FORSLAG TIL BESLUTNING om resultaterne af klimatopmødet i København

2.2.2010

på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

Corinne Lepage, Jens Rohde, Lena Ek, Chris Davies, Fiona Hall, Gerben‑Jan Gerbrandy for ALDE-Gruppen

Se også det fælles beslutningsforslag RC-B7-0064/2010

B7‑0066/2010

Europa-Parlamentets beslutning om resultaterne af klimatopmødet i København

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og den dertil hørende Kyotoprotokol,

–   der henviser til Balihandlingsplanen (afgørelse 1/COP 13),

–   der henviser til den femtende partskonference (COP 15) i København for nylig,

–   der henviser til sin beslutning af 25. november 2009 om EU's strategi for klimakonferencen i København[1],

–   der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at tilstedeværelsen af mere end 100 stats- og regeringschefer ikke formåede at sikre en aftale i København,

B.  der henviser til, at en stadig voksende mængde videnskabelige undersøgelser peger på, at klimaforandringerne sker hurtigere end tidligere antaget, og at de seneste resultater har tilskyndet mere end 100 lande til at kræve, at vi sigter mod at begrænse den globale opvarmning til ikke mere end 1,5 °C over temperaturerne fra før den industrielle revolution snarere end det tidligere almindeligt accepterede niveau på 2 °C,

C.  der henviser til, at FN-processen på et så teknisk og politisk følsomt område hidtil har vist sig at være ude af stand til at håndtere et globalt problem som klimaændringer, for så vidt som kravet om konsensus gør det umuligt at forene udviklingslandenes krav med villighed i de udviklede lande,

D.  der henviser til, at EU ikke bør lade sit eget løfte om klimaforanstaltninger vakle, selv om nogle af vores væsentligste forhandlingspartnere fortsat synes uvillige, eller ude af stand, til at styre udviklingstendenserne med hensyn til deres emissioner,

E.  der henviser til, at omend FN-processen ikke kan opgives, må EU på den ene side justere sin forhandlingsposition i lyset af den aktuelle situation og på den anden side omdefinere sine mål for det næste UNFCCC-møde i Mexico,

1.  noterer sig, at den aftale, der blev fremsendt ved afslutningen af topmødet i København, ikke kan anses for at have nogen juridisk status, da den ikke blev godkendt og ikke indeholder nogen bindende tilsagn om reduktion eller meningsfulde kontrol-, overvågnings- og rapporteringsprocedurer;

2.  gentager vores forpligtelse til at reducere vores udslip med 20 % inden 2020, hvilket allerede er juridisk bindende, og vores ønske om at skride til en reduktion på 30 %, selv i mangel af en bindende international aftale; bemærker også, at de initiativer, der er taget inden for EU med henblik på at fremme og tilskynde til grøn økonomi vil gøre det stadig lettere at opfylde reduktionsmålene på 30 %;

3.  er af den opfattelse, at en bindende international aftale ikke kan træffes, medmindre EU, USA og Kina kan nå til enighed om acceptable emissionsreduktionsmål kombineret med mekanismer til overvågning, kontrol og rapportering af alle sådanne reduktioner. EU's umiddelbare prioritet må være at arbejde hen imod en sådan aftale i de kommende måneder;

4.  er overbevist om, at siden FN endnu ikke har leveret en brugbar løsning på den globale trussel fra klimaændringerne, er EU nødt til at flytte forhandlingerne ind i en parallel proces, der involverer de største udledere, med henblik på at supplere FN-processen og sikre en fornuftig aftale forud for COP 16-mødet i Mexico;

5.  mener, at EU straks bør indgå i forhandlinger med vores amerikanske kolleger med henblik på at sikre, at det nye CO₂-marked i USA er foreneligt med vores eget, og dermed skabe et transatlantisk CO₂-marked som en forløber for et globalt CO₂-marked; mener desuden, at vi bør styrke vores eget CO₂-marked, for eksempel ved at fremme investeringer i lavemissionsteknologier, stramme reglerne og indføre en minimumspris for CO₂;

6.  er af den opfattelse, at mødet i Mexico kun vil blive en succes, hvis der er bred enighed mellem EU, USA og Kina på forhånd; mener derfor, at bi- eller trilaterale forhandlinger med Kina først bør begynde, når vi har indgået en omfattende aftale med USA om en begrænsning af CO₂-emissionerne;

7.  mener endvidere, at det kun vil være muligt at nå til enighed i Mexico, hvis de store udledere kan nå frem til en aftale inden november; er af den opfattelse, at De Større Økonomiers Forum vil være en ideel ramme for sådanne forhandlinger, da det omfatter de største CO₂-udledere;

8.  beklager, at Kina nægter at acceptere opstilling af langsigtede emissionsreduktionsmål, selv for de udviklede lande; opfordrer Kina i særdeleshed til at erkende sit ansvar over for udviklingslandene, da det er dem, der forventes at opleve de mest alvorlige konsekvenser af klimaændringerne;

9.  understreger, at EU er nødt til at tale som en samlet blok på alle kommende FN-klimakonferencer (som vi gør i Verdenshandelsorganisationen) snarere end at tillade, at forskellige nationale holdninger luftes under forhandlingerne;

10.  noterer sig betydningen af investeringer i nye grønne teknologier, især i disse nedgangstider; er endvidere af den opfattelse, at energieffektivitet, vedvarende energi samt kulstofopsamling og ‑lagring kan spille en meget væsentlig rolle i en reduktion af CO₂-emissionerne;

11.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at vores bidrag til den nyoprettede københavnske grønne klimafond er et supplement til anden udviklingsbistand, og at fremsætte forslag om kilderne til vores bidrag og de kriterier, de gerne ser anvendt på projekter, der skal finansieres af denne fond;

12.  peger på den voksende offentlige bevidsthed om konsekvenserne af klimaændringer ikke blot i udviklingslandene, men også i hurtigt voksende økonomier såsom Kina; opfordrer til øget dialog, især med de mindst udviklede lande, små udviklingsøstater og Afrika, på vej mod en bindende international aftale om klimaændringer med henblik på at reducere klimaændringernes virkninger og konsekvenser i den nærmeste fremtid på demografi, folkesundhed, migration og økonomi i disse regioner;

13.  opfordrer Kommissionens formand, da dette er et vigtigt politisk område for den nye Kommission, til at sikre, at den nye kommissær med ansvar for klima har alle nødvendige ressourcer, især i form af personale og budget, til at give hende mulighed for at sætte klimaændringer på dagsordenen verden over;

14.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, regeringerne i USA, Kina, Japan, Indien, Brasilien, Mexico og Sydafrika samt til De Forenede Nationer.

• [1]  Vedtagne tekster af samme dato, P7_TA(2009)0089.