Forslag til beslutning - B6-0306/2006Forslag til beslutning
B6-0306/2006

FORSLAG TIL BESLUTNING

29.5.2006

på baggrund af Rådets redegørelse
jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
af Ģirts Valdis Kristovskis og Roberta Angelilli
for UEN-Gruppen
Om finansiering af bistand til det palæstinensiske folk

Procedure : 2006/2562(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B6-0306/2006
Indgivne tekster :
B6-0306/2006
Forhandlinger :
Afstemninger :
Vedtagne tekster :

B6‑0306/2006

Europa-Parlamentets beslutning om finansiering af bistand til det palæstinensiske folk

Europa-Parlamentet,

–  Der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Mellemøsten og valget til det Palæstinensiske Lovgivende Råd (PLC),

–  der henviser til Kvartettens "køreplan for fred" af 30. april 2003,

–  der henviser til resultaterne af valget den 25. januar 2006 til det Palæstinensiske Lovgivende Råd (PLC)

–  der henviser til EU's udenrigsministres beslutning af 10. april 2006 om at suspendere direkte betalinger og faglig bistand til den nye palæstinensiske regering,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,

1.  understreger på ny, at fremme af fred, velstand og fremskridt i Mellemøsten og en løsning på konflikten kun er mulig gennem forhandling af en fast og endelig fredsaftale som fastsat i køreplanen; erindrer om, at køreplanen blev lanceret af Kvartetten (FN, EU, US og Rusland) som et resultat af en lang fredsopbygningsproces, der går tilbage til Madrid-konferencen i 1991;

2.  bekræfter vigtigheden af principperne om partnerskab og forhandlinger, der fører til en to-statsløsning, som anført i køreplanen, og opfordrer derfor begge parter til at opnå en fredelig løsning for oprettelsen af to demokratiske stater, Israel og Palæstina, der lever side om side i fred og sikkerhed;

3.  bekræfter sin forpligtelser til at yde effektiv humanitær bistand til det palæstinensiske folk; understreger dog, at denne bistand hverken direkte eller indirekte må støtte voldelige grupper eller politikker, der understøtter voldelige handlinger, der har til formål at tilintetgøre Staten Israel;

4.  udtrykker bekymring over det forhold, at Den Palæstinensiske Myndigheds regering indtil videre hverken har forpligtet sig til at overholde principperne om ikke-vold, anerkendelse af Israel og accept af tidligere aftaler og forpligtelser, herunder køreplanen, eller har truffet væsentlige foranstaltninger mod terrorisme og vold;

5.  støtter Rådets beslutning om at suspendere EU's finansielle bistand til Den Palæstinensiske Myndighed, indtil denne regering forpligter sig til at overholde til ovennævnte principper;

6.  understreger, at humanitær bistand, der skal dække det palæstinensiske folks basale menneskelige behov, er af afgørende betydning, navnlig bistand i sundheds- og uddannelsessektorerne, og at den økonomiske, sociale og humanitære krise i de palæstinensiske områder forværres;

7.  vurderer det første officielle møde mellem Israels udenrigsminister Livni og præsident Abbas samt erklæringen om, at palæstinensiske indtægter fra told og skat vil blive overført fra Israel til Palæstina og udelukkende anvendt til den palæstinensiske sundhedssektor og direkte over til hospitaler, positivt;

8.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at oprette et finansielt instrument og bestemte finansielle mekanismer så hurtigt som muligt for at sikre, at dette midlertidige instrument fungerer fuldstændigt gennemskueligt og ansvarligt, og at det leverer direkte bistand til det palæstinensiske folk;

9.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Israels regering, Den Palæstinensiske Myndighed, FN's generalsekretær og Kvartettens regeringer.