Morten Helveg Petersen, ordfører. – Hr. formand! Jeg vil også gerne starte med at takke alle, der har været involveret i forhandlingerne her: Kommissionen, Ministerrådet og ikke mindst alle de gode kolleger her fra Europa-Parlamentet. Vi har vitterligt tilbragt mange timer sammen, forhandlet hele nætter væk. Men jeg synes, vi er nået frem til en stribe resultater, som vi kan være godt stolte af. Det skulle vi også gerne have gjort, fordi min frygt er, at vi er - og vi risikerer at være - i gang med at tabe klimakampen, hvis ikke vi er ambitiøse nok! Det skal vi være her i Europa-Parlamentet, og det skal man være blandt regeringerne på tværs af Europa. Paradokset er jo, at mens politikere tøver, så går borgerne på gaden og forlanger handling. Vi ser, hvordan teenagere over hele Europa demonstrerer for et bedre klima og forlanger løsninger på de klimaforandringer, der vil sende mennesker på flugt fra tørke og oversvømmelser i de kommende år. De forlanger løsninger på den luftforurening, der hvert år er skyld i, at 400 000 europæere dør.

Alt for mange regeringer hænger fast i snævre nationale interesser, der blokerer for den vigtige grønne omstilling, og forhandlingerne om den store energipakke er desværre et godt eksempel herpå, for selv om vind og sol nu er billigere end kul, så går det stadigvæk for langsomt med den grønne omstilling til vedvarende energi. Selv om et stærkere fælles agentur, ACER, kan være med til at sikre, at vindenergi fra Nordsøen kan give Europa grøn strøm i stikkontakterne, så er der mange regeringer, der foretrækker stadig at holde liv i gamle kulkraftværker. I vores forhandlinger var det tydeligt, når vi i Europa-Parlamentet forsøgte at forstærke ACER, så var der nationale regeringer, der forsøgte at udvande, og når vi kæmpede for et mere uafhængigt ACER, så var der nogle, der strittede imod. Det var en kamp at tilføre ACER flere beføjelser og ressourcer, og er det stadigvæk, men heldigvis fik vi indført, at ACER kan opkræve gebyrer, hvilket er helt afgørende for, at ACER kan udføre sine vigtige opgaver.

De typer af kampe er selvfølgelig et stort problem, fordi manglen på fælles løsninger sker på bekostning af klimaet. Vi så det også i forhandlingerne om el-markedsforordningen, hvor der var medlemslande, der kæmpede imod åbne og frie grænser for energi. Men kun ved at integrere vedvarende energi på tværs af grænser kan vi vinde klimakampen. Heldigvis landede vi et flot resultat - nogle gange ikke så meget på grund af Rådet, som på trods af Rådet. Lad mig sige det helt klart: Klimakampen er den vigtigste kamp! Netop derfor er det så ærgerligt, at der er mange regeringsledere, der lider af, hvad jeg vil kalde for et grønt hukommelsestab. De siger en ting i Paris, når de underskriver flotte erklæringer, men når de så sidder ved forhandlingsbordet i Bruxelles, kan alt pludseligt være glemt! Det så vi desværre i sidste uge, da vores regeringsledere mødtes i forbindelse med topmødet for at give håndslag på et CO2-neutralt Europa i 2050. Det blev desværre kun ved snakken! Men Europa skal gå forrest i den grønne omstilling og i klimakampen, og vi skal investere langt mere i forskning og nye teknologier, end vi gør i dag. Pengene kan vi passende finde ved at finde på klimaskatter på plastik og på brændstof til fly og på kul for min skyld, og det er på tide, at vi lægger pres på de regeringer, der ikke lever op til de aftaler, de måtte indgå.

Jeg vil gerne endnu en gang sige tak til alle, der har været involveret i alle de forhandlinger, vi har været igennem: Kommissionen, Ministerrådet og ikke mindst kollegerne her i Europa-Parlamentet. Jeg synes, at vi skal huske på, at vi om to måneder beder vores borgere om at gå ud og stemme. Som politikere hverken kan eller skal vi ignorere borgernes krav om at tage klimakampen seriøs. Vi skal lade os inspirere af de folkelige bevægelser og tage ansvar. Det skylder vi vores børn og børnebørn!