Fokus
 

Tolkene i Europa-Parlamentet

Institutioner - 12-04-2006 - 09:01
Del/Gem

Europa-Parlamentet er ofte blevet sammenlignet med et Babelstårn på grund af det store antal sprog, der tales indenfor murene. Hvor det i Babelstårnet gik galt med kommunikationen, er det tydeligt, at Parlamentet ikke har samme problem, og det skyldes tolkene. De gør det muligt for parlamentsmedlemmerne at tale på deres modersmål og stadig blive forstået af alle.

MEP'er bliver valgt til at repræsentere deres valgkreds og ikke på grund deres sprogkundskaber. For at Europa-Parlamentet skal fungere ens for alle, har alle medlemmerne ret til at udtrykke sig på deres modersmål under møderne. Denne rettighed er udtrykkeligt beskrevet i Parlamentets forretningsorden.
 
EP beskæftiger den største gruppe tolke i verden med 350 faste oversættere og yderligere 400 freelancere i særligt travle perioder.
 
Ved ethvert møde er simultantolkenes tilstedeværelse et velkendt fænomen. Fra deres lydtætte kabiner langs væggene, videregiver de loyalt talerens budskaber på op mod 20 forskellige europæiske sprog. De lægger stemme til alle talerne, er synlige for alle, men er aldrig selv i fokus.
 
 
 
Ref.: 20060403FCS06935

Tal og fakta

Sidens topNæste
 
EP interpreter - © EP Photo Service

EP tolke i funktion

Det begyndte tilbage i 1950'erne med 4 sprog (fransk, tysk, italiensk og hollandsk), da Belgien, Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Holland etablerede det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Med fire sprog var der kun 12 sprogkombinationer og tolkningen forløb uden problemer. De forskellige udvidelser frem til 1995 betød nye sprog og nye problemer, for eksempel omkring finsk, som kun blev talt af meget få europæiske tolke. Løsningen blev den såkaldte retur-tolkning, hvor en tolk oversætter fra sit eget modersmål til et andet sprog; det normale er, at tolken oversætter fra et fremmedsprog til sit modersmål. De finske tolke blev de første til at bruge retur-tolkning i 1995.
 
Udvidelsen i 2004 fordoblede næsten antallet af talte sprog i Parlamentet. Bortset fra Cypern, hvor der tales græsk, har hvert eneste nyt medlemsland bragt et nyt sprog med sig: tjekkisk, estisk, lettisk, litauisk, ungarsk, maltesisk, polsk, slovakisk og slovensk. Det har ikke været nogen nem opgave at finde tolke med de rette kvalifikationer, slet ikke for de "små" sprog som for eksempel maltesisk, der kun tales af 400.000 mennesker.
 
Europaparlamentet arbejder i øjeblikket på 20 sprog, hvilket medfører 380 mulige sprogkombinationer. Retur-tolkning er vundet frem ligesom relæ-tolkning, hvor et sprog bliver oversat via et tredje såkaldt "pivot"-sprog. Men i takt med at tolkene uddannes til nye sprog, vil stadig flere sprog blive oversat direkte. Der arbejdes i hold med 3 tolke i hver kabine. En fuld bemanding til et plenarmøde består af 60 tolke.
 
Og det stopper ikke her. Med Rumæniens og Bulgariens planlagte optagelse i 2007, er tolkene allerede nu på banen for at tilbyde deres landsmænd blandt observatørerne at kunne følge med i debatterne på deres modersmål. Samtidig kan Parlamentet i fremtiden blive opfordret til at sørge for tolkning til og fra irsk. Kroatien og Makedonien har søgt om optagelse og der er fremsat et forslag fra den spanske regering om at udvide med katalansk, galicisk og baskisk under plenarmøderne...  Og sådan vil det fortsætte.
 
Sidens topNæste

At være eller ikke være... tolk

Sidens topNæsteForrige
 
Team of interpreters at work - © EP Photo Service

Tolke lytter og taler på samme tid

En tolk taler sit modersmål perfekt og er desuden højt kvalificeret på mindst to andre sprog. "Man skal kunne lide sprog, for at være tolk..." siger den tyske tolk Gertrud Dietze, "... kunne lide at lægge et arbejde i hele tiden at lære og vedligeholde et højt sprogligt niveau". De fleste tolke har fire eller fem aktive sprog – nogle op til syv eller otte – og de er typisk godt hjemme i dem alle sammen. For en tolk er det helt afgørende at forstå alt, hvad der bliver sagt. Der er ikke tid til at slå op i en ordbog eller spørge kollegaen, man har kun sig selv at stole på.
 
Men kendskab til sproget er kun et værktøj. Tolkning handler om at videregive et budskab. Masser af mennesker er gode til sprog, men kun få er gode til at tolke. Det er en evne, man skal oplæres i.
 
For at kunne begå sig i Parlamentet, hvor rækken af emner synes endeløs, er tolkene nødt til at have stor almen viden og samtidig specialkendskab indenfor EU-området. Hvis tolken derudover kender politikernes ståsted, kan det hjælpe dem til at formidle deres synspunkter endnu klarere.
 
Tolkene er kommunikatører og deres egne synspunkter er ligegyldige. "Jeg får folk til at forstå hinanden, lige meget hvad de siger, også selv om jeg ved, at det, de siger, er forkert", siger Gertrud Dietze. "Vi er upartiske, og det kan være en fordel med lidt skuespiltalent, så man sætter sig i talernes sted... kommer helt på bølgelænge med dem".
 
Tolkens arbejde
Tolkning er ikke en ordret oversættelse, men formidling af et budskab, opfattet på ét sprog og med stor nøjagtighed gengivet på et andet. Tolke leverer varen her og nu og skal kunne arbejde under stort pres. De taler og lytter samtidig, og de bliver nødt til at lytte selektivt, så de fokuserer på indholdet snarere end på gloserne.
 
Da tolkene har meget lidt betænkningstid i boksene, bruger de lang tid på at forberede sig ved bl.a. at læse relevante artikler på de sprog, de skal arbejde med, og derved holde sig ajour med ændringer og nye betegnelser. En anden vigtig del af jobbet er at følge med i nyheder på de forskellige sprog, og at kende den politiske situation og den seneste udvikling. "Tingene kommer af sig selv, hvis man kender sammenhængen, i modsat fald forhaster man sig og snubler i ordene," siger Gertrud Dietze.
 
De fleste parlamentsmøder foregår i Strassburg og Bruxelles, men de kan også være lagt i andre lande, og tolkene må derfor rejse en del. Det er anstrengende men også spændende og en god mulighed for at lære noget. At lære for livet er en vigtig del af tolkens arbejde: "Der er sjældent en dag, hvor jeg kommer hjem uden at kunne sige, at jeg har lært noget nyt," siger Gertrud Dietze.
 
Sidens topNæsteForrige

Mere end bare ord

Sidens topForrige
 
Console in an interpreting booth - © EP Photo Service

Pulten i en tolkekabine

Tolkens arbejde er slet ikke så let, som det ser ud for udenforstående. MEP'er tænker sjældent på, at deres ord øjeblikkeligt skal oversættes, og de bruger ofte et farverigt sprog, vittigheder og ordspil, som kan være meget vanskelige, for ikke at sige umulige, at oversætte. Tolkens arbejde bliver heller ikke nemmere af tal, hurtig-snakkere og folk, der læser op af en tale.
 
Ordspil er en af de største udfordringer for en tolk. "Nogen gange kan det oversættes, hvis du finder et passende udtryk på dit eget sprog. Men det er risikabelt, fordi det kan være værdiladet og kan opfattes anderledes end hensigten. Du kan risikere, at MEP'er, der lytter til din oversættelse, reagerer på dit valg af ord frem for på det der oprindeligt er blevet sagt." siger den hollandske tolk Bernard Gevaert.
 
Den meget knappe taletid for hver person under et plenarmøde kan også give problemer. Eftersom MEP'er gerne vil sige meget, taler de hurtigt, og læser ofte op fra et notat de har skrevet på forhånd. Hurtig tale er som regel ikke et problem når bare det er talesprog, men det kan udvikle sig til et sandt mareridt, hvis talen læses op af et snørklet manuskript.
 
"Det er vigtigt at kunne se mødelokalet"
Dele af de budskaber, som tolkene skal oversætte, er non-verbale, for eksempel i form af tonefald og kropssprog. Derfor er det meget vigtigt, at tolken kan se både taleren og tilhørerne og følge med i deres reaktioner.
 
"Jeg kigger hele tiden rundt i mødelokalet" siger Gertrud Dietze. "Det er vigtigt at følge med i, hvem der kommer og går, eller at formanden lige hvisker en besked til sin assistent. Mødet kan pludselig tage en uventet drejning, men hvis man har kunnet forudse det, står man ikke helt uforberedt."
 
Sidens topForrige