formandskabs program, der handler om uddannelse, praktik, ungdom, idræt, kultur og audiovisuel politik, oplyses det, at der vil blive lagt særlig vægt på de problemer, der fører til manglende gennemførelse af skoleuddannelse, og på betydningen af uddannelse og erhvervsuddannelse for den sociale integration.

Hvilke specifikke initiativer har det hidtil iværksat for at opfylde disse forpligtelser, og hvilken tidsplan agter det at følge indtil årets udgang?

Har Rådet oplysninger, der viser, at det økonomiske klima forværrer problemet med skolefrafald i de medlemsstater, der er berørt heraf?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Formandskabet er i sin fortsættelse af det arbejde, der blev påbegyndt af tidligere formandskaber om større EU-samarbejde på skoleuddannelsesområdet, særlig opmærksom på spørgsmålet om centrale kompetencer og skolefrafald.

Hermed følger det op på konklusionerne af Det Europæiske Råd i marts 2010, hvor der blev sat fokus på behovet for at nedbringe skolefrafaldet i Europa, og hvor der også blev fastsat et kollektivt mål om at bringe det ned under 10 % inden 2020.

Formandskabet har iværksat flere initiativer med det formål med udgangspunkt i det ministerseminar, det afholdt lige efter sin embedsperiodes start i juli. Både dette seminar og mødet mellem generaldirektørerne for obligatorisk skolegang, der tilfældigvis fandt sted dagen før, fokuserede på de vanskeligheder, elever har med at erhverve grundlæggende færdigheder, dvs. deres modersmål, naturfag og matematik samt på medlemsstaternes erfaringer og de politiske retningslinjer, der skal udvikles for at forebygge skolefrafald.

Som opfølgning på disse møder har formandskabet draget konklusioner om betydningen af at højne niveauet for de centrale færdigheder i forbindelse med EU-samarbejdet på skoleuddannelsesområdet. Eftersom Rådet i øjeblikket drøfter disse konklusioner planlægger formandskabet at sætte dem på Rådets dagsorden i november.

Mere generelt afventer Rådet et forslag til henstilling, som Kommissionen skal fremsætte om kort tid, vedrørende spørgsmålet om skolefrafald på EU-niveau. Samtidig vil bestræbelserne fortsætte eller vil blive trappet op på nationalt niveau med henblik på gradvis at reducere skolefrafaldet inden 2020 i overensstemmelse med de mål, Det Europæiske Råd har fastsat.

Afslutningsvis vil jeg gerne tilføje, at det belgiske formandskab i forbindelse med det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse afholdt konferencen den 28. september med titlen "Breaking the cycle of disadvantage – Social inclusion in and through education". Resultatet af denne konference vil danne udgangspunkt for en debat, der finder sted i Rådet (uddannelse) den 19. november.

  Georgios Papanikolaou (PPE). - (EL) Hr. minister! Tak for Deres svar. Som opfølgning på det, De sagde, vil jeg gerne tilføje følgende spørgsmål: Hvor går alle de børn, der forlader skolen, hen? Bliver de marginaliseret, socialt udstødt eller starter de i et teknisk erhverv, som er et godt skridt, der kan give dem en anstændig levestandard?

Har Rådet nogen data, eller har det i det mindste bedt om, eller har det planer om at bede Kommissionen om at kortlægge de sociale korridorer, således at vi kan se, hvad der herefter sker i disse børns liv, og hvordan vi kan sikre, at vores politikker får bedre resultater?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Mine damer og herrer! Initiativet er fortræffeligt, og endvidere viser kontakter mellem ministre og dem, der arbejder på uddannelsesområdet, hvor meget situationerne varierer fra ét EU-land til et andet, fordi nogle lande har programmer, der kan være meget specifikke og meget selektive for at sikre, at de, der dropper ud af skolen, ikke bliver marginaliseret. Denne kortlægningsproces er derfor særdeles vigtig. Det vil tage tid, fordi det ikke er let at vurdere situationen i 27 medlemsstater.

Jeg synes, at arbejdet vedrørende skolefrafald har fået en god start under det belgiske formandskab, og at efterfølgende formandskaber, især det ungarske, bestemt vil kunne iværksætte et udkast til henstilling, ikke blot for at nedbringe frafaldsprocenten, men også for at drage konklusioner af denne kortlægning i de 27 medlemsstater af, hvad der sker med de elever, der dropper ud af skolen, især når de bliver marginaliseret, og når de ikke bliver samlet op i et mere erhvervsrettet uddannelsessystem, således som De understreger.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D). - (LT) Hr. minister! Tak til ministeren for de bestræbelser, De har gjort som formandsland for at bekæmpe fattigdom. Er De ikke enig i, at fattigdom også er en af årsagerne til, at ikke alle unge afslutter overskolen og tvinges til at gå ud af skolen? I dag godkender Europa-Parlamentet en meget vigtig beslutning om styrkelse af mindsteindkomsten i hele EU. Kunne det efter Deres mening, som formandsland, også være en af foranstaltningerne til at opmuntre unge til at få en ungdomsuddannelse i stedet for at droppe ud af skolen?

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO) Desværre er skolefrafaldsprocenten i Europa 19 %, mens den er 40 % i lande som Portugal. Den økonomiske krise og faldende budget- og befolkningsressourcer har i nogle lande resulteret i lukning af mange skoler, især i landdistrikterne. Når vi taler om uddannelse, taler vi om Europas fremtid. Jeg vil derfor bede ministeren om her i det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse at fastsætte obligatoriske mål i Rådet, og måske endog i Det Europæiske Råd, for nedbringelse af skolefrafaldsprocenten.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Jeg vil gerne sige, at jeg er enig med de to medlemmer i, at skolefrafald hænger sammen med fattigdom og social udstødelse. Det står klart for mig, at et antal børn – afhængig af deres familiemæssige status og deres forældres finansielle status – er dårligt stillede med hensyn til skolegang, og at den økonomiske krise naturligvis har gjort dette fænomen meget værre.

Når det er sagt, har både Rådet og Kommissionen inddraget dette, siden vi sammen som bekendt vedtog denne 2020-strategi, der samtidig kombinerer økonomisk udvikling, forskning i udvikling, undervisningskvalitet og også bekæmpelse af fattigdom. Alle disse elementer danner en helhed, som i hvert fald efter min mening gør os i stand til at udvikle et sammenhængende svar.

Jeg ønsker kort at vende tilbage til centrale færdigheder, fordi det er et vigtigt spørgsmål. De konklusioner, det belgiske formandskab vil fremlægge til vedtagelse på Rådets møde i november, vil fokusere på en række mål. Jeg skal nævne dem hurtigt: gennemførelse af nationale strategier for forbedring af elevernes resultater i læsning, matematik og naturfag.

Et andet mål er at analysere de aktuelle nationale strategiers effektivitet med henblik på at få en informationskilde, der kan bruges i beslutningsprocessen, som vi sagde tidligere. Imidlertid er målet også at iværksætte pilotprojekter, som gennemføres på frivillig basis mellem medlemsstaterne og med det formål at forbedre unge europæeres grundlæggende færdigheder og – hvorfor ikke? – at sikre mere effektiv udnyttelse af de relevante instrumenter, vi har til rådighed såsom dem, der indgår i den åbne koordinationsmetode, programmet for uddannelse og livslang læring og det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling.

Det er en række mål, som vi vil forfølge under det belgiske formandskab, og som helt bestemt vil blive taget op af efterfølgende formandskaber, især af det ungarske formandskab.

  Formanden. – Spørgsmål 5 fra Jim Higgins (H-0465/10)

Om: EU's mål med total afskaffelse af landminer

Hvilke skridt agter Rådet at træffe for at imødegå de ødelæggende følger af landminer? En række lande fortsætter med at anvende personelminer (APL), og visse lande formodes også at fortsætte fremstillingen af landminer. I omkring 65 lande er miner og ueksploderet ammunition (UXO) til en vis grad stadig et problem. Ifølge globale skøn varierer antallet af nye ofre for landminer hvert år mellem 15 000-20 000, hvoraf mange er civile borgere, herunder børn.

EU har meget klart givet udtryk for sit ønske om at afskaffe landminer og disses anvendelse og oplagring, men indtil nu er der ikke blevet forelagt endsige gennemført en ambitiøs handlingsplan med tidsfrister.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) EU har i årevis arbejdet hen imod en total afskaffelse af personelminer for således at hjælpe med til at løse de enorme humanitære og udviklingsmæssige problemer, de forårsager. Tilbage i maj 1995 vedtog EU gennem Rådets afgørelse 95/170/FUSP sin allerførste fælles aktion for at bidrage til at bekæmpe anvendelsen og udbredelsen af personellandminer i hele verden.

EU var derfor de første i det internationale samfund til at handle, i november 1997, efter vedtagelsen af Ottawakonventionen om forbud mod brug, oplagring, produktion og overførsel af personelminer samt om deres destruktion. Den 18. november vedtog Rådet en ny fælles aktion med henblik på at fortsætte EU's politiske indsats for total afskaffelse af personellandminer og, mere specifikt, at indføre et fælles moratorium for eksport og produktion af personellandminer og fremme et flerdimensionelt bidrag inden for EU til minerydningsindsatsen og andre aktiviteter i den forbindelse.

Siden da har EU til stadighed fremmet dette engagement, som siden 2003 har været baseret på EU's sikkerhedsstrategi. I juni 2008 blev der vedtaget en ny fælles aktion for at støtte den universelle vedtagelse af Ottawakonventionen. Denne fælles aktion sigter også specifikt mod at hjælpe de stater, der er kontraherende parter i konventionen, med at gennemføre konventionens bestemmelser, især dem, der vedrører minerydning, bistand til ofre og destruktion af lagre.

Selv om antallet af stater, som har tiltrådt konventionen, er steget betydeligt, og antallet af ofre for personellandminer er faldende, er der endvidere stadig behov for at bistå ofre og forbedre deres liv i praksis.

EU var med til at udarbejde handlingsplanen for 2010-2014 – som den fuldt ud bakker op om – og som blev vedtaget i Cartagena, Colombia, ved konferencen om den anden revision af konventionen fra 29. november til 4. december 2009.

Der er i øjeblikket ved at blive udarbejdet en ny rådsafgørelse med henblik på specifikt at støtte handlingsplanen og komponenten heri om bistand til ofre. Ud over Rådets mere politiske indsats har de bistandsprogrammer, Kommissionen forvalter i forbindelse med udviklingsbistand og naboskabspolitikken – sammen med medlemsstaternes nationale programmer – øget EU's bistand til minerydning og bistand til ofre til 1,8 mia. EUR, hvilket er halvdelen af det samlede globale bidrag.

  Jim Higgins (PPE). – (EN) Tak til formanden for Rådet for et meget omfattende svar! Han nævnte Ottawakonventionen eller mineforbudstraktaten, og vi fik den internationale konvention om klyngeammunition underskrevet i Dublin i 2008, og nu har vi en handlingsplan, men realiteten er, at EU forpligtede 1,8 mia. EUR til projekter om påpasselighed over for landminer for perioden frem til 2007, men kun 1,5 mia. EUR af dem er faktisk blevet brugt. Realiteten er, at der stadig bliver brugt landminer. Det er en barbarisk praksis. 2 000 mennesker dør eller bliver lemlæstet hver eneste måned, og vi har virkelig brug for at få styr på dette problem, samlet og på et internationalt grundlag.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) De har ret, vi har brugt 1,5 mia. EUR, og der er stadig 2 000 ofre hver måned. EU kan ikke alene gøre alt, hvad der skal gøres i denne sag – EU gør allerede halvdelen af arbejdet.

Jeg tror, jeg tydeligt har forklaret, hvor følsomme vi er over for det menneskelige aspekt i dette problem. Desværre kan vi ikke gå meget længere med hensyn til beslutningstagningen. Kun betydelige og konkrete fremskridt med nedrustningen er formentlig stadig mulige, og vi er særlig engageret i aspektet vedrørende forbud mod personelminer.

  Paul Rübig (PPE). – (DE) Hr. Chastel! Landminer vil sikkert fortsat være et stort problem, også langt ind i fremtiden. Mener De, at det er muligt at iværksætte særlige programmer for forskning i opsporing af landminer? Naturligvis er det ikke kun et europæisk problem, det er et globalt problem. Kan De forestille Dem, at der også findes egnede institutioner, der tumler med forskningsprogrammer på dette område?

  Seán Kelly (PPE). – (EN) For det første tak til min kollega, hr. Higgins, fordi han rejser dette meget vigtige spørgsmål, og også tak til Rådet for deres omfattende svar.

Jeg mener retfærdigvis, at EU har været proaktiv i sin behandling af denne ulykkelige situation. Jeg vil gerne spørge Rådet, om det er tilfreds med den måde, hvorpå FN behandler dette spørgsmål, og om det kan yde et bedre bidrag i lighed med det, vi gør.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) De to spørgsmål hænger meget nøje sammen, og jeg vil besvare det første med udgangspunkt i det andet. Det er rigtigt, at ethvert forskningsprogram om at finde personelminer rundt om i verden ville være velkomment.

Indførelsen af et sådant program kræver tæt samarbejde med FN, og afgørende er det, at det inden for FN-institutionerne skal være muligt at nå til enighed med alle dem, der udgør disse institutioner. Dette arbejde er langvarigt og krævende, fordi der er behov for at overbevise andre, som ikke nødvendigvis er enige om de ressourcer, der vil skulle investeres i denne form for forskningsprogram.

  Formanden. – Spørgsmål 6 af Vilija Blinkevičiūtė (H-0468/10)

Om: Oprettelse af et overvågningsorgan for vold mod kvinder

I Rådets konklusioner om udryddelse af vold mod kvinder, der vedtoges den 8. marts 2010, opfordrede ministrene til oprettelse af et europæisk overvågningsorgan for vold mod kvinder, der bygger videre på de eksisterende institutionelle strukturer, med henblik på at indsamle statistikker af høj kvalitet for at understøtte de politikker, der skal iværksættes. Vold mod kvinder hører ikke hjemme i et civiliseret samfund og skal blive noget, der hører fortiden til. Der er behov for bedre statistikker, bedre koordinering af foranstaltningerne og udveksling af god praksis samt for effektive informationskampagner om vold mod kvinder.

Hvornår vil Rådet træffe afgørelse om oprettelsen af dette fremtidige overvågningsorgan? Hvilke formål og opgaver skulle det have, og hvornår skulle det indlede sit arbejde?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Mine damer og herrer! Bekæmpelse af vold mod kvinder er et fælles mål for både Europa-Parlamentet og Rådet. Som bekendt har vores to institutioner arbejdet sammen om dette spørgsmål i mange år og i mange forskellige sammenhænge.

Lad mig minde om den beslutning, De vedtog sidste år, hvor vi fejrede 10-årsdagen for FN's resolution om fastsættelse af den 25. november som International dag for afskaffelse af vold mod kvinder. I den beslutning opfordrede De Kommissionen til at forelægge en målrettet og mere konsekvent plan for EU's politik og opfordrede indtrængende medlemsstaterne til at indføre et sammenhængende system for indsamling af data til statistikker.

Som medlemmet mindede os om, bad Rådet i marts Kommissionen om at udarbejde en EU-strategi for forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder. En af de prioriteter, Rådet identificerede i den sag, er at forberede oprettelsen af et europæisk overvågningsorgan for vold mod kvinder baseret på eksisterende strukturer.

Kommissionen er i øjeblikket ved at opstille en ny strategi for vold mod kvinder, der også vil berøre oprettelsen af dette overvågningsorgan. Som man kan forestille sig, ved vi imidlertid stadig ikke i øjeblikket, hvad strategien kommer til at indeholde. Vi forventer at modtage den på et eller andet tidspunkt næste år. Det er derfor stærkt sandsynligt, at det herefter vil være nødvendigt at fremsætte et separat forslag med henblik på at oprette dette overvågningsorgan.

Som bekendt kan Rådet naturligvis kun gribe ind som lovgiver på grundlag af et forslag fra Kommissionen. Et sådant forslag vil blive behørigt gennemgået af Rådet som medlovgiver sammen med Europa-Parlamentet.

Det er naturligvis lidt for tidligt på nuværende tidspunkt at fremsætte formodninger om, hvilke mål der bliver for et kommende overvågningsorgan for vold mod kvinder, og især om på hvilken dato det træder i kraft.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D). - (LT) Hr. minister! Tak for Deres svar. Der er altså stadig håb om, at der på et eller andet tidspunkt vil være et center, som indsamler pålidelige data om den vold mod kvinder, der fortsat forekommer. Jeg vil dog gerne vide, om medlemsstaterne efter Deres mening har tilstrækkelige data til, at bekæmpelsen af vold mod kvinder virkelig bliver en prioritet. Så vidt jeg forstår, har vi endnu ikke pålidelige data, og det er en af grundene til, at der stadig forekommer ret mange forskellige former for vold i EU.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand! Det, De siger, er ikke forkert. Det er i dag vanskeligt at acceptere, at vi for at oprette dette overvågningsorgan og afdække de involverede problemer kun kan gå ud fra det, de forskellige medlemsstater allerede hver især kommer op med i form af optælling, voldstype og -forekomst for de forskellige former for vold. Dette er en start.

Det, vi forventer fra Kommissionen, er en plan, en retningslinje, en metode, således at vi i hele EU, i de 27 medlemsstater, kan harmonisere en pålidelig måde til at opstille alle former for vold og forekomsten heraf, og således at vi om muligt sammen kan opstille en strategi, der kan bære frugt.

  Paul Rübig (PPE). – (DE) Hr. Chastel! Vi har faktisk agenturer, der allerede arbejder med disse spørgsmål. Jeg vil gerne minde om Agenturet for Grundlæggende Rettigheder i Wien. Ville det ikke være muligt at bede det agentur om at fokusere på dette spørgsmål og koncentrere sit arbejde om det, således at vi ikke behøver oprette et nyt organ, men i stedet kunne videregive denne aktivitet til det eksisterende agentur i Wien? Vi har meget kvalificerede medarbejdere der. Det ville være godt, hvis det kunne ordnes.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) (uden mikrofon) let besvare det spørgsmål. Jeg går stærkt ind for at benytte et eksisterende agentur i stedet for at oprette et nyt. Jeg synes, der er for mange agenturer, og der er derfor ingen grund til at oprette nye. Under alle omstændigheder håber jeg, at eksisterende strukturer, som agenturet i Wien, vil blive inddraget i udarbejdelsen af den taktiske plan, som Kommissionen skal forelægge for os.

  Formanden. – Spørgsmål 7 fra José Manuel Fernandes (H-0470/10)

Om: Bioaffald

Den 6. juli vedtog Europa-Parlamentet med stort flertal en beslutning P7_TA(2010)0264, om Kommissionens grønbog om håndtering af bioaffald i EU, hvori det opfordrer Kommissionen til at udarbejde et forslag til et særdirektiv om bioaffald inden udgangen af 2010.

Under de efterfølgende drøftelser i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed den 14. juli 2010 med den belgiske minister Joke Schauvliege gav denne på det belgiske formandskabs vegne udtryk for tilfredshed med Parlamentets beslutning og lovede fremskridt på området.

Hvad agter det belgiske formandskab at foretage sig i sin mandatperiode for at imødekomme Parlamentets anmodning, i betragtning af, at halvdelen af perioden allerede er gået?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Ligesom Europa-Parlamentet vedtog Rådet den 25. juni 2009 konklusioner om grønbogen om håndtering af bioaffald i EU.

I sine konklusioner opfordrer Rådet Kommissionen til at fortsætte sin konsekvensanalyse med henblik på evt. at forberede et EU-lovforslag om bionedbrydeligt affald inden 2010. De vil sige, at vi er i 2010 nu. Især opfordrede Rådet Kommissionen til at overveje forebyggende foranstaltninger, foranstaltninger med henblik på indførelse af særskilt indsamling af bionedbrydeligt affald, en kvalitetssikringsordning, der bygger på princippet om integreret kædestyring og sporbarhed i hele processen samt krav vedrørende mærkning og kvalitetskriterier for kompost og fermentat.

Endvidere noterede Rådet sig den 11. juni 2010 Kommissionens meddelelse om fremtidige tiltag vedrørende håndtering af bioaffald i EU. I den meddelelse anførte Kommissionen, at den havde til hensigt fortsat at arbejde hen imod indførelsen af tekniske regler til fremme af håndteringen af bioaffald og i overensstemmelse hermed at ændre direktiv 86/278/EØF om slam.

Rådet vil naturligvis gennemgå et nyt forslag i overensstemmelse hermed, og det belgiske formandskab afholdt en konference om bioaffald den 21. september for bl.a. at drøfte substansen i Kommissionens meddelelse. Resultatet af denne konference blev meddelt Rådet den 14. oktober, så det er meget nyt.

  José Manuel Fernandes (PPE). – (PT) Hr. Chastel! Den 6. juli i år vedtog Europa-Parlamentet et særdirektiv om bioaffald med stort flertal. Af hensyn til klarheden, af hensyn til enkelheden og af hensyn til retssikkerheden mener vi, at det i stedet for denne lovgivning, som er spredt ud over flere lovtekster, i stedet for denne situation, vil være bedre med et særdirektiv.

På den måde vil vi også kunne være på linje med EU 2020-strategien med intelligent, bæredygtig og rummelig vækst. På den måde vil vi også få flere grønne job. På den måde vil det også lykkes os at bekæmpe klimaændringerne. Hvis vi bruger kompost af høj kvalitet, vil vi bedre kunne hjælpe vores jord, og vi vil også fremme den biologiske mangfoldighed. Jeg spørger derfor om, hvorvidt Rådet også går ind for et særdirektiv, og hvad det vil gøre for, at vi får det.

  Formanden. – Jeg har været relativt mild over for alle her i aften, fordi vi havde rimelig meget tid, men det skal være 30 sekunder.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Jeg skal prøve at gøre det så kort som muligt, så jeg ikke bliver kaldt til orden efter mit indlæg. Det er imidlertid et interessant spørgsmål. Som De ved, er det op til Kommissionen at foreslå et sådant særdirektiv eller ej. Rådet er klar over, at Kommissionen i sin meddelelse om fremtidige tiltag vedrørende håndtering af bioaffald i EU ikke anførte nogen mangler i den nuværende lovgivning, der ville kræve særlovgivning, men derimod bebudede et ændringsforslag til slamdirektivet.

Det her vil De ikke blive glad for, men vær venligst opmærksom på, at medlemmerne så ud til at være uenige om, hvorvidt der var behov for et særdirektiv om bioaffald eller ej, da Rådets konklusioner blev udarbejdet i 2009. Derfor vil jeg ikke svare "ja" eller "nej", eftersom medlemsstaterne er uenige. Rådet vil naturligvis med interesse undersøge Kommissionens forslag vedrørende dette slamdirektiv og især bestemmelserne heri om bioaffald, som naturligvis vil blive dækket af dette forslag.

  Formanden. – Tak hr. minister! Mine bemærkninger var ikke rettet mod Dem.

– Spørgsmål 8 fra Mairead McGuinness (H-0471/10)

Om: Muligheden for et økonomisk dobbeltdyk – 3 %-målets holdbarhed

Vil Rådet reagere på kommentarerne fra nobelprisvinder i økonomi Joseph Stiglitz om, at den europæiske økonomi risikerer en ny nedtur som følge af de udgiftsnedskæringer, som EU-medlemsstaternes regeringer har foretaget i et forsøg på at nå stabilitets- og vækstpakkens mål om et underskud på højst 3 %?

Er dette 3 %-mål realistisk i betragtning af, at visse medlemsstaters finanser i øjeblikket er under alvorligt pres?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Stabilitets- og vækstpagtens hovedmål er at opretholde prisstabiliteten i EU. I henhold til traktaten skal medlemsstaterne føre en national politik, der er i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagten og de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik.

Rådet vedtog den 7. september at indføre det europæiske halvår fra 2011. Hovedmålet med denne øvelse er at harmonisere tidsplanen for fremlæggelse af stabilitets- og vækstprogrammer og de nationale reformprogrammer med henblik på at sikre konsistent strukturel overvågning på alle niveauer af budgetdisciplin, vækst og makroøkonomisk stabilitet, samtidig med at de formelt adskilte individuelle procedurer bevares.

Denne proces vil give mulighed for bedre samordning af økonomiske politikker i EU og vil bidrage til at styrke budgetdisciplin, makroøkonomisk stabilitet og vækst. Det samme ønske har i overensstemmelse med de beføjelser, der er fastlagt i traktaten, fået EU til at planlægge foranstaltninger med det formål at fremme en genopretning og samtidig sikre budgetdisciplinen. Europa 2020, den nye EU-strategi for beskæftigelse og intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, som Det Europæiske Råd vedtog den 17. juni, løfter denne udfordring. Dets formål er at ændre det politiske fokus fra krisestyring til indførelse af reformer på mellemlang og lang sigt, som specifikt fremmer vækst og beskæftigelse, og som også garanterer de offentlige finansers holdbarhed.

Som bekendt omfatter de vigtigste mål i Europa 2020-strategien en stigning i antallet af job, bedre betingelser for forskning og udvikling, en forbedring af uddannelsesniveauerne – det berørte vi i forbindelse med et tidligere spørgsmål – og fremme af social integration, herunder bekæmpelse af fattigdom. Efter min mening er der derfor ikke noget misforhold mellem en stabilitetspagt og foranstaltninger til genoprettelse af vækst og beskæftigelse.

  Mairead McGuinness (PPE). – (EN) Tak for Deres svar. Jeg havde forventet flere detaljer, men tak for det. Det parti, jeg tilhører, Fine Gael, støtter 3 %-målet ligesom alle større partier i Irland. Jeg mener, det er afgørende at have et mål og en frist til at nå det, ikke bare for vores egen skyld, men også for EU's skyld.

Jeg vil gerne gøre medlemmerne opmærksom på en glimrende tale, som en ven af Parlamentet, den tidligere irske Taoiseach (premierminister), John Bruton, holdt i formiddag. Han taler lige ud om udfordringerne, men også om, at vi er i stand til at klare det, der er fastlagt for os med disse barske mål, og at Irland som land har mange kvaliteter, der vil gøre det muligt for os at nå målene uden at lide. Det vil gøre ondt, men vi vil kunne klare det. Jeg vil gerne høre Deres kommentarer hertil og også gøre Dem opmærksom på den tale.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) De nævner det irske problem. Jeg forstår det irske problem, og vi er naturligvis alle bevidste om det. Mit svar på Deres første spørgsmål er selvfølgelig meget bredt, da det dækker 27 medlemsstater, fordi vi skal have konsistente politikker, vi skal have politikker til fremme af monetær og budgetmæssig stabilitet samt genopretningspolitikker. Endvidere er det rimeligt at sige, at nogle naturligvis vil have flere vanskeligheder end andre afhængig af deres gældsniveau, afhængig af deres årlige gæld i de sidste to eller tre år og siden begyndelsen af recessionen.

Så ja, det er rigtigt, at Irland går igennem en vanskelig tid. De kan være sikker på, at Europa forstår, at det går igennem en vanskelig tid, men jeg tror, at flere lande er i den situation, flere lande vil opleve det samme i fremtiden, og en stram økonomisk politik og solidaritet udelukker ikke hinanden.

Jeg tror derfor, at de økonomiske styringsforanstaltninger, Kommissionen har fremlagt i denne uge, også uvægerligt udspringer af et ønske om ikke at lade noget land i stikken – De ved, hvilken solidaritet EU kunne udvise over for Grækenland. Vi skal ikke sammenligne de to landes situation, men De kan være sikker på, at EU ikke under nogen omstændigheder vil lade et af de 27 lande i stikken.

  Brian Crowley (ALDE). – (EN) Jeg vil gerne takke Rådets formand for hans svar. Blot to punkter meget kort. For det første – når spørgsmålet om underskuddet på 3 % drøftes, ser der ud til at blive brugt forskellige regnskabsstandarder i de forskellige medlemsstater ifølge visse kriterier.

For det andet vedrørende håndhævelse – hvilken grad af fleksibilitet er der til på grund af den aktuelle krise, som rammer alle medlemsstater, at give mulighed for gearing eller fejlmarginer i de 3 %?

  Georgios Papanikolaou (PPE). – (EL) Hr. minister! Naturligvis har man bestræbt sig på, at Rådets konklusioner og 2020-strategien indeholder optimistiske budskaber. Men når det gælder om at nå 2020-målene – f.eks. for forskning og innovation – har vi selv i det budget, vi vedtog i dag, efter min mening ikke leveret varen, og vi vil ikke kunne nå de mål, vi ønsker, med disse tal.

Vi kan imidlertid også se, at Rådet er tavst med hensyn til spørgsmålet om den massive splittelse mellem nord og syd i EU. Jeg kommer til at tænke på en udtalelse for nylig fra en ledende medarbejder i EU, formanden for Eurogruppen, om, at store EU-lande som Frankrig og Tyskland kendte til Grækenlands problem – jeg nævner det, fordi De omtalte Grækenland – og alligevel ikke gjorde noget før nu, fordi de tjente stort på denne situation.

Kan vi forvente initiativer til at gøre noget ved splittelsen mellem nord og syd i EU?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) To spørgsmål, to svar. Med hensyn til det første spørgsmål – naturligvis har der været, og der er stadigvæk en række uoverensstemmelser i regnskabsstandarderne. Disse standarder er selvfølgelig ved at blive harmoniseret, for hvis vi fremover ønsker at være retfærdige over for alle 27 medlemsstaters økonomier, skal vi have de samme beregningsmetoder. Derfor er denne harmonisering i gang.

Med hensyn til fleksibilitet i 3 %-grænsen er vi virkelig, som De ved, fleksible. Vi har været fleksible siden 2009, vi har været fleksible i 2010, og vi vil fortsætte med at være fleksible i 2011 og 2012, således at de forskellige medlemsstater kan vende tilbage til sunde budgetter, for hvis vi ønskede at anvende denne 3 %-grænse strengt uden nogen fejlmargin, så ville praktisk alt ingen af os i år have overholdt den stramme finanspolitiske plan, og det er ikke tilfældet.

Jeg tror, at EU-institutionerne forstod, at det ville tage tid at vende tilbage til stabile budgetter i balance inden 2013, især i betragtning af recessionen og medlemsstaternes situation.

Nu til ubalancen mellem nord og syd. Hvad enten ubalancen er mellem nord og syd eller mellem medlemsstater, der til en vis grad har udnyttet EU-støtten til at sætte skub i deres økonomi, erhvervsliv og arbejdsmarked, og andre medlemsstater, som har gjort det i mindre udstrækning, mener jeg, at EU faktisk er til for at bevare denne sammenhæng, denne samhørighed. Især bør midlerne på EU-budgettet til samhørighed – den første overskrift på EU's budget – faktisk bruges til at nedbringe disse ubalancer. De nævner ubalancen mellem nord og syd, men jeg er ikke sikker på, at det er den eneste ubalance, vi har i EU.

  Formanden. – Spørgsmål 9 fra Silvia-Adriana Ţicău (H-0473/10)

Om: Rådets foranstaltninger vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed mellem medlemsstaterne

EU's nye økonomiske plan for de næste 10 år nævner arbejdskraftens mobilitet som en forudsætning for at nedbringe arbejdsløsheden. Arbejdsløsheden er steget i foruroligende grad under krisen – fra 6,8 % (i maj 2008) til 10 % (i juli 2010). Ifølge en undersøgelse foretaget af Kommissionen og offentliggjort den 13. juli 2010 ville 48 % af europæerne således være villige til at søge beskæftigelse i et andet land eller en anden region, hvis de forblev arbejdsløse. Endvidere forventer 17 %, at de vil arbejde i udlandet i fremtiden. Der gøres endvidere opmærksom på, at medlemsstaterne skal prioritere borgere fra EU-medlemsstater forud for arbejdskraft fra lande uden for EU.

I denne forbindelse bedes Rådet oplyse, hvilke konkrete foranstaltninger det agter at træffe for en hurtig afskaffelse af de eksisterende hindringer for den frie bevægelighed for arbejdstagere fra de medlemsstater, der tiltrådte EU efter 1. maj 2004?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Rådet vil naturligvis gerne gentage, at fri bevægelighed for personer er en af de grundlæggende frihedsrettigheder, der sikres af traktaten og den afledte ret, som bygger på traktaten, og at det inkluderer EU-borgeres ret til at bo og arbejde i en anden medlemsstat.

Med hensyn til de midlertidige begrænsninger, der er fastsat i tiltrædelsestraktaterne, er det op til den enkelte medlemsstat, som stadig anvender begrænsningerne, at vurdere følgerne for dets arbejdsmarked og beslutte, om de resterende begrænsninger skal fastholdes eller slækkes før udgangen af overgangsperioden, dvs. april 2011 for de lande, der tilsluttede sig i 2004, og december 2013 for de lande, der tilsluttede sig i 2007. Endvidere har Rådet opfordret de medlemsstater, der stadig anvender begrænsninger i overensstemmelse med overgangsbestemmelserne i tiltrædelsestraktaterne, til at ophæve dem i den tredje fase af overgangsperioden, hvis det ikke kan fastslås, at deres arbejdsmarked vil blive udsat for eller kan tænkes at blive udsat for alvorlige forstyrrelser.

Siden Danmark gav fri adgang til sit arbejdsmarked maj 2009, er de overgangsbestemmelser, medlemsstaterne anvender, forblevet de samme, og selv om et flertal af medlemsstater giver fri adgang til arbejdstagere fra de medlemsstater, der tilsluttede sig efter den 1. maj 2004, anvender 10 medlemsstater stadig begrænsninger.

Rådet har understreget, at den økonomiske og finansielle krise hverken i sig selv eller mere generelt bør bruges som begrundelse for at opretholde de pågældende bestemmelser, og har opfordret medlemsstaterne til at videreudvikle egnede strategier og værktøjer, så de kan afdække og analysere hindringer for arbejdstageres geografiske og faglige bevægelighed og bidrage til at fjerne eksisterende hindringer i overensstemmelse med traktaten.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). - (RO) Hr. minister! Tak for Deres svar. Jeg vil endda anmode om, at Det Europæiske Råd fortsætter med at bede medlemsstaterne om at fjerne hindringer og ophæve midlertidige bestemmelser, der begrænser den frie bevægelighed for arbejdstagere fra nye medlemsstater, især Rumænien og Bulgarien. Jeg ønsker også at understrege, at man ved at tilbyde alle arbejdstagere fra alle medlemsstater lige muligheder på det europæiske arbejdsmarked også beskytter arbejdstagerne i destinationslandene. Derfor opfordrer jeg ministeren til at bede medlemsstaterne om at fjerne eksisterende hindringer.

  Georgios Papanikolaou (PPE). – (EL) Fru formand! Tak for ordet igen. På den ene side har vi mobilitetsproblemer, og på den anden har vi EU's initiativer til at sætte skub i jobmobiliteten, som i disse vanskelige tider bestemt vil være en mulighed for mange EU-borgere, især unge mennesker.

Vi vedtog den europæiske handlingsplan for jobmobilitet i 2007, og den udløber i 2010. Kan vi forvente en evaluering af denne plan og et nyt forslag fra Rådet? Vi har også Leonardo da Vinciprogrammet for jobmobilitet. Kan vi forvente yderligere støtte til dette program eller lignende initiativer?

  Nicole Sinclaire (NI). – (EN) Bare ganske kort – hvilke skridt tager Rådet med hensyn til bevægelighed for arbejdstagere eller rettere sagt flygtninge, der kommer til EU, får papirer og derefter flytter til andre EU-lande, og også med hensyn til beskyttelsesklausulerne i henhold til 1951-konventionen, der betyder, at de skal søge asyl i det første sikre land, de kommer til.

Jeg spekulerer bare på, hvilke skridt Rådet har taget i den forbindelse.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) For det første vil jeg gerne understrege, at arbejdskraftens frie bevægelighed er en ægte prioritet for Rådet. Jeg mener, at der bliver gjort alt for at informere medlemsstater, der opretholder en række begrænsninger, om, at de grundigt skal analysere denne overgangsperiode, hvor de opretholder begrænsninger, og se, hvordan de kan ophæve disse begrænsninger.

For at besvare et af spørgsmålene skal jeg endvidere tilføje, at arbejdstageres frie bevægelighed ganske vist er en prioritet for Rådet, men det er især en prioritet for formandskabet. I 18-måneders arbejdsprogrammet for formandskabstrioen – Spanien, Belgien og Ungarn – kan man se, at disse tre lande vil arbejde, og i øjeblikket arbejder, på den revision af det indre marked, der er undervejs, ved at fremme gennemførelsen af de fire frihedsrettigheder, eftersom en udnyttelse af det indre markeds fulde potentiale er væsentlig for en tilbagevenden til vækst.

I vores program omtales specifikt muligheden for at revidere overgangsperioderne, der begrænser den frie bevægelighed for arbejdstagere fra de nye medlemsstater. Skal vi mene, at disse overgangsrestriktioner er uforenelige med arbejdstageres frie bevægelighed? Det tilkommer det ikke mig at dømme om, eftersom overgangsrestriktionerne er fastsat i tiltrædelsestraktaterne, og sådanne begrænsninger er blevet brugt ved alle tiltrædelser.

Ud over de incitamenter, vi kan give dem, er det rigtigt, at hver enkelt medlemsstat, der anvender disse restriktioner, har ansvaret for at analysere virkningerne på sit eget arbejdsmarked og beslutte, hvorvidt den vil fastholde eller ophæve disse restriktioner før udgangen af overgangsperioderne, der som bekendt er april 2011 for 2004-tiltrædelserne og december 2013 for 2007-tiltrædelserne.

  Formanden. – Spørgsmål, der ikke er blevet besvaret på grund af tidnød, vil blive besvaret skriftligt (se bilag).

Spørgetiden er afsluttet.