Formanden. – Næste punkt på dagsordnen er betænkningen af Sârbu for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om anerkendelse af landbruget som en strategisk sektor i forbindelse med fødevaresikkerhed [2010/2112(INI)].

  Daciana Octavia Sârbu, ordfører. – (RO) Hr. formand! Jeg glæder mig over at forelægge min betænkning om landbrugets strategiske betydning for sikringen af EU's fødevaresikkerhed. Landbruget overses i drøftelserne om EU's strategi og fremtid. I denne betænkning påvises det, at Europa ikke har opnået fødevaresikkerhed, at der er en risiko for, at en række landbrugere og hele landdistrikter forsvinder, og at nye udfordringer som f.eks. klimaændringerne sandsynligvis vil destabilisere de allerede svindende fødevarelagre, ikke kun i Europa, men også globalt.

I en situation, hvor fødevareproduktionen skal stige med mindst 70 % inden 2050 for at kunne dække den samlede verdensbefolknings behov, skal fødevaresikkerhed have en central placering i debatten på såvel globalt som europæisk plan. EU skal imødegå disse udfordringer med håndfasthed, og denne betænkning er vores forsøg på at foreslå en række konkrete tiltag i dag.

Vi har først og fremmest brug for en slagkraftig fælles landbrugspolitik, der har til formål at skabe fødevaresikkerhed for så mange EU-borgere som muligt og medvirke til at sikre den globale fødevaresikkerhed i lyset af de begrænsede ressourcer og indvirkningen af klimaændringerne. Vi kan ikke skabe fødevaresikkerhed uden at løse to presserende problemer: de ustabile markeder og priser og svindende globale fødevarelagre.

Med hensyn til de ustabile priser har jeg opfordret Kommissionen til at øge markedsinterventionsinstrumenternes rolle i den kommende fælles landbrugspolitik og til at vedtage mere konsekvente foranstaltninger for at begrænse spekulationen på landbrugsmarkederne. De globale fødevarelagre er langt mindre i dag end tidligere. Det anslås, at de kun kan dække verdens fødevarebehov i halvanden måned. Jeg mener derfor, at det vil være nyttigt at indføre et globalt system af fødevarelagre – både nødhjælpslagre til mindskelse af sult og lagre til regulering af priserne på landbrugsmarkederne – forvaltet i internationalt regi og baseret på de erfaringer, der er indhøstet af eksisterende institutioner som f.eks. FN og FAO. Jeg mener, at EU bør tage initiativ til denne foranstaltning, og jeg har derfor opfordret Kommissionen til at påtage sig denne opgave.

Et andet vigtigt spørgsmål, der berøres i betænkningen, er unge landbrugeres situation. Vi skal have mere fokus på unge landbrugere i vores overvejelser om det europæiske landbrugs fremtid. Blot 7 % af landbrugerne i EU er under 35 år, og jeg har derfor opfordret Kommissionen til at træffe foranstaltninger til støtte for disse landbrugere.

Jeg har derudover understreget behovet for at bevare diversiteten inden for landbruget i EU. Jeg har i denne forbindelse påpeget, at lokal traditionel landbrugspraksis, herunder familiebedrifter, små bedrifter og økologiske bedrifter, kan yde et værdifuldt bidrag til fødevaresikkerheden. Jeg har også opfordret til, at der udvikles EU-programmer til støtte for disse former for landbrug. Vi må imidlertid ikke glemme, at der stadig er mennesker, der er fattige og sulter i EU, og at millioner af europæere har anmodet om fødevarehjælp fra EU denne vinter. I lyset af den nuværende økonomiske krise er det derfor af afgørende betydning at anvende EU-midler til at opretholde EU's fødevareprogram for de dårligst stillede.

Endelig vil jeg gerne takke skyggeordførerne og mine andre kolleger fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter for deres gode samarbejde og for deres bidrag til udarbejdelsen af denne betænkning såvel som sekretariatet for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter. Jeg håber, at vi i morgen vil vedtage en betænkning, der lever op til de europæiske borgeres forventninger.

  Mairead McGuinness (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke fru Sârbu, vores ordfører, for hendes fremragende arbejde med denne betænkning og for hendes samarbejde med alle skyggeordførerne. Dette er en opfølgning på mit arbejde i den foregående mandatperiode om den fælles landbrugspolitik og global fødevaresikkerhed.

Jeg beklager, at vi drøfter denne betænkning lige før midnat. Måske vil klokken være et minut i tolv, når Europa og hele verden vågner op til realiteterne og erkender, at vi står i en usikker situation med hensyn til fødevareproduktionen.

Denne betænkning er meget relevant i vores overordnede debat om dette spørgsmål og for vores debat om reformen af den fælles landbrugspolitik.

Jeg havde nogle forbehold, men de er efter min opfattelse afspejlet i den endelige tekst. Idéen om, at en form for produktionssystem er bedre end en anden – at økologiske, små, lokale landbrug er bedre – er ikke et godt argument. Alle produktionssystemerne skal bidrage til vores fødevaresikkerhed. Vi er nødt til at takle problemet med ustabile priser og spekulation, og jeg tror ikke, at vi endnu har en samlet løsning.

Hovedproblemet inden for landbruget er landbrugernes lave indkomster. Unge landbrugere vil ikke arbejde gratis, og vi er nødt til at se på problemet med lave indkomster, hvis vi ønsker fødevareforsyningssikkerhed.

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Hr. formand! Som følge af den stadige befolkningstilvækst er vi nødt til at anlægge en mere konsekvent tilgang til spørgsmålet om fødevaresikkerhed og adgang til en tilstrækkelig, sund og ernæringsrigtig kost.

Hvis vi skal skabe fødevaresikkerhed, er det afgørende at øge gennemsigtigheden og retfærdigheden i fødevareforsyningskæden, således at vi kan sikre et rimeligt afkast til landbrugerne, rentabiliteten, priskontroller og en levedygtig landbrugssektor.

Det er efter min opfattelse ekstremt vigtigt at gennemføre en konsekvent politik for udvikling af landdistrikter, således at vi kan bevare livskraften i de europæiske landdistrikter og fremme landbrugets konkurrenceevne, støtte innovation og i sidste ende også beskæftigelsen.

Landbruget er enormt vigtigt, navnlig i ugunstigt stillede områder, og det er derfor nødvendigt at vedtage stimulerende foranstaltninger til støtte for landbruget i landdistrikter, trække flere unge ind i landbruget og medvirke til at mindske de regionale forskelle og sikre en bæredygtig udvikling.

  Luís Paulo Alves (S&D). – (PT) Hr. formand! Jeg vil gerne ønske min kollega fru Sârbu oprigtigt tillykke med den fremragende betænkning. Jeg opfordrer på det kraftigste Kommissionen til navnlig at tage højde for de aspekter, hvor den komplekse dimension af landbrugsspørgsmål – der rækker langt ud over landbrugets snævre grænser – kræver inddragelse af andre områder som f.eks. konkurrence på det indre marked og finansiel regulering, og som ikke kun bør behandles i EU-regi, men også inden for rammerne af f.eks. G20 eller Verdenshandelsorganisationen (WTO).

De afgørende spørgsmål for landbruget, for landbrugere og for muligheden for at forsyne befolkningen i Europa og resten af verden med tilstrækkelige fødevarer af god kvalitet kan reelt kun løses, hvis de ses fra alle vinkler. De ambitiøse mål i den fælles landbrugspolitik kan kun nås, hvis reformerne rækker langt ud over landbrugets snævre grænser, og hvis der også tages hensyn til disse mål i aktioner på andre politikområder og i andre globale organer.

Det gøres helt klart i denne betænkning, og det tager jeg hatten af for.

  Janusz Wojciechowski (ECR). – (PL) Hr. formand! Jeg vil også gerne ønske fru Sârbu tillykke med en fremragende betænkning, som efter min mening er en af de vigtigste i denne valgperiode.

Det globale befolkningstal er stigende, om end det tilgængelige areal af dyrkbar jord er faldende. Fødevarer bliver i stadig stigende grad et strategisk produkt. Råolie kan erstattes af sol- eller kerneenergi, men der er intet, der kan erstatte de fødevarer, der produceres på vores planet. I EU opfører vi os undertiden, som om vi til stadighed kæmper med en overproduktion af fødevarer. I hele EU's landbrugspolitik igennem de seneste år har der været fokus på, hvordan vi kan begrænse og reducere landbrugsproduktionen. I dag kan vi allerede se i horisonten, at der en dag vil blive fødevaremangel. Det er godt, at Parlamentet med Sârbu-betænkningen har sendt et signal om, at situationen har ændret sig, og at EU's landbrugspolitik også skal ændres. Vi skal respektere landbruget – det er garanten for vores fødevaresikkerhed.

  Peter Jahr (PPE). – (DE) Hr. formand! Det forholder sig i politik som i dagligdagen: Vi værdsætter ikke fuldt ud det, vi har. Det synes også helt klart, at vi har et overskud af fødevarer i EU, og der er naturligvis altid masser af fødevarer til salg. Hvis vi tager højde for eksporten af dyrefoder, har vi i EU en selvforsyningsgrad på 88 %. I EU skal vi således også bestræbe os på at sikre, at vi fastholder denne selvforsyningsgrad inden for landbrugsprodukter og levnedsmidler.

Jeg glæder mig derfor meget over, at ordføreren fru Sârbu endnu engang has sat fokus på dette problem. I EU har vi også brug for en fælles landbrugspolitik, som kan sikre vores borgere tilstrækkelige fødevarer. I lyset af den globale befolkningstilvækst, klimaændringernes indvirkning og de stigende energipriser er det klart, at landbrugerne i Europa ikke vil kunne håndtere denne situation alene fremover. Vi har også i denne forbindelse brug for en strategisk samordning på globalt plan.

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D). – (HU) Hr. formand! Fødevareforsyningssikkerheden i EU vil være en af de alvorligste udfordringer for sikkerhedspolitikken i de kommende årtier. Heri ligger betydningen af Sârbu-betænkningen, hvori det understreges, at fødevarer og frisk vand om et eller to årtier vil være strategiske produkter helt på linje med olie og naturgas i dag. Timingen af betænkningen er særlig heldig i lyset af de igangværende drøftelser af den fælles landbrugspolitik, planlægningen af budgettet efter 2014, og det forhold, at mange er stærkt interesseret i at reducere budgettet for den fælles landbrugspolitik. Det er meget vigtigt, at denne fælles landbrugspolitik får tilført tilstrækkelige ressourcer i fremtiden og at sikre, at det sker. Finansministrene og beslutningstagerne skal overbevises om, at landbrugsøkonomien i EU ikke kun producerer fødevarer, men også offentlige goder, herunder offentlige miljøvarer, som vi ikke kunne sikre eller producere uden landbruget.

  Krisztina Morvai (NI). – (HU) Hr. formand! Med hensyn til spørgsmålet om fødevaresikkerhed irriterer det mig, at EU-landene betragtes som en enkelt integreret enhed i betænkningen. Situationen i de nye medlemsstater er en helt anden end situationen i de ældre medlemsstater. Lad mig f.eks. stille et spørgsmål vedrørende Ungarn. Hvordan kan det være muligt, at børn sulter i et land med enestående landbrugsressourcer? Børn og voksne sulter midt i EU. Mit andet spørgsmål er: Hvordan kan det være muligt, at vores landbrug har udviklet sig så dysfunktionelt, at vi producerer uforarbejdede landbrugsprodukter på enorme arealer i industriel skala, primært – undskyld udtrykket – på kolonivis, som herefter forarbejdes i udlandet, hvor fortjenesten indhøstes, hvorefter de eksporteres til Ungarn, hvor de sælges til høje priser? Der er noget grundlæggende galt her.

  Seán Kelly (PPE). – (GA) Hr. formand! I lighed med de øvrige talere vil jeg gerne lykønske ordføreren fru Sârbu med en fremragende betænkning om dette spørgsmål.

Fru Sârbu kom ind på en lang række forskellige spørgsmål på fire minutter. Jeg agter ikke at kommentere alt det, hun sagde, men jeg vil gerne understrege to punkter. For det første er der behov for en velfinansieret fælles landbrugspolitik. Jeg håber, at Parlamentet vil spille en central rolle i at sikre, at den fælles landbrugspolitik ikke forringes på nogen måde. For det andet er vi nødt til at sikre, at unge tilskyndes til at vælge landbruget som levevej.

Vi har desuden en politik til fremme af dyrkning af energiafgrøder på brugbar landbrugsjord. Bør vi revurdere denne politik henset til risikoen for global fødevaremangel som følge af befolkningstilvæksten på 80 mio. om året? Tager vi fra den ene og giver til den anden, eller tager vi fra begge for at stå tilbage med ingenting? Det er mit spørgsmål.

  Csanád Szegedi (NI). – (HU) Hr. formand, mine damer og herrer! Det fremgår klart af betænkningen, at det heller ikke kan fortsætte som i dag inden for landbruget. Vi, eller snarere virksomhederne, bør ikke fortsætte med at transportere landbrugsprodukter fra den ene ende af verden til den anden. Det kan vi naturligvis godt blive ved med uden nogen tvingende logik. Æbler, peberfrugter, tomater og kødprodukter transporteres til Europa, herunder til Ungarn – men som oftest ikke fra Spanien eller Nederlandene, men fra Kina og fra Brasilien. Vi kunne helt sikkert fortsætte ad dette spor, men produkterne skal lastes på transportmidler som f.eks. skibe og fragtes i flere uger eller måneder. Disse produkter skal holdes friske med forskellige konserveringsmidler, som er giftige, hvis de indtages i store mængder. Nu køber folk disse produkter i store forretningskæder, og så undrer de sig over, hvor alle disse sygdomme, kræftsygdomme og tumorer kommer fra. Det er naturligvis klart, at de skyldes farvestoffer i fødevarer og kunstige tilsætningsstoffer. Jeg vil gerne tilføje, at i stedet for at støtte multinationale selskaber skal vi støtte husmandsbrug, således at de kan blive Europas livreddere i tilfælde af en fødevarekrise.

  João Ferreira (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! Anerkendelsen af landbruget som en strategisk sektor i forbindelse med fødevaresikkerhed, som der tales om i denne betænkning, er uløseligt forbundet med anerkendelsen og fremme af fødevaresuveræniteten. Jo større fødevareafhængigheden og fødevareusikkerheden er i et land, des vanskeligere er det at sikre befolkningen en tilstrækkelig fødevareforsyning både i kvantitativ og kvalitativ henseende.

Fødevaresuverænitet er den bedste garanti mod udsving i fødevarepriserne, der på ny er blevet et meget alvorligt problem. Den grundlæggende årsag til disse udsving er den finansielle spekulation i fødevarer, et område, som spekulanter, investeringsfonde, hedgefonde, pensionsfonde og store banker har fokuseret så meget på, at de øvrige spekulationsbobler enten er svundet ind eller sprunget.

Den eneste mulighed for at stoppe denne spekulation er at forbyde de pågældende spekulationsinstrumenter, nemlig visse finansielle produkter såsom OTC-derivater.

De foranstaltninger, som EU har vedtaget på dette område, er desværre langt fra i stand til at bremse denne skadelige spekulationsbølge og dens umenneskelige konsekvenser – hvilket anerkendes i en nylig rapport fra FN udarbejdet af den særlige repræsentant for retten til fødevarer.

  Lívia Járóka (PPE). – (EN) Hr. formand! Vi drøfter de fattigste af de fattige – de europæiske romaer – og i samarbejde med det nye ungarske formandskab drøfter vi alle den europæiske romastrategi.

Blandt de tværsektorielle spørgsmål, der vedrører de fattigste af de fattige, tages der meget sjældent fat på landbruget, navnlig fordi ingen af de fattigste af de fattige i Europa ejer jord. Vi taler således ikke blot om fødevaresikkerhed, men også om at få mad på bordet. Som en af mine kolleger allerede har sagt, er det et afgørende spørgsmål for EU i dag. Jeg mener, at landbrugssektoren – og Kommissionens arbejde med disse dokumenter – er nødt til at være i overensstemmelse med alle EU's regionale mikroudviklingsprojekter, der har til formål at bekæmpe fattigdom og sikre, at de kommende generationer kan få mad på bordet.

  Kristalina Georgieva, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Kommissionen glæder sig meget over denne aktuelle betænkning, da fødevarepriserne er skarpt stigende, primært som følge af usikre vejrforhold og naturkatastrofer, men også på grund af stigende energipriser, der indvirker på fødevarepriserne.

Jeg vil derfor gerne takke ordføreren, fru Sârbu, og medlemmerne af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikterne for deres indsats.

Fødevaresikkerhed er afgørende for de næsten 1 mia. mennesker i verden, som stadig lider af sult, men den er også vigtig for sårbare befolkningsgrupper i hele Europa. Den fælles landbrugspolitik gør virkelig en forskel for dem. Den – til tider kritiserede – fælles landbrugspolitik har sikret EU-borgerne fødevarer til overkommelige priser og har skabt fødevaresikkerhed i Europa. Det skal den også fortsat gøre. I Kommissionens meddelelse om den fælles landbrugspolitik på vej mod 2020, der blev vedtaget den 18. november, understreges det, at fødevaresikkerhed er et centralt spørgsmål.

I Sârbu-betænkningen fremhæves problemet med store prisudsving, der hænger tæt sammen med fødevaresikkerhed som følge af de konsekvenser, som de har for både landbrugerne og forbrugerne.

Kommissionen er helt enig i, at der skal tages fat på de store prissvingninger. Vi skal i fællesskab forbedre lovgivningen, tilsynet og gennemsigtigheden med henblik på at løse problemer på markedet, og det kræver ikke kun en bedre regulering af den finansielle sektor, men også en langt større gennemsigtighed på markedet.

I betænkningen slås der også til lyd for indførelsen af et globalt system af fødevarelagre. Et vanskeligt spørgsmål. Vi har tidligere erfaringer med producentråd. De har ikke været en succes, og dette spørgsmål kræver uden tvivl en mere indgående debat. Vi skal også analysere de erfaringer, der er indhøstet, f.eks. i forbindelse med fødevarefaciliteten på 1 mia. EUR, som Kommissionen vedtog i 2008, og de tiltag, som Kommissionen gør i tæt samarbejde med FAO og verdensfødevareprogrammet for at sikre, at der opbygges store lagre med henblik på at afbøde virkningen af stigende fødevarepriser.

Alle disse tiltag kan styrkes, når G20 ser nærmere på spørgsmålet om fødevarelagre, og De kan være sikker på, at Kommissionen vil deltage aktivt i disse drøftelser i de kommende uger.

Ordføreren har i lighed med mange af medlemmerne her i aften opfordret til, at der gennemføres en politik med sigte på et stærkt landbrug og en god udvikling af landdistrikterne, som skaber fødevaresikkerhed for alle, med støtte fra forskning og udvikling for at imødegå de udfordringer, der er forbundet med at producere mere med de færre ressourcer, som vi har og vil have fremover.

Kommissionen er helt enig heri. Der er ikke noget mere relevant instrument til at nå disse mål end en slagkraftig fælles landbrugspolitik, der kan sikre landbrugets økonomiske og miljømæssige konkurrenceevne og – som nogle var inde på – trække unge ind i den europæiske landbrugssektor.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted tirsdag den 18. januar 2011.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Sergio Berlato (PPE), skriftlig. – (IT) Fødevaresikkerhed er en politisk prioritet både på europæisk og globalt plan. Som følge af globaliseringen af fødevarekæden dukker der til stadighed nye udfordringer op – og undertiden sundhedsrisici og trusler mod forbrugernes interesser.

En af de største udfordringer, som EU er nødt til at imødegå, er udviklingen af landbrugs- og fødevarereformer med henblik på at imødegå den globale befolknings behov. Ifølge nylige tal er det globale befolkningstal støt stigende, og det forventes, at det vil været steget med omkring 40 % i 2050, og fødevareefterspørgslen forventes i denne forbindelse at blive fordoblet i forhold til i dag.

Hvis vi skal imødegå den stigende globale efterspørgsel efter landbrugsprodukter og fødevarer, er medlemsstaterne og EU nødt til at sikre fødevareforsyningssikkerheden. Hvis vi skal nå dette mål, vil EU være nødt til at sikre fødevaresikkerheden under hensyntagen til fødevarernes særlige karakter og samtidig sikre et velfungerende indre marked.

Endelig vil jeg gerne anmode Kommissionen om at se på, hvilke foranstaltninger der kan træffes for at forbedre unges uddannelse på arbejdspladsen og for at skabe jobmuligheder for kandidater inden for fødevaresikkerhed, navnlig med henblik på at fremme beskæftigelsen i landbrugssektoren.

  Zuzana Brzobohatá (S&D), skriftlig. – (CS) Det er helt rigtigt at understrege betydningen af fødevaresikkerhed for indbyggerne i EU, da det er en grundlæggende menneskeret. EU skal derfor bestræbe sig på at sikre, at alle EU-borgere har fysisk adgang til sunde og ernæringsrigtige fødevarer til overkommelige priser, således at de kan leve et aktivt og sundt liv. Vi skal nøje overvåge overholdelsen af de højeste standarder for fødevare- og landbrugsproduktion, for fødevaresikkerhed og -kvalitet og for deres miljømæssige bæredygtighed. I denne situation er det imidlertid også nødvendigt at understrege, at det er strengt nødvendigt, at fødevarer importeret fra tredjelande lever op til lignende kvalitets- og sikkerhedsstandarder, med henblik på at beskytte de europæiske landbrugeres interesser. Jeg vil også gerne støtte de foranstaltninger, der tilskynder landbrugerne til at øge energieffektiviteten, da energiomkostninger er af afgørende betydning for landbrugets rentabilitet. Det vigtigste aspekt i hele betænkningen er efter min mening den kraftige opfordring til Kommissionen om i offentlighedens interesse og i samarbejde med medlemsstaterne at sikre offentlig adgang til oplysninger om resultaterne af tilsynet med fødevaresikkerheden, navnlig gennem hurtig udveksling af disse oplysninger mellem medlemsstaterne. Vi kan simpelthen ikke acceptere en ny fiasko som den, vi ser i dag i Tyskland, hvor der er blevet solgt kød med dioxinrester, og hvor de øvrige medlemsstater fik for få oplysninger om situationen og for sent.

  Nessa Childers (S&D), skriftlig. – (EN) Nu hvor vi er gået i gang med overvejelserne om den endelige udformning af den fælles landbrugspolitik efter 2013, rykker aspekter som fødevaresikkerhed, fødevaremangel og bæredygtighed stadig mere i forgrunden. Det vil næsten alle her i Parlamentet og alle, der vil blive inddraget i udarbejdelsen af lovforslaget, erkende. Knapheden på biobrændsel for flere år siden og den globale fødevarekrise i 2009 har vist os, hvor knap en ressource fødevarer er ved at blive. Vi er derfor nødt til at rette fokus ind. Vi skal først og fremmest prioritere bæredygtige fødevarer og behovene hos de mennesker, der ikke har automatisk adgang til fødevarer. Landbrugsmetoder og innovationer bør rettes mod en større produktion af fødevarer og de korrekte afgrøder, og i forbindelse med udarbejdelsen af forslaget til den fremtidige fælles landbrugspolitik bør vi endelig sikre, at en af målsætningerne for den fremtidige fælles landbrugspolitik vil være et kulstoffrit Europa og et Europa, der ikke forværrer det nuværende kulstofproblem.

  Robert Dušek (S&D), skriftlig. – (CS) Vi betragter fødevareforsyningssikkerhed som en af de grundlæggende menneskerettigheder. I dag lider 900 mio. mennesker af kronisk sult på grund af fattigdom. Verdensbefolkningen forventes at overstige 9 mia. mennesker inden 2050, og den globale fødevareproduktion skal stige med mindst 70 %. Landbruget skal på den ene side øge produktionen og på den anden side tumle med høje energipriser, et stadig mindre areal af uforurenet jord og følgerne af klimaændringerne. Vi skal tage fat på de ustabile og svingende priser som følge af spekulation på råvaremarkederne og de svindende fødevarelagre. Vi skal have en slagkraftig fælles landbrugspolitik, hvis vi skal sikre fødevareforsyningssikkerheden for basale fødevarer fremover. Den fælles landbrugspolitik skal øge fødevaresikkerheden ved at øge produktiviteten og fremme en miljømæssigt bæredygtig fødevareproduktion og traditionelt landbrug, små bedrifter, økologisk landbrug og distribution af fødevarer på lokalt og regionalt plan. Disse landbrugsmodeller bidrager til fødevaresikkerheden, da der anvendes metoder og procedurer, der har været afprøvet i generationer i de enkelte regioner i EU. Landbruget er den mest strategiske EU-politik, og landbrugets succes vil medvirke til at sikre den europæiske befolknings overlevelse i tilfælde af en fødevarekrise. Hvis den fælles landbrugspolitik skal kunne bekæmpe følgerne af klimaændringerne, fastholde fødevarepriserne på et acceptabelt niveau og øge udbuddet af sunde fødevarer, er det afgørende, at landbrugsbudgettet som minimum fastholdes på det eksisterende niveau.

  Sandra Kalniete (PPE) , skriftlig. – (LV) Det europæiske landbrug er en af Unionens vigtigste strategiske sektorer, da det sikrer fødevareforsyningen for over 500 mio. mennesker. Hvis det vigtigste mål for den europæiske landbrugspolitik, nemlig at forsyne de europæiske borgere med sunde fødevarer af høj kvalitet til rimelige priser og samtidig sikre landbrugerne en tilstrækkelig indkomst, skal nås, skal landbruget være konkurrencedygtigt på det globale marked, og der skal være garanti for loyal konkurrence på EU's indre marked. Reformen af den fælles landbrugspolitik skal således sikre lige vilkår for alle landbrugere i Europa. EU-medlemsstaterne har ikke oplevet problemer med fødevaresikkerheden. Der vil imidlertid være risiko herfor i fremtiden, og vi er nødt til at træffe de nødvendige foranstaltninger, inden det sker. Vi er nødt til at tage hensyn til, at landbrugernes indtjening i forvejen er minimal eller endog negativ, og det gør det vanskeligere for dem at opretholde produktionen. Det er også en kendsgerning, at naturkatastrofer indvirker på fødevarepriserne i butikkerne og således på, i hvilket omfang befolkningen har økonomisk adgang hertil. Vi skal anerkende landbrugets strategiske betydning i EU og gøre vores yderste for at sikre, at de europæiske borgere ikke vil opleve fødevaremangel i fremtiden, fordi politikerne og regeringerne i EU ikke har identificeret risiciene i tide og afværget dem. Anerkendelsen af landbruget som en strategisk sektor i forbindelse med fødevaresikkerhed er et vigtigt skridt i bestræbelserne på at undgå problemer med fødevaresikkerheden i fremtiden.

  Elisabeth Köstinger (PPE), skriftlig. – (DE) Det anerkendes i denne initiativbetænkning, at landbruget er af strategisk betydning for den globale fødevaresikkerhed. Hvis vi kaster et hurtigt blik ind i fremtiden, kan vi se, at det er tvingende nødvendigt at gribe ind. Eksperterne anslår, at den globale fødevareefterspørgsel vil blive fordoblet inden 2050. Landbruget skal kunne imødegå den voksende befolknings meget store behov for sikre og tilstrækkelige fødevarer. Vi skal samtidig takle hindringerne i form af begrænsede naturressourcer, høje energipriser og klimaændringer. Jeg støttede betænkningen, der klart påviser, at fødevaresikkerhed også er et centralt aspekt i EU, der nødvendiggør en samordning af de enkelte politikområder. Der kan kun ske forbedringer, hvis der sker en samordning af landbrugspolitikken, udviklingspolitikken, handelspolitikken, den økonomiske politik og forskningspolitikken. De vigtigste mål for den fælles landbrugspolitik skal derfor være at sikre landbrugernes indkomster og en tilstrækkelig forsyning med fødevarer af god kvalitet. De meget svingende markedspriser i landbrugssektoren er resultatet af svigtende afgrøder, spekulation og en handelskoncentration, og det er væsentlige usikkerhedsfaktorer. Interventioner og oplagring er krisemekanismer, der vil sætte en stopper for markedsmisbrug og spekulationstransaktioner. Det er vigtigt, at disse markedsinterventionsmekanismer spiller en central rolle i den fremtidige fælles landbrugspolitik. Et andet vigtigt punkt er henstillingen om indførelse af et globalt system af fødevarelagre og nødhjælpslagre.

  Elżbieta Katarzyna Łukacijewska (PPE), skriftlig. – (PL) Europa har brug for en fælles landbrugspolitik, der sikrer, at det europæiske landbrug udvikler sig og ikke går i stå. Landbrugspolitikken skal imødegå europæiske og globale udfordringer, navnlig i lyset af at fødevareproduktionen ifølge FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation skal stige med mindst 70 % inden 2050 for at brødføde en samlet verdensbefolkning, som forventes at overstige 9 mia. mennesker inden 2050. Den fælles landbrugspolitik skal således øge fødevaresikkerheden ved at øge effektiviteten og samtidig fremme en politik til fremme af miljømæssigt bæredygtige fødevarer. Jeg vil gerne understrege, at reglerne på dette område bør være gennemsigtige. Jeg glæder mig over henstillingerne om fremme af diversiteten inden for landbruget og brugen af traditionelt og økologisk landbrug. Det er desuden også vigtigt at sikre, at unge landbrugere har adgang til jord og lån, hvis vi skal nå de forskellige mål for den fælles landbrugspolitik som f.eks. innovation, modernisering, øget konkurrenceevne og frem for alt et moderne landbrug.

  Véronique Mathieu (PPE), skriftlig. – (FR) Sammenhængen mellem EU's fælles landbrugspolitik og global fødevaresikkerhed er et vigtigt aspekt, som der skal tages hensyn til under udarbejdelsen af den fælles landbrugspolitik efter 2013. Prioriteterne for den fælles landbrugspolitik skal ikke blot ses i lyset af det moderne samfunds målsætninger, men også de krav, som hele verden vil blive pålagt fremover. Ifølge FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) skal fødevareproduktionen stige med mindst 70 % for at kunne dække den voksende efterspørgsel i en samlet verdensbefolkning. Europa skal tage højde for den globale fødevaresikkerhed og øge sin produktion med henblik på at reducere importen. Jeg støtter desuden forslaget om at gennemgå vores lovgivning på det finansielle område for at bekæmpe prisudsving, der primært skyldes spekulation. Hvis denne gennemgang skal være effektiv, skal der imidlertid samtidig foretages en gennemgang på internationalt niveau. Jeg glæder mig over, at et af det franske G20-formandskabs prioriteter på dette område er at bekæmpe udsving i fødevare- og råvarepriserne.

  Iosif Matula (PPE), skriftlig. – (RO) Stigningen i den globale fødevareefterspørgsel som følge af den globale befolkningstilvækst indvirker på de naturlige fødevareressourcer, og det er nødvendigt at indføre nye regler om fødevaresikkerhed og træffe forholdsregler. EU's vigtigste opgave er at sikre medlemsstaterne retten til fødevaresikkerhed og at støtte udviklingslandenes bestræbelser på at skabe en tilstrækkelig fødevaresikkerhed. Jeg mener, at det er vigtigt at fremme produktion og salg af lokale traditionelle fødevarer. Der er en lang række fordele forbundet med regionale fødevarer i form af lavere transportomkostninger og mindre risiko for fødevarefordærvelse. Mange regioner med et betydeligt landbrugspotentiale er ikke blevet udnyttet på grund af sociale eller økonomiske ubalancer som følge af en stadig ældre befolkning i landdistrikterne eller industrialisering. Store landbrugsarealer udnyttes rent faktisk ikke effektivt. Regionale myndigheder kan spille en central rolle inden for fødevaresikkerhed ved at understøtte landbrugskapaciteten i de regioner, der har et sådant potentiale. EU er en af de globale ledere inden for forskning og innovation, herunder i landbrugssektoren. Den stadig stigende befolkning i byerne stiller os over for en ny udfordring: Hvor højt skal vi prioritere udviklingen af bylandbrug med henblik på at sikre fødevaresikkerheden ved anvendelse af forskellige modeller som f.eks. vertikalt bylandbrug?

  Tiziano Motti (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg støtter den tilgang, der er foreslået i den beslutning, der blev vedtaget i Parlamentet i dag, hvor det understreges, at fødevaresikkerhed er en grundlæggende menneskeret, og dette mål er nået, når hele befolkningen til enhver tid har fysisk og økonomisk adgang til bæredygtige, sikre og nærende fødevarer. I EU lever omkring 80 mio. indbyggere stadig under fattigdomsgrænsen i dag, og mange af disse støttes gennem fødevarehjælpeprogrammer. En ordentlig kost er nødvendigvis af afgørende betydning for vores sundhed, og i forskerkredse sættes der stadig for mange spørgsmålstegn ved genetisk modificerede organismer. Jeg er derfor imod den velvillige indstilling til gmo'er i teksten, navnlig punktet om en hurtigere godkendelsesprocedure for import af genetisk modificeret foder fra tredjelande til EU. Af konsekvenshensyn mener jeg ikke, at vi kan forbyde vores landbrugere at anvende en teknik, som vi herefter accepterer i forbindelse med produktionen af importerede fødevarer. Jeg støtter imidlertid foranstaltningerne til fordel for unge landbrugere, der i øjeblikket kun udgør 7 % af det samlede antal landbrugere, såsom etableringspræmier, subsidierede rentesatser på lån samt andre incitamenter, som medlemsstaterne har indført over deres budgetter for udvikling af landdistrikter, således at den europæiske landbrugsproduktion kan fastholde det nuværende høje kvalitets- og sikkerhedsniveau.

  Rareş-Lucian Niculescu (PPE), skriftlig. – (RO) Jeg glæder mig over betænkningen om anerkendelse af landbruget som en strategisk sektor i forbindelse med fødevaresikkerhed. Jeg ønsker imidlertid også at give udtryk for min skuffelse over, at Parlamentet besluttede at afsætte så lidt tid til forhandlingen. Dette emne er særlig aktuelt i øjeblikket, hvor det er gået op for os, hvorledes fødevarekriser kan påvirke staternes stabilitet. En af årsagerne til opstanden i Tunesien var de stigende fødevarepriser. I Algeriet, Indien og Bangladesh har stigende fødevarepriser også skabt alvorlige spændinger. Den mere omfattende dyrkning af biobrændstofafgrøder, finansiel spekulation, producenter, der skifter meget hurtigt over til mere indbringende afgrøder og sidst, men ikke mindst, borgernes nye spisevaner i mange stater, er også nye spørgsmål, der hænger tæt sammen med det spørgsmål, der behandles i denne betænkning.

Jeg har en sidste bemærkning. Det fremgår af et indeks udarbejdet af en japansk bank vedrørende sårbarheden over for stigende fødevarepriser, at fire af de 40 mest sårbare lande er EU-medlemsstater, og dertil kommer endnu et land, der snart tiltræder EU, og tre lande er EU's nærmeste naboer. Det er et interessant indeks, der må give os stof til eftertanke.

  Pavel Poc (S&D), skriftlig. – (CS) Hvis vi betragter landbruget som en strategisk sektor, er en afgørende forudsætning for at sikre fødevareforsyningssikkerheden, at EU er selvforsynende, i det mindste for så vidt angår produktionen af basale fødevarer og dyrefoder. EU's afhængighed af import af landbrugsprodukter fører til stigende fødevarepriser og underminerer EU's direkte producenter i afsætningskæden. Ifølge FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) forventes efterspørgslen efter fødevarer og dyrefoder at stige med 70 % inden 2050. Det vil derfor blive nødvendigt at anvende alle tilgængelige former for landbrug og yde omfattende støtte til finansielle investeringer i videnskabelig forskning på dette område. Der skal også allokeres flere midler til og være større fokus i offentligheden på en effektiv anvendelse af traditionelle landbrugssorter, som er specifikke for bestemte regioner. Forbrugeren kan f.eks. nemt forstå en vurdering af indvirkningen på miljøet af fødevareproduktion og transportafstande. Det nuværende spild på op til 50 % i den samlede produktionskæde og den uforholdsmæssigt store vækst i godstransport er ikke faktorer, der er forenelige med opnåelse af fødevareforsyningssikkerhed. Vi kan ikke påstå, at vi sikrer fødevaresikkerheden og beskytter miljøet, samtidig med at vi accepterer en afhængighed af produkter, der dyrkes på et andet kontinent og importeres og fragtes over flere tusinde kilometer. En sådan praksis har meget alvorlige miljøindvirkninger og tvinger samtidig udviklingslandene til at importere næsten alle nødvendige fødevarer, hvilket gør dem afhængige, lægger deres økonomier i ruiner, forarmer deres indbyggere og ødelægger deres miljø.