Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2011/2572(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B7-0135/2011

Forhandlinger :

PV 17/02/2011 - 10.2
CRE 17/02/2011 - 10.2

Afstemninger :

PV 17/02/2011 - 11.2

Vedtagne tekster :

P7_TA(2011)0073

Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Torsdag den 17. februar 2011 - Strasbourg EUT-udgave

10.2. Yemen: dødsstraf mod unge lovovertrædere, navnlig sagen om Muhammed Taher Thabet Samoum
Video af indlæg
PV
MPphoto
 

  Formanden. − Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om seks beslutningsforslag om Yemen – dødsstraf mod unge lovovertrædere, navnlig sagen om Muhammed Taher Thabet Samoum(1).

 
  
MPphoto
 

  Marietje Schaake, forslagsstiller. (EN) Hr. formand! Jeg ser med stor beundring på de modige borgere, der trodser deres regeringers undertrykkelse og vold. Det har vi set under de folkelige opstande i Tunesien, Egypten, Iran, Algeriet, Bahrain og ligeledes i Yemen. Den unge generation ønsker, at håb skal erstatte kynisme, muligheder skal erstatte fattigdom, retfærdighed skal erstatte straffrihed og internetfrihed skal erstatte undertrykkelse og censur.

Vi har en lang liste med alvorlige bekymringer over udviklingen i Yemen vedrørende demokrati, menneskerettigheder og retsvæsenets uafhængighed samt forfølgelse af journalister, bloggere og menneskerettighedsaktivister. Vi er navnlig bekymrede over det klima af frygt, man skaber ved at henrette unge på trods af Yemens løfte til det internationale samfund om ikke at henrette unge lovovertrædere og om at lade dette løfte afspejle sig i landets straffelov.

Man mangler hensigtsmæssige metoder til at fastslå de sigtedes alder, så det er vanskeligt for folk at forsvare sig. Vi opfordrer Yemens præsident og myndigheder til i det mindste at respektere Yemens egne love og forpligtelser over for det internationale samfund og standse henrettelserne af unge. Samtidig understreger vi behovet for reformer i Yemen, hvilket så mange demonstranter i gaderne også har krævet, og vi ønsker at se en forbedring af deres levevilkår og rettigheder.

 
  
MPphoto
 

  Marie-Christine Vergiat, forslagsstiller. (FR) Hr. formand! De arabiske lande rystes af en bølge af folkelige opstande, der breder sig til dem alle et for et, og jeg håber, at dette vil fortsætte.

En hidtil uset protestbølge imod diktaturerne i disse lande er ved at vinde terræn. Disse diktaturer sidder som oftest med støtte og i bedste fald med en stiltiende accept fra alle de vestlige regimer. Ingen lande er immune over for folkelig opstand, og det er, som det skal være. Det tog os for længe – det tog Dem for længe – at erkende, hvad der var ved at ske i disse lande, og De trækker stadig sagen i langdrag. Europa-Parlamentet ventede indtil den 2. februar med at vedtage et beslutningsforslag om Tunesien, og det er først nu under denne mødeperiode, at vi har vedtaget et om Egypten.

I forbindelse med disse nødsituationer havde vi bedt om et beslutningsforslag om Algeriet. Vores anmodning blev afvist endnu en gang, lige som De – eller i det mindste det store flertal blandt Dem – i månedsvis nægtede at se, hvad der skete i Tunesien.

I dag danner man protestbevægelser i Iran og i Libyen, og dem har De givet Deres støtte – Deres betingede støtte, men dog Deres støtte – til en partnerskabsaftale, og ligeledes i Bahrain og i Yemen for blot at nævne dem, vi ved mest om. Ja, det er korrekt, i Yemen, hvor præsident Ali Abdullah Saleh har været ved magten i ikke mindre end 33 år. Der kan man tale om forvaltet demokrati! Naturligvis er det langt bedre end situationen i Libyen, hvor hr. Gaddafi har været ved magten i 42 år!

Vi var nogle få, der sagde, at vi ikke i dag kan stemme om et beslutningsforslag om Yemen uden at tage hensyn til, hvad der sker i landet. Mænd og kvinder dér kæmper for deres frihed. Der udbryder vold mellem tilhængere og modstandere af regimet.

Siden demonstrationerne begyndte i slutningen af januar, er hundredvis af mennesker blevet kvæstet. I Aden blev en ung demonstrant i går skudt og dræbt under sammenstød med politiet, der åbnede ild for at sprede en forsamling. Lige nu er studenterne i Saada barrikaderet i deres campus, hvor de stadig er omringet af politiet, og vi tier bare.

Når vi tænker på Yemen, tænker vi kun på problemet med dødsstraf for mindreårige. Jeg vil på ingen måde påstå, at vi skal opgive kravet om afskaffelse af dødsstraffen – jeg har altid været stor tilhænger af dens afskaffelse, og jeg mener, at ethvert såkaldt demokratisk land, der ikke evner at afskaffe en sådan straf, er kriminelt og ikke bør give andre lektioner i demokrati og menneskerettigheder, selv om det er verdens førende magt.

Ja, dødsstraf er endnu mere uacceptabelt, når den rammer mindreårige, navnlig i et land, hvor det er umuligt at være sikker på, hvornår folk er født, og hvor man bruger denne manglede sikkerhed til at dømme mennesker til døden, og man lader ikke tvivlen med hensyn til at fastslå deres fødselsdag, som ellers kunne bevise, at de var mindreårige på tidspunktet for forbrydelsen, komme dem til gode.

Og De vil gerne have os til at vedtage et beslutningsforslag, hvor man kun fokuserer på ét spørgsmål, et beslutningsforslag, hvor man blot i punkt syv fremhæver behovet for reformer, som, og jeg citerer, "så mange demonstranter" krævede? Det er da en smule tyndt.

Derfor har jeg og mine kolleger fra Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance fremsat tre ændringsforslag for at ajourføre dette beslutningsforslag, og jeg håber, at vi i fællesskab vil kunne vedtage et beslutningsforslag, der er denne betegnelse værdigt.

 
  
MPphoto
 

  Cristian Dan Preda, forslagsstiller. – (RO) Hr. formand! Jeg vil gerne forsikre fru Vergiat om, at vi, som det tydeligt fremgår, ikke kun diskuterer dødsstraf, men også de begivenheder, der fandt sted for nylig i Yemens gader. Jeg mener, at hun ved afstemningen også vil kunne se, hvordan vores gruppe stiller sig til disse spørgsmål.

Men vi må ikke glemme, at emnet for dette beslutningsforslag, som er sat på dagsordenen for i dag, er forfølgelse af unge lovovertrædere og idømmelse af dødsstraf i disse sager. Som De ved, finder vi europæere dødsstraf uacceptabelt og barbarisk, og det er endnu mere skrækkeligt og forfærdeligt, når der er mindreårige involveret. Summa summarum er anvendelsen af dødsstraf for forbrydelser begået af lovovertrædere under 18 år også i strid med Yemens lovgivning, selv om landets myndigheder fortsætter med disse henrettelser.

 
  
MPphoto
 

  Raül Romeva i Rueda, forslagsstiller. (EN) Hr. formand! Temaet for dette beslutningsforslag er vigtigt i sig selv. Jeg vil også opfordre Yemens præsident til at standse henrettelsen af Thabet Samoum og opfordre både ham og myndighederne til at annullere dødsdommen mod ham og andre mindreårige som Ali Abdulla.

Men som det er blevet sagt, ville det være uheldigt ikke at benytte denne mulighed til at tage nogle af de grundlæggende og vigtige spørgsmål op, der nu dukker op i landet.

Derfor vil jeg også gerne have Parlamentet til sidst i det beslutningsforslag, som vi skal stemme om, at tilføje, at det bemærker, at demonstranter i Yemen såvel som i andre arabiske lande, navnlig Tunesien og Egypten, er gået på gaden i de seneste uger for at kræve mere demokrati og reformer af staten.

"der henviser til, at mange demonstranter er blevet angrebet eller er blevet taget i forvaring af sikkerhedsstyrkerne": Det er vores første ændringsforslag. For det andet: "udtrykker sin dybe bekymring over de langvarige politiske og socioøkonomiske problemer i Yemen og opfordrer det internationale samfund til at yde en betydelig indsats for at forhindre, at den aktuelle krise eksalerer". Endelig vores tredje ændringsforslag: "udtrykker sin solidaritet med demonstranterne, der kræver demokratiske reformer og bedre leveforhold; hilser i denne forbindelse præsident Salehs meddelelse om, at han vil træde tilbage i 2013, velkommen og opfordrer myndighederne til at indstille volden imod fredelige demonstranter og til at løslade alle demonstranter, der fredeligt giver udtryk for deres utilfredshed".

Hvis alle disse tre ændringsforslag medtages, vil beslutningsforslaget blive virkelig godt.

 
  
MPphoto
 

  Corina Creţu, forslagsstiller. – (RO) Hr. formand! Dødsstraf er virkelig den mest umenneskelige straf, man kan forestille sig, og jeg har talt imod den ved talrige lejligheder. Europa-Parlamentet har appelleret til straffens afskaffelse i de lande, som fortsat benytter denne barbariske praksis.

Men henrettelserne i Yemen, som vi omtaler i vores beslutningsforslag, er særligt skandaløse, fordi der er tale om mindreårige. Selv inden der er begået en forbrydelse, er ofrene børn. Dette er derfor en krænkelse af den grundlæggende ret til livet og af de internationale konventioner, som Yemen har undertegnet, men ikke mindst straffelovgivningen i landet, der udtrykkeligt forbyder dødsstraf for unge lovovertrædere. Problemerne med at fastslå de dømtes præcise alder på grund af manglende fødselsattester er en omstændighed, der gør den type straf endnu mere tilfældig.

Vi kan ikke drøfte dette spørgsmål uden har komme ind på situationen i Yemen. Myndighederne i Yemen krænker menneskerettighederne. Journalister og aktivister fængsles ulovligt. Kvinder diskrimineres i forbindelse med deres deltagelse i det offentlige liv og adgangen til uddannelse, mens retssystemet er alt andet end uafhængigt. De seneste optøjer skyldes ikke kun økonomiske og sociale forhold, men er ligeledes udtryk for et stærkt ønske om at demokratisere det yemenitiske samfund.

 
  
MPphoto
 

  Charles Tannock, forslagsstiller. (EN) Hr. formand! Den yemenitiske stat har tiltrådt konventionen om barnets rettigheder og Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, og begge indeholder et udtrykkeligt forbud mod henrettelse af unge lovovertrædere – personer, der dømmes for forbrydelser, som de har begået, inden de fyldte 18.

Den nært forestående henrettelse af Muhammed Samoum og fængslingen på dødsgangen af adskillige andre unge lovovertrædere er en krænkelse af folkeretten. Ved at forfølge sådanne politikker med bizarre undskyldninger om, at de anklagede ikke har korrekte fødselsattester eller usikkerhed om deres alder, bringer Yemen sig på linje med det brutale teokrati i Iran. Men forskellen mellem de to lande er, at Yemen modtager massiv bistand fra Vesten, herunder EU, for at fange al-Qaeda-terrorister, mens Iran er en international paria.

Derfor har vi her i EU store muligheder for at øve indflydelse på præsident Ali Abdullah Saleh. Jeg opfordrer den højtstående repræsentant til at tage alle mulige skridt for at overtale ham til at benåde den dømte i denne sag. Efter at have annonceret, at han snart vil træde tilbage, har præsident Saleh nu en reel chance for at efterlade en positiv og oplyst arv til sit land, som er blevet hærget af konflikter og terrorisme i så lang tid, og som drømmer om en demokratisk fremtid.

 
  
MPphoto
 

  Filip Kaczmarek, for PPE-Gruppen.(PL) Hr. formand! Brugen af dødsstraf over for mindreårige under 15 år blev forbudt i Yemen i 1991. Siden 1994 har forbuddet været gældende for personer under 18. Desværre respekteres dette forbud ikke altid i praksis, f.eks. når der er tale om personer, som ikke kan dokumentere deres alder, således som det allerede er blevet nævnt her i salen. Der sker også andre farlige ting i Yemen. Det er et land, hvor antallet af våben længe har været højere end antallet af indbyggere, hvor brutale kampe mellem stammer er dagens orden, og hvor teenagere med våben ikke vækker opsigt. Man har endda en talemåde i Yemen, der siger, at "hvis man er gammel nok til at bruge kniv, er man gammel nok til at kæmpe for sin stamme". Enhver, der har været i Yemen, ved desuden, at næsten alle går med kniv, og en teenager med en Kalashnikov er ikke noget særsyn. Det yemenitiske samfund er også et meget ungt samfund – næsten halvdelen af yemenitterne er stadig under 14. De forskellige militser rekrutterer unge soldater, og det bør vi også forsøge at bekæmpe.

 
  
MPphoto
 

  Anneli Jäätteenmäki, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Dødsstraf anvendes stadig i 58 lande, og Yemen er et af disse lande. Min gruppe fordømmer dødsstraf i almindelighed og den planlagte henrettelse af Muhammed Taher Thabet Samoum i særdeleshed.

Vi vil gerne minde den yemenitiske regering om dens internationale forpligtelser i henhold til konventionen om barnets rettigheder og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Begge konventioner forbyder henrettelse af personer under 18.

I mandags rapporterede Amnesty International om de yemenitiske sikkerhedsstyrkers handlinger. Ifølge Amnesty slår sikkerhedsstyrkerne demonstranter med stave og giver dem stød med elektriske stave under de fredelige protester i Sana'a. Min gruppe fordømmer disse voldshandlinger og opfordrer den yemenitiske regering til at indstille alle former for vold mod dens egen befolkning.

 
  
MPphoto
 

  Ryszard Czarnecki, for ECR-Gruppen.(PL) Hr. formand! Jeg lover, at jeg ikke vil læse hurtigt op, for jeg vil tale langsomt. Det er en ære for mig at tale lige efter den tidligere finske statsminister. Jeg vil gerne sige, at opfordringen til Yemen om ikke at gennemføre henrettelserne af mindreårige er et eksempel på EU's karakteristiske minimalistiske fremgangsmåde. Jeg er modstander af dødsstraf, selv om jeg ved, at der findes folk her i salen, som går ind for det, selv om de ikke indrømmer det åbent. Jeg er modstander af dødsstraf, uanset om der er tale om mindreårige eller voksne. Men i dette spørgsmål håber jeg, at vi kan sætte os ud over vores nationale og politiske skel og enstemmigt kræve af de yemenitiske myndigheder, at Yemens præsident gør brug af sin ret til at udstede en benådning. Dette er virkelig et spørgsmål om en i sandhed forenet kamp.

 
  
MPphoto
 

  Jaroslav Paška, for EFD-Gruppen.(SK) Hr. formand! De yemenitiske myndigheder har forpligtet sig til at acceptere anvendelsen af både FN's konvention om barnets rettigheder og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Begge sager drejer sig om dømte unge lovovertrædere, der er statsborgere i dette land, og derfor bør det ikke være muligt for en retsinstans i Yemen at udstede en retlig beslutning, hvori man nægter dem de rettigheder og den beskyttelse, der udspringer af disse akter.

Straffe, der idømmes i strid med et lands gældende forpligtelser og dermed gældende lov, kan ikke accepteres. Hvis den yemenitiske regering hævder, at dens magt er baseret på civiliserede demokratiske principper, kan den ikke benytte barbariske styreformer baseret på vilkårlighed og uretfærdighed. Efter min mening bør vi gøre dette klart for den yemenitiske regering i dag.

 
  
MPphoto
 

  Csanád Szegedi (NI).(HU) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg mener naturligvis, at det er vigtigt, at vi her i Europa-Parlamentet fordømmer diktaturmetoder, at vi fordømmer diktatorer og diktaturer, men jeg mener også, at det er vigtigt, at vi generelt opfordrer Yemen til at gå i retning af demokratiske strukturer. Men jeg mener, at selv om dette spørgsmål fra Yemen er blevet taget op her i Parlamentet, er det ikke EU's opgave at vedtage en holdning om dette. Denne sag er fuldstændig forvirrende. Den omfatter en række fuldstændig uafklærede omstændigheder. Selv de nærmere omstændigheder ved forbrydelsen kan ikke præciseres tilfredsstillende. For det første ved vi ikke en gang, hvor gammel den unge mand, der blev anklaget og dømt for forbrydelsen, var på gerningstidspunktet. Det er muligt, at han ikke var mindreårig. Vi ser ikke klart i denne sag. Intet tjener bedre til at illustrere, hvor forbløffende tilbagestående Yemen er, end at ikke en gang Mohammed Taher Thabet Samoums fødselsattest er dukket op. Det er indtil videre heller ikke bevist, om hans skolepapirer, som hans advokat har fremlagt, er ægte eller falske. Jeg vil også gerne henlede Deres opmærksomhed på, at dette ikke drejer sig om hønsetyveri, men om en mordsag, og derfor foretrækker jeg at være lidt mere tilbageholdende og afmålt end de hidtidige talere.

EU skal i lighed med verdens andre demokratiske lande som USA overveje muligheden for dødsstraf for visse exceptionelt alvorlige forbrydelser, der kan bevises uden nogen form for tvivl.

 
  
MPphoto
 

  Sari Essayah (PPE).(FI) Hr. formand! Samoum-sagen er ikke en enkeltstående begivenhed i Yemen, idet mindst otte andre unge lovovertrædere sidder og venter på deres dødsdom. Dette er en særlig udfordring i et land, hvor man ikke har fødselsregistre, så derfor kan man ikke med sikkerhed afgøre, hvorvidt en person var mindreårig på gerningstidspunktet.

Det er ikke desto mindre vigtigt at huske på, at Yemen har undertegnet konventionen om barnets rettigheder og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, og i begge fordømmer man udtrykkeligt dødsstraf for unge lovovertrædere og strenge straffe i almindelighed for sådanne personer. Henrettelse af unge lovovertrædere er desuden forbudt i henhold til Yemens egen strafferet.

I modsætning til den foregående taler vil jeg gerne sige, at dødsstraf altid er brutal, umenneskelig og en straf, der berøver folk deres menneskelige værdighed. Derfor vil EU bekæmpe dødsstraf i alle situationer, og det vil vi også appellere til her i Parlamentet.

 
  
MPphoto
 

  Elena Băsescu (PPE).(RO) Hr. formand! At dømme et barn til døden er uacceptabelt i den verden, vi lever i. At gøre denne praksis til en vane er en forbrydelse i sig selv. Derfor vil jeg gerne udtrykke min uenighed i den beslutning, som de yemenitiske myndigheder har taget om at fortsætte denne praksis. Regeringen krænker både de internationale traktater om dette og straffelovgivningen, der forbyder dødsstraf for mindreårige. Desuden hersker der fortsat uenighed om de metoder, som retssystemet benytter til at forsøge at finde frem til alderen på de personer, der stilles for retten. Denne sag er et trist eksempel på, hvad der foregår i Yemen.

Som medlem af Europa-Parlamentet og borger i EU tror jeg på den grundlæggende betydning af en persons ret til livet, og børn skal være de første til at blive beskyttet. Jeg appellerer til EU's højtstående repræsentant om at få bragt disse blodige henrettelser til ophør.

 
  
MPphoto
 

  Monica Luisa Macovei (PPE).(RO) Hr. formand! Thabet Samoum og Fuad Ahmed Ali Abdulla var formentlig mindreårige, således som de hævder, da de begik de forbrydelser, som de blev dødsdømt for. De fik deres dom for et år siden, og den kan blive eksekveret når som helst. De er underlagt en kolossal psykisk belastning, som i sig selv er en umenneskelig og nedværdigende behandling. Vi opfordrer myndighederne til at afstå fra at eksekvere disse straffe.

Desuden kan ingen af lovovertræderne bevise, at de var under 18, fordi de ikke har fødselsattester. Det er overordentlig vanskeligt at få en fødselsattest i Yemen, hvor kun 22 % af fødslerne registreres officielt ifølge UNICEF. Nogle af de midler, vi bruger til at hjælpe landet, kan måske løse dette problem. Den offentlige diskussion om disse sager skal føre til afskaffelsen af dødsstraf i Yemen og til, at dommene over hundreder af dødsdømte omstødes. Jeg opfordrer Kommissionen og Rådet til at insistere på dette mål i deres dialog med regeringen.

 
  
MPphoto
 

  Róża, Gräfin von Thun und Hohenstein (PPE).(PL) Hr. formand! Voksen eller mindreårig – dødsstraf er et tema, som vi burde bruge meget tid på. Efter at det er lykkedes os at udvikle vores moralske kodeks i kølvandet på de mareridt, der har ramt Europa, burde vi reklamere for den i andre lande – i lande, som vi har en eller anden form for økonomiske forbindelser med, men her tænker jeg også på lande i Europa. I Belarus idømmer man stadig folk dødsstraf.

Vi skal være opmærksomme på det, der sker i Yemen, og vi skal højlydt appellere til den yemenitiske regering om at sætte en øjeblikkelig stopper for denne skrækkelige praksis og ligeledes undersøge det forhold – som min kollega var inde på for lidt siden – at der stadig sidder en række mindreårige fængslet og venter på at blive henrettet. Jeg appellerer til os alle om at arbejde tættere sammen med organisationer som Amnesty International og Helsinki-stiftelsen for Menneskerettigheder, så vores stemme bedre kan blive hørt og få større kraft rundt om i verden.

 
  
MPphoto
 

  Franz Obermayr (NI).(DE) Hr. formand! Yemens beslutning om at idømme en person, der var mindreårig på gerningstidspunktet, dødsstraf er chokerende. Yemen har helt klart handlet ulovligt her, idet Yemen som næsten alle verdens lande har tiltrådt FN's konvention om barnets rettigheder. Ifølge konventionens artikel 37 må man hverken idømme personer dødsstraf eller fængsel på livstid for forbrydelser begået inden deres 18-års fødselsdag. Denne beslutning begrundes med påstanden om, at den anklagedes alder er usikker.

Men mindreårige idømmes også dødsstraf i andre dele af den islamiske verden. Shariadomstole idømmer f.eks. unge i Somalia dødsstraf. Sammen med FN skal EU handle mere resolut og hurtigt for at forhindre krænkelser af folkeretten med så alvorlige konsekvenser. Dialog er godt, men realpolitik og økonomisk pres er bedre til fremme vores argumenter. De plejer i hvert tilfælde at betyde, at der kommer mere skub i tingene.

 
  
MPphoto
 

  Sergio Paolo Francesco Silvestris (PPE).(IT) Hr. formand, mine damer og herrer! I dette øjeblik venter hundredvis af fanger i Yemens fængsler på at få deres dødsdomme eksekveret. Jeg mener, at vi i denne forhandling skal opfordre til større opmærksomhed og et hurtigere engagement fra de europæiske institutioners side.

Disse løbende krænkelser af den internationale menneskerettighedskonvention er et område, hvor Europa hverken skal forholde sig tavs eller være fraværende, mindst af alt over for lande som Yemen, som vi har økonomiske forbindelser med. Derfor er vi også nødt til at være meget opmærksomme på spørgsmål af denne art.

I Europa og den vestlige verden er rehabilitering helt klart et vigtigt og grundlæggende aspekt af en dom. En dødsdom rummer absolut ingen rehabiliteringsaspekter, og derfor er vi nødt til at reagere med den yderste fasthed og beslutsomhed og gøre vores stemme hørt i denne forbindelse.

 
  
MPphoto
 

  Siim Kallas, næstformand i Kommissionen. (EN) Hr. formand! EU har i kraft af gennemførelsen af sine veletablerede retningslinjer for dødsstraf længe aktivt bekæmpet dødsstraf i Yemen, både overordnet og ved at gå ind på enkeltsager.

Unge lovovertrædere er altid blevet idømt dødsstraf i Yemen. Tidligere var sagerne imidlertid stort set ukendte, og civilsamfundet var ikke så aktivt. Det EU-finansierede og UNICEF-implementerede "Juvenile Justice Programme" har bidraget betydeligt til at øge opmærksomheden både i Yemen og i det internationale samfund. Programmet blev gennemført i samarbejde med civilsamfundets organisationer og det høje råd for moderskab og barndom.

Men bevidstgørelse er ikke nok. Vi skal følge op med handling. I sidste instans gør EU-delegationen en aktiv indsats for at standse henrettelserne. De to seneste sager var i december 2010 for Fuad Ahmed Ali Abdulla og i januar 2011 for Muhammed Taher Thabet Samoum. I begge tilfælde blev henrettelsen bremset – efter EU's indgriben – for at give mulighed for at fremlægge dokumentation for alder. Sagen om Muhammed Taher Thabet Samoum blev taget op igen i sidste uge. Nu lader det til, at en benådning fra præsidenten er det eneste håb for en formel omstødelse af dommen. EU og UNICEF har igen kontaktet præsidenten, og ifølge vores egne oplysninger fra Sana'a er henrettelsen udsat igen.

Yemen er bundet af internationale forpligtelser, af sin egen lovgivning for mindreårige og sin straffelovgivning til ikke at henrette mindreårige. Årsagen til, at der sidder mindreårige på dødsgangen, er især manglende mulighed for bestemmelse af alder. Derfor undersøger vi sammen med UNICEF, hvordan vi kan bistå Yemen med at opbygge ekspertise, så vi kan gribe om nældens rod. EU vil straks tilskynde til oprettelse af et uafhængigt organ, der skal foretage en ny undersøgelse af unge lovovertræderes alder. Vi vil også sigte mod at støtte sagførernes muligheder for at yde juridisk bistand til mindreårige. På mellemlang sigt ønsker vi at indføre EU-støtte til en effektiv folkeregistermyndighed.

Vi tager således dette kolossalt alvorlige emne meget alvorligt og vil benytte alle de midler, vi har til rådighed. Yemens regering har udvist lydhørhed over for vores henvendelser. EU er fortsat parat til at bistå landet både nu og i fremtiden for at nå vores mål om at afskaffe dødsstraf fuldstændig.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted efter den endelige forhandling.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

 
  
MPphoto
 
 

  Eija-Riitta Korhola (PPE), skriftlig.(FI) Vi har ofte behandlet spørgsmålet om dødsstraf i vores beslutningsforslag. Det er sjældent, at mindreårige idømmes dødsstraf, men Yemen er et af de lande, hvor det er sket. Selv om Yemen har gjort fremskridt i sine bestræbelser på at forhindre dødsstraf for mindreårige, idømmer domstolene stadig disse straffe. Sagen mod Muhammed Taher Thabet Samoum er ikke den eneste.

Generelt og i forbindelse med den interkulturelle dialog er det værd alvorligt at overveje, hvad det er, der radikaliserer unge, får dem til at begå forbrydelser, endda mord, og hvordan man bedst kan forhindre dem i at slå ind på en forbryderkarriere. Som vi ved, nedbringer dødsstraf ikke kriminaliteten.

Demonstrationerne til fordel for demokratiet, der begyndte i Tunesien og Egypten, har fået stor opbakning fra den lokale ungdom. De manglende fremtidsudsigter og muligheder har ud over et ønske om demokrati givet anledning til modstand. Denne modstandsbølge bredte sig også til Yemen i sidste uge.

Jeg deler mine kollegers bekymring og krav med hensyn til Samoum og de andre, der er blevet idømt dødsstraf. Selv om vi nu spændt venter og håber at se, hvilke politiske forandringer demonstrationerne i de arabiske lande vil føre til, må vi ikke et øjeblik lukke øjnene for den skandaløse situation, der strider mod internationale menneskerettighedsaftaler, såsom dødsstraf for mindreårige.

 
  

(1)Se protokollen.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik