Zpět na portál Europarl

Choisissez la langue de votre document :

  • bg - български
  • es - español
  • cs - čeština
  • da - dansk
  • de - Deutsch
  • et - eesti keel
  • el - ελληνικά
  • en - English
  • fr - français
  • ga - Gaeilge
  • hr - hrvatski
  • it - italiano
  • lv - latviešu valoda
  • lt - lietuvių kalba
  • hu - magyar
  • mt - Malti
  • nl - Nederlands
  • pl - polski
  • pt - português
  • ro - română
  • sk - slovenčina
  • sl - slovenščina
  • fi - suomi
  • sv - svenska
Tento dokument není k dispozici ve vašem jazyce a je vám nabízen v jiném, který lze zvolit na liště jazyků.

 Seznam 
 Úplné znění 
Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Onsdag den 16. april 2014 - Strasbourg Revideret udgave

Metoder og procedure for overdragelse af de traditionelle egne indtægter fra BNI og om foranstaltningerne for at opfylde likviditetskrav[nbsp ] (omarbejdning) - Gennemførelsesforanstaltninger til ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter - Ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter - Gennemførelsesforanstaltninger til ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter (forhandling)
MPphoto
 

  Anne E. Jensen, ordfører. - Hr. formand! Tak for bemærkningerne. Det, jeg kommer til at sige, vil jo et langt stykke hen ad vejen afspejle det, som hr. Lamassoure har forklaret.

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg også ønsker, at min medordfører, hr. Dehaene, kommer sig godt over sin sygdom. Han har ydet en kæmpeindsats i forbindelse med arbejdet med egne indtægter, og den betænkning, der foreligger, afspejler i høj grad hans indsats.

Men den pakke af forordninger, som vi har for os i dag, er af ret teknisk karakter – tre lovtekster, afgørelsen om egne indtægter, gennemførelsesforordningen og forordningen for tilvejebringelse af bruttonationalproduktbidraget. Det lyder tungt, og det er det sådan set også. Disse lovtekster udmønter sådan set bare den aftale om den syvårige finansramme, som vi blev enige om med Rådet i en politisk aftale i juni i fjor, og for egne indtægter er det jo den løsning, som EU’s statschefer blev enige om den 7.-8. februar i fjor, og det er ikke nogen køn aftale! Den rummer jo rabatter og rabatter på rabatter – et ugennemskueligt system, som – forklaret af hr. Lamassoure – er urimeligt uretfærdigt, hvor rige lande nogle gange betaler en lavere skatteprocent end de fattige lande.

Et flertal i dette hus havde ønsket et opgør med det system. Det lykkedes ikke i denne omgang, og lad os håbe, at der opnås større succes i de kommende år på baggrund af Arbejdsgruppen for nye egne indtægter med hr. Monti i ledelsen, og at det vil lykkes ham at komme med et resultat frem mod midtvejsrevisionen af den flerårige budgetramme i 2016, så vi kan få et mere enkelt og gennemskueligt system.

Jeg synes også, det er vigtigt, at vi understreger, at det ikke nødvendigvis er flere penge, vi beder om fra Parlamentets side, men at opkrævningen foregår på en retfærdig måde, og at det er forståeligt, hvad det er, der foregår. Et af problemerne er jo, at dette system er udviklet ud fra en tankegang, hvor hvert land tænker på, hvad man snævert set får tilbage fra EU’s budget fremfor at se på, hvilke udgifter på EU’s budget der giver mening for Fællesskabet, og som skaber højere værdi på fælles plan.

Parlamentet har ikke særlig stor indflydelse på de egne indtægter. Vi kan udtale os om den konkrete lovgivning for de kommende syv år, og vi kan afgive samstemmende udtalelse om gennemførelsesforordningen. Det er altså faktisk dér, vi har størst indflydelse – på gennemførelsesforordningen. I Budgetudvalget har vi så valgt at bakke op om de foreliggende forslag, givet situationen som den er. I udtalelsen om gennemførelsesbestemmelserne har vi dog understreget kritikken af det nuværende system og de forventninger, vi har til arbejdsgruppens arbejde med nye egne indtægter.

Kommissionens forslag fra 2011 vedrørende reform af egne indtægter fra moms og finansiel transaktionsskat fik ingen gang på jorden, og jeg er heller ikke selv tilhænger af en finansiel transaktionsskat, så jeg skal græde tørre tårer over det. Forslaget om nye egne indtægter fra moms var så uforståeligt, at det nærmest ikke var til at forklare. Det skal gøres bedre! Vi skal forberede bedre, hvordan vi kan skabe egne indtægter, der giver mening, som er kædet sammen med det indre marked, og hvor det er naturligt, at det er den måde, vi bygger systemet op på.

Der er en lille, sidste teknisk ting, jeg vil nævne: Rådet besluttede, at bestemmelserne om beregning af bruttonationalproduktindtægterne skal indgå i afgørelsen om egne indtægter og ikke i gennemførelsesbestemmelserne. Og vores Juridiske Tjeneste siger, at det naturlige havde været, at de var indeholdt i gennemførelsesbestemmelserne. Og hvorfor synes jeg, der er grund til at nævne dette? Det er selvfølgelig, at hvis det kom i gennemførelsesbestemmelserne, så ville vi fra Parlamentets side have mere indflydelse på, hvordan det kom til at se ud. Og kære venner, der er ingen i nationale parlamenter, der interesserer sig for dette system og for at kritisere det; det påhviler os at føre kontrol med, at systemet er fornuftigt. Derfor vil jeg ønske, at det kommer til at ske i fremtiden. Jeg vil glæde mig over, at Lissabontraktatens bestemmelser om gennemførelsesforordningen er blevet brugt, og jeg støtter eksistensen af denne forordning, men vi vil gerne have bruttonationalproduktbidraget involveret.

Til slut vil jeg sige, at jeg anbefaler, at Parlamentet godkender udkastet til den tekst, som Rådet har foreslået.

 
Právní upozornění - Ochrana soukromí