Formanden. – Det næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel til Kommissionen af Erminia Mazzoni og Malcolm Harbour for Udvalget om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse om vildledende erhvervsvejvisere (Ο-000087/2011 – Β7-0315/2011).

  Simon Busuttil, stedfortræder for spørgeren. – (EN) Fru formand! For to et halvt år siden fremlagde jeg en betænkning om vildledende erhvervsvejvisere for Parlamentet. Budskabet fra Parlamentet var tydeligt: At der er tale om et alvorligt problem med svigagtig praksis hos udgivere af vildledende erhvervsvejvisere, at titusinder af vores små virksomheder, frivillige organisationer og endda velgørende organisationer bliver ofre for denne svigagtige praksis, og at vi har brug for en koordineret fremgangsmåde, så vi en gang for alle kan sætte en stopper for denne svigagtige praksis.

To et halvt år senere sidder vi desværre igen her på plenum for at diskutere det samme spørgsmål, fordi der har været tale om en alvorlig mangel på handling for at bekæmpe problemet med vildledende erhvervsvejvisere. Dette er ikke acceptabelt.

Jeg vil gerne erindre kollegerne om, hvad vi taler om her. Der sker grundlæggende det, at udgiverne af en vildledende erhvervsvejviser udsender en formular, hvor man tilsyneladende bare beder folk om at ajourføre oplysninger om deres person eller virksomhed til gengæld for det, der ser ud til at være gratis optagelse i erhvervsvejviseren. Ved første øjekast lægger man ikke mærke til nogen udgifter eller betalinger, fordi man udfylder denne formular. Men efter at have indsendt formularen modtager ofrene et brev med krav om betaling af 1 000 EUR om året i tre år. Hvis de ikke betaler, går de vildledende erhvervsvejvisere over til en taktik, der er bund og grund er ren chikane: chikanerende telefonopkald, trusler om retssager, og pengeopkrævere, der forfølger dem.

Det mest bekymrende er, at denne form for ulovlig taktik benyttes for øjnene af myndighederne i adskillige medlemsstater, som er opmærksomme på denne praksis, men som ikke har truffet foranstaltninger for at bringe den til ophør. European City Guide, Construct Data, TEMDI, EU Business Services, World Business Directory, Expo Guide og DAD opererer stadig uhindret. Kommissionen har allerede erklæret, at denne form for vildledende forretningsmetoder strider mod EU-lovgivningen, men den har ikke gjort nok for at stoppe dem. Derfor sidder vi her i dag.

  Eija-Riitta Korhola, stedfortræder for spørgeren. – (EN) Fru formand! Antallet af klager over udgivere af vildledende erhvervsvejvisere viser, at dette er et alvorligt problem for SMV. Skruppelløse udgivere af erhvervsvejvisere påfører de små virksomheder både økonomisk skade og chikanerier. I perioden fra 2003 til medio 2008 har vi dokumenteret næsten 14 000 klager og spørgsmål. Vi modtager stadig hundredvis af klagebreve fra nye ofre.

Problemerne med at spore aktiviteter af denne art undergraver selve det indre markeds funktion. Vildledende forretningsmetoder er ulovlig i henhold til direktivet om vildledende og sammenlignende reklame og direktivet om urimelig handelspraksis.

Men vi savner effektive juridiske midler og håndhævelse. Udvalget om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse er det korresponderende udvalg for denne lovgivning og har for nylig taget spørgsmålet op med de nederlandske myndigheder og henledt deres opmærksomhed på svigagtig praksis hos udgiver af en erhvervsvejviser med hjemsted i Nederlandene.

Svaret fra de nederlandske myndigheder viser klart, at medlemsstaterne er mest interesserede i, hvad der sker på deres eget område. Jeg mener, at det i lyset af problemets grænseoverskridende karakter vil være helt nødvendigt med mere samarbejde mellem medlemsstaterne om håndhævelsen for at bringe den svigagtige praksis til ophør.

Kommissionen kan selv indtage en mere aktiv rolle i samarbejdet med medlemsstaterne om grænseoverskridende håndhævelse gennem det eksisterende EU-dækkende net for at lette samarbejdet mellem medlemsstaterne. Der bør lægges større vægt på effektive og afskrækkende sanktioner over for denne form for svigagtig praksis i alle medlemsstater, så man kan få lukket sådanne registervirksomheder og få mulighed for at straffe dem, der driver dem.

Man bør overveje at udvide anvendelsesområdet for direktivet om urimelig handelspraksis, så det omfatter al handelspraksis i forhold mellem virksomheder og forbrugere, både for at beskytte forbrugere og konkurrenter. På denne måde vil man kunne dække de fleste om ikke alle former for urimelig handelspraksis mellem virksomheder inden for detailsektoren og sikre, at det samme regelsæt gælder som for urimelig handelspraksis mellem virksomheder og forbrugere, hvor der normalt er tale om overlapning.

Det er også vigtigt at hjælpe virksomhederne med at bekæmpe denne svindel ved at forbedre adgangen til information og bevidstgørelse ved hjælp af forbedret klageadgang. Jeg vil gerne spørge kommissæren: Hvilke hindringer findes der for en øget inddragelse af de statslige myndigheder i det grænseoverskridende håndhævelsessamarbejde, og hvilke foranstaltninger planlægger Kommissionen i kampen mod skruppelløse registervirksomheder?

  Günther Oettinger, medlem af Kommissionen. – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Kommissionen deler Europa-Parlamentets bekymringer og uro og dets kritiske analyse af dette spørgsmål. Den vildledende forretningsmetoder hos erhvervsvejvisere skaber problemer for talrige virksomheder. For tre år siden bestilte vi en undersøgelse og modtog tusindvis af klager. Vi kan kun formode, at dette bare er toppen af isbjerget, hvilket betyder, at langt flere virksomheder mener, at de er blevet vildledt.

Fru Reding, kommissæren med ansvar for retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og borgerskab indsamler i øjeblikket data for at fastslå problemets omfang. Jeg vil gerne understrege, at praksis af denne art allerede er forbudt i henhold til direktiv 2006/114/EF om vildledende og sammenlignende reklame og lovgivningen om bekæmpelse af svig i de forskellige medlemsstater. Men visse former for denne svigagtige praksis foregår på tværs af landegrænserne og anvendes i forretningstransaktioner mellem forskellige virksomheder, og som tingene ser ud i øjeblikket, er det vanskeligt at retsforfølge gerningsmændene.

For at løse dette problem planlægger fru Reding at udsende en meddelelse sidst på året, hvori hun vil gøre status over gennemførelsen af det eksisterende direktiv om vildledende og sammenlignende reklame og over de nuværende muligheder for at revidere det, og der kommer også en evaluering af situationen. Hun overvejer at forbedre indholdet og kigge på, hvilke konklusioner man kan udlede vedrørende vildledende forretningsmetoder. Hun fokuserer også på, hvordan samarbejdet mellem de nationale myndigheder om retsforfølgelse i grænseoverskridende sager kan forbedres.

Hun planlægger ligeledes at foreslå, at borgere og virksomheder i højere grad skal gøres opmærksomme på det stadig større problem med vildledende erhvervsvejvisere, og at fremhæve behovet for flere pr-aktiviteter på dette område. Direktivet fra 2006 er blevet gennemført af alle medlemsstaterne. Alligevel har Kommissionen bedt medlemsstaterne informere os om gennemførelsen og de foranstaltninger, de har truffet, og om at indsende en statusrapport hurtigst muligt, inden den planlagte meddelelse offentliggøres. Denne proces blev understøttet ved en konference, som Kommissionen afholdt sidst i maj måned for nationale myndigheder, interessegrupper og uafhængige eksperter. På konferencen fokuserede man på udgiverne af erhvervsvejviseres svigagtige praksis og navnlig på grænseoverskridende aktiviteter.

Under diskussionen blev det klart, at der er behov for et bedre og mere systematisk samarbejde mellem medlemsstaternes myndigheder, og dette vil blive indarbejdet i fru Redings meddelelse sidst på året. Jeg kan forsikre Dem for, at vi betragter dette spørgsmål som lige så meget af en hastesag, som De gør. Derfor ønsker vi at tage de næste skridt hurtigst muligt. Men af formelle årsager skal vi sørge for, at de berørte virksomheder, inddrages på en hensigtsmæssig måde, og derfor har vi brug for mere tid til dette. På grundlag af resultaterne af høringsprocessen og efter at have gennemgået alle argumenterne har Kommissionen til hensigt at træffe yderligere korrigerende foranstaltninger for at forhindre vildledende og ulovlig grænseoverskridende praksis. Mange tak for Deres brede opbakning i denne sag.

  Georgios Papanikolaou, for PPE-Gruppen. – (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Ingen kan være uenig i det, De har sagt. Jeg vil gerne fortælle om de problemer, som en af mine landsmænd, der klagede til mig over en tilsvarende kedelig oplevelse som følge af vildledende reklame og gav mig alle de relevante dokumenter, løb ind i. Først i brevet, som den udgiveren af den vildledende erhvervsvejviser har udsendt, står der, at oplysningerne er gratis. Min landsmand så, at han skulle indsætte en række oplysninger, tilføjede oplysningerne og sendte brevet af sted. Med småt nederst i brevet stod der så, som hr. Busuttil sagde tidligere, at han skulle betale 1 000 EUR om året. Et stykke tid efter sendte virksomhedens såkaldte juridiske afdeling breve ud, som jeg står med her, hvor man bad min landsmand om at betale 3 529,38 EUR, hvilket åbenbart omfatter renter, og virksomhedens juridiske omkostninger.

Hr. kommissær, der findes helt klart en lovgivningsmæssig ramme. Men vi ved ikke, om disse direktiver anvendes og er blevet omsat korrekt af medlemsstaterne. I Stockholm-programmet står der, at vi skal løse disse problemer direkte. Vi skal støtte vores medborgere. Vi tager del i deres hverdagsproblemer. Vores medborgere skal forstå, at vi ikke befinder os på et fjernt sted, og at vi ikke kun tager os af vigtige europæiske spørgsmål. Vi er sammen med dem i deres dagligdag. Vi er nødt til at løse dette spørgsmål med det samme.

  Monika Flašíková Beňová, for S&D-Gruppen. – (SK) Fru formand! Det er først og fremmest klart, at disse virksomheder ikke kun er vildledende, men også er svigagtige.

Iværksætteri giver mening, fordi det bidrager til samfundet som helhed, men hvis nogen giver sig af med pseudo-virksomhed for at snyde andre, ærlige erhvervsdrivende og virksomheder ind i et register udelukkende for egen vindings skyld og benytter alskens kneb, er det decideret svindel, uanset hvor meget de protesterer og påstår, at de ikke gør noget ulovligt. Vi må heller ikke glemme, at disse registervirksomheders praksis helt klart strider mod lovgivningen, jf. direktivet om vildledende og sammenlignende reklame.

Ikke desto mindre er det ikke behov for at indføre ny lovgivning. Vi skal snarere koncentrere os om at anvende lovgivningen i praksis så hurtigt og effektivt som mulig. Problemet er, at disse virksomheder ofte kaster sig over virksomheder i andre EU-medlemsstater, og disse ofte små familievirksomheder har enten ikke viden eller evner til at forsvare sig rent juridisk eller vurderer, at det vil koste dem mange penge og anstrengelser. Jeg har kun et tillægsspørgsmål: Mener Kommissionen, at der er mulighed for en offentlig kampagne, hvor man sætter navn på de involverede virksomheder og opfordrer ærlige virksomheder til ikke at drive forretning med dem?

  Marian Harkin, for ALDE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne sige til kommissæren, at i de senere år har jeg mødt mange irske borgere, der er blevet ofre for udgivere af vildledende erhvervsvejvisere.

Jeg mødte f.eks. en sekretær på en skole, der betalte over 2 000 EUR, fordi skolen ikke har råd til at betale, fordi hun følte sig ansvarlig for at have underskrevet formularen. Hun følte sig også meget dum. Hun mente ikke, at nogen kunne være så dum at gøre det, hun havde gjort, og hun var naturligvis ikke klar over, at dette sker for folk hele tiden.

Jeg mødte en ældre kvinde, hvis mand var taxachauffør. Hun modtog en formular, som der var nogle fejl på. Hun troede bare, at hun rettede fejlene, sendte formularen tilbage, og modtog derefter truende breve i to år. Hun blev så skræmt over disse breve, at hun var bange for at åbne brevene, når de kom. Jeg kan ikke sige, at hun ikke skal betale pengene. Jeg kan kun sige, at hvis jeg var hende, ville jeg ikke betale. Det er mit bedste råd til hende.

Der er mange andre eksempler, som jeg ved, at De har hørt. Sandheden er, at borgerne forventer at blive beskyttet af den europæiske lovgivning, og de kan ikke forstå, hvorfor den europæiske lovgivning ikke beskytter dem i denne henseende. Der findes en tvetydighed her. Som sagt siger jeg til borgerne, at jeg mener, at de er beskyttet, men jeg kan ikke garantere det. Jeg har f.eks. forstået, at en af disse virksomheder blev dømt i en region of Spanien, men at den blot behøvede at flytte til en anden region og fortsætte sit arbejde.

En af de ting, der bekymrer borgere er, at de er ikke sikre på, hvordan retssystemerne fungerer i andre lande. De føler måske, at de vil være beskyttede i deres egen medlemsstat, men de er ikke sikre på, hvad der sker i andre medlemsstater. Og hvis disse virksomheder flytter uden for EU, bekymrer det dem også.

Derfor er det godt at høre, at Kommissionen deler vores bekymring og presser på for et samarbejde mellem medlemsstaterne og igen kigger på grænseoverskridende sager og forsøger at informere borgere og virksomheder.

Hr. kommissær, De sagde, at det hastede, men det har hastet meget, meget længe. Borgerne ser mange områder, hvor EU-lovgivningen har indvirkning på deres liv, og derfor kan de ikke forstå, hvorfor de er ikke beskyttet mod svigagtige virksomheder. Jeg vil bede Dem, hr. kommissær, forstå, at ordet "haster" betyder "nu".

  Struan Stevenson, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg er helt enig i det, fru Harkin netop sagde. I min valgkreds i Skotland, er det ældre mennesker og folk, der driver et bed-and-breakfast eller udlejer feriehytter, der bliver ofre for disse kriminelle aktiviteter. De indsætter adresser i dette register og modtager så en regning på 1000 EUR. Ældre mennesker bliver skrækslagne, når de får disse truende breve fra de såkaldte juridiske repræsentanter for disse virksomheder.

Der er tale om en grænseoverskridende kriminel aktivitet. Disse virksomheder opgiver deres identitet, og de opgiver deres adresser. Vi er nødt til at finde dem, lukke dem, retsforfølge dem og beskytte EU's borgere. Når en borger kontakter mig i min valgkreds, beder jeg dem simpelthen skrive til virksomheden og bede den sende al den fremtidige korrespondance til mig. Så hører de ikke fra dem mere. Men disse mennesker skal også sættes i fængsel.

  Keith Taylor, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Der er hårdt brug for dette beslutningsforslag. Selv om vi har direktivet fra 2006, er det tydeligt, at det ikke fungerer tilfredsstillende. De virksomheder, vi har hørt om, lever udelukkende af at snyde godtroende og undertiden overbebyrdede organisationer, og jeg finder det særligt skammeligt, når de skader foreninger, der ofte har begrænsede budgetter.

De benytter samme taktik som bøller og gangstere og holder løfter op foran godtroende mennesker, men jeg mener, at budskabet skal være, at hvis et tilbud lyder for godt til at være sandt, er det det formentlig også. Disse virksomheder er som hajer, og de bør stoppes.

Vores gruppe glæder sig bestemt over dette beslutningsforslag, det er meget relevant, og vi vil støtte det, fordi man heri opfordrer Kommissionen til at kræve, at medlemsstaterne håndhæver direktivet korrekt.

  Derek Roland Clark, for EFD-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg kender European City Guide bedst, og trods flere forsøg på at lukke den, lever denne trussel videre. I Det Forenede Kongerige trådte forordningerne om vildledende markedsføring i kraft i maj 2008. Her forbyder man brugen af små typer i alle dokumenter til at skjule den faktiske pris på en tjenesteydelse. Så vores Office of Fair Trading kan nu gribe ind over for britiske virksomheder, men der findes en alvorlig mangel.

Denne instans har ikke jurisdiktion til at gribe ind over for svindel fra andre lande, herunder fra andre medlemsstater, så problemet fortsætter, og jeg bliver ved med at modtage min andel af klagerne. Det er også relevant at spørge, hvorfor min egen regering ikke kan bremse det, der kommer fra det kontinentale Europa, selv om de måske kan operere andre steder på grund af manglende politiindsats? Svaret på dette ligger i hjertet af dette unyttige EU, der har afviklet de nationale grænser. Fri bevægelighed for personer, varer og tjenesteydelser udgør det perfekte skjul for menneskesmuglere, terrorister samt truende og traumatiserende svindelnumre, der har til formål at flå de uforsigtige.

  Philippe Boulland (PPE). – (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi kan sammenfatte situationen vedrørende vildledende erhvervsvejvisere, der formodes at være gratis, i tal. Der er indgivet 400 andragender til Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender. 50 000 meget små virksomheder, foreninger eller organisationer er blevet ramt og chikaneret til at betale. De afkræves i gennemsnit 1 000 EUR som betaling for uønskede kontrakter, som hr. Busuttil allerede har nævnt.

Disse tal afspejler kun delvis lidelserne for ofrene for disse svindelnumre. Disse mennesker løber allerede en risiko ved at starte deres virksomhed og kommer hurtigt til at stå over for udfordringerne i erhvervslivet, den økonomiske krise og uvished om fremtiden. Vi skal forhindre dem i at blive udsat for denne form for svigagtig praksis, som de ikke har de økonomiske eller menneskelige ressourcer til at modstå.

Der er flere muligheder: For det første skal vi sætte en stopper for svindelnumre, der svækker vores økonomi. For at gøre det, hr. kommissær, vil det være en god idé at fremskynde revisionen af direktivet om vildledende og sammenlignende reklame i lyset af, at omfanget af svigagtige reklamer er stigende, og de bliver mere avancerede.

Så vi bør udarbejde en sort liste over disse virksomheder, der fungerer som reference baseret på princippet om, at vi skal hænge overtræderne ud. Med hjælp fra de nationale myndigheder med ansvar for at bekæmpe svindel og fra de berørte virksomheder kan vi få et enkelt og effektivt værktøj til afskrækkelse og forebyggelse. Endelig skal vi straffe de involverede i dette system hårdt. Sanktionerne og bøderne er ofte lavere end de beløb, de får ind ved disse svindelnumre. Vi bør tilskynde medlemsstaterne til at være strengere på dette område.

  Evelyne Gebhardt (S&D). – (DE) Fru formand, hr. Oettinger! Kommissionen deler Europa-Parlamentets bekymring. Det er meget udmærket, men vi har ventet i årevis på, at Kommissionen skulle skride til handling og gøre reelle fremskridt på dette område. Vi har hr. Busuttils betænkning foran os. I den seneste valgperiode understregede Udvalget om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse gentagne gange, at vi nu er nødt til at gøre noget for at hjælpe befolkningen. Problemet er, at folk stadig venter på, at hjælpen skal komme.

Mange af de små frivillige organisationer, der bliver ramt, har ikke de økonomisk midler eller styrken til at forsvare sig. Så sent som i sidste uge modtog jeg endnu et brev, hvor brevskriveren spurgte: "Hvordan kan jeg forsvare mig selv? Jeg har ikke penge til en advokat, så jeg kan ikke lægge sag an". Jeg mener, at vi nu endelig skal give Europas borgere et effektivt middel til at kunne slippe af med dette problem.

  Catherine Stihler (S&D). – (EN) Fru formand! Smarte svindelnumre, hvor man går efter små virksomheder under et slør af legitimitet – ofte med Europa i titlen – skal forbydes. Disse svindelnumre skader ikke bare de små virksomheder, som trues, chikaneres og presses til at betale gebyrer for noget, som de troede var gratis, skader EU, når vi ikke griber resolut ind for at hjælpe.

Det er trods alt Kommissionens mantra, "tænk småt først", men jeg har, som mange har været inde på, taget dette spørgsmål op gennem mange, mange år, og alligevel er der ikke grebet direkte ind: hvorfor ikke? Vi hører om undersøgelser, informationsindsamling og møder med interessenterne. Vi har brug for handling, ikke ord, og hvis vi siger, at vi bare vil vente til udgangen af i år eller give det et par år til, er det bare lidt for sent: Vi skal handle nu.

Så vil Kommissionen i lyset af arten af disse svindelnumre og deres EU-dækkende og grænseoverskridende karakter overveje at indføre en form for juridisk bistand for at hjælpe SMV med at håndtere disse svindelnumre? Denne type svindelnumre vil fortsætte, indtil Kommissionen griber resolut ind.

  Phil Prendergast (S&D). – (EN) Fru formand! Europa-Parlamentet har modtaget hundredvis af andragender fra små virksomheder over hele EU, som hævder at være blevet ofre for disse numre. Selv om betalingen af disse skandaløse gebyrer kan sætte uskyldige virksomheder under stærkt økonomisk pres, er ofrene ofte for små til at have råd til retlig bistand, så de kan anlægge sag mod disse registervirksomheder.

Disse virksomheder går ofte efter ofre i andre medlemsstater. Dette skaber juridisk usikkerhed for ofrene, for ofte ved de ikke, hvad den juridiske status er for den type kontrakter i andre lande. Registervirksomhederne spiller på denne usikkerhed.

Selv om Kommissionen klart har tilkendegivet, at direktivet om vildledende og sammenlignende reklame forbyder disse registervirksomheders vildledende forretningsmetoder, skal den også kigge på medlemsstaternes omsætning af direktivet for at finde ud af, hvorvidt borgerne nyder samme beskyttelse over hele Europa. Det, at medlemsstaterne har omsat dette direktiv, betyder ikke nødvendigvis, at disse foranstaltninger er hverken dækkende eller i overensstemmelse med hinanden.

  Sylvana Rapti (S&D). – (EL) Fru formand! Urimelig handelspraksis er som vand. Så snart den finder en sprække, presser den sig ind. Den har fundet to sprækker her. Den ene er direktivet fra 2006, som allerede er blevet nævnt, og den anden sprække er forordningen om samarbejde mellem medlemsstaterne.

Hr. kommissær, eftersom De har opbakning fra alle grupper i Parlamentet, fra hele Parlamentet, bør De handle hurtigt, for tid er penge. Som mine kolleger allerede har sagt, er der gået tre år, tre år, hvor disse mennesker, disse fidusmagere, som mange af mine kolleger med rette har kaldt dem – og jeg er enig med dem – vildleder kolleger og vildleder små og mellemstore virksomheder, som er rygraden i den europæiske økonomi. De er nødt til at handle og handle hurtigt.

  Marc Tarabella (S&D). – (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det er virkelig vigtigt at vide, om direktivet om vildledende og sammenlignende reklame er blevet korrekt omsat og anvendt i medlemsstaterne. Men vi skal også hurtigt tage stilling til alle de øvrige grundlæggende aspekter af dette problem, som også kan anvendes til andre former for grænseoverskridende svindelnumre.

For det første skal Kommissionen, medlemsstaterne og deres organisationer sikre forbrugerne oplysninger på forhånd. Det er uacceptabelt, at flere og flere borgere udsættes for svindel.

For det andet skal ofrene have adgang til gruppesøgsmål, så de kan håndhæve deres rettigheder. Vi har ventet på disse søgsmål i over 20 år.

For det tredje kan den igangværende diskussion om reformen af alternative tvistbilæggelsesmetoder også omfatte bestemmelser vedrørende disse svindelnumre.

Hr. kommissær, vi forventer, at De hurtigt indfører konkrete foranstaltninger i denne henseende.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Fru formand! Situationen er nøjagtig, som kollegerne har påpeget. Jeg ved det, for i min egen valgkreds, navnlig i Cork, har en virksomhed ved navn European City Guide bedrevet svindel over for virksomheder i hele Europa. Selv om den, så vidt jeg har forstået, blev bedt om at indstille disse aktiviteter ved den catalanske højesteret i 2001 og blev fundet skyldig i vildledende forretningsmetoder ved de belgiske domstole og af det britiske Office of Fair Trading, fortsætter den med sine aktiviteter. Det er ikke godt nok.

Det er meget vigtigt, at vi gør to ting: For det første skal vi forsøge at øge opmærksomheden blandt virksomhederne over hele Europa for at sikre, at de er årvågne og ikke bliver ofre for disse vildledende virksomheder, og for det andet at vi indfører lovgivning, der sikrer, at de, når de kommer for en domstol, enten bliver lukket eller sættes i fængsel. Så enkelt er det.

  Zuzana Roithová (PPE). – (CS) Fru formand! Parlamentet har modtaget over 400 andragender, og jeg har selv modtaget mange klager fra virksomheder, almennyttige virksomheder, skoler, velgørende organisationer og endda statslige institutioner, der er blevet ofre for udgiverne af erhvervsvejviseres svindelnumre. De påtager sig store økonomiske forpligtelser, mens de tror, at de bare ajourfører deres oplysninger. De svigagtige registervirksomheders operationer styres helt bevidst på tværs af grænserne eller fra tredjelande. Vi har brug for en klar paneuropæisk løsning, men Kommissionen, som har initiativretten på lovgivningsområdet, har intet gjort i årevis til trods for Europa-Parlamentets bestræbelser.

I min rolle som skyggeordfører har jeg fået talrige løsninger med i Parlamentets betænkning. I virkeligheden skal Kommissionen bare at fremsætte forslag om at sortliste disse forbudte former for svigagtig reklamepraksis i henhold til det relevante direktiv. Vi har brug for en solid europæisk lovgivningsløsning, og vi har brug for den hurtigt.

Jeg opfordrer Kommissionen til at anvende den fremskyndede lovgivningsprocedure. Mange ærlige borgere har mistet masser af penge på grund af Kommissionens skammelige slaphed i denne sag. Efter min mening er der også grundlag for en Europol-undersøgelse.

  Olga Sehnalová (S&D). – (CS) Fru formand! Den urimelige forretningspraksis, som nogle af disse såkaldte erhvervsvejviservirksomheder benytter, er fortsat et alvorligt problem. Deres operations er altid primært baseret på omgåelse af lovgivningen og på en meget mangelfuld håndhævelse. Mange virksomheder afstår fra at anlægge sag på grund af udgifterne. Omvendt har der været mange tilfælde af absurde domme baseret på en formalistisk fremgangsmåde fra de retlige instansers og andre tilsynsorganers side.

Disse svindlere udnytter især den ringe juridiske viden hos de ansvarlige institutioner og deres beklagelige manglende vilje og mod i mange tilfælde samt en vis indolens. Deres formalistiske fortolkning af loven giver dem mulighed for at slippe for at involvere sig, at undgå at forfølge disse sager og at vaske deres hænder. Paradoksalt nok bliver svindlernes interesser beskyttet frem for deres ofres.

I spørgsmålet til Kommissionen spørger man med rette, hvordan medlemsstaterne kan gribe dette problem an. Hvordan har de anvendt direktivet om vildledende og sammenlignende reklame? Medmindre staten spiller en aktiv og ikke bare en formel rolle, vil dette problem være umuligt at spore, og der vil komme stadig flere andragender fra svindelofre. Og alligevel står vi ikke magtesløse i disse sager.

  Andreas Schwab (PPE). – (DE) Fru formand, hr. Oettinger! Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) støtter på enhver måde bestræbelserne på at befri de små og mellemstore virksomheder fra truslen fra erhvervsvejvisere, der påstår, at de leverer en tjeneste til disse virksomheder, men som disse reelt ikke får noget ud af bortset fra fakturaer. Men som De, hr. Oettinger, helt rigtigt sagde, udgør direktiv 2006/114/EF et retsgrundlag for dette, som tydeligvis ikke er blevet gennemført korrekt i nogle medlemsstater. Derfor håber jeg, at Kommissionen vil gribe om nældens rod og anvende en systematisk fremgangsmåde for at løse problemet hurtigst mulig i de medlemsstater, hvor situationen er særligt dårlig. På grund af registrenes grænseoverskridende karakter kan problemet flytte sig fra disse medlemsstater til andre nabolande.

En bredt anlagt metode vil ikke fungere i dette tilfælde, fordi det er klart, at problemet ligger hos nogle bestemte medlemsstater.

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Fru formand! Erhvervsvejvisere er en af de mest brugte kilder til information om tilbuddene inden for en bestemt erhvervssektor. De nyder stor respekt blandt europæiske forbrugere takket være deres prestige. Derfor kan vildledende erhvervsvejvisere skade de mennesker, der bruger dem. Denne praksis kan bringes til ophør ved at gennemføre direktivet om vildledende og sammenlignende reklame korrekt. Desværre er det ikke alle medlemsstater, der har omsat denne tekst i deres lovgivning. Det betyder, at ofrene ikke kan få erstatning for den skade, de har lidt. Ved at revidere direktivet kan man få de instrumenter, der er nødvendige for at bekæmpe denne praksis. Ved at supplere EU-lovgivningen med specifikke bestemmelser vil man også begrænse antallet af vildledende erhvervsvejvisere. Jeg mener, at ofrene for denne praksis skal have mulighed for at få direkte adgang til retssystemet.

  Gerald Häfner (Verts/ALE). – (DE) Fru formand, hr. Oettinger, mine damer og herrer! Tilsyneladende er dette virkelig et europæisk problem. Alle kender til disse sager, og vi hører historier fra en række forskellige lande. Jeg har en hel stak af disse sager på mit skrivebord, og jeg indrømmer, at jeg selv ville være faldet for de fleste af dem. Problemet er, og det har vi været inde på ved talrige lejligheder, at vi har direktiv 2006/114/EF, vi diskuterede spørgsmålet i 2008 i Udvalget for Andragender, og vi har afholdt forhandlinger her på plenum, men problemet fortsætter og bliver endda større.

Hr. Oettinger, jeg hørte, hvad De sagde i begyndelsen, og det er mit indtryk, at problemet er havnet hos Dem. Måske vil en kommissær have en ny mulighed for at gribe ind på dette område. Jeg vil gerne bede Dem tage problemet alvorligt. Det virker måske som et lille problem, men det har alvorlige økonomiske følger, og det rammer især de små, mellemstore og familiedrevne virksomheder, som udgør rygraden i vores nationale økonomier og vores samfund. Hvis det ikke lykkes os at standse dette i alle medlemsstaterne og gennemføre direktivet ensartet og effektivt over hele Europa, vil skaderne endda blive endnu større.

  Günther Oettinger, medlem af Kommissionen. – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg er taknemmelig for den vidtgående og konsekvente beskrivelse af situationen fra de engagerede medlemmer, der er til stede i dag. Jeg vil informere fru Reding om dette og tilskynde hende til at udarbejde en omfattende meddelelse, der dækker styrker og svagheder ved den gældende europæiske og nationale lovgivning, og om at revidere direktivet på dette grundlag.

Det er klart, at direktivet fra 2006 er blevet gennemført af medlemsstaterne. Derfor er dette ikke i første række et problem med tilpasning af den nationale lovgivning. I tilfælde af grænseoverskridende problemer anvendes loven for det første ikke i mange tilfælde på grund af et ikke særlig ideelt samarbejde mellem myndighederne i de forskellige medlemsstater, og derfor undersøges disse sager overhovedet ikke. For det andet undlader man ofte at anlægge sag. Straffelovgivningen er et anliggende for medlemsstaterne, både med hensyn til fastsættelse af strafferammer og myndighedernes, de offentlige anklageres eller domstolenes formelle efterforskning af disse sager.

For det tredje, og nu når jeg til sagens kerne, dækker direktivet fra 2006 kun urimelig praksis i transaktioner mellem virksomheder og forbrugere og ikke mellem to virksomheder. Dette betyder, at det hovedsagelig yder beskyttelse til private borgere mod disse svigagtige virksomheder. Det beskytter ikke borgere, der er iværksættere, enkeltmandsvirksomheder, detailhandlende, erhvervsdrivende og handlende eller indehavere af små og mellemstore virksomheder mod denne type svindel. Men det er netop dette punkt, udvidelsen af direktivets anvendelsesområde til at dække transaktioner mellem virksomheder, som et flertal blandt medlemsstaterne modsatte sig under lovgivningsprocessen dengang. Det betyder, at vi helt bevidst begrænsede os selv på grundlag af dette direktiv til europæisk regulering af transaktioner mellem svigagtige virksomheder og borgere og ikke mellem svigagtige virksomheder og mindre virksomheder. På daværende tidspunkt ønskede man ikke nogen europæisk regulering af det spørgsmål, som De med rette klager over på grundlag af de praktiske erfaringer.

Direktivet var et ambitiøst europæisk projekt, og dengang var Kommissionen bekymret for, om hele forslaget ville blive saboteret, og at vi slet ikke ville få noget direktiv, hvis den havde insisteret på at udvide direktivet ud over transaktioner mellem svindlerne og borgerne. I lyset af de specifikke eksempler, De har nævnt her, og de tilfælde af misbrug, som Kommissionen har afsløret, kan det være en mulighed at udvide direktivets anvendelsesområde ud over transaktioner mellem svigagtige virksomheder og borgere ved revisionen, der efter planen skal finde sted næste år. Vi påbegynder straks arbejdet med dette.

Endelig findes der medlemsstater, der har tilfredsstillende bestemmelser under den materielle lovgivning og straffelovgivningen, der dækker transaktioner mellem svindlere og borgere, og som retsforfølger i sager af denne art. Blandt disse finder man Østrig, Belgien og Frankrig. Der findes andre medlemsstater, og De har henvist til nogle af dem her, hvor de nationale bestemmelser ikke er tilstrækkelige. Vi må vente og se, om disse medlemsstater om et års tid vil være parate til at stemme for en generel, EU-dækkende standardforordning i Rådet, der beskytter borgere, der også er erhvervsdrivende.

  Formanden. – Jeg har modtaget et beslutningsforslag fra Udvalget for Andragender, jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5⁽¹⁾.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Ildikó Gáll-Pelcz (PPE), skriftlig. – (HU) Problemet er reelt, desværre meget almindeligt og kan ses over næsten hele EU. Ofrene underskriver i god tro en aftale om annoncering i en erhvervsvejviser, efter at man har forledt dem til at tro, at det vil være gratis. Så kræver indehaverne betaling med forskellige begrundelser og bliver ved med at chikanere, udøve psykisk pres og endda true med retssager over for dem, der ikke betaler. Man er nødt til at undersøge, hvorvidt den tilhørende EU-lovgivning er gennemført effektivt i medlemsstaterne, hvis vi skal undgå yderligere vildledende reklame, og eventuelt bør man foreslå endnu en ændring af den relevante EU-lovgivning for at finde en løsning på det aktuelle problem. Det vigtigste er nu at vise de virksomheder, der har problemer, at vi ikke bare forstår deres problemer, men også yder dem fuld støtte. Samtidig er det vigtigt at bede de virksomheder, der udgiver vildledende erhvervsvejvisere, indstille og afstå fra deres bevidst vildledende forretningspraksis, fordi den strider mod ånden i EU's konkurrencepolitik.